VORES MESTER, PROFETEN UNIVERSETS SULTAN

Skabelsen af Hans velsignede nûr (lys)

Allahu ta'âlâ skabte før alting, det vil sige før Han skabte noget som helst, skabte Han vores elskede Profet Muhammed 'alaihis-salâm' velsignede nûr. De fleste af vores lærde i Tafsîr (fortolkning af Koranen) og Hadîth (udtalelser fra Profeten 'alaihis-salâm) har udtalt: "Janâb al-Haqq skabte en æterisk og stor substans fra Hans nûr. Fra denne substans skabte Han hele universet. Denne substans kaldes 'Nûr al-Muhammadî'. Begyndelsen og kilden til alle sjæle og objekter er denne substans."

En dag spurgte Jâbir ibn Abdullah, en af Ashâb al-kirâm,: "O Rasûlullah! Hvad skabte Allahu ta'âlâ før alting?" Han svarede: "Han skabte din Profet, det er min, nûr fra Hans egen nûr, før alting. Der var ingen Lawh, Pen, Jannah, Jahannam, engel, samâwât (himlen), ard (jorden), solen, månen, mennesker eller jinner dengang."

Da Âdam 'alaihis-salâm's velsignede hjerte og krop blev skabt, blev Nûr al- Muhammedî sat mellem Hans to øjenbryn. Da Hans sjæl blev givet til Ham, bemærkede Âdam 'alaihis-salâm, at der var en nûr, der skinnede som polestjernen, på Hans pande.

Da Âdam 'alaihis-salâm blev skabt, forstod Han gennem inspiration, at Janâb al- Haqq talte til Ham som Abû Muhammad, dvs. Muhammads far. Han spurgte: "O min Rabb! Hvorfor gav du mig navnet Abû Muhammad?" Allahu ta'âlâ sagde til Ham: "O Âdam! Løft dit hoved!" Da Âdam 'alaihis-salâm løftede Sit hoved, så Han navnet Ahmad, skrevet fra nûr, på vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) på Arsh al-a'lâ¹⁰. Så spurgte Han: "O min Rabb! Hvem er dette?" Allahu ta'âlâ sagde: "Dette er en Profet fra dine efterkommere. Hans navn er Ahmad i himlen, Muhammed på jorden. Hvis det ikke var for Ham, ville jeg ikke have skabt dig. Ej heller jorden og himlen."¹¹

Overførsel af Hans nûr gennem rene pander til rene pander

Da Âdam 'alaihis-salâm blev skabt, blev vores elskede Profet Muhammed 'alaihissalâms velsignede nûr sat på Hans pande. Denne nûr begyndte at skinne på Hans pande. Som det står skrevet i "Tafsîr al-Mazharî"; siden Âdam 'alaihis- salâm, er denne nûr gået fra kyske fædre til kyske mødre og nået til vores Mester, Profeten. Allahu ta'âlâ erklærede dette i en âyat al-karîma¹²:

"Du, det vil sige, din nûr er nået til dig efter altid at være blevet overført fra en person, der kaster sig ned (laver sajda) til en anden."¹³

Det er erklæret i en hadith ash-sharîf: "Allahu ta'âlâ skabte menneskene. Han skabte mig af de bedste af mennesker. Så Han valgte de bedste af disse mennesker (i Arabien). Han skabte mig af dem. Derefter valgte Han de bedste af hjemmene, de bedste af familierne, og skabte mig af dem. Derfor er min sjæl og min krop de bedste af skabninger. Min slægt, mine forfædre er den bedste af menneskeheden”.

Det er erklæret i en anden hadith ash-sharîf: "Allahu ta'âlâ skabte alting ud af ingenting. Af alle ting kunne Han lide mennesker og gjorde dem værdifulde. Af menneskeheden lod Han dem, som Han udvalgte, slå sig ned i Arabien. Og af de fornemme i Arabien udvalgte Han mig. Han placerede mig blandt de

fornemme, de bedste af alle tiders folk. Derfor skal de, der elsker dem i Arabien, som er lydige mod mig, elske dem for min skyld. De, der er fjendtlige over for dem, er fjendtlige over for mig."

"Du, det vil sige, din nûr

er nået til dig efter at
være blevet overført fra

en person, der knæ-
ler (laver sajda) til en

anden."
Ash-Shu'arâ': 219

Haqq ta'âlâ skabte Âdam,
Prydede verdenerne med Âdam.

Allah beordrede englene til at lave sajda til Âdam,
Han gav generøst mange velsignelser til Ham.

Han satte Mustafas nûr på Hans pande,
Said, vid, at dette er min elskedes nûr.

Den nûr lagde sig på Hans pande,
Den blev hos Ham i evigheder.

Du skal vide, at den gik over på Hawwa (Eva)'s pande,
Den blev også hos hende i mange måneder og år.

Shîs blev født, det overgik til Ham, nûr,
På Hans pande manifesterede nûr sig.

Den nåede også frem til Ibrâhîm og Ismâ'îl,
Ordet ville blive langt, hvis jeg sagde resten til dig.

På denne måde, lænket og forbundet,
Indtil Mustafâ, nåede den frem.

For nåden for verdenerne er kommet,
Den nåede Ham, den blev hos Ham.
Hvis du vil slippe væk fra flammerne,
Sig as-salât med kærlighed og inderlighed.

En nûr lyste på panden af Âdam 'alaihis-salâm, det første menneske, som blev skabt, fordi Han bar en splint af Muhammed 'alaihis-salâm. Denne splint blev overført til Hadrat Hawwa og fra hende til Hadrat Shîs, og således overført fra kyske mænd til kyske kvinder og fra kyske kvinder til kyske mænd. Muhammads nûr 'alaihis-salâm gik fra rene pander til rene pander sammen med splinten. Hver gang englene så på Âdam 'alaihis-salâm, så de Muhammads 'alaihis-salâm's nûr, og de lavede istighfâr (bad om tilgivelse) for Âdam 'alaihis-salâm.

Da Han var ved at dø, sagde Âdam 'alaihis-salâm til sin søn Shîs 'alaihis-salâm, "Min søn! Denne nûr, der skinner på din pande, er Hadrat Muhammads nûr, den sidste Profet. Overbring denne nûr til rene og kyske damer, som tror på Allah, og bed din søn om at gøre det i din sidste anmodning!"

Indtil Muhammed 'alaihis-salâm bad alle fædre deres sønner om at gøre det. Hver af de opfyldte denne vilje ved at gifte sig med den ædleste, den mest kyske pige. Nûr, der passerede gennem disse rene mænds og kvinders pander, nåede frem til sin ejer. Hvis en af Rasûlullah's bedstefædre havde haft to sønner, eller hvis en stamme havde delt sig i to grene, ville vores Profet Muhammed 'alaihis-salâm's nûr være på den bedste side. I hvert århundrede var den person, der var Hans bedstefar, tydelig ved nûr på hans pande. Der var en fornem race, der bar Hans nûr; i hvert århundrede var ansigtet på en person af denne race meget smukt og meget lyst. Med dette nûr var han særskilt blandt sine brødre, og den stamme, han tilhørte, var mere ophøjet og mere ærefuld end andre stammer."¹⁴

I en af Hans hadîth ash-sharîfs sagde vores Mester, Profeten, "Ingen af mine bedstefædre har begået utugt. Allahu ta'âlâ gjorde mig fra dydige og gode fædre og rene mødre. Hvis en af mine bedstefædre havde haft to sønner, ville jeg være den mest lovende, den bedste af dem." Denne nûr, der blev overført fra søn til søn siden Âdam 'alaihis-salâm, nåede Târûh og overgik fra Ham til Hans søn Ibrâhîm og derefter til Hans søn Ismâ'îl 'alaihis-salâm. Denne nûr skinnede på Hans pande som solen og overgik derefter til en af Hans sønner, Adnân, fra ham til Ma'âdd og fra ham til Nizâr. Da Nizâr blev født, gav hans far Ma'âdd, der var glad for at se nûr på sin søns pande, en fest og sagde: "Denne fest er kun en lille ting for sådan en søn", hvilket fik hans navn til at forblive som Nizâr, der betyder en lille ting. Efter ham, overgik nûr successivt, indtil den nåede sin virkelige ejer, vores elskede Profet Khâtam al-anbiyâ Muhammed 'alaihis-salâm.

Vores Mester, Profeten, sagde i en hadith ash-sharîf: "Jeg er Muhammed, søn af Abdullah, Abdulmuttalib (Shayba), Hâshim (Amr), Abd al-Manâf (Mugîra), Qusayy (Zayd), Kilâb, Murra, Ka'b, Luwayy, Ghâlib, Fihr, Mâlik, Nadr, Kinâna, Khuzayma, Mudrika (Âmir), Ilyâs, Mudar, Nizâr, Me'add, Adnân. Når min slægt blev delt i to, så placerede Allahu ta'âlâ mig på den bedste side..."¹⁵

I en anden hadith ash-sharîf sagde Han: "Af Ibrâhîms efterkommere, Allahu ta'âlâ valgte Ismâ'îl. Og af Ismâ'îls efterkommere valgte Han Kinâna-familien. Og af Kinânas efterkommere udvalgte Han Quraysh familien. Og af Qurayshs efterkommere udvalgte Han Hâshim-familien. Og af Hâshims efterkommere udvalgte Han Hâshim-familien. Abdulmuttalib familien. Og blandt dem valgte Han mig.”¹⁶

Den ærefulde slægt af vores Mester, Profeten indtil Adnân:

Muhammed 'alaihis-salâm

Abdullah Abdulmuttalib (Shayba)

Hâshim (Amr) Abd al-Manâf (Mugîra)

Qusayy (Zayd)

Kilâb Murra

Kâ'b Luwayy

Ghâlib

Fihr Mâlik

Nadr Kinâna Khuzayma Mudrika (Âmir)

Ilyâs Mudar

Nizâr Me'add

Adnân

Hadrat Abdulmuttalib, Hans bedstefar

Vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) er fra Hâshims sønner (Hâshim-familien) af Quraysh-stammen. Hans far er Abdullah. Abdullah's far er Shayba. Shayba, vores Profets bedstefar, blev født i Medîna. Shayba var et barn, da hans far, Hâshim, døde. En dag øvede han sig i bueskydning med sine venner foran sin onkels hus. Voksne, som så dem, og da de så nûr på Shaybas pande, gættede de, at han var søn af en hæderlig person og beundrede ham.

Da turen kom til skyde pilen var Shayba's, han spændte sin bue og sendte pilen. Da pilen ramte målet, sagde han i begejstring: "Jeg er søn af Hâshim. Selvfølgelig vil min pil ramme sit mål." De forstod ud fra hans ord, at han var søn af Hâshim fra Mekka. Hâshim var allerede død før dette.

En person fra Abd al-Manâf-familien sagde til Hâshims bror Muttalib, da han vendte tilbage til Mekka: "Din nevø Shayba, som er i Medîna, er et meget klogt barn. Der er også en nûr på hans pande, som alle beundrer. Er det rigtigt at lade et så værdifuldt barn gå væk fra dig?" Muttalib tog derfor straks til Medîna og bragte sin nevø Shayba til Mekka. Han ville sige: "Han er min slave" til folk, der spurgte, hvem dette barn var. Efter at Shaybas navn blev kaldt Abdulmuttalib,

"Min søn! Denne nûr, der

skinner på din pande,
er Hadrat Muhammed,

den sidste Profet, nûr.
Giv denne nûr til ren og
kysk damer, som tror på
Allah, og bed din søn om

at gøre det i din sidste

anmodning!"
Âdam 'alaihis-salâm

hvilket betyder Muttalibs slave¹⁷. Abdulmuttalib blev hos sin onkel Muttalib, indtil han døde. Hans velsignede krop gav en lugt af moskus. På hans pande lyste nûr af Allahu ta'âlâs habîb Muhammed 'alaihis-salâm; den ville udstråle velgørenhed og velsignelser. Hver gang der var mangel og ingen regn, bragte mekkanerne ham til Thabir-bjerget og bad ham bede til Allahu ta'âlâ. Han ville ikke afvise nogen og ville bede til Allahu ta'âlâ om regn. Allahu ta'âlâ ville acceptere hans bøn af hensyn til vores elskede Profets nûr og sendte rigelig regn. Således steg Abdulmuttalibs værdi og troværdighed dag for dag. Mekkanerne valgte ham som deres leder. Ingen, der ikke adlød ham, og de, der var lydige mod ham, fandt lethed. De daværende herskere værdsatte også Abdulmuttalibs dyd og storhed. Kun den iranske shah, der misundte ham og bar fjendskab mod ham åbent og skjult. Abdulmuttalib var hanif; det vil sige, at han var muslim. Han var i en af sine forfædre, Ibrâhîm 'alaihissalâms¹⁸religion, som var på tawhîd-stien, som troede på Allahs eksistens og Hans enhed, som ikke tænkte på andet end Ham, og som var hanîf. Af denne grund tilbad han aldrig afguder og kom ikke engang i nærheden af dem.

Omkring Kâ'ba'en bad han til og tilbad Allahu ta'âlâ.

Zamzam

En dag, i hans drøm, sagde en person: "O Abdulmuttalib! Rejs dig op og grav Tayyiba". Den næste dag sagde han: "Rejs dig op og grav Barra!" På den tredje dag beordrede den samme person igen: "Rejs dig op, grav Madnûna!" Drømmene stoppede ikke. På den fjerde dag, da den samme person sagde: "O Abdulmuttalib! Rejs dig op, grav Zamzam-brønden!" Abdulmuttalib spurgte: "Hvad er Zamzam? Hvor er brønden?" Den pågældende person sagde: "Zamzam er vand, der aldrig bliver mindre, og det er ikke muligt at nå bunden af det. Det er nok til at pilgrimme, der kommer fra hele verden. Den har sin kilde der, hvor Jabrâîl 'alaihis-salâm slog sin vinge. Det er det vand, som Allahu ta'âlâ skabte til Ismâ'îl 'alaihis-salâm. Det mætter den tørstige. Det mætter de sultne, helbreder de syge. Jeg vil fortælle dig dens sted. Når folk ofrer, smider de resterne et sted hen. Når du er der, en krage med rødt næb vil komme.

Den vil skrabe jorden med sit næb. Du vil også se en myretue, hvor kragen kradser. Det er der, hvor Zamzam er."¹⁹

Om morgenen kom Abdulmuttalib sammen med sin søn Hârith, gik til Kâ'ba og begyndte at vente med spænding. På et tidspunkt, som det blev sagt i drømmen, kom en krage med et rødt næb og satte sig på en grube og begyndte at slå på jorden med dens næb. En myrebo dukkede op. Abdulmuttalib og hans søn begyndte straks at gravearbejde. Efter et stykke tid kunne man se indgangen til brønden. Da Abdulmuttalib så det, begyndte han at sige takbir; "Allahu akbar, Allahu akbar!"

Qurayshierne, som siden begyndelsen havde fulgt med i udgravningen af brønden, sagde til ham: "O Abdulmuttalib! Dette er vores far, Ismâ'îls brønd. Vi har også ret til den. Du bør gøre os til partnere i dette arbejde." Abdulmuttalib afviste dette straks og svarede: "Nej! Dette job er en pligt, som kun er blevet skænket

Zamzambrøndenvar overfor

Hajar al-Aswad hjørnet i

Masjid al-harâm. Den havde

et armbånd af sten. Dens

gulv var af marmorog skråne-

demodvæggene. Abdulhamid

Han I fik brønden bygget, så

vandet ikke ville løbe ud.

Denne smukke artefakt, som

var et værdifuldt historisk

levn, blev revet ned af den

wahhâbî saudîske regering i

1963. De tog brøndens kant

og et par meter omkring den,

nogle meter under jorden.

Derefter dækkede de den helt

til og installerede marmor. Nu

kan man ikke se brønden.

til mig". På dette svarede Qurayshierne: "Du er alene. Du har heller ikke andre end en søn. Det er ikke muligt for at du kan overvinde os."

"Zamzam mætter de
sultne og helbreder de

syge."
Hadîth ash-sharîf

Han var dybt bedrøvet, fordi de skændte ham, fordi han ikke havde nogen. Han kunne lide sine hænder til himlen og bad til Allahu ta'âlâ: "O min Rabb! Giv mig ti sønner. Hvis du accepterer min bøn, vil jeg ofre en af dem på Kâ'ba."²⁰

Abdulmuttalib troede, at denne gravning ville blive farlig og kunne ende op i hårde kampe. Så han holdt op med at grave og forsøgte at nå til enighed.

Han krævede voldgift. Til sidst besluttede de, at en spåmand i Damaskus ville finde en løsning. Sammen med en gruppe af Qurayshs notabiliteter begav de sig på rejsen. Karavanen blev ude af stand til at bevæge sig på grund af vandmangel og høj temperatur. Selv om deres eneste ønske var at finde vand, var det ikke muligt midt i ørkenen.

Da alle havde mistet håbet, råbte Abdulmuttalib: "Kom! Kom! Samle jer! Jeg har fundet vand nok til jer og til jeres dyr." Mens Abdulmuttalib, der bar Muhammads 'alaihis-salâm's velsignede nûr, ledte efter vand, havde hans kamelben flyttet en sten, og der dukkede vand op. Alle kom løbende.

De drak. Da de var mætte, kom de til sig selv.

Qurayshîerne, der skammede sig over Abdulmuttalibs generøsitet, sagde: "O Abdulmuttalib! Nu har vi intet andet ord at sige imod dig. Du er den mest passende person til at grave Zamzam-brønden op. Vi vil ikke skændes med dig i denne sag igen. Der er ikke længere nogen grund at gå til voldgiftsmanden. Vi vender hjem" og begyndte rejsen til Mekka. Abdulmuttalib fik på grund af den nûr, der skinnede på hans pande, den ære at grave Zamzam-brønden op.²¹

Den ofrende søn

Efter at have gravet Zamzam-brønden op, steg Abdulmuttalibs herlighed og berømmelse endnu mere. Årene gik. Efter at have accepteret hans oprigtige bøn, gav Janâb al-Haqq ham endnu mere; ti sønner, bortset fra Hârith og seks døtre. Navnene på disse sønner var: Qusam, Abû Lahab, Abdulka'be, Hajl, Zubayr, Abû Tâlib, Abdullah, Gaydak, Dirâr og Muqawwim (Hamza og Abbâs var endnu ikke født). Hans døtre var Safiyya, Âtiqa, Umm al-Hakîm Baydâ, Barra, Umayma og Arwâ. Blandt sine børn elskede Abdulmuttalib Abdullah mest. Fordi nûr på hans egen pande var begyndt at skinne på Abdullah.

En dag fik han i sin drøm at vide: "O Abdulmuttalib! Opfyld dit løfte!"

Om morgenen ofrede Abdulmuttalib en vædder. Om natten drømte han, at han blev beordret til at ofre større end vædderen. Om morgenen ofrede han en ko. I drømmen fik han igen ordre om at ofre en større vædder end den. Han spurgte, hvad der var større end den. Så blev der sagt: "Du havde lovet at ofre en af dine sønner hvis du fik ti sønner. Opfyld dit løfte!"

Den følgende dag samlede Abdulmuttalib sine børn og fortalte dem om den opfordring, han havde fremsat for mange år siden. Derefter fortalte han sine sønner, at han måtte ofre en af dem. Ingen af hans sønner modsatte sig ham. Desuden var de enige ved at sige: "O vores far! Opfyld dit løfte! Du er fri til at gøre, hvad du vil." Abdulmuttalib trak lod. Loddet gik til Abdullah, som var Abdulmuttalibs mest elskede søn, og som bar nûr af Allahu ta'âlâs Habîb Muhammed 'alaihis-salâm. Abdulmuttalib vaklede et øjeblik, hans øjne vældede op. Han måtte holde sit løfte til Allahu ta'âlâ. Han tog sin kniv og sin elskede søn, Abdullah, og ankom til Kâ'ba for at opfylde sit løfte til sin Rabb. Den grædende far lavede alle forberedelserne til at ofre Abdullah. I mellemtiden fulgte de notabiliteter i Quraysh begivenheden i forbløffelse.

Blandt dem sagde Abdullah's morbror, "O Abdulmuttalib!Stop! Vi har aldrig givet vores samtykke til, at du dræber din søn. Hvis du gør det, vil det blive en sædvane blandt Qurayshîs. Enhver vil løfte sin søn som offer og skære ham. Lad være med at sætte et eksempel for det. Opnå din Rabb's tilfredshed på en anden måde." Så han foreslog: "Spørg en spåmand, så han kan finde en løsning til dig."

På baggrund af disse ord gik Abdulmuttalib til en clairvoyant ved navn Kutba (eller Sadjak), som befandt sig i Khaybar. Han fortalte ham om situationen. Den clairvoyante spurgte: "Hvad er løsesummen for en person blandt jer?" Da han fik svaret som ti kameler, sagde han: "Træk lod mellem kamelerne og din søn. Hvis loddet går til din søn, skal du øge løsesummen med ti kameler og fortsætte med at trække lod, indtil loddet er til kamelerne."

Abdulmuttalib vendte straks tilbage til Mekka og gjorde, som spåmanden sagde. Han trak lod ved at øge kameler i intervaller på ti kameler. Hver gang var loddet til Abdullah. Men da antallet af kameler nåede op på hundrede, var loddet for kamelerne. Som en sikkerhedsforanstaltning trak han lod to gange mere. Begge gange var de til kamelerne. Abdulmuttalib ofrede kamelerne ved at sige: "Allahu Akbar! Allahu Akbar!" Han og hans sønner tog ikke noget af kødet. Han fordelte alt kødet blandt de fattige. ²²

Fra Âdams tid 'alaihis-salâm, var der også hændelsen med Ismâ'îl 'alaihis-salâm's offer. Da Hans slægt når til Ismâ'îl 'alaihis-salâm, vores Mester, Profeten sagde: "Jeg er søn af de to ofre."²³

"Jeg er søn af de to ofre."

Hadîth ash-sharîf

Hans far, Hadrat Abdullah

Da Abdullah, som bar vores Profet Muhammed 'alaihis- salâm, Mesteren af begge verdener, nûr, blev født, informerede bogens folk (de vantro med en himmelsk bog -jøder og kristne) hinanden om, at "Faderen til den sidste tids Profet (Âkhirzamân) blev født i Mekka." Isrâels sønner havde en vævet uldjubba af uld, som havde tilhørt Profeten Yahyâ (Johannes) 'alaihis-salâm. Han bar den, da han blev martyr, og hans velsignede blod var på den. I deres bøger stod der: "Hver gang dette blod fornyes og begynder at dryppe, er âkhirzamâns (den sidste tids) profetens far blevet født." Så bogens folk forstod, da de havde set dette tegn, at Abdullah var født. Selv om de var misundelige og forsøgte at dræbe ham mange gange, beskyttede Allahu ta'âlâ Abdullah af hensyn til nûr i panden.

Da Abdullah nåede pubertetsalderen, blev han en fremtrædende person med sin gode etik og sit smukke udseende. Især da han blev atten år, blev hans skønhed legendarisk. Nûr på hans pande skinnede som solen; piger, der så dette, kunne ikke andet end at falde for ham. Hans skønhed og berømmelse gik så langt som til Egypten.

Fra nær og fjern begyndte folk at konkurrere om at gifte deres døtre med ham. Mange herskere kom til Abdulmuttalib og tilbød deres døtre til hans søn. De fortalte ham, at de ville ofre alt for dette. På den måde kom omkring to hundrede piger til Mekka og friede til at gifte sig med Abdullah. Men Abdulmuttalib afviste hver af dem på en passende måde.

Fordi Abdulmuttalib ledte efter den mest høflige, ædle og smukke pige, som var hanif, dvs. muslimsk og hengiven til deres forfædres religion, som de fulgte siden Ibrâhîm 'alaihis-salâm's tid.

Da sønnerne af Isrâel forstod, at Profeten af âkhir zamân, som var skrevet i deres bog, ikke ville være af deres nation, svor de af misundelse at dræbe Abdullah. De sendte halvfjerds bevæbnede mænd til Mekka for at gøre dette. Disse mennesker begyndte at vente på en lejlighed. Til sidst, da Abdullah gik ud af byen, mens de troede, at ingen ville se dem, trak de deres sværd og angreb Abdullah. Den dag, ved hikmat al-ilâh²⁴, gik Wahb ibn Abd al-Manâf, som var en af Abdullahs slægtninge, sammen med flere af sine venner på jagt. I det øjeblik så de Isrâels sønner, som angreb Abdullah. De besluttede sig for at hjælpe Abdullah, fordi han var deres slægtning. Men modstanderne var for mange. Det var klart, at de ville blive besejret. Til sidst besluttede de at forsøge at rådgive dem. Da de kom tæt på dem, så de mange ryttere med sværd, der ikke lignede nogen fra denne jord, som kom meget hurtigt, angreb Isrâels sønner og dræbte dem alle og forsvandt. Wahb var chokeret og forstod, at Abdullah var beskyttet af Allahu ta'âlâ og hans værdi for Ham.

Da han kom hjem til sit hus, fortalte han sin kone om situationen. Begge besluttede de, at deres datters ligemand var Abdullah og blev enige om at give deres datter Âmina til ham som hustru.

Abdulmuttalib havde hørt om Âminas skønhed, kyskhed og fromhed, som var datter af Banî Zuhra-stammens ældste, Wahb. De var også slægtninge, og deres slægtslinje blev forenet for flere generationer siden. Han tog til Wahbs hjem for at tage denne pige til hustru til sin søn Abdullah. Da han spurgte Wahbs datter til sin søn Abdullah, sagde Wahb: "O søn af min onkel! Vi har modtaget dette tilbud før dig" og fortalte ham den hændelse, som han så, og tilføjede: "Âmina's mor så en drøm. Hun sagde, en nûr trådte ind i vores hus; det oplyste jorden og himmelen. Jeg så også vores bedstefar Ibrâhîm 'alaihis-salâm i min drøm i nat. Han sagde: "Jeg giftede mig med Abdullah, søn af Abdulmuttalib og din datter Âmina. Du accepterer det også. Jeg har været under indflydelse af denne drøm siden i morges. Jeg undrede mig hvornår du ville komme." Da han hørte disse ord, sagde Abdulmuttalib, "Allahu Akbar! Allahu Akbar!"

"Da vores Mester, Profe-

tens far Abdullah, døde

før hans søns fødsel,
sagde englene: "O vores
Rabb! Din Rasûl er blevet

forældreløs.'
Abdullah ibn Abbâs
(radiy-Allahu 'anhumâ)

Til sidst giftede hans søn Abdullah, der var 18 år, sig med Wahbs datter Âmina, der var 14 år. Der er også andre beretninger om Âmina og Abdullah's ægteskab.²⁵

Hans velsignede nûr, der overfører til Hans Mor

Da vores Mester Sarwar al-âlams (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) velsignede nûr gik over til Hans mor, gav vilde dyr den gode nyhed til hinanden ved at sige:

"Verdens Mester, der ærer jorden, er nær; Han er jordens amîn²⁶ , tidens sol." Den nat faldt alle afguderne i Kâ'ba med ansigtet ned på jorden. Shaytaner (djævle) var efterladt magtesløse og ude af stand til at udføre deres gerninger. Engle demonterede Iblîs' (shaytans' leder) trone, smed den i havet, og de straffede Iblîs i fyrre dage. Derefter undslap han, klatrede op til Jabal (bjerget) Abû Qubais og gav et voldsomt skrig. Hele Iblîs' hær, som hørte hans råb, samledes omkring ham. Han sagde til dem: "Åh, I elendige. Muhammed 'alaihis-salâms fødsel er nær. Fra nu af vil Lât og Uzzâ ikke blive tilbedt. Den nûr af tawhîd vil sprede sig til hele universet." Den nat var alle troldmænd og spåmænd blev uduelige i deres arbejde. Profetien sluttede. Trolddom var ineffektiv. Den nat hørte dem på jorden en stemme fra himlen: "Det er på tide, at den sidste tids Profet kommer med tusindvis af velsignelser og velgørenheder."

I den tid var der hungersnød i Mekka. Det havde ikke regnet i årevis. Der var ingen grønne blade på træerne, og der var ingen tegn på høst. Folk faldt på hårde tider og vidste ikke, hvad de skulle gøre. Efter vores elskede Profets nûr overgik til Hadrat Âmina fra Hadrat Abdullah, faldt der så meget regn, og der blev produceret så mange afgrøder, at det år blev kaldt året for overflod. Hadrat Âmina led ikke nogen problemer i ni måneder, mens hun var gravid med vores Profet.

Da vores mor Âmina var gravid, var hendes mand Abdullah rejst til Damaskus for at handle. Da han vendte tilbage, blev han syg. Han døde med sin onkler på modersiden, sønner af Najjâr ved siden af ham, i en alder af atten eller femogtyve år i Dâr-un-nâbigha, nær Medîna²⁷. Da denne nyhed nåede Mekka, blev hele byen fyldt af sorg.²⁸

Abdullah ibn Abbâs (radiy-Allahu 'anhumâ), en af Ashâb al-kirâm rapporterede, "Da vores Mester, Profetens far Abdullah døde før hans søns fødsel, engle sagde, "O vores Rabb! Din Rasûl er blevet forældreløs." Allahu ta'âlâ erklærede: "Jeg er Hans beskytter og hjælper."

Lady Âmina var knust, da hendes mand døde. Hun fortalte om hans død i et digt:

På det mest uventede tidspunkt tog døden ham,
Selv om han var meget generøs og elskværdig.

Hændelsen medelefanten

Hændelsen med elefanten

Der var to måneder tilbage, indtil Rasûl al-akrams (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) fødsel. I mellemtiden skete hændelsen med elefanten. Kongeriget Abessiniens guvernør i Yemen, Abraha, der ønskede at forhindre masserne af mennesker fra nær og fjern i at besøge Kâ'ba, fik bygget en stor kirke, kaldet "Kulays" i Sana'a med hjælp fra den østromerske kejser. Han ønskede, at folk skulle besøge denne kirke. Men Araberne viste ikke nogen respekt for kirken, for de har besøgt Kâ'ba siden oldtiden. De tog det som en fornærmelse. En af dem besudlede endda kirken.

"Jeg er ejeren af disse kame-

ler. Kâ'ba har også sin ejer.

Han vil beskytte den."

Shayba-tu'l Hamd

Denne begivenhed gjorde Abraha vred, og han besluttede at rive Kâ'ba'en ned. Han forberedte en stor hær til dette formål og drog mod Mekka. Da Abrahas hær kom tæt på Mekka, begyndte de at plyndre Qurayshs ejendele. De beslaglagde to hundrede af Abdulmuttalibs kameler. Abdulmuttalib gik til Abraha og bad om at få sine kameler tilbage. Abraha sagde: "Jeg kom her for at nedbryde din hellige Kâ'ba. Men du ønsker ikke at beskytte den og vil kun have dine kameler?"

Abdulmuttalib sagde: "Jeg er ejeren af disse kameler. Kâ'ba har også sin ejer. Han vil beskytte den." Abraha sagde: "Der er ingen, der kan beskytte den fra mig!" og gav Abdulmuttalib sine kameler tilbage. Derefter beordrede han sin hær til at marchere mod Mekka. I Abrahas hær var der en elefant ved navn "Mahmûda". Man troede, at når den gik foran hæren, ville de sejre. Nukayl ibn Lebib, en af Abrahas guider, lænede sig ned til den store elefants øre og sagde: "O Mahmûda, det hus, du er på vej til at ødelægge, er Allahu ta'âlâs hus. Knæl nu ned! Gå ikke længere! Ellers vil du gå til grunde!". Da Abraha marcherede mod Kâ'ba, knælede denne elefant og ville ikke gå. Men da den blev vendt mod Yemen, ville den løbe.

Abrahas hær kunne således ikke nærme sig og angribe Mekka. Allahu ta'âlâ sendte en flok bjergsvaler, kaldet Abâbîl, over dem. Hver af disse fugle bar tre sten så store som kikærter eller linser, en i deres næb og to i deres fødder. De slap dem løs på Abrahas hær. Stenene gik horisontalt igennem soldaterne og gennemborede dem fra top til tå. Hver soldat, der blev ramt af en sten, døde straks. Som det blev erklæret i âyat al-karîma, blev hæren som en gnavet kornafgrøde. Da han så denne situation, ønskede Abraha at løbe væk. Men det kunne han ikke. Stenenes virkelige mål var ham. Og de ramte målet. Jo mere han løb væk, jo mere faldt hans kød af i stykker, og han døde. Denne hændelse blev fortalt i Sûrah al-Fîl i Koranen al-karîm, i maal: "(O Min Rasûl!) Har du ikke set, hvordan din Rabb behandlede ejerne af elefanterne (Abrahas hær, der var udstyret med elefanter, og som ønskede at ødelægge Kâ'ba)? Fik han ikke deres strategi (at nedbryde Kâ'ba) til at mislykkes? Han sendte fugle i flokke mod dem. Hver af fuglene slyngede sten, der var lavet af mudder og hærdet i ilden, ned over dem. Til sidst ødelagde Allahu ta'âlâ dem, som om de var mølædende kornafgrøder. (Han gjorde dem som kornafgrøder, der blev ædt og skåret af orme.)"²⁹

Kulturcentre i Arabien og dets Nærhed

1. ⁶ Profetens (sall-Allahu ‘alaihi wa sallam) opstigning til Himlen.
2. ⁷ Maal er en forklaring af betydningen af âyat al-karîmas, givet af islâms lærde. Når en âyat udtrykkes ord for ord på et fremmed sprog, kaldes det en oversættelse. Âyat al-karîmas kan ikke oversættes til præcise og korrekte former. Islâms lærde forsøgte at forklare âyat al-karîmas ved hjælp af lange tafsîrs, ikke ved at oversætte.
3. ⁸ Sûrah al-Anbiyâ: 21/107.
4. ⁹ Suyutî, al-Laâli’l-masnûa, I, 272; Ajlûnî, Kashf-ul-hafâ, II, 164.
5. ¹⁰ Enden af materien, der grænser op til de syv himle og Kursî, som er uden for den syvende himmel og inden for Arsh.
6. ¹¹ Ibn Asâkir, Târikh Dimashq, VII, 437; Haythamî, Majmâ'uz-Zawâid, VIII, 198; Shamsaddîn Shâmî, Subulu'l-Hudâ, I, 85.
7. ¹² Et vers fra Koranen al-karîm.
8. ¹³ Sûrah ash-Shu'arâ', 26/219; den tyrkiske bog Tam Ilmihâl Se'âdet-i ebediyye, 387; Endless Bliss, I, 255.
9. ¹⁴ Qâdî Iyâd, Shifâ ash-sharîf, s.82.
10. ¹⁵ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 55-56.
11. ¹⁶ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 20; Hanbal, Al-Musnad, 4, 107; Tirmidhî, as-Sunan, 5, 583.
12. ¹⁷ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 82.
13. ¹⁸ Ibrâhîm 'alaihis-salâm var hverken jøde eller kristen. Han var en muslim, som var en Hanîf (en person med den rette tro), der var fuldstændig hengiven og overgivet til Allahu ta'âlâ. Han var ikke blandt dem, der associerer andre med Allah i Hans guddommelighed. Âl-i 'Imrân: 3/67.
14. ¹⁹ Ibn Ishâq, as-Sira, s. 2-5; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 143; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 83-84.
15. ²⁰ Ibn Hishâm, as-Sira, I, 144-145; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 88; Tabarî, Târikh I, 128.
16. ²¹ Ibn Hishâm, as-Sira, I, 144-145; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 81-88.
17. ²² Ibn Ishâq, Sîrat ar-Rasûl, 10-17; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 151-154; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 88-94.
18. ²³ Ibn Ishâq, Sîrat ar-Rasûl, s. 10-18; Hâkim, al-Mustadrak, II, 604, 609; Ajlûnî, Kashf-ul-hafâ, I, 199, 230.
19. ²⁴ Guddommelige årsager. Det, som Allahu ta'âlâ beslutter at være godt. Allahs hikmat, visdom.
20. ²⁵ Ibn Ishâq, as-Sira, 119-124; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 232-233; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 94-95.
21. ²⁶ Mest troværdig, mest pålidelig.
22. ²⁷ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 99; Balâzûrî, Ansâbu'l-ashrâf, I, 92.
23. ²⁸ 17 Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 99-100.
24. ²⁹ Ibn Ishâq, Sîrat ar-Rasûl, 38-44; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 43-56; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 55-56, 92, 108; Suhaylî, Rawzu'l-unf, I, 269-270.