EROBRINGEN AF KHAYBAR

Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) forlod Hadrat Sibâ' fra Ghifâr-

stammen som Sin stedfortræder i Medîna og gav derefter ordre til at marchere mod Khaybar. (Det er også blevet rapporteret, at stedfortræderen var Numayla ibn Abdullah.) Rejsen begyndte med takbir´er. De, der af forskellige årsager ikke kunne deltage i krigen, og de sahâbîer, der ikke fik lov til det på grund af deres unge alder, så med beundring og invokationer afviste vores Mester, Profeten, og deres modige fædre, bedstefædre, onkler, ældre brødre.

³³⁶ Abû Dâwûd, Jihâd, 152; Wâqidî, al-Maghâzî, II, 685.

Kalenderen viste, at det var i Muharram måned i det syvende år af Hegira. Vores Mester, Profetens muqaddas-banner blev båret af Hadrat Alî; Hadrat 'Umar havde kommandoen over højrefløjen.³³⁷ Han placerede en anden sahâbî i kommando over venstre-fløjen. Rejsen var glædelig. Digterne takkede med deres digte Allahu ta'âlâ for de velsignelser, Han gav, sagde salawât´er for vores elskede Profet og priste den herlige Ashâb. Sahâbîerne, som om de var på vej til en festival, gav genlyd overalt og sagde: "Allahu akbar! Allahu akbar! Lâ ilâha illallahu wallahu akbar!"

Ved hvert stop påkaldte verdens Mesteren: "O min Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig fra at være bekymret for fremtiden, sørge over fortiden, svaghed og dovenskab, nærighed, fejhed og den tunge byrde af gæld, chikane af grusomme og uretfærdige personer!"

Da de nærmede sig Khaybar, så man, at vores elskede Profet ('alaihis- salâm) stoppede Sin Ashâb. Han løftede Sine arme og begyndte at bede: "O min Allah, som er Himmelens Rabb og dem, der skygges af dem! O min Allah, som ejer jorden og dem, der er på den! O min Allah, som er Rabb af shaytanerne og dem, der er blevet afledt af dem! O min Allah, som er Rabb over vindene og dem, som blæser af dem! Vi ønsker fra Dig det gode og det gode i dette land, det gode og det gode for de mennesker, der bor i dette land, det gode og det gode for alt, hvad der er i dette land. Vi søger tilflugt hos Dig mod det onde i dette land, mod det onde i folket og mod det onde i alt, hvad der er i det!"

Sahâbîerne sagde: "Âmîn, âmîn, âmîn". Så sagde Han til Sin Ashâb: "Fremad ved at sige Bismillâhirrahmânirrahîm."

Ashâb al-kirâm, omkring vores Mester Rasûl al-akram, begyndte at marchere igen. De kom tæt på Natât-fortet, et af de stærkeste forter i Khaybar.

De opstillede deres militære hovedkvarter der. Det var aften. Vores Mester Rasûlullah's ærefulde vane var, at Han ikke ville angribe, før det var morgen, og Han ville først invitere fjenden til Islâm. Af denne grund ventede Ashâb al-kirâm til morgenen. Ingen af jøderne opdagede, at den islâmiske hær var kommet. Verdens Mesteren, der efter dirigerede morgen-namâz´en, afsluttede de sidste forberedelser og mobiliserede mujâhiderne. To hundrede ryttere og et tusind fire hundrede infanterister nærmede sig Natât-fæstningen. I det øjeblik kom jøderne ud af fortet for at passe deres landbrug, og de blev chokerede da de pludselig stødte på muslimske soldater.

De sagde: "Vi sværger, at det er Muhammed ('alaihis-salâm) og Hans hær!...." De begyndte at løbe væk. Vores elskede Profet, der så deres tilstand, sagde: "Allahu akbar! Allahu akbar! Khaybar er blevet ruineret," og Han gentog dette velsignede ord af Ham tre gange. Vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), sagde til jøderne, at de enten skulle blive muslimer eller overgive sig og betale kharaj og jizya (en skat, som den islamiske stat opkræver fra dens ikke-muslimske undersåtter), ellers ville der blive krig og blodsudgydelser. Jøderne gik til Sallâm ibn Mishkam, en af jødernes notable, og informerede ham om situationen. Sallâm opfordrede dem til at kæmpe ved at sige: "Tidligere havde jeg sagt til jer, at I skulle marchere mod Muhammed, I accepterede det ikke. I det mindste nu, tøv ikke med at kæmpe mod Ham. Jeres død en efter en i krigen mod muslimerne er bedre end at I forbliver i live

³³⁷ Bukhârî, "Maghâzî", 40; Wâqidî, al-Maghâzî, II, 653; al-Kilâ'î, al-Iktifâ, II, 258.

uden slægtninge eller venner." Jøderne samlede deres kvinder og børn i fortet Katiba, deres proviant i fortet Nâim og deres soldater i fortet Natât.

"Vi, profeterne,
testamenterer ikke. Det,

vi efterlader, er sadaqa

for de fattige.”
Hadîthash-sharîf

Jøderne svarede på den islâmiske hærs tilbud om at blive muslimer ved at skyde med pile. Mujâhiderne mødte pilene med deres skjolde. Efter ordre fra vores elskede Profet blev deres buer spændt, og deres pile blev skudt mod jøderne i bastionerne med råb om "Allahu akbar!".... Nu var krigen begyndt. På den ene side kæmpede Verdens Mester og Hans heroiske Ashâb for at udbrede Islâm og for at jøderne skulle opnå Islâm og blive reddet fra Jahannam. På den anden side var der jøder, som ikke accepterede nogen råd, som ønskede at dolke muslimerne i ryggen ved enhver mulighed, som var vedholdende og ikke ville se sandheden. Da de forstod, at den sidste Profet ikke var en af deres eget folk, accepterede de Ham af jalousi ikke. De havde prøvet alle de kneb, de kunne finde på, for at dræbe vores elskede Profet siden Hans barndom; men de kunne ikke gøre noget på grund af Allahu ta'âlâs beskyttelse.

Mere end ti tusinde jødiske soldater skød pile mod de et tusind seks hundrede glorværdige mujâhider. Ashâb al-kirâm blev beskyttet af deres skjolde mod disse uophørlige pile, og når de fandt en mulighed, skød de til gengæld de pile, der var faldet ned på jorden, tilbage mod jøderne. Nogle sahâbî'er blev dog såret.

I mellemtiden så man Hadrat Habbâb ibn Munzir respektfuldt gå hen til vores Mester Habîbullah. Han spurgte: "Må mit liv blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Skal vi etablere vores hovedkvarter et andet sted?" Vores Mester, Profeten sagde: "Inshâallahu ta'âlâ, vi skal ændre dets sted i aften!" Mujâhiderne var inden for pilenes rækkevidde. De pile, som jøderne skød fra fortet, kunne nå bag om det islâmiske hovedkvarter.³³⁸ Den dag fortsatte kampen med pile indtil om aftenen. Omkring halvtreds sahâbî´er blev såret af de pile, der blev skudt. Da aftenen faldt på, fik Hadrat Muhammed ibn Maslama til opgave at finde en ny placering til hovedkvarteret. Da han konstaterede, at det sted, der hed Rajî', var blev det islâmiske militære hovedkvarter flyttet dertil.

³³⁸ Wâqidî, al-Maghâzî, II, 641.

Khaybar´s Ghazâ

De sårede begyndte at modtage medicinsk behandling.³³⁹ Den næste dag kæmpede den heroiske Ashâb, som kom før Natât, til om aftenen. Belejringen fortsatte også på den tredje, fjerde og femte dag. Jøderne var hele tiden i defensiven. Vores elskede Profet havde en alvorlig hovedpine, og Han kunne ikke være til stede blandt mujâhidinerne i to dage. På den første dag gav Han banneret til Hadrat Abû Bakr, på den anden dag til Hadrat 'Umar. Begge to kæmpede med Ashâb al-kirâm i spidsen meget voldsomt mod jøderne, men de var ikke i stand til at erobre fortet. I mellemtiden så man, at jøderne, hvis mod var vokset, åbnede fortets porte og gik til angreb. Nu var de begyndt at kæmpe ansigt til ansigt. Kampen var blevet stærkt intensiveret. Da vores Mester, Profeten sagde til Sin Ashâb: "Sig takbîr´er, Allahu akbar! Allahu akbar!", slog de ivrigt til fjenden med takbir-råb. På et tidspunkt blev Mahmûd, bror til Muhammed ibn Maslama, martyrdød. De hårde kampe fortsatte indtil aftenen.

"Den dag vi erobrede
Khaybar fæstning, forbød

Rasûlullah (sall-Allahu
'alaihi wa sallam) at spise

tamme æsler og lave

mut'a nikâh."

Hadrat Alî
(radiy-Allahu 'anh)

Den næste dag kom Marhab, en af de mest berømte hærførere i Khaybar, ud af fortet i fuld rustning. Han var en stærk, kæmpeagtig person. Indtil da kunne ingen besejre ham. Han vendte sig mod mujâhiderne og begyndte at prale og sagde: "Jeg er Marhab, kendt for sit mod og tapperhed!" Mens han pralede på denne måde, sprang en af mûjâhiderne frem. Som svar til Marhab råbte han: "Hvad mig angår, så er jeg Âmir, som ikke frygter at dykke ned i frygtelige og voldsomme kampe." og stillede sig foran ham. Kæmpelignende Marhab slog Hadrat Âmir med sit sværd, hvorpå der stod skrevet: "Den, som det rører, vil det få ham til at gå til grunde!" Den modige Âmir løftede sit skjold op med det samme. Da det tykke sværd ramte skjoldet, hørtes en høj smadrende lyd. Det stak sig fast i skjoldet.

Hadrat Âmir søgte tilflugt hos Allah og råbte: "Ja, Allah!" og slog Marhabs pansrede ben med sit sværd. Da sværdet ramte stålpanseret, sprang det tilbage og ramte sahâbîens ben. Med det kraftige tilbageslag blev pulsåren i Hadrat Âmirs ben skåret over. Ashâb al-kirâm løb hen og samlede Âmir op. De bragte ham til hovedkvarteret til behandling. Âmir opnåede dog martyrdøden der.³⁴⁰

Kampen fortsatte voldsomt. Hen mod aftenen foreslog vores elskede Profet de polyteistiske ghatfânitter, som kom med fire tusinde soldater for at deltage i krigen for at hjælpe jøderne, at de skulle forlade og vende tilbage til deres land. Hvis de gjorde dette, lovede Han at give dem et års høst af dadler fra Khaybar. Ghatfânitterne afviste imidlertid dette tilbud. På baggrund heraf beordrede Verdens Mester (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) Hans Ashâb til at blive natten over omkring det fort, hvor Ghatfânitterne befandt sig. Ghatfânitterne kunne ikke sove, da de frygtede, at mujâhiderne kunne angribe om natten. Den nat erklærede en stemme, at Ghatfânitternes landområder var blev plyndret; deres familier og ejendele blev taget som bytte.

Dette blev gentaget tre gange, og alle Ghatfânitterne lyttede til det med rædsel. Uyayna, deres kommandant, havde også hørt denne stemme, og før daggry samlede han sine soldater. Hastigt forlod de Khaybar og drog af sted mod deres hjemland. Om morgenen var jøderne forbavsede over, at ghatfânitterne forlod Khaybar uden grund. De mistede deres håb. De fortrød,, at de havde tilkaldt ghatfânitterne for at få hjælp.

³³⁹ Wâqidî, al-Maghâzî, II, 641; Suhaylî, Rawzu'l-unf, VI, 507.

³⁴⁰ Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, IV, 51; Wâqidî, al-Maghâzî, II, 639; Bayhaqî, as-Sunan, II, 174; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 211.

Hadrat Alî´s heltemod

Også den dag fandt der intense kampe sted før Khaybar. Fæstningen kunne dog ikke erobres. Om aftenen gav universets Sultân glædelige budskaber og sagde: "I morgen vil Jeg give banneret til en sådan mester, som elsker Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl. Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl elsker også ham. Allahu ta'âlâ vil få erobringen til at ske gennem ham!"

Den nat ventede Ashâb al-kirâm spændt på morgenen. Hver af dem håbede på, at banneret ville blive givet til ham selv, og de bønfaldt Allahu ta'âlâ om dette. Hadrat Bilâl al-Habashî reciterede adhân til morgen namâz med sin rørende og smukke stemme. Mens adhân blev reciteret, ville en unik fornemmelse, en unik glæde opstå i alle. Det var en guddommelig fornøjelse. Vores elskede Profet stod op efter dirigerede morgen namâz i forsamlingen. Han befalede, at Islâms velsignede banner skulle bringes. Mens muqaddas-banneret blev bragt, stod Ashâb al-kirâm i nysgerrighed og ventede på at høre de ord, som ville komme ud af vores elskede Profets velsignede læber.

Til sidst sagde verdens Mesteren: "Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, som har hædret Muhammed med profetskab, at jeg vil give dette banner til en mester, som ikke ved, hvad det er at flygte." Derefter scannede Han Sin Ashâb og spurgte: "Hvor er Alî?" Sahâbîerne svarede: "O Rasûlullah! Hans øjne gør ondt." Vores Mester sagde: "Kald ham til mig." I de dage begyndte en smerte i Hadrat Alîs øjne, der var så smertefuld, at han ikke engang kunne åbne dem. De gik hen til ham og informerede ham om situationen. Ved at holde hans velsignede arme bragte de ham til Rasûlullah's nærvær. Universets Sultan bønfaldt Allahu ta'âlâ for Hadrat Alîs velbefindende. Han gjorde Sine velsignede fingre våde i munden og tørrede Hadrat Alîs øjne. I det øjeblik forsvandt al smerten i Hadrat Alîs øjne. Desuden bad Vores Mester, Profeten til Allahu ta'âlâ og sagde: "O min Rabb! Eliminer problemerne med varme og kulde fra denne person." Derefter satte Han en rustning på Hadrat Alî. Han omgjordede Hadrat Alî med Sit eget sværd. Han gav ham Islâms hvide banner og befalede: "Kæmp indtil Allahu ta'âlâ giver dig sejr. Vend dig aldrig om!" Hadrat Alî sagde: "Må mit liv blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Jeg vil kæmpe mod dem, indtil de accepterer Islâms religion." Vores elskede Profet svarede: "Jeg sværger ved Allah, at det er langt bedre for dig, at Allahu ta'âlâ gør en af dem opnår vejledning på grund af dig, end du ejer mange røde kameler og give dem som sadaqa på Allahu ta'âlâs vej."³⁴¹

Mens Hadrat Alî, med banneret i hånden, gik frem mod jødernes fort, fulgte de glorværdige sahabîer ham. Da de nærmede sig fortet, og banneret var blev sat op ved siden af en sten, og man kunne se, at portene til Natât-fæstningen var åbne.

Jødernes angrebsstyrker kom ud. De var elitemesterne fra Khaybar. De var alle iført dobbelt jernrustninger. Det blev set, at en af dem gik hen mod Hadrat Alî og standsede foran ham for at kæmpe. Denne person var Hârith, som var bror til Marhab. Han var uovertruffen i tapperhed. Han angreb hurtigt. Mens de to stålsværd stødte sammen, så man, at sværdet Zulfikâr pludselig bevægede sig nedad, og Hârith' hoved faldt fra hans krop. I dette øjeblik lød lyden af "Allahu akbar! Allahu akbar!" fyldte himlen.

Marhab, der hørte, at hans bror var blevet dræbt, gik til slagmarken sammen med soldater, under hans kommando. Han stillede sig foran Hadrat Alî. Også han havde

³⁴¹ Wâqidî, al-Maghâzî, II, 653.

to foldet rustning på sig. Med sine to sværd og sin store krop lignede han en gigant. Han begyndte at prale med al sin vrede: "Jeg er Marhab, der springer frem og kæmper tappert i de mest heftige tider af krige! Jeg honning kæmper selv brølende løver med mit spyd eller mit sværd!..."

"Jeg er en sådan person,

at min mor kaldte mig
Haydar (løve). Jeg er som

en storslået løve!"

Hadrat Alì
(radiy-Allakn 'ank)

Hadrat Alî svarede: "Jeg er en sådan person, at min mor kaldte mig Haydar (løve). Jeg er som en storslået løve! Jeg er den mester, der vil får dig til at falde med ét slag!"

Da Marhab hørte ordet Haydar, blev hans hjerte fyldt af frygt. For i hans drøm den nat var han blevet flået i stykker af en løve. Var denne person den løve, han havde drømt om? I det øjeblik så man, at kæmpen Marhab angreb, og Hadrat Alî mødte angrebet med sit skjold. Så tog han tilflugt til Allahu ta'âlâ og sagde: "Yâ Allah!..." Han slog den vantro hoved med Zulfikâr så hårdt, at Marhabs stålskjold, der blev holdt mod Zulfikâr, og hans stålhjelm blev splittet i stykker, og hans hoved blev delt i to, ned til halsen. Man så, at blodet strømmede ud af hans hals, og hans kæmpelignende krop faldt til jorden. Den frygtindgydende lyd, der kom fra Zulfikâr, var blevet hørt i hele Khaybar.

Vores Mester, Profeten, sagde: "Glæd jer! Nu er erobringen af Khaybar blevet let." Ashâb al-kirâm beundrede Hadrat Alîs tapperhed. Himlen genlød af lyde af "Allahu akbar! Allahu akbar!...."

Den hårde kamp fortsatte. Da Ashâb al-kirâm nåede fortets porte, slog en jøde med sit sværd mod Hadrat Alîs skjold. Skjoldet faldt ned. Der var dog ikke tid til at samle det op. Jøden ønskede ikke at gå glip af chancen, han snuppede skjoldet og flygtede. Allahu ta'âlâs løve blev meget bedrøvet over dette. Efter at sprede fjenderne omkring sig med sit sværd Zulfikâr, havde han til hensigt at gøre fortets port til et skjold. Han sagde: "Bismillâhirrahmânirrahîm" og trak i ringene på den store jernport. Han trak krogene ud af væggen. Mens Hadrat Alî trak porten ud, rystede fortet. Hadrat Alî lavede et skjold af denne port, som ikke engang ti mænd kunne have flyttet, til sig selv og begyndte at kæmpe. Denne utrolige hændelse var en mu'jizat (mirakel) af vores elskede Profet og en karâmat³⁴² af vores Mester Hadrat Alî.

Seks af jødernes modigste forkæmpere stod efter hinanden over for ham. Med Allahu ta'âlâs tilladelse overvandt Hadrat Alî dem alle. Derefter gik han sammen med sine heroiske venner ind i fortet. Nu foregik kampen inden for fortets grænser. I løbet af kort tid var der ingen tilbage til at stå over for dem. De satte Islâms banner op. Således blev Natât, det stærkeste af de jødiske forter, erobret. Vores elskede Profet kyssede Hadrat Alîs øjne og sagde derefter: "På grund af den mod, du har vist, er Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl tilfredse med dig." Hadrat Alî, der hørte disse velsignede ord, græd af glæde. Da vores Mester, Profeten spurgte: "Hvorfor græder du?" svarede han: "Må mit liv blive ofret for Dig, O Rasûlullah! Jeg græder af glæde. Fordi Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl er tilfredse med mig." På dette sagde vores elskede Profet: "Ikke kun mig,’ Jabrâîl, Mikâîl og alle englene er tilfredse med dig."

I mellemtiden kom fire hundrede muslimer fra Daws-stammen for at hjælpe vores Mester, Profeten.³⁴³ Efter dette fortsatte kampene, indtil alle forterne blev erobret. Da de resterende syv stærke fæstninger i Khaybar faldt en efter en, sendte jøderne,

³⁴² Karâmat er noget ekstraordinært, som Allah får folk, der er fromme og elsket af Allah, til at ske.

³⁴³ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 353; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 353.

der var håbløse, en delegation og bad om fred. Vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) accepterede dette forslag, og de blev enige om følgende artikler:

1- Blodet fra de jøder, der kæmpede mod muslimer i denne krig, vil ikke blive udgydt.

2- De jøder, der forlader Khaybar, vil kun tage deres børn med sig og kun det nødvendige husholdnings varer, der kan bæres som et kamellast.

3- Alle de resterende varer, bevægelige eller ej, alle våben såsom rustninger, sværd, skjolde, buer, pile, alle beklædningsgenstande undtagen dem på ryggen, stoffer, guld og skatte, alle dyr som heste, kameler og får vil blive overladt til muslimer.

4- Intet, som skal overlades til muslimer, vil blive skjult på nogen måde. De, der skjulte dem, vil blive holdt ude af Allahu ta'âlâs og Hans Rasûls sikkerhedsgaranti og beskyttelse...

Kinâna ibn Rabî, som ikke overholdt disse betingelser og begravede sine skatte i jorden med gedeskind, blev straffet. De krigsbytte, der blev taget, var utallige. De frugtbare marker og dadelpalmehaver i Khaybar var fuldstændig overladt til den islâmiske hær.³⁴⁴

I mellemtiden kom ghatfanitterne, som var vendt tilbage til deres hjemland, tilbage til Khaybar for at hjælpe jøderne. Da de så, at vores Mester, Profeten, erobrede Khaybar og overtog jøderne, sagde de: "O Muhammed! Du havde lovet at give os Khaybars dadelafgrøder i et år, hvis vi ville forlade Khaybar. Vi har holdt vores løfte. Giv dem nu til os." Vores Mester, Profeten, sagde: "Det og det bjerg skal være jeres." Ghatfânitterne forsøgte at fremsætte trusler ved at sige: "Hvis det er tilfældet, vil vi bekæmpe jer." Vores Mester, Rasûl al-akram svarede: "Må vores kampplads være Janafa." Janafa var navnet på en af de ghatfânitiske regioner. Da Ghatfânitterne hørte det, forlod de af frygt Khaybar og drog væk.

Vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) og Hans heroiske Ashâb var meget trætte efter erobringen af Khaybar. Mens de sårede blev behandlet, hvilede de andre sig.

Zaynab, hustru til Sallâm ibn Mishkam, en af jødernes fremtrædende personer, ønskede at dræbe vores Mester, Profeten, ved at forgifte Ham. Af denne grund slagtede hun en lampe og kogte den. Hun tilføjede en stor mængde gift til kødet. Derefter gik hun hen til vores Mester, Rasûl al-akrams tilstedeværelse og sagde, at hun havde en gave med. Vores Mester, Rasûl al-akram accepterede den og kaldte Sin Ashâb. Alle sammen satte de sig til bords til måltidet. Verdens Mesteren rev et stykke af bukkens forben og sagde: "Bismillâhirrahmânirrahîm" og tog det i Sin velsignede mund. Efter tyggede det et par gange, Han straks spyttede det ud og sagde: "O min Ashâb! Fjern jeres hænder fra dette måltid! For dette kød har meddelt mig, at det er blevet forgiftet." Sahâbîerne rørte ikke ved maden. Men Hadrat Bishr ibn Barâs krop, som havde spist en bid af kødet, blev lilla, og han blev martyr. Jabrâîl 'alaihis-salâm kom til vores elskede Profet og bad Ham om at trække blod fra mellem Hans skuldre ved at tage blodudtagning, så Han kunne slippe af med virkningen af den gift, der var blandet i Hans velsignede spyt. Det blev gjort. Derefter blev det forgiftede kød begravet. Zaynab, som var ansvarlig for denne forgiftning, blev fanget og bragt til vores Mester, Profeten, i dennes nærvær.

³⁴⁴ Ibn Hishâm, as-Sira, II, 336; Wâqidî, al-Maghâzî, II, 672.

Vores Mester spurgte hende: "Er det dig, der har forgiftet denne lammekebab?" Hun tilstod: "Ja! Jeg havde forgiftet det!" Vores Mester, Profeten spurgte: "Hvorfor ville du gøre dette!" Hun svarede: "Du har dræbt min mand, min far og min onkel. Jeg sagde til mig selv: 'Hvis Han virkelig er en Profet, vil Allahu ta'âlâ informere Ham. Hvis Han ikke er det, vil denne gift påvirke Ham, og Han vil dø. På den måde vil vi slippe af med Ham."" Ashâb alkirâm bedrøvet over denne hændelse. Da de spurgte: "Må vores liv blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Skal vi dræbe denne kvinde?" Verdens Mesteren, som tilgav enhver fornærmelse mod Sin egen person, tilgav også hende. Zaynab, der så denne store barmhjertighed, reciterede Kalima ash-shahâda og blev muslim.³⁴⁵

"O min Ashâb! Fjern
jeres hænder fra dette

måltid! For dette kød

har meddelt mig, at
det er blevet forgiftet."

Hadìtk ask-skarìf

Blandt krigsbyttet og fangerne, der blev taget i Khaybar, var Safiyya, datter af Huyay ibn Akhtab. Som overkommandørens ret var hun faldet i vores Mester, profeten, lod. Verdens Mesteren frigjorde hende. Hun blev meget rørt og blev oprigtigt muslim ved at sige Kalima ash-shahâda. Vores elskede Profet, som var meget glad, hædrede vores mor, Safiyya, med ægteskab. Således blev Hadrat Safiyya de troendes mor. På det sted, der hedder Sahbâ, blev hendes bryllup afholdt, og der blev givet et bryllupsmåltid, bestående af melon og dadler.³⁴⁶

Der var et blå mærke omkring vores moder Hadrat Safiyya's velsignede øjne.

Da vores elskede Profet spurgte: "Hvad er dette mærke?" Hun svarede: "En nat havde jeg i min drøm set, at månen var steget ned og trådte ind i mit bryst. Da jeg fortalte Kanâna, min mand, om denne drøm, slog han mig på øjet og sagde: "Du har længtes efter at blive hustru til denne arabiske hersker, som er kommet imod os. Så det blev blå mærket."

Efter erobringen af Khaybar sagde jøderne til vores Mester, Profeten: "O Muhammed! Vi vil forlade Khaybar. Men vi kender godt til landbrug, vedligeholdelse af landbrugsmarker og haver. Hvis du ønsker det, så udlej disse frugtbare jorder til os. Vi vil arbejde på disse marker og give dig halvdelen af afgrøden!" Vores elskede Profet og sahâbîer havde ikke tid til at beskæftige sig med landbrugsarbejde. De stræbte efter at udbrede Islâms religion og for jihad fî sabîlillâh³⁴⁷. Vores Mester, Profeten, var tilfreds med dette tilbud og sagde: "På betingelse af, at vi vil udvise jer, når vi vil." Jøderne accepterede dette og begyndte at bearbejde jorden i Khaybar.³⁴⁸

Vores Mester, Profeten, vendte med Sin Ashâb tilbage til Medîna som sejrherre. På det tidspunkt gik de sidste Ashâb'er, der var tilbage i Abessinien, Umm Habîba radiy-Allahu 'anhâ og muhâjirerne under Ja'far ibn Abî Tâlib's ledelse, ombord på de to skibe, som Negus havde stillet til rådighed, og steg af i Jar-havnen. På kameler kom de til Medîna. At se Hans Ashâb, der var udvandret til Abessinien for tolv år siden, komme tilbage, gjorde Vores Mester, Profeten, meget glad. Han kyssede

³⁴⁵ Ibn Hishâm, as-Sira, II, 337; Wâqidî, al-Maghâzî, II, 678; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 202; Tabarî, Târikh, II, 303; Suhaylî, Rawzu'l-unf, IV, 81; Ibn Kathîr, as-Sira, III, 398; Ghazâlî, Ihyâ, II, 891; Zahabî, Siyar, II, 86.

³⁴⁶ Bukhârî, "Salât", 12; "Jihad", 74; Abû Dâwûd, "Haraj", 21; Ahmad ibn Hanbal, al-Mus-nad, III, 101; Ibn Hishâm, as-Sira, II, 330; Wâqidî, al-Maghâzî, II, 669; Ibn Sa'd, at-Taba-qât, VIII, 121; Ibn Kathîr, as-Sira, IV, 645.

³⁴⁷ Hellig krig kun for Allahs skyld.

³⁴⁸ Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, II, 157; Ibn Hishâm, as-Sira, II, 641; Ibn Abî Shayba, al-Musannaf, IV, 377; Haythamî, Majmâ'uz-Zawâid, I, 205.

Hadrat Ja'far's pande og omfavnede ham. Han sagde;

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal glæde mig over, erobringen af Khaybar eller Ja'far's ankomst. Din migration er dobbelt. Du er vandret både til Abessinien og til mit hjemland." De fremlagde gaverne og brevet sendt af Negus Ashama til Rasûlullah. Hans bryllup med Umm Habîba fandt også sted samme år. Hun var seksogtredive år gammel på det tidspunkt. De krigsbytte, der blev taget i Khaybar, blev fordelt til alle de ashâb al-kirâm, der deltog i fredstraktaten i Hudaybiya, til dem, der sluttede sig til Ghazâ i Khaybar, til de ashâb, der udvandrede til Abessinien, og til Dawsstammen, der sluttede sig til erobringen.³⁴⁹

Med erobringen af Khaybar var alle jøderne i Arabien blevet underlagt vores Mester, Profeten. Nu havde de ingen mulighed for at hjælpe polyteisterne. De omkringliggende stammer og stater forstod, at muslimerne, der havde indtaget Khaybars borg, som syntes uovervindelig, havde stor magt. De begyndte at frygte den islâmiske stat. Mekka-polyteister var i stor sorg og bedrøvelse. Mange stammer, store eller små, kom til Medîna al-munawwara for at omfavne Islâm og blev hædret ved at blive Ashâb al-kirâm. Selv ghatfânitter var blandt dem. Hvad angår nogle ulydige stammer, blev de gjort lydige ved at sende militære styrker mod dem.

³⁴⁹ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 353; Zahabî; Siyar, II, 82.