HUNAYN´S GHAZÂ
Hunayn er en dal mellem Mekka og Tâif. Denne kamp kaldes også Hawâzins ghazwa. Da vores Mester, Sarwar-î âlam (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) gik ud af Medîna med den hensigt at erobre Mekka, begyndte to store stammer omkring Mekka kaldet Hawâzin og Thaqîf at forberede sig på krig, idet de formodede, at muslimer ville marcherer mod dem. Da de fik at vide, at Verdernes Mester kom for at erobre Mekka, slappede de lidt af. Alligevel fremskyndede de deres forberedelser, idet de troede, at det definitivt ville blive deres tur efter Quraysh. Desuden sagde de: "Vi sværger, at muslimerne ikke har mødt en nation af gode krigere indtil nu. Lad os marchere mod Ham, før Han marcherer mod os, og lad os vise Ham, hvordan man kæmper." De gik i aktion med en meget stærk hær på tyve tusinde soldater under kommando af Mâlik ibn Awf, lederen af Hawâzin-stammen. De samlede alle deres værdigenstande, deres kvinder og deres børn for at øge deres soldaters mod og forhindre dem i at løbe væk, når de stod over for vanskeligheder.
"Inshâ-Allah, de
(Hawâzin og Thaqîf)
vil blive muslimers
støvler."
Hadîth ash-sharîf
Denne nyhed blev hurtigt hørt i Mekka. Vores Mester Fakhr al-kâinât sendte Abdullah ibn Abî Hadrad til Hawâzin-stammen for at finde ud af, om denne nyhed var korrekt. Hadrat Abdullah forklædte sig og gik blandt fjenden. Han lærte om deres meninger, deres handlingsmetoder, og derefter informerede han straks vores elskede Profet om situationen.
Vores Mester Rasûl al-akram samlede straks Sin herlige Ashâb. Han udnævnte Hadrat Attâb ibn Asîd, som dengang var tyve år gammel, til guvernør over Mekka og drog hurtigt af sted. Med Sin hærstyrke på tolv tusinde mand havde Han til hensigt at angribe Hawâzin- og Thaqîf-stammerne i deres militærlejre. Hadrat Alî bar mujâhidernes banner,376 Hadrat Khâlid ibn Walîd var kommandør for de fremskudte styrker.377 Verdernes Mester var på Sit muldyr ved navn Duldul, Han havde sat Sin hjelm og Sin dobbelte rustning på. På den ellevte dag i Shawwâl-måneden nåede de Hunayn-dalen. Den nat inspicerede vores Mester Sarwar-î âlam Sin hær; Han satte dem i kampberedskab. Efter at have udført namâz om morgenen trådte Han i aktion.
Polyteisternes hærfører havde ved at udnytte nattens mørke placeret sin hær på to sider af dalen og lagt et bagholdsangreb. Hadrat Khâlid ibn Walîd red på sin hest til passagen med sine tropper, uvidende om bagholdsangrebet. Morgenmørket forhindrede dem i at se fjenderne. Pludselig begyndte tusindvis af pile at regne ned over mujâhiderne. Mujâhiderne måtte trække sig tilbage for at undslippe denne uventede regn af pile.
376 Ibn Sa'd, at-Tabaqât, IV, 357; Suhaylî, Rawzu'l-unf, IV, 204.
377 Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, IV, 350; Ibn Hishâm, as-Sira, II, 428; Wâqidî, al-Maghâ-zî, II, 912; Suhaylî, Rawzu'l-unf, IV, 195.
Hunayn´s Ghazâ
Når awliyâ og profeterne er forbløffet,
Alle skal græde af skræk, hvad vil der ske med mig,
Med sorg vil syndernes tilstand være elendig,
Med tilladelse til at gå i forbøn skal du træde ind.
Du er Ahmad og Mahmûd og Muhammed, min Mester,
Du er Sultanen bekræftet af Haqq for os, min Mester.
Shaykh Gàlib
Denne hurtige tilbagevenden forårsagede et brud i rækkefølgen for de bagvedkommende soldater. Da de også vendte tilbage på tilbagetog, så man, at den fjendtlige hær på 20.000 soldater begyndte at strømme ind i dalen. Vores elskede Profet sprang frem for at angribe polyteisterne alene. Kun Hadrat Abbâs, Hadrat Abû Bakr og omkring hundrede heroiske sahâbîer nåede ved at sætte deres liv på spil frem til vores Mester, Rasûl al-akram. De gjorde deres egne kroppe til et skjold for vores elskede Profet. Hadrat Abbâs, ved at holde Hans muldyrs tøjler, og Hadrat Sufyân ibn Hârith forsøgte ved at holde fast i Hans muldyrs stigbøjle at forhindre vores Mester Rasûlullah i at dykke ind i fjendens rækker. Verdens Mester, der var meget ked af at Allahu ta'âlâs religion kunne forsvinde, befalede: "O Abbâs! Kald til dem: "O Medîna-folk! O sahâbî´er, som aflagde troskabsed under Samura-træet.""
"O Abbâs! Kald til dem:
"O Medîna-folk! O
sahâbî´er, som aflagde
troskabsed under
Samura-træet.""
Hadîth ash-sharîf
Hadrat Abbâs var stor og imponerende. Når han råbte, kunne hans stemme høres meget langt væk fra. Han råbte med al sin kraft: "O Medîna- folk! O Ashâb, der har givet et løfte til vores Profet under Samura-træet! Spred jer ikke! Saml jer her!" Ashâb al-kirâm, der hørte dette, ønskede at vende tilbage. Men deres dyr blev meget bange. De forhindrede dem i at vende tilbage. Til sidst måtte de springe ned på jorden og tage deres rustning, sværd og spyd med sig. De nåede straks frem til vores Mester Rasûlullah og begyndte at bekæmpe fjenden voldsomt. De terroriserede dem med tordnende lyde af "Allahu akbar! Allahu akbar!" Ashâb'erne, som viste stor heltemod i Badr, Uhud, Handak og Khaybar, især Hadrat Alî, Abû Dujâna, Zubayr ibn Awwâm kæmpede heftigt, og de slog fjenden tilbage.
Verdernes Mester så på Hans Ashâbs kamp. Hans bønner blev hørt: "O min Allah! Sænk din hjælp ned til os. Sandelig, du ønsker ikke, at de skal overvinde os." Vores elskede Profet tog under Sin bøn til Allahu ta'âlâ en knytnævefuld sand fra jorden og kastede det over polyteisterne ved at sige: "Må deres ansigter blive sorte." Som et mirakel af vores elskede Profet var der blandt de fjendtlige soldater ikke en eneste tilbage, hvis øjne ikke var fyldt af sand. Englene var også kommet for at hjælpe. Vores Mester, Profeten sagde: "Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, at de er blevet slået ihjel." Polyteisterne var begyndt at sprede sig og løbe væk. Hver gang de kiggede tilbage, så de glorværdige sahâbî'er, der jagtede dem; de løb væk og efterlod deres koner, børn og varer på slagmarken. Nogle af de undslupne tog tilflugt i Tâif-fortet.378 Nogle af dem tog til Nakhla, nogle af dem til Awtas. De havde efterladt halvfjerds døde, seks tusinde fanger og utallige varer på slagmarken.
I denne ghazâ havde sejren igen tilhørt muslimerne med Allahu ta'âlâs tilladelse og Rasûlullah's (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) velvilje. Der var fire martyrer; nogle sahâbîer blev såret. Da Han hørte, at Hadrat Khâlid ibn Walîd også var såret, gik vores elskede Profet hen til ham, og da Han havde tørret Hadrat Khâlid ibn Walîds sår af med Sine velsignede hænder, var sårene straks helet.
Awtas-troppen
Da Hawâzin-polyteisterne blev ødelagt ved Hunayn-Ghazâ, samledes de i Awtas. Rasûlullah sendte en troppe under kommando af Abû Âmir, onkel til Abû Mûsa'l-Ash'arî. I Awtas fandt der igen voldsomme kampe sted. Abû Âmir blev martyrdød. Abû Mûsa'l-Ash'arî tog hans plads og besejrede fjenden.379 Mujahîderne kom tilbage med mange fanger og krigsbytte.
378 Ibn Ishâq, Ibn Hishâm, IV, 95; Wâqidî, III, 914; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 151
379 Wâqidî, al-Maghâzî, II, 925.
Blandt de tilfangetagne var Rasûlullahs mælkesøster Shaymâ. Hun sagde: "Jeg er din Profets mælkesøster." De troede ikke på hende. De satte hende op på en hest og tog hende med til Rasûlullah's nærvær. Shaymâ fortalte detaljeret om deres barndomserindringer. Rasûl 'alaihis-salâm lagde Sin ridâ (et ydertøj som et svøb) ned og fik hende til at sætte sig på det. Han satte sig også og græd. Han spurgte om Lady Halîma og hendes far. Hun sagde: "De døde for længe siden". Efter at se en sådan venlighed, blev hun muslim.
Rasûl 'alaihis-salâm sagde: "Bliv hos os, hvis du ønsker det. Der er alle slags tjenester her. Hvis du ønsker det, kan vi sende dig derhen, hvor du vil hen." Shaymâ, der holdt sig til: "At elske sit hjemland er en del af îmân (tro)" hadîth ash-sharîf, ønskede hendes hjemland. Så Rasûlullah sall- Allahu 'alaihi wa sallam sendte hende til sit hjemland med gaver; en jâriya, tre slaver, nogle kameler og får.
Ghazwa af Tâif
Verdens Mester (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) ønskede en endelig afslutning ved at marchere mod fjenden, som løb ind i Tâif. Dette fort nær Mekka var et af de sidste; men dog de stærkeste fæstninger af vantro. Vores Mester, Profeten var kommet til Tâif før Hegira, og Han havde rådgivet dem i en måned. Men Tâif-folket havde plaget universets Mester hårdt. De blodede endda Hans velsignede fødder. Vores Mester led sammen med Hadrat Zayd ibn Hâritha de sværeste dage i Sit liv der.
I Shawwâl-måneden i det ottende år af Hegira forlod vores elskede Profet krigsbyttet fra Hunayns Ghazwa i Jirâna og drog af sted mod Tâif. Han sendte Hadrat Khâlid ibn Walîd i forvejen.380 Derefter kom Han og Hans herlige Ashâb foran Tâif. Thaqîfstammen havde oplagret et stort lager af mad i deres fæstning. Da de så, at Ashâb alkirâm kom, lukkede de portene og begyndte deres forsvar. De svarede ved at skyde pile mod de mujâhider, der nærmede sig fortet. Kampen fortsatte på denne måde. Tâif-folket kunne ikke turde forlade fortet og kæmpe på marken ansigt til ansigt.
Nogle af Ashâb al-kirâm foreslog at kaste sten ind i fæstningen ved hjælp af en katapult. Vores Mester, Profeten, godkendte dette og fik lavet katapulter, der blev kaldt dabbâba. Han fortsatte belejringen ved at slynge sten mod polyteisterne. Ashâb al-kirâm kæmpede med magt og hovedkraft. De forsøgte at erobre fæstningen så hurtigt som muligt. Det faktum, at fæstningen var så godt befæstet, vanskeliggjorde erobringen. I mellemtiden havde tolv sahâbî'er opnået martyrdøden. Abû Sufyân ibn Harb udviste stor heltemod i denne ghazâ, og et af hans øjne kom ud af sin sokkel.381
Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) sagde, "O Abâ Sufyân! Hvad vil du helst? Hvis du ønsker det, vil jeg bede for dig, og dit øje vil blive erstattet. Eller hvis du ønsker, vil Allahu ta'âlâ give dig et øje i Jannah." Abû Sufyân svarede: "O Rasûlullah! Jeg foretrækker, at jeg får et øje i Jannah," og smed øjet, som han holdt på sin håndflade, på jorden382 En nat på den tyvende dag af belejringen så vores Mester Rasûl al-akram sall-Allahu 'alaihi wa sallam i Sin drøm, at en kop smør, der blev givet til Ham som en gave, blev hakket og væltet af en hane. Han tolkede denne drøm som et tegn på, at Tâif ikke kunne erobres det år, og Han stoppede belejringen.
380 Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 158; Ibn Sayyidinnâs, Uyûn-ul-eser, II, 200.
381 Balâzûrî, Futuhu'l-buldân, I, 66; Qastalânî, Mawâhib al-Laduniyya, I, 215
382 Ibn Asâkir, Târîkh Dimashq, VI, 408; Ibn Hajar, al-Isâba, II, 179.
Vores elskede Profet, barmhjertighedens hav, havde med hensyn til Tâif-folket, som havde plaget Ham for otte år siden, havde fortalt englen, som havde sagt: "Hvis du tillader mig, skal jeg vende disse bjerge over deres hoveder": "Jeg er blevet sendt som en barmhjertighed for verdenerne. Det eneste, jeg ønsker, er, at Allahu ta'âlâ skaber en slægt fra disse polyteister, som vil tilbede Haqq ta'âlâ ved ikke at gøre noget til en partner til Ham." Igen ynkede Han og påkaldte: "O min Rabb! Vis den sande vej til Thaqîf-folket! Bring dem til os."
"At elske sit hjemland
er en del af îmân.”
Hadîth ash-sharîf
Vores Mester Habîb al-akram og Hans ashâb forlod Tâif og kom til Jirâna, hvor de tilfangetagne og byttetøjet fra Hunayn var samlet. Ud over seks tusinde fanger var mere end tyve tusinde kreaturer, fyrre tusinde får og geder og utallige smykker blevet taget som bytte. Han fik dem fordelt til de retmæssige mujâhider.
På det tidspunkt fik man at vide, at en delegation fra Hawâzin-stammen havde bedt om en audiens. Tilladelsen blev givet. Da delegationen erklærede, at hele Hawâzin-stammen havde omfavnet Islâm, var verdenernes Mester meget tilfreds. På baggrund heraf frigjorde Han straks de fanger, som var tildelt Hans andel, og gav dem tilbage. Ashâb al-kirâm fulgte vores elskede Profet på samme måde. Vores Mester Rasûlullah's barmhjertighed forårsagede pludselig frihed for seks tusinde fanger.
Da denne nyhed nåede frem til lederen af Hawâzin-stammen, gik Mâlik ibn Awf, som havde søgt tilflugt i Tâif, også hen og blev muslim. Vores Mester, Profeten gav mange gaver til ham.383
Der var ikke noget tilbage at lave der. Efter at have opholdt sig der i tretten dage, tog vores Mester Rasûlullah onsdag aften Sin ihrâm på med henblik på 'umrah. Som sædvanlig ankom verdenernes Sultan med Sin ashâb til Mekka som sejrende. Han gjorde tawâf omkring Kâ'ba og foretog Sin 'umrah. Han udnævnte Attâb ibn Asîd til guvernør med den opgave at føre tilsyn med hajj (amirul hajj) i Mekka384
383 Ibn Hishâm, as-Sira, II, 452; Wâqidî, al-Maghâzî, III, 925; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 312; Zahabî, Siyar, II, 207.
384 Ibn Mâja, "Commerce", 20; Ibn Hishâm, as-Sira, II, 440; Hâkim, al-Mustadrak, III, 687; Bayhaqî, as-Sunan, I, 498; II, 264; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 890, 960; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 137; Azraki, Akhbâru Macca, I, 232.