TABUK'S GHAZÂ
O ’Umar! "Forskellen
Tabuk er et velkendt sted mellem Medîna al- munawwara og Damaskus. Nogle siger, at det er navnet på en kilde. Denne ekspedition blev kaldt Ghazwa af Tabuk, fordi det er vores Mester, Profeten, sidste ekspedition. Den kaldes også Fâdiha. Fordi polyteisterne blev ydmyget i dette slag. Den kaldes også Jaysh-ul-ushrat. I denne ekspedition led muslimerne mange prøvelser. Derudover var det langt, og vejret var varmt. De fjendtlige soldater var talrige og stærke. Der var en hungersnød.
mellem dig (og Abû
Bakr) er som forskellen
mellem jeres ord."
Hadîth ash-sharîf
Ti personer red på én kamel. De fleste af soldaterne spiste ikke andet end dadler i en måned. Nogle gange spiste de ristet byg. Nogle gange kunne de ikke engang finde det. De tog af sted på ekspeditionen til Tabuk torsdag i Rajab-måneden i Hegira's niende år.
I dette niende år, hvor islam hurtigt spredte sig over den arabiske halvø, skrev kristne arabere et brev til Heraklius, den byzantinske kejser, som var jaloux på "den islamiske stat" og ønskede at forhindre den i at sprede sig. De sagde: "Den person, der påstod at være Profet, er gået bort. Muslimer er i hungersnød og fattigdom nu. Hvis I ønsker at omvende dem til jeres religion, er det det rette tidspunkt." På baggrund af dette brev sendte Heraklius en hær på fyrre tusinde mand stærk under Kubâds kommando.
Da Han hørte om dette, samlede vores Mester, Profeten, Sin ashâb og beordrede dem til at forberede sig på krig. På grund af tørken det år var sahâbîerne i store økonomiske vanskeligheder. Kun købmændene havde en forholdsvis god økonomisk situation. Vores Mester, Profeten ønskede, at Hans Ashâb skulle tilbyde økonomisk hjælp til udstyr til de soldater, der skulle deltage i krigen. Dette ønske fra vores Mester (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) fik sahâbîerne til at handle. Alle bragte det, de havde, og forsøgte at forberede sig til jihad med deres varer og liv.
Hadrat Abû Bakr, vores Profets følgesvend i hulen, havde medbragt alle sine ejendele. Da Rasûl al-akram spurgte ham: "O Abû Bakr! Hvad har du tilbage til din husstand?" svarede han: "Jeg har Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl." Hadrat 'Umar havde medbragt halvdelen af sine varer. Vores Mester, Profeten spurgte ham: "O 'Umar! Hvad har du tilbage til din familie?" Han svarede: "Jeg har efterladt så meget som jeg har medbragt." Vores Mester, Profeten sagde: "Forskellen mellem jer to er som forskellen mellem jeres ord." På dette sagde Hadrat 'Umar: "O Abû Bakr! Må mine forældre blive ofret for dig. Du overgår mig i enhver konkurrence i godhedens vej. Nu forstår jeg godt, at jeg ikke kan overgå dig i noget som helst", idet han udtrykte sin påskønnelse af hans værdi.388
Ashâb al-kirâm forsøgte at hjælpe så meget som muligt. Men munâfiqerne spottede dem og sagde: "I giver dem for at blære jer." Vores Mester, Profeten sagde: "Den, der giver velgørenhed i dag, vil hans velgørenhed fungere som et vidne til hans fordel på qiyâmat-dagen." På baggrund af disse velsignede ord fra vores Mester, Profeten, begyndte de troende at hjælpe endnu mere. Hadrat 'Uthmân ibn Affân udrustede en tredjedel af hæren.389
'Uthmân az-Zinnûrayn radiy-Allahu 'anh havde givet denne hær ni-hundredehalvtreds kameler og halvtreds heste med deres redskaber. Han udrustede deres
388 Wâqidî, al-Maghâzî, II, 990; Ibn Asâkir, Târikh Dimashq, II, 34.
389 Sunen ad-Dâra Qutnî, IV, 198.
ryttere. Han sendte også yderligere ti-tusind dinâr eller syvhundrede rukya guld.390 Således blev han den person, der hjalp mest blandt muslimerne. Hadrat 'Uthmân opfyldte hærens behov på en så perfekt måde, at han ikke engang forsømte at lægge de pakkenåle, som de skulle bruge til at fastgøre deres vandskind. På baggrund af hans hjælp sagde vores Mester Rasûl al-akram: "Fra nu af vil der ikke blive registreret nogen synd på 'Uthmân."391 En af de fattigste sahâbîer havde trukket vand fra en brønd hele natten til om morgenen for at opnå thawâb for at hjælpe jihâd. Han bragte de palme-dadler han tjente til vores Mester, Profeten, og sagde: "O Rasûlullah! Jeg har bragt hvad jeg har for at opnå min Rabb's behag. Være venlig at acceptere dem."
Mens de muslimske mænd arbejdede for at hjælpe så meget som muligt, gjorde kvinderne deres pligter behørigt.
Da de forberedte sig til Tabuk-ekspeditionen, var muslimerne i store vanskeligheder. Hungersnøden var så voldsom, at mange fra Ashâb al-kirâm, som ikke havde noget at leve af, kom til vores Mester, Profeten, og sagde: "O Rasûlullah! Vi har ingen hopper! Vi har heller ikke noget at spise! Vi ønsker ikke at forlade dig i denne ghazâ og ønsker at opnå jihâd´s belønninger." Vores Mester, Profeten fortalte dem beklageligt, at Han ikke havde noget dyr tilbage for dem at ride på. Engang kom Sâlim ibn Umayr, Abdullah ibn Mugaffal, Abû Laila Mâzînî, Ulba ibn Zayd, Amr ibn Humâm, Haramî ibn Abdullah, Irbâd ibn Sâriya foran vores elskede Profet og bad om det samme. Vores Mester sagde til dem trist: "Jeg kan ikke finde noget til jer at ride på." De begyndte at græde på grund af sorgen over at være adskilt fra vores Mester, Profeten, og over ikke at kunne deltage i jihâd'en. På dette nedstammede Allahu ta'âlâ âyat al- karîma, i maal: "(O Min Rasûl!) Da de kom til dig (for at slutte sig til jihâd), sagde du til dem: "Jeg kan ikke give jer ridedyr. De vendte tilbage med tårer i øjnene, sørgende fordi de ikke havde nogen ressourcer at bruge til denne sag (og de kunne ikke deltage i kampen). Der er intet ansvar (synd) for dem."392 Til sidst udrustede Hadrat Abbâs og Hadrat 'Uthmân dem også til ghazâ.
Da forberedelserne var færdige, samlede vores Mester, Profeten, hæren i Saniyatul-Wadâ. Der var næsten ingen, der ikke kunne deltage i ghazâ'en. Da vores Mester, Rasûl al-akram, samlede hæren og besluttede at rykke af sted, lod Han Muhammed ibn Maslama være Hans stedfortræder i Medîna.393 Da Han skulle til at begynde ekspeditionen, sagde Han: "Tag ekstra sko med jer. Så længe I har ekstra sko, vil I ikke have problemer."
Da hæren marcherede, udtalte Abdullah ibn Ubayy, munâfiq´s leder, absurde ord for at skræmme muslimerne. Han sagde endda: "Jeg sværger, at det er, som om jeg kan se Ham og Hans Ashâb bundet med reb til hinanden to og to..." Ashâb al-kirâm lagde ikke mærke til disse ord. Deres iver efter at slutte sig til jihâd'en var stigende. Munâfiqerne, der så dette, blev frustrerede. Da vores Mester Rasûlullah bevægede sig fra Saniyyat-ul- Wadâ til Tabuk, fik Han flagene og hærens bannere rullet ud. Han havde givet det største banner til Hadrat Abû Bakr og et andet banner til Hadrat
390 Turkisk bog Cevâb Veremedi, 89.
391 Wâqidî, al-Maghâzî, II, 990.
392 Sûrah at-Tawba, 9/92.
393 Ibn Hishâm, as-Sira, II, 519; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 8; Bayhaqî, Dala'il an-Nubuwwa, V, 294; Ibn Kathîr, as-Sira, IV, 12; Suhaylî, Rawzu'l-unf, IV, 297; Huzâî, et-Tahrîc, 327; Kattânî, at-Tarâtîbu'lidâriyya, I, 485.
Zubayr ibn Awwâm. Han gav den Aws-stammens flag til Usayd ibn Hudayr og Hazraj-stammens flag til Abû Dujâna.394 Antallet af Ashâb al-kirâm under vores Mester, Profeten, kommando var tredive tusinde; ti tusinde af dem var kavaleri. Hadrat Talha ibn Ubaydullah blev udnævnt til øverstbefalende for højre flanke, og Hadrat Abdurrahmân ibn Awf blev udnævnt til øverstbefalende for venstre flanke.395 Under kommando af deres Profet rykkede de glorværdige sahâbîer frem i meget varmt vejr. Så længe de havde Allahu ta'âlâs elskede som leder dem, kunne knapheden på mad og vand ikke få dem tilbage fra deres vej, afstanden til destinationen eller antallet af fjendtlige soldater kunne ikke afskrække dem. De ville gå hvor som helst i denne situation. Vores elskede Profet og de modige sahabîer hvilede et stykke tid ved hvert stop og fortsatte deres march. Deres ottende stop var ved Hijr, hvor Sâlih 'alaihis-salâm's folk var omkommet. Allahu ta'âlâ havde udryddet dem med en tordnende lyd på grund af deres ulydighed over for deres Profet. Verdens Sultan fortalte Hans Ashâb: "I aften vil en voldsom storm blæse fra den modsatte retning. Ingen skal stå op, medmindre han har en ven med sig. Alle skal binde knæene på hans kamel. Dette er et sted, hvor pinen var kommet ned. Ingen må drikke af dette vand eller udføre abdast med det!...." Alle adlød denne ordre. Et tordenvejr begyndte om natten og begyndte at vælte tingene omkring dem. I mellemtiden stod en person, der havde forsømt at binde sin kamel, op for at lede efter den. Han var blevet fanget af stormen og kastet væk på Tayy-bjergenes skråninger. En anden person skulle gøre sine behov. Hvor han gik hen, fik han en sygdom kaldet Hunnâk (kighoste). Med vores Mester, Profetens påkaldelse blev han rask igen.
"Den, der giver
velgørenhed i dag,
vil hans velgørenhed
fungere som et vidne til
hans fordel på qiyâmat-
dagen."
Hadîth ash-sharîf
Den morgen var der ikke noget vand i vandskålene. Alle var ved at dø af tørst. Munâfiqerne så dette som en mulighed og forsøgte at skabe uro ved at sige: "Hvis Muhammed virkelig var Profeten, ville Han bede og få det til at regne."
Da situationen blev forelagt for verdens Mesteren, løftede Han Sine velsignede hænder og bad Allahu ta'âlâ om regn. På en varm og skyfri himmel dukkede der pludselig regnskyer op. Kraftig regn begyndte. Alle fyldte deres vandskind, lavede abdast og vandede dyrene. Da regnen stoppede, og skyerne spredte sig, så man, at det kun havde regnet over hæren.
394 Wâqidî, al-Maghâzî, II, 996; Ibn Asâkir, Târikh Dimashq, II, 36; Shamsaddîn Shâmî, Subulu'l-Hudâ, V, 443.
395 Wâqidî, al-Maghâzî, II, 1001; Ibn Asâkir, Târikh Dimashq, II, 36.
Tabuk´s Ghazâ
Vores elskede Profet og sahâbîerne sagde takbîr´er. De takkede Allahu ta'âlâ. De sagde til munâfiqerne: "Nu er der ingen undskyldning tilbage for jer. Tror på Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl og bliv fromme muslimer!" Men de ydmyge munâfiqer svarede: "Og hvad så?.... Det regnede og sluttede, mens en sky passerede!" Sulten havde også nået den højeste grad. Det gik så vidt, at en date blev delt af to personer. De havde henvendt sig til Tabuk på trods af den voldsomme varme, sult og tørst. Vores Mester Habîb al-akram (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) sagde: "Inshâ-Allah (Hvis Allahu ta'âlâ vil), vil I ankommer til Tabuk-foråret i morgen midt på formiddagen. Indtil jeg kommer, må I ikke røre ved vandet." Den næste dag ankom de til Tabuk. Kildens vand var meget lidt. Vores elskede Profet fik hældt noget vand fra kilden op i en beholder. Derefter lagde Han Sin hånd i beholderen og bad. Han hældte vandet ud i kilden. Vandet steg og steg pludselig. Selv om hele den islâmiske hær på tredive tusinde mand stærk drak, blev vandet ikke mindre. Senere blev alle steder i området vandet med dette vand, som er et mirakel af vores Mester, Profeten. Den region blev en meget grøn og rigelig åben slette. Da vores Mester Rasûl al-akram, med Sin herlige Ashâb, kom til Tabuk, kunne de ikke finde de romerske hære, der bestod af byzantinerne og kristnede arabiske stammer som Âmila, Lahm og Juzam. Ved Mûta havde en romersk hær på hundrede tusinde mand lidt et nederlag mod tre tusinde mujâhider. Nu var der tredive tusinde mujâhider, og deres øverstbefalende var verdens Mesteren. Da romerne hørte, at vores elskede Profet samlede Sin heroiske Ashâb og kom, havde de søgt skjulesteder.
"Inshâ-Allah, vil I
ankommer til Tabuk-
foråret i morgen midt på
formiddagen. Indtil jeg
kommer, må I ikke røre
ved vandet."
Hadîth ash-sharîf
Efter at have rådført sig med Sin Ashâb, gik vores Mester Rasûlullah ikke længere end til Tabuk. I mellemtiden havde nogle stammer og stater i denne region hørt, at den islâmiske hær var ankommet. Af frygt sendte de delegationer til vores Mester, Profeten, og bad om nåde ved at betale jizya. Vores Mester, Profeten havde medlidenhed med dem og accepterede deres tilbud. Med hver af dem blev der indgået separate aftaler, og de fik at vide, at de var i sikkerhed.
Vores Mester Sarwar al-kâinat ('alaihis-salâm) ventede på fjenden i næsten tyve dage. Han talte med Sin Ashâb al-kirâm i Tabuk og vaskede deres hjerter i et hav af lys. Han hældte de velsignelser og overlegenheder, der udgik fra Hans velsignede hjerte, ud til deres hjerter. I en af Hans enestående samtaler spurgte Han: "Skal jeg informere jer om den bedste og mest ærefulde af menneskeheden?" Ashâb alkirâm svarede: "Ja, O Rasûlullah!"
Herpå sagde Han: "Den bedste af menneskeheden er den, der arbejder på Allahu ta'âlâs vej på ryggen af på sin hest eller kamel eller stående til fods, indtil hans sidste åndedrag. Det onde i menneskeheden er den overdrevne person, der læser Allahu ta'âlâs Bog, men ikke opnår nogen fordel af den."
Han fortalte en person, der spurgte om martyrdøden: "Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, som holder min eksistens i Sin hånd, at martyrerne på qiyâmat-dagen vil komme med deres sværd omgjordet på ryggen. De vil sidde på troner af nûr (lys)."396
Mange mirakler af vores Mester, Profeten, blev set på denne ekspedition. Under forberedelserne til at vende tilbage fra Tabuk til Medîna forelagde sahabîerne, hvis
396 Wâqidî, al-Maghâzî, II, 1018.
sult nåede et uudholdeligt niveau, sagen for vores Mester, Profeten. Vores Mester Rasûlullah fik den resterende mad samlet på et læderklæde. Disse madvarer kunne ikke engang fylde en lille gryde. Vores Mester Sarwar al-âlam (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) fornyede Sin abdast og udførte en namâz på to rak'ater. Han strakte Sine velsignede hænder ud og påkaldte for madens overflod. Derefter beordrede Han Hans Ashâb til at bringe deres retter. Alle fadene blev fyldt med mad. Ingen skål var tom. Man så også, at maden på klædet ikke blev mindre, selv om alle mujâhiderne spiste, indtil de var mætte.
Khâlid ibn Walîd´s ekspedition til Dûmatu'l-Jandal
Mens Han var i Tabuk, sendte Hadrat Habîb al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) Khâlid ibn Walîd radiy-Allahu 'anh til Dûmatu'l-Jandal. Guvernøren der, Akîdir ibn Abdulmalik, var kristen. Islâms soldater nærmede sig fæstningen og lagde sig i baghold. Da nyheden om, at en bjergkvæg var kommet foran fæstningen, er nået Akîdir, sprang han op på sin hest og gik efter den. Mens Akîdir, hans bror Hassân og hans selskab var på jagt, omringede mujâhider dem. Da han forsøgte at trække sit sværd, blev Hassân dræbt. Akîdir blev taget til fange. De andre flygtede og søgte tilflugt i fæstningen. Hadrat Khâlid sagde til Akîdir: "Jeg vil holde dig i sikkerhed og føre dig til Rasûlullah's nærvær. Men på denne betingelse skal du gå til fæstningen og medbringe to tusinde kameler, otte hundrede heste, otte hundrede skjolde og fire hundrede spyd. Du vil stadig være guvernør." Akîdir accepterede. De gik til fæstningen, tog byttet og kom til Medîna. Akîdir og hans bror Hasâr blev accepteret i nærværet og blev muslimer.
Bagholdsangreb
Mujâhiderne havde forladt Tabuk og var på vej mod Medîna. Munâfiqerne lavede en aftale mellem sig selv om at overfalde og dræbe vores elskede Profet. En nat lagde de sig på lur ved en smal passage på de muslimske soldaters vej. Ammâr ibn Yâsar holdt hegn på vores Mester, Profetens kamel. Hadrat Huzayfa ibn Yamân fulgte efter ham. Jabrâîl 'alaihis-salâm informerede om, at munâfiqerne konspirerede og planlagde et mord. Da vores Mester, Profeten, nærmede sig passagen, sagde Han til hæren: "I går ind i dalen, det er lettere og bredere." Mens Han bevægede sig mod den smalle passage, marcherede hæren ind i dalen. Da Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) kom tæt på passagen, begyndte denne gruppe af munâfiqer, der havde maskeret deres ansigter, deres angreb. Hadrat Huzayfa brølede: "O Allahu ta'âlâs fjender!" og begyndte at slå på munâfiqerne og deres dyr med sin stok. Tolv munâfiqer, der frygtede disse råb og skrig, dykkede straks ned i soldaternes rækker. Vores Mester, Profeten informerede Hadrat Huzayfa deres navne og advarede ham om ikke at fortælle det til andre.
Da Hadrat Usayd ibn Hudayr hørte hændelsen, kom han frem og bad og sagde: "O Rasûlullah! Må mit liv blive ofret for din skyld! Fortæl mig, hvem de er, så jeg vil bringe deres hoveder til dig!" Men Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) gav ikke tilladelse.397
Masjid al-Dirâr
Efter at have skræmt byzantinerne og brudt deres modstand havde vores elskede Profet og Hans heroiske Ashâb endelig nærmet sig det lysende Medîna. Verdenernes
397 Wâqidî, al-Maghâzî, II, 1040.
Sultan beordrede Hans Ashâb til at slå lejr på det sted kaldet Zî-awân, som lå meget tæt på Medîna. Mens sahâbîerne hvilede sig, kom nogle få munâfiqer og bad om at få vores elskede Profet til at ære Masjid al-Dirâr (Dirâr-moskeen).
"Jeg sværger ved Allahu
ta'âlâ, som holder min
eksistens i Sin hånd, at
martyrerne på qiyâmat-
dagen vil komme med
deres sværd omgjordet
Masjid al-Dirâr lå i Qubâ. Den var blevet bygget af munâfiq'erne over for den første moské, som vores Mester Rasûlullah havde bygget i Qubâ under Sin migration til Medîna. Mens vores elskede Profet var på vej til Tabuk med Sin Ashâb, var munâfiqerne kommet til Hans nærvær og havde inviteret Ham ved at sige: "O Rasûlullah! Vi har bygget en ny masjid. Vil du ære dig her og lede vores namâz?" Men verdenernes Mester var på en militær kampagne, Han svarede, at hvis det var muligt, kunne Han aflægge et besøg, når Han vendte tilbage fra Tabuk.
på ryggen. De vil sidde
på troner af nûr (lys)."
Hadîth ash-sharîf
Munâfiq'erne havde til formål at splitte det muslimske samfund, at bruge dem til deres egne formål, at skabe anarki og at sætte dem op imod hinanden. De havde endda tænkt sig at invitere de byzantinske soldater til Medîna og hjælpe dem med de våben, der opbevares i denne masjid. At sikre vores Mester, Profetens udførelse af namâz der ville give indtryk af, at Masjid al-Dirâr var et muqaddas-sted. Således ville muslimer kappes med hinanden om at udføre namâz på dette sted og -formentlig- ville de falde i munâfiq´ernes fælde.
Vores Mester Sarwar al-âlam (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) havde accepteret denne invitation fra munâfiq´erne og besluttede sig for at tage dertil. Allahu ta'âlâ nedstammede den 107. og 108. âyat af Sûrah at-Tawba og overbragte sandheden om sagen. Efter dette befalede verdenernes Mester Mâlik ibn Duhshum og Âsim ibn Adiy: "Gå til denne grusomme masjid! Riv den ned og brænd den!" Mellem aften og nat namâz gik de hen og satte ild til bygningen. Derefter nedrev de den. Munâfiq´erne kunne ikke sige noget.398
Da Medîna- folket hørte, at vores Mester, Profeten og Hans herlige Ashâb var på vej, samledes de straks og gik ud for at byde dem velkommen.
Abdullah ibn Ubayy´s død
To måneder efter at vores elskede Profet var vendt tilbage fra Tabuk-ekspeditionen, i Shawwâl-måneden, døde Abdullah ibn Ubayy, lederen af munâfiq´erne.
Efter dette brød munâfiqerne enhed sammen, og de spredte sig.399
Således var ikke kun munâfiq'erne, men også polyteisterne og jøderne i Arabien blevet undertrykt, og deres modstands- og forebyggelsesbevægelser mod islam var blevet udslettet.
Den anden hændelse, der fandt sted i Hegira's niende år
Da Rasûlullah kom til Tabuk, kom først herskeren af Ayla og derefter herskeren af Jarbâ og afleverede skatter. Rasûlullah fik det registreret og gav dem dokumentet. På denne ekspedition sendte Han igen et brev til Heraklius og inviterede ham til Islâm. Men han havde ikke den lykke at opnå vejledning.
398 Ibn Hishâm, as-Sira, II, 529; Wâqidî, al-Maghâzî, II, 1040; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, III, 466, 549; Suhaylî, Rawzu'l-unf, IV, 306.
399 Bayhaqî, Dala'il an-Nubuwwa, II, 332; Ibn Kathîr, as-Sira, IV, 74.
I år døde Rasûlullah's datter, Hadrat Umm Gulthum. Vores Mester, Profeten, ledede hendes janâza namâz, og mens hun blev begravet, faldt tårer fra Hans velsignede øjne på hendes grav.
Sanat-ul-vufûd (udsendingens år)
Efter vores Mester, Sarwar al-âlam (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) vendte tilbage fra Tabuk-ekspeditionen, sendte Han udsendinge til forskellige stater og inviterede dem til islam. Befolkningen i Oman og Bahrain blev beæret ved at blive muslimer.
Islâm spredte sig nu meget hurtigt. Lærere blev sendt ud for at undervise de omkringliggende stammer og stater i Islâm's principper, og guvernører blev sendt ud for at styre dem.
I det niende år af Hegiraen strømmede mange delegationer, der var konverteret til islam, til Medîna. Desuden kom delegationer fra forskellige stammer og erklærede deres lydighed over for Verdenernes Mester, og således opnåede de lyksalighed. På grund af det store antal udsendinge blev dette år kaldt Sanat-ul-vufûd (udsendingens år).
Når der kom en udsending, gik Rasûlullah i fint tøj. Han ville også få Ashâb til at klæde sig i fine klæder. Han ville modtage dem på rene og smukke steder. Han ville holde et festmåltid og sendte dem af sted med mange gaver. Og de ville gå tilfredse og med tak og prise.
En af de stammer, der sendte udsendinge, var Banî Murra-stammen. De sendte tretten personer som udsendinge. Udsendingene informerede, at deres stamme var blevet muslimer. De fortalte, at det aldrig regnede i deres land, at der ikke voksede nogen planter, og at de led under en alvorlig hungersnød. De bad Rasûlullah (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) om at bede for, at deres lidelser ville ophøre. Han bad: "O min Rabb, mæt dem med regn". Da Banî Murra-udsendingene vendte tilbage til deres stamme, så de, at deres folk var fuldstændig lettet. Fordi den dag Rasûlullah bad for dem, havde det regnet kraftigt. Det faldt præcis sammen med tidspunktet for bønnen.
Ti personer fra Banî Asad-stammen kom og takkede for velsignelsen af at blive muslimer. De sagde: "Vi kom langvejs fra på et år med hungersnød. Vi er blevet muslimer af egen drift uden at soldater kom efter os." Den syttende âyat af Sûrah al-Hujurât dalede ned om dem.
Mu'âwiya tabni Savr ibn Ubâda, lederen af Banî Bikâr-delegationen, var omkring hundrede år gammel. Hans søn Bushayr, Majma' ibn Abdullah og Abd al-Amr ibn Asam var sammen med ham. Han bad Rasûlullah om at røre ved hans søns lemmer med Sine velsignede hænder. Han sagde: "Han har behandlet mig med respekt og var meget god mod mig." Rasûlullah rørte Bushayrs ansigt med Sine velsignede hænder og gav dem mange geder. Han ændrede også Abd al-Amr's navn til Abdurrahmân. Banî Najîb-delegationen bestod af ti personer. De havde medbragt zakât´erne af deres varer og dyr med dem. Rasûlullah var meget glad for, at de var kommet. Han beordrede for at de skal bosætte sig på et godt sted. Najib-udsendingen stillede så mange spørgsmål om fard og sunnat, at Rasûlullahs hengivenhed for dem voksede endnu mere. Han behandlede dem med mere respekt og øgede Sine gaver. Han behandlede dem anderledes end andre udsendinge. Han inviterede den unge, der opholdt sig med sine ejendele, og da Han forstod, at han også havde vendt sit ansigt fra alt andet bortset fra Allahu ta'âlâ, bad Han også for ham. Ligesom de andre gav
Han ham gaver. Dette selskab opnåede det, de kom for, og vendte glad tilbage til deres stamme.
"O min Rabb, mæt dem
(Banî Murra-stammen)
med regn."
Hadìtk ask-skarìf
En gruppe fra Banî Kanâna kom og blev muslimer. Deres leder var Vâsila tabni Aska'. Da han kom, var Rasûlullah ved at forberede sig til Tabuk-ekspeditionen. Efter han gjorde bî'at, gik han tilbage til sin stamme. Hans far blev ikke muslim, men hans søster blev det. Han tog til Medîna og gik efter Tabuk-ekspeditionen. Han nåede frem til Rasûlullah. Han blev sendt til kampen mellem Hadrat Khâlid og Akîdar. Mange kameler faldt til hans andel.
Fra Banî Sâide kom Damam ibn Sa'laba. Han kom til nærværet og spurgte Rasûlullah om namâz, faste, hajj og zakât. Da hans spørgsmål var slut, sagde han: "Jeg tror, jeg tror på det, du har bragt fra Allah." Derefter gik han hen og informerede sin stamme om Islâm. Hele den stamme blev muslim.
O Rasûlallah! Hvis en person ikke kysser,
Den jord, der rørte fødderne på din ports slave,
Og hvis han ikke ofrer sit liv for dette,
Han elsker dig ikke, jeg vil ikke tro på hans ord.
Jeg vil gøre den jord, du trådte på, til min hovedkrone,
Jeg vil kysse og gnide den på mit ansigt, gøre den til et middel for mit hjerte,
Jeg vil gøre det til et lys, der viser den sande vej,
Og jeg vil tage din vej, beundrende og forelsket i dig.
Jeg lugter hver vind, der kommer fra din vej,
Leder efter et spor af din dejlige duft,
Må min kone og mine børn blive ofret for dig,
Min mor, far, slægtninge og tusindvis af liv.
Siger Mawlânâ Khâlid, din ægte beundrer,
O universets sultan, O jordens elskede!
Jeg har et liv fra dig, det er din gave til mig,
Jeg kan ikke engang sige, at jeg har bragt et liv til at blive ofre.
Mawlànà Khàlid al-Baghdàdì
En Natteudsigt over Kâ'ba al-Mu'azzama