AT FASTE

De farder af faste

Fasten har tre farder:

1 - Niyyat (at have til hensigt).

2 - At lave niyyat, mellem perioden for at lave niyyat.

3 -At afholde sig fra de ting, der bryder fasten, fra daggry (fajr as-sâdiq) til solnedgang (dvs. inden for shar'î-dagen, en dag i Islâm).

Lærde fra de fire madhhaber siger enstemmigt, at fasten starter ved begyndelsen af hvidheden på et punkt i den tilsyneladende horisont, som kaldes fajr as-sâdiq. Det står i bogen Multaqâ: "Faste er ikke at spise, drikke eller have samleje fra daggry til solnedgang. Det er også fard at intendere med hjertet, (ethvert tidspunkt) inden for perioden fra den foregående dags solnedgang indtil tidspunktet for Dahwa al-kubrâ⁶⁶³ på den dag, hvor du vil faste, for en faste i Ramadân-måneden. Indtil dahwa, hvis man ikke har spist eller drukket noget, laver man niyyat og faster. At lave niyyat efter dahwa er ikke acceptabelt. Når man laver niyyat før daggry, siger man: "Jeg har lavet niyyat for at faste i morgen." Når man laver niyyat efter daggry, siger man: "Jeg har lavet niyyat for at faste i dag." Således er tidspunktet for niyyat for en faste, som er lovet for en bestemt dag, og for en overordentlig faste. Det er nødvendigt at lave niyyat for hver enkelt dag.

Hvad bryder fasten

I Ramadân-måneden, mens man ved, at man faster, og mens man før den foregående fajr har tænkt sig at faste, bryder man fasten ved at spise eller drikke noget nærende,

⁶⁶³ Tidspunktet for dahwa al-kubrâ er midt i fastens varighed, dvs. i den islamiske dagtid; det er derfor før middag.

dvs. at lægge et næringsmiddel, et lægemiddel, et narkotisk eller berusende stof i maven gennem munden, eller ved at have eller blive tvunget til at have samleje, og det bryder fasten og kræver qadâ og kaffârat.⁶⁶⁴ I henhold til denne definition bryder rygning fasten og kræver både qadâ og kaffârat. For de faste og flydende møl i røgen går nemlig ind i maven sammen med spyttet. Efter sådanne ting som at skære og bage, som er almindeligt kendt for ikke at bryde fasten, hvis man spiser noget bevidst, fordi man tror, at ens faste allerede er blevet brudt, vil ens faste blive brudt denne gang, og qadâ og kaffârat vil være nødvendigt. Hvis en person, som ikke har foretaget sin niyyat før daggry i Ramadân, gør noget for at bryde sin faste før dahwa er både qadâ og kaffârat nødvendige ifølge de to imâmer. For, han gik glip af muligheden for at lave niyyat og faste, mens det var muligt for ham at gøre det. Men ifølge imâm al-a'zam er kun qadâ nødvendig. Hvis denne person spiser og drikker efter dahwa-tiden, er kaffârat ikke nødvendig ifølge alle tre imâmer. Kaffâratstraffen er belønningen for at vanhellige æren og værdigheden af den velsignede måned Ramadân. Det er straffen for forsætligt at bryde fasten i Ramadân, som var sahîh ifølge alle fire madhâhiber. Derfor er det obligatorisk at foretage niyyat før daggry i Shâfi'î-madhhab'en, men hvis en person i Hanafî-madhhab'en bevidst bryder den faste i løbet af dagen, som han ikke har foretaget niyyat før daggry, eller hvis han er tvunget til at bryde den eller er nødt til at bryde den på grund af en god undskyldning, så gør han ikke kaffârat ifølge Imâm al-a'zam. Når man bryder sin qadâ-faste eller sin løftefaste eller overordnet faste, gør man ikke kaffârat. Hvis en person, der gjort noget der kun kræver qadâ på én dag i Ramadân, gør det samme med vilje på en anden dag, er det også nødvendigt for ham at gøre kaffârat.

Hvis man bryder fasten ved en fejltagelse, f.eks. hvis noget vand slipper ud i halsen under en abdast, hvis man tvinges til at bryde fasten, hvis man giver et lavement, hvis man snuser flydende medicin, lotion, røg (røgen fra en cigaret, røget af en anden) eller røgen fra aloestræ, der er røget med rav, ind i næsen eller hvis man drypper medicin i øret, hvis medicinen, der er lagt på bylden på huden, trænger ind (hvis man sprøjter medicin ind med en sprøjte), hvis man sluger noget, der ikke er medicinsk eller næringsrigt, såsom et stykke papir, sten eller metal, bomuld eller et frø af ukogt ris, hirse eller linser, hvis man kaster en mundfuld op ved at tvinge sig selv, hvis man med en blødende tand sluger kun blodet eller blodet, der er halvtreds procent blandet med spyt, hvis man spiser uden at vide, at daggryet er brudt, eller bryder fasten i den tro, at solen er gået ned, hvis man fortsætter med at spise i den tro, at ens faste er brudt, fordi man har glemt sin faste og er begyndt at spise, hvis de hælder vand i munden på en eller har samleje med en, mens man sover, hvis man faster uden at lave niyyat eller ikke laver niyyat før daggry i Ramadân og derefter ikke faster efter dahwa, faster efter dahwa, selvom man havde til hensigt efter daggry; fasten er brudt i alle disse tilfælde, og det er nødvendigt kun at lave en dag-til-dag qadâ efter Eid. Alligevel er kaffârat ikke nødvendig.

Hvis man får regn eller sne ned i halsen, bryder man både fasten og namâz. Det er nødvendigt at lave qadâ. Hvis man bliver junub ved at omfavne, kramme og kysse, bryder man fasten, og qadâ bliver nødvendig. Men den brydes ikke, hvis man ikke bliver junub. Hvis man sluger noget, der er blevet tilbage mellem ens tænder fra den foregående nat, bryder man fasten, hvis det er så stort som en kikærte, og qadâ bliver nødvendig. Men det bryder ikke fasten, hvis det er mindre end en kikærte.

⁶⁶⁴ Kaffârat for frivilligt brud på fasten vil blive forklaret et par sider længere fremme.

Hvis en person, der har glemt sin faste og spist noget, spiser eller drikker noget igen efter at huske, at han faster, selv om han ved, at det ikke bryder hans faste at glemme og spise, bryder hans faste, og det bliver nødvendigt at lave både qadâ og kaffârat.

Det står skrevet i Multaqâ og i alle andre bøger, at "Hvis medicinen, der er lagt på en byld på hovedet eller kroppen, trænger ind i hjernen eller fordøjelseskanalen, bryder man fasten, og kun qadâ bliver nødvendig." Det står skrevet i kommentaren til Multaqâ: "Imâm al-a'zam siger, at fasten brydes, når mad trænger ind gennem en byld. Men de to imâmer siger, at den ikke brydes, fordi fasten kun brydes, når maden trænger ind gennem de naturlige huller i ens krop." Tahtâwî forklarer dette meget godt i sin annotation til Marâq-al-falâh. Han siger: "Hvis man ved, at den flydende eller faste medicin, der er sat på bylden på ens hoved eller krop, er trængt ind i ens hjerne eller fordøjelseskanal, så bryder man fasten. Hvis det ikke vides godt, at det er trængt ind, hvis medicinen er flydende, bryder man fasten i henhold til Imâm al-a'zam. Men de to imâmer sagde, at den ikke brydes, hvis man ikke med sikkerhed ved, at medicinen er trængt ind. Alle tre imâmer var enige om, at fasten ikke brydes, hvis medicinen, som man ikke med sikkerhed ved, at den er trængt ind, var fast." Derfor er alle tre imâmer enige om, at fasten brydes, når det vides med sikkerhed, at medicinen er trængt ind, uanset om den er flydende eller fast. Dette kommer til at betyde, at enhver vaccination eller medicinsk indsprøjtning, der foretages med en sprøjte under huden eller i musklerne på ens arme, ben eller andre dele, bryder fasten.

Hvad bryder ikke fasten

Hvis man i Ramadân ash-sharîf eller under qadâ- eller kaffârat-fasten eller under udførelse af løftet eller overordnet faste glemmer, at man faster, og spiser, drikker eller har samleje, eller har en natlig udløsning, mens man sover, eller udsender ufrivilligt sæd ved at se (på noget), mens man er vågen, hvis man anvender jodtinktur eller en salve eller kohl (selv om man bemærker deres farve eller lugt i spyt eller urin), eller hvis man kysser begærligt, bagtaler, laver blodsprængninger, kaster ufrivilligt en mundfuld op eller kaster lidt op frivilligt, eller hvis der kommer vand i øret eller støv, røg eller en flue kommer ind i halsen gennem munden eller næse ufrivilligt (eller hvis man får kunstig luft med en iltslange, eller hvis man ikke kan forhindre, at røgen fra andres cigaretter kommer ind i munden og næsen), eller hvis man efter at have skyllet munden sluger det våde, der er tilbage i munden sammen med spyttet, eller hvis man putter noget medicin i munden, eller hvis man putter noget medicin i sit øjen- eller tandhul, selv om man mærker smagen af det i halsen; fasten brydes ikke i nogen af disse tilfælde.

Forfatteren af bogen Bahr-ur-râiq (rahmatullahi ta'âlâ 'alaih) siger: "I nogle tilfælde opfattes munden som en indre del af kroppen. Derfor, hvis en fastende person sluger sit spyt, vil hans faste ikke blive brudt. Det er som noget snavset inde i kroppen, der passerer fra maven til tarmene. Blødning fra en skade i munden, fra udtagning af en tand eller på det sted, hvor der er lavet en indsprøjtning, eller blod, der kommer fra maven til munden, bryder ikke fasten eller abdasten. Når man spytter ud eller synker dette blod, hvis spyttet er større end blodet, dvs. hvis det er gult i farven, er de stadig ikke brudt. Det er det samme, når andre ting kommer til munden fra maven, i så fald brydes hverken abdast eller faste. Hvis en mundfuld (kommer til munden og) går ud af munden, er begge brudt. Mundens inderside anses nogle gange for at være en ydre del af kroppen. Fasten brydes ikke, når der tages vand i munden." Det samme er også bemærket i Jawhara. Derfor ses det, at når en tand trækkes ud, hvis der er meget blødning, så brydes fasten ikke, når man spytter den ud. Når man ikke faster, bliver ens abdast ikke brudt, når man sluger den. Ingen af de to bliver brudt i noget tilfælde, hvis blodet er mindre end mængden af spyt.

"Fasten er et skjold, der
beskytter muslimer mod

Jahannam."
Hadìth ash-sharìf

Det står i Fatâwâyi Hindiyya: "At give clyster (lavement) eller at droppe medicin i ørehullet vil bryde ens faste, men det vil ikke kræve kaffârat. Indsprøjtning af vand eller olie i penis vil ikke bryde ens faste, selv om væsken når frem til blæren. Men væske, der sprøjtes ind i kvindens vagina, vil bryde kvindens faste. Indsættelse af en våd eller olieret finger i ens endetarmen eller skeden vil bryde ens faste. En tør finger (som føres ind i endetarmen eller skeden) bryder ikke fasten. Vand, som man uforvarende lader løbe ind i endetarmen, når man vasker sig efter afføring, vil bryde fasten." Handlinger som at smage på maden (mens man tilbereder den) uden at sluge den, tygge tyggegummi-mastik, kramme og kysse på trods af faren for at blive junub, tage et bad til forfriskning bryder ikke ens faste, men de er alligevel tanzîhî makrûh. At påføre kohl eller smøre sig med olie i overskægget, at dufte til blomster, moskus eller lotion bryder ikke fasten, og de er heller ikke makrûh. Ting som kohl (på øjnene) og olie (på overskægget) er makrûh, når de er beregnet til udsmykning, og det samme gælder blomster, der er fastgjort til kraven eller bæres i hånden. At lugte til støvede eller røgfyldte ting eller tygge kunstigt tyggegummi bryder ens faste. Brug af (den stav-tandbørste kaldet) miswâk eller blodsugning er ikke makrûh.

Hvis en person med vilje bryder sin faste (før solnedgang), som han har lavet niyyat før imsâk-tidspunktet, skal han foretage både kaffârat og qadâ.

Brud på en overhøjtidelig faste eller en qadâ-faste kræver ikke kaffârat.

Til kaffârat skal man faste i 60 dage i træk, uden for Ramadân-dagene og de fem dage, hvor det er harâm at faste. Desuden faster man med hensigt på qadâ i lige så mange dage som det antal dage, hvor man har brudt sin faste (for tidligt). (Det er harâm at faste på den første dag af Eid af Ramadân eller på en af de fire dage i Qurbani-Eid'en.) En person, der ikke er i stand til det, fodrer tres fattige mennesker to gange dagligt i en dag eller en fattig person to gange dagligt i tres dage. Eller han giver hver enkelt af dem en ejendom, hvis beløb er lig med det, der betales som fitra.

For at gøre qadâ af en dags faste, skal du faste i en dag. En form for faste, der aldrig er tilladt, er en, der udføres ved at lave niyyat på denne måde: "Jeg laver niyyat for at faste hvis måneden (vi er i) er Ramadân; hvis ikke, er jeg uden niyyat."

Folk, der begynder deres faste for Ramadân, ikke efter at se nymånen på himlen, men under vejledning af tidligere udarbejdede kalendere, skal faste i to dage med den hensigt at qadâ efter Eid af Ramadân. Hvordan man beregne den første dag i Ramadân er forklaret udførligt i det tiende kapitel af fjerde fascikel af Endless Bliss.

Ibn Âbidîn (rahima-hullâhu ta'âlâ) udtaler: "I overskyet vejr bør man ikke gøre iftâr (fasten bør ikke brydes), medmindre man er overbevist om, at solen er gået ned, selv om azân (for at annoncere tidspunktet for aften namâz [og iftâr]) er blevet udført (kaldt.) Så længe man gør iftâr før (tidspunktet kaldet) ishtibâk-un-nujûm, dvs, inden det tidspunkt, hvor de fleste af stjernerne vises på himlen, har man udført den mustahâb-handling, der kaldes "ta'jîl" (hvilket betyder at skynde sig at gøre iftâr). Når solnedgang observeres, og iftâr foretages på et bestemt sted, bør en person, der befinder sig på et højtliggende sted, f.eks. en person, der befinder sig på en minâret, ikke foretage iftâr, medmindre han ved, at solen er gået ned. Denne regel gælder også for morgen namâz og sahûr."

O profeternes overhoved,
O guiden af Walîs,
Universets profet,
Ahlan wa sahlan merhabâ.

Du er alle sjæles sjæle,
Du er hjerternes bud,
Sultanen af de to verdener,
Ahlan wa sahlan merhabâ.

Du er Haqq's elskede,
Lad os ikke være uden for shafâ'at,
Ahmad Muhammad Mustafâ,
Ahlan wa sahlan merhabâ.

Yunûs siger det sande ord,
Han bøjer sit hoved mod din dør,
Han venter på os på mahshar-dagen,
Ahlan wa sahlan merhabâ.