UHUD'S GHAZÂ

Hvem vil give dette sværd sin ret

Hvis de viser udhol-
denhed og indsats, gør
Allahu ta'âlâ dem til at

I dette ophedede øjeblik viste vores elskede Profet det sværd, som denne parodi var skrevet på:

opnår lethed.”
Hadîth ash-sharîf

Der er skam i fejhed, ære i at gå fremad.
Man kan ikke blive fri af skæbnen ved at frygte.

Han spurgte: "Hvem vil tage dette sværd fra mig?" Da de hørte dette, strakte mange af Ashâb al-kirâm deres hænder ud for at tage det. Vores Profet sagde igen: "Hvem vil tage dette for at give det sin ret?" Ashâb al-kirâm blev tavse og holdt sig tilbage. Zubayr ibn Awwâm, som brændende ønskede sværdet, sagde: "Jeg vil tage det, O Rasûlullah." Vores Profet gav ikke sværdet til Hadrat Zubayr. Hadrat Abû Bakr, 'Umar og Alî´s anmodninger blev heller ikke accepteret af vores Profet.

Abû Dujâna spurgte: "O Rasûlullah! Hvad skyldes det sværd?" Vores elskede Profeten svarede: "Dens opgave er at slå fjenden, indtil den bliver bøjet. Det skyldes, at du ikke dræber muslimer, at du ikke flygter væk, før vantro. Dens skyld er at kæmpe på Allah´s vej, indtil Allah giver dig sejr eller martyrdøden." Abû Dujâna sagde: "O Rasûlullah, jeg vil tage den for at give den sin ret." Vores Profet gav ham sværdet i Sin hånd.²⁵¹

Selv om han var meget modig og heroisk, opførte Abû Dujâna sig også meget snedigt på slagmarkerne, og han handlede i fuld overensstemmelse med hadithen ashsharîf: "Krig er bedrag."²⁵² Da han tog sværdet, begyndte han at gå mod slagmarken på en arrogant måde ved at recitere kupletter. På ham, var der en traditionel lang skjorte og en rød turban.

Ashâb al-kirâm mente ikke, at Abû Dujâna´s gang på denne måde var særlig passende. På dette sagde vores elskede Profet: "Dette er en sådan vandring, der, bortset fra disse steder (slagmarker), forårsager Allahu ta'âlâ´s vrede." Således meddelte Han, at kun mod fjenden er det tilladt at gå på en arrogant måde.

Fra de polyteistiske rækker startede Khâlid ibn Walîd, som ikke kunne vente længere, en offensiv med tropper under hans kommando. Vores Mester, Profeten ('alaihis-salâm) beordrede de ivrige Ashâb al-kirâm til også at angribe. I løbet af et minut havde lyden af "Allahu Akbar" fyldt slagmarken. Foran alle begyndte Hadrat Hamza, der havde kommandoen over de ubevæbnede tropper, at svinge sine sværd mod hver eneste vantro, han mødte. Khâlid ibn Walîd´s styrker, der kom i stor iver, blev straks slået tilbage. Denne gang lavede Khâlid ibn Walîd, for at gå gennem passagen og slå til bagfra, en stor cirkel og nåede frem til Aynayn-bjerget. Men Hadrat Abdullah ibn Jubayr og halvtreds helte under hans kommando drev dem tilbage med et heftigt pileskud.

Nu var krigen blevet intensiveret. Begge sider kæmpede med al deres magt. Hver sahâbî forsøgte at komme fremad ved at kæmpe mod mindst fire polyteister.

Hadrat Hamza råbte både: "Allahu akbar! Allahu akbar!" og rykkede frem ved at dræbe fjenderne, mens han sagde: "Jeg er Allahu ta'âlâ´s løve". Safwân ibn Umayya gennemsøgte slagmarken og spurgte folk omkring sig: "Hvor er Hamza? Vis ham til mig." På et tidspunkt så han en person, som kæmpede med to sværd. Han spurgte: "Hvem er denne kombattant?" Folk omkring ham svarede: "Han er den person, du leder efter! Han er Hamza!" Sawfan sagde: "Indtil videre har jeg ikke set nogen med en sådan iver og mod, som angriber for at dræbe sit eget folk."

Da krigen var på sit højeste, sagde Zubayr ibn Awwâm fra Muhâjirerne, ud af sin sorg over at sværdet ikke var blevet givet til ham, til sig selv: "Jeg ønskede sværdet fra Rasûlullah, men Han gav det til Abû Dujâna. Jeg er imidlertid Han´s tante Safiyya's søn. Desuden er jeg fra Quraysh. Desuden ville jeg have det først. Jeg skal gå og se, hvad Abû Dujâna vil opnå mere end mig?" Derefter begyndte han at følge Abû Dujâna. Abû Dujâna sagde takbir; "Allahu akbar!" og dræbte alle de polyteister, han mødte. En af de mest glubske polyteister, som var voluminøs og i fuld rustning, hvor kun hans øjne var synlige, konfronterede Abû Dujâna. Først angreb han Hadrat Abû Dujâna. Abû Dujâna beskyttede sig med sit skjold. Den pågældende polyteist´s sværd, stak sig fast i Abû Dujânas skjold. Han trak i sit sværd, men kunne ikke tage det ud. Nu var det Abû Dujâna´s tur. Han dræbte sin fjende med et enkelt sværdslag.

Efter at have gjort dette, slog Abû Dujâna hver eneste vantro ned, der mødte ham, og nåede frem til det sted på bjergskråningen, hvor kvinderne opmuntrede polyteisterne med deres tamburiner. Han løftede sit sværd, men han ombestemte sig og dræbte ikke Hind, Abû Sufyân's hustru.²⁵³ Da han så dette, sagde Zubayr ibn Awwâm til sig selv: "Allahu ta'âlâ og Han´s Rasûl ved bedre end mig, hvem sværdet skal gives til." Han sagde: "Wallahi, jeg har ikke set nogen kriger, der er bedre i kamp end ham."

Mikdâd ibn Aswad, Zubayr ibn Awwâm, Hadrat Alî, Hadrat 'Umar, Talha ibn Ubaydullah, Mus'ab ibn Umayr var alle som ufremkommelige forter. Ashâb'erne, der så vores Mester, Profeten kæmpede meget tæt mod fjenderne og angreb dem gentagne gange, var ikke i stand til at holde sig tilbage. De samledes omkring vores Mester, Profeten, og gav ikke fjenden i rustning noget pusterum, for at Han ikke skulle blive skadet. I mellemtiden så man, at Hadrat Abdullah ibn Amr blev en martyr. Han var den første martyr i Uhud. Hans venner, som så hans martyrium, dykkede ind i fjenden´s centrum som løver for at gøre Allahu ta'âlâ tilfreds.

På et tidspunkt, hvor krigen blev meget intens, mødtes Hadrat Abdullah ibn Jahsh, som var et symbol på heltemod, og Hadrat Sa'd ibn Abî Waqqâs, som var bueskyttens Mester, med hinanden. De blev såret forskellige steder. Hadrat Sa'd ibn Abî Waqqâ´s berettede: "Det var et alvorligt øjeblik i krigen i Uhud. Pludselig kom Abdullah ibn Jahsh til mig, holdt min hånd og tog mig med til foden af en klippe. Han sagde til mig: "Nu skal du sige en duâ her, og jeg vil sige 'Âmîn' (amen). Derefter vil jeg sige en duâ, og du vil sige 'Âmîn'!" Jeg indvilligede. Jeg påkaldte: "O min Allah! Send mig meget stærke og robuste fjender! Lad mig kæmpe voldsomt mod dem. Lad mig dræbe dem alle og vende tilbage til mit hjem som en ghâzi (ghazâ-veteran)." Med hele sit hjerte og sin sjæl sagde han "Âmîn" til min bøn.

Så begyndte han at bønfalde Allahu ta'âlâ: "O min Allah! Send magtfulde fjender til mig, og lad mig bekæmpe dem med stor styrke. Lad mig give jihâd sin skyldes.

Lad mig dræbe dem alle sammen. Lad en af dem martyr mig til sidst. Så lad ham skære mine læber, min næse og mine ører over. Lad mig træde frem foran Dig, dækket af blod. Når Du spørger mig: "Abdullah! Hvad har du gjort ved dine læber, din næse og dine ører? Lad mig svare: "O min Allah! Jeg har begået mange fejl med dem. Jeg kunne ikke bruge dem korrekt. Jeg skammede mig over at bringe dem til Dig. Jeg er kommet dækket af jord fra en krig, hvor Din elskede Profet ('alaihis-salâm) deltog."" Jeg ønskede ikke at sige "Âmîn" til en sådan bøn. Men da han ønskede det, og jeg tidligere havde lovet det, sagde jeg uvilligt "Âmîn".

"Krig er bedrag."
Hadîth ash-sharîf

Så trak vi vores sværd og fortsatte kampen. Vi dræbte alle, der kom foran os. Han angreb meget tappert og knuste fjendens rækker. Han slog fjenden gentagne gange; han angreb med et uudtømmeligt ønske om at blive martyr. Mens han kæmpede, reciterede han "Allahu Akbar! Allahu Akbar!" gik han´s sværd i stykker. På det tidspunkt gav vores elskede Profet ham en dadelgren og befalede ham at fortsætte krigen. Som et mirakel blev denne gren til et sværd, og han fortsatte med at kæmpe. Han dræbte mange fjender. Mod slutningen af krigen opnåede han martyr, som han ønskede sig så meget, med de pile, som blev skudt af en polyteist ved navn Abu'l Hakam. Da han blev martyr, angreb de vantro hans krop og skar hans næse, hans læber og hans ører over. Hele hans krop var dækket af blod."

Kazman, blandt mujâhiderne, brækkede skeden af sit sværd og angreb polyteisterne ved at sige: "Døden er meget bedre end at flygte," og opførte sig meget modigt. Han dræbte alene syv eller otte vantro. Til sidst blev han såret og faldt om. Ashâb alkirâm var forbløffet over hans heltemod. Da de underrettede Vores Mester, sagde Han: "Han tilhører Jahannam." Hadrat Katâda ibn Nu'mân gik til Kazman og sagde: "O Kazman! Må martyrdøden være velsignet for dig!" Kazman svarede: "Jeg kæmpede ikke for religionen´s skyld. Jeg kæmpede for at Qurayshîerne ikke skulle komme til Medîna og ødelægge min dadelpalmehave!" Derefter begik han selvmord ved at skære sig i håndledsårer med en pil. Således blev det forstået, hvorfor vores Mester sagde: "Han tilhører Jahannam!"

Siden krigen´s begyndelse med verdenerne´s Mester, vores elskede Profet, kæmpede alle Ashâb al-kirâm meget hårdt. Med heftige angreb fik de den polyteistiske hær til at trække sig tilbage. Mod disse mujâhiderne´s heroiske handlinger begyndte polyteisterne, som tilbad afguderne, der hed Lât, Uzzâ, Hubal, som de lavede af sten og træ, at flygte. Kvinderne, som kom for at opmuntre dem til at kæmpe, forsøgte at fange dem, mens de skreg.

Da Quraysh-polyteisterne begyndte at løbe væk mod Mekka og efterlod deres varer, glædede de muslimske soldater sig og takkede Allahu ta'âlâ for at have opnået den sejr, Han havde lovet. Selv om de havde stor overlegenhed i antal og magt, blev polyteisterne ødelagt foran muslimerne. Mens de flygtede, jagtede de glorværdige Ashâb dem og dræbte dem, når de fangede dem. I mellemtiden nåede Hadrat Hanzala ibn Abû Amîr frem til Abû Sufyân, den øverstkommanderende for den polyteistiske hær. Abû Sufyân forsøgte at flygte på sin hest. Han sårede benene på Abû Sufyân's hest og fik den til at falde ned. Abû Sufyân, som lå på jorden, begyndte at råbe: "O Qurayshî´er! Hjælp! Jeg er Abû Sufyân! Hanzala vil skære mig med sit sværd!" Selv om polyteisterne så dette, løb de væk for deres liv og var ikke interesserede i deres befalingsmænd.

Men i det øjeblik stod polyteisten Shaddâd ibn Aswad bag Hadrat Hanzala. Han stak sit spyd ind i Hanzala's ryg. Selvom Hadrat Hanzala ønskede at angribe og sagde: "Allahu Akbar!" faldt han og opnåede martyr. Hans velsignede sjæl steg op til Jannah. Vores Mester Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) sagde: "Jeg så engle vaske Hanzala med regnvand i en sølvbakke mellem himmel og jord". Abû Usaydî sagde: "Da jeg hørte disse ord fra Rasûlullah, gik jeg hen til Hanzala's lig. Regnvand dryppede fra hans hoved. Jeg vendte tilbage og underrettede Rasûl al-akram om det." Hadrat Hanzala blev kaldt "Gasîl-ul-malâika", det vil sige den person, der blev vasket af malakerne (engle).²⁵⁴ Da de så polyteisterne flygte, troede nogle af bueskytterne ved Aynayn-passagen, at krigen var forbi og forlod deres stillinger. Deres kommandant, Abdullah ibn Jubayr og tolv personer blev der.²⁵⁵

Hadrat Alî´s heltemod

I det øjeblik flyttede kommandanten for Quraysh-bueskytterne Khâlid ibn Walîd, der var på vagt og forsøgte at udnytte enhver mulighed, ryttere under hans kommando, da han så, at antallet af mujâhider i passagen faldt.

I løbet af et minut kom de sammen med Ikrima ibn Abî Jahl til Aynayn-passagen. Hadrat Abdullah ibn Jubayr og hans loyale, trofaste venner dannede en opstilling og spredte sig. De overøste fjenden med pile, indtil deres kogger var tomme. De udbrød: "Allahu akbar! Allahu akbar!" viste de megen heltemod, først med deres spyd og derefter med deres sværd i ansigt til ansigt-kampen. Der var et enormt misforhold mellem de troende og de vantro. De var en mod femogtyve. Indtil den sidste dråbe af deres blod kæmpede de glorværdige Ashâb al-kirâm at udføre deres Profet´s befaling. En efter en blev de hædret med martyrdøden, deres velsignede kroppe faldt til jorden, og deres sjæle fløj til Jannah (radiy-Allahu 'anhum).

Polyteisterne klædte Hadrat Abdullah af og spiddede hans velsignede krop med et spyd. De skar hans mave op og trak hans indre organer ud.

Da Khâlid ibn Walîd og Ikrima martyriserede mujâhiderne i passagen, angreb de hurtigt den islâmiske hærs baglinjer. Da Ashâb al- kirâm så, at fjenden dukkede op bag dem på et øjeblik, havde de ikke mulighed for at reorganisere sig. For mange af dem havde allerede smidt deres våben. Alt ændrede sig pludselig. Qurayshpolyteisterne, som flygtede væk foran, så, at Khâlid ibn Walîd indledte et angreb bagfra. De vendte tilbage. Mujâhiderne var fanget mellem to brande. Fjenden angreb både forfra og bagfra på hæren. Sahâbîerne mistede kontakten med hinanden. De var nødt til at sprede sig.²⁵⁶

Hadrat Alî fortalte som følger: "Jeg dykkede ned i midten af en polyteister's militærenhed, som Ikrima ibn Abî Jahl var i. De omringede mig. Jeg sablede de fleste af dem. Jeg dykkede ind i en anden brigade og eliminerede også de fleste af dem. Da min levetid ikke udløb, skete der ikke noget med mig. I et øjeblik kunne jeg ikke se Rasûlullah. Jeg sagde til mig selv: "Jeg sværger, at Han ikke er sådan en person, der ville forlade slagmarken. Sandsynligvis tog og opsteg Allahu ta'âlâ Ham fra os på grund af vores uhensigtsmæssige handlinger! Nu er der ingen anden vej tilbage for mig end at dø ved at kæmpe mod fjenden". Jeg knækkede skeden på mit sværd. Da jeg angreb polyteisterne og spredte

dem, så jeg, at Rasûlullah var fanget blandt dem. Så forstod jeg, at Allahu ta'âlâ beskyttede Rasûlullah med sine engle."

"Jeg så engle vaske
Hanzala med regnvand

i en sølvbakke mellem

himmel og jord."
Hadîth ash-sharîf

De fjendtlige soldater havde nærmet sig vores Mester Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam). Situationen var meget farlig. Vores elskede Profet forlod ikke Sin position; Han stod og holdt ud som et stejlt bjerg. Mens Han kæmpede mod fjenden, forsøgte Han også at samle. Han spredte Ashâb og sagde: "O sådan og sådan, kom mod mig! O så-og-så, kom mod mig! Jeg er Rasûlullah.

Jannah er for den, der vender tilbage til mig!" Hadrat Abû Bakr, Hadrat 'Umar, Abdurrahmân ibn Awf, Talha ibn Ubaydullah, Alî ibn Abî Tâlib, Zubayr ibn Awwâm, Abû Dujâna, Abû Ubayda ibn Jarrâh, Sa'd ibn Mu'âz, Sa'd ibn Abî Waqqâs, Habbâb ibn Munzir, Usayd ibn Hudayr, Sahl ibn Hanîf, Asim ibn Thâbit, Hârith ibn Simma, ringede pludselig omkring vores elskede Profet og etablerede en levende fæstningsmur for at beskytte Ham.

I mellemtiden hørte man, at Hadrat Abbâs ibn Ubâda, for at genforene de spredte Ashâb al-kirâm, råbte: "O mine brødre! Denne katastrofe, som vi står over for, er resultatet af, at vi ikke har udført vores Profet´s befaling. Spred jer ikke! Samle jer omkring vores Profet! Hvis vi ikke slutter os til beskytterne, og hvis vi forårsager, at Rasûlullah bliver skadet, vil der ikke være nogen undskyldning for os over for vores Rabb!" Hadrat Abbâs ibn Ubâda, sammen med Khârija ibn Zayd og Aws ibn Arqâm, sprang ind i fjenden´s rækker med råb om "Allahu Akbar!" De kæmpede heroisk for Rasûlullah's skyld, for at beskytte Ham. Khârija ibn Zayd havde fået nitten sår. De andre´s var ikke mindre end hans. Således opnåede de alle tre den rang af martyrdøden, som de længtes så meget efter.

Ashâb al-kirâm begyndte i dette meget farlige øjeblik at samle sig omkring vores Mester, Profeten, en efter en. Polyteisterne omringede vores elskede Profet og Hans herlige Ashâb, som beskyttede Ham med deres egne kroppe. De rykkede frem i samlet flok fra alle retninger og lukkede cirklen. Da Verdens Mester så, at en gruppe Qurayshî'er sprang frem, spurgte Hans Ashâb, som var omkring Ham og klar til at give deres liv: "Hvem vil stå over for denne enhed?" Det blev set, at Hadrat Wahb ibn Kâbus sagde: "Må mit liv blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Det vil jeg," og sprang frem. Med et trukket sværd dykkede denne helt, som konstant reciterede Allahu ta'âlâ´s herlige navn, ned i polyteisterne. Vores Mester, Profeten sagde: "Jeg giver jer glædelige budskaber om Jannah." Da Han så hans udholdenhed og kamp mod fjenden, sagde Han: "O min Allah! Hav barmhjertighed med ham! Hav medlidenhed med ham!"

Sa'd ibn Abî Waqqâs, som så, at polyteisterne omringede Hadrat Wahb og martrede ham med spyd, sprang frem for at hjælpe ham og viste stor heltemod, da han var omringet af fjenden. Han dræbte mange vantro og bekæmpede andre. Han kom til sin elskede Profet. Vores Mester, Profeten sagde om Hadrat Wahb: "Jeg er tilfreds med dig. Må Allahu ta'âlâ også være tilfreds med dig." Da vores Mester, Habîb al-akram, så, at en fjendtlig enhed brød mujâhidern´s kreds og rykkede frem mod Ham, sagde Han til Hadrat Alî: "Angrib dem!" Hadrat Alî angreb, han dræbte Amr ibn Abdullah og tvang de andre til at løbe væk. Da hans sværd blev knækket, gav vores Mester, Profeten ham det sværd, der kaldes Zulfikâr. Mens en anden fjendegruppe kom, sagde vores Mester, Profeten: "O Alî! Send disse menneskers

skade væk fra mig." Allahu ta'âlâ´s løve, som var klar til at ofre sit liv for Rasûlullah's skyld, angreb straks. Han dræbte Shayba ibn Mâlik og slog de andre tilbage. I det øjeblik kom Jabrâîl 'alaihis-salâm og sagde til vores Mester, Profeten: "O Rasûlullah! Dette er et ekstraordinært heltemod af Alî." Vores Mester Rasûlullah svarede: "Han er fra mig, jeg er fra ham."

"O min Rabb! Få hans

pile til at nå deres
mål og accepter hans

påkaldelse!"
Hadîth ash-sharîf

Jabrâîl 'alaihis-salâm sagde: "Jeg er fra jer begge." I det øjeblik hørte man en stemme: "Der er ingen helt som Alî, der er intet sværd som Zulfikâr."

Da polyteisterne forstod, at de ikke kunne nærme sig vores elskede Profet, begyndte de at skyde pile. Deres pile gik enten hen over Ham eller faldt ned foran, bagved, til højre eller i nærheden af Ham.

Så snart Ashâb al-kirâm, som kæmpede med stor indsats for at afvise fjenden, så denne situation, samledes de omkring verdens Mester og begyndte at gøre deres egne velsignede kroppe til et skjold mod de kommende pile. Da vores Mester, Profeten beordrede Han´s Ashâb til at gengælde med pile, begyndte sahâbîerne også at skyde pile mod fjenden. Vores elskede Profet beordrede Hadrat Sa'd ibn Abî Waqqâs til at sætte sig foran Ham. Hadrat Sa'd, som var en meget god skarpskytte, begyndte hurtigt at sende pilene en efter en. Ved hver af hans trækninger af en pil fra sin kogger sagde han: "O min Rabb! Dette er din pil! Skyd fjenden med den!" Vores elskede Profet sagde: "O min Allah! Accepter påkaldelsen af Sa'd! O min Allah! Gør Sa'd's pil lige!... Fortsæt Sa'd! Fortsæt!”

Må mine forældre blive ofret for din skyld! Ved hver afskydning af en pil gentog vores Mester, Profeten, de samme invokationer på denne måde.

Da Hadrat Sa'd var løbet tør for pile, gav vores elskede Profet ham Sine egne pile og fik ham til at skyde dem mod fjenden. Hver pil fra Hadrat Sa'd ibn Abî Waqqâs ramte enten en fjende eller hans dyr.

Under polytheisterne´s pileskud stod Hadrat Abû Talha foran vores Mester, Profeten, og beskyttede Ham således med sin egen krop og sit eget skjold mod alle pilene. Fra tid til anden udstødte han høje skrig, som forbløffede fjenden. Vores Mester, Profeten sagde: "Blandt soldaterne er Abû Talhas stemme bedre end hundrede mennesker". Abû Talha, når han fandt en mulighed, afholdt sig ikke fra at skyde pile mod polyteisterne, han skød meget hurtigt og med stor styrke. Han ramte ikke forbi noget af sine mål. Hver gang vores Mester Rasûl al-akram ønskede at kende resultatet af pilene og løftede Sit hoved, sagde Abû Talha, af frygt for at en pil ville ramme Ham, "Må mine forældre blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Løft ikke dit velsignede hoved, så ingen pil fra fjenden kan ramme og skade dig! Min krop er et skjold og et offer for din eksistens! Medmindre de slagter mig, kan de ikke nå dig! Der vil ikke ske dig noget, medmindre jeg dør!"... Han foretrak vores elskede Profet frem for sit eget liv.

Rundt omkring Uhud-feltet blev der kæmpet heftigt og voldsomt. De fortsatte kampen mellem tro og vantro, nogle som ryttere og andre som infanteri. Ashâb al-kirâm kunne endnu ikke tage sig sammen. Der var omkring tredive sahâbi´er omkring vores Mester, Profeten. De gjorde deres kroppe til et skjold mod de kommende pile, spyd og sværd. Deres eneste ønske var at opfylde ordren fra vores Mester, Profeten, og afværge enhver skade, der kunne komme Ham til skade. Hadrat

Hamza, lederen af de modige, trak sig i dette kaos væk fra vores Mester, Profeten. Han kæmpede med et sværd i hver af sine to hænder. Han spredte frygt i fjenden´s hjerter med råbene "Allahu Akbar!".... Indtil da havde han alene dræbt mere end enogtredive polyteister og berøvet mange af dem deres arme eller ben. Mens han spredte en polyteistgruppe, der omringede ham, udfordrede Sibâ ibn Umm Anmâr Hadrat Hamza ved at sige: "Er der en mester, der kan stå over for mig?" Hadrat Hamza sagde: "Kom nær mig, O søn af en omskåret kvinde!

Så du udfordrer Allahu ta'âlâ og Han´s Rasûl?" I et øjeblik greb han ham i benene og slog ham ned.²⁵⁷ Han halshuggede ham. Derefter så han Wahshî sigte ham med et spyd i hånden bag stenen over for ham. Med det samme gik han hen imod ham. Da han kom til graven, som var gravet af oversvømmelserne, gled han og faldt på ryggen. I det øjeblik åbnede panseret på hans mave sig. Wahshî benyttede lejligheden og skød sit spyd! Spyddet fløj og ramte Hadrat Hamza´s velsignede krop. Den store af heltene faldt der og sagde: "Min Allah!" Han opnåede martyrdøden og nåede den rang, han længtes efter. Han ofrede sit liv på Allahu ta'âlâ´s vej, for sin elskede Profet (radiy-Allahu 'anh).

I mellemtiden opmuntrede en person i fjenden´s rækker polyteisterne til at angribe verdens Mester (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) ved at sige: "O Qurayshfællesskab! Hold ikke op med at kæmpe mod Muhammed, som ikke overholder slægtskabsrettighederne, og som har splittet jeres nation. Hvis Muhammed overlever, må jeg ikke overleve." Denne stemme tilhørte Âsim ibn Abî Awf. Hadrat Abû Dujâna havde hørt denne stemme. Han søgte, mens han kæmpede, og fandt Âsim ibn Abî Awf og dræbte ham straks. Men Ma'bad, polyteisten bag ham, svingede sit sværd mod Hadrat Abû Dujâna med al sin kraft. Som en skænkelse fra Allahu ta'âlâ, gik Abû Dujâna pludselig og hurtigt på hug og undgik det fatale slag. Med det samme rejste han sig op, slog sit sværd og dræbte Ma'bad.

Quraysh-polyteisterne´s mål var verdens Mesteren. De brugte alle deres kræfter på at nærme sig Ham. Men de kunne ikke passere den ærefulde, herlige Ashâb, som omringede Ham og ikke tøvede med at ofre deres liv for at Han ikke skulle blive skadet. Disse tredive helte sagde: "O Rasûlullah! Vores ansigt er et skjold foran Dit velsignede ansigt; vores krop er ofret for Dit velsignede legeme. Vi ønsker kun Din sikkerhed."

Polyteisterne angreb i grupper. Da vores Mester Fakhr al-âlam pegede på en gruppe fjendtlige soldater og spurgte Sin heroiske Ashâb, der var omkring Ham, og som gjorde deres kroppe til et skjold for Ham: "Hvem vil ofre sig selv for at beskytte os på Allahu ta'âlâ´s vej?" Fem Medîna-sahâbî sprang frem. Disse helte kæmpede rasende ved at sige takbîr´er foran vores Mester, Rasûlullah, velsignede øjne. Til sidst blev fire af dem martyrdøden lige der. Da femte havde fået fjorten sår og faldt til jorden, sagde Verdens Mester: "Bring ham hen til mig". Han blødte fra alle steder. Vores elskede Profet satte sig ned og strakte Sine velsignede fødder ud som en pude for hans hoved. Denne lykkelige sahâbî, som opnåede martyrdøden´s ære i denne tilstand, var Hadrat Umâra ibn Yazîd.

Talha ibn Ubaydullah's heltemod

Da polyteisterne kom tættere på, spurgte vores Profet: "Hvem vil konfrontere dem, hvem vil stoppe dem?" Hadrat Talha ibn Ubaydullah svarede: "Det vil jeg!

O Rasûlullah!" Han ønskede at styrte fremad. Vores Mester, Profeten sagde: "Hvem er der ellers, som dig?" En sahâbî fra Medîna bad om tilladelse ved at sige: "O Rasûlullah! Jeg er!" Da vores elskede Profet svarede: "Så konfronterer du dem,” sprang han frem og angreb polyteisterne.

"Talha og Zubayr er
mine naboer i Jannah."

Hadîth ash-sharîf

Han udviste mange hidtil usete heltemodige handlinger. Efter at have dræbt adskillige vantroer blev han hædret med martyrdøden.²⁵⁸ Vores Mester Rasûl alakram spurgte igen: "Hvem vil konfrontere dem?" Foran alle kom Hadrat Talha igen frem. Da vores Mester, Profeten spurgte: "Hvem er der ellers, som dig?" En velsignet person fra Ansâr sagde: "Jeg vil konfrontere dem, O Rasûlullah." Vores Profet sagde: "Så konfronter dem." Også han opnåede martyrdøden ved at bekæmpe polyteisterne. På samme måde opnåede alle sahâbîerne, som var til stede i nærheden af vores Mester, Profeten, på det tidspunkt, martyrdøden ved at bekæmpe fjenden.

Derefter var der ingen tilbage nær universet´s Mester, undtagen Hadrat Talha ibn Ubaydullah. Hadrat Talha var bange for, at Rasûlullah skulle komme til skade, han skyndte sig overalt og kæmpede ihærdigt mod de vantro. Den meget hurtige svingning af hans sværd, hvordan han øjeblikkeligt afværgede fjenderne´s angreb rundt omkring Rasûlullah, den måde han gjorde sin krop til et skjold mod angreb med pile, spyd og sværd, var sådan en unik begivenhed. Hadrat Talha hvirvlede rundt og ignorerede de sværd, der skar hans krop ned. Hans ønske var at beskytte universet´s Mester og opnå martyrdøden for den skyld, ligesom hans andre brødre. Der var ingen steder på hans krop, der ikke var såret. Der var ikke andet synligt på hans tøj end blod. Selv om han var i en sådan tilstand, dækkede han alle sider. I det øjeblik nåede Hadrat Abû Bakr og Sa'd ibn Abî Waqqâs frem til vores Mester Rasûl al-akram.

Heltene´s mester, Hadrat Talha, besvimede og faldt til jorden på grund af blodtab. Han blev såret af sværd-, spyd- og pileslag. Han havde seksogtres større og utallige mindre sår. Vores elskede Profet beordrede Hadrat Abû Bakr til at hjælpe Hadrat Talha med det samme. Abû Bakr as-Siddîq dryssede vand på hans ansigt for at vække ham. I det øjeblik Hadrat Talha ibn Ubaydullah vågnede op, spurgte han: "O Abû Bakr! Hvordan har Rasûlullah det?" Han viste skønheden af sin hengivenhed og loyalitet over for Ham. Det var den sidste grad af at elske Rasûl al-akram, at ofre sit liv for Hans velsignede krop. Da Hadrat Abû Bakr svarede: "Han har det godt. Han har sendt mig.". Talha følte lettelse og sagde: "Utallige shukr (tak) til Allahu ta'âlâ. Så længe Han er i live, er alle problemerne ingenting." I mellemtiden var nogle andre sahâbî´er også nået frem til dem.

Verdens Mester, Muhammed Mustafâ (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), ærede Hadrat Talha med Sin tilstedeværelse. Den sårede mujâhid græd af glæde, da han så Rasûlullah i live. Vores Mester, Profeten, gned hans krop, åbnede derefter Sine hænder og påkaldte: "O min Allah! Helbred ham, giv ham kraft." Som et mirakel fra vores Mester Rasûl al-akram, rejste Hadrat Talha sig op ved godt helbred og begyndte at kæmpe mod fjenden igen. Vores elskede Profet sagde om ham: "På Uhud-dag på jorden, så jeg, at der ikke var nogen i nærheden af mig, undtagen Jabrâîl på min højre side og Talha ibn Ubaydullah på min venstre side."²⁵⁹ "Den, der ønsker at se på en mand fra Jannah, der går på jorden, bør se på Talha ibn Ubaydullah."

Krigen fortsatte intenst på alle fronter. Omkring vores Mester, Profeten, var der sahâbîer som Abû Dujâna, flagmanden Mus'ab ibn Umayr, Talha ibn Ubaydullah, Lady Nasîba, som kom fra de bageste linjer for at beskytte vores Profet og nogle andre. Sammen med Rasûlullah kæmpede de mod polyteisterne. En glubsk polyteist, Abdullah ibn Hunayd, fuldt bevæbnet og i fuld rustning, så vores elskede Profet. Han råbte: "Jeg er søn af Zuhayr. Vis mig Muhammed. Enten vil jeg dræbe Ham, eller også vil jeg dø ved siden af Ham." Da han spurtede sin hest mod vores Mester, Profeten, stod Hadrat Abû Dujâna foran ham og sagde: "Så kom! Jeg er en, der beskytter Muhammad 'alaihis-salâm's velsignede krop med sin egen krop. Du kan ikke nå Ham, medmindre du knuser mig!" Han slog sit sværd mod benene på Abdullah ibn Hunayd´s hest. Han fik ham til at falde og løftede sit sværd og slog ham og sagde: "Tag dette fra Harasha-sønnen!" Da han så denne hændelse, påkaldte verdenerne´s Mester: "O min Allah! Være tilfreds med Harasha´s søn (Abû Dujâna), ligesom jeg er tilfreds med ham!"

Mâlik ibn Zuhayr fra polyteisterne, som var en skarpskytte og en ufejlbarlig bueskytte, ledte efter vores Mester, Profeten, og planlagde at skyde Ham med en pil ved den første lejlighed. Han kom tæt på vores Mester Rasûlullah, trak sin bue, sigtede på vores elskede Profet´s velsignede hoved og skød sin pil. Der var ikke engang tid nok til at blinke med øjnene. Hadrat Talha gjorde sig selv til målet ved straks at åbne sin hånd. Pilen ramte Hadrat Talha´s hånd og flåede den i stykker. Alle nerverne i hans fingre blev skåret over, og knoglerne i hans hånd blev knust. Vores Mester Fakhr al-âlam sall-Allahu 'alaihi wa sallam så også, hvad der skete. Han blev meget oprørt og sagde: "Hvis du havde sagt Bismillah (da du rakte hånden ud mod pilen for at beskytte mig), ville engle have opsteget dig til himlen, mens folk kiggede på dig."²⁶⁰

Fire Mekka-polyteister ved navn Abdullah ibn Kamîa, Ubayy ibn Halaf, Utba ibn Abî Waqqâs og Abdullah ibn Shihâb al-Zuhrî havde svoret en ed på at dræbe vores Mester Rasûl al-akram. I denne vanskelige tid kæmpede vores Mester Rasûlullah sammen med nogle af Han´s sahâbîer voldsomt mod fjenden. Foran vores Mester, Profeten, var der flagmanden, Hadrat Mus'ab ibn Umayr. På grund af den rustning, han havde båret, lignede Hadrat Mus'ab meget vores elskede Profet. Han holdt den islâmiske hær´s banner i sin højre hånd, og han havde også kæmpet intenst mod polyteisterne. I det øjeblik nærmede Ibn Kamîa sig, i fuld rustning og på sin hest. Han råbte: "Vis mig Muhammed! Må jeg ikke overleve, hvis Han overlever!" Han red på sin hest mod vores Mester, Profeten. Hadrat Mus'ab og Lady Nasîba konfronterede ham og begyndte at bekæmpe ham ved at gøre deres kroppe til et skjold for vores Mester, Profeten. De ramte ham med mange sværdslag; men den vantro blev ikke påvirket på grund af hans rustning. Ibn Kamîa slog Lady Nasîba med sit sværd og rev hendes skulder over. Derefter skar han Hadrat Mus'ab's højre hånd af, som holdt banneret. Mus'ab ibn Umayr, hvis højre hånd var afhugget, holdt Islâm´s velsignede banner med sin venstre hånd uden at lade den falde.

I det øjeblik var han ved at recitere âyat al-karîma, i maal, "Muhammed 'alaihis- salâm er en Rasûl. Der har også været Rasûl´er før Ham."²⁶¹ Denne gang huggede Ibn Kamîa sit sværd i Hadrat Mus'ab's venstre-hånd. Den glorværdige flagmand, hvis venstre-hånd også blev skåret af, ville ikke tillade, at Islâm´s banner faldt. Den heroiske sahâbî holdt banneret med sine arme og pressede det mod sin krop, så det fortsatte med at flyve. Ibn Kamîa slog sit spyd ind i kroppen af denne herlige sahâbî. Også han gik til âkhirat som martyr ligesom sine andre venner. Mens Hadrat Mus'ab faldt, fik Islâm´s glorværdige banner ikke lov til at falde til jorden; en engel i Mus'abs form havde fanget det. Da vores elskede Profet befalede: "Fremad, O Mus'ab! Fremad!" svarede englen, som holdt banneret, "Jeg er ikke Mus'ab". Så forstod vores Mester, verdenerne´s Sultan, at han var en engel og gav banneret til Hadrat Alî.²⁶²

"Den, der ønsker at se
på en mand fra Jannah,

der går på jorden, bør

se på Talha ibn Ubay-

dullah."
Hadîth ash-sharîf

Ibn Kamîa troede, at Hadrat Mus'ab var vores Mester, Profeten. I hast nåede han frem til polyteisterne og begyndte at råbe: "Jeg har dræbt Muhammed!" Polyteisterne, der hørte dette, blev med glæden ved at nå deres mål endnu mere overdrevne. Ashâb al-kirâm, som ikke kendte virkeligheden af hændelsen, faldt i sorg. Luften blev fyldt med sorg. Selv Hadrat 'Umar´s hænder faldt til hans sider, og han satte sig bare ned sammen med sine venner. Da Anas ibn Nadr så dem i denne tilstand, spurgte han: "Hvorfor sidder I?"

De svarede: "Rasûlullah er blevet martyr!...." Hadrat Anas sagde: "Selv hvis Rasûlullah blev martyr, Han´s Rabb (Allahu ta'âlâ) er evig. Hvad skal vi gøre ved at overleve efter Rasûlullah? Nu, rejs jer op! Lad os ofre vores liv for det samme, som vores Mester, Profeten ofrede Sin velsignet liv for." Han brød sit sværds skede²⁶³ og angreb fjenden med trukket sværd og råbte: "Allahu Akbar!..." Han dræbte mange af de vantro, og han blev martyr. Alene hans ansigt havde halvfjerds sår. Da han havde utallige sår på kroppen, kunne ingen genkende ham undtagen hans søster.

Mange af Ashâb al-kirâm var blevet spredt, og nogle af dem havde opnået martyrdøden. Polyteisterne fik en fordel af deres tilstand og samledes omkring vores Mester Rasûl al-akram. Med sten og sværd forsøgte de at martyre Ham. Da Han havde to foldninger af rustning på, påvirkede slagene Ham ikke. Stenene kastet af Utba ibn Abî Waqqâs ramte vores elskede Profet´s ansigt og sårede Han´s underlæbe. En velsignet (incisor) tand på Han´s højre underkæbe blev knækket. I det øjeblik kom polyteisten Ibn Kamîa også og svingede sit sværd mod hovedet på verden´s Mester. Vores elskede Profet´s hjelm blev knust, dens to ringe sank ned i Hans velsignede templer.

Fra et andet sværdslag fra Ibn Kamîa blev Han såret på Sin velsignede skulder og faldt på Sin siden ned i den dybe grube, som Abû Âmir gravede for at få muslimer til at falde. Vores elskede Profet påkaldte med hensyn til Ibn Kamîa: "Må Allahu ta'âlâ gøre dig bedrøvelig og elendig!" Ibn Kamîa glædede sig ekstremt meget. Han råbte: "Jeg har dræbt Muhammed! Jeg har dræbt Muhammed!..." gik han hen til Abû Sufyân. Polyteisterne havde nået deres mål! De var ikke længere interesseret i vores Profet. De havde trukket sig tilbage fra omkring den grube, hvor vores Mester, Profeten, var. De vendte sig om for at bekæmpe Ashâb al-kirâm.²⁶⁴

Da vores Mester, Rasûl al-akram ('alaihis-salâm) faldt ned i graven, blødte Han´s velsignede kinder. Da Han tørrede Sit ansigt med Sine hænder, så Han, at Han´s hænder og Han´s skæg var dækket af blod. Inden blot en dråbe blod kunne falde ned på jorden, kom Jabrâîl 'alaihis-salâm og fangede det velsignede blod og sagde, "O Allah´s Habîb! I Allahu ta'âlâ´s navn, hvis dette blod faldt, ville der ikke være nogen grøn plante på jorden før qiyyâmat." Vores Mester, Fakhr al-âlam bad for hidâyat (vejledning) af folk, der forsøgte at dræbe Ham, som slog Ham med sværd, som brækkede Han´s velsignede tænder og blodiggjorde Han´s velsignede ansigt, og sagde: "Hvis en dråbe blod falder fra mig på jorden, vil ulykken komme fra himlen. O min Rabb! Tilgiv mit folk! For de ved det ikke."

I det øjeblik råbte Hadrat Ka'b ibn Mâlik: "O muslimer! Gode nyheder! Rasûlullah er her!" De herlige Ashâb, der hørte denne stemme, løb derhen, som om de fik et nyt liv. Hadrat Alî og Talha ibn Ubaydullah kom straks og tog Ham op af graven. Hadrat Abû Ubayda ibn Jarrâh trak med sine tænder hjelmen´s ringe ud, som sad fast i vores elskede Profet´s velsignede tindinger. Da han trak disse jernstykker ud, kom hans to fortænder også ud. Hadrat Mâlik ibn Sinân, en af Ashâb al-kirâm, slikkede blodet fra vores Mester Rasûlullah's velsignede ansigt. På dette sagde vores Mester, Profeten: "Jahannam´s ild vil ikke røre den, hvis blod er blandet med mit blod."

Polyteisterne indledte igen en offensiv. Ashâb al-kirâm, med glæde over at genforenes med vores Mester, Profeten, dannede en ring omkring Ham på et øjeblik, og de tillod ikke nogen polyteister at bryde ind i cirklen. Polyteisterne, der forstod, at de ikke kunne gøre noget mod vores Mester, Profeten, begyndte at gå op ad bjerget. Sultanen af de to verdener sagde til Hadrat Sa'd ibn Abî Waqqâs: "Vend dem tilbage." Hadrat Sa'd spurgte: "O Rasûlullah! Jeg har kun én pil tilbage. Hvordan kan jeg få dem til at vende tilbage med det?" Vores Mester Rasûlullah gentog den samme befaling. Herpå trak bueskytterne´s mester, Hadrat Sa'd ibn Abî Waqqâs, én pil fra sin kogger og skød den. Pilen ramte sit mål og fik en polyteist til at falde. Da han igen rakte hånden ud til sin kogger, så han, at der var endnu en pil. Han kiggede omhyggeligt på den; det var den foregående pil. Endnu en polyteist døde. Dette skete igen og igen. Som et mirakel fra vores elskede Profet havde Hadrat Sa'd fundet den samme pil i sin kogger hver gang. Da Qurayshîerne så, at deres mænd blev dræbt en efter en, opgav de at bestige bjerget. De gik ned og trak sig tilbage.

Blandt dem red Ubayy ibn Halaf på sin hest mod vores Mester, Profeten og begyndte at råbe: "Hvor er den person, der påstår at være Profet? Lad Ham konfrontere mig og kæmpe!" Selv om Ashâb al-kirâm ønskede at konfrontere ham, tillod vores elskede Profet dem ikke det. Han tog Hadrat Haris ibn Simma's spyd og gik frem. Den foragtelige Ubayy spændte sin hest og nærmede sig og sagde: "O Muhammed! Må jeg ikke overleve, hvis du overlever!" Han var fuldt bevæbnet, fra top til tå. Verdens Mesteren kastede spyddet i Sin hånd mod Ubayys strube. Spyddet fløj og stak sig ind i hans hals mellem hjelmen og kraven på hans rustning. Ubayy faldt grædende om som et dyr. Han´s ribben var brækket. Polyteisterne løftede og tog ham med sig. Han døde på vejen og råbte: "Muhammed har dræbt mig!..." Vores Mester Rasûlullah, med Sin Ashâb, som var ved siden af Ham, begyndte at stige op mod Uhud klipperne. Da Han nåede klipperne, ville Han klatre op. Da Han var så træt, og Han bar en dobbelt rustning og havde modtaget mere end halvfjerds sværdslag, kunne Han ikke. På dette tidspunkt tog Hadrat Talha vores Mester, Profeten, på ryggen op ad klipperne. Vores elskede Profet sagde: "Da Talha hjalp Rasûlullah, blev Jannah

nødvendigt for ham." Da Han ikke havde nogen magt, kunne Han kun udføre middagsbønnen siddende.

"Da Talha hjalp Rasû-

lullah, blev Jannah
nødvendigt for ham."

På bjergskråningerne angreb sahâbîerne polyteisterne som løver. De havde gjort livet uudholdeligt for dem, der ramte vores Profet. I mellemtiden kom Khâtib ibn Baltaa til vores elskede Profet og spurgte: "Må mit liv blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Hvem har gjort dette mod dig?" Vores Mester svarede:

Hadîth ash-sharîf

"Utba ibn Abî Waqqâs kastede en sten efter mig, ramte mit ansigt og knækkede min fjerde tand." På dette spurgte Hadrat Khâtib igen: "O Rasûlullah! Hvilken vej gik han?" Vores Mester, Profeten dirigerede ham i retning, hvor han var gået hen. Hadrat Khâtib løb i den retning. Efter søgende, fandt han Utba. Han fik ham til at falde ned fra sin hest og halshuggede ham med ét slag. Han bragte hovedet til Rasûlullah og gav den gode nyhed. Vores Mester, Profeten påkaldte velsignelser over ham: "Må Allahu ta'âlâ være tilfreds med dig. Må Allahu ta'âlâ være tilfreds med dig." Polyteisterne kunne ikke gøre modstand mod Ashâb al-kirâm, som omorganiserede sig og angreb igen. Efter at have lidt næsten tredive dødsfald forlod de slagmarken og drog af sted mod Mekka. Den forfalskede nyhed om vores Mester, Profeten, martyrdøden var nået til Medîna. Damerne som Hadrat Fâtima, Hadrat Âisha, Umm Sulaym, Umm Ayman, Hamna bint Jahsh og Quayba løb til Uhud. Da Hadrat Fâtima så, at hendes far, vores elskede Profet, var blevet såret, græd hun. Vores Mester Rasûlullah trøstede hende. Hadrat Alî bragte vand i sit skjold. Med det vand vaskede vores mor Fâtima blodet og vores Mester, Profeten´s velsignede ansigt. Blodstrømmen fra såret i Han´s ansigt stoppede dog ikke. Da Hadrat Fâtima brændte et stykke halm og pressede dens aske på såret, stoppede udstrømningen.²⁶⁵

Så gik Han ned på slagmarken. Først blev de sårede identificeret, derefter deres sår blev forbundet. Polyteisterne havde gjort nogle af martyrerne uigenkendelige.

De havde skåret deres ører, næser og andre lemmer af dem og taget deres organer ud af kroppen. Hadrat Abdullah ibn Jahsh var blandt dem. Vores elskede Profet og Hans Ashâb, som havde set dette, blev meget bedrøvede. De mest fremtrædende af Han´s sahâbîer havde opnået martyrdøden, efter at have udgydt deres blod på jorden i Uhud og var steget op til Jannah. Men denne behandling mod martyrerne var uudholdelig. Ud over vores Mester, Profeten, blev alle sahâbîerne fyldt af sorg. Over for denne scene græd verdenerne´s Mester. Med tårer løbende ned ad Han´s velsignede ansigt sagde Han: "Jeg vil på qiyâmat-dagen bevidne, at disse martyrer har ofret deres liv for Allahu ta'âlâ´s skyld. Begrav dem med deres blod. Wallahi, de vil komme til mahshar²⁶⁶ på qiyâmat-dagen, mens deres sår bløder. Farven på deres blod vil være blodet´s farve, og lugten af deres blod vil være moskus."

Så sagde vores elskede Profet: "Jeg kan ikke se Hamza. Hvad er der sket med ham?" Hadrat Alî søgte og fandt ham. Da vores Profet kom og stod over for denne ufattelige scene, kunne Han ikke udholde det. Hadrat Hamza´s ører, næse og andre lemmer var blevet skåret af; hans ansigt var blevet gjort uigenkendeligt; han var blevet udtaget, og hans lunger var blevet taget ud. Mens vores Mester, Profeten, udgød tårer fra Sine velsignede øjne, henvendte Han sig til Hadrat Hamza og sagde: "O Hamza! På intet tidspunkt har ingen lidt og vil heller ikke lide så meget

som du har lidt. O Rasûlullah´s (faderlige) onkel! O Hamza, løven af Allahu ta'âlâ og Han´s Rasûl! O Hamza, der gør gode gerninger! O Hamza, beskytteren af Rasûlullah! Må Allahu ta'âlâ forbarme sig over dig!...."

I det øjeblik blev der set en kvinde, der kom i en fart, og som havde travlt. Hun var vores elskede Profet´s tante, vores mor Hadrat Safiyya. Ligesom andre damer var hun løbet til Uhud, da hun hørte rygtet om vores Mester Rasûlullah´s martyrdød. Da vores Mester Rasûl al-akram så Sin tante og tænkte, at hun ikke kunne udholde martyrerne´s tilstand, sagde Han til Zubayr ibn Awwâm, hende´s søn: "Vend din mor tilbage, og lad hende ikke se sin bror´s lig." Hadrat Zubayr løb og nåede frem til sin mor. Den velsignede kvinde spurgte begejstret sin søn: "O min søn! Giv mig nyheder om Rasûlullah!..." Hadrat Alî var kommet ved siden af dem. Da Hadrat Alî sagde: "Alhamdulillah,²⁶⁷ Rasûlullah er i god behold," blev hun lettet, men hun kunne ikke lade være med at spørge: "Lad mig se Ham." Så pegede Hadrat Alî på verdenerne´s Mester. Da vores mor Hadrat Safiyya så, at vores Mester, Profeten, var i live, glædede hun sig og priste Allahu ta'âlâ. Denne gang ønskede hun at gå videre for at se sin bror Hadrat Hamza´s situation. Da hende´s søn Zubayr sagde: "O min mor! Rasûlullah beordrer dig til at gå tilbage", sagde hun: "Hvis min tilbagevenden er for ikke at vise mig, hvad der skete med ham, så har jeg allerede erfaret, at min bror´s krop var blevet skåret og flået i stykker. Han havde lidt den situation på Allahu ta'âlâ´s vej. Vi er forberedt på værre situationer på denne vej. Vi vil kun vente på dens optøning fra Allahu ta'âlâ. Inshâallah, vi vil være tålmodige og udholde det." Da Hadrat Zubayr ibn Awwâm kom og informerede om disse, vores Mester, Profeten sagde: "Så lad hende se ham."

Hadrat Safiyya sad nær Hadrat Hamza´s krop og græd stille og roligt. Da Hadrat Safiyya kom, havde hun medbragt to cardigans. Hun tog dem frem og sagde: "Jeg har taget dem med til min bror Hamza, være sød at pakke ham ind i dem." Sayyidush-Shuhadâ, det vil sige martyrerne´s mester, Hadrat Hamza blev indhyllet i en af disse cardigans.²⁶⁸ Vores Mester Habîbullah kom ved siden af fanebæreren Mus'ab ibn Umayr. Hadrat Mus'ab's hænder var blevet skåret af, og han havde fået sår på mange dele af kroppen. Området omkring ham var en pøl af blod. Vores Mester, Profeten blev igen dybt bedrøvet, og henvendt til disse glorværdige martyrer reciterede Han den 23. âyat al-karîma af Sûrah al- Ahzâb. I maal: "Der er så modige blandt Mu'min´er, at de viste loyalitet over for det løfte, de gav til Allahu ta'âlâ. Nogle af dem holdt deres ord om at kæmpe indtil opnå martyrium (og de blev martyrer). Og nogle af dem venter på at opnå martyrium. De har aldrig ændret deres ord." Efter det, vores Mester, Profeten sagde: "Og Allahu ta'âlâ´s Rasûl er vidne til, at I vil blive genopstået som martyrer i nærvær af Allahu ta'âlâ, på qiyâmat-dagen."

Derefter vendte Han sig til de mennesker, der stod ved siden af Ham, og sagde: "Besøg disse mennesker. Hils dem. Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, at hvem der end hilser på dem i denne verden, vil disse herlige martyrer hilse på dem til gengæld på qiyâmat."

De kunne ikke finde noget til at lave et ligklæde til Hadrat Mus'ab ibn Umayr. Han´s egen kaftan dækkede ikke hele han´s krop. Hvis de dækkede han´s hoved, ville han´s fødder være blottet. Hvis de dækkede han´s fødder, ville han´s hoved være blottet. Vores Mester, Habîb al-akram 'alaihissalâm sagde: "Dæk han´s hoved med kaftan, han´s fødder med izhir plante."²⁶⁹

"O Hamza! På intet ti-
dspunkt har ingen lidt
og vil heller ikke lide så

meget som du har lidt.

O Rasûlullah´s onkel!

Denne lykkelige sahâbî, som tilbragte sit liv med at tjene Islâm, og som opnåede martyriumsgraden, efterlod verden med et halvt ligklæde.²⁷⁰

O Hamza, løven af
Allahu ta'âlâ og Han´s

Rasûl! O Hamza, der
gør gode gerninger! O
Hamza, beskytteren af

De andre martyrer, efter at deres janâza namâz var blevet udført, blev begravet med deres blodige tøj og lagt i grave i grupper af to og tre. Ved Ghazâ i Uhud blev halvfjerds mennesker martyrer. Fireogtres af dem var fra Ansâr, seks af dem fra Muhâjirer.

Rasûlullah! Må Allahu

ta'âlâ forbarme sig

over dig!...."
Hadîth ash-sharîf

De fleste af Ashâb al-kirâm´s slægtninge havde opnået martyrium. På grund af dette blev de såret i hjertet. For at trøste de overlevende sagde vores Mester, Habîb al-akram: "Wallahi, hvor meget ville jeg ønske, at jeg kunne have opnået martyrium sammen med min Ashâb og tilbragt natten i hjertet af Uhud. Da dine brødre var martyrdøden, satte Allahu ta'âlâ deres sjæle i de grønne fugles kræet.

De går til floderne i Jannah og drikker af deres vand. De spiser frugterne der. De ser over hele Jannah. De flyver i dens rosenhaver. Så træder de ind i gyldne lys, der hænger under Arsh al-a'lâ (materiens ende, der grænser op til de syv himle og Kursî, som er uden for den syvende himmel og inde i Arsh.) og tilbringe aftenen der. Når de ser nydelsen og skønheden af disse mad og drikke, siger de: "Hvis bare vores brødre vidste, hvad Allahu ta'âlâ har skænket os, så ville de ikke afholde sig fra jihad, ikke være bange for at kæmpe og ikke vende sig bort fra fjenden. Allahu ta'âlâ erklærede: 'Jeg vil informere dem om jeres situation'." (Og Janâb al-Haqq sagde ved at nedtage en âyat al-karîma, i maal:) "Antag ikke at de, der opnåede martyrdøden på Allahu ta'âlâ´s vej, er døde! Sandelig, de er i live, de får næring i deres Rabb's nærvær. Så meget, at de fryder sig over det (martyriet´s rang), Allahu ta'âlâ skænkede dem. Og de vil gerne give glædelige budskaber til dem, der endnu ikke har sluttet sig til dem (ved at opnå martyrdøden): "Der er hverken frygt eller sorg for dem". De glæder sig på grund af den gunst og velsignelse, som kommer fra Allahu ta'âlâ og det glædelige budskab, at Allahu ta'âlâ ikke vil lade Sin belønning for mu'min´er gå til spilde."²⁷¹ Allahu ta'âlâ, der viser sig for dem, siger: "O Mine slaver! Sig det, som I længes efter, og Jeg vil tilbyde jer det i rigelige mængder." Så siger de: "O vores Rabb! Der er ingen velsignelse, der er højere end dem, som Du har skænket os, som vi længes efter. Vi spiser altid alt det, vi gerne vil have i Jannah. Men det, vi længes efter, er, at vores sjæle vender tilbage til vores krop og bliver sendt tilbage til verden og bliver dræbt igen for Din skyld."

Der var ikke noget tilbage at lave der. De huskede. En enestående ghazâ i historien blev lavet ved Uhud, hvor de var kommet for jihad fî sabîlillah, dvs. for at sprede Allahu ta'âlâ´s religion. Mange ufattelige begivenheder af Ashâb al-kirâm´s heltemod var blevet vidne til, og endnu en task var blevet lært de vantro.

Verdens Mester sall-Allahu 'alaihi wa sallam tog afsted til det strålende Medîna med Sin velsignede Ashâb. Da de ankom til stedet kaldet Harre, fik Han Hans Ashâb til at danne en linje, udstrakte Sine velsignede hænder og begyndte at bønfalde Allahu ta'âlâ og bad som følger: "O min Allah! Ros og forherligelse er for Dig mest. O min Allah! Der er ingen, der kan vise den sande vej til den, som Du efterlod i afsky, og der er ingen, der kan afvige den, som Du har givet adgang til den sande vej... O min Allah! Få os til at elske troen. Forskøn vores hjerter med tro. Få os til at hade vantro, umådeholdenhed og overdrevenhed. Gør os til en af dem, der ved, hvad der er skadeligt for vores religiøse og verdslige anliggender. Gør os til en af dem, der har fundet den sande vej. O min Allah! Lad os leve som muslimer og dø som muslimer. Inddrag os blandt dem, der er fromme og gode. For de mister hverken deres ære eller værdighed eller falder fra. O min Allah! Slå de vantro, som modsagde Din Rasûl, som vendte sig bort fra Din vej og som kæmpede mod Din Profet! Sænk over dem Din pine, som er sandt og virkeligt!.... Âmîn!"

Ashâb al-kirâm deltog også i denne påkaldelse ved at sige: "Âmîn! Âmîn!" Vores elskede Profet var kommet tæt på Medîna med Sin Ashâb. Kvinder og børn, som var tilbage i Medîna, strømmede ud på vejene med nysgerrighed og sorg; de forsøgte at se verden´s Mester i den kommende hær. Da de så Hans lysende ansigt, der oplyste verden, takkede de Allahu ta'âlâ. Så, mens de så på hæren, søgte de efter fædre, ægtemænd, sønner og onkler. Hvis de ikke kunne se dem, var de ikke i stand til at holde deres tårer. Vores Mester Rasûl al-akram, som så denne tilstand hos Sin Ashâb, blev meget bedrøvet, og tårerne trillede ned ad Hans velsignede ansigt.

Et øjeblik så man, at Lady Kabsha, Sa'd ibn Mu'âz' mor, nærmede sig vores Mester, Profeten. Hans søn Amr havde opnået martyrdøden i Uhud. Da hun kom til vores Profet´s nærvær, sagde hun: "O Rasûlullah, må mine forældre blive ofret for Din skyld! Alhamdulillah, du er i god behold. Så længe som du er i sikkerhintet andet kan påvirke mig!" Hun spurgte ikke om sin elskede søn. Efter vores elskede Profet udtrykte Sin medfølelse med hende over tabet af hendes søn Amr, Han sagde: "O mor til Sa'd! Glædelige budskaber til dig og hans husstand, at, alle de, der opnåede martyrdøden fra dem, kom sammen i Jannah og blev venner med hinanden. De vil også gå i forbøn for deres husstande."

Så sagde Lady Kabsha: "O Rasûlullah, vi samtykker til alt, hvad der kommer fra Allahu ta'âlâ! Hvem ville græde over dem efter disse glædelige budskaber? Være venlig at bede for de overlevende." På dette bad verdenerne´s Mester som følger: "O min Allah! Fjern sorgerne i deres hjerter! Og gør de overlevende af dem, de mest velvillige af de overlevende!"

Vores Mester, Profeten, sagde til Sin Ashâb, med henvisning til kampen mod kroppens begær: "(O min Ashâb!) Nu er vi vendt tilbage fra den lille jihâd, og vi vil begynde den store jihad."²⁷² Derefter anbefalede Han alle at hvile sig i deres hjem og de sårede at få behandling. Han blev også såret. Han gik direkte til Sit hjem af lyksalighed.

Hamrâ-ul-Asad's Ghazâ

Da Rasûlullah sall-Allahu 'alaihi wa sallam vendte tilbage til Medîna, tog Han forholdsregler mod muligheden for et pludseligt polyteistisk angreb på Medîna.

Mandag efter Ghazâen i Uhud, selv om Han var såret, for at gøre det kendt, at muslimerne ikke var svækket og for at skræmme fjenden, så de ikke ville angribe Medîna, sagde Han til Bilâl al-Habashî: "Sig til dem, Rasûlullah ('alaihis-salâm) beordrer jer til at jage fjenden! De, der ikke kæmpede sammen med os i går, skal ikke komme. Kun dem, der deltog i kampen, skal komme!" Da Han informerede Ashâb'erne om denne befaling, gjorde de straks forberedelser, selv om mange af dem var såret. Selv de hårdt sårede brødre ved navn Abdullah og Râfi, der hørte denne invitation fra vores elskede Profet, løb trods alle deres smerter hen til mujâhiderne´s rækker og sagde: "Vil vi gå glip af muligheden for at gå til en Ghazâ med Rasûlullah?"

"O min Ashâb! Nu er vi

vendt tilbage fra den
lille jihâd, og vi vil be-
gynde den store jihad."

Hadîth ash-sharîf

Vores elskede Profet begyndte sammen med Sin herlige Ashâb at jage polyteisterne. På det sted, der hedder Rawha, erfarede de, at polyteisterne havde samlet sig og besluttet at plyndre Medîna og dræbe muslimer. Det blev forstået, at den foranstaltning, som vores Mester, Profeten, traf, var et af Hans mirakler.

Da polyteisterne hørte, at vores Mester, Profeten marcherede mod dem, blev de bange og forlod deres positioner. De vendte tilbage til Mekka.²⁷³

Vores Mester, Profeten, jagede dem til det sted, der hedder Hamrâ-ul-Asad. To af polyteisterne blev fanget. De blev der i tre dage, hvorefter de vendte tilbage til Medîna.

Allahu ta'âlâ ophøjede dem af den glorværdige Ashâb, der gik til Hamrâ-ul-Asad, i Hans âyat al-karîma, i maal: "Der vil være en stor belønning for dem, der løber til invitationen af Allahu ta'âlâ og Han´s Rasûl igen, efter at have været sårede, og især for dem blandt dem, der udfører gode gerninger og undgå det onde."²⁷⁴

Ibn Kamîa, en af dem, der havde svoret at dræbe vores elskede Profet i Uhud, var vendt tilbage til Mekka. En dag gik han op på et bjerg for at se til sine får. Han fandt dem på toppen. En vædder begyndte at løbe og ramte Ibn Kamîa. Han dræbte Ibn Kamîa ved at slå ham igen og igen.

Mens Abdullah Shihâb al-Zuhrî var på vej til Mekka, blev han bidt og dræbt af en slange med hvide pletter.

Alle de personer, der forsøgte at dræbe vores Mester, Profeten, blev straffet, og de døde inden for et år.

Hvis Hans ven drikker slangegift, bliver det til livets eliksir,
Hvis Hans fjende drikker vand, bliver det til slangegift, vandet.

Fra hver eneste dråbe af det væltede et hav af barmhjertighed frem,
Da Hans hånd nåede ud og vaskede Hans rosenkind med vand.

Hele sit liv vandrede den rundt, slog hovedet mod stenene,
Uophørligt, for at nå støvet fra dine fødder, vand.

Den ønsker at oplyse Hans portens jord, lidt efter lidt,
Selv om den bliver revet i stykker, vil den ikke forlade porten, vand.

Synderne accepterer, at gentagelse af naat er kuren,
Ligesom den berusede drikker vand for at slippe af
med tømmermændene

O Habîballah, Du det bedste af alle mennesker! Jeg længes efter dig,
Som den udtørrede, brændende, altid ønsker sig vand.

Du er dette mirakelhav, på natten til Mi'râj,
Hvis velsignede dugdråber gav stjernerne og planeterne vand.

1. ²³⁸ Shamsaddîn Shâmî, Subulu'l-Hudâ, IV, 182.
2. ²³⁹ Bukhârî, "Maghâzî", 23; Ibn Hishâm, as-Sira, II, 69; Suhaylî, Rawzu'l-unf, III, 253.
3. ²⁴⁰ Sawâb eller thawâb er en belønning givet af Allahu ta'âlâ til dem, der gør gode gerninger. Ajir og thawâb er synonyme.
4. ²⁴¹ Ibn Hishâm, as-Sira, II, 90; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 265.
5. ²⁴² Ibn Sa'd, at-Tabaqât, IV, 209.
6. ²⁴³ Wâqidî, al-Maghâzî, I, 215, 240; Ibn Asâkir, Târikh Dimashq, LV, 267
7. ²⁴⁴ Ibn Hishâm, as-Sira, II, 66; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 215; Suhaylî, Rawdu'l-unf, V, 419.
8. ²⁴⁵ Bukhârî, "Jihad", 164; "Maghâzî", 10, 20; Abû Dâwûd "Jihad", 116; Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, IV, 293; Ibn Hishâm, as-Sira, II, 65; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 160, 220, 224; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, II, 47, III, 476; Tabarî, Târikh, II, 192.
9. ²⁴⁶ Ibn Hishâm, as-Sira, II, 73; Tabarî, Târikh, II, 199; Suhaylî, Rawzu'l-unf, III, 258.
10. ²⁴⁷ Sûrah Âl-i 'Imrân, 3/132-134.
11. ²⁴⁸ Sûrah Âl-i 'Imrân, 3/136.
12. ²⁴⁹ Ibn Hishâm, as-Sira, II, 151; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 224, 308; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 40; Bayhaqî, Dala'il an Nubuwwa, III, 239; Suhaylî, Rawzu'l-unf, III, 318.
13. ²⁵⁰ Ibn Hishâm, as-Sira, II, 74; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 227; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 41; Suhaylî, Rawzu'l-unf, III, 258.
14. ²⁵¹ Bukhârî, "Jihad", 157; Muslim, "Jihad", 29; Abû Dâwûd, "Jihad", 101; Tirmidhî, "Jihad", 5; Ibn Mâja, "Jihad", 28.
15. ²⁵² Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, III, 123; Ibn Hishâm, as-Sira, II, 66; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 259; Ibn Abî Shayba, al-Musan- naf, VII, 562, VIII, 491; Tabarânî, al-Mu'jamu'l Kabîr, XIX, 9.
16. ²⁵³ Ibn Hishâm, as-Sira, II, 68; Suhaylî, Rawzu'l-unf, V, 456; İbn Kathîr, es-Sira, III, 33.
17. ²⁵⁴ Ibn Hishâm, as-Sira, II, 74; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 273–274; Tabarî, Târikh, II, 203; Suhaylî, Rawzu'l-unf, V, 436.
18. ²⁵⁵ Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, IV, 293; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 47.
19. ²⁵⁶ Wâqidî, al-Maghâzî, I, 232, 301.
20. ²⁵⁷ Bukhârî, "Maghâzî", 23; Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, III, 501; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, III, 164; Tabarî, Târikh, II, 516.
21. ²⁵⁸ Shamsaddîn Shâmî, Subulu'l-Hudâ, IV, 203.
22. ²⁵⁹ Hâkim, al-Mustadrak, III,426; Haythamî, Majmâ’uz-Zawâid, IX,52; Suhaylî, Rawzu’l-unf, VI,9.
23. ²⁶⁰ Wâqidî, al-Maghâzî, I, 254; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, III, 217; Bayhaqî, as-Sunan, II, 220; Hâkim, al-Mustadrak, III, 416.
24. ²⁶¹ Sûrah Âl-i 'Imrân, 3/144.
25. ²⁶² Ibn Hishâm, as-Sira, II, 73; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 300; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 42; Bayha-qî, Dala'il an-Nubuwwa, III, 255; Suhaylî, Rawzu'l-unf, III, 258; Ibn Kathîr, as-Sira, III, 39.
26. ²⁶³ At bryde skeden på sit sværd i Arabien dengang var en gestus, et tegn, som man gjorde i kampene for at vise, at man aldrig ville holde op med at kæmpe, at man ikke ville trække sig tilbage, og at man ville kæmpe, indtil man nåede sit mål eller døde.
27. ²⁶⁴ Ibn Hishâm, as-Sira, II, 79; Suhaylî, Rawzu'l-unf, III, 263; Ibn Kathîr, as-Sira, III, 45.
28. ²⁶⁵ Ibn Mâja "Tibb", 15; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 250; Bayhaqî, as-Sunan, II, 80; Tabarânî, al-Mu'jamu'l Kabîr, VI, 144.
29. ²⁶⁶ Mahshar er det sted, hvor alle væsener vil samles efter opstandelsen på qiyâmat-dagen, til domsafsigelse.
30. ²⁶⁷ Alhamdulillah betyder, at al tak og lovprisning skyldes Allahu ta'âlâ. Hamd betyder lovprisning.
31. ²⁶⁸ Ibn Abî Shayba, al-Musannaf, VIII, 493; Abdurrazzâq, al-Musannaf, III, 427; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, III, 14.
32. ²⁶⁹ Izhir-anlæg: En slags plante, der vokser i området.
33. ²⁷⁰ Bukhârî "Janâiz", 27; Abû Dâwûd "Wasâyâ", 11; Ibn Abî Shayba, al-Musannaf, III, 147; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, III, 121; Suyutî, Jâmi-ul Ahâdis, XXXIV, 451.
34. ²⁷¹ Sûrah Âl-i 'Imrân 3/169-171.
35. ²⁷² Suyutî, Jâmi-ul Ahâdis, XV, 139, XXXIV, 106.
36. ²⁷³ Wâqidî, al-Maghâzî, I, 4; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 48; Suhaylî, Ravzu'l-unuf, III, 289.
37. ²⁷⁴ Sûrah Âl-i 'Imrân 3/172.