GHAZÂ AF BADR

Englenes hjælp

Da de kom tæt på Badr, var det en fredag aften. Vores elskede Profet sagde til Hans Ashâb: "Jeg forventer, at I kan få nogle oplysninger ved brønden nær den lille bakke." Han sendte Allahu ta'âlâ´s løve Hadrat Alî, Sa'd ibn Abî Waqqâs, Zubayr ibn Awwâm og nogle af Hans Ashâb dertil. Hadrat Alî og hans venner gik straks hen til brønden. De så Qurayshens vand- og kamelvogtere. Da de opdagede muslimerne, løb de væk. To af dem blev dog fanget. Den ene af dem var Ashlam, slave af Hajjâjs sønner, den anden var Arîz Abû Yasâr, slave af As ibn Sa'îds sønner.

Da de blev bragt foran vores Mester, Profeten, spurgte Rasûlullah dem: "Hvor er Quraysh?" De svarede: "De har slået lejr bag den sandklit." Vores Mester spurgte: "Hvor mange mennesker er Quraysh?". De svarede: "Det ved vi ikke". Vores Mester, Profeten spurgte: "Hvor mange kameler slagter de dagligt?" De svarede: "Den ene dag ni, den anden dag ti." Vores Mester, Profeten sagde: "Deres antal er mindre end tusind, mere end ni hundrede." Han spurgte: "Hvem er tilstede fra Qurayshs notabiliteter?" Da de svarede: "Utba, Shayba, Hârith ibn Amr, Abu'l- Buhtarî, Hâkim ibn Huzâm, Abû Jahl, Umayya ibn Halaf..." vendte vores Mester

Rasûlullah sig til Sin Ashâb og sagde: "Folket i Mekka har ofret deres elskede til dig." Derefter spurgte Han de to personer: "Af Quraysh, var der nogen af dem der vendte om, mens de kom her?" De svarede: "Ja, Ahnas ibn Abî Sharik, fra Banî Zuhra-stammen, vendte tilbage." Vores Mester sagde: "Mens han ikke var på den rette vej, og mens han ikke kendte Allahu ta'âlâ og Hans Bogen; han har vist medlemmerne af Banî Zuhra den rette vej... Har der været nogen, der er vendt tilbage bortset fra dem?" Han fik svaret: "Adî ibn Ka'b's sønner vendte tilbage."²⁰⁶

Vores Mester, Profeten, sendte Hadrat 'Umar til Quraysh for at få en sidste advarsel og for at indgå en traktat. 'Umar ibn Khattâb sagde til dem: "O stædige folk! Rasûl 'alaihis-salâm siger: 'Lad alle opgive denne bestræbelse og vende tilbage til deres hjem i sikkerhed. Fordi det er mere acceptabelt for mig at kæmpe mod andre end jer!...'"

Som svar på dette forslag svarede Hâkim ibn Huzâm, en af Quraysh-polyteisterne, kom frem og sagde: "O Quraysh samfund! Muhammed behandler jer meget retfærdigt. Accepter straks Hans tilbud. Hvis I ikke gør, som Han siger, sværger jeg, at Han ikke længere vil have medlidenhed med jer!" Abû Jahl blev vred over disse ord fra Hâkim og sagde: "Vi vil aldrig acceptere dette, og vi vil ikke vende om, medmindre vi får hævn over muslimerne, så ingen vil være i stand til at angribe vores karavaner igen." Således spærrede han vejen til fred. Hadrat 'Umar vendte tilbage.

Den nat ankom vores Mester, Profeten, og Hans herlige Ashâb til Badr før polyteisterne, og de stoppede ved et sted nær brøndene. Vores Mester, Profeten rådførte sig med Hans Ashâb og spurgte om deres mening om, hvor hovedkvarteret skulle oprettes. Blandt dem rejste Hadrat Habbâb ibn Munzir, som kun var treogtredive år gammel dengang, sig op og bad om at tale. Da det blev bevilget, spurgte han: "O Rasûlullah! Er dette det sted, hvor Allahu ta'âlâ beordrede dig til at oprette hovedkvarter og skal opholde dig absolut? Eller er det blevet valgt som et resultat af en personlig opfattelse og en krigsforanstaltning?" Vores Mester, Profeten sagde: "Nej! Her blev valgt på grund af en krigsforanstaltning!"

På dette sagde Hadrat Khabbâb: "Må mine forældre, mit liv blive ofret for din skyld, O Rasûlullah.

Vi er krigere. Vi kender også dette område godt. Der er sødt og rigeligt vand i den brønd, hvor Quraysh vil slå sig ned. Hvis du tillader os, så lad os slå os ned der. Lad os dække alle brøndene omkring her, så lav en pool og fyld den med vand. Mens vi bekæmper fjenden, kan vi komme og drikke vand, når vi er tørstige. Men fjenden vil ikke kunne finde noget vand og vil blive ødelagt."²⁰⁷ I det øjeblik bragte Jabrâîl 'alaihis-salâm en åbenbaring, der meddelte, at denne opfattelse var korrekt. Vores Mester, Profeten sagde: "O Khabbâb! Den sande opfattelse er den, som du har vist", og rejste sig op. Sammen gik de hen til den nævnte brønd. Bortset fra den med sødt vand lukkede de alle brøndene og byggede en stor pool. De fyldte den med vand og stillede kopper til at drikke i.

I mellemtiden kom Hadrat Sa'd ibn Mu'âz til vores herlige Mester, Profeten, og tilbød: "O Rasûlullah! Skal vi bygge et fortelt af dadelgrene, som du kan sidde under?" Vores

Mester, Fakhr al-âlam, var glad for denne udtalelse fra Sa'd og fremsatte velvillige bønner for ham. Et fortelt blev bygget med det samme. Profeternes Sultan og Hans ærede Ashâb inspicerede og undersøgte slagmarken. Fra tid til anden stoppede Han op og viste med Sin velsignede hånd de steder, hvor Quraysh-polyteisterne ville blive dræbt, og sagde:

"Inshâ-Allah, det sted
er der, hvor den og den
vil blive ramt og falde i
morgen tidlig! Inshâ-Al-
lah, det er det sted, hvor

så- og-så vil blive ramt
og falde i morgen tidlig!

"Inshâ-Allah (hvis Allahu ta'âlâ vil), det sted er der, hvor den og den vil blive ramt og falde i morgen tidlig! Inshâ- Allah, det er det sted, hvor så- og-så vil blive ramt og falde i morgen tidlig! Det er der! Der..."

Det er der! Der..."
Hadîth ash-sharîf

Videre rapporterede Hadrat 'Umar dette ved at sige: "Jeg så, at hver af dem blev ramt og dræbt præcis på de steder, hvor Rasûl al-akram havde lagt Sin velsignede hånd. Ikke en lille smule frem eller tilbage."

Verdens Mester (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) delte Ashâb al-kirâm op i tre grupper. Han gav Muhâjirer fana til Mus'ab ibn Umayr, Awsîs fana til Sa'd ibn Mu'âz og Hazrajîs fana til Khabbâb ibn Munzir. Hver af dem samledes under deres egne faner.²⁰⁸

Vores Mester, Profeten fik hæren til at tage rækkeformation.

Mens Han fik hæren til at danne rækkeformation med en pind, som Han holdt i Sin velsignede hånd, rørte Han ved brystet på Sawâd ibn Gaziyya, som havde brudt rækken, og sagde: "Kom ind i rækken, O Sawâd!" Sawâd sagde: "O Rasûlullah! Den pind, du holder i din hånd, gjorde mig ondt. For Allahu ta'âlâ´s skyld, som sendte dig med den sande religion, Bogen og retfærdighed, vil jeg også gerne røre dig med pinden på samme måde." Alle Ashâb al-kirâm der var der blev forundrede over hans ord. Er det passende at gøre gengæld mod verdens Mester? Var det rigtigt at gøre det? Men vores Mester Rasûlullah åbnede forsiden af Sin velsignede skjorte og sagde: "Kom nu! Gengæld dig og tag din ret!" Derefter kyssede Hadrat Sawâd vores Mester Habîb al-akram´s (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) velsignede brystkasse med glæde og kærlighed.

Da alle havde forventet gengældelse, beundrede de på denne scene deres bror Sawâd og misundte ham. Da vores elskede Profet spurgte: "Hvorfor gjorde du det?" svarede han: "O Rasûlullah, må mine forældre og jeg blive ofret for din skyld! I dag kan jeg se, at mit livs ende er kommet efter ordre fra Allahu ta'âlâ, og jeg er bange for at forlade din høje person. Derfor ønskede jeg, at mine læber skulle røre dit velsignede krop i disse sidste minutter, vi har. Jeg ønskede at opmuntre din forbøn for mig på Dommedag, og dermed opnå min frelse fra pinen." Vores Mester, Profeten blev rørt af denne hans kærlighed, og Han fremsatte velvillige bønner for Hadrat Sawâd.

Højrefløjen af den velsignede islâmiske hær ville blive ledet af Zubayr ibn Awwâm, og venstrefløjen ville blive ledet af Mikdâd ibn Aswad.²⁰⁹

Vores Mester Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) ønskede at rådføre sig med Sin herlige Ashâb om, hvordan Han skulle starte krigen. Han spurgte: "Hvordan vil I kæmpe?" Så rejste Âsim ibn Thâbit sig op og gav udtryk for sin mening, mens han holdt sin bue og pil i hånden som følger: "O Rasûlullah! Lad os begynde at skyde pile, når Quraysh-polyteisterne nærmer sig os, omkring hundrede meter. Lad os derefter kaste sten efter dem med hånden, når de er inden for kasteafstand. Og når de nærmer sig tæt nok til, at vi kan bruge vores spyd, så lad os angribe med vores spyd, indtil de går i stykker. Bagefter, lad os tage vores sværd og kæmpe!" Vores Mester, Profeten, kunne lide denne taktik. Så gav Han Sin Ashâb følgende befaling:

"I må ikke forlade jeres linjer. Bliv på jeres pladser uden at bevæge jer nogen steder. Begynd ikke at kæmpe, medmindre jeg giver ordre. Spild ikke jeres pile, før fjenden kommer tæt nok på. Når fjenden smider sine skjolde, skal I skyde jeres pile. Når de er endnu tættere på, så kast sten med hænderne. Brug jeres spyd, når de kommer tæt på. Og når de er tæt på, så kæmp ved hjælp af jeres sværd."

Derefter blev der sat vagter op, og Ashâb al-kirâm fik lov til at hvile sig. Ved en skjult årsag fra Allahu ta'âlâ sov de så dybt, at de ikke engang kunne løfte deres øjenlåg. Da vores Mester, Profeten gik til forteltet lavet af dadelgrene, trak Hadrat Abû Bakr og Sa'd ibn Mu'âz deres sværd og holdt vagt ved porten til forteltet. Vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) kunne lide Hans velsignede arme og begyndte med stor sorg at bønfalde Allahu ta'âlâ: "O min Rabb! Hvis du fortaber dette lille samfund, så vil der ikke blive udført nogen tilbedelse for dig på jorden..." Denne sørgelige bøn fortsatte indtil om morgenen.

Den velsignede islâmiske hær havde etableret sit hovedkvarter på sandjord. Af denne grund var det svært at gå, fødderne sank ned i sandet. Med Allahu ta'âlâ´s velvilje og velsignelsen fra vores Mester Rasûlullah's påkaldelse, begyndte der den nat en stadig kraftigere regn, vandløb blev oversvømmet. Vandkopperne blev fyldt, jorden blev hård nok til, at fødderne ikke ville synke ned i sandet.

Men polyteisterne var i mudder og oversvømmelse.

Efter fajr, vores Master Rasûlullah vækkede Hans Ashâb til morgen namâz.

Da Han gennemførte namâz, talte Han om ghazâs og martyrdødens dyder. Han opfordrede Ashâb al-kirâm til at kæmpe. Han sagde: "Sandelig, Allahu ta'âlâ befaler det, der er sandt og virkeligt. Han gør ikke acceptere nogen gerninger, som ikke blev gjort for at gøre Allahu ta'âlâ tilfreds. Stræb efter at opfylde vores Rabb's ordre her, til gengæld for hvilken Han lovede Sin barmhjertighed og medfølelse, og ved at gøre dette, bestå prøven! Fordi Hans løfte er sandt, Hans ord er korrekt, og Hans straf er voldsom. Du og Jeg er bundet til Allahu ta'âlâ, som er Hayy og Qayyûm. Vi har søgt tilflugt hos Ham. Vi har klamret os til Ham. Vi har været afhængige af Ham. Vores sidste tilbagevenden er også til Ham. Må Allahu ta'âlâ tilgiver mig og alle muslimer!...."

Den syttende dag i Ramadân ash-sharîf stod fredagssolen op. Om kort tid ville historiens mest hensynsløse, mest uligevægtige, vigtigste og største krig begynde...

På den ene side var der Fakhr al-âlam (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) og en håndfuld af Hans glorværdige ashâb, som ikke tøvede det mindste med at ofre deres liv, på den anden side var der en vild og overdreven gruppe af vantro, som samledes for at ødelægge Islâm fuldstændigt og dræbe en Profet, som blev hædret ved at blive Habîb af Allahu ta'âlâ. Desværre var der blandt dem også slægtninge til Rasûl alakram. De var kommet til Badr for at bekæmpe deres elskede nevø.

Vores Mester, Profeten, gennemgik Sin hærs opstilling og gentog Sine instruktioner. I mellemtiden kom Qurayshpolyteisterne ud fra deres hovedkvarter og begyndte at oversvømme Badr-dalen. De fleste af dem var dækket af rustninger. Med stor arrogance havde de angrebet den islâmiske hær. Da vores Mester Rasûlullah så denne tilstand hos polyteisterne, gik Han ind i Sit telt sammen med Hadrat Abû Bakr. Han strakte Sine velsignede hænder fremad og begyndte at bønfalde Janâb al-Haqq: "O min Rabb! Her kommer Quraysh-polyteisterne med al deres arrogance!... De udfordrer Dig; de fornægter Din Profet. O min Allah! Jeg beder Dig om at opfylde Dit løfte om hjælp og give mig sejr!... O min Allah! Hvis Du ønsker disse få muslimers undergang, så vil der ikke være nogen, der tilbeder Dig!..."

O min Rabb! Her kom-
mer Quraysh-polyteis-

terne med al deres ar-
rogance!... De udfordrer

Dig; de fornægter Din
Profet. O min Allah! Jeg
beder Dig om at opfylde

Dit løfte om hjælp og

give mig sejr!...
Hadîth ash-sharîf

På denne måde bønfaldt Han gentagne gange Allahu ta'âlâ og bad om hjælp. Denne yderst rørende bøn fra Vores Mester, Profeten, fortsatte indtil Hans ridâ faldt fra Hans velsignede skuldre. Hadrat Abû Bakr, der var meget rørt over denne oprigtige bøn, løftede ridâ'en med stor respekt og lagde den på vores Mester's velsignede skuldre. Han trøstede Ham ved at sige: "Må mit liv blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Så meget af din bøn vil være nok!... Du har holdt ud i din bøn til din Rabb! Sikkert er det, at Allahu ta'âlâ snart vil give dig den sejr, som Han har lovet dig." I det øjeblik gik verdenernes Mester ud af teltet og reciterede âyat al-karîmas, in maal: "Snart vil dette samfund (i Badr) helt sikkert blive slået, og de vil vende ryggen til og flygte. Mere præcist vil tidspunktet for deres faktiske pine være i qiyâmat. Den tids pine er mere forfærdelig og smertefuld."²¹⁰

Vores elskede Profet kom for at lede Sin hær. Så reciterede Han følgende âyat alkarîmas, i maal: "O de troende! Når I møder en hær af fjender, vær standhaftige og nævn Allahu ta'âlâ´s navn ofte så at I kan sejre... Adlyd Allah og Hans Rasûl. Skændes ikke med hinanden. For at I ikke skal fejle, miste kraft og styrke. Vis tålmodighed og fasthed. Fordi Allahu ta'âlâ er med dem, der er tålmodige."²¹¹

Dette ville være den første krig, der ville blive ført mod fjenden i massevis. Krigen var ved at begynde. Alle var ekstremt ophidsede. Da vores Mester Rasûl al-akram reciterede âyat al-karîma in maal, "nævn Allahu ta'âlâ´s navn ofte..." begyndte Ashâb al-kirâm at sige i fællesskab: "Allahu akbar!.... Allahu akbar!..." og at bønfalde Janâb al-Haqq om at give dem sejren. Nu ventede de kun på et enkelt signal fra vores Mester, Profeten. Ifølge den tids skik, før to hære skulle mødes, styrtede modige mænd frem fra begge sider, og de kæmpede ansigt til ansigt. Med denne kamp ville begge siders vrede og lidenskab for at kæmpe stige, og de ville blive vækket til kamp. Men Âmir ibn Hadramî, uden at overholde denne regel og uden at overtræde den, skød en pil mod den islâmiske hær. Pilen ramte Mihjâ fra muhâjirerne, og han opnåede martyrdøden, hans velsignede sjæl steg op til Jannah. Profeternes Mester gav gode nyheder om denne første martyr ved at sige: "Mihjâ er martyrernes mester". Ashâb al-kirâm var ude af stand til at holde sig tilbage. Men de kunne ikke foretage selv et lille skridt uden vores Mester, Profeten, kommando.

Deres hjerter var klar at eksplodere som en vulkan.

I mellemtiden blev det set, at tre personer fra den polyteistiske hær sprang frem. De var Islâms grusomme fjender, fra Rabîas sønner; Utba, hans bror Shayba og hans søn Walîd. De råbte til mujâhiderne: "Er der nogen, der kan bekæmpe os?" Da Hadrat Abû Huzayfa begyndte at gå hen mod sin far Utba for at kæmpe mod ham, sagde verdens Sultan til ham: "Stop!" Lady Afras sønner; Mu'âz, Mu'awwaz og Abdullah ibn Rawâha fra mujâhiderne i Medîna gik frem. De stod foran Utba, Shayba og Walîd. Med deres sværd i hånden ventede de, klar til kamp.

Polyteisterne var nysgerrige efter at vide, hvem de var, og spurgte: "Hvem er I?" Da de svarede: "Vi er muslimer fra Medîna," sagde polyteisterne: "Vi har intet med jer at gøre! Vi kræver sønner af Abdulmuttalib. Vi ønsker at bekæmpe dem." De vendte sig mod den islâmiske hær og råbte: "O Muhammed! Send vores ligemænd fra vores eget folk mod os!"

Efter sagde velvillige bønner for disse tre modige Ashâb af Hans på slagmarken, beordrede vores Mester Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) dem til at vende tilbage til deres pladser. Derefter kastede Han et blik gennem Hans Ashâb og sagde: "O Hâshims sønner! Rejs jer op! Kæmp på den rette vej mod dem, som er kommet for at slukke Allahu ta'âlâ´s nûr med deres falske religioner; for det første det er det, som Allahu ta'âlâ sendte jeres Profet for. O Ubayda, rejs dig op! O Hamza, rejs dig op! O Alî, rejs dig op!"

Hadrat Hamza, Hadrat Alî og Hadrat Ubayda, Allahu ta'âlâ´s løver, tog deres hjelme på og gik hen til marken. Da de stod foran dem, spurgte polyteisterne: "Hvem er I? Vi vil bekæmpe jer, hvis I er vores ligemænd." De svarede: "Jeg er Hamza! Jeg er Alî! Jeg er Ubayda!" Polyteisterne sagde: "I er hæderlige personer ligesom os. Vi har accepteret at bekæmpe jer." Selv om de heroiske mujâhider inviterede polyteisterne til Islâm, blev deres tilbud ikke accepteret. På baggrund heraf afmonterede de alle tre deres sværd og angreb polyteisterne.

Hadrat Hamza og Hadrat Alî dræbte de vantro Utba og Walîd. Hadrat Ubayda sårede Shayba. Shayba sårede også Ubayda. Hadrat Hamza og Hadrat Alî kom for at hjælpe Ubayda. De dræbte Shayba. De samlede Hadrat Ubayda op og bragte ham til vores Mester Rasûlullah's nærvær.²¹²

Blod og marv flød fra Hadrat Ubayda ibn Hârith´s velsignede ankel. Uden at være opmærksom på sin situation spurgte han vores Profet: "O Rasûlullah! Må mit liv blive ofret for din skyld! Hvis jeg dør under denne omstændighed, er jeg en martyr, ikke sandt?" Så sagde vores Mester, Profeten: "Ja, du er en martyr" og gav den gode nyhed, at han fortjente Jannah. (Hadrat Ubayda døde på Safra-stedet, på vej tilbage efter krigen).

Polyteisterne, som mistede deres tre vigtige mænd i denne kamp, blev forbløffede. På trods af dette forsøgte Abû Jahl at forbedre moralen i sin hær ved at sige: "Vær ikke bekymret over Utba, Shayba og Walîds død. De var for hastige i kampen og døde unødigt. Jeg sværger, at vi ikke vil vende tilbage, medmindre vi fanger og binder muslimerne med reb."

Hvad angår de heroiske Ashâb al-kirâm, så de frem til at straffe denne gruppe af polyteister med deres sværd så hurtigt som muligt. Vores elskede Profet gentog konstant denne bøn: "O min Allah! Opfyld Dit løfte til mig!.... O min Allah! Hvis

Du ødelægger dette lille samfund af muslimer, på jorden, vil der ikke være nogen tilbage til at tilbede dig!...."

"O min Allah! Opfyld Dit

løfte til mig!.... O min
Allah! Hvis Du ødelæg-

I mellemtiden gik en af Quraysh´s modigste og skarpeste bueskytter, Abdurrahmân, ind på slagmarken fra de polyteistiske rækker. Han var Hadrat Abû Bakr's søn; han var dog endnu ikke blevet muslim. Man så, at en person fra mujâhiderne´s rækker straks trak sit sværd og marcherede fremad. Det var Hadrat Abû Bakr, som blev hædret ved at blive den første muslim og opnå graden af Siddîq, som var den højeste af alle mennesker efter profeterne. Han sprang frem for at kæmpe mod sin søn. Men verdenerne´s Mester sagde til ham: "O Abû Bakr! Ved du ikke, at du er som mit seende øje, hørende øre! Bliv hos mig! At se dit ansigt lindrer mig for alle slags lidelser, der kommer til min krop og mit hjerte. Dit selskab giver styrke til mit hjerte."

ger dette lille samfund
af muslimer, på jorden,
vil der ikke være nogen

tilbage til at tilbede

Dig!...."
Hadîth ash-sharîf

Han forbød ham at kæmpe. Abû Bakr kunne ikke lade være med at sige til sin søn, "O onde! Hvad er der sket med dit forhold til mig?"

Så tog Profeternes Sultan, vores Mester, Profeten, en håndfuld sand fra jorden. Han kastede dette sand mod fjenden og sagde: "Må deres ansigter blive sorte!... O min Allah! Spred frygt i deres hjerter, få deres fødder til at skælve!" Derefter vendte Han sig mod Sin Ashâb og beordrede: "Angrib!..." Den herlige Ashâb, som ventede på signalet, begyndte at handle i overensstemmelse med den givne instruktion. Midt i råbene "Allahu Akbar!... Allahu Akbar!..." begyndte pilene at lynhurte, og sten ramte deres mål, spyd ramte rustninger. Allahu ta'âlâ´s løver, Hadrat Hamza var i kamp med to sværd; Hadrat Alî, Hadrat 'Umar, Zubayr ibn Awwâm, Sa'd ibn Abî Waqqâs, Abû Dujâna²¹³, Abdullah ibn Jahsh spredte de polyteistiske rækker og forbløffede de vantro. De var som en uovervindelig fæstning. Lydene af "Allahu Akbar!... Allahu Akbar!..." fyldte himlen, storheden af Allahu ta'âlâ´s herlighed ramte de vantro som en hammer. Vores Mester, Profeten bønfaldt Allahu ta'âlâ og sagde: "Yâ Hayyu! Yâ Qayyûm!" Hadrat Alî sagde: "I Badr var den modigste af os Rasûl 'alaihis-salâm. Han var den, der var tættest på de polyteistiske rækker. Når vi var i vanskeligheder, søgte vi tilflugt hos Ham."

Polyteisterne omringede Abû Jahl, deres leder. De klædte en person blandt dem som Abû Jahl og fik ham til at ligne ham. Denne uheldige persons navn var Abdullah ibn Munzir. Hadrat Alî angreb Abdullah. Han halshuggede ham foran Abû Jahl. Polyteisterne klædte Abû Qays på. Han blev dræbt af Hadrat Hamza.

Hadrat Alî kæmpede mod en polyteist. Polyteisten svingede sit sværd mod Hadrat Alî, og hans sværd blev stukket fast i skjoldet. Hadrat Alî svingede sit sværd, kaldet Zulfikâr, mod polyteisten´s bevæbnede krop. Han skar polyteisten fra hans skulder til brystet sammen med hans rustning. I det øjeblik så han et sværd skinne over hans hoved. Han sænkede hurtigt sit hoved. Mens manden, hvis sværd skinnede, sagde: "Tag det! Det er fra Hamza ibn Abdulmuttalib!" faldt polyteisten´s hoved sammen med hans hjelm ned på jorden. Da Hadrat Alî vendte sig om og kiggede, så han sin faderlige onkel Hadrat Hamza kæmpe med to sværd. Da vores Profet så Hans Ashâb kæmpe så tappert, sagde Han: "De er Allahu ta'âlâ´s løver på jorden" og værdsatte dem.

På et tidspunkt blev Hadrat Ukâsha's sværd, som kæmpede ved siden af vores Mester, Profeten, knækket. Da han så det, samlede vores elskede Profet en pind op, som Han så på jorden, og gav den til ham. Han sagde: "O Ukâsha! Kæmp med denne!..." Så snart Ukâsha modtog stokken, som et mirakel fra vores Profet, blev den til et langt, skinnende og skarpt sværd, hvis midterste skarpkant var stærk. Han dræbte mange polyteister med dette sværd indtil slutningen af kampen.

Mens han kæmpede, erklærede verdenerne´s Mester Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) også følgende velsignede hadith ash-sharîf, der i høj grad motiverede Hans Ashâb: "Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, hvis magt holder min eksistens, at Haqq ta'âlâ vil sætte dem, der kæmper i dag, i håb om at få tilfredsstillelse af Janâb al-Haqq og viser tålmodighed og udholdenhed og som bliver dræbt, mens de går frem uden at vende om, i Hans Jannah med sikkerhed."Da han hørte disse velsignede ord, øgede Umayr ibn Humâm sine angreb ved at sige: "Hvor vidunderligt! Hvor vidunderligt! Det betyder, at der ikke er andet nødvendigt end at opnå martyrdøden for at jeg kan komme ind i Jannah!" Han kæmpede mod fjenden, og samtidig sagde han: "Man kan gå til Allahu ta'âlâ ikke med materielle forsyninger, men kun med frygt for Haqq ta'âlâ, ved at udføre gerningerne for âkhirat og ved at vise tålmodighed og udholdenhed for jihad. Alle andre bestemmelser end disse vil være over helt sikkert!" Således kæmpede han, indtil han opnåede martyrdøden.

Kampen blev kraftigt intensiveret. Mindst tre polyteister angreb hver sahâbi. Intet kunne få de glorværdige Ashâb, som forsøgte at imødegå dem med deres sværd, til at trække sig tilbage. De fik styrke ved at sige: "Allahu Akbar! Allahu Akbar!..." De blev ikke trætte af at angribe gentagne gange. For et øjeblik var de krænkelse af polyteisterne øgedes. Ashâb al-kirâm befandt sig i en vanskelig situation. På det tidspunkt gik vores Mester Rasûlullah sammen med Hadrat Abû Bakr ind i Hans fortelt lavet af dadelgrene. Vores Profet begyndte igen at bønfalde Allahu ta'âlâ. "O min Rabb! Giv mig den hjælp, som du lovede mig!...." I det øjeblik kom der en åbenbaring ned. I maal: "Da du bønfaldt din Rabb om hjælp og sejr, havde Han accepteret din bøn ved at sige: 'Jeg vil sandelig forstærke dig med tusind engle, der kommer den ene efter den anden.'"²¹⁴ Så rejste vores Mester, Profeten sig straks op og sagde: "O Abû Bakr, glædelige budskaber! Allahu ta'âlâ´s hjælp har nået dig! Det er Jabrâîl! Med hestens tøjle og bevæbnet venter han på kommando på klitterne." Som det blev sagt i Sûrah al-Anfâl, dekreterede Janâb al-Haqq til englene som følger, i maal: "Da jeres Rabb inspirerede englene: Jeg er med jer (om hjælp til muslimer). Så hjælp de troende (med det glædelige budskab om hjælp), giv dem kraft og styrke. Jeg vil kaste rædsel ind i hjerterne på dem som ikke tror. Så slå deres nakke og slå hver af deres fingre (alle deres led) af. Det er fordi de trodsede Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl. Enhver der trodser Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl (vil lide Hans pine), Allahu ta'âlâ er streng i straf!"²¹⁵

Efter denne ordre tog Jabrâîl, Mikâîl, Isrâfîl 'alaihimus-salâm, hver med tusind engle med sig, tog deres pladser henholdsvis nær, til højre og til venstre for vores elskede Profet.²¹⁶

Jabrâîl 'alaihis-salâm havde sat en gul turban på sit hoved. Og andre engle havde hvide turbaner på deres hoveder. De lod enderne af deres turbaner hænge ned mod deres rygge og red på hvide heste. Vores Mester Sarwar al-âlam sagde til Hans Ashâb: "Engle har tegn og mærker på sig. I skal også have en eller anden form for tegn og mærke til jere selv!"

"O Abû Bakr! Ved du
ikke, at du er som mit
seende øje, hørende øre!

Bliv hos mig! At se dit

ansigt lindrer mig for
alle slags lidelser, der
kommer til min krop og
mit hjerte. Dit selskab gi-

ver styrke til mit hjerte."

Zubayr ibn Awwâm svøbte et gult klæde og Abû Dujâna svøbte et rødt klæde som en turban på deres hoveder. Hadrat Alî tog et hvidt banner, og Hadrat Hamza satte en strudsefjer fast på sit bryst. Med englene´s deltagelse i krigen ændrede situationen sig med det samme. Endnu før Ashâb al-kirâm svingede deres sværd mod en fjende, blev deres hoveder skåret af og faldt til jorden. Det blev set, at ukendte personer kæmpede mod de polyteister omkring vores Mester, Profeten.

Hadîth ash-sharîf

Hadrat Sahl fortalte: "Under Badrs Ghazâ oplevede vi, at da vi svingede vores sværd mod polyteisterne´s hoveder, blev deres hoveder skilt fra deres kroppe og faldt til jorden, endnu før vores sværd ramte deres mål!"

Drabet på Abû Jahl

Abû Azîz ibn Umayr, polyteisterne´s flagmand, blev taget til fange. Deres kommandant, Abû Jahl, for at opmuntre Qurayshîerne, reciterede uophørligt digte, og han forsøgte at forbedre sine soldater´s moral. Han angreb som om han var i sin tidlige ungdom. Han pralede og sagde: "Min mor fødte mig til disse dage!..." Han opildnede de unge til at kæmpe.

Ubayda ibn Sa'îd, en af polyteisterne, var i fuld rustning. Kun hans øjne kunne ses. Han vendte sig rundt på sin hest og sagde: "Jeg er Abû Zâtulkarish! Jeg er Abû Zâtulkarish!", det vil sige: "Jeg er faderen til maven (jeg har en stor mave)." Han udfordrede muslimer på sin særegne måde. Hadrat Zubayr ibn Awwâm, en heroisk mujâhid, nærmede sig ham, sigtede på hans øjne, kastede sit spyd og sagde: "Allahu Akbar!" Spyddet ramte sit mål og fik Ubayda ibn Sa'îd til at falde ned fra sin hest. Da Hadrat Zubayr nåede ham, var Ubayda død. Selv om han satte sin fod på hans kind og trak spyddet ud med al sin kraft, kom spyddet ud med besvær. Det var bøjet.

Hadrat Zubayr viste stor tapperhed i slaget ved Badr. Der var intet sted uden sår på hans krop. Hans søn Urwa fortalte om denne situation således: "Min far havde fået tre alvorlige sværdslag. Et af dem var på hans hals. Såret var så dybt, at jeg kunne stikke min finger i det."

Abdurrahmân ibn Awf kæmpede også voldsomt mod Qurayshîerne. Han nedlagde alle, han stod over for, uden at være opmærksom på sine egne blødende sår. Hadrat Abdurrahmân berettede om en hændelse, som han var vidne til:

"I et øjeblik var der ingen tilbage foran mig. Da jeg så mig omkring, så jeg to unge mænd fra Ansâr. Jeg ønskede at være tæt på den mægtigste af dem. Den ene af disse to unge mænd undersøgte mig nøje, vendte sig derefter mod mig og spurgte: "O onkel! Kender du Abû Jahl? Jeg svarede: "Ja, jeg kender ham". Da jeg spurgte ham: "O min brors søn! Hvorfor spørger du mig om Abû Jahl?"svarede han: "De har fortalt mig, at han bespotter Rasûlullah. Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, at når jeg først ser ham, vil jeg aldrig forlade ham, før jeg dræber ham eller selv dør. Jeg var virkelig forbavset over dette bestemte og resolutte ord fra en ung mand i sin ophidselse.

Også den anden unge mand kiggede på mig og talte som den foregående. I mellemtiden havde jeg set Abû Jahl! Blandt de fjendtlige soldater bevægede han sig konstant frem og tilbage. Da jeg sagde: "O unge mennesker! Den person, der skynder sig frem og tilbage, er Abû Jahl.’ De tog deres sværd og bevægede sig hen imod Abû Jahl

De begyndte at kæmpe. Disse unge mennesker var brødrene Mu'âz og Mu'awwaz, børn af Lady Afra." I mellemtiden fandt Mu'âz ibn Amr, en af Ashâb al-kirâm´s forkæmpere, muligheden til at henvende sig til Abû Jahl. Han angreb Abû Jahl, som var på en hest med lang hale, og slog Abû Jahl´s ben med sit sværd voldsomt. Abû Jahl´s ben faldt ned på jorden. Derefter kom Ikrima, som endnu ikke var blevet muslim, for at hjælpe sin far og begyndte at kæmpe mod Hadrat Mu'âz ibn Amr.

I det øjeblik sprang brødrene Mu'âz og Mu'awwaz fremad som en falk. De nedlagde alle før dem og nåede frem til Abû Jahl. De slog ham med deres sværd, indtil de troede, han var død.

Hadrat Mu'âz ibn Amr blev såret i hånden og armen, mens han kæmpede mod Ikrima. Hans velsignede hånd blev skåret fra håndleddet og hængt op af et stykke hud. Mu'âz ibn Amr, der var optaget af at kæmpe, havde ikke tid til at spilde for sin hånd eller til at pakke den ind til behandling. Selv om hans hånd kun hang ved et stykke hud, kæmpede han heroisk.

Allahu akbar!.... Sikke en stærk tro det var!... Sikke en seværdig scene, der var!... Efter kæmpede i et stykke tid på denne måde, og Hadrat Mu'âz indså, at hans evne til at bevæge sig var faldende. Hans sårede hånd var årsagen. Så trådte han på den, rev den af og smed den væk...²¹⁷

Nawfal ibn Huwaylid, en grusom fjende af Islâm, var en af de mest populære forkæmpere for Quraysh. Han råbte konstant og forsøgte at ophidse og provokere mængden af polyteister. Da vores Mester, Profeten så hans opførsel, påkaldte Han som følger: "O min Allah! Hjælp mig mod Nawfal ibn Huwaylid. Slå ham ned." Da Hadrat Alî, Allahu ta'âlâ´s løve, så polyteisten Nawfal, kastede han sig straks over ham. Han huggede sit sværd så kraftigt, at han skar begge hans ben af, selv om de var dækket af rustning. Derefter huggede han sit sværd over hans hals og halshuggede ham.²¹⁸

Umayya ibn Halaf, som plejede at tvinge Bilâl al-Habashî til at ligge på det varme sand og lægge store sten på hans bryst, var en af de mest grusomme polyteister. Denne fjende af Islâm, som benyttede enhver lejlighed til at pine vores Mester Rasûlullah (sall-Allâhu 'alaihi wa sallam), forsøgte at samle polyteisterne i Badrdalen og stræbte efter at slukke Islâms nûr. Hadrat Bilâl, der så ham på en sådan måde, nærmede sig og stillede sig foran ham med sit sværd og angreb ham ved at sige: "O Umayya ibn Halaf, lederen af vantro!... Hvis du overlever; jeg ønsker, at jeg ikke vil!" Da han sagde: "O Ansârî-brødre! Hjælp, lederen af vantro er her!" omringede Ashâb al-kirâm Umayya og dræbte ham med det samme.²¹⁹

Der var ikke længere nogen leder i den polyteistiske hær. Ingen af dem vidste, hvad de skulle gøre; de forsøgte tilfældigt at løbe væk. Den vantroen´s fæstning var faldet. Den herlige Ashâb fortsatte med at jagte dem. Nogle af polyteisterne blev fanget og betaget. Vores Mester, Profeten´s onkel, Abbâs, var blandt fangerne.²²⁰

"Engle har tegn og
mærker på sig. I skal
også have en eller anden

form for tegn og mærke

Sejren var de troendes sejr

til jere selv!"
Hadîth ash-sharîf

Vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) spurgte Sin herlige Ashâb: "Er der nogen, der har oplysninger om Nawfal ibn Huwaylid?" Hadrat Alî trådte frem og sagde: "O Rasûlullah! Jeg har dræbt ham." Vores elskede Profet glædede sig så meget over at høre denne nyhed, og Han reciterede takbîr ved at sige: "Allahu akbar!" og sagde: "Allahu ta'âlâ accepterede min påkaldelse vedrørende ham."

Da de fortalte Ham, at Umayya ibn Khalaf var blevet dræbt, blev Han meget glad og sagde: "Alhamdulillâh! Tak til Allahu ta'âlâ. Min Rabb har bekræftet Hans fødte slave og gjort Hans religion overlegen."

Vores Mester Rasûl al-akram spurgte om Abû Jahl: "Hvad gjorde Abû Jahl? Hvad skete der med ham? Hvem vil gå ud og lede efter ham?" Han beordrede dem til at lede efter ham blandt de døde. De ledte efter ham; men de kunne ikke finde ham. Vores Mester, Profeten sagde: "Søg efter ham, jeg har givet et løfte om ham. Hvis I ikke kan genkende ham, så kig efter arret på hans knæ. En dag var han og Jeg til Abdullah ibn Jud'ân´s fest. Vi var begge unge. Jeg var lidt større end ham. Når jeg fik krampe, skubbede jeg ham. Han faldt ned på sine knæ. Hans ene knæ blev såret, og mærket af dette sår forsvandt ikke fra hans knæ."

Efter dette gik Abdullah ibn Mas'ûd ud for at lede efter Abû Jahl. Han genkendte ham. Han var såret. Han spurgte: "Er du Abû Jahl?" Han satte sin fod på Abû Jahls hals. Han greb fat i Abû Jahl´s skæg og trak i det. Han sagde: "O fjende af Allahu ta'âlâ! Har Allahu ta'âlâ endelig gjort dig nedværdig?" Abû Jahl svarede: "Hvorfor vil Han gøre mig nedværdig? O fårehyrde! Må Allah gøre dig bedrøvelig. Du er kommet til et sted, som er meget svært at bestige! Sig mig, til hvilket parti sejren tilhører." Hadrat Ibn al-Mas'ûd sagde: "Sejren tilhører Allah og Hans Rasûl." Mens han var ved at tage Abû Jahl´s hjelm af, sagde han: "O Abû Jahl! Jeg vil dræbe dig." Abû Jahl viste hvor meget vantro og arrogance han havde ved at sige: "Du er ikke den første af dem, der dræbte deres nationer´s overmænd. Men det vil være meget svært for mig, at du dræber mig. Skær i det mindste min hals af nær mit bryst, så mit hoved vil fremstå majestætisk."

Da Ibn al-Mas'ûd ikke kunne halshugge Abû Jahl med sit eget sværd, huggede han Abû Jahl´s hoved af med Abû Jahl´s eget sværd. Han bragte hans våben, hans rustning, hans hjelm og hans hoved til vores Mester, Profeten. Han sagde: "Må mine forældre blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Dette er hovedet af Abû Jahl, som er Allahu ta'âlâ´s fjende." Vores elskede Profet sagde: "Allah, der er ingen anden gud end Ham." Derefter rejste Han sig op og gik hen til Abû Jahl´s krop. Han sagde: "Priset være Allahu ta'âlâ, for Han gjorde dig værdiløs og vanærende.

O Allahs fjende! Du var farao af denne ummat." Så takkede Han Allahu ta'âlâ og sagde: "O min Rabb! Du har indfriet Dit løfte til mig." Vores Mester, Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) fik den sårede Ashâb al-kirâm's sår bandageret. Han fik fundet dem, der blev martyrer. Fjorten mennesker blev martyrdøden, otte af dem fra Ansâr. Mens alle deres velsignede sjæle fløj til Jannah, blev halvfjerds personer dræbt fra polyteisterne, som forsøgte at slukke Islâms nûr. Desuden blev tooghalvfjerds personer taget til fange. Vores Mester Rasûlullah sendte Abdullah ibn Rawâha og Zayd ibn Hâritha til Medîna for at overbringe den gode nyhed om sejren.

Vores Mester, Profeten, gennemførte janâza namâz²²¹ for martyrerne, og Han fik dem begravet i deres grave.

Af polyteisterne´s lig blev fireogtyve af dem kastet i en tør brønd; andre blev kastet i gruber og dækket med jord.

Verderne´s Mester kom til brønden med Sin ærede Ashâb og sagde: "O dem, der er blevet kastet i brønden!" og fortsatte med at recitere navnene på de dræbte polyteister sammen med deres fædres navne: "O Utba ibn Rabîa! O Umayya ibn Halaf! O Abû Jahl ibn Hishâm!....

Sikke et dårligt folk I var over for jeres Profet. I fornægtede mig, men andre godkendte og bekræftede mig. I forviste mig fra min by, mit hjemland. Men andre åbnede deres døre for mig og tog imod mig med åbne arme. I kæmpede imod mig, men andre hjalp mig. Har I opnået det, som min Rabb lovede jer? Jeg har opnået den sejr, som min Rabb lovede."

Hadrat 'Umar spurgte vores Profet: "O Rasûlullah! Fortæller du disse til kadaverne?" Derpå svarede vores Mester Rasûl al-akram: "Jeg siger i min Rabb's navn, som sendte mig som en sand Profet, at I ikke hører mig mere end de gør. Men de kan ikke svare."

Polyteisterne løb væk fra slagmarken for at redde deres liv, men kunne ikke tage noget af det, de havde medbragt. Alt dette gik over til muslimerne. Vores Mester, Profeten fordelte byttet blandt alle Hans Ashâb, som deltog i Badr-krigen og som var på tjeneste. De blev ved Badr i yderligere tre nætter og vendte tilbage til Medîna efter nitten dage.

I mellemtiden nærmede Abdullah ibn Rawâha og Zayd ibn Hâritha, der var blevet sendt som varsler, sig til Medîna. Da de ankom til det sted, der er kendt som Aqiq, søndag midt på formiddagen, skiltes de. Abdullah ibn Rawâha og Zayd ibn Hâritha kom ind i Medîna gennem forskellige dele. De stoppede ved hvert hus og informerede dem om sejren.

Abdullah ibn Rawâha, vores Mester Rasûlullahs digter, forkynder sejren højlydt ved at recitere;

O Ansâr! Jeg giver jer hermed det glædelige budskab,
Allah´s Profet er i sikkerhed og i live.

Polyteisterne blev dræbt og i fangenskab,
Blandt krigsfanger er de berømte mange.

Samt alle Rabîa´s og Hajjâj´s sønner,
Abû Jahl Amr ibn Hishâm blev dræbt ved Badr.

Hadrat Asim ibn Adiy spurgte: "O Ibn ar-Rawâha! Er det sandt, hvad du sagde?" Abdullah ibn Rawâha sagde: "Ja, jeg sværger ved Allah at det er sandt! Inshâallah (hvis Allah vil), vil Rasûlullah komme i morgen med de fanger, hvis hænder er bundet!"

"Jeg siger i min Rabb's

navn, som sendte mig
som en sand Profet, at I
ikke hører mig mere end

de gør. Men de kan ikke

svare."
Hadîth ash-sharîf

Hadrat Ruqayya's død

Den dag var Hadrat Ruqayya, datter af vores elskede Profet, gået bort. Hendes mand, Hadrat 'Uthmân, havde udført hendes janâza namâz. Denne sejrsnyhed, over denne sorg, havde lettet dem en smule.

Vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), takkede sammen med Sin Ashâb Allahu ta'âlâ, som skænkede Badr-sejren over dem og udførte sajda (nedkastelse) af shukr (taknemmelighed) og gik derefter mod Medîna al-munawwara med fangerne.

Tidligere havde Abdullah ibn Rawâha og Zayd ibn Hâritha bragt de gode nyheder om sejren og fortalt om, hvad der skete i Ghazâ i Badr, og hvem der blev martyrdød. Børn, kvinder, folk på vagt i Medîna havde glædet sig over sejren. De gik ud af byen for at byde vores Mester, Profeten, velkommen. Hâritha ibn Surâqa var blandt martyrerne. Hans mor, Rabî, havde erfaret, at hendes søn blev martyrdød af en fjendtlig pil, mens han drak vand fra bassinet. Da vores mor Rabî hørte denne nyhed, sagde hun: "Jeg vil ikke græde over min søn, før Rasûl 'alaihis-salâm kommer. Når Han ærer Medîna, vil jeg spørge Ham. Hvis min søn er i Jannah, vil jeg aldrig græde. Hvis han er i Jahannam, vil jeg udgyde blod, i stedet for tårer, fra mine øjne."

Da vores elskede Profet med Sin velsignede Ashâb al-kirâm hædrede Medîna, kom Rabî til Ham og sagde: "Må mine forældre blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Du ved, hvor meget jeg elsker min søn, Hâritha. Blev han martyr og kom til Jannah? Hvis ja, skal jeg være tålmodig. Hvis ikke, vil jeg udgyde blod, i stedet for tårer, fra mine øjne." Vores Mester Habîb al-akram gav hende den gode nyhed: "O Umm Hâritha! Din søn er ikke i én, men i flere Jannah´er. Hans plads er Firdaws (et højt niveau af Jannah´er)." På dette sagde Rabî: "Fra nu af vil jeg ikke græde over min søn." Vores Mester bad om en kop vand. På grund af Sin medfølelse stak Han Sin hånd i vandet og trak den derefter ud. Han fik Hadrat Hâritha´s mor og hans søster til at drikke dette vand. Han vådede også deres ansigter og hoveder med dette vand. Efter den dag blev Rabî og hende´s datter´s ansigter meget lysende. Desuden havde de meget lange levetider. Vores Mester, hâja al-kâinât'alaihi afdalussalawât, fordelte de halvfjerds fanger, der blev bragt til Medîna, blandt Sine ashâb'er og beordrede dem til at behandle dem godt. En åbenbaring vedrørende fangerne´s skæbne var endnu ikke blevet sendt af Allahu ta'âlâ. Vores Mester Rasûlullah, efter at rådføre sig med Hans Ashâb, besluttede, at fangerne skulle løslades mod løsepenge.

Løsepengene blev fastsat i forhold til de enkelte fange´s ejendom. De, der ikke havde nogen ejendom og var læsekyndige, skulle lære ti analfabeter i Medîna at læse og skrive, hvorefter de kunne tage til Mekka. Vores Mester, Profeten´s farbror Abbâs var blandt de fangerne. Vores Mester sagde til ham: "O Abbâs! Betal for frigivelsen af dig selv, din bror´s søn Uqayl (Aqîl) ibn Abî Tâlib og Nawfal ibn Hârith. For, du er rig." Så sagde Hadrat Abbâs: "O Rasûlullah! Jeg er en muslim. Quraysh bragte mig til Badr med magt." Rasûlullah svarede: "Allahu ta'âlâ ved, om du er muslim eller ej. Hvis du fortæller den sandhed, vil Allahu ta'âlâ give dig dens belønninger med sikkerhed. Men du er imod os med hensyn til dit udseende. Derfor skal

du betale for din frigivelse." Da Abbâs sagde, "O Rasûlullah! Jeg har ingen rigdom hos mig bortset fra 800 dirhams, som du tog som krigsbytte", sagde vores Mester, Profeten, "O Abbâs! Hvorfor fortæller du ikke om det guld?" Så spurgte han: "Hvilket guld?" Da vores elskede Profet svarede: "De guldmønter, som du gav til din kone Umm al-Fadl, datter af Haris, den dag du skulle ud af Mekka! Da du gav dem, var der ingen andre end jer to. Guldmønterne, som du sagde til Umm al-Fadl: "Jeg ved ikke, hvad der vil ske med mig under denne ekspedition. Hvis der sker mig noget, og hvis jeg ikke er i stand til at vende om, så er dette beløb af guldet til dig, dette beløb er til Fadl, dette beløb er til Abdullah, dette beløb er til Ubaydullah, og dette beløb er til Qusam."" Hadrat Abbâs blev forbavset og sagde: "Jeg sværger, at der ikke var nogen anden, mens jeg gav disse guldmønter til min kone. Hvordan kan du vide det?" Vores Mester, Profeten svarede: "Allahu ta'âlâ informerede mig." Så sagde Hadrat Abbâs: "Jeg bevidner, at du er Allahu ta'âlâ´s Rasûl, og du fortæller sandheden", og reciterede Kalima ash-shahâda.²²² Da Hadrat Abbâs blev muslim, satte vores Mester, Profeten ham til at lede Mekka. Han beordrede ham til at beskytte muslimerne der og sende nyheder om Islâm´s fjender.

Quraysh, som blev hårdt besejret i Ghazâ i Badr, fik besked om, at de kunne få fangerne tilbage ved at betale løsesummen. Nadr ibn Hârith, som pinte profeterne´s Mester meget før Hegira, blev imidlertid halshugget. Også Uqba ibn Abî Mu'ayt, som havde lagt en kamelmave på vores elskede Profet, mens Han udførte namâz i Kâ'ba, blev dræbt. Da denne glubske fjende af Islâm blev halshugget, priste vores Mester Rasûlullah Allahu ta'âlâ. Han gik hen til hans lig og sagde: "Wallahi, jeg kender ikke nogen så slem som dig, der fornægter Allahu ta'âlâ, Han´s Rasûl og den Qur'ân al-karîm, og som pinte Han´s Rasûl så meget."

Fangerne blev hos Ashâb al-kirâm ('alaihimurridwân), indtil de blev taget af deres vogtere i bytte for løsesum. Alle sahâbîerne behandlede fangerne meget godt og delte deres mad med dem.

Mus'ab ibn Umayrs bror, Abû Aziz, var blandt fangerne. Han fortalte: "Jeg var også fanget i huset af en Medîna-muslim. De behandlede mig meget godt og gav de brød, som de ville spise om morgenen og om aftenen, til mig, således at de kun måtte spise dadler. Hver gang en af dem samlede et stykke brød, gav han det direkte til mig. Da jeg skammede mig, gav jeg brødet tilbage til den person, der havde bragt det. Men han gav det tilbage til mig igen."

Igen fortalte en af fangerne ved navn Yazîd fra Quraysh følgende: "Mens muslimerne var på vej tilbage fra Badr til Medîna, fik de os, fangerne, til at bestige dyrene, og de gik til fods."

Khadîja radiy-Allahu 'anhâs søster´s søn, vores Mester, Profeten´s svigersøn Abu'l- Âs ibn Rabî, var blandt fangerne. Abu'l-Âs var en af købmændene i Mekka, og han var meget rig. Han var berømt for sin pålidelighed og fromhed. Da løsesummene for fangerne blev sendt fra Mekka, sendte Hadrat Zaynab for at fuldende det halskæde, som hende´s mor havde givet hende som bryllupsgave, til Hadrat Zaynab. Da løsesummene ankom, genkendte vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) halskæden og sagde: "O min Ashâb, hvis I finder det passende, så send min datter Zaynab´s fange med løsesummen." Ashâb al-kirâm var også enig. Abu'l-Âs ibn Rabî fik lov til at tage til Mekka med alle sine varer på betingelse af, at han sender

Zaynab til Medîna. Abu'l-Âs sendte Zaynab og hende´s ledsagere af sted med sin bror Kinâna. De polyteister, der hørte om dette, sendte nogle af deres mænd efter dem. De nåede dem ved Zî-Tuwâ. Da Habar ibn al-Aswad kastede sit spyd, skred kamelen og kastede Hadrat Zaynab. Kinâna affyrede sine pile foran ham og sagde: "Jeg vil ødelægge enhver, der forsøger at dræbe Zaynab." Han tog Zaynab ud af Mekka og bragte hende til deres bestemmelsessted. Hadrat Zaynab blev syg på grund af sine sår. Hun var gravid. Da hun ankom til Medîna, mistede hun sit barn. Rasûl 'alaihis-salâm blev meget ked af det, da Han hørte om dette.

"O Abbâs! Allahu ta'âlâ

ved, om du er muslim
eller ej. Hvis du fortæller

den sandhed, vil Allahu

ta'âlâ give dig dens
belønninger med sik-
kerhed. Men du er imod

os med hensyn til dit
udseende. Derfor skal du

betale for din frigivelse."

Hadîth ash-sharîf

At polyteisterne blev besejret ved Badr, og at de flygtede fra slagmarken i en beklagelig tilstand, vakte stor overraskelse i Mekka. Et helt uventet resultat, som de aldrig havde tænkt på, var indtruffet. Abû Lahab og andre polyteister troede ikke på den første herolds ord. Da Abû Sufyân, der var løbet væk fra slagmarken, kom til Mekka, kaldte de ham straks til sig. Abû Lahab spurgte ham: "O min bror´s søn! Fortæl os, hvordan skete det?" Abû Sufyân satte sig der. Mange mennesker, der stod, lyttede til ham. Abû Sufyân fortalte dem:

"Du skal ikke spørge! Når vi mødtes med muslimer, var det som om vores hænder var bundet, de gjorde, som de ville. De dræbte nogle af os og tog nogle andre til fange. Jeg sværger, at jeg ikke fordømmer eller kritiserer nogen af vores folk. For på det tidspunkt mødtes vi med nogle mennesker, som var på hvide heste mellem jord og himmel. Intet kunne modstå dem; ingen kunne modsætte sig dem!"

Abbas slave, Hadrat Abû Râfi', som var blevet muslim i Islâm´s tidlige dage, men som af frygt for polyteisterne´s pinsler ikke havde afsløret sin tro, var der. Da han lyttede til dem i stilhed, glemte Abû Râfi' alt på grund af sin glæde og sagde pludselig: "Wallahi, de er engle."

Abû Lahab slog ham voldsomt, greb fat i ham og kastede ham til jorden. Han slog ham voldsomt. Ved dette kunne Umm al-Fadl, Hadrat Abbâs hustru, ikke stå op. For hun var også selv blevet muslim. Umm al-Fadl tog en af pindene i rummet og sagde: "Du så ham magtesløs, da han ikke har nogen, ikke sandt?" Hun slog Abû Lahab voldsomt. Abû Lahab´s hoved blev såret. Foragtelig, foragtet og fo Hadîth ash-sharîf ragtelig, dryppende af blod, gik han tilbage. Syv dage senere gav Allahu ta'âlâ ham en sygdom kaldet sort rød. Han døde af denne sygdom. Han´s sønner lod han´s lig ligge ubegravet i to eller tre nætter. Til sidst begyndte han at lugte. Alle undgik hvor han var og afskyede den sygdom, som Abû Lahab pådrog sig, som om det var en pest. På baggrund heraf sagde en af Qurayshîerne til Abû Lahab´s sønner: "Skam på jer! Føler I ikke skam? I lokkede jeres far derhjemme, indtil han stank. Tag ham i det mindste et sted hen og begrav ham!" Han´s sønner sagde til ham: "Vi er bange for han´s sygdom." Denne gang sagde manden til dem: "Gå I bare, jeg skal komme og hjælpe jer." Så samledes de tre. De tog ham på skuldrene og bar ham af sted og lagde ham i læ på et sted, der lå lidt afsides. De kastede sten på ham, indtil det ikke var muligt at se ham. Således kom Abû Lahab ind i sit land, den mørke Jahannam-grube, hvor han for evigt vil opholde sig i pine og ild.

Walîd ibn Walîd var blandt de Quraysh-fanger, der blev taget til fange i Ghazâ i Badr. Abdullah ibn Jahsh havde taget ham til fange. Hans brødre, Hishâm og Khâlid ibn Walîd, som endnu ikke havde omfavnet Islâm, kom til Medîna. Abdullah ibn

Jahsh ville ikke frigøre ham, medmindre hans løsesum blev givet. Selv om Khâlid indvilligede, accepterede Hishâm, han´s halvbror på faderen´s side, det ikke. Vores Mester Rasûlullah foreslog at udlevere deres far´s våben og udstyr. Til dette tilbud gav Hishâm sit samtykke, men Khâlid accepterede ikke. Til sidst blev de enige om deres far´s sværd (det havde en værdi af 100 dinâr), han´s rustning og han´s hjelm. De reddede Walîd fra fangenskab og begav sig til Mekka. Men Walîd forlod dem på stedet for Dhu'l-Hulayfa, som var fire miles fra Medîna, kom til vores Mester, Profeten, og omfavnede Islâm. Han blev en af Ashâb al-kirâm. Efter et stykke tid tog han til Mekka, til sine brødre. Da Khâlid ibn Walîd spurgte ham: "Når du nu skulle blive muslim, hvorfor blev du så ikke muslim, før vi betalte din løsesum? Du fik os til at skille os af med et minde fra vores far. Hvorfor gjorde du det?" Han svarede: "Jeg var bange for, at Quraysh-folket ville sige: 'Han kunne ikke udholde fangenskabet og blev lydig mod Muhammed 'alaihis-salâm'."

Vred over dette svar satte han´s brødre ham i fængsel sammen med nogle muslimer fra Manzum´s sønner, sammen med Iyâsh ibn Abî Rabîa og Salama ibn Hishâm (radiy-Allahu 'anhumâ). Walîd ibn Walîd blev fængslet i årevis, fordi han var blevet troende. Han blev undertrykt og led tortur udført af sin onkel Hishâm, en grusom fjende af Islâm og han´s polyteistiske slægtninge. Vores Mester Rasûl al-akram (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) bad for Iyâsh ibn Abî Rabîa, Salama ibn Hishâm og Walîd, der var blevet undertrykt af polyteisterne, således: "O min Rabb! Red Walîd ibn Walîd, Salama ibn Hishâm, Iyâsh ibn Rabîa og andre muslimer, som synes svage (og hjælpeløse) (fra de vantro fanger), O min Rabb, knus Mudar (Quraysh) voldsomt (værre end før). Ligner disse år (for dem) med Yûsuf (Josefs) år."

Med velsignelsen fra vores Mester Rasûlullah's bøn fandt Walîd en mulighed og undslap fra hvor han var bundet. Han kom til Medîna al-munawwara og nåede frem til vores elskede Profet. Da vores Mester Habîbullah spurgte om situationen for Iyâsh ibn Rabîa og Salama ibn Hishâm, nævnte han, at de var bundet med fødderne til hinanden og led bitter pine og tortur.

Universets Sultan var meget ked af deres tilstand; Han søgte efter en måde at redde dem på. Da Han spurgte, hvem der kunne redde dem, svarede Walîd, selv om han havde undergået tortur i årevis, med stor tapperhed og entusiasme: "O Rasûlullah! Jeg vil redde dem; jeg vil bringe dem til dig." Han kom til Mekka igen og fandt ud af, hvor de torturerede muslimer befandt sig ved at følge en kvinde, der bragte mad til dem. Begge blev de fængslet i en tagløs bygning. Om natten, med fare for sit liv, kom Walîd med stort mod ned fra muren og nåede frem til sine venner. De to uskyldige mænd, hvis eneste skyld var at tro, blev af polyteisterne bundet til en sten og led alle former for tortur i den kvælende varme i Arabien. Walîd reddede disse velsignede brødre og fik dem til at stige op på hans kamel. Han begav sig til fods til Medîna al-munawwara, med bare fødder, for at nå Rasûlullah, som han elskede højt, så hurtigt som muligt. Det, der brændte ham, var ikke den intense ørkenhede, men kærligheden til at møde verdernes Mester.

Han kom til Medîna på tre dage, barfodet, uden mad og vand. Hans tæer var alle skadet af stenene´s hårdhed. Walîd ibn Walîd nåede frem til Habîbullah, som han elskede så højt.

Badr-sejren vakte stor jubel blandt muslimerne. Polytheisterne sank ned i sorg og skuffelse. Negus, herskeren af Abessinien, gav de gode nyheder til Ashâb al-kirâm, da han hørte, at vores Mester Rasûlullah havde sejret, ved at sige: "Priset være

Allahu ta'âlâ, for Han gjorde Han´s Rasûl sejrende ved Badr og gav Ham sejren."

"Wallahi, jeg kender ikke

nogen så slem som dig,

der fornægter Allahu
ta'âlâ, Han´s Rasûl og
den Qur'ân al-karîm, og
som pinte Han´s Rasûl så

Begivenhederne i forbindelse med Badr´s Ghazâ

Vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) var i krig med både jøderne og munâfiqerne som Abdullah ibn Ubayy, der foregav at være muslimer, samt polyteisterne. Desuden inviterede Han polyteistiske stammer omkring Medîna til Islâm og arbejdede for, at de blev hædret ved at omfavne Islâm. Ghazâ'erne som Karkara, Banî Kaynukâ, Sawîq, Ghatfân, Bahran... blev alle gjort efter Badr´s Ghazâ .

meget."
Hadîth ash-sharîf

Nogle hændelser, der skete i det andet år af Hegira

Det år blev zakât (en årlig pligt for folk, der betragtes som rige i islam, til at give en vis mængde af visse former for ejendom til visse former for mennesker) gjort til fard, og desuden blev sadaqa al-fitr, eid namâz og qurban (ofring af dyr) gjort obligatorisk. Vores Mester Rasûlullah giftede Sin datter Umm Gulthum med Hadrat 'Uthmân. Vores Mester, Profeten, giftede sig med Hafsa, datter af Hadrat 'Umar og Zaynab bint Khuzayma. Hadrat Hasan, søn af Hadrat Alî, blev født.

Hans ægteskab med Hadrat Âisha

Vores Mester, Profeten, var forlovet med Hadrat Âisha, mens de var i Mekka, men de havde endnu ikke holdt bryllup. En dag spurgte Hadrat Abû Bakr vores Mester Sarwar al-âlam: "O Rasûlullah! Hvad er det, der holder dig tilbage fra at gifte dig med din kone?" Rasûlullah svarede: "Det er mahr (mahr består af ting som guld, sølv eller enhver form for ejendom eller enhver form for fordel, som en mand giver til den kvinde, han skal giftes med)." Så sendte Hadrat Abû Bakr penge til mahr til Rasûlullah.²²³

Derefter blev vores mor Hadrat Âisha's bryllup afholdt. På det tidspunkt var vores Mester, Profeten, femoghalvtreds år gammel.²²⁴ Vores mor Hadrat Âisha var så intelligent og talentfuld, at hun straks kunne udtrykke hændelser poetisk. Hun ville aldrig glemme, hvad hun lærte og lærte udenad. Hun var meget klog, intelligent, lærd, litteratør, kysk og from. Da hun havde en tilbageholdende hukommelse, spurgte Ashâb al-kirâm om og vilærte mange ting af hende. Hun blev rost af en âyat al-karîma.

Ghazwa i Karkarat al-Qadr

Nyheden om en gruppe fra Banî Salim og Ghatfân, der samledes i Karkara, kom frem. På baggrund af dette begav vores Mester, Profeten, med to hundrede fra Muhâjir og Ansâr afsted fra Medîna. Hadrat Ibn al-Umm Maktum blev efterladt som stedfortræder i Medîna. Hadrat Alî bar det hvide banner. Da de ankom til det pågældende sted, kunne de ikke finde nogen. Polyteisten havde hørt, at mujâhiderne kom og forlod. De stødte på en kameler og spurgte ham om gruppen fra Banî Salim og Ghatfân. Kameleeren sagde: "De havde hyret mig til at se efter deres dyr i fem dage. Men jeg ved ikke, hvor de er nu." Fem tusinde kameler blev taget som bytte. Kameleeren Yasâr blev også taget til fange. Efter opholdt sig i Karkarat al-Qadrdalen i tre dage, hvor de vogtede kamelerne, tog de afsted mod Medîna. På det sted, der kaldes Darâr, delte vor Mester, Profeten, der satte en-fikh af det fra hinanden, kamelerne. Alle fik to kameler. Den næste dag, da de udførte namâz om morgenen, så de, at kamelen kaldet Yasâr bad sammen med dem. Herpå frigjorde Vores Mester, Profeten ham. De vendte sundt tilbage til Medîna.

"Priset være Allahu
ta'âlâ, for Han gjorde
Han´s Rasûl sejrende
ved Badr og gav Ham

sejren."
Hadîth ash-sharîf

Den der brænder med længslens ild efter dig bliver nûr,
Og det hjerte, der er ødelagt af kærlighedens problemer, trives.

Ghazâ af Banî Kaynûk

En dag ville jøderne fra Banî Kaynukâ gøre nar af en muslimsk kvinde. Efter at have set dette, trak en sahâbi straks sit sværd og dræbte jøden. Jøderne samledes og martyrerer denne velsignede sahâbî. Vores Mester, Profeten, blev informeret om denne hændelse. Vores Mester, Rasûl al-akram samlede dem på markedspladsen i Kaynukâ og sagde: "O jødiske samfund! Frygt, at I vil blive fanget af en pine som den, som Allahu ta'âlâ ramte over Quraysh. Bliv muslimer. I ved godt, at jeg er en Profet, som er sendt af Allahu ta'âlâ. I har allerede læst dette og Allahu ta'âlâ´s løfte til jer i jeres bog."

Banî Kaynûka´s Ghazâ

På trods af denne medfølelse udfordrede jøderne, som brød den traktat, de havde indgået, verdenerne´s Sultan ved at sige: "O Muhammed! Lad dig ikke narre af, at du har besejret et folk, der ikke ved, hvordan man fører krig! Vi sværger, at vi er krigere. Du vil først forstå, hvilke store krigere vi er, når du begynder at bekæmpe os!" De afslørede således deres udfordring ved at overtræde den tidligere aftale. Efter dette bragte Jabrâîl 'alaihissalâm en åbenbaring, i maal: "(O Min Habîb!) Hvis du er bekymret for forræderi fra et folk, der har indgået en traktat (med dig) (som de har overtrådt), så informer dem rette og retfærdigt om, at du har afvist deres traktat (før du erklærer krig mod dem). For Allahu ta'âlâ elsker ikke de forræderiske."²²⁵

"I vil helt sikkert blive
besejret, og sammen vil I

blive drevet til Jahan-

nam, som er et ondt

hvilested."
Âl-i ‘Imrân: 12

I maal af en anden âyat al-karîma, "O min Rasûl! Sig til de vantro jøder: I vil helt sikkert blive besejret, og sammen vil I blive drevet til Jahannam, som er et ondt hvilested."²²⁶

I midten af Shawwâl-måneden, om lørdagen, samlede vores Mester Habîb al-akram straks en hær og marcherede til den fæstning, hvor Kaynûka-jøderne boede. Det hvide banner blev båret af Hadrat Hamza. Abû Lubâba var tilbage i Medîna som stedfortræder.²²⁷

Den velsignede hær belejrede Kaynûka-fæstningen. Jøderne, som sagde: "Vi er det, som krigere kalder helte", turde ikke engang skyde pile fra deres fæstning, endsige gøre modstand. Vores Mester, Rasûlullah kontrollerede, som gik ind og ud af fæstningen. Ingen kunne komme ud. Denne tilstand fortsatte i femten dage.²²⁸

Jøderne blev bange og overgav sig. Selv om de hver især skulle have været dræbt, havde vores elskede Profet, der blev sendt som en barmhjertighed for verdenerne, medlidenhed med dem, og Han lod jøderne fra Kaynûka gå til Damaskus. Ingen af dem fik lov til at blive tilbage. Derved blev de fordrevet fra Medîna-landene.²²⁹

De udvandrede fra Banî Kaynukâ´s landområder. Deres ejendomme og våben blev muslimerne´s bytte.

Ghazwa af Sawîq

Da Abû Sufyân kom til Mekka på flugt fra slaget ved Badr, svor han, at han ikke ville smøre olie på sit hår eller nærme sig sin kone, før han havde taget hævn over Muhammed sall-Allahu 'alaihi was sallam. For at opfylde sit løfte begav han sig i det andet år af Hegira, den femte dag i Dhu'l-hijja, om mandagen, afsted mod Medîna med to hundrede kavalerier. En aften gik han til en person´s hus i Medîna og spurgte om vores Mester, Profeten. Den pågældende person tog ikke hensyn til ham.

Han åbnede ikke engang døren. Abû Sufyân gik derfra og blev i Salâm ibn Mushkam´s hus. Den næste dag tog han til Arîz-området. I denne region stødte han på Ma'bad ibn Amrush og hans tjener og dræbte dem, mens de var i gang med deres arbejde. Han satte ild til en dadelpalmeplantage. Han sagde: "Mit løfte er opfyldt", og han gik.

Da denne hændelse blev rapporteret til vores Mester, Profeten, forlod Abû Lubâba som stedfortræder i Medîna, og Han gik til Abû Sufyân med to hundrede mænd.

Denne nyhed nåede frem til polyteisterne; de begyndte at løbe. For at undslippe, efterlod de deres varer og en slags korn kaldet sawîq med gryderne til at koge dem. Muslimerne fandt dette og tog dem som et trofæ. Dette er grunden til, at denne krig blev kaldt Ghazwa af Sawîq.

Hadrat Alî´s og Hadrat Fâtima's ægteskab

Det var det andet år af Hegira. Vores Mester, Profeten´s (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) datter Hadrat Fâtima blev femten år gammel.

En dag gik Hadrat Fâtima til vores Mester Rasûl al-akram for at udføre en tjeneste. Vores Mester Rasûlullah så, at Hans datter havde nået den gifte alder. Efter den dag spurgte mange personer om vores mor, Fâtima-tuz-Zahrâ´s hånd i ægteskab. Rasûl 'alaihis-salâm tog ikke hensyn og sagde: "Hende´s ægteskab afhænger af Haqq ta'âlâ´s dekret."

En dag sagde Hadrat Abû Bakr, Hadrat 'Umar og Hadrat Sa'd ibn Mu'âz: "Alle, undtagen Hadrat Alî, bad om Hadrat Fâtima´s hånd i ægteskab. Men ingen blev accepteret", mens de sad i masjid. Hadrat Siddîq sagde: "Jeg formoder, at dette ægteskab vil blive givet til Alî. Lad os gå hen til ham og besøge ham og diskutere dette emne. Hvis han fremfører fattigdom som en undskyldning, så lad os hjælpe ham." Så sagde Hadrat Sa'd: "O Abû Bakr! Du er altid velgørende. Rejs dig op, lad os ledsage dig." Disse tre forlod masjid og gik hen for at se Hadrat Alî. Hadrat Alî var taget afsted på sin kamel og var i gang med at vande en dadelhave, der tilhørte en person fra Ansâr. Da han så dem, hilste han på dem og bød dem velkommen. Hadrat Abû Bakr spurgte: "O Alî! For enhver velgørende gerning er du altid lederen, og du har en sådan rang i Rasûl al-akram´s øjne, som ingen andre nogensinde har haft. Alle spurgte om Hadrat Fâtima's hånd i ægteskab. Men ingen blev accepteret. Vi formoder, at du vil blive accepteret. Hvorfor gør du ikke et forsøg?"

Da Hadrat Alî hørte disse ord, fyldtes han´s velsignede øjne med tårer, og han sagde: "O Abû Bakr! Du bedrøver mig dybt. Ingen er så begejstret for hende som jeg. Men min fattigdom er en hindring for dette." Hadrat Abû Bakr sagde da: "Tal ikke sådan. Rigdom er intet i Allahu ta'âlâ´s og Han´s Rasûl´s øjne. Fattigdom kan ikke være en hindring for det. Gå hen og spørg om hende´s hånd til ægteskab."

Hadrat Alî fortalte: "Jeg kom ind i Rasûlullah´s nærvær og var genert og tilbageholdende. Rasûlullah var storslået og stilfærdig som sædvanlig. Jeg satte mig ned foran Ham, men kunne ikke tale. Vores Mester Rasûlullah spurgte: "Hvorfor kom du, har du brug for noget?" Jeg bevarede min tavshed. Da Han sagde: "Måske er du kommet for at bede om Fâtima´s hånd," kunne jeg kun sige: "Ja". (Vores Mester, Profeten fik Fâtima til at høre, at Hadrat Alî bad om hende´s hånd i ægteskab. Hun holdt også sin tavshed). Vores Mester, Profeten spurgte: "Hvad har du som mahr til at give Fâtima?" Jeg sagde: "O Rasûlullah! Jeg har intet med mig, som jeg kan give til hende.”

Så spurgte Han: "Hvor er din Khutamî-pansrede skjorte, som jeg gav dig, hvad er der sket med den?" Da jeg svarede: "Den er hos mig", sagde Han: "Sælg den og giv mig pengene. Det er nok som mahr."²³⁰ Ifølge en anden beretning, da vores Mester Rasûlullah spurgte Hadrat Alî: "Hvad har du med dig?" svarede han: "Jeg har min hest og min pansrede skjorte med mig." Så sagde vores Mester Rasûlullah: "Du

får brug for din hest, men sælger din rustning." Ifølge en anden beretning sagde vores Mester, Profeten, "O Alî! Gå og lej et hus til dig selv."

"Uthman er min følges-

vend i Jannah."
Hadîth ash-sharîf

Indtil han blev gift, plejede Hadrat Alî at bo hos vores Mester, Profeten, indtil han blev gift. Efter ordre fra vores Mester, Profeten, lejede han Hâritha ibn Nu'mân's hus, nær Masjid an-Nabawî, overfor Hadrat Aîsha's værelse. Han sendte sin rustning til bazaren. Mens Hadrat 'Uthmân gennemsøgte bazaren, genkendte han Hadrat Alî´s rustning. Han spurgte sælgeren: "Hvor meget vil ejeren af denne rustning have?" Sælgeren svarede: "400 dirham." Hadrat 'Uthmân (radiy- Allahu 'anh) sagde: "Kom og hent pengene." Derefter gik han hen til sit hus. Han tog den rustning fra sælgeren og betalte for den. Han sagde: "Ingen er værdig til denne rustning, undtagen ham. Han bør bruge disse penge på brylluppet. Og accepter vores undskyldning." Han gav de 400 dirhams, lagde rustningen ovenpå og sendte den som en gave til Hadrat Alî.

Da Hadrat Alî kom til vor Profet med sin rustning og dirhams, vores Mester, påkaldte Profeten mange velsignelser over Hadrat 'Uthmân og sagde: "'Uthmân er min følgesvend i Jannah." Så kaldte Han Bilâl al-Habashî, gav ham nogle af pengene og beordrede ham ved at sige: "Tag disse penge og gå til markedet! Køb lidt rosenvand og honning med resten af pengene, og bland dem derefter i vandet i et rent bæger i et hjørne af masjid. Lav honning-sorbet, vi skal drikke det efter nikâh udføres. Inviter mine Ashâb fra Ansâr og Muhâjirer, som er til rådighed, og erklære for folket, at Fâtima og Alî vil blive gift."

Bilâl al-Habashî gik ud og fortalte folk, at Hadrat Alî og Hadrat Fâtima var ved at blive gift. Ashâb al-kirâm kom til Masjid an-Nabawî og fyldte masjiden´s indre og ydre. Så rejste vores Mester, Profeten sig op og reciterede følgende khutba: "All hamd og shukr tilhører Rabb af alting. Han er den, der prises for de velsignelser Han gav, som er tilbedt på grund af Hans evige magt og kraft, hvis pine og regnskab alle er bange for, hvis befaling og dekret hersker over jorden og himlen. Han er den, der skaber skabningerne med Sin magt, adskiller dem med Sin retfærdige regler, ærer folk med Sin religion (Islâm) og Sin Profet Muhammed ('alaihis-salâm)...

Allahu ta'âlâ befalede mig at gifte min datter Fâtima med Alî ibn Abî Tâlib. Jeg gør jer nu til vidner på, at jeg (med Allahu ta'âlâ´s befaling) har giftet Fâtima med Alî ibn Abî Tâlib med en mahr på 400 mithqals sølv. Må min Rabb bringe dem sammen og gøre dette velsignet for dem. Må Han gøre deres efterkommere rene, nøglen til barmhjertighed, min af visdom og troværdig for Muhammad´s ummat.

Dette er alt, hvad jeg ønskede at sige. Jeg beder om barmhjertighed fra min Rabb for mig selv og jer."

Så rejste Hadrat Alî sig op og reciterede denne korte khutba: "...Jeg siger salat og salâm (velsignelser og fred) til Muhammed 'alaihis-salâm, foran hvem vi er til stede, Han havde giftet mig med Han´s velsignede datter Fâtima med en mahr på 400 mithqâls sølv. O mine brødre i troen! I har helt sikkert hørt og været vidner til det, som vores Mester, Profeten, sagde. Jeg bevidner og samtykker også til dette. Jeg accepterer det, som det er. Allahu ta'âlâ er vidne til alle vores ord, og Han er vores allesammens vogter."²³¹

Da bryllupsceremonien var overstået, lod vores Mester, Profeten, bringe friske dadler og sagde: "Tag nu af disse dadler og spis." Alle tog og spiste dem. Derefter delte Hadrat Bilâl honning-sorbet ud, det drak de også, og alle sahâbîerne påkaldte: "Bârakallahu fî kumâ wa 'alaikumâ wa jama'a shamlakumâ." (Må Allahu ta'âlâ gøre jer begge velsignede, må Han gøre alt, hvad der kommer til jer, velsignet, og må Han forene jer med hinanden!) På tidspunktet for brylluppet var Fâtima radiy- Allahu 'anhâ femten år gammel, og Alî radiy-Allahu 'anh var femogtyve år gammel.

Hadrat Fâtima græd efter nikâh (ægteskabskontrakt foreskrevet af Islâm). Vores Mester, Profeten, kom og sagde: "O Fâtima! Hvad skete der med dig, hvorfor græder du? Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, at jeg giftede dig med den bedste i kundskab, mildhed og visdom blandt dem, der bad om din hånd i ægteskabet." Hadrat Fâtima svarede: "O min kære far! Mahr for enhver pige, der bliver gift, er værdsat og bestemt med guld og sølv. Hvis min mahr også blev værdsat på samme måde, hvad ville forskellen være mellem dig og de andre? På qiyâmat-dagen, for hvor mange af de muslimer, der er syndere, vil du gå i forbøn for; jeg vil også gerne gå i forbøn for deres hustruer. Dette er mit ønske."

Da Allahu ta'âlâ meddelte, at Hadrat Fâtima´s ønske var blevet accepteret, sagde vores Mester Rasûlullah: "O Fâtima! Du har gjort det klart, at du er et Profeten´s barn!"

Hadrat Alî sagde: "Der var gået en måned fra tidspunktet for disse forretninger. Intet blev nævnt om dette emne. På grund af min tilbageholdenhed, det vil sige, da jeg var genert, kunne jeg ikke engang åbne munden for at sige et ord. Men vores Mester Rasûlullah sagde fra tid til anden til mig, når Han så mig alene: "Hvilken god dame din kone er! Glædesbudskab til dig, for hun er bedre end alle kvinder i verden."

På den tid sagde Hadrat Alî´s bror Hadrat Uqayl: "O Alî! Vi har været glade for dette ægteskab, men mit ønske er, at disse to lykkelige personer skal være tæt på hinanden." Hadrat Alî sagde: "Jeg har også det samme ønske, men jeg føler mig forlegen." Hadrat Uqayl holdt Hadrat Alî´s hånd og tog ham med til vores Mester, Profeten, hus. Da de ankom der, mødte de Rasûlullah´s jâriya, Umm Ayman. De forklarede situationen for hende. Så sagde Umm Ayman: "Du behøver ikke at komme for dette. Vi vil forene os med Rasûlullah´s hustruer om dette spørgsmål, så vil vi give jer besked. Fordi, når det gælder denne slags emner, vil kvinder´s råd blive fulgt."

Umm Ayman talte om dette emne med Rasûlullah's hustruer. Derefter gik de til Hadrat Aîsha's hus. Med henvisning til Hadrat Khadîja sagde de: "Hvis hun var i live, ville vi ikke være bekymrede." Vores Mester Rasûlullah græd og sagde: "Er der en kone som Khadîja? Mens folk modsagde mig, bekræftede hun mig og brugte alle hende´s ejendomme for min skyld. Hun hjalp Islâm´s religion meget. Da hun var i live, befalede Haqq ta'âlâ mig at give Khadîja det glædelige budskab: Et palads lavet af smaragd er blevet bygget til hende i Jannah." Vores Mester Rasûlullah´s hustruer informerede Ham om Hadrat Alî´s ønske. På baggrund af dette beordrede vores Mester Rasûlullah Umm Ayman til at invitere Hadrat Alî. Da Alî kom, tog vores Profet´s hustruer afsted. Hadrat Alî bøjede sit hoved og satte sig ned. Rasûlullah spurgte: "Vil du have din kone, O Alî?"

Så svarede Alî radiy-Allahu 'anh: "Ja, O Rasûlullah! Må mine forældre blive ofret for din skyld!" Vores Mester Rasûl al-akram sagde til Asma bint Umays: "Gå hen og gør

Fâtima's hus klar." Så gik Asma hen til det hus, som Hadrat Fâtima vil træde ind i som brud. Hun forberedte en pude af nyt læder, en pude af lappet læder og en pude af kurveflet og polstrede dem med dadelfibre. Efter natten namâz, kom vores Mester Rasûlullah til Fâtima's hus og kontrollerede forberedelserne.

"O Fâtima! Hvad skete

der med dig, hvorfor
græder du? Jeg sværger

ved Allahu ta'âlâ, at jeg
giftede dig med den be-
dste i kundskab, mildhed

og visdom blandt dem,

Vores Profet beordrede, at nogle ting som mad, pynt og duft skulle købes med to tredjedele af pengene og tøj skulle købes med en tredjedel af pengene, som Hadrat Alî bragte og supplerede behovet for husholdningsartikler. Følgende var inkluderet i Hadrat Fâtima´s udklædning og husholdningsgods: Tre puder, som var forberedt af Asma bint Umays, et tæppe med frynser, en pude fyldt med dadelfibre, to håndmøller, en vandskål, en vandkande af lertøj, en drikkekop af læder, et håndklæde, et skørt, et garvet vædderskind, et trådløst flerfarvet tæppe fra Yemen, en sofa vævet af dadelblade, to flerfarvede beklædningsgenstande fra Yemen og et fløjlstæppe. Ud over disse gav vores Mester Rasûlullah nogle penge til Hadrat Alî og bad ham købe dadler og olie. Hadrat Alî rapporterede begivenheden således:

der bad om din hånd i

ægteskabet."
Hadîth ash-sharîf

"Jeg købte dadler for fem dirhams og olie for fire dirhams. Så bragte jeg dem til Rasûlullah. Han bad om et bræt lavet af læder til at servere mad. Han blandede dadler, mel, olie og yoghurt med sin velsignede hånd og tilberedte en slags ret og sagde derefter til mig: 'O Alî! Gå hen og hent hvem du kan finde". Jeg gik ud og så mange mennesker. Jeg inviterede dem alle sammen og gik ind i huset, hvorefter jeg sagde: "O Rasûlullah! Der er mange mennesker."

Verdenerne´s Mester, vores Mester Fakhr al-kâinat, befalede: "Bring dem i tiere til at spise. Jeg gjorde netop det. De regnede ud, at syv hundrede mennesker, mænd og kvinder, havde spist og blev mætte."

Efter bryllupsmåltidet for Hadrat Alî og Hadrat Fâtima blev spist, ifølge en beretning fra Umm Ayman, vores Mester, Profeten sagde til Hadrat Alî: "O Alî, min datter Fâtima er rejst til dit hjem som brud. Og Jeg vil komme efter aften namâz og bede der. Vent på mig."

Da Hadrat Alî kom hjem, satte han sig i et hjørne. Hadrat Fâtima sad også i det andet hjørne af huset. Så bankede vores Mester Rasûlullah på døren. Umm Ayman åbnede døren.

Rasûlullah spurgte: "Er min bror her?" Så spurgte Umm Ayman: "Må mine forældre blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Hvem er din bror?" Da sagde vores Mester Rasûlullah: "Han er Alî ibn Abî Tâlib." Umm Ayman spurgte: "Har du fået din datter til at gifte sig med din bror?" Så sagde vores Mester Rasûlullah: "Ja." Da Rasûlullah spurgte, om Hans bror var der, formodede Umm Ayman, at ægteskabet ikke ville blive tilladt. Men da vores Mester Rasûlullah sagde: "Ja", ville Han indikere, at hindringen for ægteskab er at blive født fra den samme mor. (Hadrat Alî er søn af vores Profet´s onkel).

Så spurgte vores Mester Rasûlullah Umm Ayman: "Er Asmâ bint Umays også her?" Da hun svarede: "Ja", sagde Han: "Hun er altså kommet for at tjene Rasûlullah´s datter." Da Umm Ayman svarede: "Ja", opfordrede Han: "Må hun opnå velsignelser."

Derefter lod Han hente et bæger og vand. Han vaskede Sine velsignede hænder. Han hældte også noget moskus i vandet. Derefter kaldte Han Hadrat Fâtima. På grund af sin beskedenhed kiggede Hadrat Fâtima på sit tøj. Vores Mester Rasûlullah tog lidt af vandet, dryssede det på hendes bryst, hoved og ryg og påkaldte ved at sige: "Allahumma innî a'îzuhâ bika wa zurriyatihâ min-ash- shaytân-ir-rajîm (O min Rabb, jeg tager tilflugt til Dig for at beskytte hende og hendes efterkommere mod shaytan, som er blevet stenet)." Derefter gjorde Han det samme til Hadrat Alî og påkaldte ved at sige: "Allahumma bâriq fîhimâ wa bâriq alaihimâ wa bâriq lahumâ fî naslihimâ." Han reciterede Sûraerne Ikhlâs og Mu'awwizatayn og sagde til ham: "Gå ved siden af din kone med Allahu ta'âlâ´s navn og velsignelse." Derefter holdt Han begge sider af døråbningen med Sine velsignede hænder og påkaldte med velsignelse og gik derfra.²³²

Hadrat Alî sagde: "Fire dage efter vores bryllup, hædrede vores Mester Rasûlullah vores hus. Han rådede os med Sine ord, som behager hjerterne og er fulde af visdom, og Han befalede: "O Alî! Bring vand!" Så rejste jeg mig og bragte vand. Han reciterede en âyat al-karîma og sagde: "Drik lidt af dette vand og lad noget blive tilbage." Det gjorde jeg så. Han stænkede det resterende vand på mit hoved og bryst. Så sagde Han igen: "Bring vand". Jeg bragte igen vand. Han gjorde det samme med Fâtima. Derefter sendte Han mig ud."

Da han gik ud, spurgte Profeten Sin datter om Hadrat Alî. Fâtima sagde: "O min far, han har alle egenskaber af perfektion. Men nogle Quraysh-kvinder siger til mig: "Din mand er fattig". Så sagde vores Mester Rasûlullah: "O min datter! Din far og din mand er ikke fattige. Hele jorden og himlen tilbød mig deres skatte og skattekister. Men jeg tog ikke imod dem. Jeg accepterede det, der er værdifuldt i Allahu ta'âlâ´s øjne. O min datter! Hvis du vidste, hvad jeg ved, ville denne verden være foragtelig i dine øjne. I Allahu ta'âlâ´s navn er din mand blandt de første sahâbîer. Han har en høj rang i Islâm og har den dybeste viden. O min datter! Allahu ta'âlâ har valgt to personer fra Ahl al-bayt. Den ene af dem er din far, og den anden er din mand. Være aldrig ulydig mod ham, og modsæt dig ikke hans ordrer."

Efter rådede Sin datter, vores Mester, Fakhr al-kâinat'alaihi afdalus-salawât, inviterede Hadrat Alî indenfor. Han betroede også Hadrat Fâtima til ham og sagde: "O Alî! Pas på Fâtima's følelser. Hun er et stykke fra mig. Behandler hende godt. Hvis du gør hende ked af det, har du gjort mig ked af det." Derefter overgav Han dem begge til Allahu ta'âlâ. Han rejste sig op, og da Han skulle til at gå, sagde Hadrat Fâtima: "O Rasûlullah! Jeg vil tage mig af husarbejdet, og Alî vil sørge for arbejdet ude i huset. Hvis du giver mig en jâriya (en kvindelig slave), hun vil hjælpe mig med noget af husarbejdet. På den måde vil du gøre mig glad." Så sagde vores Mester Rasûlullah: "O Fâtima! Skal jeg give dig noget bedre end en tjenestepige, eller skal jeg give dig en tjenestepige?"

Vores mor Hadrat Fâtima svarede: "Giv os noget bedre end en tjenestepige." Derpå sagde vores Mester Rasûlullah: "Når du går i seng hver dag, så sig Subhânallah (som betyder der er ingen fejl i Allah) tredive-tre gange, Alhamdulillah (som betyder hamd, tak gjort til nogen vil være blevet gjort til Ham, for Han er den eneste, der sender enhver tjeneste) treogtredive gange, Allahu akbar (Allah er den største, Hans storhed kan ikke forstås gennem sindet, viden eller tanker) treogtredive gange og Lâ ilâha illallahu wahdahû lâ sharika leh lehul mulku wa lehul hamdu wa huwa alâ kulli shay'in qadîr én gang. De udgør alle 100 ord.

"O Alî! Pas på Fâtima's

følelser. Hun er et sty-
kke fra mig. Behandler
hende godt. Hvis du gør

hende ked af det, har
du gjort mig ked af det."

Du vil finde tusind hasana (godhed, velgørenhed) på qiyâmat-dagen. Dine gode gerninger vil veje tungere på mîzân (vægten)." Så forlod vores Mester, Profeten Sin datters hus og gik til Sit hjem af lyksalighed.

Hadîth ash-sharîf

Drabet på Ka'b ibn Ashraf

Med Badr-sejren blev jøderne´s og afguderne´s polyteister i Medîna fyldt med frygt. Nogle jøder handlede fornuftigt og blev muslimer og sagde: "Ja, dette er helt sikkert den person, hvis egenskaber vi læser om i vores bøger. Det vil ikke være muligt at modstå Ham. For Han vil altid sejre." Nogle andre sagde: "Muhammed kæmpede mod Quraysh, som ikke har kendskab til krig. På grund af det var Han sejrrig. Hvis Han havde ført krig mod os, ville vi have vist Ham, hvordan man kæmper og hvordan man vinder."

En jøde ved navn Ka'b ibn Ashraf hørte om den islamiske hærs sejr ved Badr,tog af fjendskab mod muslimerne til Mekka. Han samlede polyteisterne der, reciterede digte for at få dem til at angribe Medîna; han provokerede dem. Han lavede en aftale med dem om at bekæmpe vores Mester, Profeten 'alaihis- salâm. Han planlagde endda et mordforsøg mod vores elskede Profet. Allahu ta'âlâ informerede vores Mester, Rasûlullah om denne situation og erklærede i maal: "De er folk, som Allahu ta'âlâ forbandede (dem som Allahu ta'âlâ holdt væk fra Hans barmhjertighed)...".²³³

Efter dette spurgte vores Mester Rasûl al-akram Hans ærede Ashâb: "Hvem vil dræbe Ka'b ibn Ashraf? Fordi han fornærmede Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl."

Muhammed ibn Maslama spurgte: "O Rasûlullah! Vil du have, at jeg skal dræbe ham?" Vores Mester, Rasûlullah sagde: "Ja, det vil jeg gerne." Muhammed ibn Maslama tænkte over dette og lagde planer i flere dage. Han gik til Abû Nâila, Abbâd ibn Bishr, Hârith ibn Aws, Abû Abs ibn Jabr, som var nogle af hans venner, og afslørede dette emne for dem. Alle fandt det passende og sagde: "Vi vil dræbe ham sammen". Sammen gik de hen til vores Mester, Profeten. De sagde: "O Rasûlullah! Hvis du giver tilladelse, må vi så sige nogle ord, som Ka'b vil kunne lide, om dig, mens vi taler med ham?" Vores Mester, Profeten gav dem lov til at sige, hvad de ville.

Derefter gik Muhammed ibn Maslama sammen med sine venner til Ka'b ibn Ashraf. Han sagde: "Den Muhammed krævede sadaqa af os. Han opkrævede tunge skatter af os. Så jeg er kommet for at låne af dig." Ka'b, der glædede sig, troede, at Muhammed ibn Maslama var enig med ham, og sagde: "Han vil bære endnu mere over på jer." Muhammed ibn Maslama sagde: "Nå, vi har adlydt Ham én gang. Vi vil fortsætte med at adlyde Ham. Lad os se, hvordan det vil ende. Lån os nu nogle dadler." Ka'b sagde: "Ja, det vil jeg gerne. Men du bør give mig noget som sikkerhed!" Muhammed ibn Maslama og dem, der var med ham, spurgte: "Hvad vil du have?" Ka'b svarede: "Jeg vil have jeres kvinder som sikkerhed." De gav ikke deres samtykke. Ka'b sagde: "Så giv mig jeres sønner som sikkerhed." De sagde: "Vi kan heller ikke pantsætte dem. Hvis vi gør det, vil de blive omtalt som en pant, der er givet for en eller to kamelfulde dadler, og det vil være en uforglemmelig skam for os. Men vi kan give jer vores våben og rustninger som pant." Ka'b accepterede dette tilbud. Han fortalte dem, hvornår de skulle komme.²³⁴

En nat kom Muhammed ibn Maslama til Ka'b. Abû Nâila var også sammen med ham. Ka'b kaldte dem til fæstningen. Han gik ned for at byde dem velkommen. Ka'b's kone spurgte ham: "Hvor skal du hen på dette tidspunkt af natten?" Ka'b sagde: "De, der er kommet, er Muhammed ibn Maslama og min bror Abû Nâila." Hans kone sagde: "Den stemme, jeg hørte, lyder ikke godt for mig. Som om der drypper blod fra den." Ka'b svarede: "Nej, de er Muhammed ibn Maslama og min mælkebror Abû Nâila. Han er en god ung mand. Han kommer uden tøven, selv om han bliver inviteret til en sværdkamp om natten. Han er sådan en person." Muhammed ibn Maslama tog to personer - ifølge en anden beretning tre personer - med sig ind i fæstningen. Disse var Abû Abs ibn Jabr, Kharis ibn Aws, Abbâd ibn Bishr.²³⁵ Hadrat Muhammed ibn Maslama fortalte sine venner: "Når Ka'b kommer, vil jeg fortælle ham, at jeg vil lugte til hans hår, jeg vil holde hans hoved og lugte. Når I ser, at jeg har holdt Ka'b's hoved fast, så slå ham med jeres sværd." Ka'b ibn Ashraf kom i nærheden af dem. Han var godt klædt på og duftede godt. Ibn Maslama, der sagde: "Jeg har aldrig lugtet sådan en dejlig duft før nu", kom hen til ham. Ka'b pralede: "Arabernes mest velduftende kvinder er sammen med mig." Muhammed ibn Maslama sagde: "Vil du tillade mig at lugte til dit hoved?" Ka'b sagde, at han ville tillade det. Maslama lugtede til det. Han fik også sine venner til at lugte til det. Derefter sagde han, at han ville lugte til det igen. Denne gang holdt Muhammed ibn Maslama Ka'b's hoved og gav tegn til hans venner om at slå ham med deres sværd.

Da det første sværd blev ramt, udstødte Ka'b et højt skrig, men han døde ikke. På dette tidspunkt dræbte Muhammed ibn Maslama ham med sin dolk. Mujâhiderne, som dræbte Ka'b, forlod straks stedet og nåede til Medîna. Da de gav den gode nyhed til vores Mester Rasûlullah, takkede vores Profet Allahu ta'âlâ og påkaldte velsignelser over mujâhiderne. Drabet på den vantro Ka'b ibn Ashraf skræmte jøderne meget. For efter drabet på en fremtrædende leder som Ka'b var det kun et spørgsmål om tid, før de blev dræbt. Om morgenen samledes de og kom til nærvær af vores Mester, Profeten. De klagede over begivenheden. Vores Mester, Rasûl alakram sagde: "Han forstyrrede os altid og reciterede digte mod os. Hvis nogen af jer gør det samme, skal han vide, at hans straf er sværdet." Efter denne trussel indgik jøderne af frygt en traktat med vores Mester, Rasûlullah igen...²³⁶

Ghazâ af Ghatfân

Denne ghazwa kaldes også "Ghazâ af Anmâr" og "Ghazâ af Zî-Amr". En gruppe fra Banî Sa'laba og Banî Muhârib samledes på det sted, der kaldes Zî Amr, og besluttede at plyndre alt, hvad de fandt omkring Medîna. Deres leder var Da'sur ibn Hârith ibn Muhârib, hvis kælenavn var Awras. Vores Mester, Profeten sall-Allahu 'alaihi wa sallam, efterlod 'Uthmân ibn Affân radiy-Allahu 'anh som hans stedfortræder i Medîna og drog afsted fra Medîna med en styrke på firehundredehalvtreds. Undervejs stødte de på en person ved navn Jabbâr. De spurgte ham om fjenden.

Han sagde: "De ønsker ikke at kæmpe mod jer. Da de så dig, flygtede de." Rasûlullah tilbød ham Islâm. Han accepterede det og blev muslim.

"Han forstyrrede os
altid og reciterede digte

mod os. Hvis nogen af
jer gør det samme, skal
han vide, at hans straf er

Regnen begyndte, da Islâm´s hær bevægede sig mod dalen, og fortsatte med fuld styrke i et stykke tid. Derefter blev det langsommere og ophørte. Inklusive vores Mester, Profeten, blev alle mujahiderne gennemblødte. Alle var ved at tørre deres tøj ved en side. På et afsides sted tog Rasûlullah sit tøj af og hængte det op på et træ. Mens Han hvilede under træet, så de vantro, der holdt øje med den islâmiske hær, at Rasûlullah var alene, og de informerede Da'sur ibn Hâritha. På dette nærmede han sig stille og roligt til det sted, hvor Rasûlullah hvilede, for at dræbe Ham. Han trak sit sværd og sagde: "Hvem kan redde dig fra min hånd?". Vores Profet sagde: "Allahu ta'âlâ kan." I det øjeblik kom Jabrâîl 'alaihis- salâm, han ramte Da'sûrs bryst og slog ham omkuld. Hans sværd faldt fra hans hånd. Rasûlullah sall-Allahu 'alaihi wa sallam samlede Da'sûr´s sværd op og sagde: "Hvem kan redde dig fra min hånd." Da'sûr svarede: "Det kan ingen", og da han sagde kalima ash-shahâda, blev han muslim. Han inspirerede mange mennesker til at komme til îmân.²³⁷ Han lovede at aldrig samle soldater. De vendte tilbage til Medîna uden kamp. Denne ekspedition var elleve dage lang.

sværdet."
Hadîth ash-sharîf

Bahrân´s Ghazâ

Det kaldes også "Banî Sulaym" eller "Najrân´s Ghazâ". Nyheden om at mange polyteister havde samlet sig i Banî Sulaym, og planlagde at angribe Medîna, kom. Rasûlullah, med en styrke på tre hundrede mand, marcherede mod fjenden. Da fjenden hørte, at den islâmiske hær var på vej, løb de op i bjergene. Derfor var der ingen kamp. Denne ekspedition varede i tolv dage.

Din kærlighed har betaget mig;
O min Allah, jeg elsker Dig!
Din kærlighed er så sød, virkelig;
O min Allah, jeg elsker Dig!

Hverken rigdom glæder mig,
Ej heller bekymrer jeg mig om ejendom.
Din kærlighed alene gør mig lykkelig;
O min Allah, jeg elsker Dig!
Du har befalet os at bede,

Og Du har givet os råd om at holde os på den rette vej.

Din velsignelse at nyde i uendelighed.
O min Allah, jeg elsker Dig!

Min nafs er så forræderisk;

Stakkels mig, med dette så liderlige væsen!
Jeg har fundet den ægte glæde, så smuk:
O min Allah, jeg elsker Dig!
At udføre ibâdat korrekt,
Og også tjene det verdslige,
Er hvad jeg gør dagligt og natligt.
O min Allah, jeg elsker Dig!

Kærlighed er ikke kun ord, O Hilmi!
Din Allah befaler slid;
Lad dine manerer vidne om dig;
O min Allah, jeg elsker Dig!

Islâms fjender er så mange,
De angriber religionen snigende;
Hvordan kan man nogensinde sidde passivt?
O min Allah, jeg elsker Dig!

En elsker vil simpelthen ikke sidde dovent,
For at hans elskede ikke skulle blive lidt såret.

Gør fjenden tavs, og sig så ærligt:
"O min Allah, jeg elsker Dig!

1. ¹⁹⁷ Wâqidî, al-Maghâzî, I, 27.
2. ¹⁹⁸ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, III, 216, 382.
3. ¹⁹⁹ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 11.
4. ²⁰⁰ Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, I, 248; Haythamî, Majmâ'uz-Zawâid, VI, 68.
5. ²⁰¹ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, III, 150; Hâkim, al-Mustadrak, III, 208.
6. ²⁰² Ibn Hishâm, as-Sira, I, 612; Ibn Kathîr, as-Sira, II, 388; al-Kilâ'î, al-Iktifâ, II, 18.
7. ²⁰³ Ibn Hishâm, as-Sira, II, 607; Suhaylî, Rawzu'l-unf, III, 47.
8. ²⁰⁴ Sûrah al-Mâida, 5/24.
9. ²⁰⁵ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 14.
10. ²⁰⁶ Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, I, 117; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 616; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 52; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 15; Tabarî, Târikh, II, 142; Suhaylî, Rawzu'l-unf, III, 58.
11. ²⁰⁷ Hâkim, al-Mustadrak, III, 482.
12. ²⁰⁸ Hâkim, al-Mustadrak, III, 482.
13. ²⁰⁹ Ibn Kathîr, as-Sira, II, 388.
14. ²¹⁰ Sûrah al-Qamar, 54/45-46.
15. ²¹¹ Sûrah al-Anfal, 8/45-46.
16. ²¹² Ibn Hishâm, as-Sira, I, 708; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 17; Tabarî, Târikh, II, 134-135.
17. ²¹³ Abû Dujânas rigtige navn radiy-Allahu 'anh er Sammâk ibn Harasha.
18. ²¹⁴ Sûrah al-Anfal, 8/9.
19. ²¹⁵ Sûrah al-Anfal, 8/12-13.
20. ²¹⁶ Wâqidî, al-Maghâzî, I, 57; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 16; Bayhaqî, Dala-il an-Nubuwwa, III, 40; Hâkim, al-Mustadrak, III, 72.
21. ²¹⁷ Bukhârî, "Maghâzî", 8; Muslim, "Jihad and Siyar", 147; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 634; Bayhaqî, Dala'il an-Nubuwwa, III, 83; Suhaylî, Rawzu'l-unf, III, 77.
22. ²¹⁸ Wâqidî, al-Maghâzî, I, 92; Bayhaqî, Dala-il an-Nubuwwa, III, 98; Shamsaddîn Shâmî, Subulu'l-Hudâ, IV, 94.
23. ²¹⁹ 173 Bukhârî, "Wakâlat", 2; Ibn Hishâm, as-Sira, II, 631; Ibn Abî Shayba, al-Musannaf, VIII, 477; Bayhaqî, Dala'il an-Nu- buwwa, III, 94; Tabarî, Târikh, II, 153.
24. ²²⁰ Ibn Hishâm, as-Sira, I, 715; Suhaylî, Rawzu'l-unf, III, 173.
25. ²²¹ Janâza; lig af en død person. Se venligst det femtende kapitel i det fihh fascicle af En- dless Bliss for "janâza" og "salât (namâz) af janâza".
26. ²²² Tabarî, Târikh, II, 523,524.
27. ²²³ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 239; Qâdî Iyâd, Shifâ ash-sharîf, 300–301.
28. ²²⁴ Bukhârî, "Manâqib-ul-Ansâr", 44; Tirmidhî, "Nikâh", 18.
29. ²²⁵ Sûrah al-Anfal, 8/58.
30. ²²⁶ Sûrah Âl-i 'Imrân, 3/12.
31. ²²⁷ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 29.
32. ²²⁸ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 29.
33. ²²⁹ Wâqidî, al-Maghâzî, I, 176-180; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 29.
34. ²³⁰ Bayhaqî, Dala'il an-Nubuwwa, III, 173; Ibn Kathîr, as-Sira, II, 544.
35. ²³¹ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, VIII, 24; Ibn Asâkir, Târikh Dimashq, LII, 445.
36. ²³² Abdurrazzâq, al-Musannaf, V, 485.
37. ²³³ Sûrat-un-Nisâ, 4/52.
38. ²³⁴ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 33-34.
39. ²³⁵ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 32.
40. ²³⁶ Bukhârî, "Maghâzî", 15; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 182; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 31; Ibn Asâkir, Târikh Dimashq, LV, 271.
41. ²³⁷ Ibn Sa'd, Tabakât, II, 35.