HUDAYBIYA-HÆNDELSEN
Hensigten er 'umrah, resultatet er Hudaybiya
Det var i Dhu'l-qâdah-måneden i det sjette år af Hegira. En nat så den højt agtede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) i Sin drøm, at Han sammen med Ashâb al-kirâm tog til Mekka, lavede tawâf omkring Kâ'ba, nogle af dem afkortede deres hår, nogle af dem barberede deres hår af. Da vores Mester Rasûlullah fortalte Sine Ashâb om Sin drøm, blev de meget begejstrede. De ville tage til Mekka, deres smukke hjemland, hvor de var vokset op og var fyldt med deres minder. De ville besøge og omkredse Kâ'baen, som de vendte sig mod i de fem daglige namâz-tider og længtes efter. Hvilken smuk god nyhed var det ikke! Da de fik det glædelige budskab fra vores elskede Profet: "I vil helt sikkert komme ind i Masjid al-Harâm!" begyndte Ashâb al-kirâm straks at forberede sig. Efter at have afsluttet sine forberedelser udnævnte vores Mester Habîb al-akram Abdullah ibn al-Umm Maktûm til Sin stedfortræder i Medîna. Den første i Dhu'l-qâdah-måneden, om mandagen, steg Han op på Sin kamel ved navn Quswâ. Sammen med Sine et tusind fire hundrede Ashâb tog de afsked med de resterende mennesker i Medîna. De lavede niyyah (hensigten i ens hjerte om at gøre en handling for Allahs skyld) for 'umrah og gik mod muqaddas (hellige) by Mekka. De havde taget våben med til rejsen, deres sværd og halvfjerds kameler til at ofre. To hundrede af konvojen var ryttere, og fire var damer sahâbî´er. En af damerne var Hadrat Umm Salama, velsignet og kysk hustru til vores elskede Profet. Da de kom til mîkât-stedet (steder uden for Mekka, hvor muslimer samles, før de træder ind i Haram. Når de når frem til disse samlingssteder, forbereder de sig både fysisk og åndeligt på denne hellige pligt), som blev kaldt Dhu'l-Hulayfa, bar de (den påklædning, der kaldes) ihrâm og udførte namâz tidligt om eftermiddagen. Derefter markerede de ørerne på de kameler, der skulle ofres, og bandt reb om deres hals. Nâjiya tabni Jundub Aslamî fik hjælpere, og han blev udpeget til at se efter kamelerne. Abbâd ibn Bishr blev udpeget som kommandant for en enhed på tyve ryttere, og han blev sendt i fremrykning med henblik på rekognoscering. Bushr ibn Sufyân blev sendt som herold til Mekka.316 Vores elskede Profet og den modige Ashâb, i hvid ihrâm-dragt, begyndte at prise Allahu ta'âlâ, bekræfte Hans herlighed og bede Ham;
"Labbayk! Allahumma Labbayk! Labbayk! Lâ sharîka laka Labbayk! Innal hamda wenni'mata laka wal-mulka lâ shârika lak!"
(Her er jeg, O min Allah, her er jeg! På Dit kald svarer jeg med mine ord og mit væsen; jeg underkaster mig Din befaling. Du har ingen partner, jeg vender mig til Dig med hele mit væsen. Al prise og velsignelse er Din. Suverænitet er Din. Du har ingen partner). Jorden og himlen genlød af denne velsignede talbiya, og Dhu'l- Hulayfa forvandlede sig til en åndelig tilstand. Alle var begejstrede. De forlod Dhu'l- Hulayfa for at nå Mekka så hurtigt som muligt.
På vejen henvendte Hadrat 'Umar og Hadrat Sa'd ibn Ubâda sig til vores Mester Habîb al-akram og udtrykte deres bekymring ved at sige:
"O Rasûlullah! Skal vi gå til de folk, der er i krig med Dig uden våben? Vi er bange for, at de vil skade Dit velsignede legeme." Mesteren af begge verdener sagde: "Jeg har lavet en intention om 'umrah (sunnat-pilgrimsrejse til Mekka). Jeg ønsker ikke
316Wâqidî, al-Maghâzî, II, 574; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 95.
at bære våben, mens jeg er i denne tilstand." Rejsen var fredelig. Undervejs gjorde de holdt ved forskellige stammer, og vores Mester, Profeten, inviterede dem til Islam. Nogle af dem tøvede med at acceptere, nogle af dem sendte gaver. På denne måde havde de tilbagelagt halvdelen af vejen og kom til det sted, der hedder Gadîr-ul-Ashtât, bag Usfân. Der kom Hadrat Bushr ibn Sufyân, som var blevet udpeget til at kommunikere med Mekka-folket, vendte tilbage efter mødet med Quraysh. Han fortalte vores elskede Profet, hvad han så: "O Rasûlullah! Quraysh har erfaret, at du er på vej. Af frygt gav de fester til nabostammerne og bad om deres hjælp. De har sendt en enhed på to hundrede ryttere til rekognoscering efter Dig. Nabolandsstammerne accepterede denne anmodning, og de har forenet sig på det sted, der er kendt som Baldah. De har bygget mange militære befæstninger og aflagt en ed på ikke at lade jer komme ind i Mekka."
"Jeg sværger ved Allahu
ta'âlâ, at jeg vil acceptere
alt, hvad Quraysh beder om
fra mig, på betingelse af at
ære Bayt ash-sharîf!"
Hadìtk ask-skarìf
På grund af denne nyhed blev verdens Mesteren meget ked af det og sagde, "Quraysh er blevet ødelagt. Krigen har allerede opslugt dem...
Tror Quraysh-polyteisterne, at de har nogen magt? Wallahi, indtil jeg gør denne religion dominerende og overlegen, som Allahu ta'âlâ har sendt mig for at sprede, eller indtil mit hoved skilles fra min krop, vil jeg aldrig tøve med at bekæmpe dem!" Derefter vendte Han sig mod Sine heroiske Ashâb og spurgte dem om deres mening om dette spørgsmål. De glorværdige Ashâb, som fuldt ud dedikerede sig til Rasûlullah, sagde: "Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl ved bedre. Må vores liv blive ofret for Dig, O Rasûlullah! Vi har begivet os af sted med den hensigt at udføre tawâf omkring Baitullah. Vi er ikke kommet for at dræbe nogen eller for at kæmpe. Men hvis de ønsker at forhindre os i at besøge Kâ'ba, vil vi helt sikkert bekæmpe dem og nå vores mål!" Vores elskede Profet kunne lide Ashâb alkirâm´s beslutsomhed. Han sagde: "Så gå med Allahu ta'âlâ´s herlige navn!...." Sahâbîerne, omkring vores Mester, Profeten, begyndte at gå mod Mekka og sagde talbiya´er: "Labbayk! Allahumma Labbayk!..." og takbîr´er, "Allahu akbar! Allahu akbar!....".
Ved middagstid reciterede Hadrat Bilâl al-Habashî adhân al-Muhammadî med al sin stemmes skønhed og proklamerede, at tiden for namâz var kommet. I mellemtiden var Quraysh-styrken på to hundrede ryttere ankommet dertil og stoppede mellem sahâbîerne og Mekka. De var klar til at angribe. På trods af dette dannede Verdens Mester med Sin ophøjede Ashâb linjer og begyndte at udføre namâz. Det var en enestående scene; vores elskede Profet og Hans et tusind fire hundrede Ashâb, i rækker, stod ubevægelige i qiyâm og bøjede sig for rukû. At de alle sammen lavede sajda var som om et stort bjerg bøjede sig ned og rejste sig op.
Hudaybiya-ekspeditionen
Deres ydmyghed ved at lægge deres ærefulde pander på jorden foran Allahu ta'âlâ fik nogle af Qurayshs ryttere til at elske Islâm. Da Ashâb al-kirâm afsluttede namâz ved at udføre salâm, udtrykte Quraysh-kavalerikommandant sin beklagelse ved at sige: "Hvis vi havde udnyttet denne situation for muslimerne og lavet et angreb, ville vi have dræbt de fleste af dem! Hvorfor angreb vi ikke, mens de var ved at udføre namâz?" Derefter fortalte han sine venner, at de ikke ville gå glip af chancen denne gang: "Være ikke bekymrede. De vil helt sikkert starte en anden namâz, som er mere elsket af dem end deres egne liv og børn!" Allahu ta'âlâ informerede vores Mester, Profeten, om deres ord ved at sende en åbenbaring med Jabrâîl 'alaihis-salâm. I den nedstammede âyat al-karîma erklæres det i maal: "(O Min Elskede!) Når du er blandt dem og (foran fjenden) leder namâz for dem (din Ashâb) (del dem op i to grupper), så lad nogle af dem blive hos dig (i namâz, og de andre mod fjenden). Lad dem tage deres våben. Lad dem, der er sammen med dig og udførte en rak'at (ved at undgå gerninger, som ophæver namâz) gå imod fjenden. Efter dette, de andre, der ikke har udført deres namâz komme og udføre den anden rak'at af namâz sammen med dig. Lad dem også tage deres rustning, skjolde og våben med. (Lad dem sige tashahhud sammen med dig. Når du laver salâm, lad dem gå mod fjenden uden at udføre salâm, lad dem, der havde bedt en rak'at komme, bede endnu en rak'at og udføre salâm. Lad dem, der havde udført den anden rak'at med imâm, komme igen, udføre endnu en rak'at, fuldføre namâz´en og lave salâm). De vantro ønsker, at I vil forsømme jeres våben og varer, så de kan foretage et pludseligt angreb... Hvis du er plaget af regnvejr eller er syg, er du ikke ansvarlig for at lægge dine våben væk. Tag dog alle forholdsregler. Sandelig, Allahu ta'âlâ har forberedt en ydmygende pine for vantro." 317
"Tror Quraysh-polyteisterne,
at de har nogen magt?
Wallahi, indtil jeg gør denne
religion dominerende og
overlegen, som Allahu ta'âlâ
har sendt mig for at sprede,
eller indtil mit hoved skilles
fra min krop, vil jeg aldrig
tøve med at bekæmpe dem!"
Hadìtk ask-skarìf
Om eftermiddagen, da Hadrat Bilâl reciterede adhân, stod Qurayshs ryttere, klar til at angribe, igen mellem Ashâb al-kirâm og Mekka. Vores Mester, Profeten foretog namâz som nævnt i âyat al-karîma.
Polyteisterne var forundrede over muslimernes forsigtige bønner. Allahu ta'âlâ sprøjtede rædsel ind i deres hjerter. De kunne ikke turde angribe. De rejste derfra for at bringe nyheder til Mekka. Vores Mester, Profeten og Hans Ashâb begav sig til Mekka.
Da de nåede grænsen til muqaddas Mekka, satte Quswâ, vores Mester Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam)'s kamel sig pludselig ned uden nogen åbenlys grund. De forsøgte ihærdigt at få den til at rejse sig; men det gjorde den ikke. Herpå sagde verdenernes Sultan: "Den har ikke for vane at sætte sig ned på denne måde. Men Allahu ta'âlâ, som havde forhindret elefanten (Abraha) i at komme ind i Mekka engang, holdt nu Quswâ. Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, at uanset hvad Quraysh beder mig om, af de ting, som Allahu ta'âlâ har forbudt i Harams indre (som at opgive at kæmpe og udgyde blod), vil jeg helt sikkert opfylde deres ønsker!"
Efter det, forsøgte de at få Quswâ til at rejse sig. Kamelen sprang op. Den kom ikke ind i Harams grænser. Den stoppede ved Hudaybiya placering, der var lige ved grænsen. Vores Mester, Profeten og Hans Ashâb al-kirâm opholdt sig på dette sted, hvor der var mindre vand.
317 Sûrat-un-Nisâ, 4/102.
Rasûl al-akram havde Sit telt opstillet uden for det velsignede Mekka. Han begyndte at vente der med Sin Ashâb. Da namâz-tiderne kom, udførte de bønnerne inden for Mekka al-muqarrama's grænser. Der var ingen vand tilbage i brøndene, hverken til at drikke eller bruge. Kun, der var vand i vores Mester, Profetens, vandkande. Sahâbîerne, der var i en vanskelig situation, sagde: "Må vores liv blive ofret for dig, O Rasûlullah! Der er kun vand i Din vandkande. Vi er ruineret."
Verdens Mester sagde: "Så længe jeg er iblandt jer, vil I ikke blive ruineret.." Han sagde: "Bismillah" og lagde Sin velsignede hånd på kanden. Så løftede Han den og befalede: "Tag den!..." Vand begyndte at strømme ned fra mellem Hans fingre. Ashâb al-kirâm drak det, de udførte abdast (rituel afvaskning) med det, fyldte alle deres vandskind og vandede deres heste og kameler. Vores elskede Profet, havet af medfølelse, så smilende på Sine Ashâb og takkede Allahu ta'âlâ.
Hadrat Jâbir ibn Abdullah, som var til stede den dag, sagde: "Vi var et tusind fire hundrede mennesker. Hvis vi var blot hundrede tusinde, ville det vand have været nok til os alle.
Bî'at ar-Ridwân
Mens vores Mester Rasûl al-akram var i Hudaybiya, kom Budayl, lederen af Khuzâastammen, som havde venskabelige forbindelser med muslimerne, og rapporterede, at Quraysh-hæren, der havde fået følgeskab af nabostammerne, stoppede ved Hudaybiya, og de svor at kæmpe, indtil deres hær var spredt. På dette sagde vores Mester, Profeten: "Vi er ikke kommet her for at kæmpe mod nogen. Vi er kun kommet her for at lave 'umrah, tawâf og besøge Kâ'ba al-mu'azzama. På trods af dette vil vi bekæmpe enhver, der forsøger at forhindre os i at besøge Baitullah. Det er helt sikkert, at krigene svækkede Quraysh kraftigt og fik det til at lide alvorligt. Hvis de ønsker det, vil jeg fastsætte en våbenhvileperiode med dem. Inden for denne periode skal de være i sikkerhed under min garanti. De skal ikke blande sig i anliggenderne mellem mig og andre stammer. De skal lade mig være i fred med dem. Hvis jeg bliver sejrer over disse stammer, og Janâb al-Haqq skænker dem Sin vejledning, og de bliver muslimer, hvis de ønsker det, kan Quraysh-polyteisterne også blive muslimer, ligesom de gør. Hvis jeg ikke kan blive sejre over andre grupper af mennesker, som de antager, vil de være i ro; de vil have fået magt. Hvis Quraysh-polyteisterne ikke accepterer dette og forsøger at bekæmpe mig, sværger jeg ved Allahu ta'âlâ, at jeg vil bekæmpe dem, indtil mit hoved forlader min krop til fordel for denne religion, som jeg forsøger at udbrede. På det tidspunkt vil Allahu ta'âlâ sandelig opfylde Sit løfte om at hjælpe mig!"
Budayl, lederen af Khuzâa-stammen, tog af sted for at overbringe det, som vores Mester, Profeten, tilbød til Qurayshs hovedkvarter. Fra Budayl lyttede polyteisterne til det, som vores Mester Rasûlullah havde sagt. Derefter sendte de en af deres fremtrædende mænd, Urwa ibn Mas'ûd, for at møde vores Mester, Profeten. Da Urwa erklærede, at Quraysh var fast besluttet på ikke at lade nogen komme ind i Mekka, spurgte vores Mester Habîb al-akram: "O Urwa! Fortæl mig for Allahs skyld! Er det passende at forhindre ofring af disse kameler, besøger Kâ'ba al- mu'azzama og lave tawâf?" Derefter fortalte Han Urwa, hvad Han også havde sagt til høvdingen af Khuzâa-stammen.
Mens Urwa lyttede til vores Mester, Profeten, lyttede han var også opmærksom på Ashâb al-kirâm, deres holdning, respekt og ærbødighed over for hinanden og over for verdenernes Mester. Efter han lyttede til tilbuddet fra vores elskede Profet, rejste han sig op og gik for at fortælle Quraysh om dette. Han gik hen til dem og sagde: "O Quraysh-folk! I ved, at jeg var gået som udsending til mange herskeres nærvær som f.eks. den romerske kejser, Negus, Shâh. Jeg sværger, at jeg indtil nu aldrig har set nogen respekt og ærbødighed vist nogen hersker, som muslimerne viser Muhammed. Ingen af Hans sahâbî´er taler, medmindre han får tilladelse fra Ham. Hver gang et hår falder fra Hans hoved, griber de det og holder det på deres bryst for at få velsignelse. Mens de taler i nærheden af Ham, sænker de deres stemmer så meget, at de næsten ikke kan høres. På grund af deres respekt for Ham kan de ikke se Hans ansigt; de ser ned på jorden. Når Han giver et signal eller en ordre til Hans Ashâb, forsøger de at udføre det, selv om det koster dem livet.
"O Urwa! Fortæl
mig for Allahs skyld!
Er det passende at
forhindre ofring
af disse kameler,
besøger Kâ'ba al-
mu'azzama og lave
tawâf?"
Hadîth ash-sharîf
O Quraysh folk! Uanset hvor mange gange I trækker jeres sværd, uanset hvilke midler I prøver, vil de ikke udlevere bare et eneste hår af deres Profet til jer. De vil ikke lade noget skade Ham, de vil ikke engang tillade nogen at røre Ham. Dette er situationen. Tænk nøje over fremtiden! Mens dette er sådan, tilbyder Muhammed os en god våbenhvile; udnyt den!"
Quraysh-polyteisterne accepterede ikke disse ord. De mishandlede og fornærmet Urwa.
Da der ikke var noget nyt fra Qurayshs hovedkvarter, sendte vores Mester Rasûl al-Akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) Hirâsh ibn Umayya som en udsending for at gentage Sine tilbud. Polyteisterne behandlede muslimernes udsending meget dårligt. De slagtede hans kamel og spiste den. De angreb for at dræbe ham. Hirâsh ibn Umayya undslap dem med nød og næppe. Da han kom til vores Mester, Profeten, og fortalte Ham, hvad der var sket, følte vores Mester dyb sorg over den fornærmelse, der var blevet gjort mod Hans udsending.
I mellemtiden dukkede Hulays, lederen af Ahâbish-stammen, op fra polyteisternes militære hovedkvarter. Han var på vej mod vores Mester, Profeten. Polyteisterne havde udnævnt ham som udsending. Da vores elskede Profet så, at Hulays kom, sagde Han: "Den person, der kommer, er fra en nation som respekterer ofringer, og som gør sig umage med at overholde Allahu ta'âlâs ordrer og tilbeder.
(O min Ashâb!) Kør offerkamelerne hen imod ham, så han kan se dem!" Ashâb al-kirâm slap offerkamelerne mod ham og sagde talbiya:
"Labbayk! Allahumma Labbayk!"
Da Hulays så offerdyrene med bånd om halsen og øremærket, så han længe på dem. Med tårer i øjnene og en sørgmodig stemme, der kom fra dybet af hans sjæl, sagde han: "Bortset fra tawâf og besøget på Kâ'ba, har muslimerne ikke andre hensigter. Hvilken usømmelig opførsel at forbyde dem dette! Jeg sværger ved Kâ'ba's Rabb, at Quraysh vil gå til grunde på grund af denne, deres forkerte handling." Verdens Mester, hørte disse ord og sagde: "Ja, det vil de, O Broder, som tilhører Kinânas sønner." Hulays kunne af skam ikke komme foran vores Mester, Profeten. Han kunne ikke engang se på Hans velsignede ansigt. Han vendte tilbage til Qurayshs militære hovedkvarter. Han fortalte dem, hvad han så, og udtalte sin mening: "Jeg finder det ikke rigtigt, at I forbyder Ham at besøge Kâ'ba." Quraysh-polyteisterne blev meget vrede og beskyldte Hulays for uvidenhed.
Denne gang sendte polyteisterne Mikraz ibn Hafs, der var kendt for sin ubarmhjertighed, som udsending. Han fik også sit svar og vendte tilbage. Efter Mikraz' mission frygtede polyteisterne et pludseligt angreb fra muslimer.
Vores Mester, Profeten, ønskede ikke at stoppe opgaven halvvejs og ønskede at sende en af Sine ashâb'er, som Quraysh værdsatte. Til sidst blev det besluttet, at Hadrat 'Uthmân skulle sendes. Vores elskede Profet sagde til 'Uthmân ibn Affân: "Fortæl dem, at vi ikke er kommet her for at kæmpe mod nogen, vi er kun kommet for at besøge Kâ'ba al-mu'azzama og lave tawâf, vi vil slagte de offerkameler, vi har. Og inviter dem til islam!" Desuden instruerede Han ham om at give muslimerne i Mekka det glædelige budskab om erobringen af Mekka inden for kort tid.318
Hadrat 'Uthmân gik hen til polyteisterne og fortalte dem, hvad vores Mester, Profeten, havde sagt. De gav også et negativt svar på Hadrat 'Uthmân's tilbud. De sagde, at kun Hadrat 'Uthmân kunne lave en tawâf omkring Baitullah, hvis han ønskede det. Hadrat 'Uthmân svarede: "Medmindre Rasûl 'alaihis-salâm omkranser Baitullah, vil jeg heller ikke!
Dette gjorde polyteisterne så vrede, at de beholdt ham. Denne nyhed nåede Ashâb al-kirâm om, at "Uthmân blev martyrdød." Da de informerede vores Mester, Profeten om situationen, blev Han meget trist og sagde: "Hvis denne nyhed er korrekt, vil vi ikke forlade dette sted, før vi har bekæmpet disse mennesker." og inviterede Sine Ashâb til bî´at.
De heroiske Ashâb lagde deres hænder over vores Mester, Profetens, velsignede hånd og lovede: "Vi har lovet vores troskab til enten at realisere erobringen ved at kæmpe foran Dig, indtil Allahu ta'âlâ giver Dig sejr eller opnå martyrdøden på denne vej!" Vores Mester, Profeten, lagde den ene hånd over den anden hånd og svor troskab til sig selv på vegne af Hadrat 'Uthmân, som ikke var til stede. Vores Mester Rasûl al-akram (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) var meget glad på grund af Sine Ashâb's bî'at og sagde: "Ingen af dem, der virkelig lovede troskab under træet, vil komme ind i Jahannam." Denne bî'at blev kaldt Bî'at ar-Ridwân.319 Ashâb al-kirâm havde løftet deres sværd, og de ventede ivrigt på et signal fra Rasûl 'alaihis-salâm. I mellemtiden så Quraysh-spioner, som overvågede det islamiske hovedkvarter, at mujâhider gjorde troskab til vores elskede Profet for at kæmpe indtil martyrdøden. De så, at de var at træffe forberedelser. Spionerne nåede straks frem til Quraysh-militære hovedkvarter og fortalte dem, hvad der var sket. For en sikkerheds skyld, vores Mester, satte Profeten vagter om natten for at beskytte Sin Ashâb. I løbet af en af de nætter, hvor Hadrat 'Uthmân var fængslet, angreb en polyteistisk gruppe af halvtreds-mænd under kommando af Mikraz, så de kunne foretage et raid, mens de muslimske soldater sov. Den nat var Muhammed ibn Maslama og hans venner på vagt. Efter en kort kamp fangede de de vantro. Kun Mikraz kunne undslippe. De bragte fangerne til vores Mester Rasûlullah. Nogle af dem blev fængslet, nogle af dem blev benådet. Polyteisterne ønskede at lave endnu et angreb den næste nat; de blev dog fanget igen. Vores Mester, Profeten benådede og løslod også dem.
318Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 97.
319Bukhârî, "Maghâzî", 19; Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, I, 59; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 279; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 97.
Fredstraktaten i Hudaybiya
De vantro hæren forstod, at den islâmiske hær var i beredskab dag og nat, klar til krig, og at den kunne angribe når som helst. De vantro sank ned i rædsel. De så, at der ikke var nogen anden udvej end at indgå en traktat. De valgte hurtigst muligt en komité af udsendinge. Lederen af udsendingene var Suhayl ibn Amr. De fik til opgave at indgå en traktat på betingelse af, at muslimerne ikke ville komme ind i Mekka det år.
"Ingen af dem, der
virkelig lovede
troskab under træet,
vil komme ind i
Jahannam."
Hadîth ash-sharîf
elskede Profet mødte Quraysh-udsendingene. Den første anmodning fra udsendingene var frigivelsen af deres tilfangetagne mænd. Verdens Mester sagde: "Medmindre du løslader min Ashâb, som du har taget til fange i Mekka, vil jeg ikke løslade dine mænd." Suhayl sagde: "Ærligt talt, du har behandlet os meget retfærdigt." og sørgede for frigivelsen af Hadrat 'Uthmân, som var fængslet i Mekka, og omkring ti andre sahâbîer, som de havde fængslet. Derefter blev de polyteister, der var blevet fanget og fængslet under razziaen, løsladt.
Vores
Efter lange drøftelser blev der indgået en aftale. Derefter var det tid til at skrive den ned. Hadrat Alî blev valgt til at være skribent. Papir og pen blev bragt for at skrive fredsaftalen. Vores Mester Habîbullah, der er sendt som en barmhjertighed for verdenerne, sagde til Hadrat Alî: "Skriv."
"Bismillâhirrahmânirrahîm!" Suhayl protesterede straks imod dette. Han sagde: "Jeg sværger, at jeg ikke ved, hvad ordet Rahmân betyder. Skriv ikke på den måde, skriv Bismika Allahumma! Ellers vil jeg ikke slutte fred!" Vores Mester, Profeten mente, at det var nødvendigt at slutte fred. Derfor sagde Han: "Bismika Allahumma er også smukt." Og bad Hadrat Alî om at skrive det på den måde
Efter det blev skrevet, da vores Mester, Profeten, sagde: "Dette er de undertegnede artikler, som Muhammed Rasûlullah aftalte med Suhayl ibn Amr, at parterne skulle udføre", så man, at Suhayl holdt Hadrat Alîs hånd. Han vendte sig mod vores Mester, Profeten. Han sagde: "Vi sværger, at hvis vi accepterede, at du var Allahs Rasûl, ville vi ikke modsætte os dig, vi ville ikke forhindre dig i at besøge Kâ'ba. Skriv derfor Muhammed, søn af Abdullah, i stedet for Rasûlullah!"
Vores Mester, Profeten accepterede også det. Han sagde: "Jeg sværger ved Allah, at selvom I benægter mig, så er jeg helt sikkert Allahu ta'âlâ´s Rasûlâ. At få mit navn og min fars navn skrevet vil ikke gøre en ende på mit profetskab. O Alî! Slet det, skriv Muhammed, søn af Abdullah."
Ingen af de glorværdige Ashâb al-kirâm indvilligede i at slette Rasûlullahs ord. De glemte alt for et øjeblik og sagde: "O Alî! Skriv Muhammed Rasûlullah ned; ellers vil vores problem med polyteisterne kun blive løst med sværdet!..." Vores Mester, Profeten, var glad for Sine Ashâb´er iver; han gestikulerede dog med Sine velsignede hænder for at få dem til at tie stille. Da Han befalede Hadrat Alî at slette det, bad Han om at blive benådet ved at sige: "Må mit liv blive ofret for dig, O Rasûlullah! Jeg har ikke mod på at slette Din velsignede egenskab." Vores Mester, Profeten bad ham vise det nævnte ord. Da Hadrat Alî viste det, holdt Han traktaten og udviste ordet med Sin egen velsignede finger. Han fik nedskrevet Abdullahs søn.
Derefter begyndte artiklerne at blive skrevet ned:
1- Traktaten er gyldig i ti år. I denne periode kan de to parter skal ikke bekæmpe hinanden.
2- Muslimer skal ikke besøge Kâ'ba i år. De skal dog kunne besøge den efter et år.
3- Muslimer, der kommer for at besøge Kâ'ba, skal blive i Mekka i tre dage, og de må ikke bære andre våben end de sædvanlige våben til at rejse med.
4- Mens muslimerne laver tawâf omkring Kâ'ba, skal de Mekka-polyteister gå ud af Kâ'ba og lette muslimernes tawâf".
5- Hvis en person fra Quraysh bliver muslim og kommer til Medîna uden sin værges tilladelse, skal han sendes tilbage. Hvis en muslim skifter side og tager til Mekka, skal han ikke sendes tilbage. Med hensyn til denne artikel spurgte Hadrat 'Umar: "O Rasûlullah! Vil du også acceptere denne betingelse?" Vores elskede Profet smilede og sagde: "Ja. Må Allahu ta'âlâ gøre os væk fra dem, der vil afvige fra os og gå til dem!"
6- Hvis en af ashâb'erne kommer til Mekka for at udføre hajj eller umrah, skal hans liv og ejendom være i sikkerhed.
7- Hvis en polyteist stopper i Medîna på vej til Damaskus, Egypten eller et andet sted, skal hans liv og ejendom også være i sikkerhed.
8- Andre arabiske stammer skal kunne acceptere beskyttelse fra enhver part, som de ønsker. De skal frit kunne forene sig med muslimer eller polyteister.320
Derefter var det tid til at underskrive traktaten. I det øjeblik så man, at en person kom hen imod den islâmiske hær og trak de kæder, der var bundet til hans fødder. Han nærmede sig og råbte: "Red mig!..." Da han hørte denne stemme, sprang lederen af Quraysh-komiteen straks op. Han holdt en tornet trægren og begyndte at slå den pågældende person i hovedet og ansigtet. Den lænkede person kastede sig for fødderne af vores Mester Rasûlullah og sagde: "Red mig, O Rasûlullah!" Denne person havde omfavnet Islâm i Mekka, og af denne grund var han blevet lænket af sin egen far. Han stod over for svære pinsler hver dag, og han blev tvunget til at tilbede afguder. Han havde benyttet sig af muligheden, da polyteisterne gik til Hudaybiya. Han havde brudt sine lænker. Han sneg sig væk fra Mekka og nåede muslimer uden at blive set. Denne velsignede person, der opnåede vejledning, Hadrat Abû Jandal, var søn af den polyteistiske komitechef Suhayl. Suhayl påpegede hans søn Abû Jandal til vores elskede Profet og sagde: "Dette er den første mand, som du vil vende tilbage til mig i overensstemmelse med den traktat, vi netop har skrevet ned."
Vores Mester, Profeten og sahabîerne var bedrøvede. Alle ventede nysgerrigt på vores Mester Rasûlullah's svar. På den ene side var der fredstraktaten, og på den anden side var der en sahâbî under tortur. Verdenernes Mester sagde til Suhayl: "Vi har ikke underskrevet fredstraktaten endnu!" Suhayl blev ved og sagde: "O Muhammed! Vi havde nedskrevet og færdiggjort artiklerne i traktaten, før min søn kom her. Hvis du ikke returnerer min søn, vil jeg aldrig underskrive denne fredstraktat!"
Vores Mester, Profeten, sagde: "Hold ham ude af traktaten for min skyld", men polyteisterne accepterede ikke dette. Mens Suhayl ibn Amr slæbte sin søn væk, græd Abû Jandal: "O Rasûlullah! O mine muslimske brødre!.... Udleverer I mig til
320Bukhârî, "Maghâzî", 35; Abû Dâwûd, "Jihad", 168; Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, IV, 323; Ibn Hishâm, as-Sira, II, 307; Wâqidî, al-Maghâzî, II, 608; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 97-98.
polyteisterne, selv om jeg er blevet beæret ved at blive muslim og har søgt tilflugt hos jer? Ser du det som passende, at de torturerer mig hver dag uudholdeligt? O Rasûlullah! Afleverer du mig tilbage, så de får mig til at opgive min religion?!..."
"O Abû Jandal! Være
tålmodig lidt endnu!
Udhold det, der bliver
gjort til dig! Ønsker
belønningerne fra
Allahu ta'âlâ. Sandelig,
Allahu ta'âlâ vil give dig
Det var meget svært at udholde disse hjerteskærende bønner. Sahâbîerne følte stor sorg. De begyndte at græde. Havet af medfølelse, vores elskede Profets velsignede øjne var fulde af tårer. Han gik hen til Suhayl og bad: "Gør det ikke! Giv ham til mig!" Men Suhayl svarede: "Det er ikke muligt, jeg vil ikke tilgive ham!"
og andre muslimer, der
er svage og alene som
du lethed, en vej ud."
Hadîth ash-sharîf
Efter dette trøstede vores elskede Profet ('alaihis-salâm) ham ved at sige, "O Abû Jandal! Være tålmodig lidt endnu! Udhold det, der bliver gjort til dig! Ønsker belønningerne fra Allahu ta'âlâ. Sandelig, Allahu ta'âlâ vil give dig og andre muslimer, der er svage og alene som du lethed, en vej ud." Så sagde Han: "Det klæder os ikke at vi ikke holder vores ord."
Abû Jandal var enig og sagde, at han ville holde ud. Selv polyteisterne i udvalget kunne ikke bære denne hjerteskærende hændelse. De sagde: "O Muhammed! For din skyld tager vi Abû Jandal under vores beskyttelse. Vi vil ikke lade Suhayl torturere ham!"
Efter dette blev vores Mester Rasûlullah og Ashâb al-kirâm en smule lettet. (Suhayl ibn Amr blev muslim og en af Ashâb al-kirâm, da han erobrede Mekka). Fredstraktaten blev skrevet ned i to eksemplarer og underskrevet af begge parter. Polyteisterne vendte tilbage til deres militære hovedkvarter.321
På grund af artiklerne, som virkede ufordelagtige for muslimerne, var Qurayshkomitéen meget glad. Tværtimod var denne fredstraktat en stor sejr, og disse artikler var fordelagtige for muslimerne. Først og fremmest anerkendte polyteisterne den islâmiske stat. En polyteist fra Mekka ville være i sikkerhed med sit liv og sine ejendele, hvis han aflagde besøg i Medîna på sin rejse til Damaskus eller Egypten for at handle eller med et andet formål. Således ville polyteisterne nøje se muslimernes liv, og de ville beundre Islâms retfærdighed og Ashâb´s smukke holdninger til hinanden, og de ville elske Islâm. Som følge heraf ville de blive muslimer og slutte sig til sahâbîerne´s rækker.
Med denne traktat, som skulle have været gyldig i ti år, ville muslimerne blive flere og flere og stærkere. Islâm ville sprede sig overalt.
Men artiklen, der lød: "Hvis nogen fra Quraysh bliver muslim og ønsker at søge tilflugt i Medîna, skal han sendes tilbage", gjorde vores Mester, Profeten, ked af det. Han sagde: "Sikkert er det, at Allahu ta'âlâ vil skabe en mulighed, en vej til løsning for dem."
Der var intet tilbage at gøre med polyteisterne. Vores Mester Rasûl al-akram (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) befalede Ashâb al-kirâm: "Rejs jer op! Slagt jeres offerdyr. Efter barberer jeres hoveder, gå ud af ihrâm." Vores Mester, Profeten slagtede Sit offerdyr foran alle. Hadrat Khirâsh ibn Umayya, Hans barber, barberede Ham. Ashâb al- kirâm fangede de velsignede hår i luften, før de kunne falde til jorden, og beholdt dem for at få velsignelse. Sahâbîerne slagtede også deres offerdyr; nogle af dem fik deres hår barberet; nogle af dem fik deres hår afkortet.322
321Ibn Hishâm, as-Sira, II, 321; Wâqidî, al-Maghâzî, II, 608; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, VII, 405; Suhaylî, Rawzu'l-unf, IV, 56.
322Bukhârî, "Shurût", 15; Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, IV, 323; Tabarî, Târikh, II, 283.
De havde opholdt sig i Hudaybiya i tyve dage. Vores Mester, Profeten, og Hans ledsagere tog af sted mod Medîna. Undervejs åbenbarede Allahu ta'âlâ Sûrah al-Fath til vores Mester, Profeten, og gav det glædelige budskab, at Han ville fuldføre Sine velsignelser og Sin hjælp.
"Vi har givet dig en
klar sejr."
Fath: 1
I de dage, hvor verdenernes Sultan (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) hædrede den strålende Medîna, var Abû Basîr fra Quraysh-stammen Thaqîf blevet hædret ved at omfavne islam. Abû Basîr, som forstod, at han ikke kunne leve blandt polyteister, kom til Medîna til fods. I henhold til Hudaybiya-traktaten forlod han Medîna og slog sig ned på det sted, der kaldes Îys, ved kysten af det Røde Hav.323
Dette sted lå på Quraysh-polyteisternes handelsrute til Damaskus. På grund af dette forlod de, der blev muslimer fra Quraysh, Mekka og tog til Îys, nær Abû Basîr, i stedet for Medîna. Den første af dem var Hadrat Abû Jandal. Denne proces fortsatte. De blev halvtreds mennesker, hundrede mennesker, to hundrede mennesker og tre hundrede mennesker. Mens de gik til Damaskus, måtte Quraysh-karavanerne passere der. Hadrat Abû Basîr, med muslimerne omkring sig, fangede de polyteister, der passerede forbi, og bad dem om at blive muslimer. De bekæmpede dem, der ikke blev muslimer, og satte dem i en vanskelig situation.
Da Mekka-polyteister så, at deres handelsruter til Damaskus var blokeret, sendte de en komité til Medîna. De bad om at få afskaffet artiklen i Hudaybiya-fredstraktaten, som lød: "Hvis en person fra Quraysh, der er blevet muslim, tager til Medîna uden tilladelse fra sin værge, skal han sendes tilbage." Vores Mester, Profeten havde medlidenhed med dem og accepterede deres anmodning. Således blev Qurayshs handelsrute til Damaskus åbnet. Muslimerne kom på grund af deres tålmodighed til Medîna, til vores Mester, Profeten.
O DEN SMUKKESTE AF DE SMUKKE!
O den smukkeste af de smukke, du brænder mig med din kærlighed!
Mine øjne ser intet; mit sind er altid med din drøm!
Du er Shah af "Ka'ba Qawsain" og jeg er en ulydig slave.
Hvordan kan denne forvirrede tale om at være din gæst?
Da du en gang kiggede med medlidenhed, oplivede du døde hjerter,
Jeg bankede på din dør i din uendelige barmhjertighed.
Kilden til godhed, havet af medlidenhed, du er!
Giv mig en dråbe, jeg mangler råd!
Alle kommer til Mekka, Kâ'ba, Safâ og Marwa.
Hvad mig angår, for dig gik jeg over bjerge og bakker.
I nat drømte jeg, at mit hoved rørte himlen,
Det føltes, som om dine tjenere havde trådt mig i nakken.
O Hadrat Jâmi, min elskedes nattergal!
Blandt dine digte har jeg valgt dette par vers:
"Som mange hunde med hængende tunger,
I håb om en lille dråbe kom jeg til dit hav af yndest."
Mawlànà Khàlid al-Baghdàdì (quddisa sirruh)
323Ibn Hishâm, as-Sira, II, 324; Wâqidî, al-Maghâzî, II, 625; Suhaylî, Rawzu'l-unf, IV, 57