'UMRA-TUL-KAZÂ- EKSPEDITIONEN
Der var gået et år siden Hudaybiya-fredsaftalen. En måned før Eid al-Adha, i begyndelsen af Dhu'l-qâdah-måneden, beordrede vores Mester Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) Sin Ashâb al-kirâm til at forberede sig på 'umrah. De, der tog til Hudaybiya og deltog i Bî'at ur-Ridwân, bortset fra dem, der var døde, ville alle deltage i 'umrahen. På denne ordre blev to tusinde sahâbî´er afsluttede deres forberedelser. 70 kameler blev taget med for at blive ofret. Nâjiya ibn Jundub og hans fire venner fik til opgave at bringe kamelerne til Mekka ved at lade dem græsse. Desuden blev hundrede ryttere under kommando af Hadrat Muhammed ibn Maslama på forhånd sendt af sted for at bære våben som rustninger, spyd og sværd. Man kunne ikke stole på polyteisterne. I tilfælde af et angreb ville disse våben blive brugt. Nogle af Ashâb alkirâm sagde: "O Rasûlullah! I henhold til Hudaybiya-fredsaftalen ville vi ikke komme på 'umrah med våben, undtagen sværd i skeder." Verdens Mesteren svarede: "Vi vil ikke bringe disse våben til Haram, i nærheden af Qurayshîerne. Alligevel vil de blive opbevaret i nærheden i tilfælde af et angreb fra de Quraysh."
“Labbayk! Alla-humma
Labbayk! Labbayk! Lâ
sharîka laka lab-bayk!
Innal hamda wan-
ni’mata laka wal-
mulka, lâ sharîka lak.”
Talbiya
Abî Zarr Ghifârî blev udnævnt som vores Profet´s stedfortræder i Medîna almunawwara.350 Det er også rapporteret, at Abû Ruhm Ghifârî var den person, der blev udnævnt som stedfortræder. To tusinde sahâbî´er begav sig sammen med vores elskede Profet af sted mod Mekka. Ashâb al-kirâm var meget begejstrede. De ville se deres hjem, deres hjemlande, som de forlod for Allahu ta'âlâs og vores elskede Profets skyld... De ville besøge den Kâ'ba, som de vendte sig mod i hver af de fem daglige namâz... De ville møde deres slægtninge, som netop var blevet muslimer, men som ikke kunne komme til Medîna på grund af traktaten. De ville vise Islâms ære og storhed til Quraysh-polyteisterne, som fik dem til at græde blod i årevis, og som undertrykte dem alvorligt, som martyriserede mange af deres brødre for at få dem til at tilbede afguderne. Måske ville disse polyteister, der så dette, elske Islâm og blive muslimer!....
De, der blev i Medîna, fulgte med verdenernes Mester op til Wadâ-skråningen, og efter at have sagt farvel vendte de tilbage...
Da vores elskede Profet kom til Dhu'l-Hulayfa, som lå omkring ti kilometer fra Medîna, tog Han Sit ihrâm på. De glorværdige Sahâbî'er fulgte Ham. Alle var klædt i hvidt tøj. Nu var rejsen til Mekka for at lave 'umrah begyndt. Overalt blev rystet af lyden af; "Labbayk! Allahumma Labbayk! Labbayk! Lâ sharîka laka labbayk!Innal hamda wan-ni'mata laka wal-mulka, lâ sharîka lak."
Rejsen var meget glædelig med at prise Allahu ta'âlâ og bønfalde Ham og nævne Hans velsignede navn.
Da de fremrykkede styrker under Muhammed ibn Maslamas kommando nærmede sig Mekka, så Quraysh-polyteisterne dem. Af frygt kom polyteisterne tættere på og spurgte: "Hvad er dette?" Det var som om de sagde: "Er det sådan, vi aftalte det for et år siden?" Muhammed ibn Maslama gav et svar, der fik deres blod til at fryse: "Dette er ryttere fra Allahu ta'âlâs Rasûl. Hvis Allahu ta'âlâ tillader det, vil Han
350 Ibn Hishâm, as-Sira, I, 434; II, 289; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 8; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 59; Kettânî, Terâtîb-ulidâriyye, I, 484-486.
også ære her i morgen!" Polyteisterne vendte tilbage i frygt og overbragte nyheden til Mekka. Mekka-polyteisterne sagde: "Vi sværger, at vi har overholdt traktaten. Hvorfor skulle Muhammed bekæmpe os?...." Straks sendte de en delegation for at tale med vores Mester, Profeten.
I mellemtiden var Verdens Mesteren (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) kommet til det sted, der hedder Batn al-Ya'jaj, hvor Han kunne se Mekka. De lod alle deres våben der, undtagen sværd. Han satte to hundrede sahâbî´er som vagtposter for at beskytte våbnene.
Da disse forberedelser var færdige, bad Quraysh-delegationen om tilladelse til at tale med vores Mester, Profeten. Da den blev givet, sagde de: "O Muhammed! Siden Hudaybiya-traktaten har vi ikke gjort noget imod dig. Vil du på trods af dette komme til Mekka, til dit folk, med disse våben? Men ifølge vores traktat skulle der ikke være noget våben med dig, bortset fra sværd i skeder!..." Verdens Mesteren svarede: "Siden min barndom og indtil i dag er jeg kendt for at holde mine ord og trofasthed. Vi vil ikke gå ind i Haram med andet end vores sværd i skedene. Men jeg vil have, at våbnene skal være til stede et sted i nærheden af mig." Da delegationen så, at den nyhed, de havde fået, var forkert, slappede de af. De sagde: "O Muhammed! Ærligt talt, vi har kun set troværdighed og godhed fra dig. Dette er det, der passer dig." De vendte tilbage til Mekka og underrettede Quraysh om situationen. De følte sig også trygge.
På grund af deres nag og jalousi ønskede Qurayshs notabiliteter ikke at se dette lykkelige øjeblik for vores Mester, Profeten og Hans Ashâb. Derfor gik de ud af Mekka til bjergene.
Vores elskede Profet sendte de markerede offerkameler til stedet Zî-Tuwâ på forhånd. Derefter afsluttede Han og Hans Ashâb forberedelserne og gik for at komme ind i muqaddas-byen Mekka. Ashâb al-kirâm havde omringet verdens Mesteren. Universets Sultan var på Sin kamel Quswâ. Han lyste op hele vejen rundt, som om Han var en sol, der blokerede tusindvis af stjerner. O min Rabb! Hvilken smuk, hvilken majestætisk scene det var!....
Lyden af "Labbayk! Allahumma Labbayk! Labbayk! Lâ sharîka laka Labbayk!..." gav genlyd. Hjerterne var fulde af kærlighed til Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl.
Trin for trin rykkede de frem mod Kâ'ba al-mu'azzama. Efterhånden som de nærmede sig, steg deres spænding. De udråb af talbiya sagt af alle fyldte Mekka. Da de så denne scene, blev polyteisterne berørte. Mange følte Islâms kærlighed strømme ind i deres hjerter. Endelig sejrede universets Sultan, Mesteren af de to verdener, vores elskede, herlige Profet Muhammed 'alaihis-salâm.
Og her gik vores elskede Profet og Hans herlige Ashâb med deres sværd omgjordet ind i det område, hvor Kâ'baen var. Hadrat Abdullah ibn Rawâha holdt tøjlerne på Quswâ, kamelen til vores Mester, Profeten. Nogle Mekka-polyteister, kvinder og børn havde stillet sig op langs Dâr-un Nadwa, de holdt øje med vores elskede Profet og Hans heroiske Ashâb. Mens Han rykkede frem, begyndte Abdullah ibn Rawâha at recitere digte, som om han hamrede kupletterne ind i hovedet på polyteisterne:
O vantro, træd væk fra Profetens vej,
Til hvem Allahu ta'âlâ sendte Koranen.
"Jeg sværger ved Allahu
ta'âlâ, at hans (Ibn Rawâha)
ord er hurtigere og mere
effektive på disse Quraysh-
polyteister end at skyde pile
Enhver godhed og venlighed er i Hans religion,
Den bedste død er at dø for denne religion.
på dem."
Hadìtk ask-skarìf
Han er virkelig Rasûlullah, jeg accepterede det med mit hjerte,
Jeg tror på Hans ord, jeg accepterede det hele.
Åh, vantro! Da du benægtede, at Koranen,
Er nedstammet fra Allahu ta'âlâ,
Ligesom den måde, vi pludselig gik ned i strejker,
Hvordan vi adskilte jeres hoveder fra jeres kroppe,
Hvis du ikke tror på dets betydning,
Strejker vil falde ned over dit hoved på den måde.
Jeg begynder med Allahs velsignede navn,
For der findes ingen sand religion uden Hans religion.
Og igen begynder jeg med navnet på den Allah,
For hvem Muhammed er både slave og rasûl.
Hadrat 'Umar kunne ikke lade være med at advare ham ved at sige: "O Ibn Rawâha! Hvordan kan du recitere digte foran Rasûlullah og på Haram ash-sharîf?" Men vores Mester, Profeten, sagde: "O 'Umar! Forhindrer ham ikke! Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, at hans ord er hurtigere og mere effektive på disse Quraysh-polyteister end at skyde pile på dem. O Ibn Rawâha! Gå videre!"
Efter et kort stykke tid, vores Master, Profeten befalede Hadrat Abdullah ibn Rawâha, "Sig: Der er ingen anden gud end Allahu ta'âlâ! Han er den Ene. Han er den som opfylder Sit løfte! Han er den, der hjalp denne Hans slave! Han er den, der gav Sine soldater magt! Han, kun ham, er den, der ødelagde de forsamlede stammer."
Efter dette begyndte Abdullah ibn Rawâha at recitere;
Der er ingen anden gud end Allahu ta'âlâ!
Han har ingen partner, Lâ ilâha illallah!
Han er den, der gav de muslimske soldater magt!
Og Han er den, som ødelagde og spredte de vantro!
Muslimer gentog også disse ord.
Da vores elskede Profet gik ind i Baitullah, åbnede Han Sin velsignede højre skulder. Folk beundrede skønheden af Hans velsignede, lysende hud. Så sagde Han: "Må Allahu ta'âlâ tilgive med Sin barmhjertighed de mestre, som vil vise sig stærke og energiske mod disse polyteister i dag." Efter disse ord åbnede Ashâb al-kirâm deres højre skulder og lavede tawâf omkring Kâ'ba tre gange. De gik hurtigt og på en storslået måde. Men, de gik langsomt mellem Rukn al-Yamâni og hjørnet af Hajar al-Aswad. Vores Mester, Profeten og Hans Ashâb nærmede sig Hajar al-Aswad, kyssede den eller strakte deres arme ud mod den.
"Må Allahu ta'âlâ med Sin
barmhjertighed tilgive de
mestre, som vil vise sig
stærke og energiske mod
Polyteisterne holdt øje med Ashâb. De var forbløffet over denne majestætiske og spektakulære march. De havde fået at vide, at efter de gik til Medîna, blev muslimerne svækket og blev syge. Den slags rygter var blevet spredt. Nu var de vidne til en helt anden situation. De blev mere og mere forvirrede.
disse polyteister i dag!"
Hadìtk ask-skarìf
De resterende fire tawâf´er var blevet lavet i et langsomt tempo. Efter tawâf'en udførte de en namâz på to rakat´er på det sted, der hedder Maqâm al-Ibrâhîm. Derefter strøg de syv gange mellem Safâ- og Marwa-bjergene. Efter offerdyrene blev slagtet, fik vores Mester, Profeten, barberet Sit hår. Hans velsignede hår blev snuppet fra luften. Ashâb al-kirâm barberede sig også. Således gik den drøm, som vores Mester Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) så for præcis et år siden, i opfyldelse.
Så var 'umrah-besøget afsluttet, og det var tid til eftermiddagens namâz. Verdens Mesteren befalede Hadrat Bilâl at recitere adhân ved Kâ'ba'en. Bilâl al-Habashî fulgte straks ordren. Mens han reciterede adhân al-Muhammadî ved Kâ'ba, blev hele Mekka rystet. Ashâb al-kirâm lyttede til adhân'en med stor respekt og gentog dens ord i stilhed. Da den var færdig, blev vores Mester Habîbullah imâm. Eftermiddagens namâz, der blev udført i jamâ'at, havde en anden effekt på polyteisternes hjerter.
Et telt lavet af læderhuder var blevet sat op for vores elskede Profet på stedet Abtah. Sahâbîerne opholdt sig i de omkringliggende telte i tre dage. På hvert af de fem daglige namâz-tidspunkter samledes de i Baitullah og udførte deres namâz i jamâ'at. På andre tidspunkter besøgte de deres slægtninge og var eksemplariske for dem med den smukke etik, som de erhvervede fra Islâm. Da de så Ashâb'ernes smukke holdninger, kunne andre mennesker ikke lade være med at udtrykke deres beundring. Det var, som om Mekka i løbet af disse tre dage blev erobret indefra.
De tre dage var gået... Tiden til afrejse var kommet. Mod aftenen sagde vores Mester, Profeten: "Ingen af de muslimer (som er kommet for at tage på 'umrah) vil tilbringe aftenen i Mekka, de vil alle rejse!" Alle pakkede sammen og tog afsted mod Medîna... Da Rasûlullah mødte Hadrat Abbâs, mens han var i Juhfa, foreslog Hadrat Abbâs: "O Rasûlullah! Maymûna bint Hârith blev enke. Kan du ikke tage hende som din kone?" På dette svar sendte vores Mester, Profeten, Abû Râfi' og en person fra Ansâr til Mekka for at bede om hendes hånd. Da Hadrat Maymûna, som i det øjeblik sad på en kamel, fik at vide, at Rasûlullah ville have hendes hånd i ægteskab, sagde hun: "Denne kamel og personen på den er begge Rasûlullahs." Hun gav sig selv væk til vores Mester, Profeten. Hun overlod arrangementerne til sin søster Umm al-Fadl, og Umm al-Fadl overlod denne pligt til sin mand Hadrat Abbâs. Mens de vendte tilbage fra 'umrah, da de kom til det sted, der hedder Sharîf, lavede Hadrat Abbâs nikâh af Hadrat Maymûna og Rasûlullah med fire hundrede dirhams som mahir. Brylluppet fandt også sted her. Hadrat Maymûna var den sidste kvinde, der blev hædret med Rasûlullah nikâh. Vores Profet giftede sig ikke igen efter det.
Jeg har vovet at præsentere en lysestage, Yâ Rasûlallah!
Mit motiv er at tjene din ophøjede dør, Yâ Rasûlallah!
Ikke en gave, der er din højhed værdig fra din ydmyge slave;
Vær venlig at acceptere det med din venlighed og nåde, Yâ Rasûlallah!
Hvem har jeg, ud over dig, at søge tilflugt hos?
Ved din side ligger venlighed og velsignelse, Yâ Rasûlallah!
Jeg tager min tilflugt til dig, og kun til dig, jeg er i din nåde.
Vær barmhjertig og gå i forbøn for mig, Yâ Rasûlallah!
I begge verdener, kræve denne Khân-i Mahmûd-i adlî som din egen!
Din er autoritet, i begyndelsen og i slutningen, Yâ Rasûlallah!
II. Mahmûd Hàn
Khâlid ibn Walîd´s omvendelse til islam
Da vores Mester, Habîb al-Akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), der er sendt som en barmhjertighed for verdenerne, tog til Mekka for 'umrah, spurgte Han Hadrat Walîd ibn Walîd, en af Sine ashâb: "Hvor er Khâlid? Det er ikke passende for en person som ham, ikke at kende Islâm. Hvilken god ting ville det have været, hvis han havde udvist al sin indsats og heltemod sammen med muslimerne mod polyteisterne. Vi ville have elsket og værdsat ham."Tidligere skrev Walîd ibn Walîd fra tid til anden breve til sine ældre bror og opfordre ham til at omfavne Islâm. Da han fremsendte disse velsignede Profetens ord til ham, voksede Khâlid ibn Walîds hang til islam mere og mere. Sahâbîerne var vendt tilbage til Medîna fra 'umrah-besøget. Dagene var gået, og det ottende år af Hegira var begyndt. Khâlid ibn Walîd var meget begejstret. Han længtes efter at nå frem til Medîna, at sidde på knæ i nærvær af verdens Mesteren og at blive hædret ved at blive muslim. Han har selv fortalt:
"Allahu ta'âlâ skænkede mig kærligheden til vores Mester, Profeten. Han placerede kærligheden til Islâm i mit hjerte. Han ændrede min tilstand, så jeg kunne skelne det gode fra det onde. Jeg sagde til mig selv: Jeg var til stede i alle kampe mod Muhammed 'alaihis-salâm. Da jeg forlod hver slagmark, følte jeg, at jeg var på den forkert vej, og at Han helt sikkert ville sejre over os en dag. Jeg var kommandant for fjendens kavalerister, da Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) kom til Hudaybiya. I Usfân nærmede jeg mig nærmere muslimer og blev set af dem. Da Rasûlullah var sikker på os, ledede Han den tidlige eftermiddags namâz for Hans Ashâb. Vi ønskede at foretage et pludseligt angreb. Alligevel var det ikke muligt. Det var heldigt. Rasûlullah må have forstået vores hensigt; de var på vagt, mens de udførte namâz sent på eftermiddagen. Denne situation har påvirket mig meget. Jeg sagde til mig selv, at denne person sandsynligvis blev beskyttet af Allah. Jeg var dybt i tanker og viste mig ikke for Ham, da Han kom til Mekka for 'umrah. Han var kommet med min bror Walîd og kunne ikke finde mig. Min bror havde efterladt et brev til mig: ”Bismillâhirrahmânirrahîm! Efter takkede og priste Allahu ta'âlâ og hilste og påkaldte velsignelser over Rasûlullah, siger jeg, at jeg virkelig ikke kender noget, der kan være mere overraskende end at du vender dig om og
går væk fra Islâm. Men du er ikke ude af stand til at forstå, at din vej er forkert. Hvorfor bruger du ikke din fornuft? Hvilken mærkelig ting, at du ikke kunne kende og forstå en religion som Islâm. Vores Mester, Profeten spurgte mig om dig. Han ønsker, at du skal kende Islâm og at du skal bruge din indsats og dit heltemod blandt muslimer mod polyteisterne. O min bror! Du har forpasset mange muligheder. Kom ikke for sent mere!
"Islâm afskærer de
synder, som blev
begået før den."
Hadîth ash-sharîf
Da jeg modtog min brors brev, blev mit ønske om at blive muslim meget stærkt. Jeg skyndte mig at tage af sted. Det Rasûlullah sagde, gjorde mig meget glad. Da jeg sov den nat, nåede jeg i min drøm fra dystre, smalle, vandløse, ørkenagtige steder til et sted, der var grønt, bredt og rummeligt. Jeg besluttede at fortælle min drøm til Hadrat Abû Bakr, når jeg nåede Medîna, og bede om dens fortolkning.
Mens jeg forberedte mig på at tage til Rasûlullah, tænkte jeg på, hvem der kunne slutte sig til mig på denne rejse. I mellemtiden stødte jeg på Safwân ibn Umayya. Jeg fortalte ham om situationen. Han afviste mit tilbud. Derefter mødte jeg Ikrima ibn Abû Jahl. Da han også afviste, gik jeg til mit hjem. Jeg satte mig op på min hest og gik til 'Uthmân ibn Talha. Jeg sagde også til ham, at jeg ville gå til Rasûlullah for at blive muslim og bad ham om at ledsage mig. Han accepterede uden tøven. Den næste dag, før daggry, tog vi af sted sammen. Da vi nåede det sted, der hedder Hîre, mødte vi Amr ibn Âs. Han spurgte, hvor vi var på vej hen. Da vi fortalte ham vores formål, sagde han, at han kom fra Abessinien, og at han var blevet muslim, mens han var hos Negus Ashama. Nu var han på vej til Medîna for at gøre bî'at til Rasûlullah. Vi tre ankom til Medîna. Senere fik jeg at vide, at da vores Mester, Profeten, hørte, at vi kom, sagde Han: "Mekka havde sendt sine elskede til vores side".
Da jeg ankom til Medîna, tog jeg mit rejsedragt af. Jeg tog mit bedste tøj på og gjorde mig klar til at møde vores Mester Rasûlullah. I det øjeblik kom min bror Walîd og sagde: "Skynd dig! Vores Profet er blevet informeret om din ankomst, og Han er meget glad. Nu venter Han på dig." I en fart gik jeg hen til denne store Profets nærvær. Jeg hilste på Ham og sagde: "Jeg vidner om, at der ikke findes nogen anden gud end Allahu ta'âlâ, og du er Allahu ta'âlâ´s Profet." Han sagde: "Hamd (priste) være Allahu ta'âlâ, som har vist dig den rette vej og ledt dig til den." Så bad jeg Ham bede om at Han bad til Allahu ta'âlâ om at få mine synder tilgivet. Han bad for mig og sagde: "Islâm afskærer de synder, som blev begået før den." Mine to andre venner omfavnede også Islâm."351
Således var disse tre mestre, blandt de modigste i Mekka, som ikke tøvede med at give deres liv for deres mål, blevet hædret ved at slutte sig til Ashâb al-kirâm i vores Mester Rasûlullahs nærvær med deres hjerter overfyldt af oprigtighed. Nu ville de med al deres kraft forsøge at udrydde vantroen. Sahâbîerne glædede sig i høj grad over deres omfavnelse af Islâm. De udtrykte deres glæde med kald af takbir; "Allahu akbar!".
Hadrat Muhammed er Haqq's stemme,
Han er Mester i begge verdener.
Arabere og Persere er Hans slaver.
Tiden har ikke set en rose som denne Rose,
Også du skal bøje dig for denne skønhed.
Imàm al-Busayrì
351 Bayhaqî, Dala'il an-Nubuwwa, IV, 455; Ibn Asâkir, Târikh Dimashq, XVI, 228; Zahabî, Siyar, II, 118.