MÛTA-KRIGEN

I det ottende år af Hegira sendte vores Mester Sarwar al-kâinat, som er en barmhjertighed for verdenerne, udsendinge til forskellige stammer og stater for at udbrede Islâm. Nogle af dem gav positive resultater. Hadrat Haris ibn Umayr, der var sendt for at mødes med guvernøren i Busrâ, var imidlertid blevet arresteret af kristne soldater i landsbyen Mûta i Balkâ-bydelen i Damaskus. Hadrat Haris, som blev bragt til Sharahbil ibn Amr, guvernøren i Damaskus, var blevet slagtet og martyriseret, selv om han var udsending.³⁵²

Vores elskede Profet var dybt bedrøvet over denne begivenhed og beordrede straks Sin heroiske Ashâb til at samles. Sahâbîerne, som tog imod denne ordre, tog afsked med deres børn og samledes i Jurf-lejren. Vores Mester, Habîb al- akram, efter at have dirigeret den tidlige eftermiddags namâz, sagde: "Jeg har udnævnt Zayd ibn Hâritha til kommandør for de folk, der vil tage til jihâd. Hvis Zayd ibn Hâritha er blevet martyr, så lad Ja'far ibn Abî Tâlib tage hans plads. Hvis Ja'far ibn Abî Tâlib lider martyrdøden, skal Abdullah ibn Rawâha træde i hans sted. Hvis Abdullah ibn Rawâha også bliver martyr, så lad muslimerne vælge en passende person blandt dem selv og gøre ham til deres kommandør!"

Efter dette forstod Ashâb al-kirâm, at de helte, hvis navne blev nævnt, ville blive martyriseret. De begyndte at græde og sagde: "O Rasûlullah! Vi ville ønske, at de ville være i live, så vi kunne få gavn af dem." Vores Mester, Profeten gav ikke noget svar til dem og forblev tavs.³⁵³

Hadrat Zayd, Ja'far og Abdullah, som var til stede, hørte også dette og blev meget glade. Fordi deres største mål var at blive martyrer, mens de spredte Allahu ta'âlâs religion. Nu var det glædelige budskab blevet givet, og de havde hørt det med deres egne ører. Mujâhîderne havde afsluttet deres forberedelser; de ventede på deres befalingsmænd. Vores elskede Profet overrakte Islâms hvide banner til Hadrat Zayd ibn Hâritha. Han beordrede ham til at gå op til det sted, hvor Hârith ibn Umayr var blevet martyriseret, og til at formidle Islâm. Han beordrede ham til at bekæmpe fjenden, hvis de ikke accepterede. Hadrat Abdullah ibn Rawâha græd, mens han tog afsked med sine kommandantvenner. De spurgte ham: "O søn af Rawâha! Hvorfor græder du?" Abdullah ibn Rawâha, som var en digter, sagde:

Grunden til at jeg græder,
Er ikke kærligheden til livet,
Og jeg sværger ved Allahu ta'âlâ,
Grunden er ikke, at jeg savner dig.
Den virkelige grund er, at
I Koranen al-karîm,
Vores Rabb, foreskriver,
I et af versene:

"Ved det bestemt,
Der er ingen blandt jer,
Hvem vil ikke have
Gået gennem Jahannam...

³⁵² Wâqidî, al-Maghâzî, II, 756; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 128; Ibn Asâkir, Târikh Dimashq, XI, 464.

³⁵³ Bukhârî, "Maghâzî", 46; Wâqidî, al-Maghâzî, II, 756-758; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 128-130.

"Jeg har udnævnt Zayd ibn Hâritha

Jeg havde hørt denne âyat,
Mens Rasûlullah reciterede den,
Jeg er bange, hvis jeg kommer forbi Jahannam,
Hvordan kan jeg holde ud at være der?

til kommandør for de folk, der vil
tage til jihâd. Hvis Zayd ibn Hâritha

er blevet martyr, så lad Ja'far ibn
Abî Tâlib tage hans plads. Hvis Ja'far

ibn Abî Tâlib lider martyrdøden,
skal Abdullah ibn Rawâha træde

Hans venner bad for ham: "Må Allahu ta'âlâ gøre dig til en af Sine elskede slaver, må du blive en af de fromme!" Derefter sagde Hadrat Abdullah ibn Rawâha: "Jeg beder Allahu ta'âlâ om tilgivelse. Desuden ønsker jeg at blive martyr med en et vildt sværdslag eller et spydstød, der vil brænde min lever og mine tarme!..." Da hæren var klar til at rykke af sted, kom Hadrat Abdullah ibn Rawâha til vores Mester Rasûlullah, og da han sagde farvel, spurgte han: "O Rasûlullah! Kunne du venligst rådgive mig noget, som jeg vil huske og holde i mit sind?" Vores Mester, Profeten, sagde til ham: "I morgen vil du nå et land, hvor det er meget sjældent at udføre sajdaer for Allahu ta'âlâ. Forøg antallet af dine sajda´er og namâz der." Abdullah ibn Rawâha spurgte: "O Rasûlullah! Kan du rådgive mig mere?" Vores Profet svarede: "Husk Allahu ta'âlâ konstant. For, erindring om Allahu ta'âlâ vil hjælpe dig med at nå dine forventninger."

i hans sted. Hvis Abdullah ibn
Rawâha også bliver martyr, så lad

muslimerne vælge en passende
person blandt dem selv og gøre

ham til deres kommandør!"

Hadîth ash-sharîf

Den islâmiske hær på tre tusinde mand med råb om "Allahu Akbar! Allahu Akbar!" begyndte at marchere. Vores elskede Profet og sahâbîerne, som blev i Medîna, fulgte mujâhid-ghâzierne op til Wadâ-skråningen. Her henvendte Verdens Mester sig til den velsignede islâmiske hær på følgende måde: "Jeg råder jer til at gøre Allahu ta'âlâs bud, at afholde sig fra Hans forbud, at være velgørende til de muslimer, der er hos jer, og behandle dem godt. Kæmp på Allahu ta'âlâs vej ved at sige Hans navn. Forråd ikke de varer, der er taget som bytte. Bryd ikke dit løfte. Dræb ikke børnene! Der, i de kristnes kirker, vil I finde nogle, som lever i ensomhed og har viet sig selv til at tilbede. Undgå at skade disse personer! Udover dem vil I møde nogle mennesker, hvis hoveder er indlejret af djævle. Hug deres hoveder af med jeres sværd. Dræb ikke kvinderne eller de gamle. Brænd ikke træerne af og hugg dem ikke ned. Ødelæg ikke husene!"

Han sagde til Zayd ibn Hâritha, den øverstkommanderende: "Når I møder jeres polyteistiske fjender, så inviter dem til et af tre alternativer!... (Hvis de bliver muslimer) Inviter dem til at migrere til Muhâjir´s hjem, Medîna! Hvis de accepterer din invitation, så fortæl dem, at de vil få de samme rettigheder som Muhâjirerne har, og de vil få de samme pligter som Muhâjirerne har.

Hvis de foretrækker at omfavne Islâm og bosætte sig i deres egne lande, så fortæl dem, at de vil blive som muslimske nomade-arabere og de samme guddommelige regel vil også blive anvendt på dem; intet vil blive sparet fra krigsbyttet til dem, og kun de, der kæmper sammen med muslimerne, vil få gavn af byttet!

Hvis de ikke accepterer Islâm, skal I opfordre dem til at give jizya! Gør ikke nogen ondt, der accepterer det! Hvis de heller ikke samtykker i at give jizya, så bekæmp dem ved at tage tilflugt i Allahu ta'âlâs hjælp!..."

Efter dette råd sagde Han farvel til mujâhiderne. Islâms hær drog af sted med takbîrråb. De resterende mennesker viftede med hænderne mod de afrejsende og bad: "Må Allahu ta'âlâ gøre jer sikre mod enhver form for fare, og må Han få jer til at komme sikkert tilbage." Indtil de forsvandt i horisonten, så de på dem med tårevædet blik...

Muqaddas-banneret i Zayd ibn Hârithas hånd vajede; mujâhiderne tog en ukendt og lang rejse for at tjene Allahu ta'âlâs religion. Den islâmiske hær rykkede hurtigt frem mod Syrien. Rejsen var begivenhedsløs og glædelig. Mujâhiderne glædede sig til at møde fjenden så hurtigt som muligt. En af de mest ivrige af dem, der ønskede martyrdøden, var Hadrat Abdullah ibn Rawâha. Zayd ibn Arqâm berettede: "Jeg var en forældreløs, som voksede op under Abdullah ibn Rawâhas omsorg. Da han tog af sted på Mûta-ekspeditionen, havde han også taget mig med på ryggen af sin kamel. Mens vi gik om natten i et stykke tid, reciterede han disse kupletter:

"Husk Allahu ta'âlâ
konstant. For, erindring

om Allahu ta'âlâ vil
hjælpe dig med at nå dine

forventninger."
Hadìtk ask-skarìf

O min kamel! Hvis du kan bære mig til sandet, til brønden,
Og fire dage længere derfra.
Jeg lover, at jeg ikke vil tage dig med på ture mere,
Snart vil du være uden nogen ejer.
Jeg vender nok ikke tilbage til mit hjem,
Jeg håber, at jeg i denne kamp bliver en martyr.
O Rawahas søn, ved det sidste stop, de troende,
Passerede mig med fart, selv dine nærmeste slægtninge,
Ved at bryde broderskabsbåndene gik de videre,
De overlod dig til Haqq ta’âlâ og gik videre.

Jeg tænker ikke på mine verdslige varer,
Jeg er ligeglad med træer og dadler mere!

Da jeg hørte dem, græd jeg. Abdullah ibn Rawâha rørte mig med sin pisk og sagde: "O du uartig! Hvad er det for dig? Hvilken skade er det for dig, at jeg taler på denne måde? Hvis Allahu ta'âlâ giver mig martyrdøden, vil du vende tilbage på dyret og nå dit land. Hvad mig angår, vil jeg være fri for alle verdens problemer og klager, og jeg vil opnå lethed. Han klatrede ned og udførte en namâz på to rak'at´er. Efter han lavede en lang bøn til Allah, kaldte han mig: "O barn! Da jeg sagde: 'Ja', sagde han: 'Inshâallah, martyrdøden vil blive tildelt mig i denne ekspedition!'"

Mens de modige sahabi´er nærmede sig Syrien, havde guvernøren i Damaskus, Sharâhbil ibn Amr, allerede fået at vide, at den islamiske hær var på vej. Han havde straks informeret den byzantinske kejser Heraklius, og han havde modtaget mange forstærkninger. Han var meget lettet, for ifølge de indsamlede oplysninger var muslimerne kun tre til fem tusinde mand stærke. Hans hær var imidlertid mere end hundrede tusinde i antal. Hvad angår våben, var de utallige. Da Ashâb al-kirâm 'alaihim-ur-ridwân nåede Maân, et af Damaskuslandene, erfarede de, at østromere marcherede mod dem med en hær på hundrede tusinde soldater. De standsede og blev der i to nætter. Hadrat Zayd ibn Hâritha, deres kommandant, samlede sine venner og informerede dem om situationen. Han spurgte dem om deres mening om, hvad der skulle gøres mod den romerske hær. Nogle af sahâbîerne sagde: "Uden at konfrontere den romerske hær, lad os organisere pludselige togter ind i deres land, tage deres folk til fange og vende tilbage til Medîna." Nogle andre sagde: "Lad os skrive et brev til Rasûl 'alaihis-salâm, oplyse antallet af fjender og bede Ham om at sende soldater til os hurtigst muligt eller fortælle os, hvad vi skal gøre." Mens de var ved at beslutte, at den anden udtalelse var mere hensigtsmæssig, sagde Hadrat Abdullah ibn Rawâha:

O mit folk, hvad er årsagen til jeres tøven?
Er vi ikke kommet til at kæmpe med martyrdøden som vores hensigt?
Vi har aldrig kæmpet mod de vantro,
Fordi vi var overlegen i antal.
Vi kæmpede med denne religions magt,
Som Allahu ta'âlâ har givet os, som om vi var en løve.
Gå og kæmp, bestemt, der er godhed,
Enten martyrium eller erobring, når denne sag er afsluttet.

Wallahi, på Badr-dagen havde vi to heste,
Vi ejede en hest og nogle få våben i Uhud.
Hvis det er vores skæbne at sejre i denne kamp,
Så er det allerede lovet af Allah og Hans Rasûl.
Haqq ta'âlâ bryder aldrig Sit løfte,
Så marchér fremad, O troende!
Hvis martyrdøden er en del af vores skæbne,
Vi vil forenes med vores brødre i Jannah.

Disse ord af Hadrat Abdullah ibn Rawâha opmuntrede mujâhidînerne. De sagde: "Wallahi, Rawahas søn taler sandt."

Nu var beslutningen truffet. De ville fortsætte med at kæmpe, indtil de blev martyr. Da de glorværdige sahâbî'er kom til landsbyen Mûta, stødte de på den romerske hær på hundrede tusinde soldater.

MÛTA-KRIGEN

Bjerge og dale var blevet overfyldt med fjenden. På den ene side var der en tre tusinde mand stærk islâmisk hær, som var kommet fra Medîna til Damaskus for at sprede Allahu ta'âlâs religion; på den anden side var der de vantro, som samledes for at kvæle Islâm. Tilsyneladende var der en stor ubalance mellem magterne. En muslim skulle kæmpe mod mere end tredive romerske soldater. Begge sider indtog kampformation. I mellemtiden rykkede en komité fra den islâmiske hær i henhold til vores Mester, Profeten, frem mod den romerske militærlejr. De tilbød den romerske hær at omfavne Islâm, ellers at betale jizya. De afviste dog dette forslag. Der var ingen tid at spilde. Kommandanten, Hadrat Zayd ibn Hâritha, der holdt Islâms muqaddas-banner, beordrede sin hær til at angribe. Mujâhiderne, som ventede på dette øjeblik, sprang frem som pile med råb om "Allahu Akbar!". De trak deres sværd og dykkede ind i fjendens midte... Hestes hvin, sværdslag og de såredes skrig fyldte luften. Allerede i begyndelsen af krigen blev slagmarken forvandlet til et blodbad. Ved hvert sværdslag fra de glorværdige sahâbî´er faldt enten et hoved eller en arm ned.

"O mit folk, hvad er årsagen til
jeres tøven? Er vi ikke kommet
til at kæmpe med martyrdøden

som vores hensigt?"
Abdullah ibn Rawâha

(radiy-Allahu ’anh)

Hadrat Zayd holdt Rasûlullahs hvide banner og kæmpede mens han sagde: "Allah Allah Allah." Han var fuldstændig omringet af fjenden. Med sine sværdslag fik han fjenden til at trække sig tilbage og fortryde, at de havde konfronteret ham. Sahâbîerne, der så deres kommandants heroiske kamp, angreb som han gjorde. Hver af sahâbîerne forsøgte at kæmpe mod tredive fjendtlige soldater. På et tidspunkt ramte flere spyd Hadrat Zayds velsignede brystkasse. Andre spyd fulgte efter dem. Kroppen af denne herlige sahâbî blev gennemhullet. Zayd ibn Hâritha faldt ned i den varme jord og opnåede det martyrium, som han havde længtes efter.

Hadrat Ja'far, som ventede på, at det skulle blive hans tur til at blive martyr, så Zayd ibn Hâritha falde, og han greb straks fat i banneret. Da han så, at Islâms banner vajede, fortsatte mujâhiderne med fornyet iver i kampen. Hadrat Ja'far kæmpede heroisk ligesom Zayd ibn Hâritha. Mens han angreb fjenden, opmuntrede han også sine venner. Denne nye kommandant brugte hurtigt sit sværd; han gav ikke fjenden en chance. Mens han kæmpede intenst, havde Hadrat Ja'far bevæget sig længere væk fra sine venner. Han blev omringet af romerne. Han var på egen hånd. Han indså snart, at der ikke var nogen vej tilbage. Den modige kommandant sagde: "Min pligt er at slå hver eneste vantro med mit sværd." Han fornyede sine kræfter ved at sige de velsignede ord; "Allahu akbar!.... Allahu akbar!...." Med hvert slag med sit sværd udslettede han en af fjenderne og lod ikke nogen nærme sig ham. Han stoppede aldrig sin recitation af Allahu ta'âlâs velsignede navn og kæmpede uophørligt. Til sidst ramte en fjendtlig soldat Hadrat Ja'far's højre hånd med sit sværd. Hadrat Ja'far, hvis højre hånd var skåret af, greb Islâms muqaddas-banner med sin venstre-hånd, før det kunne falde til jorden. Så kom endnu et sværdslag. Hans venstre-hånd blev skåret af. Denne gang forsøgte han at holde banneret flyvende ved at presse det mod sit bryst mellem armene. Men ved fjendens sværd opnåede han dog det martyrium, som han havde længtes efter. Hans velsignede sjæl fløj til de højeste niveauer af Jannah. Hans krop havde fået mere end halvfems sværd- og spydsår.³⁵⁴

De heroiske mujâhider, der så, at deres kommandanter blev martyrer, greb Islâms banner, der var faldet til jorden, og overrakte det til Hadrat Abdullah ibn Rawâha.

³⁵⁴ Wâqidî, al-Maghâzî, II, 756.

Ved at vifte med banneret angreb han fjenden på sin hesteryg. På den ene side dræbte han alle, der var foran ham; på den anden side sagde han:

O min nafs, du vil helt sikkert adlyde mig,
Jeg har svoret, at jeg i denne kamp vil være en martyr.

Enten vil du acceptere det med glæde,
Eller også vil jeg få dig til at acceptere det.
Fortæl mig det! Hvis du ikke bliver dræbt i denne krig,
Tror du så, at du aldrig vil dø?
Du skal vide, at det vil være godt, hvis du gør hvad,
Ja'far ibn Abî Tâlib og Zayd ibn Hâritha har gjort.
De er blevet martyrer, o min nafs, bliv ikke tilbage.
Ellers vil du fortryde det, værsgo at angribe nu!

Med råb om "Allahu akbar!" kæmpede Hadrat Abdullah voldsomt mod fjenderne. På et tidspunkt ramte et sværd hans finger. Fingeren dinglede fra hans hånd. Denne velsignede kommandant, som brændte af kærlighed til Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl, sprang straks ned fra sin hest. Han lagde sin sårede finger, som forhindrede ham i at kæmpe, under sin fod og sagde: "Er du ikke kun en såret finger? Denne hændelse skete for dig på Allahu ta'âlâs vej!" Han rev den af. Han hoppede op på sin hest og begyndte at kæmpe igen. Men han begyndte at bebrejde sig selv, fordi han ikke var i stand til at opnå martyrtilstanden på trods af alle sine anstrengelser... Han angreb fjenden igen og igen. Til sidst faldt han med et slag fra et spyd. Mens han kæmpede for Allahu ta'âlâs og Hans Rasûl's skyld, blev han martyr, og hans velsignede sjæl steg op til Jannah. I det øjeblik forsøgte Abû'l-Yusr Ka'b ibn Umayr, som kæmpede i nærheden af Hadrat Abdullah, at bære banneret. Han søgte efter en ældre og mere moden person end ham blandt Ashâb'erne. Da han så Thâbit ibn Akram, afleverede han banneret til ham. Hadrat Thâbit satte banneret foran mujâhiderne og sagde: "O mine brødre! Vælg hurtigst muligt en kommandant blandt jer og vær lydige over for ham." De svarede: "Vi har valgt dig." Men, Hadrat Thâbit accepterede det ikke. Han så Hadrat Khâlid ibn Walîd. Han sagde til ham: "O Abû Suleymân! Tag banneret!" Hadrat Khâlid var for nylig blevet muslim. På grund af sine gode manerer ønskede han ikke at tage banneret og sagde: "Jeg kan ikke tage dette banner fra dig! Du fortjener det meget mere end mig. Fordi du er ældre, og du var blevet hædret ved at kæmpe ved siden af Rasûlullah i Badr-Ghazâ!"

Men tiden var værdifuld. Ashâb al-kirâm omkring dem kæmpede voldsomt mod fjenden og forsøgte at tvinge en hundrede tusinde mand stærk fjendtlig hær til at trække sig tilbage. Hadrat Thâbit gentog sine ord: "O Khâlid! Tag muqaddas banner af Rasûlullah hurtigt! Wallahi, jeg havde taget det for at give det til dig. Du kender krigskunsten bedre end jeg!" og spurgte mujâhider omkring ham: "O mine brødre! Hvad er jeres mening om, at Khâlid skal være øverstkommanderende?" De sagde enstemmigt: "Vi har gjort ham til vores øverstbefalende." Efter dette kyssede Hadrat Khâlid med stor respekt og ædelhed banneret, som Verdens Mester havde udleveret med Sine egne velsignede hænder. Han sprang op på sin hest og angreb fjenden med al sin majestæt og storhed.³⁵⁵

³⁵⁵ Wâqidî, al-Maghâzî, II, 756; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 129; Abdurrazzâq, al-Musannaf, III, 390; Tabarânî, al- Mu'jamu'l Kabîr, II, 105; Suhaylî, Rawzu'l-unf, IV, 130.

De heroiske sahabier angreb igen og fulgte deres nye kommandant. Hadrat Khâlid kæmpede med uset tapperhed og dygtighed. Han slog alle ned, der var foran ham. I mellemtiden halshuggede Hadrat Kutba ibn Katâda, Mâlik ibn Zâfila, en af de fjendtlige kommandanter. Romernes moral blev rystet. Alligevel pressede tiden på; det var aften og ved at blive mørkt. Det var meget farligt at kæmpe i mørke. Fordi de kunne dræbe deres venner ved et uheld ...

"O Khâlid! Tag muqaddas
banner af Rasûlullah hurtigt!

Wallahi, jeg havde taget det

for at give det til dig. Du
kender krigskunsten bedre

end jeg!"
Thâbit ibn Akram
(radiy-Allahu ’anh)

Derfor trak de to parter sig tilbage til deres lejre. De sårede blev behandlet. Hadrat Khâlid var et geni i krigskunsten. Han ønskede at møde fjenden om morgenen med en ny taktik og at forvirre dem. Den nat ændrede han soldaternes placering. Han tog dem til højre til venstre, dem på venstre til højre, dem i front til bagud, og dem i bagud til front.

De modige mujâhider angreb igen om morgenen. De begyndte at kæmpe med råb om "Allahu akbar". De fjendtlige soldater så disse angribende soldater for første gang. Det var ikke dem, de havde kæmpet mod dagen før.

En ny hær må være kommet for at hjælpe muslimerne! Da de romerske soldater frygtede, at der var kommet forstærkning, blev de demoraliseret. De gik i panik og begyndte at flygte. Islâms hær udnyttede denne mulighed og angreb intenst.

Efter fjenden blev besejret, og de drog til Mûta-fæstningen. De erobrede fæstningen og udryddede nogle af notabiliteterne. Hadrat Khâlid og de heroiske sahâbîer kæmpede endnu mere storslået og sendte tusindvis af fjenders sjæle til Jahannam. Den dag var ni sværd blevet knust i hænderne på Hadrat Khâlid ibn Walîd.³⁵⁶

Med Allahu ta'âlâs gave og velsignelsen fra vores Mester Rasûl al-akrams (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) bøn, tre tusinde mujâhid-ghâzî´er slog hundrede tusinde fjendtlige soldater ihjel.

I dette store slag blev femten muslimer martyrdød. Det byzantinske imperium var således blevet intimideret, og det blev forhindret i at angribe i sydlige lande.

Vores Mester Rasûl al-akram, vores ærede Profet, havde samlet Sin Ashâb i masjid for at informere dem om, hvad der var sket i Mu'ta. Dette var endda før nyheden fra slagmarken nåede Ham. Da ledsagerne så vores elskede Profets velsignede ansigt, forstod de, at Han var meget bedrøvet. Af frygt for at de kunne volde Ham mere sorg, kunne ingen spørge om noget. Til sidst sagde en af Ashâb al-kirâm: "Må vores liv blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Siden vi så din sorg, er vi i sorg, kun Janâb al-Haqq kender omfanget af vores sorg!" På dette græd vores elskede Profet og sagde: "Årsagen til min sorg, det, der fyldte mig med den sorg, du så, var min Ashâbs martyrium. Denne tilstand fortsatte, indtil jeg så dem som brødre, der sad på troner over for hinanden i Jannah. Zayd ibn Hâritha holdt banneret. Til sidst blev han martyr. Nu er han kommet ind i Jannah. Han løber rundt der. Derefter holdt Ja'far ibn Abî Tâlib banneret. Han angreb de fjendtlige hære. Han kæmpede, og han blev også martyr. Derefter, som martyr, kom han ind i Jannah. Nu flyver han derhen, som han ønsker, med to vinger lavet af rubin. Efter Ja'far, Abdullah ibn Rawâha holdt fanen. Med det i hånden kæmpede han

³⁵⁶ Bukhârî, "Maghâzî", 42; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, IV, 253; Ibn Abî Shayba, al-Musannaf, IV, 582; Hâkim, al-Mustadrak, III, 44.

mod fjenden og blev martyr. Han kom ind i Jannah. De blev vist mig som de sad på gyldne troner i Jannah. O min Allah! Tilgiv Zayd!.... O min Allah! Tilgiv Ja'far! O min Allah! Tilgiv Abdullah ibn Rawâha!"

"O min Allah! Tilgiv Zayd!... O
min Allah! Tilgiv Ja'far! O min

Allah! Tilgiv Abdullah ibn

Rawâha!"
Hadìtk ask-skarìf

Tårerne trillede stadig ned fra verdens Mesterens velsignede øjne. Grædende fortsatte Han: "Khâlid ibn Walîd har taget banneret efter Abdullah ibn Rawâha. Nu er kampen blevet intensiveret. O min Allah! Han (Khâlid ibn Walîd) er et sværd, som er et af Dine sværd. Hjælp ham!...."³⁵⁷ Som et mirakel havde vores elskede Profet med Allahu ta'âlâs tilladelse set situationen på slagmarken, som var mere end tusind kilometer væk, og informerede Sin Ashâb om det. Efter at fortælle om denne hændelse den dag, hvor Hadrat Ja'far ibn Abî Tâlib blev martyr, rejste Han sig og gik hen til Hadrat Ja'fars hus. Hadrat Ja'far's kone, Asmâ, havde afsluttet sit husarbejde; hun havde vasket sine børn og kæmmet deres hår. Vores elskede Profet sagde: "O Asmâ! Hvor er Ja'far's sønner? Bring dem til mig!" Da Lady Asmâ bragte børnene, omfavnede vores Mester Rasûlullah dem. Han kunne ikke stoppe Sine velsignede tårer. Da hun så dette, spurgte Hadrat Ja'far's kone: "Må mine forældre blive ofret for dig, O Rasûlullah! Hvorfor viser du den samme medfølelse over for mine børn, som du viser forældreløse børn? Har du modtaget nogle alvorlige nyheder om Ja'far og hans venner?!" Verdenernes Mester blev meget trist. Han svarede: "Ja!... De er blevet martyrer i dag!...." Vores mor Hadrat Asmâ, der omfavnede sine børn, begyndte at græde. Vores elskede Profet kunne ikke udholde denne scene og gik derfra.³⁵⁸

Vores Mester Habîb al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) vendte tilbage til Sit lyksaligheds hus. Han sagde til Sine rene hustruer: "Glem ikke at forberede mad til Ja'fars familie!" I tre dage blev der sendt måltider til martyrernes familier. Der var gået flere dage. Hadrat Ya'lâ ibn Umayya bragte den gode nyhed om sejren til Medîna. Inden han begyndte at fortælle, hvad der var sket, sagde vores Mester Rasûl al-akram til ham: "Vil du hellere fortælle os, hvad der skete, eller vil jeg fortælle dig det." Derefter fortalte Han i detaljer, hvad der skete på slagmarken. På dette sagde Ya'lâ ibn Umayya: "Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, som har sendte dig en sand religion og en sand bog, du har ikke efterladt noget ufortalt om de begivenheder, som mujâhîderne gennemlevede." Vores Mester svarede: "Allahu ta'âlâ fjernede afstanden for mig, så jeg så slagmarken med min egen øjne."

Nogle få dage senere meddelte herolerne, at den islâmiske hær nærmede sig Medîna. Vores Mester, Profeten, rejste sig med Sin Ashâb og gik ud af Medîna for at byde dem velkommen. I det fjerne steg en sky af støv op; Islâms muqaddas banner vajede. Glitteret fra skjolde og sværd lyste rundt omkring som et spejl. Stor spænding sås hos hver enkelt person. Efter et kort øjeblik trådte mujâhid-ghâzîer, under kommando af Khâlid ibn Walîd ind i Medîna radiy-Allahu 'anhum ajma'în...

³⁵⁷ Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, V, 299; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, VII, 395; Ibn Abî Shayba, al- Musannaf, VIII, 546; Tabarî, Târikh, II, 322; Haythamî, Majmâ'uz-Zawâid, VI, 150.

³⁵⁸ Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, VI, 370; Ibn Hishâm, as-Sira, II, 380; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, VIII, 282; Ibn Kathîr, al-Bidâya, III, 474; IV, 251; Suhaylî, Rawzu'l-unf, IV, 126; Haythamî, Majmâ'uz-Zawâid, VI, 156.

Houri piger kom
Svøbte Ham i nûr,
De ærede alle Muhammed,
Den aften, hvor Muhammed blev født.

Himlens porte åbnede sig,
Universet var fyldt med barmhjertighed,
Jannahs klæder blev syet,
Den aften, hvor Muhammed blev født.

Yûnus siger: "O brødre,
Tårer af blod strømmede ud af øjnene,
Bjerge og sten lavede sajda,
Den aften, hvor Muhammed blev født.

En gammel udsigt over Kâ'ba al-mu'azzama /

Mekka al-muqarrama [1890]