TAWASSUL MED VORES MESTER, PROFETEN

Folk lavede tawassul447 med vores Mester, Profeten hele tiden; før og efter Hans skabelse, i Hans levetid og efter Hans bortgang og i gravens levetid og skal lave tawassul med Ham på Arasât, efter opstandelsen på qiyâmat-dagen og i Jannah. Wasila (mellemmand, rekurs) er alt, der medfører nærhed til og opfyldelse af ens behov over for Allahu ta'âlâ. Det er tilladt at lave tawassul med Rasûl al-akram, det vil sige at gøre vores Mester Rasûlullah wasila foran Allahu ta'âlâ og bede om Hans hjælp og forbøn. Dette er noget, som er blevet udført af Profeterne ('alaihimus-salâm), Salaf assâlihîn (Ashâb al-kirâm og de tidlige lærde), 'ulamâ og andre muslimer. Ingen muslim anså det for at være en ond gerning. Indtil nu, bortset fra dem med en korrupt trosretning, har det ikke været nogen, der har benægtet dette. Menneskehedens fader, Âdam 'alaihis-salâm, da Han steg ned på jorden, havde gjort vores Mester, Profeten wasila. Vores elskede Profet fortalte denne hændelse i en af Sine hadîth ash-sharîfer som følger: "Da Âdam ('alaihissalâm) havde begået fejl og blev taget ud af Jannah; Han sagde: 'Åh min Rabb! Tilgiv mig for den kærlighed af Muhammed ('alaihis-salâm)! Allahu ta'âlâ accepterede Hans bøn og spurgte: "Hvordan kender du Muhammed? Jeg har ikke skabt Ham endnu! Han svarede: "Da Du skabte mig, så snart jeg åbnede mine øjne, så jeg Lâ ilâha illallâh Muhammadun Rasûlullâh skrevet på kanterne af Arsh; der stod Hans navn sammen med Dit, hvilket viser Din kærlighed til Ham. Og Allahu ta'âlâ sagde: "O Âdam! Du har fortalt sandheden! Han er den, som jeg elsker mest af alle Mine skabninger. Da du har bedt om tilgivelse for Hans skyld, har jeg accepteret din bøn og tilgivet dig.""448 Ifølge en anden rapport sagde Han: "Han er en Profet, der vil komme fra din slægt. Hvis Jeg ikke havde skabt Ham, ville Jeg ikke have skabt dig og din efterkommere. Da du har gjort Ham til forbeder, har Jeg tilgivet dig."449

"(O Âdam!) Han er en Profet,

der vil komme fra din
slægt. Hvis Jeg ikke havde

skabt Ham, ville Jeg ikke

have skabt dig og din
efterkommere. Da du har
gjort Ham til forbeder, har

Jeg tilgivet dig."

Hadìth al-qudsì

Der er tusindvisafeksempler på dette. Nogle af dem er nævntnedenfor:

En mand, der var blind på begge øjne, bad Rasûlullah (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam) om at bede, så hans øjne kunne se. Rasûlullah sagde: "Jeg vil bede, hvis du ønsker det, men det vil være bedre, hvis du har tålmodighed og udholder det." "Jeg har ingen magt tilbage at udholde. Jeg beder dig om at bede," svarede den blinde muslim. Så sagde vores Mester, Profeten til ham: "Udfør abdast og sig denne bøn!":

"Allâhumma innî as'aluka wa atawajjahu ilaika bi-Nabiyyika Muhammadin Nabiy-yir-rahmati. Ya Muhammed! Innî atawajjahu bika ilâ Rabbî fî hâjatî- hâzihî, li-taqdiya lî Allahumma shaffi'hu fiyya."

Imâm an-Nasâî, en hadith 'âlim (lærd), rapporterede, at da den blinde mand bad, accepterede Allahu ta'âlâ hans bøn, og han var i stand til at se.

Om at lave tawassul med vores Mester Rasûlullah, fortalte Hadrat 'Uthmân ibn Hanîf følgende begivenhed: "Da 'Uthmân ibn 'Affân var Khalîfa (kalif), fortalte en person, som var i store problemer, mig om sin personlige sorg, fordi han skammede sig over

⁴⁴⁷Tawassul betyder at gøre en person til wasîla (mellemmand, rekurs) for at bede om hans hjælp og bønner. At bede om hans forbøn betyder at bede til Allahu ta'âlâ gennem hans mellemkomst og at tigge om døden med tro.

⁴⁴⁸Hâkim, al-Mustadrak, II, 672, Ibn Kathîr, as-Sira, I, 320. ⁴⁴⁹Haythamî, Majmâ'uz-Zawâid, VIII, 198.

at gå til Khalîfa. Jeg sagde til ham, at han skulle udføre abdast og gå til Masjid assa'âdat og sige den bøn, som gav den blinde muslims syn tilbage.

Den stakkels mand, der sagde bønnen, gik til Khalîfa. Han blev modtaget. Khalîfa lod ham sidde på sin sajjada (namâz tæppe) og lyttede til hans problemer og accepterede hans anmodning. Da den stakkels mand så, at hans problemer var løst med det samme, kom han hen til mig og sagde muntert: "Må Allahu ta'âlâ velsigne dig! Jeg ville ikke have været i stand til at slippe af med disse problemer, hvis du ikke havde talt med Khalîfaen". Han gik ud fra, at jeg havde talt med Khalîfa."

Engang var der hungersnød under Hadrat 'Umar's kalifat. Hadrat Bilâl ibn Hars, en sahâbî, gik hen til Rasûlullahs grav og sagde: "O Rasûlullah! Din ummat er ved at sulte ihjel. Jeg beder dig om at gå i forbøn for, at det skal regne." Den nat så han Rasûlullah i sin drøm, Han sagde: "Gå til Khalîfa! Giv min salâm til ham og sig til ham, at han skal gå ud for at bede om regn!" Hadrat 'Umar gik ud for at bede om regn, og det begyndte at regne.

Allahu ta'âlâ accepterer bønner på vegne af dem, Han elsker. Allahu ta'âlâ erklærede, at Han elsker Muhammed 'alaihis-salâm' højt. Derfor, hvis nogen beder med siger: "Allâhumma innî as'aluka bijâh-i Nabiyyikal-Mustafâ", vil hans bøn ikke blive afvist. Men det er imod âdâb at gøre Rasûlullah (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam) til forbeder for uvæsentlige, verdslige anliggender.

Burhânaddîn Ibrâhîm Mâlikî sagde: "En meget sulten fattig mand, som gik til Hujra as-sa'âdat og sagde: 'O Rasûlullah! Jeg er sulten.' Efter et stykke tid kom nogen og tog ham med til sit hus og serverede ham mad. Da den fattige mand sagde, at hans bøn var blevet accepteret, sagde værten: "Min broder! Du efterlod din familie derhjemme og havde en lang og anstrengende rejse for at besøge Rasûlullah; er det passende at gå ind i Rasûlullahs audiens for en bid mad? Du skulle have bedt om Jannah og uendelige begunstigelser i dette høje, ædle audiens. Allahu ta'âlâ afviser ikke anmodninger der. De, der opnår den ære at besøge Rasûlullah, bør bede om, at Han må gå i forbøn for dem på qiyâmat-dagen."

En dag sad Imâm Abû Bakr al-Mukrî sammen med Imâm al-Tabarânî og Abû Shaikh i Masjid as-sa'âdat. Efter have gået et par dage uden at spise, var de meget sultne. Til sidst sagde Imâm Abû Bakr, der ikke kunne holde mere ud, "Jeg er sulten, O Rasûlullah!" og trak sig tilbage i et hjørne. En ædel person, som var en sayyid, kom med sine to tjenere og sagde: "Mine brødre! I har bedt min bedstefar, Rasûlullâh, om at hjælpe jer med jeres sult. Han beordrede mig til at give jer mad." De spiste alle sammen. Han gav dem den resterende mad og gik bort.

Imâm Muhammad Marrâkûshî al-Mâlikî (rahimah-Allahu ta'âlâ), en islâmisk lærd (H. 683/AD 1284), opregnede i sin værdifulde bog Misbâh-uz zulâm dem, som havde opnået deres ønsker ved at gøre vores Mester, Rasûlullah, til deres forbeder. En af dem, Muhammed ibn Munkadir, sagde: "En mand havde, før han drog ud for jihâd, deponeret firs guldmønter hos min far til opbevaring og sagde: 'Behold dem til mig! Du kan låne dem til de trængende". Der indtraf en hungersnød i Medîna. Min far havde lånt det hele ud til dem, der led under hungersnøden. Da manden kom tilbage og ville have sine penge tilbage, sagde min far til ham, at han skulle komme den næste aften. Han gik til Hujra as-sa'âdat og bønfaldt til Rasûlullah til morgenen. Ved midnat kom en mand og sagde: "Åbn din hånd. Han gav ham en pakke med guldmønter og gik. Min far talte dem derhjemme og så, at der var firs guldmønter.

Glad for det, gav han dem straks tilbage til ejeren."

"Den, der blev skadet af en
ting, skal udføre en perfekt
abdast og udføre en namâz

Hadrat Imâm Muhammed Mûsâ forklarer i begyndelsen af sin bog om en hændelse, som han havde oplevet, således:

på to rak'ater! Så sig: "Yâ

Rabbî! Jeg beder dig. Jeg
beder Dig gennem forbøn

"I år 637 (1239 e.Kr.) brød vi op fra Sadar Fortet sammen med en gruppe af fremtrædende personer. Der var en person, der guidede os. Efter et stykke tid løb vi tør for vand. Så begyndte vi at lede efter vand. I mellemtiden gik jeg hen for at gøre mine behov. I det øjeblik følte jeg mig frygtelig søvnig. Da jeg tænkte, at de helt sikkert ville vække mig, når de tog afsted, lagde jeg mit hoved på jorden.

af Din Profet Muhammed

'alai-his-salâm, som er

barmhjertigheden for
verdenerne Yâ Hadrat
Muhammed, jeg gør dig til

forbeder for at min Rabb
skal acceptere min bøn. Yâ
Rabbî! Gør denne ophøjede

Da jeg vågnede op, var jeg alene midt i ørkenen. Mine venner havde glemt mig og var forsvundet. Jeg var helt alene og blev grebet af frygt. Jeg begyndte at vandre rundt. Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg var, og hvor jeg skulle gå hen. Overalt var der fladt sand. Snart blev det mørkt. Der var ikke engang et spor af den karavane, som jeg rejste med. Jeg var helt alene i mørket. Min frygt blev værre og værre. Jeg var forvirret og begyndte at gå hurtigere. Efter et stykke tid, tørstig og træt, faldt jeg sammen. Til sidst opgav jeg håbet om mit liv og følte, at min død nærmede sig. Tørsten og trætheden bragte min smerte og lidelse til et bristepunkt. Pludselig kom jeg til fornuft. I nattens mørke bønfaldt jeg: "O Rasûlullah! Hjælp! Jeg beder om hjælp fra dig med tilladelse fra Allahu ta'âlâ! Så snart jeg var færdig med at sige det, hørte jeg nogen kalde på mig. Da jeg så, hvor stemmen kom fra, som oplyste mørket omkring mig og var iført helt hvidt tøj, så jeg en person, som jeg aldrig havde set før, der kalde til mig. Han kom hen til mig og tog min hånd. I det øjeblik forsvandt al min træthed og tørst. Det var, som om jeg var blevet født på ny. Jeg blev pludselig varm for Ham. Vi gik hånd i hånd i et stykke tid. Jeg følte, at jeg oplevede et af de smukkeste øjeblikke i mit liv. Efter klatrede over en sandklit, så jeg lysene fra karavanen, som jeg rejste med, og hørte mine venners stemmer. Så nærmede vi os dem.

Profet til min forbeder!""

Hadith ash-sharìf

Dyret, jeg havde redet på, fulgte karavanen bagfra. Pludselig kom det og standsede foran mig. Da jeg så mit dyr foran mig, udstødte jeg et glædesråb. Da jeg råbte, slap den person, der var med mig, min hånd. Så holdt Han min hånd igen og hjalp mig med at stige på mit dyr. Efter det, sagde Han: "Vi afviser aldrig dem, der ønsker noget fra os og beder om vores hjælp", og gik. I det øjeblik forstod jeg, at Han var vores Mester Rasûlullah. Mens Han gik bort, kunne man se, at den nûr, som Han udstrålede, steg op mod himlen i nattens mørke. Da Han forsvandt, kom jeg til fornuft. Jeg sagde angerfuldt til mig selv: "Hvorfor kyssede jeg ikke vores Mester Rasûlullahs hænder og fødder? Men det var for sent, og jeg havde forpasset muligheden."

Abul-Khair Aqta', der havde sultet i fem dage i Medîna, kom til Hujra as-sa'âdat og hilste på Rasûlullah. Han sagde, at han var sulten og faldt snart i søvn ved siden af. I sin drøm så han Rasûlullah komme med Abû Bakr as-Siddîq på sin højre, 'Umar-ul- Fârûq på sin venstre side og Alîyy-ul-Murtadâ (radiy-Allahu ta'âlâ 'anhum ajma'in) gående foran Ham.

Hadrat Alî kom og sagde: "O Aba'l-Khair! Rejs dig op! Hvorfor ligger du ned? Rasûlullah er på vej!" Han rejste sig straks op.Rasûlullah kom og gav ham et stortbrød. Senere sagde Abul-Khair: "Jeg begyndte at spise, så snart jeg tog brødet, for jeg var meget sulten. Da jeg havde spist halvdelen af brødet, vågnede jeg op. Jeg fandt den anden halvdel i min hånd." Igen fra Misbah-uz zulam: Ahmad ibn Muhammed Sûfî sagde: "Mens jeg var i Hijâz-ørkenen, havde jeg ingen ejendele tilbage. Jeg nåede frem til Medîna. Jeg gav salâm til Rasûlullah ved Hujra as-sa'âdat.Dereftersatte jegmig et sted og sov. Rasûlullah dukkede op. Han sagde: "Er du kommet, Ahmad? Åbn dine hænder! Han fyldte mine hænder med guld. Jeg vågnede op. Mine hænder var fulde af guldmønter."

Imâm as-Samhûdî skrev også om en hændelse, som han havde oplevet, i sin bog "History of Medîna": Jeg mistede min husnøgle. Jeg kunne ikke finde den, så gik jeg til Hujra as- sa'âdat og sagde: "O Rasûlullah! Jeg har mistet min nøgle, jeg kan ikke gå hjem!" I det øjeblik kom en dreng og viste nøglen i sin hånd og sagde: "Jeg har fundet denne nøgle. Er det din?"

Mustafâ Ishkî Effendi fra Kilis skrev i sin historiebog Mawârid-i Majidiyya: "Jeg opholdt mig i Mekka i tyve år. Jeg, min kone og mine børn, der havde sparet tres guldmønter op, udvandrede til Medîna i H.1247 (1831 e.Kr.). Vi brugte alle pengene under rejsen. Vi tog til en ven som gæster. Jeg besøgte Hujra as-sa'âdat og bad Rasûlullah (sall- Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam) om hjælp. Tre dage senere kom en herre til det hus, hvor vi boede, og sagde, at han havde lejet et hus til os. Han bragte mine ting dertil. Han betalte huslejen for et år. Efter et par måneder blev jeg syg og blev liggende i sengen i en måned. Der var intet tilbage at spise eller sælge i huset. Med min kones hjælp klatrede jeg op på taget. Jeg ønskede at fortælle om mine problemer mod Rasûlullah's grav og bede om hjælp. Men da jeg løftede mine hænder for at bede, skammede jeg mig over at bede om noget verdsligt. Jeg kunne ikke sige noget. Jeg gik ned i mit værelse.

Den næste dag kom nogen og sagde, at en venlig person havde sendt nogle guldmønter til mig som en gave. Jeg tog tasken. Vores problemer sluttede, men min sygdom fortsatte. Med hjælp gik jeg til Hujra as-sa'âdat og bad Rasûlullah om helbredelse. Jeg forlod Masjid og gik hjem uden at bede om hjælp fra nogen. Jeg var fuldstændig rask, da jeg kom ind i huset. Jeg gik ud med en gangstok i et par dage for at beskytte mig mod nazar (onde øjne). Snart var alle pengene brugt. Jeg efterlod min kone og børn i mørket og udførte natnamâz i Masjid an-Nabawî og fortalte derefter Rasûlullah om mine problemer. På vejen hjem kom en person, som jeg ikke kendte, hen til mig og gav mig en pung. Jeg så, at der var niogfyrre guldmønter i, som hver var ni kurus værd. Jeg købte stearinlys og andre behov og vendte hjem."

Det står skrevet i andet bind af oversættelsen af bogen Shaqâyiq-i Nu'mâniyya, at den store islâmiske lærde Mawlânâ Shamsaddîn Muhammed ibn Hamza Fanârî (rahimah-Allahu ta'âlâ), den første Shaikh al-Islâm i det Osmanske Rige og sin tids mujaddid, blev blind af grå stær. En nat så han vores Mester Rasûlullah i sin drøm. Da Han befalede ham: "Forklar (lav en tafsîr af) Sûrah Tâhâ!" svarede han: "Jeg har ikke magt til at forklare Koranen al-karîm i dit publikum. Desuden kan mine øjne ikke se." Så trak vores Mester Rasûlullah, som var profeternes healer, et stykke bomuld ud af Sin velsignede hirka og efter vædet det med Sit velsignede spyt og lagde det på Mollâ Fanârîs øjne, som vågnede op og fandt bomuldsstykket på sine øjne. Da han tog det væk, begyndte han at se. Han priste og takkede Allahu ta'âlâ. Han beholdt bomuldsstykket og ønskede, at det skulle sættes på hans øjne efter hans død. Hans testamente blev opfyldt, da han døde i Bursa i 834 (AD 1431).

Hadrat Imâm Mâlik talte med Abû Ja'far Mansûr, 'Abbâsîd Khalîfaen, i Masjid an-Nabawî. Han sagde: "O Mansûr! Vi er i Masjid as-sa'âda! Sænk din stemme! Allahu ta'âlâ irettesatte en gruppe i Hans erklæring i Sûrah al-Hujurât: "Gør ikke jeres stemme højere end Rasûlullah's!⁴⁵⁰ Og i âyat alkarîma: "De, der taler højt i Profetens nærvær...⁴⁵¹ Han roste dem, der taler sagte. At respektere Rasûlullah efter Hans død er som at respektere Ham, da Han var i live." Mansûr bøjede sit hoved og sagde: "Åh Abâ 'Abdullah! Skal jeg vende mig mod qiblaen eller Qabr as-sa'âda?" Hadrat Imâm Mâlik sagde: "Vend ikke dit ansigt væk fra Rasûlullah! Denne ophøjede Profet (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam), forbeder på qiyâmat-dagen, vil gå i forbøn for dig og for din far Âdam 'alaihis-salâm's frelse på qiyâmat-dagen. Du bør bede om Hans forbøn over for Qabr as-sa'âdat og knytte dig til Rasûlullah's velsignede sjæl. I den 64. âyat af Sûrah an-Nisâ hedder det i maal:

"Efter at have
undertrykte deres egne
nafse´er, hvis de kommer
til dig og beder om Allahu

ta'âlâ´s barmhjertighed,

og hvis Min Rasûl går i
forbøn for dem, så vil de

helt sikkert finde Allahu

ta'âlâ Medfølende og

Barmhjertig.”

An-Nisâ: 64

"Efter at have undertrykte deres egne nafse´er (gør sig selv uret), hvis de kommer til dig og beder om Allahu ta'âlâ´s barmhjertighed, og hvis Min Rasûl går i forbøn for dem, så vil de helt sikkert finde Allahu ta'âlâ Medfølende og Barmhjertig. Denne âyat lover, at tawbaen for dem, der gør Rasûlullah til forbeder, vil blive accepteret."

Derefter rejste Mansûr sig og gik ind foran Hujra as-sa'âdat. Han sagde: "O min Rabb! Du lovede, at Du ville acceptere tawba af dem, der gør Din Rasûl til forbeder! Også jeg bønfalder Dig om tilgivelse i Din Ophøjede Profets høje nærvær. Tilgiv mig ligesom Dine tjenere, som Du havde tilgivet, da de bad om tilgivelse, da Han var i live! O min Rabb! Jeg bønfalder Dig gennem Din ophøjede Profets forbøn, som er Nabî-ar-Rahma (Barmhjertighedens Profet). O Muhammed, den mest overlegne af Profeterne! Jeg bønfaldt min Rabb gennem din forbøn. O min Rabb! Gør denne Ophøjede Profet til forbeder for mig!" Mens han bad, stod han foran og vendte sig mod vinduet i Muwâjahat as-sa'âdat med qiblaen bag sig og Minbar an-Nabawî på hans venstre side.

Det råd, som Hadrat Imâm Mâlik gav Khalîfa Mansûr, viser, at de, der beder foran Hujra as-sa'âdat, bør være meget opmærksomme; det er ikke rigtigt, at de, der ikke kan udvise den beskedenhed og respekt, der er passende for dette sted, skal opholde sig længe i Medîna al-munawwara.

En anatolsk landsbyboer, som havde opholdt sig og giftet sig i Medîna almunawwara og i årevis havde udført en vis tjeneste i Hujra as-sa'âdat, fik en dag feber og længtes efter ayran (en kølig drik lavet af yoghurt og vand). Han tænkte: "Hvis jeg var i min landsby, ville jeg få ayran lavet af yoghurt og drikke det." Den nat dukkede Rasûlullah op i Shaikh-ul-Haram Effendis drøm og beordrede ham til at overlade denne bestemte tjeneste, som den anatoliske landsbyboer havde udført, til en anden. Da han svarede: "O Rasûlullah! En og anden person fra din ummat udfører den tjeneste", svarede Profeten: "Sig til den pågældende person, at han skal gå til sin landsby og drikke ayran!". Da ordren blev meddelt ham den næste dag, sagde landsbyboeren: "Som du befaler!" og begav sig af sted til sit land.

⁴⁵⁰Hujurât: 49/2.

⁴⁵¹Hujurât: 49/3

Derfor bør man indse, at hvis en simpel tanke kan forårsage et sådant tab, hvor stort et tab vil så ikke ske - må Allah forbyde det - på grund af et uhensigtsmæssigt ord eller en handling, der ikke passer til âdâb, selv om det er en vittighed.

Du er îmân i hjertet på mu'minen, der elsker dig,

De vil aldrig blive bekymret, kuren til deres sorg er dig.

Vigtigheden af at sige salawât ash-sharîfa til vores Mester Rasûlullah

Det er en af vores vigtigste pligter at recitere salawât ash-sharîfa på vores Mester, Profeten, som et udtryk for respekt, hver gang Hans navn høres eller skrives. Det står i den 56. âyat al-karîma i Sûrah al-Ahzab i Koranen al-karîm, i maal:

"Sandelig Allahu ta'âlâ og Hans engle siger salât for Profeten (for at ophøje Hans ære). O troende! Også I siger salât-u-salâm til Ham og underkaster jer Ham med oprigtighed."

De lærde i tafsîr (videnskaben om fortolkning af Koranen al-karîm) har oplyst, at ordet "salât", der er nævnt i ovenstående âyat al-karîma, betyder rahmat (medfølelse) fra Allahu ta'âlâ, istighfâr (bøn om tilgivelse) fra englene og duâ (bøn) fra muslimerne. Alle islâmiske lærde har enstemmigt sagt, at det er fard at sige salawât (udtalt som en velsignelse over vores Profets sjæl) én gang i livet. Det er wâjib at udtale denne velsignede velsignelse hver gang man siger, hører, læser eller skriver (et af Hans velsignede navne) for første gang, og det er mustahâb hver gang Hans velsignede navn gentages.

Den, der ønsker noget fra Allahu ta'âlâ, bør først starte med at lave hamd-u-thanâ (ros og taknemmelighed) til Allahu ta'âlâ og derefter sige salât til vores Mester Rasûlullah. En sådan bøn er værdig til at blive accepteret. Bønnen med to salât´er (i begyndelsen og i slutningen af bønnen) bliver ikke afvist.

Hadrat Abû Talha sagde: Engang, da jeg var i Rasûlullah's nærvær, bemærkede jeg, at Han var mere glad og tilfreds, end jeg nogensinde havde set Ham før. Da jeg spurgte om årsagen til det, sagde Han: "Hvordan kunne jeg ikke være glad? For kort tid siden bragte Jabrâîl ('alaihis- salâm) glædelige budskaber. Allahu ta'âlâ sagde: 'Når en af dine ummat reciterer én salawât på dig, reciterer Allahu ta'âlâ ti salawât til gengæld.'"⁴⁵²

Nogle af de hadîth ash-sharîfs om dette er som nedenfor:

"Må næsen på ham, der ikke reciterer salât-u-salâm på mig, når min navn nævnes i hans nærhed, blive gnidet ned i jorden. Må næsen på ham, som ikke opnår Allahu ta'âlâs nåde, når Ramadân-måneden kommer og går, også blive gnidet ned i jorden. Og næsen på ham, der når sine forældres alderdom og ikke kan fortjene at komme ind i Jannah ved at behage dem, blive gnidet ned i jorden.

"Den, der ikke reciterer salât-u-salâm på mig, når mit navn er nævnt i nærheden af ham er den mest nærige blandt de mest nærige."

Hadrat Abû Humaid as-Saidi siger: "Nogle af Sahâba al-kirâm spurgte vores Mester, Rasûlullah, og sagde: 'O Rasûlullah! Hvordan skal vi recitere salât-u-salâm på dig? Vores Mester Rasûlullah sagde: "Sig: Allahumma salli alâ Muhammadin

⁴⁵²Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, III, 102; Ibn Abî Shayba, al-Musannaf, II, 399.

wa azwâjihi wa zurriyatihi kemâ Sallayta alâ Ibrâhîma wa bârik alâ Muhammadin wa azwâjihi wa zurriyatihi kemâ bârakta alâ Ibrâhîma innaka hamîdun majîd.'"⁴⁵³

"Hvis nogen sender én salat

til mig, sender Allahu ta'âlâ

ti salater (medfølelse) til

dem, tilgiver ti af deres
synder og forøger deres

Nogle af de salawât ash-sharîfas er som følger:

rang ti gange."
Hadith ash-sharìf

“’Alaihis-salâm.”

“Sall-Allahu ’alaihi wa sallam.”

“Alaihissalâtu wassalâmu wattahiyya.”

“Allâhumma salli ’alâ Sayyidinâ Muhammad.”

“Allâhumma salli ’alâ Muhammadin wa ’alâ Âlihî wa Sahbihî ajma’în.”

“’Alaihi wa ’alâ jami’i minassalawâti atammuhâ wa minattahiyyati aymanuha.”

“Allâhumma salli ’alâ Muhammadin wa ’alâ âl-i Muhammad, kemâ sallayta ’alâ Ibrâhîma wa ’alâ âl-i Ibrâhîm…”

En person fortalte følgende: En af mine venner havde skrevet "sall-Allahu 'alaihi wa sallam tasliman kathîrân kathîrâ" hvert sted, hvor Rasûlullahs velsignede navn er nævnt i det brev, Han sendte. Da jeg så ham og spurgte, hvorfor han gjorde det, sagde han: "Jeg skrev hadîth-bøger, da jeg var ung. Jeg skrev ikke salawât efter at have skrevet Rasûlullah´s velsignede navn. Jeg så Verdens Mesteren i min drøm og gik hen til Ham. Men Han vendte Sit velsignede ansigt væk fra mig. Da jeg bevægede mig til den anden side, vendte Han igen Sit ansigt væk. Da jeg stod foran Ham og sagde: "O Rasûlullah! Hvorfor vender du Dit ansigt væk fra mig?" Han svarede: "Fordi du ikke skrev salât, da du skrev mit navn i din bog! Siden da har jeg altid skrevet Hans velsignede navn med salât."

Det er erklæret i hadîth ash-sharîfs:

"Hvis nogen sender én salat til mig, sender Allahu ta'âlâ ti salater (medfølelse) til dem, tilgiver ti af deres synder og forøger deres rang ti gange."

"På qiyâmat-dagen er den, der vil være tættest på mig og fortjener min forbøn mest, den, der har reciteret mest salât-u- salâm på mig."

Haqq ta'âlâ sagde til Hadrat Mûsâ 'alaihis-salâm: "O Mûsâ, ønsker du at Jeg skal være tættere på din tunge end dine ord, tættere på dit hjerte end dine tanker, tættere på din krop end din sjæl og tættere på dine øjne end deres lys?" Da Han sagde: "Ja, O min Rabb!" Allahu ta'âlâ sagde: "Så reciter mange salawât på Muhammed (sall-Allahu 'alaihi wa sallam)." Allahu ta'âlâ sagde: "O Mûsâ, ønsker du ikke at lide tørst på qiyâmat-dagen?" Da sagde Han: "Ja, O min Rabb!" Allahu ta'âlâ sagde: "Så reciter mange salawât på Muhammed (sall-Allahu 'alaihi wa sallam)."⁴⁵⁴