HILYA AS-SA’ÂDAT

Habîb al-akrams (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) udseende kaldes Hilya as-Sa'âdat. Islâms lærde har tydeligt skrevet alle Muhammeds 'alaihis-salâm' synlige lemmer, Hans form, egenskaber, smukke vaner og hele Hans liv i detaljer med beviser og dokumenter. Denne viden var blevet indsamlet fra hadîth ash-sharîferne, som er Hans udtalelser, og fra det, der blev formidlet af Hans Ashâb. De bøger, der indeholder dem, kaldes siyar-bøger. De mest kendte af de tusindvis af siyar-bøger, der forklarer vores Mester, Profetens Hilya as- Sa'âdat, er; "Ash-Shamâil-ur-Rasûl" af Imâm at-Tirmidhî, "Shifâ ash-sharîf" af Qadi Iyâd, "Dalâil-un-Nubuwwa"bøger af Imâm Bayhaqî og Abû Nuaym Isfahânî og "Mawâhib al-Ladunniya" af Hadrat Imâm al-Qastalânî. Hilya as-Sa'âdat af vores elskede Profet er beskrevet i hadith ash-sharîferne og rapporterne, der er overført af Ashâb alkirâm, som nedenfor: "Det velsignede ansigt og alle de velsignede lemmer og den velsignede stemme fra Fakhr al-kâinât var smukke end alle andre menneskers ansigter, lemmer og stemmer.

"Jeg spurgte om Rasûlullahs

(sall-Allahu 'alaihi wa
sallam) egenskaber og
hilya (udseende og form)

til præsten i hver kirke,
jeg besøgte, og lærte hver

enkelt af dem udenad.
Da jeg vendte tilbage til
Medîna, fortalte jeg dem

alle til Rasûlullah (sall-
Allahu 'alaihi wa sallam).

Han var tilfreds."
Mugîra ibn Shu’ba
(radiy-Allahu ’anh)

Hans velsignede ansigt var afrundet. Når Han var munter, ville Hans ansigt skinne som månen.⁴⁶¹ Det ville være tydeligt på Hans velsignede pande, at Han var tilfreds.

Vores Mester Rasûlullah kunne se om natten lige så godt som Han så om dagen. Han kunne se, hvad der var bag Ham, lige så vel som Han kunne se, hvad der var foran Ham. Når Han ville se til den ene side eller kigge i retning af den anden side, ville Han vendte med hele Sin krop og se. Han kiggede mere på jorden, end Han kiggede på himlen. Hans velsignede øjne var store, og Hans øjenvipper var lange. Der var en smule rødlig farve i Hans velsignede øjne. Iriserne i Hans øjne var ekstremt sort. Om nætterne satte Han kohl på Sine velsignede øjne. Fakhr al-âlam (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) havde en bred pande.

Hans velsignede øjenbryn var tynde. Hans øjenbryn var adskilt fra hinanden. Venen mellem Hans to øjenbryn ville svulme op, når Han blev vred.

Hans velsignede næse var utrolig smuk og var lidt højere i midten.

Hans velsignede hoved var stort. Hans velsignede mund var ikke lille. Hans velsignede tænder var hvide. Hans fortænder var rigeligt spredte. Når Han talte, var det, som om nûr (lys) kom fra mellem Hans tænder. Blandt Allahu ta'âlâ´s slaver, er ingen blevet set med en mere veltalende eller sødere tale end Hans.

Da Fakhr al-âlam blev fyrre år gammel,
Blev profetskabets krone sat på Hans hoved.

Fra tid til anden sagde en stemme: "O elskede,
Jeg har gjort dig til verdens barmhjertighed.

⁴⁶¹Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, III, 459; Hâkim, al-Mustadrak, II, 605; Baghawî, al-Anwâr, I, 242.

Âyat for âyat steg Koranen al-karîm ned.
Der skete mange forskellige mirakler.

Denne rene person var fuldstændig nûr,
Der var mirakler i alle Hans lemmer,

For det første skyggen af dette velsignede legeme,
Faldt ikke på nogen måde ned på jorden.

Det var nûr, Hans krop fra top til tå,
Det er klart, da lyset ikke har nogen skygge.

Også på toppen af Hans velsignede hoved,
Skyggede Ham, en klynge af skyer.

Uanset hvor Han gik hen, fulgte den med Ham,
Den stod altid oven på Ham.

Miraklet i Hans velsignede øjne,
Jeg skal fortælle dig, hvordan det er.

Ligesom Han så forsiden tydeligt,
Så Han bagsiden ligeså.

Hør om den velsignede næse,
Og hør dens mirakler.

Da Jibrîl al-Amîn steg ned for wahy,
I det øjeblik han forlod himlen,

Han kunne lugte Jabrâîls duft,
Forstå, at han bragte wahy.

Hvis Han bevægede sine månelignende læber,
Solens cirkel bevægede sig på himlen.

Hans velsignede ord var lette at forstå; de ville behage hjerter og tiltrække sjæle. Når Han talte, ville Hans ord snor sig som perler. Hvis nogen havde ønsket at tælle Hans ord, ville det have været muligt at tælle dem. Nogle gange ville Han gentage noget tre gange, for at det kunne blive forstået godt. (I Jannah vil alle tale som Hadrat Muhammad 'alaihis-salâm.) Hans velsignede stemme kunne nå en afstand, som ingen andres kunne nå. Vores Mester, Fakhr al-âlam (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) havde et smilende ansigt. Han smilede behageligt, og når Han smilede, kunne Hans velsignede fortænder ses.

Når Han smilede, oplyste Hans Nûr væggene. Hans gråd var tavs ligesom Hans smil. Da Han aldrig brød ud i grin, græd Han aldrig højt, men når Han blev trist, var Hans velsignede øjne fælde tårer, og lyden af Hans velsignede bryst ville høres. Han ville græde, når Han tænkte på Sine ummats synder og på

grund af Sin frygt for Allah ta'âlâ. Han græd også, når Han hørte Koranen al-karìm og nogle gange, når Han udførte namâz. Vores Mester, Fakhr al-âlams velsignede fingre var store. Hans velsignede arme var kødfulde. Hans velsignede håndflader var brede. Duften af hele Hans krop var mere sødt duftende end den smukkeste moskus. Hans velsignede krop var både blød og stærk.

"Jeg tjente Rasûlullah i ti år.

Hans velsignede hænder
var blødere end silke. Hans

velsignede hud duftede

bedre end moskus og

blomster."
Anas ibn Mâlik

Anas ibn Mâlik siger: "Jeg tjente Rasûlullah i ti år. Hans velsignede hænder var blødere end silke.

Hans velsignede sved duftede bedre end den mest velduftende duft eller end nogen blomst. Hans velsignede arme, fødder og fingre var lange. Hans velsignede tæer var store. Hans fodbue var ikke for høj og var blød. Hans velsignede mave var bred, og Hans bryst og Hans mave var på linje med hinanden. Knoglerne på spidsen af Hans skuldre var store. Hans velsignede bryst var bredt; Hans qalb ash-sharìf (velsignet hjerte) var nazargâh al-ilâhì (det sted, som Allahu ta'âlâ ser på).

Vores Mester, Rasûl al-akram var ikke for høj, og Han var heller ikke lav. Når nogen kom i nærheden af Ham, så Rasûlullah højere ud end den pågældende person. Når Han sad, var Hans velsignede skuldre højere end alle dem, der sad ved siden af Ham.

Hans hår og hårene i Hans skæg var ikke for krøllet eller for lige, men de var naturligt bølgede. Hans velsignede hår var langt. Tidligere havde Han en frynse af hår foran; senere skilte Han Sit hår i to dele. Nogle gange lod Han Sit velsignede hår vokse langt, og andre gange fik Han det klippet og afkortet. Han farvede ikke Sit hår og skæg. Da Han døde, var de hvide hår i Hans hår og skæg mindre end tyve. Han trimmede Sit velsignede overskæg. Længden og formen af Hans overskæg var lige så meget som Hans velsignede øjenbryn. Han havde private barberere i Sin tjeneste.

Vores Mester, Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) havde altid Sin miswâk og Sin kam med sig. Han ville se i et spejl, når Han kammede Sit velsignede hår og skæg.

Fakhr al-kâinat gik hurtigt, mens Han kiggede ned på jorden foran Ham. Når Han gik forbi et sted, ville det være tydeligt på Hans smukke duft. Vores Mester Rasûlullah var en araber. Det vil sige, at Han havde en hvid hudfarve blandet med rødt og var yderst smuk med et velsignet og elskeligt udseende."

Hvis en person siger, at Profeten var sort, bliver han en vantro.

Den leksikale betydning af "arabisk" er "smuk". F.eks. betyder "lisân al-Arab" "smukt sprog". I geografisk forstand betyder "araber" en person, der er født på den arabiske halvø og vokset op i dets klima med dets vand og mad og som er af folkets blod.

Ligesom de af anatolsk blod kaldes tyrkere, de, der er født og opvokset i Bulgarien, kaldes bulgarere og de i Tyskland tyskere; på samme måde er Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) en araber, fordi Han blev født på den arabiske halvø. Arabere har en hvid, hvedefarvet hudfarve. Især vores Profets familie var hvid og meget smuk. Faktisk havde Hans forfader Hadrat Ibrâhîm en hvid hudfarve og var søn af en troende ved navn Târuh, som var en af indbyggerne i byen Basra. Âzer, som var en vantro, var ikke Hadrat Ibrâhîms ('alaihis-salâm) far. Han var Hans onkel og stedfar.

VoreselskedeProfetsfar,Abdullah,varblevetberømtselviEgyptenpå grund af sin skønhed og på grund af den velsignede nûr på hans pande; næsten to hundrede piger var kommet til Mekka for at gifte sig med ham. Men Hadrat Muhammeds nûr faldt til Âmina's lod. Hans onkel Abbâs og Abbâs' søn Abdullah delte Hans hvide hudfarve. Også vores Profetens efterkommere indtil verdens ende vil være smukke og hvide. Rasûlullah´s Ashâb var også hvide og smukke. Hadrat 'Uthmân var hvid med blondt hår. Dihya al-Kalbî, ambassadøren, som Rasûlullah sendte til kejseren af Byzans, Heraklius, var meget smuk. Når han gik rundt på gaderne, skyndte de byzantinske piger sig ud på gaderne for at se hans ansigt. Jabrâîl 'alaihis-salâm kom normalt i form af Hadrat Dihya (radiy-Allahu 'anh).

De indfødte i Egypten, Syrien, Afrika, Sicilien og Spanien er ikke arabere. Men da araberne kom til disse steder efter at være udvandret fra den arabiske halvø for at sprede islam over hele verden, er der også arabere i disse lande. Ligeledes findes de i Anatolien, Indien og andre lande. Men i dag kan ingen af borgerne i disse lande kaldes arabere.

Egyptens befolkning har en lidt mørk hudfarve. Befolkningen i Etiopien (Abessinien) er sort og kaldes etiopiere. Befolkningen på Zanzibar kaldes Zanji, og de er også sorte. Det er en handling af tilbedelse at elske og respektere vores Profets slægtninge, efterkommere. Alle muslimer elsker dem. Sorte mennesker, der kom til Anatolien som besøgende, præsenterede sig selv som arabere for at få respekt og venlighed, og de godtroende anatolske muslimer troede og elskede dem. For der er ikke sort eller hvidt i denne kærlighed. En sort muslim er langt mere overlegen, kærligere og mere elskelig end en hvid vantro. At være sort mindsker ikke îmâns (troens) værdi for nogen person. Hadrat Bilâl al-Habashî og Usâma, som Profeten elskede meget højt, var sorte. Sådanne vantro som Abû Lahab og Abû Jahl, hvis ondskab og nederdrægtighed er kendt af alle, var hvide. Allahu ta'âlâ dømmer en mand ikke med hensyn til hans farve, men for styrken af hans îmân og taqwâ (taqwâ er at afholde sig fra harâms ved at frygte Allahu ta'âlâ). Men de sorte mennesker, der præsenterede sig selv som arabere, tjente Islâms fjender, jøderne. På den ene side introducerede de sorte som om de er af en lav klasse og forfærdelige. De brugte demsomslaver.

På den anden side forsøgte de ved at kalde sorte kæledyr som katte og hunde for "arabere" og ved at omtale de sorte i deres billeder, tegneserier, magasiner og aviser som arabere, at give vores ungdom en så dårlig fremstilling af araberne som muligt for at fremmedgøre muslimske børn fra vores Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam).

Alle de smukke vaner blev akkumuleret i Rasûlullah. Hans smukke vaner blev givet til Ham af Allahu ta'âlâ; Han har ikke erhvervet dem senere ved at stræbe. Han har aldrig forbandet en muslim ved at nævne hans navn, og Han har heller ikke slået nogen med Sin velsignede hånd. Han tog aldrig hævn for sig selv. Han ville hævne sig for Allahs skyld. Han ville behandle Sine slægtninge, Ashâb og tjenere godt og beskedent. Han var meget mild og munter i Sit hjem. Han ville besøge de syge og deltage i begravelser. Han ville hjælpe Sine ashâb'er med deres arbejde og tage deres børn på Sit skød. Alligevel var Hans hjerte ikke optaget med dem. Hans velsignede sjæl var i englenes verden.

Frygt ville gribe en person, der pludselig så Rasûlullah.

Hvis Han ikke havde opført sig mildt, ville ingen have siddet i nærheden af Ham, ingen ville have haft styrke til at lytte til Ham, på grund af profetskabets tilstand. Men på grund af Sin dyd ville Han selv aldrig se nogen i ansigtet med Sine velsignede øjne.

Fakhr al-âlam (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) var den mest generøse af de menneskelige væsener. Han var aldrig blevet hørt sige: "Jeg har ikke", når der blev bedt om noget fra Ham. Hvis Han havde det, der blev bedt om, gav Han det; hvis Han ikke havde det, svarede Han ikke. Profeten havde så mange store egenskaber og havde gjort så mange tjenester for så mange mennesker, at hverken de østromerske kejsere, de persiske shaher eller nogen anden hersker kunne gøre nok til at konkurrere med Ham. Men Han selv kunne lide at leve i nød. Han levede sådan et liv, at Han ikke engang huskede at spise eller drikke. Han sagde aldrig: "Tag noget med at spise" eller "lav den og den mad". Han ville spise, hvis de bragte et måltid til Ham, og Han ville tage imod den frugt, de gav Ham. Nogle gange spiste Han meget lidt i månedsvis, og Han kunne lide sult. Og nogle gange spiste Han meget. Han ville ikke drikke vand efter måltider. Han drak vand, mens Han sad⁴⁶² Når Han spiste sammen med andre, holdt Han op med at spise, efter at alle var færdige.⁴⁶³ Han ville tage imod gaver fra alle. Som svar på en gave til en, der havde givet Ham en gave, ville Han give mange flere.

"Blandt mine ummat er dem,

der elsker mig mest, dem,
der ofrer deres familier og
ejendomme for at se mig efter

min død."
Hadîth ash-sharîf

Det var Hans vane at bære forskellige klæder. Når der kom ambassadører fra fremmede lande, ville Han smykke sig. Det vil sige, at Han ville bære kostbart og smukt tøj og vise Sit smukke ansigt. Han bar en sølvring med en agatsten og brugte den som et segl. "Muhammadun Rasûlullah " var skrevet på Hans ring. Hans seng var lavet af læder fyldt med strimler fra dadelpalmer. Nogle gange lå Han på sengen og andre gange på læderet lagt på jorden, andre gange på en måtte eller på tør jord. Han lagde på Sin højre side og lagde Sin velsignede håndflade under Sin højre kind.464 Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) accepterede ikke zakât, og Han spiste ikke sådanne ting som rå løg eller hvidløg, og Han fremsagde ikke digte. Vores Mester, Profetens velsignede øjne ville sove, men Hans velsignede hjerte ville ikke sove. Han ville gå sulten i seng, men Han ville føle sig mæt, når Han vågnede. Han gabte aldrig. Hans velsignede krop var lysende; Han kastede aldrig en skygge på jorden. Fluer landede ikke på Hans tøj, og myg eller andre insekter ville heller ikke suge Hans velsignede blod.

Da Han blev informeret af Allahu ta'âlâ om, at Han er Rasûlullah, kunne shaytaner ikke stige op til himlen og få nyheder, og spåmændene kunne heller ikke længere forudsige noget. Vores Mester Sarwar al-âlam (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) lever nu med et liv, som vi ikke forstår. Hans velsignede krop forfalder aldrig. En engel opholder sig i Hans grav og informerer Ham om de salawât ash-sharîfa´er, som Hans ummat siger til Ham. Mellem Hans minbar og Hans velsignede grav kaldes Rawda al-mutahhara. Dette sted er en af Jannah-haverne. Det er en af de største og mest værdifulde ibâdat´er at besøge Hans velsignede grav. Bemærkelsesværdige fra Ashâb al-kirâm fortalte om vores Mester, Profeten, som følger om Hans skønhed:

Abû Hurayra sagde, "Jeg har aldrig set nogen mere smukkere end Rasûlullah. Det var, som om solen skinnede på Hans ansigt med al sin glans. Når Han smilede, oplyste Hans velsignede tænder væggene."

⁴⁶²Qastalânî, Mawâhib al-Ladunniyya, 319.

⁴⁶³Qastalânî, Mawâhib al-Ladunniyya, 319. ⁴⁶⁴Baghawî, al-Anwâr, I, 358.

Ibn Abî Hâla sagde: "Profetens velsignede ansigt skinnede som fuldmånen."

Hadrat Alî sagde: " Frygt ville gribe en person, der pludselig så Rasûlullah.

De, der havde en samtale og blev bekendt med Ham, ville snart blive varme op til Ham og elske Ham."

Jâbir ibn Samura sagde: " Rasûlullah gned Sin velsignede hånd på mit ansigt. Hans hånd, som om den var blevet taget nyligt ud af en urtelæges sæk, havde en smuk, forfriskende duft. Hvis vores Mester Rasûlullah rørte Sin hånd til en andens hånd for musâfaha (håndtryk på en måde, foreskrevet af Islâm), ville denne smuk duft ikke forsvinde fra den pågældendes hånd hele dagen."⁴⁶⁵

Vores mor Hadrat Âisha sagde: "Når Rasûlullah kærtegnede et barns hoved,

dette barn vil blive adskilt blandt andre på grund af Hans smukke duft."⁴⁶⁶

En dag lå vores Mester, Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) og sov i Sit hjem. Anas ibn Mâlik's mor, Umm Sulaym, kom. Mens Han sov, dukkede der sveddråber op på vores Mester Rasûlullahs velsignede ansigt. Så begyndte Umm Sulaym at samle vores Mester, Profetens, velsignede sved. Da vores Mester, Profeten vågnede og spurgte, hvorfor hun gjorde det, sagde Umm Sulaym, søsteren til vores Profets amme, "Vi tilføjer dem til vores dufte. Din sved er den smukkeste og mest behageligt duftende blandt duftene."⁴⁶⁷

Abû Hurayra sagde: "Jeg har aldrig set nogen, der gik hurtigere end Rasûlullah. Som om jorden ville rulle op til Ham. Mens vi gik med Ham, brugte vi alle vores kræfter og anstrenge os."

Vores Mester, Profeten, var meget velformuleret. Han vidste perfekt, hvordan Han skulle starte og afslutte Sin tale. På grund af Hans måde at tale på, var Hans ord klare, eminent flydende og veltalende. Den sande betydning i Hans tale og ord ville altid afsløre sig selv. Da Hans ord havde stor udtryksstyrke, ville Han aldrig blive træt eller have problemer med at udtrykke sig selv.