MIRAKLERNE AF VORES MESTER, PROFETEN
Der er utallige vidner, der vidner om, at Muhammed 'alaihissalâm' er Allahu ta'âlâs Profet. Allahu ta'âlâ befalede: "Havde det ikke været for dig, ville Jeg ikke have skabt noget!"516 Alle væsener betyder ikke kun Allahu ta'âlâs eksistens og enhed, men også Muhammed 'alaihis-salâms profetskab og de overlegne dyder. Alle de karâmat (ekstraordinære ting, som Allah skaber), der sker gennem awliyâ blandt Hans ummat, er i virkeligheden Hans mirakler (mujizas). For karâmat´er sker gennem mennesker, der følger Ham og tilpasser sig Ham. Faktisk, fordi alle de andre Profeter ('alaihimussalawâtu wattaslîmât) længtes efter at være blandt Hans ummat, eller rettere sagt, fordi de alle blev skabt af Hans nûr, kan deres mirakler også siges at være Muhammed 'alaihis-salâm's mirakler. Med hensyn til tid falder Muhammeds mirakler 'alaihis-salâm i tre kategorier:
"Tusindvis af mirakler
af Muhammed 'alaihis-
salâm blev set; fjende
eller ven, alle talte om
dem. Af disse mirakler
var de mest værdifulde
Hans høje manerer og
smukke akhlâq."
Riyâd-un nâsihîn
For det første de mirakler, der fandt sted i den periode, der begyndte med skabelsen af Hans velsignede sjæl og sluttede med Hans Bi'that (da Allahu ta'âlâ informerede Ham om Hans profetskab).
For det andet de mirakler, der fandt sted fra Bi'that til Hans bortgang.
For det tredje Hans mirakler, der er sket siden Hans bortgang, og de mirakler, der vil finde sted indtil verdens ende.
Miraklerne i den første kategori kaldes irhâs. Hver kategori er opdelt i to klasser: Miraklerne, der blev set, og dem, der er udledt. Alle disse mirakler er så mange, at det aldrig har været muligt at tælle dem. Miraklerne i den anden kategori anslås at være omkring tre tusinde. Nogle af Hans berømte mirakler er nedenfor:
1-Muhammeds største mirakel 'alaihis-salâm' er Koranen al-karîm. Alle digtere og litteratur har indtil i dag erkendt deres mangel på og beundring for Qur'ân al-karîms poetiske og semantiske overlegenhed. De har ikke været i stand til at efterligne et litterært værk, der nærmer sig den sublime standard i nogen af dens âyat alkarîmas. Med hensyn til veltalenhed og retorik, er den ulig det menneskelige sprog. Det vil sige, at hvis et enkelt ord fjernes eller tilføjes, ødelægges skønheden i dets fraseologi og indhold. Forsøg på at erstatte blot ét af ordene, har vist sig forgæves. Dens poetiske stil ligner ikke nogen af de arabiske digtere. Den informerer om mange fortidige og fremtidige begivenheder. Jo mere man læser eller hører den, jo mere begejstret føler man sig for at læse eller høre den. Man kan blive fysisk træt, men man keder sig aldrig. Det er en kendsgerning, der er fastslået med utallige hændelser oplevet, at læse den eller lytte til den, helbreder problemer. Det er ikke sjældent, at man bliver forbløffet eller have pludselig følelser af frygt ved at høre det blive læst eller reciteret, og nogle mennesker er endda døde af dens virkning. Hjertene af mange uforsonlige fjender af Islâm blev beroliget, når de lyttede til Qur'ân al-karîm, og deres ejere blev troende.
2- Et af de største og universelt kendte mirakler af Muhammed 'alaihis- salâm er Hans deling af månen i to. Ingen anden Profet blev velsignet med dette mirakel. Muhammed 'alaihis-salâm var tooghalvtreds år gammel. En dag i Mekka kom
516 Suyutî, al-Laâli'l-masnûa, I, 272; Ajlûnî, Kashf-ul-hafâ, II, 164.
lederne af de vantro Qurayshi til Ham og udfordrede Ham: "Hvis du er en Profet, så del månen i to". Vores elskede Profet længtes efter at alle, især Hans slægtninge, og pårørende, skulle blive muslimer. Han løftede Sine hænder og påkaldte. Allahu ta'âlâ accepterede Hans påkaldelse og delte månen i to. Den ene halvdel af månen var på et bjerg, mens den anden halvdel viste sig på et andet bjerg. De vantro sagde: "Muhammed udfører magi", og de holdt fast i deres benægtelse.
En stanza:
Når hunde kigger på månen, gøer de.
Hvorfor skulle vi give månen skylden? Hør!
Du ved, en hund vil altid gø!
Hvad en tåbe vil tænke på dette.
Og en kuplet:
Tab af smag er symptomatisk for tab af sundhed,
Lækre drikkevarer smager bittert for en person med dårligt helbred.
3- I nogle Ghazâ´er, når der var mangel på vand, stak Muhammed 'alaihis-salâm Sin velsignede hånd ned i vandet i en beholder, vandet væltede ned mellem Hans fingre, og beholderen flød konstant over med vand. Antallet af mennesker, der indtog dette vand, var nogle gange firs, nogle gange tre hundrede, nogle gange femten hundrede, og i Tabuk-Ghazâ , halvfjerds tusinde mennesker og deres dyr. Hældningen af vand stoppede, da Han tog Sin velsignede hånd ud af beholderen.
4- En dag besøgte Han Sin farbror Abbâs i hans hjem. Han bad Sin onkel og Hans onkels børn om at sidde ved siden af Ham. Så dækkede Han dem med Sin ihrâm (sømløs beklædning, der bæres til hajj) og påkaldte: "Yâ Rabbî! Som jeg har dækket min onkel og min Ahl al-bayt, beskyt dem mod Jahannams ilden." En stemme blev hørt fra væggene, der sagde: "Âmîn", tre gange.517
5- En dag, da nogle mennesker bad Ham om at vise dem et mirakel, kaldte Han på et træ i det fjerne og bad det om at komme foran Ham. Træet rykkede sig selv op og kom hen til Ham med rødderne slæbende bagud, hilste på Ham og sagde: "Aske-hadu an lâ ilâha illAllah, wa ash-hadu anna Muhammedan 'abduhu wa Rasûluh." Derefter flyttede den tilbage til sin plads og genoptog sin standplads.
6- Under Khaybar-Ghazâ, da de lagde forgiftet lammekebab på bordet foran Ham, hørtes en stemme sige: "Yâ Rasûlullah (O Allahs Sendebud)! Spis mig ikke. Jeg er forgiftet."
7- En dag sagde Han til en mand med et idol i hånden: "Vil du blive troende, hvis idolet taler til mig?" Manden trodsede: "Jeg har tilbedt den i halvtreds år, og den har aldrig sagt et ord til mig. Hvordan vil den tale til dig nu? Da Muhammed 'alaihissalâm spurgte: "O idol! Hvem er jeg?" sagde en stemme: "Du er Allahs Profet." Herefter blev ejeren af idolet straks muslim.
8- Der var en dadelstump i Masjid an-Nabawî (Profetens moské) i Medîna. Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) lænede sig op ad den stub, når Han holdt (den tale, der kaldes) khutba. Stubben blev kaldt Hannâna. Når der blev lavet en
517 Haythamî, Majmâ'uz-Zawâid, IX, 226; Ibn Asâkir, Târikh Dimashq, XXVI, 311.
minbar, gik Han ikke til Hannâna for at læne sig op ad den. Hele jamâ'at hørte skrig komme fra den. Vores Mester, Profeten, kom ned fra minbaren og omfavnede Hannâna. Den holdt op med at græde. Rasûlullah sagde: "Havde jeg ikke omfavnet den, ville adskillelse fra mig få den til at græde indtil qiyâmat."
"Yâ Rabbî! Som jeg har
dækket min onkel og
min Ahl al-bayt, beskyt
dem mod Jahannams
ilden."
Hadîth ash-sharîf
Mange andre lignende mirakler blev set og rapporteret.
9- En anden ofte set begivenhed var, at der var grus eller stykker af mad i Hans hånd ville sige tasbîh af Allahu ta'âlâ som droning af bier. (Det vil sige, at de ville sige "Subhânallah", hvilket betyder: "Allahu ta'âlâ er langt fra enhver form for ufuldkommenhed.")
10- En dag kom en vantro til Ham og sagde: "Hvordan vide jeg, at du er en Profet?" Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) spurgte: "Vil du tro på mig, hvis jeg vinker til den klynge af dadler på den palme, og de (adlyder mig og) kommer til mig?" Den vantro svarede, at det ville han. Da Rasûl 'alaihis-salâm vinkede, kom klyngen af dadler og hoppede. Da Rasûlullah beordrede: "Gå tilbage til din plads," gik klyngen op til sin plads og hang der som før. Da han så dette, blev den vantro troende.
11- I Mekka angreb en flok ulve en flok får og slæbte nogle af fårene væk. Da hyrden angreb dem og greb fårene tilbage, begyndte en af ulvene at tale: "Frygtede I ikke Allahu ta'âlâ, da I tog den næring, som Allahu ta'âlâ har sendt til os?" Forbløffet mumlede hyrden: "Åh, en ulv taler!" Ulven fortsatte: "Skal jeg fortælle dig noget, som er endnu mere overraskende? Muhammed (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam), Allahu ta'âlâs Profet, udviser mirakler i Medîna." Hyrden gik til Rasûlullah (sall- Allahu 'alaihi wa sallam), fortalte, hvad der var sket, og blev muslim.
12- Mens Muhammed sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam gik langs en mark, hørte Han en stemme sige: "O Rasûlullah!" tre gange. Han vendte sig i den retning, hvor stemmen kom fra, og så en hjort, der var bundet op. Ved siden af den sov en mand. Han spurgte hjorten, hvad den ønskede. "Denne jæger har fanget mig," sagde hjorten. "Jeg har to unger på bakken derovre. Vær sød at lade mig gå! Jeg vil gå, amme dem og komme tilbage." Profeten 'alaihis-salâm spurgte: "Vil du holde dit løfte og komme tilbage?" Hjorten lovede: "Jeg lover i Allahu ta'âlâs navn, at jeg vil komme tilbage. Hvis jeg ikke gør det, så må Allahu ta'âlâs pine være over mig!" Rasûlullah satte hjorten fri. Hun gik væk og kom tilbage en tid senere. Da manden vågnede op og spurgte: "O Rasûlallah! Har du en ordre til mig?" sagde vores Mester, Profeten: "Slip denne hjort fri!" Manden løsnede hjorten. Hjorten udbrød: "Ash- hadu an lâ ilâha illAllah wa annaka Rasûlullah," og gik sin vej.
13- En dag inviterede Han en landsbyboer til at blive troende. Landsbyboeren nægtede: "Jeg vil tro på dig, hvis du genopliver min muslimske nabos døde datter." De gik hen til pigens grav, hvor Rasûlullah kaldte hende ved navn. Først hørtes en stemme fra graven, og hun kom ud. "Vil du gerne komme tilbage til verden," spurgte Rasûlallah. Pigen sagde: "O Rasûlullah! Jeg ønsker ikke at vende tilbage til verden. Jeg har det bedre her, end jeg havde det hjemme hos min far. En muslim har det bedre i âkhirat end i verden." Da landsbyboeren så dette, blev han muslim.
14- Jâbir ibn Abdullah (radiy-Allahu ta'âlâ 'anh) ristede et får. Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) og Hans Ashâb spiste det. "Bryd ikke knoglerne," beordrede den velsignede Rasûl. Han samlede knoglerne sammen, lagde Sine velsignede hænder på dem og bad. Allahu ta'âlâ genoplivede fåret.
15- Et barn blev bragt til Rasûlullah. Han kunne ikke tale, selvom Han var gammel nok. "Hvem er jeg?" spurgte vores Profet. Barnet svarede: "Du er Rasûlullah." Fra da af begyndte han at tale og mistede ikke sin tale før sin død.
16- En person trådte uforvarende på en slanges æg og mistede helt synet. De bragte ham til Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam). Da Han lagde Sit velsignede spyt på mandens øjne, begyndte han at se igen. Faktisk var han firs år gammel, da han stadig kunne tråde en nål.
17- Muhammed ibn Khâtib fortæller: "Jeg var ung. Kogende vand væltede ud over mig og skoldede min krop over det hele. Min far tog mig med til Rasûlullah (sall- Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam). Han lagde Sit velsignede spyt på de skoldede dele af min krop og bad. Jeg blev straks rask igen."
18- En kvinde kom med sin skaldede søn. Rasûlullah gned Sine velsignede hænder blidt på drengens hoved. Han helbredte. Hans hår begyndte at vokse.
19- Det er skrevet i to forskellige bøger kaldet Sunan skrevet af Tirmidhî og Nesâî: En dag kom en mand, der var blind på begge øjne, til Ham og bønfaldt: "O Rasûlullah! Vær venlig at bede til Allahu ta'âlâ, så jeg kan få mit syn tilbage." Vores Mester, Profeten 'alaihis-salâm havde medlidenhed med ham; Han bad ham udføre en perfekt abdast og derefter recitere følgende bøn: Yâ Rabbî (O min Herre)! Jeg beder Dig. Jeg beder Dig gennem forbøn fra Din elskede Profet Muhammed 'alaihis-salâm. O Hadrat Muhammed 'alaihis-salâm, som jeg elsker højt! Jeg beder min Rabb gennem dig. Jeg beder Ham om at acceptere min påkaldelse for din skyld. Yâ Rabbî! Gør denne ophøjede Profet til min forbeder! For Hans skyld, acceptere min påkaldelse!" Manden gjorde abdast og bad bønnen. Han begyndte at se. Muslimer har altid bedt denne bøn og opnået deres ønsker opfyldt.
20- En dag var Rasûlullah og (Hans farbror) Abû Tâlib på vej gennem en ørken. Abû Tâlib sagde, at han var meget tørstig. Rasûlullah (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam) steg af dyret og sagde: "Er du (tørstig)?" Da Han ramte jorden med Sin velsignede hæl, sprang der vand op. Han sagde: "Onkel, drik af dette vand!"
21- Under Hudaybiya-ekspeditionen slog de lejr ved en brønd uden vand. Soldaterne klagede over manglen på vand. Rasûlullah bad om en spand vand. Han udførte abdast med vandet i spanden og spyttede derefter i den, og fik derefter hældt vandet i brønden. Så hentede Han en pil og kastede den ned i brønden. Herefter så man, at brønden fyldtes med vand.
22- I en anden ghazâ klagede soldaterne over, at de ikke havde nok vand. Rasûl 'alaihis-salâm sendte to soldater ud for at lede efter vand. De kom tilbage med en kvinde, der red på en kamel. Hun havde to fyldte vandsække med. Rasûlullah bad kvinden om noget vand. Han hældte det vand, som hun gav, i en beholder. Hele hæren fyldte på skift deres kopper og skind med vandet i beholderen. Til gengæld gav de kvinden nogle dadler og fyldte også hendes skind.
Profeten 'alaihis-salâm sagde til hende: "Vi har ikke mindsket mængden af dit vand. Det er Allahu ta'âlâ, der gav os vandet."
23- Han holdt khutba i Medîna, da nogen sagde: "Yâ Rasûlullah (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam)! Vores børn, dyr og marker er ved at gå til grunde på grund af tørken. Vær venlig at komme os til undsætning!" Profeten løftede Sine velsignede hænder og bad. Det var en skyfri dag, men Han havde knap nok gnedet Sine velsignede hænder på Sit ansigt, da skyerne dækkede hele himlen. Straks væltede regnen ned. Det regnede uafbrudt i flere dage. Han var på minbar og leverede khutba, igen, da den samme person klagede: "Yâ Rasûlullah! Vi vil gå til grunde med denne regn." På dette gav Rasûl 'alaihis-salâm Sit sædvanlige strålende smil og påkaldte: "Yâ Rabbî! Skænk Din Barmhjertighed også til Dine andre slaver!" Skyerne klarede op, og solen skinnede klart.
"O Hafsa! Abû Bakr og
din far vil styre min
ummat."
Hadith ash-sharìf
24- Jâbir ibn Abdullah (radiy-Allahu ta'âlâ 'anh) fortæller: Jeg havde en masse gæld. Jeg fortalte Rasûlullah (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam) om det. Han kom til min frugtplantage og gik rundt om bunken af dadler og gik tre runder. Så beordrede Han: "Sig til dine kreditorer, at de skal komme her." Hver kreditor fik sin ret, og der var ingen nedgang i bunken af dadler.
25- En kvinde sendte noget honning i gave. Rasûl 'alaihis-salâm tog imod honningen og returnerede den tomme beholder. Beholderen ankom igen fuld af honning. Kvinden kom og spurgte: "O Rasûlullah! Hvorfor tager du ikke imod min gave? Hvad er min synd?" Den velsignede Profet sagde: "Vi har accepteret din gave. Honningen, som du ser, er den barakat (overflod), som Allahu ta'âlâ har givet dig til gengæld for din gave." Kvinden blev glad og tog honningen med hjem til sit hjem. Kvinden og hendes børn spiste honningen i månedsvis. Den blev aldrig mindre. En dag, uden at tænke sig om, puttede de honningen i en anden beholder. Da de spiste den fra denne beholder, var honningen snart opbrugt. De rapporterede denne begivenhed til Rasûlullah, Han udtalte: "Hvis honningen var blevet i den
beholder, som jeg havde sendt tilbage, ville der ikke være nogen fald i honningen, selvom de spiste den til verdens ende."
26- Abû Hurayra rapporterer: Jeg gik til Rasûlullah med nogle få dadler og bad Ham om at påkalde en velsignelse over dem. Han bad for at de skulle have barakat og advarede mig: "Tag dem og læg dem i din beholder. Når du har brug for dadler, så pluk dem med din hånd. Vip aldrig den over for at plukke dem." Jeg havde altid posen med dadlerne med mig, dag og nat, og spiste dem konstant indtil tiden for 'Uthmân (radiy-Allahu 'anh). Jeg vill tilbyde fra disse dadler til den, der var med mig, og give håndfulde af dem som sadaqa.
Den dag 'Uthmân (radiy-Allahu 'anh) blev martyrdød, forsvandt posen med dadlerne.
27- Rasûlullah (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa-sallam) forstod ligesom Suleymân 'alaihis- salâm, alle dyrs sprog. Dyrene kom ofte til Ham og klagede over deres ejere eller andre mennesker. Begivenheder af denne art blev set af andre mange gange. Hver gang et dyr kom til Ham, ville Rasûlullah forklare det til Ashâb al-kirâm. Under Hunayn-Ghazâen sagde Han til det hvide muldyr ved navn Duldul, som Han red på: "Kom ned". Da Duldul knælede ned med kommandoen, tog Han en håndfuld sand fra jorden og spredte det ud over de vantro.
28- En dag sagde Han til Sin hustru Hafsa (radiy-Allahu 'anhâ): "Abû Bakr og din far vil styre min ummat." Ved at sige dette, gav Han den gode nyhed, at Abû Bakr og Hafsas far 'Umar (radiy-Allahu 'anhum) skulle være Khalîfa´er.
29- Han havde sat Abû Hurayra (radiy-Allahu ta'âlâ 'anh) til at tage sig af de dadler, som de rige havde givet som zakât for deres ejendom og bragt til Medîna. Hadrat Abû Hurayra tog nogen i at stjæle dadler. Han fortalte manden, at han ville føre ham til Rasûlullah. Men da manden sagde, at han var fattig og havde en overfyldt familie at forsørge, lod han ham gå. Den følgende dag sendte Rasûlullah bud efter Abû Hurayra og spurgte ham: "Hvad havde den mand, som du lod gå i går aftes, gjort?" Da Abû Hurayra fortalte, hvad der var sket, sagde Han: "Han bedrog dig. Han vil komme tilbage." Den følgende nat kom manden faktisk igen og blev fanget. Han tiggede igen: "For Allahs skyld, lad mig gå", og han blev igen sluppet fri. Den tredje nat, da han blev fanget, nyttede hans tiggeri ikke noget. Så denne gang valgte han til en anden metode. "Hvis du lader mig gå, skal jeg lære dig noget, som vil være meget nyttigt for dig," foreslog han. Da Abû Hurayra accepterede det, sagde han: "Hvis du reciterer Âyat al-kursî, før du går i seng hver aften, vil Allahu ta'âlâ beskytte dig, og shaytan vil ikke nærme dig", og gik. Den næste dag, da Rasûlullah spurgte Abû Hurayra, hvad der var sket den foregående nat, fortalte han Ham alt. På dette sagde vores Mester, Profeten: "Han fortalte sandheden denne gang. Han er imidlertid en afskyelig løgner. Ved du, hvem du har talt med i tre nætter?" Da Abû Hurayra svarede: "Nej, det gør jeg ikke," Han sagde: "Den person var Shaytan."
30- Han sendte tropper til en region kaldet Mûta for at kæmpe mod den byzantinske kejsers hære. De tre hærførere (Zayd ibn Hâritha, Ja'far ibn Abî Tâlib, Abdullah ibn Rawâha) af sahâbîerne blev martyrdøden den ene efter den anden. I mellemtiden var Rasûlullah på minbaren i Medîna og, med Allahu ta'âlâ der viste Ham, fortalte Han begivenhederne til folket sammen med Ham.
31- Da Han sendte Mu'âz ibn Jabal (radiy-Allahu ta'âlâ 'anh) som guvernør til Yemen, så Han ham til byens grænser og gav ham mange råd og sagde til sidst: "Vi to kan ikke mødes igen før qiyâmat." Mu'âz var stadig i Yemen, da Rasûlullah (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam) gik bort i Medîna.
32- Da Han gik bort, sagde Han til Sin datter Fâtima: "Af mine slægtninge vil du være den første af dem, der møder mig igen." Seks måneder senere gik Fâtima (radiy-Allahu 'anhâ) bort. Ingen anden slægtning til vores Profet døde før hende.
33- Han sagde til Qays ibn Shemmâs (radiy-Allahu 'anh): "Du vil leve et smukt liv og derefter dø som en martyr." Qays opnåede martyrdøden i kampen mod Musaylamah al-Kadhdhâb i Yamâma under Abû Bakr's kalifat (radiy-Allahu ta'âlâ 'anh). Han forudsagde også martyrdøden for Hadrat 'Umar-ul-ul-Fârûq, Hadrat 'Uthmân og Hadrat Alî (radiy-Allahu ta'âlâ 'anhum ajma'în).
34- Han gav den gode nyhed, at landene tilhørende den persiske Shah Khosrow og den byzantinske kejser ville blive erobret af muslimerne, og at deres skattekister ville blive brugt og fordelt på Allahs vej.
35- Han forudsagde, at et betydeligt antal af Hans ummat ville tage ud til en ghazâ på havet, og at damen ved navn Umm Hirâm (radiy-Allahu ta'âlâ 'anhâ), en af sahâba'erne, ville være med i denne ghazâ. Under Hadrat 'Uthmân's kalifat sejlede muslimerne til Cypern og udkæmpede en krig der. Denne dame var med dem. Hun opnåede martyrdøden der.518
518 Bukhârî, Jihâd, 3; Isti'zân, 41; Abû Dâwûd, Jihâd, 10; Tirmidhî, Fezâilu'l-Jihâd, 15; Nesâî, Jihâd, 40; Ahmad ibn Hanbal, Al-Musnad, VI, 423; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, VIII, 435.
37- En dag sad Rasûl 'alaihis-salâm på et hævet sted. Han vendte sig til de mennesker, der var sammen med Ham, og sagde: "Ser I, hvad jeg ser?
“O Mu’âwiya! Hvis du
skulle styre min ummat
en dag, beløn dem, der
gør gode gerninger,
og tilgiv dem, der gør
Jeg sværger, at jeg ser fitna (fortræd, oprør, ondskab), som vil finde sted blandt jeres huse og i gaderne." I de dage, hvor 'Uthmân (radiy-Allahu 'anh) blev martyr og også i Yezîds tid, brød store fitna´er ud i Medîna, mange menneskers blod blev spildt på gaderne.
dårlige gerninger!"
Hadîth ash-sharîf
38- En dag forudsagde Han en begivenhed, hvor en af Hans hustruer ville gøre oprør mod Khalîfaen. Da Âisha (radiy-Allahu ta'âlâ 'anhâ) blev underholdt af Hans ord, sagde Han: "Yâ Humeyrâ519 ! Glem ikke dette mit ord! Måske er du den kvinde." Så vendte Han sig til Alî (radiy-Allahu 'anh) og sagde: "Hvis du skulle have autoritet til at bestemme over hende, så behandl hende blidt!" Det var tredive år senere, da Âisha (radiy-Allahu 'anhâ) førte krig mod Alî (radiy-Allahu 'anh) (som var Khalîfa´en på det tidspunkt), led et nederlag og blev holdt fanget. Alî (radiy-Allahu 'anh) viste hende venlighed og ærbødighed og sendte hende fra Basra til Medîna.
38- Han sagde til Hadrat Mu'âwiya (radiy-Allahu 'anh): "Hvis du skulle styre min ummat en dag, beløn dem, der gør gode gerninger, og tilgiv dem, der gør dårlige gerninger!" Mu'âwiya (radiy-Allahu 'anh) var guvernør i Damaskus i tyve år under Hadrat 'Umars og Hadrat 'Uthmân (radiy-Allahu 'anh) kalifat, og senere var han kalifat i tyve år.
39- En dag sagde Han: "Mu'âwiya vil aldrig lide et nederlag." Da Alî (radiy-Allahu ta'âlâ 'anh) hørte om denne hadith ash-sharîf under slaget ved Siffîn, sagde han: "Jeg ville aldrig have kæmpet mod Mu'âwiya (radiy-Allahu ta'âlâ 'anh), hvis jeg havde hørt det før."
40- Han sagde til Ammâr ibn Yâsar (radiy-Allahu ta'âlâ 'anh): "Du vil blive dræbt af oprørske mennesker, af bâgîs." Faktisk opnåede Ammâr martyrdøden, da han og Alî (radiy-Allahu 'anh) kæmpede mod Mu'âwiya (radiy-Allahu 'anh).
41- Han sagde om Hasan, Hans datter Fatimas søn (radiy-Allahu ta'âlâ 'anhumâ), "Denne søn af mig er en kilde til khayr (godhed). Allahu ta'âlâ vil gøre ham til årsagen til freden mellem to store muslimske hære." År senere var han ved at indgå i en krig mod Mu'âwiya (radiy- Allahu 'anh), da han besluttede at give op og gav afkald på sin ret til kalifat til Mu'âwiya (radiy-Allahu 'anh) for at forhindre fitna og blodsudgydelser blandt muslimer.
42-Abdullah ibn Zubayr (radiy-Allahu ta'âlâ 'anh) drak Rasûlullah's (sall- Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam) blod efter en blodsudgydelse. Da vores Mester, Profeten, så dette, sagde Han: "Ved du, hvad du vil lide af folk? Og de vil lide meget af dig. Jahannams ild vil ikke brænde dig." Da Abdullah ibn Zubayr erklærede sig selv for Khalîfa i Mekka år senere, sendte Abdulmalik ibn Marwân en enorm hær under den kommando af Hajjâj fra Damaskus. Abdullah blev fanget og dræbt.
43- En dag kiggede Han på Abdullah ibn Abbâs' mor (radiy-Allahu ta'âlâ 'anhâ) og sagde: "Du skal have en søn. Bring ham til mig, når han bliver født!" Senere, da barnet blev født, bragte de ham til Rasûlullah. Han reciterede adhân og iqâmat
519 Et kærlighedsord Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) kaldte Hadrat Âisha, fordi han elskede hende højt.
i hans ører og puttede Hans velsignede spyt i hans mund. Han gav ham navnet 'Abdullah' og gav ham tilbage til sin mor. "Tag Khalîfa´s far med dig!" Han sagde. Da Hadrat Abbâs (radiy-Allahu 'anh), barnets far, hørte om dette, besøgte han vores Mester, Profeten, og spurgte Ham, hvorfor Han havde sagt det. Profeten forklarede: "Ja, det sagde jeg. Dette barn er far til Khalîfaer. Blandt dem vil der være en person, som vil udføre namâz med Saffâh, Mahdî og Îsâ 'alaihis-salâm." Mange Khalîfaer præsiderede over den abbâsiske stat. De nedstammede alle fra Abdullah ibn Abbâs.
44- En dag sagde Han: "Blandt min ummat vil der komme mange folk kaldet Râfidî. De vil forlade den islâmiske religion."
45- Han udtalte velsignelser over mange af Sine Ashâb, alle Hans velsignelser blev accepteret og var til gavn for de berørte personer.
Alî (radiy-Allahu ta'âlâ 'anh) fortalte: Rasûlullah (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam) ønskede at sende mig som Qâdî (dommer) til Yemen. Jeg sagde: "Yâ Rasûlullah (sall- Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam)! Jeg kender ikke jobbet som qâdî." Han lagde Sin velsignede hånd på mit bryst og påkaldte: "Yâ Rabbî! Installer i denne persons hjerte, hvad der er rigtigt. Velsign ham med den egenskab, at han altid fortæller sandheden!" Fra da af, fornemmede jeg altid den rigtige blandt de klagerne, der kom til mig, og mine domme var altid korrekte.
46- De ti mennesker, som Rasûlullah gav det glædelige budskab, at de ville går til Jannah kaldes 'Ashara al-mubash-shara'. Sa'd ibn Abî Waqqâs (radiy-Allahu 'anh) var en af dem. I Uhud-Ghazâ sagde vores elskede Profet, "Yâ Rabbî! Få hans pile til at nå deres mål og accepter hans påkaldelser!" Fra da af, blev alle de bønner Sa'd sagde accepteret, og hver pil han kastede ramte fjenden.
47- Han lagde Sine velsignede hænder på panden af Sin onkels søn, Abdullah ibn Abbâs, og bad følgende bøn: "Yâ Rabbî! Gør denne person til en dybtgående lærd i religionen og en ejer af hikmat (åndelig viden)! Skænk ham kundskab om Koranen al-karîm!" Fra da af, var han uovertruffen i sin tid inden for alle vidensgrene, især inden for tafsîr (forståelse af murâd al-ilâhî -guddommelige formål- fra âyat´er i Koranen al-karîm), hadîth og fiqh. Sahâba'erne og Tâbi'în lærte af ham alt, hvad de ønskede at vide. Han blev kendt og omtalt som "Tarjumân al-Qur'ân" (fortolker af Qur'ân al-karîm), "Bahr al-ilm" (videnshav) og "Raîs al-mufassirîn (lederen af lærde i tafsîr). Hans mange disciple berigede de muslimske lande.520
"Yâ Rabbî! Gør denne
person (Abdullah
ibn Abbâs) til en
dybtgående lærd i
religionen og en ejer af
hikmat (åndelig viden)!
Skænk ham Kundskab
om Koranen al-karîm!"
Hadîth ash-sharîf
48- Han udtalte følgende velsignelse over Anas ibn Mâlik (radiy- Allahu ta'âlâ 'anh), en af Hans tjenere: "Yâ Rabbî! Gør hans ejendom rigelig og hans børn talrige. Gør hans liv langt, og tilgiv hans synder!" Som tiden gik, voksede Anas ibn Mâlik's ejendomme. Hans frugtplantager gav rigeligt med frugt hvert år, og han fik mange børn. Han levede i hundrede og ti år. Mod slutningen af sit liv bønfaldt han: "Yâ Rabbî! Du har accepteret tre af de velsignelser, som Din Habîb udtalte over mig, og Du har givet mig alle disse velsignelser. Gad vide om Du vil acceptere den fjerde og tilgive mine synder?" Der blev hørt en stemme sige: "Jeg har også accepteret den fjerde. Tillad dit hjerte at blive tilfreds!"
520 Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, I, 266; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 365; Haythamî, Majmâ'uz-Zawâid, XI, 234.
49- Han påkaldte følgende velsignelse over Mâlik ibn Rabîa (radiy-Allahu ta'âlâ 'anh): "Må du få mange børn!" Mâlik fik firs sønner.
50- Der var en meget kendt digter ved navn Nâbigha. Da han reciterede nogle af sine digte, påkaldte Rasûlullah følgende velsignelse over ham, som var udbredt blandt araberne: "Må Allahu ta'âlâ ikke lade dine tænder falde ned!" Nâbigha var hundrede år gammel, og hans hvide tænder skinnede stadig som perler.
51- Han sagde følgende bøn om Urwa ibn Ju'd (radiy-Allahu ta'âlâ 'anh): "Yâ Rabbî! Gør hans handel indbringende!" Urwa sagde: "Fra da af, gav alle mine handelsaktiviteter overskud. Jeg tabte aldrig."
52- En dag kom Hans datter Fâtima (radiy-Allahu ta'âlâ 'anhâ) til Ham, hvid af sult. Han lagde Sin velsignede hånd på hendes bryst og påkaldte: "O min Rabb, som mætter sultne mennesker! Lad ikke Muhammeds datter Fâtima gå sulten!" I øjeblikket blev Fâtima's ansigt sundt og livligt. Hun følte sig aldrig sulten igen indtil sin død.
53- Han udtalte en velsignelse på Abdurrahmân ibn Awf, som var en af Ashara al-mubash-shara. Hans ejendom voksede så meget, at han blev genstand for en folkehistorie.
54- Han sagde: "Enhver Profets bønner er accepteret. Og hver Profet påkaldte velsignelser på deres ummat´er for denne verden. Men jeg beder om tilladelse til at gå i forbøn for min ummat på qiyâmat-dagen. Inshâ-Allah, min bøn vil blive accepteret. Jeg vil gå i forbøn for alle, undtagen polyteister."
55- Han tog til nogle landsbyer i Mekka og gjorde Sit bedste for at overtale dem til at blive troende. De nægtede. Han bad for at de skulle lide en katastrofe, der lignede den hungersnød, der havde ramt egypterne på Profeten Yûsuf (Josef) ('alaihissalâtu wassalâm)'s tid. Det år ramte hungersnød området, og landsbyboerne spiste ådsler.
56- 'Utayba, en søn af Profetens onkel Abû Lahab, var samtidig Rasûlullahs ('alaihissalâtu wassalâm) svigersøn. Denne person blev ikke blot ved med at fornægte Rasûlullah, han forårsagede også stor sorg for denne Sarwar (Profeternes Mester, Menneskehedens Bedste) (sall-Allahu 'alaihi wa sallam). Han lod sig skille fra sin kone Umm Gulthum, vores Profets velsignede datter. Han sagde grimme ting. Rasûlullah var dybt bedrøvet og bønfaldt: "Yâ Rabbî! Sæt en af dine hjørnetænder på ham!" Inden længe begav 'Utayba og hans venner sig ud på en handelsekspedition til Damaskus. Undervejs gjorde de holdt for natten. 'Utayba lå og sov mellem sine venner. Det vilde dyr lugtede alle gruppens medlemmer en efter en. Da det kom til 'Utayba, greb det ham og flåede ham i stykker.
57-Der var en person, som altid spiste med sin venstre hånd. Da Profeten sagde til ham: "Spis med din højre hånd", løj den uheldige mand, at hans højre hånd ikke ville bevæge sig. Rasûlullah sagde: "Må din højre hånd aldrig bevæge sig igen."521 Denne person var aldrig i stand til at bevæge sin højre hånd mod munden indtil sin død.
58- Rasûlullah sendte et brev til den persiske Shah Khosrow Parviz, hvori Han inviterede ham til Islâm. Den foragtelige Khosrow rev brevet i stykker og martrede den udsending, der havde bragt ham brevet. Da Rasûl 'alaihis-salâm hørte om
521 Bayhaqî, As-Sunan, II, 45.
dette, blev Han meget bedrøvet og sagde: "O min Rabb! Riv hans ejendom i stykker, som han rev mit brev i stykker!" Rasûlullah var stadig i live, da Khosrow blev skåret med en dolk af sin egen søn Siravayh. Og senere, under 'Umars kalifat (radiy- Allahu ta'âlâ 'anh), erobrede muslimerne hele Persien, så der hverken var efterkommere eller ejendom tilbage fra Khosrow.
"O herlige Profet! "Allah
vil beskytte dig mod
menneskers skader”
Mâida: 67
59- Da Rasûl 'alaihis-salâm gav råd og udførte amr bil ma'rûf og nahy an al-munkar (at befale Islâms ordrer og forbyde Islâms forbud) på markedspladsen, fulgte en skurk ved navn Haqam ibn Âs, som var Marwân's far, efter Rasûlullah (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam) bagfra, blinkede med øjnene i hån og trak sjove ansigter. Da Rasûl 'alaihis-salâm vendte sig om og så ham, bad Han: "Må du forblive som du fremstiller dig selv som du er." Så skurkens ansigt beholdt sit sjove træk indtil sin død.
60-Allahu ta'âlâ beskyttede altid Sin Habîb mod katastrofer. Abû Jahl var Rasûlullahs (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) største fjende. En dag tog denne vantro en stor sten og løftede den for at ramme Profetens velsignede hoved. Pludselig så han to slanger på Rasûlullah's skuldre, en på hver skulder. Han tabte stenen og tog sig i hælene.
61- En dag var Rasûlullah ved at udføre namâz ved siden af Kâ'ba al-mu'azzama, da skurken Abû Jahl greb chancen og gik hen imod Ham med en dolk i hånden. Pludselig stoppede han op af skræk, vendte om og løb væk. Da hans venner bagefter spurgte ham, hvad der havde fået ham til at løbe væk i sådan en skræk, forklarede han: "Pludselig kom der en ildgrøft dukkede op mellem Muhammed (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam) og mig, og der var en hel del mennesker, der ventede på mig. Hvis jeg havde taget et skridt mere, ville de have fanget mig og slynget mig i ilden." Da muslimerne hørte om det og spurgte Rasûlullah (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam), sagde Han: "Allahu ta'âlâs engle ville have fanget ham og revet ham i stykker."
62- I det fjerde år af Hegira, da Rasûlullah (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam) talte med Sin Ashâb under murene af den fæstning, der tilhørte jøderne i Banî Nadîr, havde en jøde til hensigt at kaste en stor møllesten ned. Så snart han rakte ud efter stenen, blev begge hans hænder forkrøblede.
63- Det var det niende år af Hegira, og folkemængder kom langvejs fra for at omfavne Islâm. To vantro ved navn Âmir og Arbad blandede sig i masserne. Mens Âmir foregav at han ville blive muslim før Rasûlullah (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam), sneg Arbad sig bag Rasûlullah. Da han forsøgte at løsne sit sværd, ville hans hånd ikke bevæge sig, som om den var lammet. Âmir, der stod lige overfor ham, gjorde et tegn som om han ville sige: "Hvorfor tøver du?" Herpå sagde Rasûl 'alaihis-salâm: "Allahu ta'âlâ har beskyttet mig mod jer tos skade." Da de to skurke rejste sammen, spurgte Âmir Arbad, hvorfor han ikke havde overholdt sit løfte. Sidstnævnte forklarede: "Hvordan kunne jeg have gjort det? Jeg forsøgte at trække mit sværd et par gange. Ved hvert forsøg så jeg dig mellem os?" Et par dage senere, på en solskinsdag, blev himlen pludselig dækket af skyer, og Arbad og hans kamel blev ramt til døde af et lynnedslag.
64- En dag udførte Rasûl 'alaihis-salâm abdast, tog en af Sine mest´er på (vandtæt fodtøj, der dækker den del af foden, som det er fard at vaske i abdast), og da Han skulle til at tage den anden på, snuppede en fugl mest'en og rystede den i luften.
En slange faldt ud af mesten. Så efterlod fuglen mesten falde ned på jorden og fløj væk. Fra den dag har det været sunnat (enhver adfærd, som ikke er befalet af Allahu ta'âlâ, men som er udført og anbefalet af vores Profet 'alaihis-salâm) at ryste skoene, før man tager dem på.
65-Rasûl 'alaihis-salâm havde udnævnt særlige vagter til at beskytte Ham i ghazâ´er og ørkener. Da den 67. âyat al-karîma i Sûrah al-Mâida blev åbenbaret, i maal, ""Allah vil beskytte dig mod menneskers skader,"opgav Han at have personlige vagter. Han gik rundt alene blandt fjenderne og sov alene uden at føle nogen frygt.
66- Anas ibn Mâlik (radiy-Allahu ta'âlâ 'anh) rapporterer: Rasûlullah havde et lommetørklæde, som Han tørrede Sit velsignede ansigt med. Jeg tørrede mit ansigt med dette lommetørklæde og lagde det i ilden, når det blev beskidt. Snavset ville brænde, mens lommetørklædet ikke ville brænde, men blive rent.
67- Han drak vand fra en spand, som Han trak op fra en brønd, og hældte derefter det resterende vand tilbage i brønden. Fra den tid af duftede brønden altid af moskus.
68- Nældefeber kaldet urtikaria dukkede op på 'Urwa ibn Firqad's (radiy-Allahu 'anh) krop. Rasûl 'alaihis-salâm tog hans tøj af, spyttede på Sine egne velsignede hænder og gned hans krop med Sine hænder. Patienten blev rask igen. I lang tid duftede hans krop af moskus.
69- En dag var Rasûl 'alaihis-salâm ved at udføre namâz, da shaytan kom og forsøgte at forstyrre Hans namâz. Han fangede shaytanen med Sine velsignede hænder og lod ham gå, kun efter han lovede ikke at forstyrre Hans namâz.
70- Abdullah ibn Ubayy, lederen af munâfiqer (hyklerne) i Medîna, sendte bud efter Rasûlullah mod sin død og bad ham: " Vær venlig at lave et ligklæde til mig af den skjorte, du har på." Da det var Hans vane at give alt, hvad man bad Ham om, gav Han ham Sin skjorte. Han udførte endda hans janâza namâz efter hans død. Beundrende denne eksemplariske gavmildhed fra Rasûlullah (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam), omfavnede tusind munâfiqer i Medîna Islâm.
71- Blandt de vantro i Quraysh var Walîd ibn Mugîra, Âs ibn Wâil, Hârith ibn Qays, Aswad ibn Yaghûs og Aswad ibn Muttalib foran de andre i forfølgelsen og plagen af Rasûlullah (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam). Jabrâîl 'alaihis-salâm kom og bragte den 95. âyat af Sûrah al-Hijr, i maal: "Vi skal straffe dem, der gør grin med dig..." og pegede på Walîds fod, den andens hæl, den tredjes næse, den fjerdes hoved og den femtes øjne. Walîd blev såret med en pil, som gik dybt ind i hans fod. Da han var en yderst arrogant person, bøjede han sig ikke for at trække pilen ud. Så metaldelen af pilen trængte ind i ankelsenen og forårsagede iskias. Âs trådte på en skarp torn, som trængte dybt ind i hans hæl og fik den til at svulme op som en pose. Hâriths næse blødte uafbrudt. Aswad sad glad under et træ, da han slog hovedet mod træet. Og femte personen, som også hed Aswad, blev blind. Alle disse fem personer omkom til sidst.
72- Der var en smuk kvinde blandt stamme Banî Nejjâr i Medîna. En jinnî havde forelsket sig i hende og kom til hende hele tiden. En dag, efter Rasûl 'alaihis-salâm udvandrede til Medîna, sad jinnî´en på muren foran kvindens hus, da kvinden så ham og spurgte: "Hvorfor besøger du mig ikke mere?" "Allahu ta'âlâs Profet (sall- Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam) har forbudt utugt (zinâ) og andre handlinger af harâm," var jinnîens svar.
73- I slaget ved navn Bi'r Maûna brød de vantro deres løfte og martyriserede halvfjerds af Sahâba'erne, bortset fra en eller to. Blandt dem var Âmir ibn Fuhayra (radiy-Allahu ta'âlâ 'anh), en af de tidligst troende og en tidligere slave, som Abû Bakr (radiy-Allahu ta'âlâ 'anh) havde givet friheden til at blive fri. Da Âmir ibn Fuhayra (radiy-Allahu ta'âlâ 'anh) blev slået ihjel med bajonet, løftede engle ham op til himlen foran de vantros øjne. Da de rapporterede denne begivenhed til Rasûlullah (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam), sagde Han: "Englene i Jannah begravede ham, og hans sjæl blev hævet til Jannah."
74- Sa'd ibn Mu'âz (radiy-Allahu ta'âlâ 'anh) blev såret i Uhud-Ghazâ og opnåede martyrdøden inden længe. Rasûlullah (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam) oplyste, at halvfjerds tusind engle var til stede ved hans janâza namâz. Da hans grav blev gravet, spredte der sig en duft af moskus over hele stedet.
75-En sahâbî ved navn Sefîna, som var blevet givet fri af Umm Salama (radiy-Allahu ta'âlâ 'anhâ), en af Rasûlullahs (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam) koner, ville aldrig være forsømmelig i sin tjeneste for Rasûlullah. I en ghazâ, der blev kæmpet mod de byzantinske hære, blev han betaget af fjenden. På en eller anden måde undslap han og var på vej hjem, da han pludselig stødte på en løve. Han sagde: "Jeg er Rasûlullahs tjener", og fortalte løven alt, hvad han havde oplevet. Løven gned sit ansigt og sine øjne mod ham og begyndte at gå sammen med ham. Den holdt sig tæt ved ham for at fjenden ikke skulle skade ham. Da de muslimske tropper kom til syne, vendte løven om og gik væk.
76-En person ved navn Jehjâh al-Ghaffârî rejste sig mod Khalîfaen 'Uthmân (radiy- Allahu ta'âlâ 'anh). Han knækkede stangen, som Rasûlullah (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam) plejede at bære i Sin hånd, med sit knæ. Et år senere dukkede en sygdom kaldet miltbrand op på hans knæ og fik ham til at dø.
77- Mu'âwiya (radiy-Allahu ta'âlâ 'anh) forlod Damaskus for at tage til Mekka for at foretage hajj. Undervejs gik han til Medîna og forsøgte at tage Rasûlullahs (sall- Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam) minbar med sig til Damaskus for at drage fordel af dens åndelige velsignelser. Så snart de flyttede minbaren blot en smule, skete der en solformørkelse. Det var mørkt overalt, så meget, at stjernerne dukkede op på himlen. Han opgav dette ønske.
78- I Uhud-Ghazâ kom et af Abû Katadas (radiy-Allahu ta'âlâ 'anh) øjne ud af øjenhulen og faldt ned på hans kind. De bragte ham til Rasûlullah (sall-Allahu ta'âlâ 'alaihi wa sallam). Med Sin velsignede hånd lagde Han øjet tilbage i hans øjenhule og bad: "Yâ Rabbî! Gør hans øje smukt!" Så dette Abû Katâda's øje blev smukkere end hans andet øje, og dets syn var mere kraftfuldt end det andet øjes. En dag var en af Abû Katâdas barnebarn i nærvær af Khalîfa 'Umar ibn Abdul'azîz. Da Khalîfaen spurgte ham, hvem han var, reciterede han en kuplet og sagde, at han var barnebarn af den person, hvis øje Rasûlullah havde erstattet med Sin velsignede hånd. Da Khalîfa hørte kupletten, behandlede han ham med fuldkommen respekt og generøs venlighed.
79- Iyâs ibn Salama fortæller: Under Khaybar-Ghazâ sendte Rasûlullah mig efter Alî (radiy-Allahu 'anh). Alî's øjne var ømme, og han gik med besvær. Så jeg hjalp ham og holdt ham i hånden. Rasûlullah spyttede på Sine velsignede fingre og gned dem forsigtigt på Alîs øjne. Han overrakte ham banneret (af Islâm) og sendte ham af sted for at kæmpe foran Khaybars port. Alî (radiy-Allahu 'anh) trak døren, som ikke kunne åbnes i lang tid, af hængslerne, og Ashâb al-kirâm gik ind i fæstningen.
"Yâ Rabbî! Dette er
min onkel og min Ahl
al-bayt, som jeg har
dækket dem, skal Du
også, dække, beskytte
80- En dag besøgte vores Mester Rasûlullah Sin datter Hadrat Fâtimas hus og spurgte om deres tilstand. Hadrat Fâtima svarede: "Far! I tre dage har mine sønner og jeg ikke spist eller drukket noget. Vi udholder sult. Min tilstand er ikke vigtig. Men Hasans og Husayns situation gør mig meget ked af det." På dette sagde vores Mester Sarwar al-âlam: "O Fâtima! Min elskede datter! Du har været sulten i tre dage. Jeg er sulten i fire dage." Han blev meget ked af, at Hans velsignede barnebarn Hadrat Hasan og Hadrat Husayn var sultne...
dem mod Jahannams
ilden!"
Hadîth ash-sharîf
81- Hadrat Alî tog af sted for at arbejde og tjene noget til at brødføde sine velsignede sønner. Da han gik ud af Medîna, så han en bonde, som forsøgte at vande sine kameler ved en brønd.
Hadrat Alî henvendte sig til landsbyboeren og spurgte: "O araber! Har du brug for at ansætte nogen til at vande dine kameler?" Landsbyboeren svarede: "Ja, jeg har ledt efter en sådan person. Hvis du vil, så kom og vand mine kameler! Jeg vil give dig tre dadler for hver spand vand du trækker."
Hadrat Alî accepterede tilbuddet. Han begyndte at trække vand. Da han havde taget ni spande vand ud, gik rebet til spanden i stykker. Spanden forblev i brønden. Da landsbybeboeren så denne hændelse, rejste han sig vredt op og slog desværre Hadrat Alî i ansigtet.
Derefter gav han fireogtyve dadler for de otte spande vand. Hadrat Alî blev meget bedrøvet over dette, og han rakte sin arm ned i brønden. Han tog spanden ud, placerede den ved siden af brønden og gik.
Landsbyboeren var chokeret! Hvordan kunne hans arm nå ned til bunden af den dybe brønd?! Hørte denne person til den religion, som man sagde skulle komme? Med disse tanker sagde den forbløffede landsbyboer: "Hans Profet er en sand Profet. Det tror jeg på!" Han var ked af, at han havde begået en så alvorlig forbrydelse. Han sagde til sig selv: "Hænder, der rejser sig mod en sådan person, skal hugges af, deres knogler skal være brudt." Han tog sit sværd og slog sig i håndleddet. Han skar hånden af.
Han følte stor smerte, men hans hjerte var roligt nu. Han tog sin amputerede hånd og kom direkte til Masjid an-Nabî. Han spurgte Ashâb al-kirâm, hvor vores Profet 'alaihis-salâm var. De fortalte ham, at Han var gået hen til Sin datters hus. Han fik at vide, hvor Hadrat Fâtima's hus lå, og tog dertil.
I det øjeblik satte vores Mester, Profeten, Sine barnebarn Hadrat Hasan og Hadrat Husayn på Sit velsignede skød og fodrede dem med de medbragte dadler. Da landsbyboeren tænkte på den store fejltagelse, han havde begået, mistede han næsten forstanden, og hans tårer flød som et springvand.
I denne tilstand kom han til Hadrat Fâtima's hus. Han bankede på døren. Verdens Mester, der udstrålede nûr som om Han var solen, kom ud af huset. Landsbyboeren tiggede straks: "Jeg tror, at du er Allahs Rasûl! Jeg fortryder, hvad jeg har gjort. Tilgiv mig, O Rasûlullah!"
Da vores elskede Profet 'alaihis-salâm spurgte: "Hvorfor har du hugget din hånd af?" svarede han: "Fordi jeg skammede mig over at have denne hånd, der ramte et velsignet ansigt, som tror på dig!... Må min sjæl blive ofret for din skyld, O Rasûlullah!"
Vores elskede Profet 'alaihis-salâm, havet af medfølelse, tog den afskårne hånd fra landsbyboeren. Han sagde: "Bismillâhirrahmânirrahîm" og forenede den med landsbyboerens blødende håndled. Med tilladelse fra Allahu ta'âlâ, som et mirakel fra vores Mester, Profeten, vendte hånden tilbage til sin tidligere tilstand. Allahu ta'âlâ har ubegrænset magt, Han er Almighty.