AHL AS-SUNNAT TRO
Det første krav for at være muslim er at have îmân (tro, îmân). Den korrekte tro afhænger af at tro i overensstemmelse med Ahl as-sunnats trosbekendelse. Den første pligt for mænd og kvinder, der er ved sunde sind og pubertet, er at tro, som vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) troede og informerede. Vores Profet informerede kun én îmân. Alle Ashâb al-kirâm troede som Han sagde og havde ingen splittelse i itikâd (tro). Efter vores Mester, Profeten, døde, lærte folk Islâm ved at høre og spørge fra Ashâb al-kirâm. De informerede alle én îmân. Man bør lære den viden om îmân, der er skrevet i Ahl as-sunnat lærdes bøgerne, og tro i overensstemmelse hermed. For at opnå frelse fra Jahannams pinsler i âkhirat er det en betingelse, at man tror på det, som de overbragte. De, der vil blive frelst fra Jahannam, er kun dem, der følger deres vej. De, der følger deres vej, kaldes (Sunnî) eller (Ahl as-sunnat).
"Min ummat vil dele
sig i treoghalvfjerds
grupper. Kun én af
dem vil blive reddet fra
Jahannam, og de andre
vil gå til grunde; de vil
gå til Jahannam."
Hadîth ash-sharîf
Det er erklæret i en hadith ash-sharîf, "Min ummat vil dele sig i treoghalvfjerds grupper. Kun én af dem vil blive reddet fra Jahannam, og de andre vil gå til grunde; de vil gå til Jahannam." Hver af disse treoghalvfjerds grupper hævder at adlyde Islâm og siger, at den ene gruppe, der vil blive reddet fra Jahannam, er deres. Det erklæres i den 53. âyat af Sûrah al-Mu'minûn og i den 32. âyat af Sûrat-ur-Rûm, i maal: "Hver part glæder sig, idet de antager, at de er på den sande vej." Men blandt disse forskellige grupper er tegnet, symptomet på den, der vil blive frelst, givet af vores Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) som følger: "De, der er i denne gruppe, er dem, der følger den vej, som Jeg og min Ashâb følger." Den, der ikke elsker bare en eneste af Ashâb al-kirâm er afveget fra Ahl as-sunnaten. En person, der ikke har Ahl as-sunnaten troen, er enten blevet en Ahl al-bid'at, en muslim, der er afveget fra den rette vej, eller en vantro.
Der er én madhhab i îmân, tro.
Der er én sand gruppe, dvs. kun én madhhab i îmân, i troen. Denne madhhab er Ahl as-sunnat wal-jamâ'at madhhab. Fordi Islâm kun befaler én îmân og én tro for alle mennesker.
Der er ingen opdeling af de ting, man skal tro på.
Principperne for îmân og hvordan man skal tro, blev formidlet personligt af vores Mester, Profeten 'alaihis-salâm. Vores Profet, som informerede folk om Allahu ta'âlâ, der skabte dem og alting, formidlede også hvordan îmân til Allahu ta'âlâ, hvad Han skabte, Hans befalinger og forbud skal være. Det er nødvendigt at følge alle Ashâb al-kirâm om ting at tro på. Fordi de ikke havde nogen adskillelse fra hinanden om tro.
Den virkelige betingelse for îmân er, at elske Allahu ta'âlâ og dem, Han elsker, og at være fjende af Hans fjender. Om dette sagde Hadrat Muhammed Ma'sûm: "Allahu ta'âlâ sagde: 'Yâ Mûsâ (Moses)! Hvad har du gjort for Mig? Da Han svarede,
"Yâ Rabbî! For Din skyld udførte jeg namâz, fastede, gav zakât og nævnte Dit navn (dhikr)." Allahu ta'âlâ sagde: "Namâz er et bevis for dig. Fasten er det skjold, der beskytter dig mod Jahannam. Zakât vil skygge dig på mahshar- dagen, hvor alle brænder af varmen. Dhikr vil være et lys for dig i mørket på den dag. Hvad har du gjort for Mig? Så spurgte Hadrat Mûsâ: "Yâ Rabbî! Hvilken
gerning er for Dig?' Allahu ta'âlâ sagde: "Har du elsket dem, som jeg elsker for Mig, har du gjort Mine fjender til dine fjender?
Hadrat Mûsâ forstod, at den gerning, som Allahu ta'âlâ elsker, er at elske sine kære og ikke lide sine fjender. Det betyder altså, at kærlighedens tegn er at elske dem, som din elskede elsker, og gøre deres fjender til dine fjender. Den 4. âyat i Sûrah al-Mumtahina, som viser, at for at have îmân er dette fjendskab nødvendigt, og at elske Allahs fjender ødelægger îmân, er i maal, 'Ibrâhîm og Hans Ashâb sagde til de vantro: Vi er langt fra jer og jeres afguder. Indtil I tror på Allah, som er én, vil fjendskabet mellem os fortsætte. Denne smukke tilstand af dem er et godt eksempel for jer. Ashâb al-kirâm, som blev beæret ved at lytte til Rasûlullah, elskede hinanden højt. De var fjender af de vantro, ikke af hinanden. Den 29. âyat i Sûrah al-Fath er et bevis på dette, som er i maal: 'De var fjender af de vantro, barmhjertige mod hinanden.'" (29. brev af Hadrat Muhammad Ma'sûm).
Det er skrevet i femte-kapitlet i bogen Kimyâ-i sa'âdat: Rasûlullah (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) udtalte: "Grundlaget og det stærkeste tegn på îmân er at elske muslimer og ikke at kunne lide muslimers fjender." Maalet af Janâb al- Haqq's guddommelige ordre til Îsâ (Jesus) 'alaihi-salâm var: "Selvom du udfører tilbedelseshandlinger svarende til summen af den tilbedelse, der udføres af alle skabninger på den jord og himmel, det vil ikke have nogen værdi, medmindre du elsker dem, som Jeg elsker, og medmindre du føler fjendtlighed over for mine fjender." Enhver muslim bør ikke kunne lide Allahu ta'âlâs fjender og elske dem, der adlyder Islâm. Man bør gøre det tydeligt i sine ord og, hvis muligt, i sine handlinger. Man bør ikke være venner med dem, der er ulydige og fâsiq (dem, der åbenlyst synder) og bør helt og holdent holde sig væk fra alle vante åbne syndere. Man bør i endnu højere grad undgå de grusomme og dem, der forfølger muslimer. Alligevel bør man tilgive dem, der kun piner dem, og man bør udholde deres pinsler; dette er meget nyttigt.
Vores Mester, Profeten, meddelte os, at den rette vej er den îmân, som Ahl assunnat-lærde informeret. Så skal vi forenes i Ahl as-sunnat, blive brødre og elske hinanden.
Bid'at-bekendelserne bør ikke forveksles med Ahl as-sunnat´s fire sande madhhaber i ibâdat´er (handlinger, tilbedelser). De fire madhhaber siger, at de andre er på den rette vej, og de elsker hinanden. Bid'at trosretninger derimod splitter muslimerne ad.
De islâmiske lærde havde sagt, at disse fire sande madhhaber ikke kan slås sammen. Allahu ta'âlâ ønsker at madhhaberne i ibâdat´er skal være adskilte, ikke forenede. På denne måde gør Han Islâms religion let. "Forskellen i meninger blandt de lærde i min ummat er en barmhjertighed." Denne hadîth ash-sharîf informerer om, at adskillelsen er gavnlig.
På den anden side befaler Allahu ta'âlâ enhed i troen. Maalet i den 103. âyat alkarîma i Sûrah Âl-i 'Imrân, "O troende! Hold fast ved Allahs religion. Lad jer ikke splitte!" Mens han forklarede dette, sagde Hadrat Abussuûd Effendi: "Splittes ikke, som Ahl al-kitâb (folk der tror på de hellige bøger) gjorde og forlader den sande îmân! Kæmp ikke indbyrdes, som I gjorde i uvidenheden-æraen, og bliv splittet!" Hadrat Ibn Hajar al-Makki sagde: "Bid'at-holder er en person, hvis tro er forskellig fra Ahl as-sunnats tro. Enhver, der opdigter noget, som islam ikke bryder sig om, er en bid'at-holder." (Fatava al-hadîthiyya). De, der tror på Ahl as-sunnat tro, er Ahl as-sunnat, og de, der ikke tror på det, er ahl al-bid'at eller vantro.
"Grundlaget og det
stærkeste tegn på
îmân er at elske
muslimer og ikke at
kunne lide muslimers
Allahu ta'âlâ er tilfreds med de muslimer, der tror i overensstemmelse med Ahl as-sunnat-troen. Der er mange betingelser for at tro på denne måde.
fjender."
Imâm al-Gazâlî
(rahmatullahi ’alaih)
Nogle vigtige spørgsmål i Ahl as-sunnat´s tro
1- Det er nødvendigt at tro på îmân´s seks grundsætninger, dvs. at tro på Allahu ta'âlâs eksistens og Hans Enhed, at Han ikke har nogen partner eller ligemand, Hans engle, Hans Bøger, Hans Profeter, livet i Âkhirat (Herefter), og at det gode (khair) og det onde (sharr) er fra Allahu ta'âlâ. (Disse er anført i Âmantu-bønnen).
2- Det er nødvendigt at tro på, at Koranen al-karîm, som er den sidste og endelige Bog sendt af Ham, er Allahu ta'âlâs ord.
3- En troende må aldrig tvivle på sin îmân.
4- Det er nødvendigt at elske alle de Ashâb al-kirâm, som blev beæret ved at tro på og se vores Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), mens Han var i live, meget højt. Det er nødvendigt aldrig at tale dårligt om Hans fire Khalîfa´er, om et medlem af Hans husstand eller om Hans værdsatte hustruer.
5- Alle Ashâb al-kirâm tilhører Jannah. (Râfidhîerne siger, at bortset fra fem af dem var alle sahâba'erne vantro. Men i Koranen al-karîm står der, at de alle tilhører Jannah).
6- Abû Bakr as-Siddîq er den mest overlegne af Ashâb al-kirâm.
7- Det er nødvendigt ikke at betragte ibâdater (tilbedelseshandlinger) som en del af îmân. Det er nødvendigt ikke at betragte muslimer, der tror på Allahu ta'âlâs befalinger og forbud, men som ikke udfører dem på grund af dovenskab, som vantro. (Wahhâbîerne siger, at ibâdater er en del af îmân og at de, der ikke udfører namâz og som begår synder, er vantro). En person, der anser harâm for uvæsentlige, som er ligeglad med dem eller gør grin med Islâm, vil miste sin îmân.
8- Det er nødvendigt ikke at kalde folk, der siger, at de er Ahl al-qibla (muslimer), og som tror på Allahu ta'âlâ og Hans Profet Muhammed 'alaihis-salâm, for vantro. Selv om de har nogle forkerte overbevisninger. Det er ikke tilladt at kalde Ahl al-qibla vantro. (Wahhâbîerne kalder alle undtagen dem selv for vantro).
9- Det er tilladt at udføre namâz under ledelse af enhver imâm, som man ikke ved har begået åbne synder. Denne dom gælder også for befalingsmænd og guvernører, der leder fredag- og Eid namâz.
10- Muslimer må ikke gøre oprør mod deres ledere eller regeringer. Oprør er ensbetydende med at forårsage fitna, og fitna forårsager forskellige ulykker. Vi bør bede om, at de vil gøre gode gerninger, og vi bør råde dem - med blide ord - til at afholde sig fra deres korrupte, syndige gerninger.
11- Når man udfører abdast (wudu, afvaskning), er det tilladt for både mænd og kvinder at lave masah (gnide sine våde hænder) på mests (en mest er vandtæt fodtøj, der dækker den del af foden, som det er fard at vaske i abdast) i stedet for at vaske fødderne, selv om der ikke er nogen undskyldning eller stærk nødvendighed. Det er ikke tilladt at lave masah over nøgne fødder eller sokker.
12- Det er nødvendigt at tro på, at Mi'râj (Hadrat Muhammads opstigning til himlen) fandt sted med krop og sjæl. Fordi Han steg op til Mi'râj med både Sin sjæl og krop. Enhver, der siger: "Mi'râj er en tilstand, det vil sige, at det skete i en drøm", har afveget fra Ahl as-sunnat.
13- Îmân hverken stiger eller falder. (Dens lysstyrke øges eller mindskes.)
14- Qur'ân al-karîm er ikke en skabning (den blev ikke skabt).
15- Allahu ta'âlâ er langt fra at have en lokalitet. Det vil sige, at det ikke er rigtigt at sige og tro, at et hvilket som helst sted er Allahu ta'âlâs lokalitet. (Wahhâbîerne siger, at Allah er ved himlen eller ved Arsh. At sige det er vantro).
16-Spørgsmålet om og pinen i graven er sandt. Pinen i graven vil være både for sjælen og for kroppen. At besøge grave er jaiz (tilladt). Istighâsa, dvs. at gå til Profeters og awliyâs grav, bede for deres kærlighed og bede om deres hjælp er jaiz. (Wahhâbîerne kalder dette shirk, dvs. at acceptere en anden end Allah som gud. På grund af dette kalder de sunnî'er og shî'î´er mushrik´er, vantro).
17- Kun Allah kender det ukendte, det usynlige, og hvis Han ønsker det, informerer Han Sine profeter og awliyâ.
18- Awliyâs karâmat er sand. Karâmat´er er ekstraordinære tilstande, der ses hos Allahu ta'âlâs elskede slaver. De er ting, der er uden for Hans Skik. Det vil sige, at de ikke er inden for grænserne af fysiske, kemiske eller biologiske love. Karâmat´er er så utallige, at de ikke kan benægtes.
19-De, der bliver dræbt eller begår selvmord, dør på det tidspunkt, hvor deres død er forudbestemt.
20- Profeter begår ikke synder.
21- I dag er det nødvendigt at være i en af de fire sande madhhaber.
22- Den første af profeterne er Âdam 'alaihis-salâm, og den sidste er Muhammed 'alaihis-salâm. (Wahhâbîerne benægter, at Hadrat Âdam, Hadrat Idrîs, Hadrat Shis er profeter. De siger, at den første profet er Hadrat Nûh. Nogle grupper, som kalder deres ledere rasûl´er (profeter), siger, at nabî´er ikke vil komme, men rasûl´er vil komme. På grund af dette dukkede der vantro op, som kalder sig rasûl´er).
23- Det er nødvendigt at tro på shafâ'at (forbøn), sirât broen, den sidste dom og vægten.
24- Sjælen dør ikke. Sjæle af døde muslimer og vantro kan høre.
25- Det er nødvendigt at tro på qiyâmat-tegnene såsom Dajjal, Dabbat-ul-ard, Hadrat Mahdî, der komme, Hadrat Îsâsâs nedstigning fra himlen, solen der stiger op fra vesten og de andre tegn på qiyâmat, som blev fortalt.
Hadrat Imâm al-a'zam siger: "Man skal tro på tegene på qiyâmat, som det er siges." Maalet af en hadîth ash-sharîf, "Qiyâmat vil ikke ske før solen står op fra vesten. Så vil alle blive muslimer, men denne îmân vil ikke gavne dem." (Bukhârî, Muslim)
26- I âkhirat vil Allahu ta'âlâ blive set.
27- De vantro vil blive i Jahannam for evigt, og deres pinsler vil ikke blive mindre; faktisk vil de blive større og større.
28- På qiyâmat-dagen vil Profeterne og de gode, fromme muslimer vil gå i forbøn.
"I dag er det wâjib
(obligatorisk) for
enhver muslim at
være i en af de fire
madhhaber. De, der
ikke er i en af de fire
29- At sende thawâberne ved at læse Koranen al-karîm, at give sadaqa, og faktisk alle ibâdater, til de dødes sjæle gavner dem og får deres pinsler til at blive mindsket eller ophævet. At tro på alle disse, er et tegn på at være i Ahl as-sunnats trosretning. (Disse oplysninger er taget fra Fiqh al-akbar, Nuhbat-ul-leâli, Maktûbât ar-Rabbânî, Riyâd-un-nâsihîn, Farâid-ul-favâid).
madhhaber afviger
fra Ahl as-sunnaten.
De, der afviger fra Ahl
as-sunnaten, bliver
afvigere eller vantro."
I ibâdater er der fire madhhaber, der er sande. I kapitel zabayih (offerdyr) af forklaringerne i Durr-ul-muhtar, Sayyid Ahmad Tahtavî skrev: "I dag er det wâjib (obligatorisk) for enhver muslim at være i en af de fire madhhaber. De, der ikke er i en af de fire madhhaber afviger fra Ahl as-sunnaten. De, der afviger fra Ahl as-sunnaten, bliver afvigere eller vantro."
Sayyid Ahmad Tahtawî
(rahmatullahi ’alaih)
Nogle af madhhaber fjender, som Ibn Hazm, Shavkâni, Abduh, Rashit Riza, Siddiq Hasan drev mange muslimer til afvigelse, fordi de anså efterligning for at være harâm, og nogle fordi de lavede talfîk (samling af de lette dele af de fire madhhaber og sammensmeltning af dem).
Vores imâmer i tro og ibâdat´er
Blandt Tâbi'în, som lærte Islâm fra Ashâb al-kirâm, og Taba at-Tâbi'în, som lærte fra Tâbi'în, avancerede nogle i den religiøse viden og blev store imâmer, som er mutlaq (absolutte) mujtahider.656 De blev ejere af madhhaber i ibâdater, og reglerne, der kom fra deres ijtihâd´er, blev kaldt den pågældende lærdes madhhab. Da de fleste af disse lærde´s madhhaber ikke var blevet nedskrevet i bøger, blev de glemt. Kun ijtihâd'erne fra de fire store imâmer, blev skrevet ned i bøger og bevaret af deres elever og spredt blandt muslimer. De, der viser den rette vej til alle muslimer på jorden og lærer os Muhammads 'alaihis-salâm vej uændret og ubesmittet, er disse fire store personer. De er vores imâmer af madhhaber i ibâdater. Den første af dem er Imâm al-a'zam Abû Hanîfa Nu'mân ibn Thâbit (radiy-Allahu 'anh). Han er en af de største lærde i Islâm. Han er leder af Ahl as-sunnat. Den anden er Imâm Mâlik ibn Anas, den tredje er Imâm Muhammad ibn Idrîs Shâfi'î, den fjerde er Imâm Ahmad ibn Hanbal (rahmatullahi 'alaihim ajma'în).
I dag er en person, der ikke følger en af disse fire imâmer, i stor fare. Han er afveget fra den rette vej.
To af disse fire imâmers elever var meget fremskredne i deres viden om îmân. Således blev madhhab'en i troen til to. Îmân´en i overensstemmelse med Koranen alkarîm og hadîth ash-sharîfer er îmân, som disse to erklærede. Dem der skal udbrede îmân-viden fra Ahl as-sunnat, som er Firka an-nâjiyya-frelsens trosbekendelse-, for verden er disse to. Den første er Abû Mansûr al- Mâturidî, og den anden er Abûl Hasan Alî Ash'arî (rahmatullahi 'alaihima).
Disse to imâmer formidlede den samme îmân. De få forskelle mellem dem er ubetydelige. Deres essens er den samme. De lærde af Islâm bliver rost i Koranen alkarîm og hadîth ash-sharîfer. Det står i en âyat al-karîma, in maal: "Er de, der ved,
656 Mujtahider er store lærde, der har lavet ijtihâdér, dvs. de har draget betydninger eller konklusioner ved at forsøge at forstå de skjulte betydninger i âyat al-karîmaer eller hadîth ash-sharîfer.
lig med dem, der ikke ved?"657 I en anden âyat al-karîma, in maal: "O muslimer! Spørg dem der ved, hvad I ikke ved, fra dem, der ved!"658
Det blev sagt i hadîth ash-sharîfer:
"Allahu ta'âlâ og englene og alle skabninger beder for muslimerne der lærer folk godhed."
"På qiyâmat-dagen vil først profeter, derefter de lærde og derefter martyrer gå i forbøn."
"O folk! Vid, at viden opnås ved at lytte til en lærd." "Lær viden. At lære viden er en ibâdat. Thawâb af jihâd er givet til dem, der lærer og dem, der underviser i viden."
"At undervise i viden er som at give sadaqa. At lære viden fra en lærd er som at udføre tahajjud namâz."
"Det er mere givende at lære viden end alle de ekstra ibâdater. Fordi det er til gavn for ham og dem, han vil undervise."
"Den, der lærer at undervise andre, vil få thawâb af Siddîqer."
"Viden er en skat. Nøglen til den er at spørge."
"Lær og undervis i viden."
"At lære viden er en forløsning for synder."
Han er adab, dyd fuldstændig,
På Hans ryg er profetskabets segl:
Hans nûr oplyser mørket,
"Han er den mest barmhjertige af Nabî´er",
Det er Khâtam al-Anbiyâ,
Han er grunden til shafâ'at,
Min elskede Profet.
Min elskede Profet.
Profetskabets kilde,
Den eneste autoritet, der kan ende,
Tilflugtssted for hjælpeløse,
Kaosset på Mahshar-pladsen,
Kilden til barmhjertighed er,
Den, der informerer fra hinsides,
Min elskede Profet.
Min elskede profet.
657 Zumar: 39/9
658 Anbiyâ: 21/7