HANS UNGDOM OG ÆGTESKAB

Hans ungdom

Selv i Sin ungdom var Muhammed 'alaihis-salâm, som den bedste af alle mennesker i alle henseender, elsket af befolkningen i Mekka langt mere end sine jævnaldrende. På grund af Hans høje moralske værdier, Hans hidtil uset venlig behandling af folk, Hans ro, Hans blidhed og Hans andre overlegenheder blev Han elsket og beundret af alle mennesker. På grund af Hans fantastiske ærlighed og troværdighed kaldte folket i Mekka Ham "Al-Amîn", hvilket betyder altid troværdig. Han var kendt under dette navn fra Sin ungdomstid.

"På grund af Sin store

ærlighed og loyali-
tet blev Muhammed

'alaihis-salâm, som
hele verden bekræfter

var en fremragende
person, kaldt Muham-
mad-al-Amîn (Trovær-

dige Muhammed) selv

af Sine største fjender
og grusomme vantro."

Huseyin Hilmi

Der var uhæmmet uvidenhed i det arabiske samfund i vores elskede Profets tidlige år. Afgudsdyrkelse, alkohol, spil, utroskab, rente opkrævning og mange andre onde gerninger var blevet udbredt. Muhammed 'alaihis-salâm afskyede intenst deres dårlige tilstande; Han ville altid holde sig væk fra alle deres onde gerninger. Folket fra Mekka vidste dette, og de blev forbavsede over det. Da Han hadede afgudsbillederne stærkt, ville Han aldrig komme i nærheden af dem. Han spiste aldrig noget kød fra de dyr, der blev ofret til afguderne. I Sin barndom og ungdom vogtede Han de dyr, som Han ejede på og omkring Jiyâd-bjerget, og på den måde tjente Han Sit levebrød. På denne måde holdt Han sig væk fra det ekstremt degenererede samfund. Engang sagde Han til Sin Ashâb al- kirâm: "Der er ikke en profet, som ikke har hyrdet får." Da Han blev spurgt:

ibn Sa'îd
(rakmatullaki 'alaik)

"O Rasûlullah! Var du også hyrde?" Han svarede: "Ja, det gjorde jeg også."

Da vores elskede Profet var omkring tyve år gammel, var der ingen sikkerhed tilbage i Mekka. Grusomhed var meget udbredt; sikkerheden for ejendom, liv og kyskhed var forsvundet. Mekka-folket undertrykte de fremmede, der kom for at handle og besøge Kâ'ba. De, der blev undertrykt, kunne ikke finde nogen klagevej for at genvinde deres rettigheder. I mellemtiden var en yemenitisk købmand blevet tilranet sig en mekkansk købmands gods ved navn As ibn Wâil. Efter denne hændelse gik yemenitten til Abû Qubais-bjerget, græd og tiggede om hjælp fra stammerne for at genvinde sine rettigheder. På baggrund af disse begivenheder, som tydeligt viste, at grusomheden havde nået sit højdepunkt, samledes notabiliteterne fra stammerne af Hâshims sønner, Zuhras sønner og andre stammer i Abdullah ibn Jud'âns hus. De besluttede, at ingen, hverken mekka-folk eller fremmede, ville blive undertrykt, at grusomheden ville blive stoppet, og at de undertryktes rettigheder ville blive givet tilbage. Med dette formål oprettede de en retfærdighedsforening.⁵⁸

Denne sammenslutning, som vores elskede Profet sluttede sig til i en ung alder, og som havde stor indflydelse på dens oprettelse, blev kaldt Hilf al-Fudûl.

Tidligere var en lignende forening blevet oprettet af to personer ved navn Fadl og en anden ved navn Fudayl. Dette navn var blevet givet som en henvisning til deres forening.

Berømte markeder og messer i Arabien og dets Nærhed

Alle får, hvad de er bestemt til,
De ville ikke berøve de fattige.
Hvad er livet for Ayyûbî,
Hvis hans elskede ikke er glad.

Habîb al-Kibriyâ, min suveræne,
Dit ansigt er kuren mod alle lidelser,
Hvordan kan han vise dig en sådan loyalitet,
Hvis elskeren ikke var hjertelig.

Denne foreningen stoppede grusomhederne og skabte igen sikkerhed i Mekka og bevarede sin virkning i lang tid. Vores Mester Rasûlullah, efter Hans Profetskab blev meddelt Ham, fortalte Ashâb al- kirâm: "Jeg var til stede ved den ed, der blev aflagt i huset af Abdullah ibn Jud'ân. Denne ed er mere dejlig for mig end at have kameler med rødt skind (rigdom). Idag, hvis jeg blev opfordret til at deltage i en sådan forsamling, ville jeg deltage."⁵⁹

"Hvis en muslim tjener

halâl, ikke er afhængig
af andre og hjælper sine

naboer og slægtninge,
vil han på qiyâmat-da-

gen være lysende og
klar som fuldmånen."

Hadîtk ask-skarîf.

Hans erhverv

Fra tidlig tid beskæftigede mekka-folk sig med handel og skaffede sig på denne måde deres underhold. Abû Tâlib, vores Mester, Profetens (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) farbror, beskæftigede sig også med handel. Da vores elskede Profet var omkring femogtyve år gammel, var de økonomiske problemer i Mekka i høj grad intensiveret. Af denne grund forberedte folket fra Mekka en stor handelskaravane til Damaskus. I løbet af disse dage kom Abû Tâlib til vores Mester Rasûlullah og sagde: "O min ærværdige nevø! Fattigdommen nåede sit højdepunkt. Disse sidste år har vi tilbragt i mangel og nød, som ikke har givet os noget. Her er Qurayshs karavane forberedt og er ved at tage af sted mod Damaskus. Lady Khadîja vil sende varer med denne karavane. Hun må være på udkig efter en troværdig person, der vil udføre dette arbejde. Hun må helt sikkert have brug for en person, der er troværdig, kysk og loyal som Dig. Lad os gå hen og tale med hende. Det vil være godt, hvis vi sørger for, at du tager med som hendes stedfortræder. Hun vil uden tvivl foretrække dig frem for andre. Jeg ønsker faktisk ikke, at du skal tage til Damaskus. Jeg er bange for, at jøderne i Damaskus vil gøre dig ondt. Men jeg kunne ikke finde nogen anden løsning." Vores Mester, Profeten, sagde til ham: "Gør som du ønsker."

Hadrat Khadîja var en dame, som havde et stort ry i Arabien med sin skønhed, rigdom, intelligens, kyskhed og gode manerer. På grund af dette var der mange mennesker fra hele området, der ønskede at gifte sig med hende. Men på grund af en drøm, hun havde set, var hun ikke interesseret i nogen. I hendes drøm steg månen ned fra himlen og gik ind i hendes bryst; dens lysstråler udgik fra under hendes arm og oplyste hele universet. Om morgenen fortalte hun sin drøm til sin slægtning Waraqa ibn Nawfal. Han sagde: "Profet af den sidste tid er blevet født. Han vil gifte sig med dig, og wahy⁶⁰ vil komme til Ham i løbet af din tid. Hans religions nûr vil fylde hele verden. Du vil være den første af de troende. Denne Profet vil dukke op blandt Quraysh og Benî Hâshim."

Hadrat Khadîja glædede sig over dette svar og begyndte at vente til denne Profets komme.

Hadrat Khadîja var involveret i handel; hun dannede partnerskaber med dem, hun kom til enighed med. Abû Tâlib fortalte situationen til vores mor, Hadrat Khadîja. På baggrund heraf inviterede Hadrat Khadîja vores Mester Rasûlullah til at have en diskussion.

Da vores Mester kom, viste hun Ham stor respekt. Hun beundrede vores Mester's elegance og Hans ædle og smukke ansigt. Hun nævnte til vores Mester, Profeten:

"Jeg ved, at du er ærlig, troværdig, pålidelig, og du har en god etik. Jeg vil betale dig meget mere end normalt for dette job ..." Efter snakken om betaling, sagde vores mor, Hadrat Khadîja farvel til Ham ved at give Ham en påklædning, som ville være passende til jobbet. Derudover gav hun Maysara dyrebart tøj til Rasûlullah til at bære på vejen.

Vores mor Hadrat Khadîja havde lært om den sidste profets tegn fra sin farbrors søn Waraqa ibn Nawfal, som var en lærd kristen. Som sådan var hun under dette besøg af vores elskede Profet i stand til at genkende profetens tegn på Ham. På baggrund heraf sagde hun til sin slave Maysara: "Når karavanen forlader Mekka, så giv kamelens tøjle til Muhammed ('alaihis-salâm), så folk fra Mekka ikke spreder rygter. Når I er væk fra byen og ude af syne, så lad Ham bære disse dyrebare klæder."

Så gjorde hun den smukkeste kamel klar og sagde til Maysara,

"Få Ham respektfuldt til at stige op på kamelen, holde tøjlen og væreen god tjener for Ham! Gør ikke noget uden at tage tilladelse fra Ham og beskyt Ham mod alle farer, selv om det koster dit liv! Spild ikke tid på nogen af de steder, du tager hen, og kom hurtigt tilbage hertil, så vi ikke bliver flov over for Hâshimîs. Hvis du opfylder alle disse ting, vil jeg sætte dig fri og give dig så mange gaver, som du ønsker."

Karavanen var forberedt. Befolkningen i Mekka samledes i store grupper for at sige farvel til deres slægtninge. Vores elskede Profets slægtninge, Hans onkler og de ældste af Hâshimîs var også til stede. Da vores elskede Profets tante så Allahu ta'âlâs Rasûl (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) i tjenerens tøj, mens Han holdt kamelens tøjler, bukkede hendes knæ sammen. Hun skreg og udgød tårer. Mens hun græd, sagde hun: "O Abdulmuttalib! Finderen af Zamzam brønden! O Abdullah! Rejs dig op fra din grav og se tilstanden af denne velsignede!" Abû Tâlib havde også de samme følelser. Vores Mester Rasûlullah, hvis øjne har set Haqq, udgød tårer som perler og sagde: "Glem mig aldrig. Husk, at jeg er i sorg og angst langt væk hjemmefra." Alle de mennesker, der hørte disse ord, græd. Englene i himmelen græd også. De sagde: "O vor Rabb! Dette er Muhammed 'alaihis-salâm, som du gjorde til din habîb og gav Ham den højeste rang. Hvad er hikmat i denne situation?" Så sagde Allahu ta'âlâ: "Ja, Han er min habîb. Men du kan ikke kende kærlighedens hemmelighed. Du kan ikke have styr på hemmelighederne mellem den elskede og den kærlige. Ingen kan kende denne tilstand. Ingen kan forstå noget fra denne skjulte sag."

Efter karavanen var gået væk fra Mekka og ude af syne, i overensstemmelse med de ordrer han havde fået af Hadrat Khadîja, klædte Maysara vores elskede Profet i de dyrebare klæder. Han fik Ham til at stige op på kamelen, som var dækket af flere slags kostbare stoffer og dekoreret med ornamenter. Han tog også kamelens tøjle.

De mennesker, der rejste med Ham, så, at der var en sky, der skyggede for Ham, og der var også to engle, der var forklædt som fugle, der fulgte Ham indtil deres destination.⁶¹

Efter Han strøg to kameler, der var trætte og faldt bag karavanen med Sine velsignede hænder, kamelerne begyndte at skride hurtigt, og de, der så det og mange andre hændelser, elskede Ham og forstod, at Hans berømmelse ville blive stor.

Da de ankom til Busrâ, standsede de ved siden af klosteret igen. Præsten Bahîra, som efter så mange tegn, forstod og sagde, at Han vil være den sidste profet, var død, og han blev erstattet af sin efterfølger Nastûra. Præst Nastûra, som holdt øje med Quraysh-karavanen, så, at et tørret træ blev grønt efter at nogen sad under det, og han spurgte Maysara: "Hvem er den person, der sidder under træet?" Maysara svarede: "Han er fra Haram-folket fra Quraysh-stammen." Så sagde Nastûra: "Indtil nu har ingen siddet under det træ, bortset fra profeterne." Og han spurgte: "Har han nogen rødme i øjnene?" Maysara svarede: "Ja, det har Han, og den rødme forsvinder aldrig." Og så sagde Nastûra: "I Allahu ta'âlâs navn, som har sendt Injîl til Hadrat Îsâ, vil Han være den sidste profet. Hvis bare jeg kunne leve, indtil han var befalet med profetskab."

"Jeg ville aldrig aflægge

en ed på disse afguder!
Hver gang jeg går forbi
dem, vender jeg mit an-
sigt i en anden retning."

Hadîtk ask-skarîf

Mens Muhammed 'alaihis-salâm solgte Hadrat Khadîjas varer på markedet i Busrâ, sagde en jøde: "Aflæg en ed på afguderne Lât og Uzzâ, så jeg vil tro dig," fordi han ikke troede på Ham i forhandlingerne. Muhammed 'alaihis-salâm sagde: "Jeg ville aldrig aflægge en ed på disse afguder! Hver gang jeg går forbi dem, vender jeg mit ansigt i en anden retning." Den jødiske person, som også så de andre tegn, sagde: "Ordet er dit. Jeg sværger, at dette er en person, der skal være profet." Han erklærede sin beundring ved at sige: "Vores lærde har fundet denne persons attributter i bøgerne."

Maysara indgraverede alt, hvad han så og hørte om vores Mester Rasûlullah i sit sind, og hans beundring voksede. Maysara's hjertet var fyldt af kærlighed til verdens Mester. Nu tjente han Ham med stor kærlighed og respekt og følger Hans ønsker med stor omhu. Varerne blev solgt, og med vores Mester, Profetens velsignelse, var handelen meget mere indbringende end normalt. Karavanen begyndte deres hjemrejse. Da de nåede det sted, der hedder Marruzzahrân, foreslog Maysara vores elskede Profet at overbringe de gode nyheder til Mekka. Vores Mester accepterede dette og forlod karavanen rejse til Mekka.

Lady Nafîsa bint Muniyya sagde, "Tiden for karavanens ankomst havde nærmede sig. Lady Khadîja ventede hver dag på karavanens ankomst på toppen af sit hus sammen med sine tjenestepiger. På en sådan dag var jeg sammen med hende. Pludselig blev der set en person på en kamel. En sky og to engle forklædt som fugle skyggede Ham. Nûr på vores Profets velsignede pande skinnede som månen. Lady Khadîja forstod, hvem der kom. Hun var lettet. Men idet hun lod som om hun ikke vidste hvem Han var, spurgte hun: "Hvem kan være den person, der kommer på denne varme dag?" Pigerne sagde: "Den person, der kommer, ligner Muhammed ('alaihis-salâm)."

I løbet af kort tid kom vores Mester Rasûl al-akram sall-Allahu 'alaihi wa sallam til vores mor Khadîjas palæ og fortalte hende situationen. Han gjorde hende meget glad med de gode nyheder, Han bragte.

Snart efter ankom karavanen til Mekka. Maysara fortalte vores mor Hadrat

Khadîja i detaljer, hvordan vores Profet blev skygget under rejsen, hvad præsten Nastûra sagde, hvordan de svage kameler blev hurtigere og mange andre ekstraordinære ting, han var vidne til. Han roste vores Mester, Profeten, så meget som han kunne. Hadrat Khadîja vidste allerede disse ting, men hans ord øgede hendes yakîn (tro). Hun beordrede Maysara til ikke at fortælle nogen, hvad han så på denne rejse.⁶²

Vores mor Khadîja gik til Waraqa ibn Nawfal for at fortælle ham om det, hun havde hørt. Waraqa lyttede til det, der skete, med stor beundring og sagde: "O Khadîja, hvis det, du har fortalt, er sandt, vil Muhammed 'alaihis-salâm være den Profet af denne ummat."

Da vores elskede Profet var 12 år gammel, rejste Han med Sin onkel Abû Tâlib for at gøre forretninger indtil Busrâ. Da Han var 17 år, tog Han til Yemen med Sin farbror Zubayr. I en alder af 20 år rejste Han til Damaskus med Hadrat Abû Bakr, og da Han var 25 år, rejste Han igen til Damaskus for at sælge Hadrat Khadîjas varer.⁶³ Således havde Han rejst fire gange. Han rejste ikke andre steder end disse.

Hans ægteskab med vores mor Hadrat Khadîja

Vores mor Hadrat Khadîja, med de glædelige nyheder givet af Waraqa ibn Nawfal, og da hun havde set vores elskede Profets smukke karakter, ønskede hun at gifte sig med Ham og blive æret ved at tjene Ham. Nafîsa bint Muniyya, som fornemmede hendes følelser, forsøgte at være mægler. Med denne hensigt gik hun foran Rasûl alakrams ophøjede tilstedeværelse og spurgte: "O Muhammed ('alaihis-salâm)! Hvad forhindrer dig i at blive gift?" Vores Profet svarede: "Jeg har ikke penge nok til at blive gift." Lady Nafîsa sagde: "O Muhammed! Hvis du ønsker at blive gift med en kysk dame, som er ærbar, ærefuld, rig og smuk, er jeg klar til at hjælpe dig med at få dette til at ske." Vores elskede Profet spurgte: "Hvem er hun?" Hun svarede: "Hun hedder Khadîja bint Huwaylid." Da vores Mester Rasûlullah spurgte: "Hvem vil være mægler?" Hun sagde: "Det vil jeg." og forlod Hans tilstedeværelse. Hun gik hen til Hadrat Khadîja og gav hende den gode nyhed. Hadrat Khadîja tilkaldte hendes slægtninge Amr ibn Asad og Waraqa ibn Nawfal og forklarede situationen. Hun sendte også en besked til vores Mester, Profeten, og inviterede Ham til at komme på et bestemt tidspunkt. Abû Tâlib og hans brødre gjorde forberedelserne og ledsagede vores Mester, Profeten.

Vores mor, Hadrat Khadîja, udsmykkede sit hus med ornamenter. Som et tegn på taknemmelighed for denne dag gav hun alle sine smykker til sine tjenere. Derefter satte hun dem fri. Vores Mester Rasûlullah ærede vores mor, Hadrat Khadîjas hus med Sine onkler. Abû Tâlib sagde: "Ros og tak til vores Skaber for at have gjort os fra Ibrâhîms sønner 'alaihis-salâm og efterkommere af Ismâ'îl 'alaihis- salâm.

Han gjorde os til Baitullah's vogtere. Han gav os det velsignede hus, Haram ashsharîf, som er menneskets qibla, og omkring hvilket hele skabelsen roterer, og som Han beskytter mod skade. Sønnen af min bror Abdullah er en sådan person, at Han er overlegen i forhold til alle i Quraysh. Selv om Han ikke har meget ejendom, men ejendom er ikke den virkelige værdi. Fordi ejendom er som en skygge, den går fra hånd til hånd og fortsætter på den måde. Min nevøs herlighed og overlegenhed er kendt af jer alle. Nu ønsker Han at blive gift til Khadîja bint Huwaylid. Hvor meget mahr⁶⁴ vil du have, at jeg skal give? Jeg sværger, at Muhammeds rang må være høj." Waraqa ibn Nawfal bekræftede hans udsagn.

Hadrat Khadîjas farbror, Amr ibn Asad, sagde: "Vidner om, at jeg har giftet Khadîja bint Huwaylid med Muhammed ('alaihis-salâm)." Med dette blev ægteskabet fuldført. Ifølge en fortælling var mahr'en 400 mithqal guld, og i en anden fortælling var den 500 dirham, og også i en anden fortælling var den 20 kameler.⁶⁵ [En mithqal er fire gram og firs centigrammer.]

"Jeg ville aldrig aflægge

en ed på disse afguder!
Hver gang jeg går forbi
dem, vender jeg mit an-
sigt i en anden retning."

Hadîtk ask-skarîf

Abû Tâlib slagtede en kamel til brylluppet og holdt et festmåltid, som aldrig var set før den dag. Brylluppet fandt sted. Vores mor Hadrat Khadîja gav alt, hvad hun havde, som gave til vores Mester, Profeten, og sagde: "Alle disse varer tilhører dig. Jeg har brug for dig, og jeg er dig taknemmelig."

Under deres ægteskab tjente og hjalp vores mor, Hadrat Khadîja, altid vores elskede Profet Muhammed 'alaihis-salâm. Dette ægteskab varede i femogtyve år, indtil vores mor, Hadrat Khadîja, døde. Femten år af dette ægteskab var før Bi'that (da Han blev informeret om Sit profetskab), og ti år af det var efter Bi'that. Vores Profet Muhammed 'alaihis-salâm giftede sig ikke igen, mens Hadrat Khadîja var i live. Han fik seks børn, to drenge og fire piger. Deres navne var Qâsim, Zaynab, Ruqayya, Umm Gulthum, Fâtima og Abdullah (Tayyib eller Tâhir). I løbet af Sit profetskab havde Han giftet sig med Hadrat Mâriya og havde også en søn ved navn Ibrâhîm fra dette ægteskab. Han havde ingen børn fra sine andre koner. Zaynab var den ældste af Hans døtre. Hans yngste datter Fâtima var den, Han elskede mest. Hun blev født tretten år før Hegira. Hans sønner døde i en ung alder, og alle Hans døtre undtagen vores mor Hadrat Fâtima var døde før Ham. Vores mor, Fâtima døde seks måneder efter vores Mester, Profeten, døde. Hun havde giftet sig med Hadrat Alî. Vores elskede Profet Muhammed 'alaihis-salâm's slægt fortsatte med Hadrat Fâtima's børn.⁶⁶

Vores Mester, Rasûl al-akram sall-Allahu 'alaihi wa sallam fortsatte Sit handel efter Han giftede sig med vores mor, Khadîja. Med deres fortjeneste ville de give indkvartering af besøgende, hjælp til forældreløse børn og fattige.

Zayd ibn Hâritha

Da han var barn, var Zayd ibn Hâritha taget på besøg hos sine slægtninge sammen med sin mor Su'da. I mellemtiden blev de overfaldet af en anden stamme. De tog Zayd til fange. De bragte ham til Sûq al-Ukâz-messen i Mekka for at sælge ham som slave. Hâkim ibn Hizam, en nevø til Hadrat Khadîja, købte Zayd for 400 dirham. Hâkim ibn Hizam gav ham til Hadrat Khadîja, hans fædrene tante. Og hun sendte ham til vores Mester, Profeten. Vores Mester, Profeten, frigjorde ham straks, men lod ham blive ved Sin side. Siden han blev frigjort, havde Zayd ikke noget sted at tage hen, og han havde ingen til at opdrage ham, som ville have været bedre end Rasûlullah. Derfor blev han med glæde hos Rasûlullah.

Zayd ibn Hâritha, som var blevet behandlet venligt af vores Mester, Profeten, som blev skabt til at fuldføre, selv før Hans profetskab blev meddelt Ham, enhver form for synlig eller usynlig, kendt eller ukendt god etik såsom retfærdighed, barmhjertighed, medfølelse, humanitet, venlighed, elskværdighed, velvilje, overholdelse af et løfte, velgørenhed, gavmildhed, troværdighed, beskyttelse af de undertrykte og de fattige, kærlighed og omsorg for børn, ærlighed, sandfærdighed, høflighed, beskedenhed, mådehold, at behandle folk blidt, tapperhed og mod, som er den højeste af alle de skabninger, der var kommet og vil komme til verden, og som var kendt som "Al- Amîn" ved at vinde alles tillid; elskede vores Mester, Profeten, mere end sin far og mor og ønskede ikke at forlade Ham.

Hans mor og far vidste ikke, hvor deres søn blev ført hen, og hvad der skete med ham. Hans far, Hâritha, rejste fra landsby til landsby for at forsøge at finde sin søn. Han bad sine slægtninge, som rejste fra Yemen til flere forskellige lande, om at bringe ham nyt om sin søn Zayd. Han reciterede digte og udgød tårer.

Jeg græd over min Zayd; jeg ved ikke, hvad han gjorde,
Er han i live eller blev han ramt af døden?

Bed ikke forgæves om ham, o mit hjerte!
Du kan ikke vide, om hans grav ligger i en flod eller versant.

Endnu et digt om hans længsel efter sin søn:

O min Zayd, min søn! Hvis jeg vidste, at de, der tog afsted, ville vende tilbage!
Jeg ville ikke ønske, at nogen andre end dig skulle vende tilbage.

Jeg husker ham, når jeg ser et barn, når vinden blæser,
Solen minder mig om dig, når den står op om morgenen.

Jeg græder for min elskede, jeg græder tusind gange,
Jeg leder efter ham på min hest, selv om jeg er i ruin.

Min hest og jeg kender ikke til hvile eller træthed,
Mens det er muligt for min søn at blive fundet.

Men håb narrer en person; det er endelig forgængeligt,
Mine sønner! Qays, Amr, Yazîd, Jabal! Min Zayd er betroet dig.

Til sidst, før Islâm kom, så og genkendte nogle folk fra Banî Kalbs stamme, som kom for at besøge Kâ'ba, Hadrat Zayd. Hadrat Zayd sagde til dem: "Jeg ved, at min familie råber efter mig, overbring disse kupletter til dem." og reciterede dette digt:

Mit hjerte står i flammer; Jeg er væk hjemmefra, Selv om jeg er langt fra min mor, er jeg nabo til Kâ'ba.

Lad ikke din smerte sætte ild til dit hjerte, Lad ikke jeres gråd nå op til himlen.

Priset være Mawlâ, for jeg er i et sådant hus, At jeg er taknemmelig for den ære og venlighed, jeg bliver vist.

Hâritha blev så glad, da han hørte denne nyhed. Straks tog han en stor sum penge og kom til Mekka med sin bror Ka'b. Da de ankom, fik han at vide, hvor vores Profets hus var, og han viste sig for Ham. Han sagde: "O leder af Qurayshfolket, O Abdulmuttalibs barnebarn, O søn af Banî Hâshims afstamning! Du er nabo til Haram ash-sharîf. Du behandler dine gæster, du sætter dine slaver fri og redder dem fra fangenskab. Hvis du lad min søn, som er din slave, gå, så vil jeg give dig de penge, du ønsker; vær venlig ikke at afvise vores ønske!" Vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) sagde: "Lad os kalde på Zayd og informere ham om situationen. Lad os lade ham beslutte. Hvis han ønsker at gå med jer, kan I tage ham med og gå uden give mig nogen penge. Men hvis han ønsker at blive hos mig, så sværger jeg i Allahs navn, at jeg ikke forlader nogen, der vælger at blive hos mig."

"Jeg ville aldrig aflægge

en ed på disse afguder!
Hver gang jeg går forbi
dem, vender jeg mit an-
sigt i en anden retning."

Hadîtk ask-skarîf

Hâritha og hans bror blev meget tilfredse med dette svar fra vor Mester, Profeten, og sagde: "Du har behandlet os meget retfærdigt og samvittighedsfuldt!"

Så kaldte vor Mester, Profeten, Zayd til sig og spurgte: "Kender du disse mennesker?" Han svarede: "Ja, den ene af dem er min far, og den anden er min onkel." På det sagde vores Profet: "O Zayd! Du lærte, hvem jeg er; du så min venlighed og barmhjertighed og min adfærd over for dig. Disse mennesker kom her for at tage dig. Så gør en valg, enten bliver du hos mig eller foretrækker dem og går!"

Hans far og onkel forventede, at han ville foretrække dem, og at de ville tage Zayd med hjem. Zayd sagde: "Jeg foretrækker ikke nogen frem for dig. Du er både en far og en onkel for mig. Jeg vil gerne blive hos dig."

Hans far og onkel var chokerede. Hans far blev vred og sagde til Zayd: "Skam dig! Du foretrækker altså slaveri frem for frihed, din mor, din far og din onkel!" Zayd svarede sin far: "Far, jeg har set en sådan medfølelse og god behandling fra denne person, at jeg ikke kan foretrække nogen frem for Ham."

Vores Mester, Profeten, kunne godt lide Zayd meget. Efter se hans loyalitet og hengivenhed, bragte Han ham til Hijr ved Kâ'ba al-mu'azzama og sagde til folk, "Vær vidne til dette! Zayd er min søn. Jeg er hans arving; han er min arving." Zayds far og onkel så det, og deres vrede forsvandt. De vendte tilbage til deres hjemland i lykke. Efter det, Ashâb al-kirâm kaldte Zayd som Zayd ibn Muhammed (søn af Muhammed). Senere, da adoption blev fjernet af Allahu ta'âlâ som anført i den 5. og 40. âyat i Sûrah al-Ahzâb, "Kald jeres børn med deres fædres navn, det er mere retfærdigt i Allahs øjne." "Muhammed ( 'alaihis-salâm) er ikke far til nogen af jer (som Zayd)," Zayd begyndte at blive kaldt "Zayd ibn Hâritha", hvilket betyder "Zayd, Hârithas søn".⁶⁷

Kâ'ba-voldgiften

Da vores Mester Rasûlullah var omkring 35 år gammel, afgjorde Han en sag om Kâ'ba. På det tidspunkt havde regn og oversvømmelser slidt Kâ'ba's mure ned. Desuden havde en brand beskadiget Kâ'ba'en.⁶⁸ Det var nødvendigt at genopbygge strukturen. På dette tidspunkt rev Quraysh-stammen Kâ'ba ned til grunden, som blev bygget af Hadrat Ibrâhîm, og begyndte at genopbygge den. De byggede murene ved at give en del til hver stamme. Stammer, som vidste, at det var en stor ære, kunne ikke blive enige om at placere stenen "Hajar al-Aswad". Hver stamme ønskede at opnå denne ære, så der var stor uenighed. Sønner af Abduddâr aflagde en ed: "Hvis nogen andre end os udfører dette arbejde, vil vi udgyde blod". Denne uenighed, som varede fire eller fem dage, kom næsten til blodsudgydelse.

En mandag morgen sagde Huzayfa ibn Mugîra, som var Abdulmuttalibs morbror og en respekteret ældre mand, "O Quraysh-samfund! For at mægle i jeres strid, gør den første person, der kommer ind fra denne port, til mægler", og viste Banî Shaybaporten, som åbnede sig mod Kâ'ba. De accepterede dette forslag. Da de så på Banî Shayba porten, begyndte de at vente på den person, der ville træde ind først og løse tvisten på det mest kritiske tidspunkt. Til sidst så de, at Muhammed 'alaihis-salâm, hvis retmæssighed og overlegne moralske kvaliteter, som de satte stor pris på, og som de altid kaldte Al-Amîn, det vil sige troværdig, kom. De sagde: "Her er Al-Amîn. Vi giver vores samtykke til Hans dom".

Da vores elskede Profet Muhammed 'alaihis-salâm blev informeret om situationen, tog Han Sin hirka (frakke) af og spredte den ud på jorden. Han placerede Hajar al- Aswad på Hans velsignede hirka og sagde: "Lad en person fra hver stamme holde et hjørne." Han fik dem til at løfte stenen op på dens plads.

Derefter tog Han stenen i sine arme og lagde den på sin plads med sine velsignede hænder. Da stammerne så, at den forestående kamp blev forhindret, var de tilfredse med denne opførsel. Derefter fortsatte de med at bygge og færdiggjorde murene fra det sted, hvorfra de forlod.⁶⁹

⁵⁸ Suhaylî, Rawzu'l-unf, I, 91.
⁵⁹ Ibn Hishâm, as-Sira, I, 133; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 82; Suhaylî, Rawzu'l-unf, I, 91; Ibn Habîb, al-Muhabbar, 167; Ibn Kathîr, al Bidâya, III, 290–293.
⁶⁰ Allahs befalinger, som kommer til profeterne direkte eller gennem en engel. Hele Koranen er wahy, der er kommet gennem englen Jabrâîl.
⁶¹ Qastalânî, Mawâhib al-Ladunniyya, 41.
⁶² Ibn Ishâq, as-Sira, 59; Ibn Kathîr, as-Sira, I, 262; Ibn Jawzî, al-Wafa bi ahwâl al-Mustafâ, I, 143.
⁶³ Tyrkisk bog Fâideli Bilgiler, 445/5-446/1.
⁶⁴ I Islâm består mahr af ting som guld, sølv, pengesedler, eller enhver form for ejendom eller enhver form for fordel, som en mand giver til den kvinde, han skal giftes med.
⁶⁵ Ibn Hishâm, as-Sira, I, 43; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, VIII, 9; Suhaylî, Rawzu'l-unf, I, 321; Qastalânî, Mawâhib al-Ladunniyya, 41; Ibn Asîr, Usud-ul-gâba, I, 23.
⁶⁶ Ibn Ishâq, as-Sira, 59-61; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 82-85, 131-132; Tabarî, Târikh, II, 280-282; Ibn Kathîr, al-Bidâya, III, 293- 295.
⁶⁷ Bukhârî, Tafsir, 2; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 487.
⁶⁸ Ibn Kathîr, as-Sira, I, 273; Azrakî, Akhbâr al-Macca, I, 158-160; Bayhaqî, Dalâil, II, 57.
⁶⁹ Ibn Ishâq, as-Sira, 83-105; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 192-198; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 145-147; Ibn Kathîr, al-Bidâya, III, 298- 305.