HANS BI'THAT⁷⁰ OG HANS KALD

Første wahy

Da vores Profet var fyrre år gammel, gik Han en dag i Ramadân igen til hulen på Hirâ-bjerget og fordybede sig i tafakkur. På den 17. dag i Ramadân, mandag aften, efter midnat, hørte Han en stemme, der kaldte Hans navn. Da Han løftede hovedet og så sig omkring, hørte Han den samme stemme igen og så, at en nûr pludselig dækkede alle steder. Så kom Jabrâîl⁷² 'alaihis-salâm og sagde: "Læs!" Så svarede vores Mester, Profeten: "Jeg er ikke læsekyndig!” Efter dette svar, holdt englen fast om vores Profet, indtil Han blev svag, og sagde: "Læs!" Igen sagde vores Profet: "Jeg er ikke læsekyndig!” Så holdt englen Ham igen fast og sagde: "Læs!" Da vores Profet sagde: "Jeg er ikke læsekyndig!", holdt englen Ham fast for tredje gang. Så slap han vores Profet og bragte de første, fem âyats (vers) af Sûrah al-'Alaq, i maal: "(O Muhammed!) Læs, i din Rabb Allahs navn, som har skabt alt. Han skabte mennesket ud af størknet blod ('alaq, blodprop)! Læs, Allah er den Mest Gavmilde! Han, som underviser med pen, lærer mennesket det, som han ikke kendte."⁷³ Og Muhammed 'alaihis-salâm reciterede sammen med ham. Den første wahy kom sådan, og således steg Islâms sol, som oplyser hele universet, op.⁷⁴

Med stor ængstelse og spænding gik vores Mester Rasûlullah sall-Allahu 'alaihi wa sallam ud af hulen på Hirâ-bjerget og begyndte at stige ned. Da Han kom til midten af bjerget, hørte Han en stemme. Jabrâîl 'alaihis-salâm sagde til Ham: "O Muhammed! Du er Rasûl af Allahu ta'âlâ, og jeg er Jabrâîl." Så slog han sin hæl i jorden. Der kom vand ud der, hvor han slog. Han begyndte at udføre abdast (rituel afvaskning). Vores Mester, Profeten, holdt nøje øje med Ham. Da Jabrâîl 'alaihis-salâm var færdig med sin abdast han sagde til vores Mester, Profeten til at udføre abdast som Han så. Efter vores elskede Profet afsluttede Sin abdast, blev Jabrâîl 'alaihis-salâm imâm⁷⁵, og de udførte en namâz (bøn) på to rakât´er.

Efter dette sagde Jabrâîl 'alaihis-salâm: "O Muhammed! Din Rabb har sendt dig Sin salâm (hilsen)!" Derefter fortsatte han: "Han sagde: 'Du er Min budbringer til jîns (jinner) og mennesker. Derfor skal du invitere dem til tawhîd (troen på Allahu ta'âlâs enhed)."" Så steg han op til himlen. Således havde vores elskede Profet både set og talt med Jabrâîl 'alaihis-salâm.

Klippernes og træernes salâm

Vores Mester, Profeten, hørte hver sten og hvert træ, som Han passerede, sige til Ham: "Assalâmu 'alaika yâ Rasûl-Allâh." indtil Han ankom til Sit hjem. Da Han trådte ind i Hans hus, Han sagde: "Dæk mig! Dæk mig!" og hvilede sig, indtil Hans rysten stilnede af. Så fortalte Han vores mor Hadrat Khadîja, hvad Han havde set, og sagde:

"Jabrâîl ('alaihis- salâm) er forsvundet fra mine øjne. Alligevel har storheden, styrken og frygten for ham ikke forladt mig. Jeg var bange for at blive kaldt gal og sværtet af folket." Hadrat Khadîja, som var klar og havde ventet på disse omstændigheder og disse dage, sagde: "Må Allahu ta'âlâ beskytte dig. Haqq ta'âlâ skænker dig velsignelser, og Han vil intet andet end velsignelser for dig. For Allahu ta'âlâs skyld tror jeg, at du vil blive Profet for denne ummat. Fordi du kan lide gæster. Du fortæller sandheden, og du er troværdig. Du hjælper de svage, beskytter de forældreløse og favoriserer de trængende. Du er godmodig. Ejeren af disse karaktertræk bør være frygtløs."⁷⁶

"Jeg ville aldrig aflægge

en ed på disse afguder!
Hver gang jeg går forbi
dem, vender jeg mit an-
sigt i en anden retning."

Hadîtk ask-skarîf

For at spørge om denne situation gik de derefter til Waraqa ibn Nawfal. Waraqa, efter, der lyttede til det, som vores Mester Rasûlullah fortalte ham, sagde: "Gode nyheder, O Muhammed ('alaihis-salâm)! Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, at du er den sidste Profet, som Hadrat Îsâ informerede om. Den engel, der viste sig for dig, er Jabrâîl 'alaihis-salâm, som kom til Mûsâ 'alaihis-salâm før dig. Ah! Jeg ville ønske, at jeg var ung nu og nåede det tidspunkt, hvor de vil forvise dig fra Mekka, så jeg kunne hjælpe dig. Meget snart vil du blive beordret til at formidle religionen og til at lave jihâd (hellig krig)." Derefter kyssede han vores Mester, Profeten, velsignede hånd. Han døde kort efter.⁷⁷

Ordren til at kommunikere

Således var den første wahy, der erklærede vores elskede Profet, kommet. Derefter stoppede den og kom ikke igen i tre år. I mellemtiden var englen ved navn Israfîl kommet og havde lært Ham nogle ting. De var ikke wahy. I løbet af denne tid blev vores Mester Rasûlullah af og til trist. Hver gang dette skete, dukkede Jabrâîl 'alaihissalâm op og lindrede Hans tristhed ved at sige: "O Habîbullah! Du er Allahu ta'âlâs Profet." Vores Mester, Profeten sagde: "Det var i den tid, hvor åbenbaringen var ophørt. Da jeg gik ned ad Hira-bjerget, hørte jeg pludselig en lyd i himlen. Jeg kiggede på himlen og så Jabrâîl ('alaihis-salâm).

Han sad på en trone mellem jorden og himlen. Frygt greb mig. Jeg gik hjem. Jeg sagde: "Dæk mig med noget. Haqq ta'âlâ sendte de første âyats (vers) af Sûrah al- Muddaththir (i maal): "O Muhammed, indhyllet i din kappe! Rejs dig op og skræm (de vantro med Allahs pine)! (Oplys dem om den pine, de vil få, hvis de ikke vil tro.) Og ophøj din Rabb's herlighed! Og hold jeres klæder rene!⁷⁸ Efter dette, havde wahy ikke ophørt igen.”

Vores Mester, Fakhr al-kâinat ('alaihi afdalus salawât) begyndte at invitere folk til Islâm og formidle Allahu ta'âlâs ordrer og forbud. Mens Han bragte wahy, ville Jabrâîl 'alaihis-salâm nogle gange forklæde sig i menneskelig form og komme og ligne Dihya al-Kalbî, en af Ashâb al-kirâm. Nogle gange inspirerede han hjertet af vores Mester, Profeten. På disse tidspunkter ville vores Profet ikke se ham. Nogle gange kom han i en drøm og nogle gange med en forfærdelig lyd.

Sidst nævnte var den hårdeste og vanskeligste form af wahy for vores Mester, Profeten. I disse situationer, selv på de koldeste dage, svedte Rasûlulla's pande. Hvis

Han var på en kamel, ville kamelen bukke sig sammen på grund af åbenbaringens tyngde. Sahâbîerne, som var i nærheden af Ham, ville også føle tyngden af wahy'en. Jabrâîl 'alaihis-salâm kom også i sin oprindelige form flere gange.

Allahu ta'âlâ sendte også wahy uden engel og forhæng, det vil sige, at Han sendte også noget wahy til vores Profet uden et medium. Dette tilfælde fandt sted på Mi'râj aften. Han startede Sin profetpligt med den første åbenbaring, havde vores Mester Muhammed Mustafâ (sall-Allahu 'alaihi wa sallam)'s formidling af Islâm fortsat i treogtyve år. Tretten år af denne periode var gået i Mekka, og ti år var gået i Medîna. Qur'ân al-karîm var blevet åbenbaret og blev afsluttet i en periode på 22 år, 2 måneder og 22 dage.

Muhammed 'alaihis-salâm var ummî, det vil sige, at Han ikke havde læst bøger; Han var ikke uddannet i at skrive, og Han havde heller ikke modtaget undervisning fra nogen. Han blev født og opvokset i Mekka, opvokset blandt visse mennesker, og Han formidlede oplysninger om fakta og begivenheder i Tawrât (Hadrat Mûsâsâs hellige bog), i Injîl og i de bøger, der blev skrevet i det græske og romerske århundredes tid. For at formidle Islâm sendte Han i slutningen af det sjette år og begyndelsen af det syvende år af Hegira breve til byzantinske, iranske og abessinske herskere og til andre arabiske sultâns. Mere end tres udenlandske ambassadører kom til Hans nærvær. Denne situation blev fortalt i Qur'ân al-karîm, in maal: "Du havde ikke læst nogen bog, før denne Qur'ân al-karîm nedkom. Du havde ikke skrevet. Hvis du havde været læsekyndig, kunne de have sagt, at du havde lært det af andre."⁷⁹

Det blev erklæret i en hadith ash-sharîf, at "Jeg er Muhammed, den ummî Profet. Der vil ikke være nogen Profet efter mig."⁸⁰ Igen er det erklæret i Koranen alkarîm, in maal: "Han (Muhammed 'alaihis-salâm) taler heller ikke ud fra Sin egen tilbøjelighed. Hans ord er intet andet end wahy formidlet til Ham.”⁸¹

De første muslimer (Sâbiqûn al-Islâm)

Efter den første wahy til vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) kom, var den første person, som blev muslim, vores mor, Hadrat Khadîja.⁸² Uden nogen tøven, hun omfavnede Islâm og blev æret ved at være den første muslim.

Vores Mester, Profeten, lærte vores mor Hadrat Khadîja at udføre abdast (rituel afvaskning), som Jabrâîl 'alaihis-salâm lærte Ham. Derefter blev vores Mester, Profeten, imâm, og de udførte en namâz (rituel bøn) på to rakats. Vores mor Hadrat Khadîja adlød perfekt hvert ord, hver ordre fra vores Mester, profeten. På grund af det opnåede hun meget høje grader foran Allahu ta'âlâ. Hver gang vores Mester Rasûlullah var trist, plaget af de vantro krænkelser fra de vantro, ville hun berolige Ham. Hun ville sige: "O Rasûlullah! Du skal ikke være ked af det. Du skal ikke være ked af det. I sidste ende vil vores religion blive stærkere, og polyteisterne vil blive ødelagt. Din nation vil adlyde Dig..." På grund af hendes støtte kom Hadrat Jabrâîl en dag og sagde: "O Rasûlullah! Informer Khadîja om Allahu ta'âlâs hilsner." Vores Mester, Profeten sagde: "O Khadîja! Jabrâîl ('alaihis-salâm) overbringer Allahu ta'âlâs hilsener til dig."⁸³

Vores Mester, Profeten sagde engang: "Allahu ta'âlâ befalede mig at give Khadîja det glædelige budskab om et hus lavet af perler i Jannah, hvor der er ingen sygdom, sorg eller hovedpine."

"Han (Muhammed 'ala-

ihis-salâm) taler heller

ikke ud fra Sin egen
tilbøjelighed. Hans ord
er intet andet end wahy

Efter Hadrat Khadîja, den næste person, der blev muslim blandt voksne, var Hadrat Abû Bakr, en af vores Mester Rasûlullahs nære venner. Hadrat Abû Bakr havde set en drøm for tyve år siden: "Fuldmånen fra himlen steg ned og kom til Kâ'ba. Den delte sig i stykker; hvert stykke af månen faldt på et hus i Mekka, så kom disse stykker sammen og steg op til himlen igen. Det stykke, som faldt over Abû Bakr's hus, steg ikke op. Da Hadrat Abû Bakr havde set denne begivenhed, havde han lukket døren, som om han forhindrede dette stykke af månen i at gå ud."

formidlet til Ham.”

Najm: 3–4

Abû Bakr vågnede op om morgenen i spænding; han gik hen til en af de jødiske lærde og fortalte ham sin drøm. Den lærde svarede: "Dette er en af de komplekse drømme, så den kan ikke fortolkes." Men denne drøm forblev i Abû Bakr's sind, og han var ikke tilfreds med den jødiske lærdes svar. En gang, da han var på handelsrejse, kom han til præsten Bahîras område. Da han spurgte præsten Bahîra om fortolkningen af sin drøm, spurgte Bahîra: "Hvor kommer du fra?" Da Hadrat Abû Bakr svarede, at han var fra Quraysh, sagde Bahîra: "En Profet vil dukke op der. Hans nûr af vejledning vil nå overalt i Mekka. Under Hans liv vil du være Hans minister, efter Hans død, Hans khalîfa." Hadrat Abû Bakr blev forbavset over dette svar. Han fortalte ikke nogen sin drøm og dens fortolkninger, før vor Mester, Profeten, annoncerede Sit profetskab. Da vores elskede Profet Muhammed 'alaihis-salâm annoncerede sit profetskab, løb Hadrat Abû Bakr hen til vores Mester, Profeten. Han spurgte, "Profeterne har beviser for deres profeskab. Hvad er dit bevis?" I Sit svar sagde vores Mester, Profeten: "Beviset på mit profetskab er den drøm, som du bad en jødisk lærd om at fortolke. Denne lærd sagde: "Det er en af de komplekse drømme, den kan ikke fortolkes. Så tolkede præsten Bahîra den korrekt." Han henvendte sig til Hadrat Abû Bakr og sagde: "O Abâ Bakr! Jeg inviterer dig til Allah og Hans Rasûl."

Efter dette blev Hadrat Abû Bakr muslim ved at sige: "Jeg bevidner, at du er Allahu ta'âlâs rasûl, Dit profetskab er sandt, og det er en nûr, der oplyser verden."

I en anden fortælling er Hadrat Abû Bakr, før profetskabet blev åbenbaret for vores Mester, Profeten, taget til Yemen for at handle. På sin rejse mødte han en gammel person fra Azd-stammen, som havde læst mange bøger. Da denne gamle person kiggede på Hadrat Abû Bakr og sagde: "Jeg tror, du er af Mekka-folk". Hadrat Abû Bakr svarede: "Ja, det er jeg." Og denne samtale fandt sted mellem dem:

- Er du fra Quraysh?

- Ja!

- Af Banî Tamîm?

- Ja!

- Der er endnu et tegn tilbage. - Hvad er det?

- Åbn din mave. Lad mig se det.

- Hvad er dit formål med dette, fortæl mig det?

- Jeg har læst i bøgerne, at der vil komme en Profet i Mekka. To personer vil hjælpe

Ham. Den ene af dem er ung, den anden er gammel. Den unge vender mange vanskeligheder til lethed, afværger mange problemer. Og den gamle er hvidhudet, slank i taljen og har et sort modermærke på maven. Jeg formoder, at den ene er dig. Vis din mave frem, så jeg kan se det.

Herefter viste Hadrat Abû Bakr sin velsignede mave, og da han så den sort modermærke over navlen, sagde han: "Jeg sværger, det er dig!" og gav ham en masse gode råd. Efter Hadrat Abû Bakr var færdig med sit arbejde, gik han hen til den gamle mand for at sige farvel og ville have ham til at sige et par kupletter om vores Profet. Derefter reciterede den gamle mand tolv kupletter, og Hadrat Abû Bakr lærte dem udenad.

Da Hadrat Abû Bakr kom tilbage til Mekka al-muqarrama (det hellige Mekka), kom nogle bemærkelsesværdige folk fra Quraysh som Uqba ibn Abî Mu'ayt, Shayba, Abû Jahl og Abu'l Buhtarî til hans hjem for at besøge ham. Hadrat Abû Bakr spurgte dem: "Er der sket nogen hændelse blandt jer?" Så svarede de: "Er der en mærkeligere hændelse end denne? Abû Tâlibs forældreløse barn bekender sig til Sit profetskab og siger til os, at vi, vores fædre og bedstefædre er af falsk religion. For jeres skyld lader vi Ham leve indtil nu. Du er en god ven af Ham; løser dette problem."

Hadrat Abû Bakr sendte dem væk og fik så at vide, at vores Mester, Profeten var i Hadrat Khadîjas hus. Han gik derhen og bankede på døren. Da vores Mester, Profeten, hilste på ham, spurgte han vores Profet: "O Muhammed! Hvad er disse rygter om dig?" Vores Mester, Profeten svarede: "Jeg er Haqq ta'âlâs Profet. Jeg er blevet sendt til dig og alle Âdams sønner. Hav tro på dette, så du kan opnå Haqq ta'âlâs tilfredshed og beskytte dig selv mod Jahannam."

Da Hadrat Abû Bakr spurgte: "Hvad er beviset for dette?" svarede Rasûl al-akram: "Det, der blev fortalt af den gamle mand, som du så i Yemen, er beviset." Hadrat Abû Bakr sagde: "Jeg så mange unge og gamle mænd i Yemen." Vores Mester, Profeten sagde i Sit svar: "Den gamle mand, der betroede dig tolv kupletter og sendte dem til mig." og reciterede alle de tolv kupletter. Da Hadrat Abû Bakr spurgte: "Hvem informerede dig om dette?" svarede vores Profet: "Englen, der bragte nyheder til de Profeter, der kom før mig." Så snart vores Profet sagde dette, holdt han vores Profets velsignede hånd og blev muslim ved at sige: "Ash-hadu an lâ ilâha illallah wa ashhadu anna Muhammaa dan abduhu wa rasûluh."⁸⁴ Med stor glæde, som han følte for første gang i sit liv, sagde Hadrat Abû Bakr vendte tilbage til sit hjem som muslim. Faktisk blev det erklæret i en hadith ash-sharîf, "Til den jeg tilbød troen, ville han grimasere og ser tvivlende ud. Kun Abû Bakr as-Siddîq tøvede ikke med at acceptere troen."

En dag så Hadrat Alî vores Mester, Profeten og vores mor Hadrat Khadîja, mens de var i gang med namâz. Han var ti eller tolv år gammel. Efter namâz'en spurgte han: "Hvad er det her?" Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam)

sagde: "Dette er Allahu ta'âlâs religion. Jeg inviterer dig til denne religion. Allahu ta'âlâ er En. Han har ingen partner. Jeg opfordrer dig til at tro på Allah, som er Én og ikke har nogen partner og ligeværdig..." Hadrat Alî sagde: "Lad mig først rådføre mig med min far." Rasûlullah sagde til ham: "Hvis du ikke omfavner Islâm, må du ikke fortælle nogen denne hemmelighed!" Den næste morgen kom Hadrat Alî til Rasûlullah's nærvær og sagde: "O Rasûlullah! Lær mig Islâm!"

og blev muslim.⁸⁵ Hadrat Alî er den tredje person, der blev muslim. Den selvopofrelse, han gjorde for vores Mester Rasûl al-akram og at foretrække vores Profet frem for sig selv er over alt ros.

"Sâbiqûn al-Islâm, det

vil sige, at de første
muslimer er Abû Bakr

as-Siddîq, Alî ibn Abî
Tâlib, Zayd ibn Hârit-
ha, 'Utkmân ibn Affân,
Abdurrahmân ibn Awf,

Zayd ibn Hâritha var en af de første, der blev muslim. Han var æret ved at blive den fjerde muslim lige efter Hadrat Khadîja, Hadrat Abû Bakr og Hadrat Alî og den første muslim blandt de frigjorte slaver. Hans kone Umm Ayman blev også muslim sammen med ham.⁸⁶

Sa'd ibn Abî Waqqâs,

Zubayr ibn Awwâm,
Talhâ ibn Ubaydullah."
(radiy-Allaku 'ankum

Da Hadrat Abû Bakr blev muslim, gik han straks hen til sine elskede venner. Han overtalte dem også til at omfavne islam. De betydningsfulde var sådanne bemærkelsesværdige mennesker blandt Ashâb al-kirâm som 'Uthmân ibn Affân, Talhâ ibn Ubaydullah, Zubayr ibn Awwâm, Abdurrahmân ibn Awf, Sa'd ibn Abî Waqqâs; som også var de bemærkelsesværdige i deres stamme.⁸⁷ Disse otte mennesker, som blev muslimer efter vores mor Hadrat Khadîja, blev kaldt Sâbiqûn al-Islâm, det vil sige de første muslimer. Hadrat 'Uthmân fortæller, hvordan han blev muslim: "Jeg havde en tante, som var en spåkone. En dag besøgte jeg hende. Hun sagde: 'Du vil blive velsignet med en kone.

ajma'în)

Før hende, vil du ikke have nogen hustru, og før dig vil hun ikke have nogen mand. Hun vil være en smuk, from kvinde og datter af en stor profet. Jeg var forbløffet over min tantes ord. Igen sagde hun til mig: "Der er kommet en Profet. Wahy'en steg ned fra himlen til Ham. Jeg sagde: 'O min tante! En hemmelighed som denne er ikke blevet hørt i byen. Så opklar dette ord". Så sagde min tante: 'Profetskabet er kommet til Muhammed ibn Abdullah. Han inviterer folk til religion. Snart vil verden blive oplyst af Hans religion, og modstanderne vil blive halshugget.

Min tantes ord berørte mig meget. Jeg var bekymret. Der var et stort venskab mellem Hadrat Abû Bakr og mig. Vi var altid sammen. To dage senere gik jeg til Hadrat Abû Bakr for at diskutere denne sag. Da jeg fortalte ham min tantes ord, sagde han: "O 'Uthmân! Du er en fornuftig person. Hvordan kan nogle få stykker sten, som hverken ser eller hører, som hverken kan gøre nogen gavn eller skade nogen, fortjener at blive tilbedt? Jeg svarede: "Du har ret. Min tantes ord er korrekte."

Efter formidlede Islâm til ham, og Hadrat Abû Bakr bragte Hadrat 'Uthmân til Rasûlussakalain, dvs. menneskers og jinner profet, i hans nærvær. Vores elskede Profet sagde til Hadrat 'Uthmân: "O 'Uthmân! Haqq ta'âlâ inviterer dig til at være gæst i Jannah. Accepter denne invitation. Jeg er blevet sendt til alle mennesker som en guide til den rigtige vej." Efter at være blevet betaget af Rasûlullahs ædle manerer og ord, som Han sagde med et smilende ansigt, blev Hadrat 'Uthmân muslim med stor iver og underkastelse ved at sige: "Ash-hadu an lâ ilâha illallah wa ashhadu anna Muhammedan abduhu wa rasûluh."

I de første tre år af Hans profettid inviterede vores Mester Rasûlullah folk til Islâm i al hemmelighed. Folk ville langsomt blive muslimer. I den tid kunne antallet af muslimer kun nå op på tredive. De ville gøre deres ibâdats i deres hjem; lære og recitere âyats af Koranen al-karîm udenad og i al hemmelighed.

Invitation af nære slægtninge

Vores Mester Rasûlullah var begyndt at invitere folk til islam efter Sûrah al- Muddaththir's nedstigning. Han fremsatte denne invitation i hemmelighed. Efter nogen tid, den 214. âyat af Sûrah ash-Shu'arâ', i maal, "Inviter dine nære slægtninge til den rette religion ved at skræmme dem med Allahu ta'âlâs pine."⁸⁸ var kommet ned. Efter dette sendte vores Mester, Profeten Muhammed 'alaihis-salâm, for at invitere Sine slægtninge til religionen, Hadrat Alî til at kalde dem alle sammen til Abû Tâlibs hus. Han stillede foran dem en tallerken mad og en kop mælk, som kun var nok til én person. Derefter begyndte Han at spise først ved at sige Basmala og tilbød maden til Sine slægtninge, som var der. Der kom fyrre mennesker; men måltidet var tilstrækkeligt til alle, og mængden af mad var ikke blevet mindre. De, der kom, var forbløffet over dette mirakel. Efter måltidet skulle vores Mester, Profeten, ved at tale for at invitere Sine slægtninge til Islâm. Hans onkel Abû Lahab sagde med fjendtlighed: "Vi har ikke set trolddom som dette før. Din slægtning har forhekset jer alle sammen. O min brors søn! Jeg har ikke set nogen, der har bragt malignitet og ondskab som dig." Og han fortsatte sine ord med fornærmelser.

Profeten sagde da til Abû Lahab: "Du har gjort mig så meget ondt, som selv Quraysh og alle de arabiske stammer ikke kan gøre!" De spredte sig uden at nogen af dem blev muslimer. Kort tid efter denne hændelse inviterede Han Sine slægtninge igen. Hadrat Alî kaldte dem alle sammen igen.

Ligesom før blev der bragt et måltid foran dem. Efter måltidet stod vores Mester, Profeten op og sagde: "Ros tilhører kun Allahu ta'âlâ. Jeg beder kun om hjælp fra Ham. Jeg tror på Ham og stoler på Ham. I ved og erklærer uden tvivl, at der ikke er nogen anden gud end Allahu ta'âlâ; Han er Én. Han har ingen ligemand eller partner." Og Han fortsatte Sine ord ved at sige: "Jeg lyver på ingen måde over for jer; jeg erklærer jer sandheden. Jeg inviterer jer til at tro på "Inviter dine nære slægtninge til den rette religion ved at skræmme dem med Allahu ta'âlâs pine." Ask-Sku'arà': 214 Allahu ta'âlâ, som er Én, og udover Ham der ikke er nogen gud. Jeg er Hans profet, som Han har sendt til jer og til alle mennesker. Jeg sværger ved Allah, at I vil dø, ligesom I falder i søvn; I vil genopstå, ligesom I vågner fra søvnen, og I vil blive stillet til regnskab for alle jeres gerninger; I vil få belønning for jeres gode gerninger, og I vil blive straffet for jeres onde gerninger. Og disse opholder sig evigt enten i Jannah eller i Jahannam. I er de første blandt mennesker, som jeg skræmmer med âkhirets pinsler (herefter)."

Efter lytte til disse ord, sagde Abû Tâlib: "O min ærede nevø! Jeg gør ikke ved noget mere værdifuldt end at hjælpe dig. Vi har accepteret dit råd og har oprigtigt godkendt dine ord. De mennesker, der er samlet her nu, er sønnerne af din bedstefar Abdulmuttalib. Jeg er helt sikkert en af dem. Jeg vil løbe mod det, du ønsker, før nogen anden. Jeg lover ikke at ophøre med at beskytte dig på noget tidspunkt. Fortsæt med at gøre det, som du er blevet beordret til at gøre. Men med hensyn til at forlade min gamle religion, har jeg ikke fundet min nafs (kødelige sjæl) lydig over for mig.

Bortset fra Abû Lahab talte Hans slægtninge og fædrene onkler sagte. Men Abû Lahab talte respektløst og kastede trusler: "O Abdulmuttalibs sønner! Forhindrer

Ham; før andre binder Hans hænder og stopper Ham. Hvis I i dag accepterer, hvad Han siger, vil I senere blive nedgjort, og fornærmet. Hvis I forsøger at beskytte Ham, vil I alle blive dræbt." Mod Abû Lahab, vores Mester, sagde Profetens fædrene tante: "O min bror! Er det passende for din værdighed at lade min brors søn og Hans religion alene? Wallahi, de lærde, der lever i dag, siger, at der vil komme en Profet fra Abdulmuttalibs efterkommere. Her, denne Profet er Ham."

"Inviter dine nære
slægtninge til den rette

religion ved at skræm-

me dem med Allahu

ta'âlâs pine."
Ask-Sku'arà': 214

Abû Lahab fortsatte efter disse ord sin grimme tale. Abû Tâlib blev vred på Abû Lahab og sagde: "O kujon! Wallahi, vi er Hans hjælpere og beskyttere, så længe vi er i live." Han vendte sig mod Muhammed 'alaihis-salâm og sagde: "O min brors søn! Lad os vide det tidspunkt, hvor du vil invitere folk til at tro på din Rabb; vi vil bevæbne os og være til stede sammen med dig." Så begyndte vores Mester, Fakhr al-kâinat at tale igen og sagde: "O Abdulmuttalibs sønner! Wallahi, der er ingen blandt Arabere, der har bragt noget bedre eller mere gavnligt til jeres liv i verden og i âkhirat, end det jeg har bragt (det vil sige denne religion) til hans folk. Jeg opfordrer jer til at udtale to udtryk, der er lette at sige og har stor betydning. De er jeres vidnesbyrd om, at der ikke er nogen anden gud end Allah, og at jeg er Hans tjener og Rasûl. Allahu ta'âlâ har beordret mig til at invitere jer til dette. Hvem af jer vil så acceptere min invitation og hjælpe mig på dette sti?" Der var ingen, der sagde noget. Alle bøjede hovedet. Vores Mester, Profeten gentog Sine ord tre gange. Hver gang rejste Hadrat Alî sig op. Den tredje gang sagde han: "O Rasûlullah! Selv om jeg er deres yngste, vil jeg hjælpe dig." På dette, holdt vores Mester Rasûlullah Hadrat Alîs hånd.

De andre spredte sig i forbløffelse. Habîb af Allahu ta'âlâ følte sig meget trist på grund af denne holdning fra Hans slægtninge.

Men uden at blive demoraliseret fortsatte Han med at invitere dem til at redde dem fra Jahannam og opnå lyksalighed.

I det fjerde år af Bi'that blev den 94. âyat af Sûrah al-Hijr åbenbaret. Da det guddommelige bud, i maal: "(O Min Habîb!) Forkynder hvad der er blevet befalet dig (bud og forbud). Vend dig bort fra polyteisterne! Tag ikke hensyn til deres ord!" blev åbenbaret, begyndte vores elskede Profet åbent at invitere Mekka-folket til Islâm. En dag, da Han havde besteget Safâ-bjerget, sagde Han: "O Quraysh-folk! Saml jer her og lyt til mine ord!" Efter stammerne samlede sig, sagde vores Profet: "O mit folk! Har I nogensinde hørt en løgn fra mig?" De svarede alle sammen: "Nej, det har vi ikke." Vores Profet sagde: "Allahu ta'âlâ gav mig profetskabet og sendte mig som en Profet til jer." Derefter reciterede Han den 158. âyat af Sûrah al-A'râf, i maal: "(O Min Habîb!) Sig til dem: "O folk! Jeg er Allahu ta'âlâs Rasûl, som er blevet sendt til jer alle. Han er Allahu ta'âlâ, som er jordens og himlens ejer og hersker. Han er den, der tager liv og genopliver alle levende væsener. Ingen, undtagen Ham, fortjener at blive tilbedt.'" Abû Lahab, som var blandt tilhørerne, råbte han vredt: "Min brors søn er blevet skør! I skal ikke lytte til ordene fra en person, der ikke tilbeder vores afguder og ikke er i vores religion!" Han insisterede på vantro. Personerne der spredte sig, og ingen omfavnede Islâm. Selv om de vidste, at vores Mester, Profeten var troværdig og havde ædle manerer, accepterede de ikke Islâm, og de blev fjendtlige.

Igen en dag, ved at adlyde Allahu ta'âlâs ordre om "Forkynd hvad der er blevet befalet dig (bud og forbud)", besteg vores Profet Safâ-bjerget. Med en høj og klangfuld stemme appellerede Han til folket: "O sabâhâh! Kom her, kom sammen; jeg har vigtige nyheder til jer!"⁸⁹ På denne opfordring kom stammerne løbende. De ventede i undren og nysgerrighed. De, der ikke var til stede, sendte deres tjenere for at få at vide, hvad årsagen til denne sammenkomst var. En gruppe blandt de fremmødte begyndte at spørge: "O Muhammed-al-Amîn (troværdige Muhammed)! Hvorfor har du samlet os her? Hvad vil du informere os om?" Så begyndte vores Profet Sin tale med at sige: "O Qurayshs stammer!" Alle lyttede opmærksomt til Ham. Han fortsatte Sin tale og sagde: "Min og jeres situation er ligesom situationen for en mand, der løber hen til sin familie for at advare dem når han ser en fjende nærme sig og råber ved at sige O sabâhâh (vi er blevet belejret af fjenden! Det er morgen nu. Gør jer klar til kamp) af frygt for, at fjenden skal nå hans familie før ham og sårer dem. O folk af Quraysh! Vil I tro mig, hvis jeg fortæller jer, at der er en fjendtlig hær bag det bjerg, og at den er klar til at angribe jer?" Så svarede de: "Ja, det vil vi. For vi har ikke hørt andet fra dig end retfærdighed. Vi har aldrig set dig lyve!"

Derefter opregnede Han navnet på hver stamme som "O Hashims sønner! O sønner af Abd al-Manâf! O Abdulmuttalibs sønner!" Han sagde: "Jeg er meddeleren om den bitre pine, som absolut vil komme. Allahu ta'âlâ befalede mig at skræmme mine nære slægtninge med âkhirats pine.

Jeg inviterer dig til at omfavne Islâm ved at sige Lâ îlaha illallahu wahdahu lâ sharîka-lah (Allah er Én, der er ingen anden gud end Ham). Og jeg er Hans tjener og Rasûl. Hvis du tror på dette, vil du komme til Jannah. Medmindre du siger 'Lâ îlaha illallah' Jeg kan hverken hjælpe dig i denne verden eller give dig noget privilegium i âkhirat." Blandt de stammer, der lyttede, sagde Abû Lahab: "Har du samlet os til dette?" og kastede en sten efter vores elskede Profet. De andre modsatte sig Ham ikke på denne måde; de talte indbyrdes og spredte sig.⁹⁰

Selv om de giver solen til min højre hånd!

Med disse invitationer formidlede vores elskede Profet Islâm, hvor Han så en person eller gruppe af mennesker. Han meddelte, at den virkelige frelse kunne være mulig ved at tro på Allahu ta'âlâ og afstå fra at adlyde nafs (kødelig sjæl), grusomhed, uretfærdighed og alle onde gerninger. De, der fulgte deres nafs' begær, undertrykte de svage og gik til yderligheder i udsvævelser, afviste dette fuldstændigt. De så, at alle deres onde gerninger ville blive afsluttet; derfor benægtede de, hvad Muhammed 'alaihis- salâm meddelte. De blev fjender af Ham og dem, der troede på Ham. Tidligere gjorde polyteisterne grin med Islâm. Derefter besluttede de at øge deres pres og pinsler. De ønskede at undertrykke de troende og udrydde Islâm. Deres ledere var Abû Jahl, Utba, Shayba, Abû Lahab, Uqba ibn Abî Mu'ayt, As ibn Wâil, Aswad ibn Muttalib, Aswad ibn Abdi Yagwas, Walîd ibn Mugîra...

En dag sagde Utba, Shayba og Abû Jahl til Abû Tâlib: "Du er vores ældste. Vi respekterer og værdsætter dig altid. Nu har din brors søn startet en ny religion. Han fornærmer vores idoler og beskylder os for utroskab. Rådgiv Ham. Få Ham til at opgive dette job. Hvis Han ikke gør det, ved vi, hvordan vi skal håndtere Ham..."

Abû Tâlib beroligede dem og sendte dem tilbage. Han skjulte denne begivenhed for vores Profet for at Han ikke skulle blive ked af det. Efter et stykke tid samledes polyteisterne igen og kom til Abû Tâlib. De sagde: "Før var vi kommet til dig og havde informeret dig om situationen. Du lyttede ikke til vores ord. Han fortsætter stadig med at tale dårligt om vores idoler. Vi har ikke længere nogen tålmodighed. Vi vil kæmpe mod jer begge, til sidste blodsdråbe. I Mekka vil enten Han eller vi omkomme." Abû Tâlib forsøgte at berolige dem; men de insisterede på deres stædighed.⁹¹

"O min onkel! Ved godt

at selv om de giver
solen til min højre hånd

og månen til min vens-

tre hånd (det vil sige,
hvad de end lover), vil
jeg aldrig opgive denne

religion eller formidle
den til folk. Enten spre-
der Allahu ta'âlâ denne

religion over verden,
og min pligt er fuldført,

Abû Tâlib ønskede hverken vores Mester Rasûlullahs sorg eller at der skulle opstå fjendtlighed mellem dem og deres folk. Han kom til vores Profet og sagde: "O Muhammed! Hele folket er blevet forenet på fjendskab mod Dig, og de kom til mig for at klage. Fjendtlighed blandt slægtninge er ikke godt. De ønsker, at du ikke skal kalde dem vantro og ikke tale dårligt om dem og siger, at de er på den forkerte vej." På dette sagde vores Mester Habîb al-akram:

eller jeg vil ofre mit liv

på denne vej."
Vores elskede
Profet Muhammad

'alaikis-salàm

"O min onkel! Ved godt at selv om de giver solen til min højre hånd og månen til min venstre hånd (det vil sige, hvad de end lover), vil jeg aldrig opgive denne religion eller formidle den til folk. Enten spreder Allahu ta'âlâ denne religion over verden, og min pligt er fuldført, eller jeg vil ofre mit liv på denne vej." Han rejste sig op. Hans velsignede øjne var fyldt med tårer.

Abû Tâlib, som så at vores Mester Rasûlullah var oprevet, fortrød hvad han sagde og fortalte Ham: "O min brors søn! Fortsæt på din vej, gør hvad du vil. Jeg vil beskytte dig, så længe jeg er i live"⁹²

Da de forstod, at Abû Tâlib beskyttede Hadrat Muhammed, tog ti personer af de notabiliteter blandt polyteisterne og Umâra ibn Walîd med dem, gik til Abû Tâlib. De gav ham et uacceptabelt tilbud med ordene: "O Abû Tâlib! Du ved, at denne Umâra er den smukkeste, stærkeste og mest etiske af de unge i Mekka. Desuden er han en poet. Lad os give ham til dig, så du kan ansætte ham i din virksomhed. Til gengæld giver du os Muhammed, og lad os dræbe Ham. En mand for en mand! Hvad mere ønsker du?" Abû Tâlib blev rasende. Da sagde han: "Først skal I give mig jeres egne sønner. Jeg vil dræbe dem, så vil jeg give jer min nevø", forstod de situationens alvor og sagde til ham: "Men, vores børn gør ikke det, som Han gør..." Abû Tâlib sagde: "Jeg sværger, at min nevø er bedre end alle jeres børn. Så du vil give din søn til mig og få mig til at passe ham, mens du tager min elskede nevø og dræber Ham! Selv en hunkamel længes ikke efter eller beskytter nogen anden end sit barn. Dette er helt urimeligt og ulogisk. Nu er dette gået over gevind. Den, der er fjende af min kære Muhammed ('alaihis-salâm), er jeg en fjende af ham. Vid det således, og gør alt, hvad I kan!"⁹³ Polyteisterne rejste sig op og gik vredt. Umiddelbart samlede Abû Tâlib Hâshims sønner og Abdulmuttalibs sønner. Han fortalte dem om situationen og overtalte dem til at hjælpe vores elskede Profet (sall- Allahu 'alaihi wa sallam). De arme, der forsøgte at dræbe Rasûlullah, ville blive brækket. De forenede sig mod polyteisterne i denne sag. Kun Abû Lahab sluttede sig ikke til dem. Abû Tâlib sagde til dem: "O de modige! I morgen, omgjord jeres sværd og følg mig!" Den næste dag gik Abû Tâlib til vores Mester, Profeten, hus. Tilsammen gik de mod Haram ashsharîf. De unge af Hâshims sønner fulgte dem. De nåede Kâ'ba og stillede sig foran polyteisterne. Abû Tâlib sagde til polyteisterne: "O Quraysh-samfund! Jeg har hørt, at I har besluttet at dræbe min nevø. Ved I, at disse unge mennesker med deres sværd utålmodigt venter på et tegn fra mig? Jeg sværger, at hvis I dræber Muhammed, vil jeg ikke efterlade nogen af jer i live!..." Derefter begyndte han at recitere digte, der priste vores elskede Profet. Polyteisten der, hvor Abû Jahl var den første blandt dem, spredte sig.

1. ⁷⁰ Bi'that: Vores Profet bliver informeret om Sit profetskab
2. ⁷¹ Ibn Hishâm, as-Sira, I, 233-240.
3. ⁷² Jabrâîl: Gabriel. En af de fire store engle. Hans opgave er at formidle wahy, Allahs bud og forbud til profeterne.
4. ⁷³ Alâq: 96/1-5.
5. ⁷⁴ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 196.
6. ⁷⁵ Når muslimer udfører namâz i forsamlingen (jamâ'at), en af dem leder, og leder namâz. Han kaldes imâm.
7. ⁷⁶ Tabarî Târikh, II, 298–302; Balâzûrî, Ansâb, I, 108–110.
8. ⁷⁷ Ibn Ishâq, as-Sira, 140–142; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 239–240; Ibn Sa’d, at-Tabaqât, I, 129, 194–195; Tabarî, Târikh, II, 299–302; Balâzûrî, Ansâb, I, 111; Qastalânî, Mawâhib al-Ladunniyya, 48
9. ⁷⁸ Muddaththir: 74/1-4.
10. ⁷⁹ Sûrah al-'Ankabût, 29/48.
11. ⁸⁰ Haythamî, Majmâ'uz-Zawâid, I, 205.
12. ⁸¹ Sûrah an-Najm, 53/3-4.
13. ⁸² Ibn Hajar, al-Isâba, IV, 281-283.
14. ⁸³ Hâkim, al-Mustadrak, III, 206; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 241; Suhaylî, Rawzu'l-unf, II, 416.
15. ⁸⁴ Ibn Ishâq, as-Sira, 120-121; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 249-250.
16. ⁸⁵ Ibn Ishâq, as-Sira, 118; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 245-247.
17. ⁸⁶ Ibn Hishâm, as-Sira, I, 247-248.
18. ⁸⁷ Ibn Hishâm, as-Sira, I, 250-251; Tabarî, Târikh, II, 307, 309-318; Ibn Kathîr, al-Bidâya, III, 24-33; Balâzûrî, Ansâb, I, 112-113.
19. ⁸⁸ Sûrah ash-Shu'arâ', 26/214.
20. ⁸⁹ Bukhârî, Tafsir, 4; Tirmidhî, Tafsir-ul Qur'ân, 91.
21. ⁹⁰ Ibn Ishâq, as-Sira, 188–191; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 133; Tabarî, Târikh, II, 319; Ibn Kathîr, al-Bidâya, III, 38–41
22. ⁹¹ Tabarî, Târikh, II, 322.
23. ⁹² Ibn Ishâq, as-Sira, 135; Tabarî, Târikh, II, 326-327.
24. ⁹³ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 134-135; Tabarî, Târikh, II, 326-377.