PINSLER, TORTUR OG GRUSOMHED

Må Abû Lahabs hænder Blive visnet

Profetens hus lå mellem Abû Lahabs og Uqba ibn Mu'ayt, to grusomme polyteister. De forsøgte at pine vores elskede Profet ved enhver lejlighed. Selv om natten kastede de dyremaver foran døren til vores Mester, Rasûlullah. Abû Lahab, Hans onkel, var ikke tilfreds med dette og kastede sten efter Ham fra sin nabo Adiy's hus.

Hans kone, Umm Jamil var lige så slem som ham; hun kastede tornede grene ud over de veje, Rasûlullah brugte, så de ville skade Hans velsignede fødder. En dag var Abû Lahab ved at smide det snavs, han samlede op, ud foran Rasûlullahs dør. Hadrat Hamza så ham. Han løb straks, fangede Abû Lahab og hældte snavset ud over sin bror Abû Lahabs hoved.

Efter disse pinsler for Abû Lahab og hans kone, blev Sûrah at-Tabbat, som begynder med: "Må Abû Lahabs hænder visne, og visne de gjorde." åbenbaret om dem. Da Abû Lahabs kone, Umm Jamîl, hørte at en sûrah var nedkommet om dem, begyndte hun at lede efter Rasûlullah. Da hun fik at vide, at Han var ved Kâ'ba, tog hun en stor sten og gik derhen. Hadrat Abû Bakr var ved at blive beæret med en samtale med vores Profet på det tidspunkt. Da han så Umm Jamîl, der holdt en sten, sagde han: "O Rasûlullah! Umm Jamîl er på vej. Hun er en meget dårlig kvinde. Jeg er bange for, at hun vil skade dig. Vær venlig at gå herfra, så du ikke bliver plaget" Vores Mester Rasûlullah sagde: "Hun kan ikke se mig." Umm Jamîl stod foran Hadrat Abû Bakr og sagde disse modbydelige ord: "O Abû Bakr! Fortæl mig nu, hvor din veninde er! Jeg hørte, at Han kritiserede og talte dårligt om min mand og mig. Hvis Han er en digter, så er min mand og jeg også digtere. Nu kritiserer jeg Ham også. Vi trodser Ham, vi accepterer ikke Hans profetskab, og vi bryder os ikke om Hans religion. Jeg sværger, at hvis jeg så Ham, ville jeg slå denne sten i hovedet på Ham. Da Hadrat Abû Bakr sagde: "Min Mester er ikke digter, og Han har ikke kritiseret dig," Umm Jamîl forlod stedet. Hadrat Abû Bakr vendte sig mod vores Mester, Profeten, og spurgte: "O Rasûlullah! Så hun dig ikke?" Han svarede: "Hun så mig ikke. Allahu ta'âlâ forvandlede hendes øjne til en tilstand, som ikke kunne se mig."⁹⁵

"Må Abû Lahabs
hænder visne (må han
blive ødelagt) og visne
de gjorde. Hans rigdom

(som han arvede fra
sin far) kom ham ikke

til gode, heller ikke
hans indtjening. Han
vil blive kastet ind i en
flammende ild sammen

med sin kone, bæreren
af træ. Med et snoet reb

om halsen."
Tabbat: 1–5

Umm Gulthum, en af vores Mester, Profetens velsignede døtre, var forlovet med Abû Lahabs søn Utayba, og Hadrat Ruqayya, en anden datter af vores Mester, Profeten, var forlovet med Utba, den anden søn af Abû Lahab. Men de var endnu ikke blevet gift.

Efter Sûrah at-Tabbat blev åbenbaret, Abû Lahab, som fortjente Jahannam, hans kone og notabiliteterne fra Quraysh tilbød Utba og 'Utayba: "Ved at forlove jer med Hans døtre har I lettet hans byrde. Skil jer fra Hans døtre, så Han vil være i problemer. Vi vil tage enhver pige, som I ønsker, fra Quraysh." De accepterede dette tilbud og sagde: "Okay, vi har skilt os fra dem." Den sorte vagt kaldet Utayba gik videre, kom til vores Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) og fornærmede Ham ved at sige: "O Muhammed! Jeg kan ikke genkende dig og din religion. Og jeg er blevet skilt fra din datter. Fra nu af kan hverken du lide mig, eller jeg vil kunne lide dig! Hverken du eller jeg besøger hinanden!" Så angreb han vores elskede Profet og holdt Ham i kraven. Han rev Hans skjorte i stykker og fornærmede Ham. Efter disse begivenheder bønfaldt vores elskede Profet: "O min Rabb! Sæt et af dine dyr på ham!" Da den ulykkelige Utayba gik hen og fortalte disse begivenheder til sin far, sagde Abû Lahab: "Jeg er bange for Muhammeds bøn om min søn."

Nogle få dage senere sendte Abû Lahab sin søn Utayba til Damaskus for at handle. Karavanen var holdt ved det sted, der hedder Zarka, for natten. En løve begyndte at gå rundt. Da Utayba så dette, sagde han: "Ak! Jeg sværger, at Muhammeds ('alaihissalâm) bøn er blevet accepteret! Denne løve vil æde mig! Selv om Han er i Mekka, så er Han min morder!" Kort efter , løven forsvandt ud af syne. De opstillede et højt sted, hvor Utayba kunne sove. Løven kom igen om natten. Den lugtede hver eneste person i karavanen og nærmede sig Utayba, sprang på ham, rev hans mave op, holdt hans hoved fast og dræbte ham med et forfærdeligt bid. Mens Utayba var døende, sagde han: "Sagde jeg ikke, at Muhammed er den mest sandfærdige af alle mennesker?" Abû Lahab, der hørte, at hans søn var blevet revet af en løve, græd og sagde: "Sagde jeg ikke, at jeg var bange for Muhammeds bøn på min søn?"⁹⁶

Vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) kaldte folk til uendelig lyksalighed og forsøgte at redde dem fra at brænde i Jahannam ved at opfordre dem til at tro på Allahu ta'âlâs eksistens og enhed. Men polyteisterne fortsatte afgudsdyrkelsen ved at sige: "Dette er vores fædres religion." Vores Mester, Profeten opfordrede dem til at leve i værdighed, til at være hæderlige, til at undslippe værdiløshed og til at opnå høje rang. Men de insisterede på deres stædighed. Abû Lahab var lederen af dem, der fornærmede og plagede Ham. Han fulgte konstant Rasûlullah og forsøgte at overtale folk til ikke at lytte til Ham og forsøgte at vække tvivl i deres sind. Hver gang vores Mester Rasûlullah sagde på offentlige steder, bazarer: "O folk! Sig Lâ ilâha illallah, så I kan opnå frelse!", kom han efter Rasûlullah og sagde: "O folk! Denne person, der talte til jer, er min nevø! Pas på med at tro på Hans ord. Hold jer væk fra Ham!"

En dag var Muhammed 'alaihis-salâm i gang med at udføre namâz i Kâ'ba ashsharîf. En gruppe på syv notabiliteter blandt Quraysh-polyteisterne kom og satte sig i nærheden af Rasûlullah. Abû Jahl, Shayba ibn Rabîa, Utba ibn Rabîa, Uqba ibn Abî Mu'ayt var blandt dem. Resterne og vom fra en kamel, som var blevet slagtet dagen før, var spredt rundt omkring. Den foragtelige Abû Jahl vendte sig til sine venner og kom med et grimt forslag ved at sige: "Hvem af jer vil tage den kamelvom og lægge den mellem Muhammads to skuldre, når Han laver sajda (nedkastelse i namâz)?" Uqba ibn Abî Mu'ayt, som var den grusomste, den mest brutale, den mest hensynsløse, den mest uheldige af dem, rejste sig straks op ved at sige: "Det vil jeg." Han lagde vommen med dens indhold på vor Profets velsignede skuldre, mens Han var i sajda. Polyteisterne, som så dette, brød ud i latter. Vores Mester, Profeten forlængede sin sajda og løftede ikke Sit hoved. I det øjeblik så Abdullah ibn Mas'ûd fra Ashâb al-kirâm denne scene. Han berettede denne begivenhed som følger:

"Da jeg så Rasûlullah i den tilstand, blev jeg rasende. Men jeg havde ikke nogen folk eller nogen stamme til at beskytte mig mod polyteisterne. Jeg var alene og svag. I det øjeblik var jeg ikke engang i stand til at tale. Jeg stod og kiggede på Rasûlullah i dyb sorg.

Jeg ville ønske, at jeg havde haft magt eller en vagt til at beskytte mig mod de polyteister, så jeg kunne have taget vommen, der blev lagt på Rasûl 'alaihis-salâms velsignede skuldre, og smidt dem væk. Mens jeg ventede sådan, var Rasûlullah's datter Hadrat Fâtima blevet informeret. På det tidspunkt var Fâtima et barn. Hun kom løbende og smed det, der var på hendes fars skulder, væk. Hun sagde strenge ord og bad imod dem, der gjorde dette mod hendes far. Vores Mester Rasûlullah afsluttede Sin namâz, som om intet var sket, og så sagde Han tre gange:

"O min Allah! Jeg overlader denne gruppe af Quraysh til dig! O min Allah! Jeg overlader Abû Jahl Amr ibn Hishâm til dig! O min Allah! Jeg overlader Uqba ibn Rabîa til dig! O min Allah! Jeg overlader Shayba ibn Rabîa til dig! O min Allah! Jeg overlader Uqba ibn Mu'ayt til dig! O min Allah! Jeg overlader Umayya ibn Halaf til dig! O min Allah! Jeg overlader Walîd ibn Utba til dig! O min Allah! Jeg overlader Umâra ibn Walîd til dig!"

Polyteisterne, som hørte denne bøn, holdt op med at grine. De begyndte at frygte. Fordi de mente, at de påkaldelser, der blev sagt i Baitullah, ville blive accepteret. Vores Mester, Profeten sagde til Abû Jahl: "Wallahi, du skal enten opgive dette, eller Allahu ta'âlâ vil lade en katastrofe ramme dig. Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, at jeg i Ghazâ (slaget) ved Badr så hver af disse mennesker, hvis navne blev nævnt af Rasûlullah, blev dræbt, og de fyldte Badr-graven, som lig der stinkende af varme."

"O Abû Jahl! Wallahi,
du skal enten opgive
dette, eller Allahu ta'âlâ

vil lade en katastrofe

En dag sagde Abû Jahl til Qurayshs polyteister i Baitullah: "O folk af Quraysh! Som I ser, tøver Muhammed ikke med at fordømme vores religion, at tale imod vores afguder og vores fædre, der tilbad dem, og at betragte os som tåbelige. Jeg sværger foran jer, at jeg i morgen vil bringe herhen en så stor sten, at jeg næsten ikke kan bære den, og jeg vil slå Hans hoved, når Han laver sajda i namâz. Efter det, er det ligegyldigt, om I beskytter mig eller ej mod sønner af Abdulmuttalib. Hans slægtninge kan gøre, hvad de vil med mig, efter jeg dræber Ham." Polyteisterne der provokerede ham ved at sige: "Så længe du dræber Ham, sværger vi, at vi vil beskytte dig og ikke vil underkaste dig nogen!"

ramme dig."
Vores elskede
Profet Muhammad

'alaikis-salàm

Om morgenen kom Abû Jahl med en stor sten i hånden til Kâ'ba. Han satte sig ned sammen med polyteisterne og begyndte at vente. Som sædvanlig kom vores elskede Profet (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) til Baitullah og begyndte at udføre namâz. Abû Jahl rejste sig op og gik hen mod Rasûlullah for at slå Ham med stenen. Alle polyteisterne så spændt på hændelsen. Da han nærmede sig Rasûlullah, begyndte Abû Jahl at ryste. Den store sten faldt fra hans hænder, hans ansigt blev hvidt, og han trak sig tilbage med stor rædsel. Polyteisterne nåede frem til ham og spurgte forbavset: "O Amr ibn Hishâm! Fortæl os, hvad skete der?" Abû Jahl sagde: "Da jeg gerne ville dræbe Ham med stenen, dukkede en kamel op foran mig. Jeg sværger, at jeg aldrig i mit liv har set eller hørt en sådan kamel. Den var høj og havde store skarpe tænder. Hvis jeg havde nærmet mig yderligere, ville han helt sikkert have dræbt mig”

En dag samlede Abû Jahl igen polyteisterne og spurgte: "Udfører Abdullah's forældreløse barn namâz og gnider Sit ansigt på jorden her?" De svarede: "Ja." Abû Jahl, der allerede forventede dette svar, sagde: "Hvis jeg ser Ham i den tilstand, vil jeg smadre Hans hoved med min fod." En dag var profeternes Mester i gang med at udføre namâz i Kâ'ba. Abû Jahl sad sammen med Sine venner. Han rejste sig op og gik hen mod Rasûlullah sall-Allahu 'alaihi wa sallam. Han kom meget tæt på. Men pludselig begyndte han at løbe og tørrede sig i ansigtet. Polyteisterne gik hen til ham og spurgte: "Hvad er der sket med dig?" Abû Jahl sagde: "Der dukkede en ildgrube op mellem os. Da jeg så nogle personer, der stormede mod mig, vendte jeg tilbage."

Kendte polyteister som Walîd ibn Mugîra, Abû Jahl (Amr ibn Hishâm), Aswad ibn Muttalib, Umayya ibn Halaf, Aswad ibn Abdiyagwas, As ibn Wâil og Hârith ibn Qays så Rasûlullah, ville de håne Ham ved at sige: "Han bilder sig ind, at Han er en profet, og Jabrâîl kom til Ham." En dag, da Habîb al-akram var meget oprevet over disse deres ord, kom Jabrâîl 'alaihis- salâm og bragte nogle âyat al-karîmas. I maal:

"(O min Rasûl!) Profeterne, der blev sendt før dig, blev sandelig også hånet. Men de, der hånede dem, blev fuldstændig omsluttet af problemer og pine."⁹⁷ "Sandelig, vi er tilstrækkelige mod dem, der håner jer. Det er sådanne personer, der sætter en anden gud op foran Allahu ta'âlâ. De skal snart vide (hvad der vil ske med dem). Og sikkert ved Vi, at jeres bryst strammer sig, og du er bedrøvet over det, de siger (deres polyteisme, bagtalelser mod Qur'ân alkarîm og håner dig)."⁹⁸

En dag, da verdenernes Sultan var ved at lave tawâf på Kâ'ba ash- sharîf, kom Jabrâîl 'alaihis-salâm og sagde: "Jeg har fået ordre til at ødelægge dem (dem, der hånede vores Profet)." Kort efter, kom Walîd ibn Mugîra forbi. Jabrâîl 'alaihis-salâm spurgte vores Profet: "Hvordan har den person, der går forbi?" Så sagde vores Mester, Profeten: "Han er en af de ondeste tjenere af Allahu ta'âlâ." Efter det, pegede Jabrâîl 'alaihis-salâm på Walîds ben og sagde derefter: "Jeg har ødelagt ham!" Efter et stykke tid var As ibn Wâil gået forbi. Da han spurgte om ham og fik det samme svar, pegede han på hans mave og sagde: "Jeg har også ødelagt ham!" Da Aswad ibn Muttalib gik forbi, pegede han på hans øjne, og da han så Abdiyagwas, pegede han på hans hoved. Og da Hârith ibn Qays gik forbi, pegede han på hans mave. Så sagde han: "O Muhammed! Allahu ta'âlâ har reddet dig fra deres skade. Om kort tid vil hver af dem vil blive udsat for en ulykke."

En torn stak As ibn Wâils fod. Selv om de brugte mange lægemidler, kunne de ikke helbrede den. Til sidst svulmede hans fod op så stor som en kamelhals, og han døde ved at råbe: "Muhammeds Allah dræbte mig."

Aswad ibn Muttalib blev blind. Jabrâîl 'alaihis-salâm eliminerede ham ved at få ham til at slå sit hoved mod et træ.

Aswad ibn Abdiyags ansigt og krop blev sort, da han befandt sig på et sted ved navn Bâd as-samûm. Da han kom tilbage til sit hjem, genkendte hans familie ham ikke, og de skubbede ham væk. Han døde ved at smække sit hoved i døren til sit hus; på grund af sin sorg.

Hârith ibn Qays havde spist saltet fisk. Han begyndte at føle sig meget tørstig. Selv om han drak en masse vand, kunne han ikke slukke sin tørst. Til sidst brast han. Og et jernstykke stak Walîd ibn Mugîras kalv. Hans sår helede ikke. Han mistede meget blod og døde derefter ved at råbe: "Muhammeds Allah dræbte mig."

Således fik de hver især, hvad de fortjente. Det blev også erklæret af âyat al-karîmas, at polyteisterne vil blive i Jahannam for evigt. En dag, vores elskede Profet (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) mødte Hakam ibn Abu'l-As. Efter at Han var gået, gjorde Hakam hån mod Rasûlullah; bevæge hans mund, ansigt og krop.

Rasûl al-kram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), med profetskabets nûr, så dette og bad for, at han skulle forblive sådan. Hakams krop begyndte at ryste og forblev sådan indtil slutningen af hans liv.

Tortur udført på Ashâb al-kirâm

Polyteisterne pinte ikke kun vores Mester, Profeten, men de torturerede også Hans herlige Ashâb (radiy-Allahu 'anhum). De foretrak især dem, der var fattige og hjælpeløse; de undertrykte dem og udførte ufattelig tortur mod dem uden tøven. De, der er blevet tortureret mest, var; Bilâl al-Habashî, Lady Zinnîra, Khabbâb ibn Arat, Ammâr ibn Yâsar og hans familie (radiy-Allahu 'anhum ajma'în). De brændte nogle med brændende varme sten; de holdt nogle sultne og tørstige og torturerede dem og sagde: "Opgiv Muhammads religion." Men de udholdt alle de uudholdelige pinsler og forlod ikke Islâm.

Allah er én, Allah er én

Hadrat Bilâl, der var slave af en polyteist ved navn Umayya ibn Halaf, blev muslim gennem Abû Bakr as-Siddîq. Blandt sine tolv slaver kunne Umayya bedst lide Bilâl, og derfor gjorde han ham til vagtmand for en helligdom for afguder. Da Hadrat Bilâl blev muslim, arrangerede han alle idolerne til sajda-position. Da Umayya hørte dette, blev han chokeret. Han kaldte ham til sig og spurgte: "De siger, at du er blevet muslim, at du laver sajda til Muhammads Rabb. Er det sådan?" Hadrat Bilâl svarede: "Ja, jeg laver sajda til Allahu ta'âlâ, som er den Største og Almægtige." Da Umayya modtog dette svar, som han afskyede, begyndte han straks at pine og torturere ham. Ved middagstid, når solen stod i zenit, klædte han ham af og lagde sten, der blev opvarmet af solens varme, på hans nøgne krop. Efter han lagde ham på ryggen oven på en stak varme sten og lagde nogle af dem på hans mave, sagde han til ham: "Opgiv Islâm! Tro på afguderne Lât og Uzzâ." Hadrat Bilâl ville dog hver gang bekendtgøre sin tro ved at sige: "Allahu ta'âlâ er én! Allahu ta'âlâ er én!"

"(O min Rasûl!)
Profeterne, der blev

sendt før dig, blev
sandelig også hånet.

Men de, der hånede
dem, blev fuldstændig
omsluttet af problemer

og pine."
An'àm: 10

Jo mere Umayya ibn Halaf så hans tålmodighed, jo mere vred blev han, og ved at slæbe ham på torne ville han skade hans krop og torturere ham. Uden at tage hensyn til det blod, der strømmede kraftigt ud af hans krop, ville Hadrat Bilâl sige: "O min Allah! Jeg er tilfreds med det, der kommer fra Dig! O min Allah! Jeg er tilfreds med det, der kommer fra Dig!" og ville holde fast i Hans tro. Hadrat Bilâl havde fortalt denne hans tilstand på følgende måde:

"Den onde Umayya bandt mig om dagen i varmen og pinte mig om natten. Det var en varm dag. Som altid begyndte han at torturere mig. Hver gang han befalede mig: 'Tilbeder vores afguder! Benægt Muhammads Allah, benægt Ham, benægt Ham, benægt Ham!" for at tvinge mig til at opgive Islâm, sagde jeg: "Allah er Én! Allah er én! For at berolige sin vrede lagde han en meget stor sten på mit bryst. I det øjeblik mistede jeg bevidstheden. Da jeg kom til bevidsthed igen, så jeg, at stenen på min krop var blevet fjernet, og at solen var gået bag skyerne. Jeg takkede Allahu ta'âlâ og sagde til mig selv: "O Bilâl! Alt, hvad der kommer fra Janâb al-Haqq, er smukt og dejligt."

En dag bragte Umayya ibn Halaf igen Bilâl al-Habashî ud for at torturere ham. Han klædte ham af, lod ham kun have undertøj på og lod ham ligge på varmt sand i varmen og stablede sten på ham. Polyteisterne samledes og torturerede ham voldsomt. De sagde: "Hvis du ikke opgiver din religion, vil vi dræbe dig." Under disse uudholdelige torturer sagde han: "Allah er Én! Allah er Én! I det øjeblik kom vores elskede Profet sall-Allahu 'alaihi wa sallam forbi der. Da Han så Bilâl al-Habashîs tilstand, blev Han meget oprørt. Han sagde: "At sige Allahu ta'âlâs navn, vil redde dig."

Kort efter at Han vendte tilbage til Sit hjem, kom Hadrat Abû Bakr. Han fortalte Abû

Bakr om de torturer, Bilâl al-Habashî havde udstået, og sagde: "Jeg er meget ked af det." Hadrat Abû Bakr gik derhen med det samme. Han sagde til polyteisterne: "Hvad vil I vinde ved at gøre dette mod Bilâl? Sælg denne person til mig." De sagde: "Vi ville ikke sælge ham, selv om du gav os guld så meget som verden. Men vi kan bytte ham med din slave Âmir." Âmir, Hadrat Abû Bakr's slave, ville drive sin handelsvirksomhed og tjene mange penge. Ud over sine personlige ejendele havde han ti tusind guldmønter. Han var Hadrat Abû Bakr's hjælper og udførte alle hans handler. Han var dog en vantro og insisterede på sin vantro. Hadrat Abû Bakr sagde,

"Jeg har givet dig Âmir med alle hans ejendomme og penge for Bilâl." Umayya ibn Halaf og andre polyteister glædede sig. De sagde: "Vi har bedraget Abû Bakr."

Hadrat Abû Bakr fjernede straks de tunge sten på Bilâl al-Habashî og løftede ham op. Bilâl al-Habashî var svag på grund af de hårde pinsler. Hadrat Abû Bakr holdt ham i hånden og bragte ham direkte hen til vores elskede Profet og sagde: "O Rasûlullah! I dag har jeg frigjort Bilâl af kærlighed til Allah." Vores Mester Rasûlullah blev glad. Han bad meget for Abû Bakr. Netop da bragte Jabrâîl 'alaihis- salâm den 17. og 18. âyat al-karîmas af Sûrah al-Layl, der forkynder, at Abû Bakr er langt fra Jahannam. Disse âyat al-karîmas, i maal: "Den (som Hadrat Abû Bakr), der har megen hengivenhed (som undgår shirk og synder) og giver sin ejendom til velgørende formål for at være ren i Allahu ta'âlâs øjne (og for at opnå de velsignelser Allahu ta'âlâ lover), er blevet holdt væk fra det (Jahannam)."

Ufattelig torture

Hadrat Khabbâb ibn Arat var en af de personer, der blev tortureret for at tvinge ham til at opgive sin religion. Hadrat Khabbâb var også uden slægtninge eller venner. Han var slave af en polyteistisk kvinde ved navn Umm Anmâr.

Siden han ikke havde nogen slægtninge, der ville beskytte ham, ville polyteisterne samles, fjerne hans tøj og rive torne på hans krop. Nogle gange fik de ham til at bære en skjorte jern på sin nøgne krop og vente i solen. De plejede at trykke sten, som de opvarmede under solen eller i en ild, på hans nøgne krop og sige: "Opgiv din religion. Tilbeder Lât og Uzzâ!" Khabbâb holdt fast i sin tro og modstod dem ved at sige: "Lâ ilâha ill-Allâh, Muhammedun Rasûl-Allâh."

En dag samledes polyteisterne og tændte et bål på landsbyens torv. De bandt

Hadrat Khabbâb og bragte ham dertil. De klædte ham af og fik ham til at ligge på bålet. De ville enten få ham til at opgive sin religion eller brænde ham i ilden. Hadrat Khabbâb, som blev tvunget til at ligge på ilden, påkaldte:

"O min Allah! Du ser min tilstand; du kender min situation. Fastgør min tro i mit hjerte, giv mig stor tålmodighed!" En af polyteisterne trådte med sin fod på Hadrat Khabbâbs brystkasse. Men de vidste ikke, at Allahu ta'âlâ beskyttede de troende.

År senare, da de spurgte om denne hændelse til Khabbâb, viste han sin rygg med brandmærkerne og sagde: "De satte ild til mig og kastede mig i ilden. Kun mit kød slukkede ilden."

Mens de torturerede Hadrat Khabbâb på denne måde, plejede hans ejer Umm Anmâr at opvarme en jernstang i ilden og presse den mod hans hoved for at brænde det. Han ville udholde alle smerterne for sin religion og ville ikke udføre det, de tilbød ham, og opgive sin tro.

En dag gik Hadrat Khabbâb hen til vores elskede Profet og sagde: "O Rasûlullah! Hvor end polyteisterne ser mig, brænder de mig med ild. I huset brænder min ejer, Umm Anmâr, mit hoved med et opvarmet jern. Jeg beder om din bøn!" Så viste han brændemærkerne på sin ryg og sit hoved. Vores Profet havde meget medlidenhed med ham. Han kunne ikke bære de pinsler, som Hadrat Khabbâb udholdt for ikke at forlade sin religion, og Han påkaldte: "O min Rabb! Hjælp Khabbâb!" Janâb al- Haqq accepterede straks Hans Rasûls påkaldelse og gav Umm Anmâr en alvorlig hovedpine. Umm Anmâr stønnede hele natten på grund af sin hovedpine. De sagde til hende, at hun skulle brænde sit hoved med et ildopvarmet jern som helbredelse. På til sidst kaldte hun Khabbâb og beordrede ham til at opvarme jernstangen i ilden og brænde hendes hoved... Hadrat Khabbâb ville brænde hendes hoved med et jern...

I Islâms første dage var polyteisterne ligeglade med Khabbâb ibn Arat. Men antallet af muslimer steg dag for dag. Til sidst var de nødt til at tage sagen alvorligt. De øgede de pinsler, der blev udført mod Hadrat Khabbâb. De slog, slog, sårede og torturerede ham voldsomt.

"(O Bilâl!) At sige Allahu

ta'âlâs navn,
vil redde dig."
Hadîtk ask- skarîf

På trods af alt dette gik Hadrat Khabbâb ikke på kompromis med sin îmân. Men torturerne og pinslerne var blevet uudholdelige. Da han forklarede begivenhederne for verdens Mesteren, spurgte han Ham: "O Rasûlullah! Vær venlig at bede en bøn, så vil vi blive befriet fra den tortur, vi har været udsat for?"

På dette sagde vores Mester Rasûlullah: "Blandt de ummat'er, der kom før jer, var der sådanne mennesker, som ikke ville frafalde, selv om deres skind og kød blev flået med jernkamme.

De blev skåret i to stykker fra hovedet med en sav, men de ville stadig ikke frafalde. Allahu ta'âlâ vil fuldføre dette (Islâm) med sikkerhed. Han vil gøre den overlegen i forhold til alle religioner. Så en mand, der rejser alene fra Sana'a til Hadramout på hans bjerg vil ikke være bange for andre end Allahu ta'âlâ og vil ikke være bekymret for andet end et ulveangreb på hans fåreflokke. Men, du er forhastet." og sagde en bøn og klappede ham på ryggen. Disse dejlige ord fra Rasûlullah, som er helbredelse og næring for sjæle, havde lindret Khabbâbs smerter.

Hadrat Khabbâb havde et betydeligt beløb til gode fra Âs ibn Wâil, en grusom polyteist. Han gik hen til ham for at kræve det. Da Âs ibn Wâil sagde til Khabbâb: "Medmindre du fornægter Muhammed, vil jeg ikke give dig det, du skylder." Hadrat Khabbâb svarede: "Jeg sværger ved Allah, at jeg ikke kan afvise og fornægte min Profet, hverken i livet eller når jeg rejser mig fra min grav efter døden. Jeg ville opgive alt; men jeg kan ikke foretage denne fornægtelse." På dette sagde Âs ibn Wâil: "Vil vi genopstå efter døden? Hvis der er noget i den retning, så vil jeg have min ejendom og mine sønner. Jeg vil betale dig mit lån den dag."

På baggrund af disse ord fra Âs ibn Wâil sagde Allahu ta'âlâ i den 77-79. âyat alkarîmas i Sûrah Maryam i Qur'ân al-karîm, i maal: "(O Min Habîb!) Har du nu set manden (Âs ibn Wâil), som benægter vores âyats og siger: "Sikkert, jeg vil få ejendom og sønner (på qiyâmat-dagen)? Har han gjort sig bekendt med ghayb (ukendt) eller har han fået et løfte i Rahmâns (den barmhjertige) nærvær? Nej, det er ikke sådan! Vi vil skrive ned, hvad han har sagt. (På baggrund af dette vil vi stille ham til regnskab på qiyâmat-dagen) og Vi vill øge hans pine mere og mere.

Tortur, indtil man falder bevidstløs

Med hensyn til tortur gjorde polyteisterne ikke forskel på kvinder og mænd. En af de første muslimer, Lady Zinnîra, havde ingen beskyttere, og hun blev også en slave. Polyteisterne, som fik at vide, at hun var blevet muslim, tøvede ikke med at torturere hende. De tvang hende til at tilbede Lât- og Uzzâ-idolerne, torturerede og kvalte hende, indtil hun ikke kunne trække vejret og besvimede. På trods af alt dette ville hun aldrig opgive sin tro og adlød dem ikke. Især Abû Jahl plagede hende meget. Som følge af det blev Zinnîra blind. Engang sagde Abû Jahl: "Ser du! Lât og Uzzâ gjorde dig blind." Lady Zinnîra sagde som et tegn på sin tro: "O Abû Jahl! Wallahi (jeg sværger ved Allah), dine ord er ikke sande. De idoler, du kalder Lât og Uzzâ, er ikke gode til noget. De ved ikke engang, hvem der tilbeder dem eller ej. Sikkert er det, at min Rabb er i stand til at give mig mine øjeners nûr tilbage og bringe mig tilbage til min tidligere tilstand."

Abû Jahl var forbløffet over Hadrat Zinnîras urokkelige tro. Allahu ta'âlâ havde accepteret Zinnîras påkaldelse, og hendes øjne begyndte at se bedre end før. Selvom Abû Jahl og Quraysh-polyteisterne var vidner til dette, var de stædige og troede ikke på Islâm. Desuden sagde de: "Dette er også deres Profets magi! Undrer I jer ikke over de tåber, der følger Muhammads vej? Hvis deres vej var gavnlig og ægte, ville vi adlyde Ham før alle andre. En slave fandt sandheden før os; er det sådan?"

På dette sendte Allahu ta'âlâ den 11. âyat al-karîma af Sûrah al-Ahqâf, i maal: "De vantro sagde til de troende: 'Hvis der var noget godt i det (Islâm), kunne de (de fattige og hjælpeløse) ikke være kommet foran os og løbe til det før os.' Men de vil sige (for at benægte Qur'ân al-karîm): 'Denne Qur'ân al-karîm er en gammel løgn (som blev bragt frem af Muhammed)', da de ikke kunne finde den sande vej med den (ligesom de troende)."

Dâr-ul-Arqâm

Vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) var meget trist på grund af de forfølgelser og tortur, som polyteisterne gjorde mod Hans Ashâb. Det var nødvendigt at finde et mere sikkert sted for at sprede og lære Islâm. Vores Mester valgte Hadrat Arqâms hus til denne muqaddas (hellige) pligt.⁹⁹ Dette hus lå øst for Safâ Hill, i en gyde og på højtliggende grund. Kâ'ba al-mu'azzama var let at se fra dette hus. Ind- og udgangsdørene var meget velegnede til at kontrollere de forbipasserende. Desuden var Hadrat Arqâm en af de bemærkelsesværdige i Mekka og en person med høj status. Vores Mester Habîb al-akram forklarede Islâm til Hans Ashâb i dette hus. De mennesker, som skulle blive muslimer, ville komme til dette hus og blive hædret ved at acceptere Islâm og ville blive velsignet ved at lytte til vores Profets velsignede ord, der helbreder hjerterne. De ville lytte til vores Mester, Profeten, som om fugle var landet på deres hoveder, og hvis de sagde et ord, ville fuglen flyve væk. De ville lære Hans velsignede ord uden at glemme noget ord, som om de havde slugt dem. Vores Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) ville afsætte Sin dagtid til Arqâms hus og ville være optaget af at undervise Sin Ashâb fra morgen til aften. Dette hus var muslimernes første hovedkvarter. Det var "Dâr-ul-Islâm". De tidlige muslimer ville samles der, og de ville således være beskyttet mod alle polyteisternes onde gerninger.

Dødelig torture

Ammâr ibn Yâsar rapporterer: "Jeg ønskede at tage til Dâr-ul-Arqâm, se Rasûlullah og blive muslim. Jeg mødte Hadrat Suhayb ved porten. Da jeg spurgte ham: "Hvad laver du her?", stillede han mig det samme spørgsmål. Jeg svarede: "Jeg ønsker at komme til Hadrat Muhammads nærvær, lytte til Hans ord og blive muslim." Han sagde: "Det er også derfor, jeg er kommet her." Sammen gik vi til Hans ophøjede og ærefulde nærvær. Han informerede os om Islâm. Vi blev muslimer."¹⁰⁰

Ammâr var en af de mujâhîder, der ikke tøvede med at bekendtgøre sin tro. Han ville udholde de værste pinsler for ikke at forlade sin religion. Når de fandt ham alene, bragte polyteisterne ham til klipperne i Mekka, på Ramda-området; de klædte ham af og lagde en jernskjorte på ham.

De lod ham vente i den brændende sol på denne måde og torturerede ham. Nogle gange blev hans ryg brændt med ild, og han måtte udholde uendelige pinsler. Hver gang beordrede de: "Benægter! Benægter! Tilbeder Lât og Uzzâ, så du bliver fri!" Hadrat Ammâr svarede på disse uudholdelige pinsler ved at sige: "Min Rabb er Allah, min Profet er Muhammed 'alaihis-salâm." Polyteisterne blev meget vrede og lagde opvarmede sten på hans bryst. Nogle gange kastede de ham ned i en brønd og forsøgte at drukne ham. En dag blev Ammâr ibn Yâsar beæret ved at være til stede foran vores elskede Profet. Han sagde: "O Rasûlullah! De pinsler, som polyteisterne har påført os, har nået ekstreme niveauer." Vores Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) følte medlidenhed over Hadrat Ammârs tilstand og sagde: "Vær tålmodig O Yahzân's fader!" Derefter bad Han: "Yâ Rabbî! Lad ikke noget medlem af Ammâr-familien smage Jahannams pinsler!"

"O Abû Jahl! Wallahi, dine ord
er ikke sande. De idoler, du kal-

der Lât og Uzzâ, er ikke gode
til noget. De ved ikke engang,

hvem der tilbeder dem eller
ej. Sikkert er det, at min Rabb

er i stand til at give mig mine
øjeners nûr tilbage og bringe

mig tilbage til min tidligere

tilstand."
Lady Zinnîra
(radiy-Allaku 'ankà)

Første martyr, første blod Hadrat Ammârs far, Yâsar, hans mor Sumayya og hans bror Abdullah var blevet muslimer. Polyteisterne ville torturere dem mere end de torturerede Hadrat Ammâr. Under torturerne ville de have dem til at sige blasfemiske ord, men de ville svare: "Selv om I skræller vores hud, selv om I skærer vores kød i stykker, vil vi ikke lytte til jer", og sige: "Lâ ilâha illallah, Muhammedun Rasûlullah." Igen, en dag, på et sted kaldet Bathâ, mens Yâsar-familien blev pint, kom vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) forbi. Han blev meget trist, da Han så de uudholdelige pinsler, som Hans Ashâb måtte udholde. Da Hadrat Yâsar spurgte: "O Rasûlullah! Vil vores liv være fuld af disse pinsler?" svarede vores Mester: "Vær tålmodig, O Yâsar-familie! Glæd jer, O Ammâr-familie! Sandelig, jeres belønningssted er Jannah." En dag igen pinte og torturerede de Mekkan-polyteister Ammâr med ild. Vores Mester, Rasûlullah, ynkede der. Han sagde: "O Ild! Vær kølig og sikker for Ammâr, som du var for Ibrâhîm ('alaihis-salâm)!" Senere, da Ammâr åbnede sin ryg, så man tegnet af ilden. Dette tegn havde vist sig før Rasûlullah's opfordring. Igen en dag, mens de pinte Yâsar-familien, martyriserede de en dag Hadrat Yâsar og hans søn Hadrat Abdullah ved at skyde pile mod dem. Abû Jahl fik Hadrat Sumayya's velsignede fødder fastgjort med reb. Derefter fik han to kameler bundet ved enderne af rebene, og han fik kamelerne til at gå i modsatte retninger, indtil hun blev delt i to dele. Således martyriserede han Hadrat Sumayya. Vores Mester, Profeten og Hans Ashâb ('alaihimurridvân) blev meget triste, da de modtog nyheden om, at den nådesløse, ubarmhjertige, grusomme Abû Jahl og de andre polyteister martyriserede Yâsar-familien med deres pinsler. Denne begivenhed fik Ashâb'erne til at forene sig endnu mere.¹⁰¹ Når Ashâb al-kirâm udførte namâz, gik de til et isoleret sted og lavede deres ibâdat i hemmelighed. Igen en dag var Sa'd ibn Abî Waqqâs, Sa'îd ibn Zayd, Abdullah ibn Mas'ûd, Ammâr ibn Yâsar, Khabbâb ibn Arat i gang med at udføre namâz i en dal i Mekka kaldet Abû Dub. I mellemtiden kom Ahnas ibn Sharîk og nogle polyteister, som fulgte dem, og begyndte at lave vittigheder og tale dårligt om deres ibâdat. Hadrat Sa'd ibn Abî Waqqâs og hans venner kunne ikke tåle dette, og de angreb polyteisterne. Hadrat Sa'd fandt en kamelknogle, og med den blodiggjorde han en af polyteisternes hoved. Polyteisterne blev bange, og de løb væk. Således udgød muslimerne blod fra vantro for første gang.

Abû Zarr Ghifârî's omvendelse til islam En efter en, opnåede folk hidâyat, og nûr af Islâm var spredte sig uden for Mekka og begyndte at oplyse verden. Mod nyheden om Islâms opkomst og udbredelse kom frem, forsøgte polyteisterne på forskellige måder at forhindre den. Til sidst nåede denne nyhed også Banî Ghifâr-stammen. Da Abû Zarr Ghifâr hørte denne nyhed, sendte han sin bror Unays til Mekka og ønskede, at han skulle undersøge situationen. Unays tog til Mekka og overværede vores Mester, Profeten, tilstedeværelse. Han beundrede Ham, og da han vendte tilbage til sin bror, spurgte Hadrat Abû Zarr: "Hvilke nyheder har du medbragt?" Han svarede: "O vores Mester! Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, at jeg så en meget stor person, som befaler det gode og forbyder det onde." Da Abû Zarr Ghifârî spurgte: "Hvad siger folk om Ham?" Unays, som var en af de kendte digtere i sin tid, svarede: "De siger, at Han er en poet, en spåmand og en magiker. Men Hans ord er ikke som spåmænds eller magikeres ord. Jeg sammenlignede også Hans ord med alle slags digternes digte. De ligner dem heller ikke. Disse unikke ord kan ikke sammenlignes med nogens ord. Wallahi, denne person siger sandheden, kommunikerer sandheden. De, der ikke tror på Ham, er løgnere og afvigere." Efter denne nyhed besluttede Abû Zarr Ghifârî at tage til Mekka, se vores Mester, Profeten, og blive muslim. Han tog en vandrestav og noget mad og begav sig begejstret af sted mod Mekka. Da han nåede Mekka, fortalte han ikke nogen om sine hensigter; for polyteisterne behandlede vores Mester, Profeten og de nye muslimer alvorligt som fjender, og de øgede deres pinsler dag for dag. De ville især torturere muslimer, der var fattige og uden hjælpere. Abû Zarr kendte ikke nogen i Mekka. Han var en fremmed. Derfor spurgte han ikke nogen om noget. I nærheden af Kâ'ba ventede han på en mulighed for at se Rasûlullah og ledte efter et tegn for at få at vide hvor Han befandt sig. Om eftermiddagen trak han sig tilbage til et gadehjørne. Hadrat Alî så Abû Zarr. Han forstod, at han var en fremmed. Så han tog ham med til sit hus. Da han ikke spurgte om noget fra ham, afslørede Abû Zarr ikke sin hemmelighed. Om morgenen gik han til Kâ'ba igen. Selv om han gik rundt til om aftenen, kunne han ikke opnå sit ønske. Han gik hen og satte sig der, hvor han tidligere havde siddet dagen før. Hadrat Alî gik også forbi der den aften. Han sagde: "Så denne stakkels mand kunne altså ikke huske, hvor hans hus er endnu" og bragte ham hjem til sit hjem igen. Om morgenen gik han igen hen til Baitullah og satte sig ned. Hadrat Alî inviterede ham igen ind til sit hus. Denne gang spurgte han ham, hvorfor han var kommet og hvorfra. Hadrat Abû Zarr sagde: "Hvis du giver mig et absolut løfte om at fortælle den sandheden, vil jeg fortælle dig" Da Hadrat Alî svarede: "Fortæl mig det, jeg vil ikke afsløre din hemmelighed til nogen." Abû Zarr Ghifârî sagde: "Jeg hørte, at en Profet dukkede op her. Jeg er kommet for at tale med Ham og opnå Hans nærvær." Hadrat Alî sagde: "Du har fundet sandheden og gjort en klog ting. Nu går jeg hen til denne person. Følg mig; gå ind i det hus, som jeg vil gå ind i. Hvis jeg forstår, at der er en person på vejen, som vil skade dig, vil jeg lade som om jeg ordner mine sko. Så vil du ikke vente på mig, men gå videre og gå forbi mig." Abû Zarr Ghifârî fulgte Hadrat Alî. Endelig blev han beæret ved at se vores Profets velsignede ansigt. Og han hilste Ham ved at sige: "Assalâmu 'alaikum."

"Vær tålmodig, O
Yâsar-familie! Glæd
jer, O Ammâr-familie!
Sandelig, jeres beløn-

ningssted er Jannah."

Hadîtk ask-skarîf

I Islâm var denne hilsen den første salâm, og Abû Zarr Ghifârî var den første person, der sagde salâm. Vores Mester, Profeten svarede på hans salâm og sagde: "Må Allahu ta'âlâs barmhjertighed være over dig". Da vores Mester, Profeten spurgte ham: "Hvem er du?" Han svarede: "Jeg er fra Ghifârstammen." Vores Profet spurgte: "Hvor længe har du været her?" Han svarede: "Jeg har været her i tre dage og tre nætter." "Hvem gav dig mad?" "Jeg kunne ikke finde noget mad eller drikke bortset fra zamzam. Så længe jeg drak zamzam, følte jeg hverken tørst eller sult." Vores Mester, Profeten sagde: "Zamzam er velsignet. Det mætter den, der er sulten." Så sagde Abû Zarr Ghifârî til vores Mester, Profeten: "Fortæl mig om Islâm." Vores Mester, Profeten reciterede Kalima ash-shahâda for ham. Han gentog og blev hædret med Islâm og blev en af de første muslimer."¹⁰²

Hadrat Abû Zarr Ghifârî, som blev muslim, fortalte vores Profet: "O Rasûlullah! Jeg sværger ved Janâb al-Haqq, som har sendt dig som en sand Profet, at jeg vil offentliggøre dette blandt polyteisterne." Han gik til Kâ'ba, og med høj stemme sagde han: "O Quraysh-samfundet! Ash-hadu an lâ ilâha illallah wa ashhadu anna Muhammedan abduhu wa rasûluh (Jeg ved og tror, som jeg så med mine øjne, at der ikke findes nogen gud, ingen andre end Allahu ta'âlâ, hvis eksistens er nødvendig, og som er værd at tilbede og adlyde. Jeg ved og tror, som jeg så med mine øjne, at Muhammed 'alaihis-salâm både er en født tjener og Rasûl af Allahu ta'âlâ.)." Da de hørte dette, angreb polyteisterne ham straks. De slog ham med sten, pinde og knoglestykker og blodige ham. Hadrat Abbâs, der så denne begivenhed, sagde: "Lad denne mand være, I vil slå ham ihjel! Han er fra en stamme, der ligger på den vej, hvor jeres handelskaravane passerer. Hvordan vil I passere der igen?" Han reddede Hadrat Abû Zarr fra polyteisterne. Abû Zarr var meget glad for den lyksalighed, det var at blive hædret ved at blive muslim. Den næste dag, ved siden af Kâ'ba, reciterede han igen Kalima ash- shahâda med høj stemme. Polyteisterne slog ham. Han faldt ned. Igen kom Hadrat Abbâs og reddede ham fra polyteisterne. Vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), befalede Hadrat Abû Zarr Ghifârî at vende tilbage til sit hjemland og sprede Islâm der. Efter denne ordre vendte han tilbage til sin stamme og meddelte Allahu ta'âlâs enhed og at Muhammed 'alaihis-salâm var Hans Rasûl. Han sagde til dem, at det, Han meddelte, var ægte og korrekt; de idoler, som de tilbad, var falske, forgæves og meningsløse. Nogle af de mennesker, der lyttede til ham, begyndte at protestere od hans ord. I mellemtiden tyssede Haffâf, stammens høvding, råbene og sagde: " Stop, lad os lytte og se, hvad han vil fortælle." På dette fortsatte Hadrat Abû Zarr Ghifârî: "Før jeg blev muslim, gik jeg en dag hen til guden Nuham og stillede mælk foran den. Jeg så, at en hund nærmede sig, drak mælken og besudlede idolet. Jeg forstod fuldstændig, at idolet ikke havde nogen magt til at stoppe dette. Hvordan kan man kunne lide at tilbede et idol, der bliver fornærmet selv af en hund? Er det ikke vanvid? Det er det, I tilbeder." Alle bøjede deres hoveder. En af dem sagde: "Hvad siger den Profet, du nævnte, så? Hvordan forstod du, at Han taler sandt?" Hadrat Abû Zarr sagde med høj stemme: "Han siger, at Allahu ta'âlâ er én, og at der ikke er nogen anden gud end Allah. Han siger, at Allah er den, der skaber alt og ejer alt. Han inviterer folk til at tropåHam. Haninvitererdemtilgodetikogtilathjælpehinanden.Hanfordømmerdet onde i at begrave døtre levende og det grimme i enhver dårlig handling, uretfærdighed og grusomhed, man begår. Han siger, at man skal afholde sig fra disse." Han forklarede Islâm i detaljer. Han opregnede sin stammes forkerte veje. Derefter angav han skaderne og det grimme ved disse fejlhandlinger. Mange mennesker blandt tilhørerne, herunder høvding Haffâf og hans egen bror Unays, blev muslimer.¹⁰³

Åben oplæsning af Koranen al-karîm på Kâ'ba En dag samledes Ashâb al-kirâm på et øde sted og talte sammen. De sagde: "Wallahi, ingen undtagen Rasûlullah kan få Quraysh-polyteisterne til at lytte åbent til Qur'ân al-karîm. Er der nogen, der vil recitere og få dem til at lytte til Qur'ân alkarîm åbent?" Hadrat Abdullah ibn Mas'ûd var der også. Han sagde: "Jeg vil få dem til at lytte!" Nogle af ashâb'erne sagde: "O Abdullah! Vi er bange for, at polyteisterne vil skade dig. Vi ønsker en person, som har en stamme og folk, der vil beskytte ham mod polyteisterne, når det er nødvendigt." Han insisterede ved at sige: "Giv mig tilladelse, så jeg kan tage af sted. Janâb al-Haqq vil beskytte mig." Den næste dag før middag kom han til Maqâm al-Ibrâhîm. Polyteisterne havde samlet sig der. Ibn Mas'ûd stod op og sagde Basmala sharîf og begyndte at recitere Sûrah ar-Rahmân. Polyteisterne spurgte hinanden: "Hvad er det Umm Abd's søn siger? Formentlig er han ved at recitere de ord, som Muhammed bragte." De angreb ham. Ved at slå, slå og sparke ham, blåstemplede de hans ansigt og øjne og gjorde ham uigenkendelig. Han fortsatte dog med at recitere under angrebet. Han kom tilbage til Ashâb al-kirâm med sår i ansigtet. Ashâb al-kirâm var meget triste. De sagde: "Vi havde frygtet, at du ville ende som dette. I sidste ende skete det, som vi frygtede." Abdullah ibn Mas'ud var dog slet ikke ked af det. Han sagde: "Jeg havde aldrig set Allahu ta'âlâs fjender så svage som de var i dag. Hvis du ønsker det, kan jeg få dem til at lytte igen i morgen tidlig." Ashâb al-kirâm sagde: "Nej, dette er nok for dig. Du fik disse glubske vantro til at lytte til det, de ikke kunne lide."¹⁰⁴

"Wallahi, den person
siger sandheden, kom-
munikerer sandheden.

De, der ikke tror på

Ham, er løgnere og

afvigere."
Hadrat Unays Gifàrî

(radiy-Allaku 'ank)

Tufayl ibn Amrs omvendelse til Islâm I de år vores Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) begyndte at udbrede Islâm åbent i Mekka, rådgav Han folk dag og nat og opfordrede dem til den islâmiske religion. Mekka-polyteisterne bestræbte sig på at hindre vores Profets bestræbelser. De ville lave alle former for bagvaskelse og pine mod dem, der lyttede til og troede på Ham. Hver gang de så en person, der talte med vores Mester, Profeten, tog de dem straks til side og prøvede alle slags tricks og løgne for at afholde dem fra at lytte og tro på Ham. De ville gøre alt, hvad de kunne, for at forhindre folk, der kom fra uden for Mekka, i at lytte til Ham. I den tid var muslimerne i vanskeligheder og blev plaget af de vantro, kom Tufayl ibn Amr Dawsî til Mekka. Da de så dette, gik polyteisternes ledere hen til ham og sagde: "O Tufayl! Du er kommet til vores hjemland. Abdullah's forældreløse barn, som opstod fra os, har mange forbløffende tilstande. De ord, Han udtaler, er som magi. De adskiller søn fra sin far, bror fra sin bror, mand fra sin kone! Med de idéer, Han fremsætter, skaber Han problemer i offentligheden. En søn, der hører Hans ord, lytter ikke længere til sin far; han bliver lydig mod Ham. Nu er der ingen, der lytter til hinanden; folk bliver muslimer. Vi er bange for, at denne adskillelseskatastrofe, som vi er ramt af, også vil ramme jeres folk. Lad det være vores råd til dig: Tal aldrig til Ham! Sig hverken noget ord til Ham eller lyt til Hans ord. Vær ikke opmærksom på det, Han fortæller! Vær meget forsigtige. Bliv heller ikke her meget længe. Forlad stedet straks." Tufayl ibn Amr fortæller om resten som følger:

"Jeg sværger, de havde sagt disse så meget, at jeg besluttede ikke at tale med Ham og ikke at lytte til Hans ord. Jeg havde endda proppet bomuld i mine ører, så jeg ikke kunne høre Hans ord, når jeg gik ind i Kâ'ba. Den næste dag, om morgenen, gik jeg til Kâ'ba. Jeg så, at Rasûl 'alaihis-salâm var ved at udføre namâz. Jeg opholdt mig på et sted i nærheden af Ham. Med Janâb al-Haqq's hikmat (skjult guddommelig årsag) hørte jeg nogle af Hans recitationer. Hvor var de smukke ord, jeg havde hørt! Jeg sagde til mig selv: "Jeg er ikke sådan en mand, der ikke kan se forskel på godt og ondt. Desuden er jeg en digter. Hvorfor skulle jeg ikke lytte til det, som denne person siger? Hvis jeg finder Hans ord smukke, vil jeg acceptere dem; hvis jeg ikke finder dem smukke, så vil jeg forlade dem. Jeg gemte mig et sted og blev der indtil Rasûlullah udførte Sin namâz og vendte tilbage til Sit hjem. Derefter fulgte jeg Ham. Da Han gik ind i Sit hus, gik jeg også ind og sagde: "O Muhammed ('alaihis-salâm)! Da jeg kom til dette land, fortalte Dit folk mig, så- også. De ønskede, at jeg skulle holde mig væk fra Dig. Af frygt stoppede jeg mine ører med bomuld for ikke at høre Dine ord. Men Allahu ta'âlâ fik mig til at høre nogle af Dine recitationer. Jeg har fundet dem så smukke. Fortæl mig nu, hvad Du har at fortælle! Jeg er klar til at acceptere det. Vores Mester, Rasûlullah, formidlede Islâm til mig og reciterede nogle dele af Koranen al-karîm. Jeg sværger, at jeg ikke havde hørt smukkere ord end disse i mit liv. Med det samme sagde jeg kalima ash-shahâda og blev muslim. I det øjeblik sagde jeg: "O Rasûlullah! Jeg er en indflydelsesrig og vigtig person blandt mit folk. Ingen af dem har noget imod mig. Lad mig gå og invitere dem til Islâm-religionen. Bed, så Allahu ta'âlâ giver mig et tegn! Således, kan det tegn give lethed og hjælp for mig, mens jeg inviterer mit folk til islam. På min anmodning påkaldte vores Mester, Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) "O min Allah! Skab en âyat, et tegn for ham! Efter dette vendte jeg tilbage til min by. I en mørk nat, da jeg ankom til den bakke, der ligger ved vandløbet, hvor min stamme boede, dukkede der en nûr som et lys op på min pande og begyndte at lyse. Derefter bad jeg: "O min Allah! Overfør denne nûr til en anden del af min krop, for at de uvidende i Daws-stammen ikke skal antage det som en guddommelig straf givet af Allah på grund af frafald, når de ser det på min pande. Så kom denne nûr straks til enden af min pisk og blev hængt der som et lys. Da jeg var i nærheden af min stammes by og begyndte at gå ned ad bakke, og folk viste hinanden den nûr, der hang som et lys for enden af min pisk. I denne tilstand gik jeg ned ad bakke og nåede hjem. Min far kom og så mig først. Han omfavnede mig af kærlighed. Min far var meget gammel. Jeg sagde til ham: "O min far! Hvis du forbliver i din nuværende tilstand, er hverken jeg fra dig eller du fra mig! Da min far hørte dette fra mig, blev han forbavset og spurgte:"Hvad er årsagen, o min søn? Jeg svarede: "Jeg blev muslim ved at tage Muhammeds religion til mig, alaihis-salâm. Da sagde min far: "O min søn, jeg har også omfavnet den religion, som du har omfavnet. Lad din religion også være min religion!" og blev muslim ved at sige Kalima ash-shahâda. Efter dette, lærte jeg ham, hvad jeg vidste om Islâm. Derefter tog han et bad og tog rent tøj på. Senere kom min kone til mig. Jeg sagde de samme ting til hende. Hun accepterede og blev også muslim. Om morgenen tog jeg til Daws-stammen. Jeg informerede alle Daws-folket om Islâm og inviterede dem også. Alligevel var de tøvende med at acceptere det. De modsatte sig det i lang tid. De opgav ikke deres syndige og onde gerninger. De gik videre og gjorde grin med mig ved at efterligne mig. På grund af deres afhængighed af at opkræve renter og spille spil, lyttede de ikke til mig. De undlod at adlyde Islâm. De blev ulydige over for Allah og Hans Profet.

Efter et stykke tid kom jeg til Mekka og klagede over mit folk til Rasûlullah; jeg sagde: "O Rasûlullah! Daws stamme er blevet ulydig over for Allahu ta'âlâ. De har ikke accepteret min invitation til at omfavne Islâm. Vær venlig at bede for dem! Vores elskede Profet, hvis ømhed og medfølelse for alle var stor, åbnede Sine hænder, vendte sig mod Kâ'ba og påkaldte: "O min Rabb! Vis den sande vej til Daws-folket og bring dem til Islâm-religionen! Han sagde til mig: "Vend tilbage til dit folk! Fortsæt med at invitere dem til Islâm med et smilende ansigt og søde ord! Opfør dig blidt over for dem! Jeg gik til mit hjemland med det samme. Jeg ophørte aldrig, på noget tidspunkt, at invitere Daws- folket til Islâmreligionen."¹⁰⁵

"Vores Profet påkal-

dte:"O min Rabb!
Vis den sande vej til
Daws-folket og bring
dem til Islâm-religio-
nen! Han sagde til mig:

"Vend tilbage til dit
folk! Fortsæt med at
invitere dem til Islâm
med et smilende ansigt

og søde ord! Opfør dig

blidt over for dem!"

Tufayl ibn Amr
(radiy-Allaku 'ank)

Indbydelse til festivaler Hvert år på bestemte dage kom folk fra forskellige byer til Mekka for at besøge Kâ'ba al-mu'azzama. Vores Mester Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) hilste på dem, der ankom, og fortalte hver gruppe om Islâm. Han ville informere dem om, at Allahu ta'âlâ var én (der er ingen anden gud end Allah), og at Han var en sand Profet, og at frelsen lå på denne vej. En dag samlede Walîd ibn Mugîra polyteisterne og sagde: "O Quraysh-folk! Sæsonen for at besøge Kâ'ba er kommet igen. Muhammeds stemme har spredt sig over hele verden. De arabiske stammer kommer til Ham, deres hjerter varmer sig for Hans søde ord, og de omfavner Hans religion. Vi bør finde en forebyggende foranstaltning. Lad os blive enige om én ting, så vi ikke modsiger hinanden ved at sige forskellige ting om Ham." Qurayshîerne sagde: "O Abd as-Shams' far! Du er den mest fremsynede blandt os. Vi vil fortælle dem, hvad du finder passende." Da Walîd svarede: "Nej, sig det selv, så vil jeg lytte til dig", sagde de: "Lad os kalde Ham en spåmand." Walîd afviste straks: "Nej, jeg sværger, at Han ikke er en spåmand. Vi har set mange sandsigere. De siger sandheden og løgnen uden tøven. Muhammeds recitationer er ikke som dem, der blev fundet på af sandsigere. Desuden har vi ikke hørt en løgn fra Muhammed indtil nu. Hvis vi siger dette, vil ingen tro os." Denne gang sagde de: "Lad os kalde Ham sindssyg." Walîd modsatte sig igen og sagde: "Nej, jeg sværger, at Han ikke er sindssyg eller skør. Vi kender og forstår godt tegn på sindssygdom. Han har ikke følelsen af at drukne, rysten eller grundløs frygt. Hvis vi siger dette, vil de modbevise os." Qurayshîerne sagde: "Lad os kalde Ham en digter." Walîd afviste igen: "Han er heller ikke en digter! Vi kender alle slags digte meget godt. Det Han reciterer ligner ikke nogen form for digt." Denne gang sagde de: "Lad os kalde Ham en troldmand." Walîd sagde: "Han er heller ikke en troldmand. Vi har set magikere og deres magi; vi kender dem også. Der er intet tegn på magi i Hans ord. Muhammeds ord er sejrende over hele verden. Han er ikke en ukendt person. Vi kan ikke forhindre folk i at tale med Ham. Han er andre overlegen i veltalenhed og flydende tale, i smuk og meningsfuld tale. Kort sagt, uanset hvad vi siger om Ham, vil folk forstå, at det er løgn." Da Qurayshîerne ikke kunne finde noget andet, sagde de: "Du er den ældste og mest erfarne af os, vil vi være enige i det, du siger."

På dette tænkte Walîd ibn Mugîra et stykke tid. Så opildnede han folk omkring ham ved at sige: "Det bedste er at kalde Ham en troldmand, en troldmand, det er det mest fornuftige valg. For med sine ord adskiller Han folk fra deres stammer og slægtninge, og Han lægger afstand mellem brødre og venner." Qurayshîerne spredte sig straks, og de sagde til folket i Mekka: "Muhammed er en tryllekunstner!..." De spredte dette ord blandt folket. Da stammer begyndte at komme på besøg i Kâ'ba, var der ingen tilbage, der ikke skulle advares mod at tale med vores Mester, Proften. På grund af disse handlinger fra polyteisterne begyndte folk fra alle de arabiske stater, at blive nysgerrige på islam, og der opstod stor tvivl og spørgsmål i deres sind om afguderne. Allahu ta'âlâ sendte âyat al-karîmas med besked om, at Han bittert ville pine den vantro ved navn Walîd ibn Mugîra. Faktisk erklærer Han i den 11–29. âyat al-karîmas i Sûrah al-Muddaththir i maal: "(O Min Rasûl!) Overlad det til Mig at håndtere (straffe) den person (en vantro som Walîd ibn Mugîra, der blev født uden rigdom), som Jeg alene har skabt! (Jeg er nok til at hævne mig på ham. Jeg skabte denne vantro), som Jeg har udstyret med rigelige rigdomme (Bagefter fik Jeg denne utaknemmelige person, som ikke havde noget, til at opnå mange velsignelser. Jeg gav ham mange frugtplantager, vinmarker og goder) og sønner (der er stærke og klar til at beskytte ham) til at være ved hans side. For hvem jeg har gjort alting let og banet vejen (til magt og rigdom). Han opnåede en høj position i Mekka. Han fik tilnavnet Rayhânat al-Arab. Han præsenterede sig selv for sin stamme som en fornem [vælge, udvalgt] mand. Så ønsker han (denne grådige, utaknemmelige person) stadig, at Vi skal skænke ham mere (ejendom og sønner). (Han sætter ikke pris på eller forsøger ikke at være taknemmelig for de velsignelser, han fik) På ingen måde! Han vil aldrig få sine ønsker opfyldt! (Ønsket fra denne vantro og grådige person vil ikke blive accepteret. Hans ejendom og sønner vil ikke blive forøget). For til Vores vers (Qur'ân al-karîm) er han stædigt modstander. Jeg vil udsætte denne vantro for saûd pine! (Med hensyn til Saûd, der er nævnt i denne âyat, blev det i en hadith ash-sharîf erklæret, at "Saûd er et bjerg i Jahannam. En vantro kan bestige det på halvfjerds år. Derefter falder han ned. Og sådan fortsætter det.") (En dag, vores Mester, Profeten reciterede Koranen al-karîm højt, og âyat al-karîmas påvirkede Walîd ibn Mugîra dybt. Han gik hen til Qurayshies og sagde: "Jeg hørte de ord, som Muhammed reciterede. Det kan ikke være menneskers eller jinns ord. Det er ikke digte eller ord fra en spåmand. Denne person lyver heller ikke. Jeg har hørt mange præcise ord. De ligner ikke noget andet, jeg har hørt. Har du nogensinde hørt Ham lyve? Qurayshîerne blev enormt bekymrede, og de sagde: "Ak! Vi har også mistet denne kloge, denne rige og indflydelsesrige mand! Muhammeds (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) ord påvirkede også ham. De sendte Abû Jahl til Ham. Abû Jahil kom og sagde: "Hvad er det, der får dig til at se så sørgmodig og trist ud? Har Muhammads magi også berørt dig; har Hans rigdom og ejendomme påvirket dig? Vi traf en beslutning. Hvis I begærer rigdomme og ejendomme, vil vi give jer så mange rigdomme og ejendomme, som I ønsker. Gå ikke ned ad denne forkerte vej. Så sagde Walîd ibn Mugîra: "Jeg er den rigeste mand i Quraysh. Hvordan kan I tilbyde mig noget sådant! Til dette sagde Abû Jahil: "Nå! Hvorfor sagde du så disse rosende ord om Koranen, som Han læste?"). Så tænkte denne vantro (hvordan han kunne tale imod den Qur'ân al-karîm, som han hørte fra Rasûlullah.) og udtænkte (i sit sind og forberedte nogle ord.) Ruin gribe ham! Hvordan han overvejede og planlagde (noget inkonsekvent, usammenhængende, som benægter det, han sagde før.

"Nej, jeg vil gå ud og
recitere igen. Jeg havde
aldrig set polyteisterne

så svage som de var i

dag. Denne svaghed
hos dem glæder mig.
Jeg føler ingen smerte

ved de pinsler, de gør

mod mig."
Abdullah ibn Mas'ûd

(radiy-Allahu 'anh)

Denne mand følte sig nødsaget til at ændre sit ord. Han tænkte, hvordan kan jeg forklare mine ord for dem.)! Igen griber ruin ham! Hvor han dog planlagde! Så kiggede han (koncentrerede sig om sagen, tænkte dybt over den). Så rynkede han panden og skævede. Så vendte han ansigtet væk fra sandheden og var hovmodig. Og han sagde, "Dette (Koranen) er blot gamle dages trolddom. Dette er intet andet end en simpel dødeligs ord!" (Han havde dog tidligere tilstået, da han var blandt sit folk, at Qur'ân al-karîm var et vidunderligt ord og ikke havde nogen lighed med menneskers og jinns ord. Så ændrede denne benægter sine ord for at behage sit folk og bagtalte Qur'ân al-karîm, hvilket den aldrig fortjente. Således gjorde han sig selv fortjent til den guddommelige pine. Allahu ta'âlâ sagde:) "Jeg vil kaste ham ind i Seqar, Jahannam. Og ved du, hvad Seqar er? Den sparer intet; den lader intet forblive intakt (den vil ikke give slip eller stoppe med at pine dem). Den brænder huden og afslører knoglerne."

Polyteisters lytning til Koranen al-karîm Polyteisternes notabiliteter forhindrede folk i at omfavne islam ved hjælp af forskellige tricks og grusomheder. De ville forbyde Mekka-folket at lytte til âyat al-karîmas, som blev reciteret af Muhammed 'alaihis-salâm. Men de ville selv i hemmelighed komme tæt på Vores elskede Profet Muhammed 'alaihis-salâm's hus, gemme sig i et hjørne og lytte til âyats. Da morgenen kom, og himlen lyste op, ville polyteisternes notabiliteter bemærke, at de hver især i hemmelighed var kommet for at lytte til Qur'ân al-karîm om natten, og de ville bebrejde hinanden og sige: "Lad os ikke gøre det igen." Alligevel ville de den næste nat gå igen uden at informere hinanden og lytte til Qur'ân al-karîm ved at gemme sig i et hjørne. Når de så hinanden om morgenen, ville de være forbløffede. De ville skilles og sværge på ikke at gøre det samme igen, men de kunne ikke holde deres ord. Men ved at give efter for deres nafs' (kødelige sjæl), ved at opføre sig overlegent, ved at frygte at andre polyteister vil fordømme dem og ved mange andre forfængelige tanker, blev de ikke troende. De forhindrede også andre i at blive det. Desuden råbte de i gaderne: "Muhammed er en troldmand". En eftermiddag samledes polyteisterne omkring Kâ'ba og sagde: "Lad os invitere Muhammed og diskutere denne sag! Så folk ikke vil forkaste og bebrejde os i sidste ende." De sendte en besked til vores Mester Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam). Efter denne invitation kom vores Mester, Profeten, til Kâ'ba og satte sig overfor polyteisterne. Polytheisterne sagde: "O Muhammed! Vi inviterede dig her for at indgå en aftale med dig. Vi sværger, at der ikke var nogen blandt araberne, der skabte problemer for sit folk som du gjorde! Du har fordømt vores religion! Du har fordømt vores guder! Du har ikke værdsat vores måde at tænke på! I har splittet vores enhed og sat os op imod hinanden! Der er ingen katastrofe tilbage, som du ikke har forårsaget for os. Hvis du ønsker at blive rig med din adfærd og dine ord, så lad os indsamle flere varer, end du ønsker. Hvis du ønsker at få berømmelse og ære, så lad os acceptere dig som vores herre. Hvis du gerne vil være hersker, så lad os udråbe dig til hersker og samles omkring dig. Hvis der er noget, du er ramt af, så lad os redde dig fra det. Hvis det er en sygdom forårsaget af jinn, vil vi bruge al vores rigdom på at finde en kur!" Efter lyttede tålmodigt til dem, og verdens Mesteren gav dette store svar: "O Quraysh-samfundet! Ingen af de ting, I nævnte, findes i mig. Med de ting Jeg er ikke kommet til jer for at få jeres ejendomme, ej heller for at vinde ære blandt jer eller for at blive jeres hersker. Men Allahu ta'âlâ sendte mig som en Profet til jer og steg ned bogen til mig. Han beordrede mig til at være en

budbringer (med Jannah) for jer (de troende blandt jer) og til at være advarer (over for Jahannam, dem der ikke tror). Og jeg har meddelt denne ordre fra min Rabb til jer og givet jer råd. Hvis I accepterer det, som jeg har bragt jer, vil de være jeres andel og bestemmelse i både denne verden og âkhirat. Hvis I ikke accepterer det, og hvis I nægter det, er det, der tilfalder mig, indtil Allahu ta'âlâ dømmer mellem mig og jer, at stå og udholde alle vanskelighederne for at opfylde Janâb al-Haqq's ordre til mig." Abû Jahl, Umayya ibn Khalaf og andre polyteister sagde: "O Muhammed! Du ved, at der ikke er andre mennesker i vanskeligere forhold med hensyn til ernæring end os. Da du er Profet, så bed til din Rabb, så Han vil fjerne de bjerge, der besværer os og gør vores levevilkår vanskelige! Han vil udvide vores landområder og få floder som dem i Damaskus og Irak til at løbe på det! Desuden vil han genoplive nogle af vores forfædre, først og fremmest Kusayy ibn Kilâb. Kusayy ibn Kilâb var en sandfærdig, stor person. Lad os spørge Ham, om dine ord er sande eller falske! Hvis Han bekræfter dig, og hvis du opfylder vores anmodninger, vil vi bekræfter Dig. Dermed ville vi også få kendskab til din status fra din Rabb. Hvis du ikke gør dette for os, så få noget til dig selv fra din Rabb. Bed Ham om at sende Dig en engel, som vil bekræfte dine ord, og som vil sende os væk fra dig! Desuden bør din Rabb give dig haver, palæer og skatte, så du vil slippe af med økonomiske problemer! Fordi du går på markederne og arbejder for dit levebrød ligesom os!" Vores Mester Fakhr al-âlam sagde: "Jeg blev ikke sendt til jer med disse. Jeg har bragt til jer fra Janâb al-Haqq, kun med det, som jeg er blevet sendt af Allahu ta'âlâ. Jeg har meddelt det til jer. Jeg er ikke en person, der beder (om rigdom) fra Sin Rabb. Allahu ta'âlâ sendte mig som en budbringer (med Jannah for dem af jer, der accepterer det, jeg bragte) og en advarer (med Jahannam dem, der ikke accepterer)." Denne gang sagde polyteisterne: "Da Din Rabb kan gøre alt, hvad Han ønsker, så bed Ham om at rive og lade himlen falde ned over os!.... Medmindre du gør dette, vil vi ikke tro dig!" Vores Mester, Profeten sagde: "Denne handling tilhører Allahu ta'âlâ. Hvis Han ønsker at gøre dette mod jer, vil Han helt sikkert gøre det!" På dette gik polyteisterne videre og sagde: "O Muhammed! Vidste din Rabb ikke, at vi ville sætte os ned med dig, hvad vi ville spørge dig, og hvad vi ville bede dig om, som Han ikke informerede og lærte dig før? Hvorfor meddelte Han ikke, hvad Han ville gøre ved os, hvis vi ikke accepterede det, som du meddelte os? Medmindre du bringer englene som vidner til dine ord, vil vi ikke tro dig Vi har ikke længere nogen forpligtelse over for dig. Vi sværger, at vi ikke vil lade dig være alene. Enten vil vi ødelægge jer, eller også vil I ødelægge os!" Vores elskede Profet, der så, at de trak sig helt tilbage fra Ham, i stedet for at nærme sig, forlod stedet.¹⁰⁶

"Vildt onde, hårdhjer-

tede ignoranter tror
ikke på dig. De er for
det meste munâfiq'er."

Tawba: 98

Efter at Mekka-polyteister havde afvist universets Sultan, nedstammer Allahu ta'âlâ en wahy (åbenbaring) med Jabrâîl 'alaihis-salâm og svarede dem med âyat al-karîmas. Han erklærede de alvorlige pinsler, de ville lide. I den âyat al-karîmas fra den 4. til den 11. i Sûrah al-An'âm, i maal: "Der er ikke en âyat blandt deres Rabb's âyater (en âyat blandt âyaterne eller et bevis blandt beviserne eller et mirakel blandt miraklerne i Koranen al-karîm), som

de ikke har vendt deres ansigter væk fra. Det er dem, der benægtede det, da Sandheden (Qur'ân al-karîm) kom til dem. Men budskabet (straffen), for det som de har latterliggjort og hånet, skal snart nå dem. Har de (folk i Mekka) ikke set, at Vi udslettede hvor mange folk før dem? Har de ikke intimt kendt til det? Vi havde givet dem alle de muligheder, som vi ikke har givet jer. Vi havde sendt rigeligt med regn over dem. Vi havde givet dem floder flyder (under deres frugtplantager, haver og paladser). Derefter havde Vi udslettet dem for deres synder (og for ikke at være taknemmelige for disse velsignelser). Vi havde skabt andre generationer i deres sted. Hvis vi var steget ned over jer en skriftlig bog i papirform, og hvis de havde holdt den med deres hænder, ville de vantro igen i deres stædighed have sagt: "Dette er intet andet end åbenlys magi. Endvidere sagde de: "Hvis i det mindste en engel (som vi også kunne se) var blevet sendt til Ham (og ville have sagt, at Muhammed 'alaihis-salâm var en Profet). Hvis vi havde sendt en engel (og hvis de ikke var blevet troende), ville sagen være blevet afsluttet med sikkerhed (der ville være blevet afsagt en dom om at tilintetgøre dem alle). Så ville de ikke have fået pusterum, for et øjebliks blink, og de ville heller ikke have fået et andet blik. Hvis Vi havde gjort Ham (Profeten) til en engel, ville Vi igen have vist Ham i et menneske (form) med sikkerhed, og igen ville Vi have kastet dem ind i samme mistanke. Ja, de havde også latterliggjort og hånet profeterne før Dig, og så var de blevet fuldstændig omsluttet af katastrofen og pinen som straf for deres gerninger. Sig: "Rejs rundt på jorden og se. Hvordan var enden for dem, der havde fornægtet profeterne?"" Det er blevet sagt i den 7. og 10. âyat al-karîmas i Sûrah al-Furqân, i maal: "De vantro sagde: "Hvordan kan dette være en Profet? Han spiser og drikker og går på gaden ligesom os. Hvis Han var en Profet, ville en engel komme til Ham. Han ville have hjælpere, og de ville også bringe os budskaber og skræmme os med Jahannam. Eller Hans Rabb ville sende Ham skatte, eller Han ville have frugthaver, gårde og Han ville spise alt det, han ville have lyst til. Disse grusomme mennesker sagde til hinanden: "Hvis I følger Ham, så I følger en forhekset mand." (O min Habîb!) Tag hensyn til at de har fremsat mange dårlige bagtalelser om dig; de er afveget fra den rette vej og er faldet i kætteri. Fra nu af, er de ikke i stand til at komme ud af kætteri og finde den rette vej. Allahu ta'âlâs herlighed er så høj, at Han, hvis Han ønsker det, kan give jer bedre end det; frugtplantager, haver, under hvilke floder flyder og gør paladser til jer (i verden)!" Det er også blevet sagt i den 21. âyat al-karîma, i maal: "De, der ikke forventer at nå os, sagde: "Hvis blot engle var steget ned for os (så de kunne have informeret os om, at Muhammed talte sandt), eller hvis blot vi havde set vores Rabb. Ja, de har dannet sig en meget høj mening om sig selv og er gået over grænsen med stor fordærv..." Det er også blevet sagt i den 9. âyat al-karîma i Sûrah as-Saba', i maal, "Hvis vi havde ønsket, ville vi have skubbet dem ind i den jord (som Kræsus, på grund af deres benægtelser, selv om de ser Vores åbenlyse âyats) eller lade stykker falde ned fra himlen over dem (som vi gjorde med Ayka-folket)." Det er blevet sagt i den 97. âyat al-karîma i Sûrah al-Isrâ: "...Vi vil genoplive dem, mens deres ansigter er nedadvendte og som blinde, stumme og døve på qiyâmat- dagen! Det sted, som de vil nå, er Jahannam, hvis flamme Vi forstærker, når den svinder!" Polyteisterne øgede i høj grad deres fjendtlighed efter âyat al-karîmas om dem var blevet åbenbaret. Især Ubayy ibn Halaf og hans bror Umayya ville få Rasûlullahs hjerte til at bløde. Den uheldige Ubayy kom i vor Profets ophøjede nærvær med en kariesknogle i hånden. Så sagde han: "O Muhammed! Angiveligt vil din Allah genoplive denne knogle efter den er forrådnet, er det rigtigt? Så du tror, at din Rabb vil genoplive denne knogle, når den er forrådnet!" og smuldrede knoglen. Derefter blæste han støvet fra knoglen mod vores elskede Profet. Og fortsatte: "O Muhammed! Hvem vil være i stand til at genoplive denne efter den er forrådnet så?" Vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) sagde: "Ja. Allahu ta'âlâ vil dræbe dig og det også... Derefter vil Han genoplive dig og sætte dig i Jahannam." Ved denne begivenhed åbenbarede Janâb al-Haqq disse âyat al-karîmas, in maal: "Har den person (den vantro) ikke set og nøje vidst, at vi har skabt ham ud af en dråbe sæd? Og alligevel blev han åbenlyst stridende. Han glemte sin skabelse og gav os et eksempel ved at sige: "Hvem vil genoplive denne knogle, når den er rådnet op og smuldret?" (O Min Rasûl!) Sig: "Han, som først bragte dem i tilværelsen (ud af ingenting) vil genopstå, og Han (Allahu ta'âlâ) er den En som med rette kender ethvert skabt væsen. Han (Allahu ta'âlâ) er den, der bragte ild ud af et grønt træ. Nu tænder du et bål fra det. Er den, der skabte himlen og jorden, ikke stærk nok til at skabe sådanne som disse? Han er helt sikkert stærk nok. Han er Skaberen af alt og ved alt..."¹⁰⁷

"Vi vil genoplive dem,
mens deres ansigter er

nedadvendte og som

blinde, stumme og
døve på qiyâmat-da-

gen! Det sted, som
de vil nå, er Jahan-
nam, hvis flamme Vi

forstærker, når den

svinder!"

Isrâ: 97

Khâlid ibn Sa'îd's tro

I de tidlige dage af invitationen til islam havde Khâlid ibn Sa'îd set en drøm. I drømmen stod han i nærheden af Jahannam, og hans far ville skubbe ham og få ham til at falde. Han så, at vores Profet i det øjeblik greb fat i hans talje og reddede ham fra at falde ned til Jahannam. Han vågnede grædende op og sagde: "Jeg sværger, at denne drøm er sand". Da han gik ud, stødte han på Hadrat Abû Bakr og fortalte ham sin drøm. Hadrat Abû Bakr sagde til ham: "Din drøm er sand. Denne person er Allahu ta'âlâs Profet. Gå nu hen og underkast dig Ham! Du vil adlyde Ham, acceptere Hans religion og blive hos Ham. Han vil beskytte dig mod at falde ned til Jahannam, som du så i din drøm. Men din far vil blive i Jahannam!"

Hadrat Khâlid ibn Sa'îd var under indflydelse af drømmen. Han mistede ikke nogen tid og gik straks til det sted, der hedder Ajyâd, til Muhammed 'alaihis-salâm's tilstedeværelse. Han spurgte: "O Muhammed! Til hvad inviterer du folk?"

Vores Mester, Profeten sagde: "Jeg inviterer folk til at tro på én Allah, som ikke har nogen partner eller match og det faktum, at Muhammed ('alaihis- salâm) er Hans fødte slave og Profet, til at opgive at tilbede nogle stenstykker, som hverken hører eller ser eller gør noget godt eller ondt, og ved ikke, hvem der tilbeder dem eller ej."

Efter dette blev Khâlid ibn Sa'îd straks muslim ved at sige: "Også jeg vidner om, at der ikke er nogen anden gud end Allah, og igen vidner jeg om, at du er Hans Profet." At han blev muslim gjorde vores Profet meget glad. Efter ham, blev hans kone Umayya beæret ved også at blive muslim. Hadrat Khâlid ibn Sa'îd ønskede, at hans brødre skulle blive muslimer, og gjorde mange bestræbelser for det. Blandt dem var

'Umar ibn Sa'îd også blevet muslim. Da hans far, Abû Uhayha, som var en voldsom modstander af Islâm, erfarede, at Khâlid og 'Umar var blevet muslimer, og at de udførte namâz på et isoleret sted i Mekka, sendte han sine ikke-muslimske sønner for at bringe dem til ham. Derefter bad han dem om at opgive deres nye religion. Han begyndte at skælde dem ud og slå dem.

"O min Allah!
Tilgiv deres synder!

For de ved ikke,

hvad de gør."
Hadîtk ask-skarîf

Derefter sagde han til Khâlid ibn Sa'îd: "Er du blevet underlagt Muhammed? Selv om du ser, at Han handler mod Sit eget folk, fornærmer vores afguder og forfædre med det, Han har bragt med sig."

Da Hadrat Khâlid ibn Sa'îd sagde: "Jeg sværger ved Allah, at Muhammed 'alaihissalâm fortæller sandheden. Jeg er blevet underlagt Ham. Jeg vil dø, men jeg vil ikke forlade min religion," blev hans far endnu mere vred. Han slog ham med en pind, indtil den gik i stykker, og sagde: "O min onde søn! Gå hvorhen du vil. Jeg sværger, at jeg ikke vil give dig noget brød!" Hadrat Khâlid sagde: "Hvis du skærer i min understøttelse, vil Allahu ta'âlâ helt sikkert give mig min mad."

Hans far truede sine andre sønner med at sige: "Hvis nogen af jer taler med ham, vil jeg gøre med jer, hvad jeg ikke har gjort med ham." Han fik Hadrat Khâlid fængslet i husets kælder. Han lod ham gå uden mad og vand i tre dage i varmen i Mekka.

Hadrat Khâlid ibn Sa'îd fandt en lejlighed og flygtede fra sin far. Hans far pådrog sig en alvorlig sygdom. På grund af sin fjendskab mod Islâm, der lå syg i sengen sagde Abû Uhayha:

"Hvis jeg bliver rask fra denne sygdom og kommer på benene igen, vil alle i Mekka tilbede vores afguder. Ingen vil være i stand til at tilbede andre end dem." Hadrat Khâlid, for at gøre en ende på sin fars fjendskab mod Islâm og for at forhindre ham i at skade sine muslimske brødre, påkaldte: "O min Allah, som har skabt verdenerne! Helbred ikke min far for denne sygdom." Janâb al-Haqq accepterede hans påkaldelse; Abû Uhayha kunne ikke blive rask, og han døde.

Mus'ab ibn Umayrs omvendelse til Islâm

Mus'ab ibn Umayr (radiy-Allahu 'anh) tilhørte en af de ædle og rige familier i Quraysh. Da han hørte vores Profets velsignede ord, opstod der en stor kærlighed i hans hjerte. Han længtes efter at se Ham. Til sidst tog han til Dâr-ul-Arqâm og blev muslim. Da han hørte det, begyndte hans mor og far også at pine ham. For at få ham til at opgive sin religion, spærrede de ham inde i kælderen i deres hus. De lod ham sulte og tørste i dagevis. I den brændende sol i Arabien udførte de alvorlig og uudholdelig tortur på ham. Hadrat Mus'ab ibn Umayr udholdt dog disse svære og nådesløse pinsler og forlod ikke Islâm.

Før han blev muslim, voksede Hadrat Mus'ab op i rigdom og overflod på grund af sin families rigdom. Han blev misundt af alle. Da han blev muslim, fratog hans familie ham alt og torturerede ham. En dag blev Mus'ab ibn Umayr, som udholdt alle vanskeligheder for sin religions skyld, gik til vores Mester Rasûlullah. Hadrat Alî fortalte hans ankomst således: "Vi sad sammen med Rasûlullah. I det øjeblik kom Mus'ab ibn Umayr. Han havde lappet tøj på. Han var i en ynkelig tilstand. Da Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) så hans tilstand, fyldtes Hans velsignede øjne med tårer. På trods af den fattigdom og de pinsler Mus'ab måtte udholde, opgav han ikke sin religion. På dette sagde Rasûlullah: "Se på denne person, hvis hjerte er fyldt med nûr af Allahu ta'âlâ. Jeg havde set hans forældre nære ham med det bedste af mad og drikke. Kærligheden til Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl gjorde ham til den tilstand, som I ser."

Nævn Haqq med inderlighed!
Du vil opnå megen gunst,
Alle døre vil åbne sig for dig,
Jamâlullah vil dukke op for dig.

Shams Tabrizî ved det,
Verden vil ikke bestå, den vil gå under,
Hele skabelsen vil forsvinde,
Kun Allah vil leve evigt.

Salâtullah salâmullah,
Alaika yâ Rasûlallah.

Udvandring til Abessinien

1. ⁹⁴ Tabarî, Târikh, II, 332-333.
2. ⁹⁵ Bayhaqî, Dala'il an-Nubuwwa, II, 71; Abû Ya'la, al-Musnad, I, 26, 50; V, 413; Ibn Asâkir, Târikh Dimashq, LXVII, 173; Hayt- hamî, Majmâ'uz-Zawâid, VII, 53.
3. ⁹⁶ Ibn Asâkir, Târikh Dimashq, XXXVIII, 301.
4. ⁹⁷ Sûrah al-An'âm, 6/10.
5. ⁹⁸ Sûrah al-Hijr, 15/95-97.
6. ⁹⁹ Ibn Hajar, al-Isâba, I, 28-29.
7. ¹⁰⁰ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, III, 227; Hâkim, al-Mustadrak, III, 449; Ibn Asâkir, Târikh Dimashq, XXIV, 219.
8. ¹⁰¹ Ibn Abî Shayba, al-Musannaf, VIII, 42; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, VIII, 264; Suhaylî, Rawzu'l-unf, II, 86.
9. ¹⁰² Bukhârî, "Manâqib", 11; "Fadâil-us-Sahâba", 62; Bayhaqî, Dala'il an-Nubuwwa, II, 83.
10. ¹⁰³ Bukhârî, "Manâqib", 10; "Fadâil-us-Sahâba", 62; Ibn Ishâq, as-Sira, 122-123.
11. ¹⁰⁴ Ibn Ishâq, as-Sira, 166; Ibn Hishâm, as-Sira, I, 314-315; Tabarî, Târikh, II, 234-235.
12. ¹⁰⁵ Ibn Hishâm, as-Sira, I, 382,385; Suhaylî, Rawzu'l-unf, II, 168; Shamsaddîn Shâmî, Subulu'l-Hudâ, II, 417.
13. ¹⁰⁶ Ibn Hishâm, as-Sira, I, 315.
14. ¹⁰⁷ 71 Sûrah al-Yâsîn, 36/77-81.