DEN RELIGIØSE TJENESTE, DER SKAL UDFØRES FOR DEN AFDØDE

Hvad skal man gøre, når der ses tegn på død

Tegnene på at døden nærmer sig er, at fødderne bliver slappe og længere, at næsen bliver forvredet, og at tindingerne bliver konkave. En syg person i denne tilstand bliver lagt på sin højre side, og hans ansigt er vendt mod qiblaen. Det er sunnat at få ham til at ligge på denne måde. Det er også tilladt at få ham til at ligge på ryggen med fødderne mod qiblaen. Dette er blevet almindeligt for nylig. Men der skal lægges noget under hans hoved. Således vil hans ansigt være rettet mod qiblaen. Hvis det er svært at gøre det, er det også tilladt at få ham til at ligge på en hvilken som helst måde, der er let.

"Dø, før døden kommer.
Tag jer selv i betragtning,

før jeres regnskab er

taget!"
Hadîth ash-sharîf

Når man træner Kalima at-tawhîd, ville det være godt at tilføje, "Muhammadun Rasûlullah."

Dødstegn er stivhed (rigor mortis), kulde og forrådnelse. Når døden er diagnosticeret, hvilket også er muligt før disse tegn (f.eks. ved at åndedrættet stopper, hvilket kan konstateres ved hjælp af et spejl, som ikke må være tåget, når det holdes foran den dødes mund, ved at hjertet stopper, hvilket kan konstateres ved pulsen), er det sunnat at lukke hans øjne og binde hans hage sammen.

Hvad skal man gøre, når dødsfaldet intræffer

Det er sunnat at lukke hans øjne og binde hans hage sammen. Hans hage skal være bundet op med et bredt stykke stof, der er fastgjort oven på hans hoved. Når han lukker øjnene, er det sunnat at sige: "Bismillah wa 'alâ millat-i Rasûlillah" og at sige en anden bestemt bøn. Før liget bliver koldt, er det sunnat at åbne og lukke hans fingre, albuer og knæ og at lade hans arme og ben være strakte. På den måde vil vask og indhylling være let. Før liget bliver koldt, tages hans tøj af, og han dækkes med et let bredt lagen. Den ene ende af lagenet lægges under hans hoved og den anden ende under hans fødder. Noget (en kniv eller noget af jern) lægges oven på hans mave, på eller under lagenet, for at forhindre liget i at svulme op. Det skal være over hundrede gram.

Det er fard al-kifâya at vaske sig, indhylle, udføre janâza namâz og begrave den afdøde. Det vil sige, at når disse handlinger er udført af et tilstrækkeligt antal mennesker, vil det ikke længere være fard for andre mennesker at udføre dem. Det er tilladt for et barn at vaske et lig. Når der ikke er nogen kvinder, kan en mand ikke vaske liget af en kvinde. Men, efter liget er dækket fra hoved til fod, kan en slægtning til hende eller, hvis hun ikke har nogen slægtninge, en anden person vikler et stykke stof om sin hånd, lægger sin hånd under betrækket og laver tayammum på liget. For, en død persons awratdel er den samme som en levende persons. De dele af kroppen, som det er forbudt for andre at se på, er også forbudt for dem at røre ved. En bedre måde ville være at undervise et barn og få det til at vaske liget.

I Hanafî-madhhab'en må en kvinde ikke vaskes eller berøres af sin mand. For nikâh bliver ugyldig, så snart hustruen dør. Det er tilladt for ham at se på hende. I de tre andre madhhaber er det tilladt for manden at vaske hustruen. I Hanafî-madhhab'en er det også tilladt for hustruen at vaske sin mand. For efter ægtemanden dør, forbliver nikâh (ægteskabet) gyldigt, indtil perioden 'iddat (fire måneder og ti dage) er overstået. Mænd kan ikke vaske kvinder, og kvinder kan ikke vaske mænd. De skal lave en tayammum ved at vikle et klæde om deres hænder. En mand, der laver tayammum, må ikke se på en nâ-mahram-kvindes bare arme. Hvis hun er hans mahram-slægtning, er der ikke behov for at vikle et klæde. For det er tilladt at se på og røre ved armene og ansigtet af mahram-slægtninge.

"Den afdøde i en grav
er som en person, der

er ved at drukne; han
længes altid efter at få
bønner fra sine forældre,

Hvis man kun finder en persons hoved eller halvdelen af dens krop (uden hovedet), vaskes den ikke, og man udfører ikke namâz af janâza. Den begraves som den er. Hvis mere end halvdelen af kroppen, selv uden hovedet, eller hvis halvdelen af kroppen med hovedet bliver fundet, vaskes den, og janâza namâz udføres.

brødre og venner."
Hadìth ash-sharìf

Det er mustahâb for en person, der skal vaske et lig, at han selv skal foretage en ghusl først. Det er makrûh for en junub person eller en menstruerende kvinde at vaske et lig. Vand, som et lig vaskes med, bliver mâ al-musta'mal. Det bliver najs, ildelugtende. Derfor må de, der vasker det, ikke lade vandet plaske på sig eller skal vikle sig ind i et stort klæde. Når liget er vasket, bliver det rent.

Ingen andre end vaskeren og hans/hendes hjælper må komme ind i vaskeområdet. De, der vasker den døde person, skal være troværdige. De skal formidle tegn på velsignelse og skjule de tegn på ondskab, der ses på liget. De må ikke afsløre den døde persons skam. Den afdødes værge kan komme ind i området.

Vores Mester Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) blev vasket af Fadl, Abbâs' søn, og Hadrat Alî (radiy-Allahu 'anhum). I mellemtiden hældte Usâma (radiy- Allahu 'anh) vand på Ham, og Abbâs (radiy-Allahu 'anh) gik ind og ud af rummet.

Alt, hvad der kan forårsage smerte for en levende person, forårsager også smerte for en død person. Af denne grund vaskes liget ikke med meget koldt eller meget varmt vand. (Det opbevares heller ikke i et ishus for at beskytte det mod forrådnelse. Forrådnelse skal forhindres ved øjeblikkelig begravelse, og liget må ikke vente på, at slægtninge, der bor langt væk, kommer). Det er ikke tilladt at vaske liget med Zamzam-vand.

Vask af den afdøde

Først brændes bakhûr og bæres rundt om vaskebænken tre gange. Den kan også bæres fem gange. Bakhûr er en plante. Den blandes med filspåner fra aloe-træ og storex-harpiksen, og blandingen brændes i en beholder, mens vaskebænken er gennemstrømmes af røgen.

Bænkentilvaskafligetskalværeligesåhøjsom(engennemsnitligpersons)navle og skal være lidt skråt. Derefter tilberedes vand, som koges med cedertræblade eller sæbeurt og derefter afkøles eller blandes med et hvidligt, aromatisk stof kaldet kamfer. Vandet må ikke være meget varmt og skal være salt. Køligt og salt vand forsinker rådningen.

Det er sunnat at lave niyyat (hensigt), når man vasker liget. Uden niyyat bliver den døde person stadig ren, men fard'en ophører ikke med at være en forpligtelse. Liget, der er tildækket, lægges på ryggen eller på den måde, der er nemmest, på den oprørte vaskebænk. Det vaskes, mens det er dækket mellem navlen og knæene. For en kvindes awrat-del, som skal dækkes fra andre kvinder, er ligesom en mands awrat-del, som skal dækkes fra andre mænd. Det er sunnat at lægge kroppen mod qiblaen på vaskebænken. Selv hvis liget er et barn, får det først en abdast. Men i stedet for at putte vand i mund og næse bliver de renset med et stykke stof. Hvis der slipper vand ud i munden, vil det fremskynde rådneprocessen. Først vaskes ansigtet. Derefter vaskes armene, hovedet, ørerne og nakken får masah, og fødderne vaskes. Hovedet og skægget vaskes med marsh-mallow eller sæbe. Derefter vendes den og får den til at ligge på dens venstre side, og der hældes vand på dens højre side. Vandet skal nå ud til de dele, der rører ved vaskebænken. Derefter får den til at lægge sig på højre side, og der hældes vand på den fra hoved til fod. Derefter sættes den op, og maven trykkes let nedad. Alt, der kommer ud, vaskes væk (dvs. det fjernes ved at hælde vand). Derefter får den til at lægge sig på sin venstre, og dens højre side vaskes igen (det vil sige, at der hældes vand fra hoved til fod). Således, som foreskrevet i sunnaten, vil den være blevet vasket tre gange. Hvis der er noget, der bryder abdast kommer ud efter vask, bliver han ikke vasket eller får en abdast igen. Eventuelle hår, der falder ud, lægges i ligklædet. Det er sunnat at begrave negle, hår og tænder, der er faldet ud eller er blevet skåret ud eller trukket ud af en levende person.

Efter vask tørres liget af med et viskestykke på vaskebænken. Kamfer eller en aromatisk blanding af ting kaldet hanût drysses over hår og skæg. Det er makrûh at anvende safran. Bomuld bestrøet med kamfer lægges på sajda-organerne (f.eks. pande, næse, knæ, fingre og tæer).

Det er tilladt at putte bomuld i munden, næseborene, ørehullerne eller på øjnene. En person, der er druknet, vaskes tre gange eller flyttes tre gange i vandet med henblik på at vaske sig. En person, der er gennemblødt af regn, vaskes også.

Indhylling af mænd

Det er sunnat for en mands ligklæde, at bestå af tre dele:

1 - Izâr: Den strækker sig fra hoved til fødder og er mere end en meter bred.

2- Qamîs (en skjorte, lang som en tunika): Den er dobbelt så lang fra skuldre til fødder. Den foldes sammen én gang på midten, og det sted, hvor den er foldet, skæres lige bredt nok til at lade hovedet passere igennem. Armhullerne og manchetterne er ikke skåret til.

3 - Lifâfa: Den strækker sig ud over hovedet og fødderne og er bredere. Dens ender over hovedet og under fødderne er rynket op og fastgjort med et stykke stof.

Imâm ar-Rabbânî siger, at det er bid’at at bruge et ligklæde, der består af mere end tre dele. Det er bedre at røge hver enkelt del af ligklædet separat, før man lægger dem i kisten.

Det er gavnligt at lave ligklæder af fromme muslimers klæder eller tøj eller Awliyâ eller at lægge dem i ligklæder eller på ligets ansigt eller bryst.

Først lægges lifâfaen i kisten. Derefter lægges izâr på den. Qamîs´en lægges i kisten også. Derefter vendes bakhûren tre eller fem gange rundt om kisten. Hanût drysses på alle tre dele af ligklædet.

Når liget er tørret, tages qamîs'en ud af kisten, føres over ligets hoved og strækkes ned til fødderne, den ene halvdel langs ligets forside og den anden halvdel langs dets bagside. Efter at have sagt Basmala'en, får man liget til at ligge på izâr'en i kisten. Først venstre-siden og derefter højre side af izâr'en lægges over liget. Lifâfaen er ligeledes lukket. Det vil sige, at dens højre side lægges på dens venstre-side.

Indhylling af kvinder

Det er sunnat for en kvindes ligklæde at bestå af fem dele: Qamîs, izâr, lifâfa, khimâr og brystklæde. Khimâr er et hovedtørklæde, som er omkring femoghalvfjerds centimeter langt. Dens ender efterlades hængende over ansigtet i stedet for at være viklet om hovedet. Brysklæde strækker sig fra skuldre til knæ.

Først lægges lifâfaen i kisten. Derefter lægges izâr på den. Qamîs´en lægges i kisten også. Brystklædet lægges før eller efter izâr. Når en kvindes qamîs lukkes, skilles hendes hår på midten, og begge halvdele lægges over siderne og lægges på qamîs over brystet. Khimâr'en lægges over hendes hår, og derefter dækkes det med izâr'en. Brystklædet vikles om liget før eller efter izâr. Derefter dækkes den med lifâfaen. Hoved- og fodenderne og midten (omkring maven) af lifâfa'en vikles ind og bindes med et stykke stof.

"Hvis en person besøger
sine forældres grave eller

En stor dreng er indhyllet som en mand, og en stor pige er indhyllet som en kvinde. En lille dreng er indhyllet i én genstand, og en lille pige er indhyllet i to genstande. Et barn, der er født dødt eller aborteret, eller et menneskeliget lem (f.eks. en arm) bliver ikke indhyllet; de bliver pakket ind i noget stof og begravet.

graven af en af sine
forældre hver fredag,

vil hans synder blive

tilgivet.”
Hadîth ash-sharîf

Kisten skal være lavet af træ med svendestokke uden brug af søm.

Efter en kort bøn og en tilgivelse af alle de rettigheder, man har over den afdøde, bringes liget (i kisten) til musallâ (stenbænken, som kisten lægges på), og der udføres namâz (janâza).

At besøge grave og læse (eller recitere) Koranen al- karîm

På de sidste sider i bogen Shir'at-ul-islâm står der skrevet, at gravbesøg er en handling, der er sunnat. (Grave bør besøges ugentligt, eller i det mindste på Eid-dage. Et besøg, der giver mere thawâb, er et besøg, der foretages om torsdagen, fredagen eller lørdagen). Den besøgende vil meditere over det faktum, at ligene i gravene rådner væk, hvilket igen vil give ham en advarsel. Hver gang 'Uthmân (radiy-Allahu 'anh) gik forbi en grav, græd han så bittert, at hans skæg blev vådt. Ud over (advarslen til den besøgende) vil den afdøde i graven drage fordel af de bønner, der udtales over dem. Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) besøgte Sine slægtninges og Sin Ashâbs (radiy-Allahu ta'âlâ 'anhum) grave. Efter at gøre salâm og bedt bønner, sidder den besøgende med ansigtet mod graven og ryggen i retning af qibla. Det er de kristnes skik at gnide hænder og ansigt på graven eller at kysse jorden på graven. Det er tilladt at kysse jorden på en grav kun, hvis den tilhører ens mor eller far.

Hadîth ash-sharîfer erklærer:

"Hvis en person går til graven af en person, han kender, og gør salâm, vil mayyit (den afdøde person) genkende ham og anerkende hans salâm." "Hvis en person siger følgende bøn, når han besøger en troendes grav, vil den afdøde person blive befriet fra pine indtil qiyâmat-dagen: Allâhumma innî as'aluka bi-hurmati Muhammed 'alaihis-salâm an lâ- tu'azziba hâzal-mayyit." "Hvis en person besøger sine forældres grave eller graven af en af sine forældre hver fredag, vil hans synder blive tilgivet, og han vil have betalt deres rettigheder."

Det er bedre at besøge store menneskers grave langt væk fra vores hjemsted, når vi tager dertil i et andet ærinde, end at foretage en lang rejse kun med det formål at besøge deres velsignede grave. Men det giver masser af thawâb at foretage en lang rejse specielt for at besøge vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam). En person, der besøger (gravene af) Profeter ('alaihimus- salâm) og Awliyâ ('alaihir-rahma), nyder godt af deres velsignede sjæle. Hans hjerte bliver renset i direkte forhold til hans kærlighed og tilknytning til dem. Hvis der begås synder ved Awliyâs grave, f.eks. hvis de også besøges af kvinder, der ikke dækker sig ordentligt, bør dette ikke være en grund til at holde op med at besøge disse velsignede steder; hvis vi ikke kan forhindre overtrædelser af denne slags, bør vi hade dem af hele vores hjerte. På samme måde bør vi deltage i en troendes janâza, selvom der er kvinder, eller hvis der synges sange eller lovprisninger eller holdes taler. Koranen al-karîm bør læses (eller reciteres) ved siden af graven eller et andet sted, og dens thawâb bør gives til de døde troendes sjæle, og der bør bedes for dem. For rahmat og barakat sænker sig over et sted, hvor Koranen al-karîm bliver læst (eller reciteret). Bønner, på dette sted accepteres (af Allahu ta'âlâ).

Det står i bogen Jilâ-ul-qulûb: En person, der går ind på en gravplads, siger, "Assalâmu 'alaikum, yâ Ahla dâr-il qawm-il-mu'minîn! Innâ inshâ-Allahu 'an qarîbin bikum lâhiqûn," mens han står. Derefter siger han Basmala og reciterer Sûrah Ikhlâs elleve gange (idet han siger Basmala hver gang) og Sûrah Fâtiha én gang (idet han også laver Basmala før han reciterer den). Derefter siger han denne bøn: "Allâhumma Rabbal- ajsâd-il-bâliyeh, wal-izâmin nâhira- tillatî harajat minad-dunyâ wa hiya bika mu'minatun, edhil 'alaihâ ravhan min 'indika wa salâman minnî." Han nærmer sig graven fra højre og fødderne side af mayyit (qibla-siden af graven). Han gør salâm (dvs. han siger: "Salâmun 'alaikum"). Stående eller knælende eller siddende reciterer han den indledende og afsluttende del af Sûrah Baqara, derefter Sûrah Yâsin og derefter Sûrah´erne Tebâraka og Tekâthur og Ikhlâs ash-sharîf og Fâtiha, og sender den derved optjente thawâb som en gave til mayyit'en.

Det står skrevet i bogen Kitâb-ul-fiqh 'alal-madhâhib-il-erbe'a: "Gravbesøg er en sunnat-handling, som skal udføres af mænd for at tage advarsel fra de døde og meditere over âkhirat (herefter).

Hver grav besøges, langt og nær. Det er sunnat at gå langt for at besøge Sâlih muslimer og Walîs (rahima-humullâhu ta'âlâ). Det er en af de mest værdifulde handlinger af tilbedelse at besøge Rasûlullahs (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) velsignede grav. Gravbesøg er også tilladt for gamle kvinder, forudsat at de er ordentligt påklædt. Det er ikke tilladt at lave tawâf omkring graven eller at kysse jorden eller at bede om noget fra den døde, som han ikke kan gøre under besøget." Awliyâ'en (rahima-humullâhu ta'âlâ) bliver bedt om shafâ'at, om forbøn for Allahu ta'âlâs velsignelse.

At Sarwar er en sådan slave af vores Rabb, at,
I hvert øjeblik af fare er håbet Hans shafâ'at.

Han er en sådan Rasûl, at Han kalder folk,
For at tilbede Allah, skal alle adlyde Ham.

De, der gør det, vil føle sig sikre og trygge, som
Klynger sig til en robust, ubrydelig line.

O Ilâhî, for Hans familie og Ashâb,
Og de ahl at-taqwâ, der følger dem,

Lad barmhjertighedens skyer regne på dem,
For at blide og generøse slaver kan opnå barmhjertighed.

O Rabb, som den blide morgenbrise blæser,
Som moringatræets grene svajer,

Som leder af karavanen går ind,
Kamelerne med sine søde melodier.

Til Fakhr al-kâinât og Hans familie og Ashâb,
Send Dine barmhjertighedsskyer til dem, der adlyder dem.

Qasìdat al-Burda

Maqâm al-Ibrâhîm
Klippen med Ibrâhîm 'alaihis-salâm's fodaftryk, som Han brugte som stillads, mens Han
byggede strukturen af Kâ'ba og som en montering sten og mens Han udførte Sin pligt til

at invitere folk til Allah.
Denne klippe, som et mirakel af Ibrâh”m 'alaihis-salâm, ville stige op og ned som Han

ville, som en elevator, mens Han byggede strukturen.
Den maqsurah, som denne velsignede sten lΠi, blev revet ned under Saudi Faisals tid,

og der blev installeret en sekskantet glaskasse, som stadig er til stede.