KUFR

Det værste af alt ondt er at benægte (eksistensen af) Allahu ta'âlâ, at være ateist. Det er kufr (vantro) at benægte Muhammed 'alaihis- salâm's profetskab. Îmân betyder at tro med hjertet på alle de bud, der er åbenbaret til Muhammed 'alaihis-salâm af Allahu ta'âlâ og overleveret af Ham til os, og at udtrykke denne tro med tungen. Når der er noget, der forhindrer at sige det åbent, er det tilladt ikke at sige det med tungen. For at have îmân skal man også undgå at sige eller bruge ting, som Islâm foreskriver som tegn på kufr. Det er vantro at ringeagte Ahkâm alislâmiyya, dvs. nogen af Islâms befalinger eller forbud, at gøre grin med Koranen al-karîm, englene eller nogen af Profeterne eller at benægte noget, der er meddelt af dem. At benægte betyder ikke at tro, ikke at bekræfte efter at høre det. At have tvivl om ting, der er nødvendige for at tro, ville også betyde vantro. En person, der siger eller gør noget, som Islâm dikterer som et tegn på vantro, vil blive en vantro, selv om han virkelig tror af hjertet og erklærer at være muslim. Det er kufr at respektere det, som Islâm befaler os at fornærme, og at fornærme det, som Islâm befaler os at respektere.

Nogle af de ting, der forårsager kufr

1- At sige: "Allahu ta'âlâ observerer os fra Arsh eller fra himlen", er kufr. Fordi Allahu ta'âlâ er langt fra at have et sted. Det er ikke tilladt at sige, at Han er på jorden, på himlen, over, under, til højre eller venstre.

2- At sige: "Allahu ta'âlâ piner dig, som du har pint mig" er kufr. For Allahu ta'âlâ er ikke grusom. Han piner ikke sine slaver. Ordet grusomhed kan ikke bruges om Allahu ta'âlâ.

At nævne en bestemt muslim og sige: "Han er som en jøde for mig", er kufr.

4- At fortælle en løgn og derefter tilføje: "Allah ved, at det er sandt", er kufr.

5 - At komme med nedsættende kommentarer om engle, er kufr.

6- At sige noget nedsættende om Koranen al-karîm eller blot om et af dens bogstaver eller ikke at tro på blot et af dens bogstaver, er kufr.

7- At læse Koranen al-karîm, adhân eller mawlîd ledsaget af musikinstrumenter, er kufr.

8- At fremsætte nedsættende kommentarer om profeterne, er kufr.

9- At sige: "Han er bedre end en profet" om en person, der er kendt for sine velgørende gerninger, er kufr.

10- Hvis en person hævder at være profet, vil han og dem, der tror på ham, blive vantro.

11- Det er kufr ikke at tro på den pine, der vil blive påført i graven eller i âkhirat (eller at sige, at de ikke er rimelige).

At benægte, at troende vil se Allahu ta'âlâ i Jannah, er kufr.

13-Det er kufr at ikke lide nogen af de kendte sunnater.

14- Det er kufr ikke at tro på islâmisk viden eller at foragte islâmisk viden eller islâmiske lærde.

15- Enhver, der ønsker at blive vantro, bliver det, så snart han har til hensigt at blive vantro.

16- En person bliver vantro, hvis han siger de ord, der forårsager vantro, bevidst og forsætligt. Hvis han siger disse ord, fordi han ikke ved, at det vil forårsage vantro at sige disse ord, vil han stadig blive en vantro ifølge flertallet af de islâmiske lærde.

"Allahu ta'âlâ vil ikke
tilgive dem, der tilskriver

en partner til Ham, det
vil sige, vantro, og Han vil

tilgive andre synder end

vantro." An-Nisà: 116

17- At bære et reb-lignende bælte (zunnâr) omkring taljen eller at bære noget som helst, der er et tegn på vantro, vil få en til at blive vantro. Hvis en forretningsmand bruger disse til at forklæde sig i de vantros land, vil han blive en vantro. At bruge disse ting til at lave vittigheder eller få andre til at grine vil få en til at blive vantro.

18- Når de vantro fejrer deres helligdage, vil de religiøse ting, som de praktiserer på denne særlige dag, skabe vantro. Også at give ting, der er specielle for den religiøse helligdag til dem som gaver, vil forårsage vantro.

19- At kalde en muslim for en vantro for at nedgøre hans onde karakter, vil ikke forårsage vantro. Det ville forårsage vantro, hvis det at kalde ham sådan havde til hensigt at udtrykke ens ønske om, at denne muslim var en vantro.

20- Hvis en pige, som blev gift (af sine forældre) med en muslim med nikâh, da hun var barn, ikke kender islam og dens trosretninger, eller ikke kan svare på spørgsmål om dem, efter at hun har nået den mentale modenhed og pubertet, hendes nikâh bliver ugyldig. Den pige bliver en murtad (frafalden). Den samme regel gælder også for et mandligt barn.

21- Hvis en person slår eller dræber en anden uretfærdigt, er det kufr at godkende hans grusomme handling ved for eksempel at sige: "Du har gjort et godt stykke arbejde. Han fortjente det!"

22- Det er kufr ikke at tage Islâms bud alvorligt. For eksempel er det kufr ikke at udføre namâz, zakât, ikke at faste, fordi man ikke anser dem for vigtige ting eller ikke accepterer dem som ens pligter.

23- Det er kufr, at fortvivle om Allahu ta'âlâs barmhjertighed.

24- Penge, ejendom eller ejendele, som normalt ikke er forbudte (harâm), men som senere bliver forbudte på grund af en ydre årsag eller grund, kaldes harâm li-gayrihi, f.eks. stjålne ting eller ting, som er opnået ved forbudte midler. At være uvidende og kalde dem tilladte (halâl) medfører ikke vantro. Ting som ådsler, svinekød og vin, som i sagens natur er forbudte, kaldes harâm li-'aynihi. At kalde dem halâl er kufr.

25- At kalde nogen af de helt sikkert kendte synder for halâl, er kufr.

26- Nedgøre eller gøre grin med ting, der er respektable af Islâm, f.eks. adhân, moskeer, fiqh-bøger, forårsager også vantro.

27- At udføre namâz, mens man ved, at man ikke har abdast (afvaskning, wudû), medfører vantro.

28- Det er kufr, hvis man ved, at man udfører en namâz i en anden retning end qibla-retningen. Det er kufr at sige, at det ikke er nødvendigt at udføre namâz mod qibla´en.

29- Det er kufr at have et nag mod en lærd i islam uden nogen legitim grund eller at forbande ham.

30- Hvis en person siger til en anden, som han ikke kan lide: "For mig er dit ansigt som en dødsengels ansigt", bliver han en vantro. Dødsenglen (Azrâîl 'alaihis-salâm) er en ophøjet engel.

31- At ønske at noget, som er harâm i enhver religion, såsom utroskab, sodomi, ribâ (renter), løgn, skal være halâl, er kufr.

32- Enhver, der ikke accepterer, at Muhammed 'alaihis-salâm er Profeten i den sidste tidsalder (perioden indtil qiyâmat-dagen), bliver en vantro.

33- Enhver, der siger "Må det være dig velsignet" til en mand, der bærer udelukkende silketøj, kan miste sin îmân.

34- Enhver, der fornærmer, ikke kan lide og bagtaler tafsîr- og fiqh-bøgerne bliver ikke-troende.

35- Enhver, der siger: "Du er nøgen som Jabrâîls kalv", bliver en vantro. Dette ord er en hån mod englen.

36- Enhver, der siger, "Profeten 'alaihis-salâm var sort", bliver en vantro.

37- Enhver, der siger: "Det er en god ting ikke at udføre namâz", bliver en vantro. Hvis nogen får at vide: "Kom, udfør namâz", og han svarer: "At udføre namâz er besværligt for mig", bliver han en vantro.

38- Enhver, der siger "far" om Allahu ta'âlâ, bliver en vantro.

39- Hvis en person siger, "Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa salâm) ville slikke Sin velsignede fingre efter spise," og en anden siger: "Dette er en upassende ting at gøre", bliver den anden person en vantro.

40- Den, der fortolker Koranen al-karîm i overensstemmelse med sin egen forståelse, bliver en vantro.

41- De kassetter og plader, som Koranen al-karîm er blevet indspillet på, er værdifulde som Mushâf ash-sharîfer (en bog, som Koranen al-karîm er blevet skrevet i, kaldes en mushâf). Det er kufr at være respektløs over for dem.

42- At tro på det, som spåmændene, der mødes med ånder, eller de mennesker, der bruger horoskoper og giver svar på alle de spørgsmål, der stilles, eller på det, som troldmænd siger og gør, selvom det, de siger, nogle gange er sandt, betyder at tro, at en anden end Allahu ta'âlâ ved alt og kan gøre, hvad han vil. Dette er kufr. (Det er ikke kufr at benægte videnskabelig viden).

43- Det er kufr at udelade en sunnat ved at ringeagte den, ved at anse den for uvæsentlig.

44- Enhver, der siger: "En troldmand kan med sin magi gøre alt, hvad han vil. Hans trolddom vil absolut have en virkning", og de, der tror på disse ord blivervantro.

45- Hvis en muslim giver et bekræftende svar som "Ja" til en person, der kalder ham en ikke-troende, vil være en ikke-troende.

46- Det er kufr at hævde, at det er halâl at gifte sig med en kvinde, som er harâm at blive gift med.

47- Hvis en person giver almisse fra en ejendom, som han ejer, der helt sikkert er harâm, og forventer at tjene thawâb til gengæld, og den fattige, der tager imod almissen, og som ved, at det er fra en ejendom, der er harâm, siger: "Må Allahu ta'âlâ være tilfreds med dig", og almissegiveren eller en anden person siger: "Âmîn", så bliver de alle vantro.

48- Det er kufr at kalde nogen eller noget for "Skaberen", bortset fra Allahu ta'âlâ, uanset hvad en person antyder.

"O min Rabb! Jeg beder

Dig om en îmân, der
ikke ender med vantro!"

49- Det medfører kufr at sige Abdulqoydur i stedet for Abdulqâdir, når det er med vilje. Det samme er tilfældet med at sige Abdo i stedet for Abduluzeyz, Memo i stedet for Muhammed, Hasso i stedet for Hasan, og Ibo i stedet for Ibrâhîm. Nogle handværkere skriver disse velsignede navne på sko eller hjemmesko som reklame, fordi de er deres navne, og de, der køber dem, sætter dem på deres fødder og træder derfor på dem. Der er frygt for, at både dem, der skriver dem, og dem, der træder på dem, vil miste deres îmân.

Hadìth ash-sharìf

50- At hævde: "Vi river Awliyâ´ernes grave ned, fordi vi frygter, at de uvidende vil tro, at de er skabere", er kufr.

51- Det er kufr at lægge et papir, et dække eller et bønnetæppe på jorden, hvis de har et islâmisk skrift eller endda et islâmisk brev (hvis denne handling er udført for at fornærme dem).

52- At sige: "Abû Bakr as-Siddîq og 'Umar-ul-Fârûq (radiy-Allahu ta'âlâ 'anhum) havde ingen ret til at være Khalîfa´er", er vantro.

53- At få nogen, især ens eget barn, til at blive vantro, er kufr.

54- Det er vantro også at være respektløs over for Koranen al-karîm, der høres fra en radio eller højttaler, selvom lyden, der høres, ikke er selve Koranen al-karîm, men magnetiske vibrationer.

55- Det er kufr at ikke lide en sunnat. Det er kufr ikke at lægge vægt på sunnat.

56- Det er fard at begrave de døde i jorden. Hvis en person, der holder sig fra denne tjeneste ved ikke at tillægge den nogen betydning og ved at komme med undskyldninger om videnskab, siger: "Det er af tilbagestående at begrave de døde. Det er bedre at brænde dem som buddhister, brahmaner eller kommunistiske vantro", bliver vantro.

57- Det er meget grimt og kufr at sige: "Fader, som giver ting hurtigt." (Dette gøres generelt over for den afdøde Awliyâ.)

58- Det er vantro at påstå, at utroskab og sodomi er tilladt.

59- Det er kufr ikke at tillægge betydning til en harâm, som er blevet meddelt ved Nass (dvs. âyat eller hadîth) eller ved ijmâ' (Ashâb al-kirâm´s og Tâbi'în´s fælles handling eller enstemmig kommentar, enstemmighed eller konsensus om en sag).

60- Fortsætter med at begå alvorlige synder, insistere på at begå dem, driver en til at blive en vantro. Det er kufr ikke at lægge vægt på namâz.

61- Det er vantro at fornægte en Awliyâ (kære slave af Allahu ta'âlâ) af hjertet eller med tungen, uanset om den kære slave er levende eller død.

62- Det er kufr at have fjendskab mod Awliyâ og mod islâmiske lærde, som handler i overensstemmelse med islâmisk viden.

63- Det er vantro at sige, at Awliyâ har egenskaben Ismat (renhed). (Ismat betyder at man ikke begår nogen synder på noget tidspunkt. Denne egenskab er kun særegent for Profeter.)

64- Det er kufr at tro, at en begivenhed er sket af sig selv, at sige dyr udviklet sig fra encellede levende væsener til udviklede væsener og endelig til mennesker væsener

65- Det er kufr at dyrke de vantro, såsom at spille på musikinstrumenter som et orgel eller en klokke, som de spiller på i deres kirker, i moskeer, eller at bruge de ting, som Islâm anså for at være tegn på vantro, når der ikke er nogen darûrat (stærk nødvendighed eller tvang).

66- De, der forbander Ashâb al-kirâm, kaldes mulhid. Mulhid er en vantro.

67- Det er kufr at respektere kors, stjerner, solen, køer eller andre ting, billeder eller skulpturer og tro, at de eller dem, der er afbildet af dem, har guddommelige egenskaber som f.eks. at gøre eller skabe hvad de vil, eller at helbrede syge.

68- Enhver, der bagtaler Hadrat Âisha (enhver, der siger, at hun var utro) eller som ikke tror på, at hendes far er en sahâbî, bliver en vantro.

69- Det er en uundværlig viden, at Îsâ 'alaihis-salâm vil stige ned fra himlen. Enhver, der ikke tror på det, bliver en vantro.

70- At kalde en person, der fik det glædelige budskab om Jannah i Koranen al-karîm eller i en hadîth ash-sharîf, for en vantro, medfører kufr.

71- Det er harâm og syndigt for en muslimsk kvinde at gå ud, mens hendes hoved, arme og ben er utildækkede, og at vise dem til mænd. Hvis hun nedgør denne kendsgerning, hvis hun ikke lægger vægt på den, vil hun miste sin îmân og blive vantro.

72- Enhver, der ikke tror på, at engle og jinni´er eksisterer, bliver en vantro.

73- Hvis en person kalder en muslim for "O vantro" (eller hvis en person kalder en muslim for en frimurer eller kommunist) og tror, at en muslim er en vantro, bliver han selv vantro.

74- Antallet af Profeter er ikke kendt præcist. At give et antal Profeter kan betyde at tro, at en ikke-Profet var en Profet, eller det kan betyde at man ikke accepterer Profetens profetskab. Dette er vantro. For at benægte en Profet betyder at benægte alle Profeterne. Om dette emne har de islâmiske lærde sagde, at antallet af profeter er mere end hundrede og fireogtyve tusinde.

En muslim, mand eller kvinde, vil miste sin îmân, når han eller hun siger eller gør noget, som enstemmigt er blevet rapporteret af islâmiske lærde til at forårsage kufr, og som han eller hun ved, at hvis det gøres, vil det forårsage kufr, men han eller hun gør det bevidst (frivilligt, ikke under tvang), uanset om han eller hun gør eller siger det alvorligt eller for sjov, uden at være bevidst om, hvad man siger, er ikke en undtagelse fra denne regel. Denne person bliver en murtad (frafalden). De tidligere thawâb´er af den person, der blev en murtad, vil blive ugyldige. Hvis denne murtad omvender sig, vil thawâb´er fra hans tidligere tilbedelser ikke blive returneret.

Hvis han er rig, skal han udføre hajj igen. Det er ikke nok kun at sige Kalima ash-shahâda for at angre. Det er også nødvendigt at angre den ting, der forårsagede ens frafald. (Han skal træde ind i Islâm gennem den samme port, som han gik ud af.) At være uvidende om disse ting er ikke en undskyldning og er en alvorlig synd for en muslim. For det er fard for en muslim at lære de ting, som er obligatoriske for alle at kende. Nikâh og troen af en person vil ikke være ugyldig, når man udtrykker et ord, som er en årsag til frafald, hvis det er sagt ved et uheld, i en tilstand af forvirring eller fortolkning. I dette tilfælde anbefales det at foretage tawba og istighfâr, dvs. tajdîd al-îmân (at forny sin tro).

En ikke-troende bliver muslim ved at sige en kalima at-tawhîd. På samme måde kan en muslim blive til en vantro ved at sige et ord. Enhver muslim bør sige den følgende îmân-bøn hver morgen og aften, og dermed bør man gøre anger og forny sin îmân og nikâh:

"Lav tajdîd al-îmân ved
at sige Lâ ilâha illallah!"

Hadìth ash-sharìf

“Allahumma innî e’ûzu bike min an ushrika bika shay-an wa ena a’lamu wa astaghfiru-ke li-mâ lâ-a’lamu innakE ente allâmul-ghuyûb.”

“Allahumma innî urîdu en ujaddidel îmâne wennikâha tejdîden bi-qawli lâ ilâhe illallah Muhammadun rasûlullah

Jeg ønsker at søge rundt og finde Dig,
At gnide mit ansigt til støvet fra Dit spor,
Må Haqq tillade mig at se Dit ansigt,
O Muhammed, min sjæl længes efter Dig.

Jeg ville ønske, at der var en velsignet rejse, og jeg kunne gå,
Synke ned i sandet på Kâ'ba's veje,
Må jeg se Dit smukke ansigt en gang i en drøm,
O Muhammed, min sjæl længes efter Dig.

Der er ingen bedrag tilbage i mit hjerte,
Jeg er oprigtigt gået ind på den sande vej,
Abû Bakr, 'Umar, 'Uthmân også,
O Muhammed, min sjæl længes efter Dig.