ASHÂB AL-KIRÂMS UDDANNELSE

Masjid an-Nabî

Da vores Mester, Profeten (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) ærede Medîna, ønskede Han at begynde at bygge en masjid hvor Hans Ashâb ville blive uddannet og udføre namâz med jamâ'at. I mellemtiden kom Jabrâîl 'alaihis-salâm og sagde: "O Rasûlullah! Allahu ta'âlâ beordrer dig til at bygge et hjem (masjid) af sten og adobe for Ham." Habîb alakram ønskede straks at købe den jord, som Hans kamel Quswâ knælede ned på, når Han kom til Medîna, af dens ejere. Ejerne sagde: "O Rasûlullah! Vi forventer kun dens værdi fra Janâb al-Haqq. Vi giver denne jord til dig som en gave for Allahs skyld." De ønskede meget at skænke det til Ham. Men vores Mester, Profeten, accepterede ikke deres tilbud og købte det ved at betale langt mere end dets værdi.¹⁶⁸

"O min Rabb! Få os til
at elske Medîna, som vi
har elsket Mekka. Få os
til at elske det mere end
Mekka. O min Rabb! Giv
overflod til vores vægte
og skæpper. Gør Medîna
til en by, hvor vi kan være

sunde. Gør dens klima

behageligt!"
Hadìtk ask-skarìf

Mens jorden blev jævnet med jorden, blev der skåret adobe mursten, og stenene blev fjernet. Endelig, efter at alle forberedelserne var afsluttet, samledes de for at lægge fundamentet. Vores Mester Muhammed Mustafâ (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) lagde den første sten på fundamentet med Sine velsignede hænder. Derefter sagde Han henholdsvis: "Lad Abû Bakr lægge sin sten ved siden af Min sten! Lad 'Umar lægge sin sten ved siden af Abû Bakr's sten! Lad 'Uthmân lægge sin sten ved siden af 'Umars sten! Lad Alî lægge sin sten ved siden af 'Uthmân's sten!" Efter Hans ordre var blevet opfyldt, sagde Han til Sine Ashâb der: "I må også gerne lægge jeres sten." Så begyndte de at lægge deres sten.

Især vores elskede Profet, alle Ashâb al-kirâm arbejdede uden hvile for at bygge masjid. Han bar sten og adobe mursten på Sin velsignede ryg. De forhøjede basen til halvanden meter ved hjælp af sten og byggede resten med lerjord. En dag bar vores Mester Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) adobe mursten. En af Hans Ashâb kom hen til Ham og sagde med stor høflighed: "O Rasûlullah! Vil du give mig lov til at bære adobe murstenen?" Vores Mester, Khâtam al-anbiyâ gav ikke adobe mursten til ham ved at sige mere høfligt, at Han havde meget mere brug for at tjene thawâb (belønning, velsignelse). Så anbefalede Han ham også at bringe sten.

Vores Mester Rasûlullah var en af dem, der arbejdede mest på opførelsen af Masjid an-Nabî. Han bar de tungeste sten og bragte dem til murerne. Mens Han bar disse sten og adobe mursten, opmuntrede Han Sine Ashâb ved at fortælle dem om værdien af det udførte arbejde og give glædelige budskaber om velsignelser.

Muslimer, som så en sådan indsats fra vores Mester, arbejdede ihærdigt. Desuden bar Ammâr ibn Yâsar to adobe mursten, hvoraf den ene var til ham selv og den anden var til vores Mester, Profeten, mens alle andre bar én adobe mursten. Da vores Mester Rasûlullah så dette, gik Han hen til ham. Han klappede Hadrat Ammâr på ryggen med Sin velsignede hånd, og vores Mester, Profeten, sagde: "O Sumayyas søn! Du har to thawâber, mens alle andre har én!"

Masjidens vægge blev færdiggjort i løbet af kort tid, og dens top blev dækket. Værelserne var lavet af dadelgrene og var beklædt med hårklæde som skik i Arabien.

Der var kun gardiner på portene. Værelserne lå på den sydøstlige og nordlige side af masjid. Dørene i de fleste af dem åbnede ind i masjid. Deres lofter var et spænd højere end en mand af middelstørrelse. Der var en dør mellem Hadrat Fâtima og Hadrat Âisha's værelser. Derudover blev der bygget yderligere to værelser af adobe ved siden af masjid'en til vores Mester Rasûlullah. De var også dækket med dadelpalmestammer og grene. Med tiden blev disse værelser forøget op til ni. Efter byggeriet af masjid'en var blevet afsluttet, flyttede vores Mester, Profeten, fra Hadrat Khâlid ibn Zayds hus til dette hus, der blev bygget til Ham.¹⁶⁹

O RASÛLULLAH!
Det, der gør tilbedere ekstatiske er,
Din skønhed, O Rasûlullah.
Det, der får dem til at klynke morgen og aften er,
"Længsler efter dig, O Rasûlullah!

Dag og nat græder min gevinst,
Hvad brænder mig med længslens ild,
Nu og da er det, der får mine øjne til at løbe i vand,
At være adskilt fra dig, O Rasûlullah!

Hudâs velsignelse, som asfiyâ modtager,¹⁷⁰

Den glæde og fornøjelse awliyâ¹⁷¹ har,
Profeternes sublimitet er,
Din lykkebringelse, O Rasûlullah!

Hav barmhjertighed med denne stakkels drever,
Jeg er skyldig, hav medlidenhed med denne synder,
At vise barmhjertighed over for de forladte og hjælpeløse er,
Din skik, O Rasûlullah!

O forbeder for syndere, Haqq's nûr,
Nasûhî er din slave, send ham ikke væk.
Vis barmhjertighed, vend ham ikke væk fra din nådes dør,
Han er din ummat, O Rasûlallah!
Nasúkì Uskudàrì

Dadelpalme-stammen klynker

Der var en dadelstump i Masjid an-Nabawî (Profetens moské) i Medîna. Vores Mester, Profeten, holdt khutba (den prædiken, som imâm'en holdt på prædikestolen ved fredagsbønnen og de islâmiske helligdage) ved at læne sig op ad en stamme af dadelpalme kaldet Hannâna, i masjid om fredagen.

Senere fik Han bygget en minbar (prædikestol) med tre trin. På en fredag samledes vores Mester, Profeten og Hans Ashâb i Masjid an-Nabî. Da vores Mester klatrede op på den nye minbar for at give khutba, begyndte stammen af den tørre dadelpalme, som vores Mester tidligere havde lænet sig op ad under khutbaen, at græde og klynke med en lyd, som alle hørte, som om en gravid kamel græd. Alle Ashâb lyttede forbløffet til denne lyd. Men lyden ville ikke ophøre. Derefter klatrede Verdens Mester ned fra minbar og klappede blokken med Sine velsignede hænder. I det øjeblik stoppede gråd og klynkeri. Ashâb, der så den tørre dadelpalmestamms kærlighed til vor Profet, brød ud i tårer.

"Hvis jeg ikke havde
omfavnet den (Hannâna),

ville adskillelse fra mig

få den til at græde til

qiyâmat."
Hadìtk ask-skarìf

Om denne hændelse sagde Hadrat Anas ibn Mâlik: "Masjid rystede endda af lyden," og Ibn al-Abî Wadâ'a sagde: "Dadelpalmens stamme knækkede og bevægede sig. Vores Mester Rasûlullah kom og lagde Sin velsignede hånd på den, og så blev det stille."

Vores Mester, Profeten sagde: "Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, hvis magt holder min eksistens, at hvis jeg ikke klappede den, ville den græde sådan ud af dens længsel og sorg efter mig indtil dommens dag." Det blev oplyst i en anden rapport som følger: Rasûl 'alaihis-salâm sagde til stammen af den tørre dadelpalme: "Hvis du vil, så lad mig sætte dig i den have, du var i. Du kan forgrene dig og vende tilbage til, hvordan du var. Eller hvis du vil, lad mig plante dig i Jannah, så Allahu ta'ala's venner kan spise af dine frugt." Så lyttede vores Mester Rasûlullah til den og hørte, at den sagde: "Plant mig i Jannah, så at Allahu ta'alahs venner kan spise af min frugt, og lad mig være et sted, hvor jeg ikke ældes og rådner." De, der var sammen med vores Mester, Profeten, hørte også denne tale fra træet. Herpå svarede vores Mester Rasûlullah: "Jeg vil gøre, hvad du bad om." Så vendte Han sig til Sin Ashâb og sagde: "Det foretrak Dâr al-baqa (evighedens land, âkhirat) frem for dâr al-fana (dødelighedens land, denne verden)."¹⁷² Derefter blev stammen af dadelpalmen begravet efter ordre fra Rasûlullah.

Deres familiemedlemmers ankomst til Medîna

Da Sarwar al-âlam (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) og Hadrat Abû Bakr udvandrede, havde de efterladt deres børn i Mekka. I en hadîth ash-sharîf citeret af Imâm al- Bukhârî sagde Hadrat Âisha: "Vores Mester Rasûlullah sagde til mig: 'O Âisha! Du blev vist mig to gange i min drøm. Formentlig så jeg dit billede i et stykke grønt silkestof, og så fik jeg at vide, at "ejeren på dette billede er din kommende kone." Efter denne drøm (et år efter at vores mor Hadrat Khadîja døde) blev vores Mester, Profeten og vores mor Hadrat Âisha forlovet i Mekka. Brylluppet blev dog ikke afholdt med det samme. Vores mor, Hadrat Âisha fortalte denne omstændighed som følger: "Da Rasûlullah udvandrede til Medîna, havde Han efterladt os og Sine døtre i Mekka. Efter Han ærede Medîna, sendte Han os Sin frigjorte slave Zayd ibn Hâritha og Abû Râfî' med to kameler og 500 dirhams til at betale for deres behov.

Min far sendte også Abdullah ibn Urayqit sammen med dem med to eller tre kameler og et brev med en ordre til min bror Abdullah om at sende min mor, mig og min søster Asmâ med kamelerne. Jeg, min mor Umm Rûmân og fra Rasûlullahs døtre; Hadrat Fâtima-tuz-zahrâ og Umm Gulthum, Rasûlullahs kone Sawda og Usâma og hans mor Umm Ayman rejste alle sammen afsted. Da vi ankom til Qubayd, købte Zayd tre kameler mere og betalte 500 dirhams. Talha ibn Ubaydullah sluttede sig også til karavanen. Da vi kom til Bayd i et distrikt i Minâ, løb min kamel væk. Jeg sad i kuldet, og min mor var ved siden af mig. Min mor var forvirret og råbte: "Ak min datter, ak min svigerdatter!" Allahu ta'âlâ beroligede kamelen og reddede os. Efter alt dette, ankom vi til Medîna. Jeg steg af sammen med resten af min fars husstandsmedlemmer. Rasûlullah's husstandsmedlemmer steg af foran deres værelser." Vores mor Hadrat Âisha blev hos sin far, Hadrat Abû Bakr, i hans hus for et stykke tid. Deres bryllup fandt sted efter Badr's Ghazâ.

Hvilken lykkelig person er den person,
Som reciterer Koranen!
Når han hører iqhâmat, adhân,
Hans hjerte er fyldt med îmân!

Adhân al-Muhammadî

Efter Masjid an-Nabî blev bygget, var der ingen metode til at erklære, at det var namâz-tid, og til at invitere muslimer til moskeen. Man sagde kun "Assalâtu Jâmi'a (samles til namâz)".

En dag spurgte vores Mester Rasûlullah, efter at have rådført sig med Sin Ashâb, hvordan de Muslimer bør inviteres til moskeen på namâz-tidspunkterne. Nogle tilbød ringning en nâqûs, som er en klokke, ligesom de kristne, til at erklære namâztidspunktet; nogle tilbød at blæse i et horn, ligesom jøderne. Nogle andre gav udtryk for deres mening ved at sige: "Lad os tænde et bål og løfte det fra et højt sted ved namâz-tidspunkterne." Vores Mester Rasûlullah accepterede ikke nogen af disse.¹⁷³

Abdullah ibn Zayd ibn Sa'laba og Hadrat 'Umar så recitering af adhân i deres drømme. Hadrat Abdullah kom til vores elskede Profet og fortalte sin drøm som følger: "Jeg så en mand i grønt tøj, der holdt en klokke. Jeg spurgte ham: 'Vil du sælge klokken i din hånd til mig? Han spurgte: "Hvad vil du gøre med den? Da jeg svarede: "Jeg vil ringe med den for at annoncere namâz-tiderne", sagde personen: "Lad mig lære dig den bedre måde", og han vendte sig mod Qibla og begyndte at recitere med høj stemme: "Allâhu Akbar, Allahu Akbar... Da han var færdig med denne recitation, sagde han: "Når det er tid til at stå op til namâz," og han gentog adhân; og mod slutningen af den tilføjede han sætningen: "Qad Qâmat-is-salâtu."

På dette svar sagde vores Mester Rasûlullah: "Drømmen er sand. Lær Bilâl de ord, lad ham recitere dem!" Dette blev kaldt adhân.¹⁷⁴

Derefter gik Hadrat Bilâl op på et højt tag nær Masjid ash-sharîf og reciterede den første adhân med de ord, han blev lært.

Da Hadrat 'Umar hørte stemmen af adhân, kom han løbende til vores Mester Rasûlullah. Han sagde, at de ord, som Hadrat Bilâl havde reciteret, var nøjagtig de samme, som han så i sin drøm. Den nat havde nogle af Ashâb'erne set den samme drøm. I mellemtiden var den 9. âyat al-karîma af Sûrah al-Jumah blevet åbenbaret.

En dag, da der var namâz om morgenen, havde Bilâl al-Habashî kaldt "As-salâtu hayrun minannawm"¹⁷⁵ to gange foran døren til vores elskede Profets hus. Vores Mester, Profeten kunne lide det. Han sagde: "Bilâl, sikke et smukt ordsprog det

er! Sig det også, mens du kalder morgenens adhân for namâz." Således begyndte det, at dette udtryk blev reciteret i adhân af morgen namâz.

"Når du inviterer til
namâz med adhân, tager
de det som en hån og leg.

Det er fordi de er et folk,

Stemmen fra Bilâl al-Habashî, som var muadhin indtil vores Profet, var klangfuld, meget flot og effektiv. Når han begyndte at recitere adhân, lyttede alle til ham med stor kærlighed og ekstase og blev overvældet. Han kunne få alle til at græde, når han reciterede adhân.

der ikke forstår."

Mâida: 58

Ashâb al-kirâms invitationer til hinanden i moskeen på namâz-tidspunkterne med adhân al-Muhammadî virkede mærkeligt for Medîna- polyteisterne og jøder. De ville latterliggøre og gøre grin med det, mens adhân blev reciteret. På deres hån erklærede Allahu ta'âlâ i Koranen al-karîm in maal: ”Når du inviterer til namâz med adhân, tager de det som en hån og leg. Det er fordi de er et folk, der ikke forstår."¹⁷⁶

Kaldte at muadhin, stod og qâmat han sagde,
Vendte sit ansigt til Kâ'ba og den hensigt han havde.

Da îmân-folket hørte det, lyttede de ærbødigt,
Derfter begyndte de namâz og gik til deres Rabb-tjeneste.

Ashâb as-Soffa

Vores Mester, Profeten, havde en skygge lavet af grene fra dadelpalmer på den nordlige væg i Masjid an-Nabî. Derefter beordrede Han de enlige sahâbîer, der var udvandret fra Mekka, og som ikke havde nogen ejendom, til at bo der.¹⁷⁷ Disse enlige sahâbîer og de fattige i Ansâr og Muhâjirer boede under et stort espalier, der blev kaldt Soffa, og som lå ved siden af Masjid an-Nabî, og beskæftigede sig med læring og undervisning. Deres antal varierede mellem ti og fire hundrede. Det meste af tiden var der halvfjerds af dem. De ville aldrig forlade vores Mester Rasûlullah's side og aldrig forlade Hans sohbats. Dag og nat læste de Qur'ân al-karîm, beskæftigede sig med lærdom og lærte hadîth ash-sharîfs udenad. I de fleste af deres dage ville de faste, og de ville aldrig opgive ibâdat og tilbedelse.

De, der blev uddannet der, ville blive sendt til de stammer, der for nylig var blevet muslimer, og undervise dem i Koranen al-karîm og hadîth ash-sharîfs, dvs. islâmreligionen.

Disse velsignede sahâbîs, der havde mange udmærkelser, var en stor hær af lærdomme. Vores Mester, Profeten, elskede dem dybt; Han ville sidde ned med dem, lave sohbats og spise med dem. De blev kaldt Ashâb as-Soffa.

En dag kiggede vores Mester Rasûlullah på Ashâb as-Soffa og tænkte, at de var meget fattige. Selv under disse forhold lavede de ibâdat med fred i hjertet og lysstyrke. Vores Mester, Profeten, som havde medlidenhed med dem, sagde: "O Ashâb as- Soffa! Glædelige budskaber til jer! Hvis der er tilbage én person blandt min ummat, som er tilfreds med de vanskelige betingelser, som I nu er i, er han helt sikkert en af mine venner."

Habîb al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) ville først sørge for behovene hos disse eksklusive Ashâb's af Ham, derefter Hans Ahl al-bayt's. Abû Hurayra fortalte som følger: "Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, som er den eneste gud (der er ingen gud uden Ham), nogle gange lænede jeg min move mod jorden af sult, og nogle gange trykkede jeg en sten, som jeg plukkede fra jorden, på min mave. Endnu en gang var jeg i en sådan tilstand. Den dag havde jeg siddet ved vejkanten, hvorigennem Rasûlullah gik til masjid. Netop da kom juvelen fra de to verdener, som blev sendt som en barmhjertighed for verdenerne, til mig med en strålende nûr. Da Han forstod min situation, smilede Han og sagde: "O Abû Hurayra! Da jeg sagde: "Må mit liv blive ofret for din skyld, fortæl det venligst O Rasûlullah!" sagde Han: "Kom med mig! Jeg gik straks efter Ham. Han gik ind i Sit hjem af lyksalighed. Der var et bæger med mælk i huset. Han sagde: 'Godt, gå til Ahl as-Soffa. Kald dem herhen". Mens jeg var på vej for at kalde dem, tænkte jeg ved mig selv: "Hvordan vil en kop mælk være nok til alle ashâb as-Soffa'erne? Vil der falde en dråbe til min del? Gad vide...' Jeg kaldte dem. Så kom vi til lyksalighedens hjem, bad om tilladelse og gik ind. Efter vi satte os på passende pladser, sagde vores Mester Rasûlullah: "O Abû Hurayra! Tag dette bæger med mælk og giv det til dem! Jeg tog og afleverede koppen til henholdsvis mine venner. Hver af dem tog koppen, drak indtil de var fuld, og gav den derefter tilbage til mig. Da jeg modtog koppen tilbage fra hver af dem, opdagede jeg, at den ikke blev mindre og var fuld af mælk, som den var i begyndelsen. På denne måde præsenterede jeg den for alle mine venner, som kom der. De drak alle sammen og blev mætte. Så tog Rasûlullah (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) bægeret, smilede til mig og sagde: "O Abû Hurayra! Der er kun mig og dig tilbage, som ikke har drukket mælk. Du skal også sætte dig ned og drikke! Jeg satte mig ned og drak. Han sagde: "Drik igen! Jeg drak. Vores Mester sagde til mig: "Drik!" et par gange. Og jeg drak hver gang. Til sidst sagde jeg: "Må mine forældre blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Jeg kan ikke drikke mere. Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, som har sendt dig med den rette religion, at jeg er helt mæt. Så sagde Han: "Så giv mig bægeret. Jeg gav den til Ham. Efter Han havde rost og hyldet Allahu ta'âlâ, Han reciterede Basmalaen og drak derefter mælken."

Medîna-Ashâb havde en stærk og hidtil uset hengivenhed for de fornemme Ashâb, som studerede uden at gå glip af en eneste sohbat af vores Mester Rasûlullah. En aften kom en af sahâbîerne blandt Soffa'erne, som var udmattet af sult, til vor Mester Rasûlullah og forelagde Ham sin situation. Så spurgte vores Mester, Profeten medlemmer af Hans husstand, om der var noget at spise.Da Han fik svaret: "Lige nu er der ikke andet end vand som mad i huset", sagde Han til Sine Ashâb, som var til stede: "Hvem vil være vært for denne sultne person?" En person fra Medîna blandt Ashâb al-kirâm, der optrådte foran alle, sagde: "Må mine forældre blive ofret for din skyld O Rasûlullah! Jeg vil tage mig af ham." Derefter gik han hjem med sin gæst og sagde til sin kone: "Tilbered noget mad til middag, til vores Mester Rasûlullah's gæst." Hans kone svarede: "I øjeblikket er der intet at spise, bortset fra mad til vores børn." Han sagde: "Læg først børnene i seng, og kom så med maden." Så tog han maden, som kun ville være nok til én person, og gik ind i rummet, hvor gæsten var. Han stillede maden foran ham og opfordrede ham til at spise. Efter de var begyndt at spise sammen, rejste husejeren sig op, lod som om han ville justere lyset og slukkede det. Derefter satte han sig ned igen i mørket. Han lod som om han spiste og ventede på, at gæsten skulle spise sig mæt. Efter gæsten havde spist sig mæt, ryddede han op, hvor de havde spist. Den aften gik han og hans børn sultne i seng. Om morgenen, da de gik til vor Mester, Profeten, sagde Han: "Allahu ta'âlâ var tilfreds med jeres opførsel i går aftes." Derefter åbenbarede Allahu ta'âlâ den 9. âyat al-karîma i Sûrah al-Hashr, in maal: "De (Ansâr) værdsætter (muhâjirer) over sig selv, selv om der er fattigdom og nød for dem selv."

"O Ashâb as-Soffa! Glædelige

budskaber til jer! Hvis der
er tilbage én person blandt
min ummat, som er tilfreds
med de vanskelige betingel-
ser, som I nu er i, er han helt

sikkert en af mine venner."

En linje:

Hadìtk ask-skarìf

Uanset hvad em net er, så er det sødest at tale om en ven!

Sultanen af hjerter´ sohbat

Vores Mester Fakhr al-kâinat (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) ville, for at uddanne og modne Sin Ashâb al-kirâm, lave hidtil usete sohbats (at tale med hinanden; at holde sig sammen med hinanden; samvær) og hælde den fayz og de velsignelser, som Allahu ta'âlâ gav Ham, ind i deres hjerter. De, der havde den ære at deltage i vores Mester, Profetens sohbats, ville føle en grundlæggende ændring i deres hjerter selv ved den første sohbat og opnå meget høje ma'rifats (guddommelig viden, gnosis). Med velsignelsen fra disse sohbats ville alle ashâb al-kirâm elske vores elskede Profet før alle andre, derefter alle deres kammerater sahâbes, mere end dem selv. Allahu ta'âlâ ophøjede dem med âyat al-karîmas. De ville høfligt og opmærksomt opholde sig i vores Mester Rasûlullah's nærvær på en sådan måde, at det var som om fugle var landet på deres hoveder, og hvis de havde bevæget sig, ville fuglen flyve væk. Således blev Ashâb al-kirâm den mest overlegne og dydige blandt de skabte, kun rangeret efter profeterne og englene af højere rang. Vores Mester Rasûlullah, ville forklare og undervise i vores religions bud og forbud i dybden og redegøre for alt om "Islâms religion" såsom troens og Islâms søjler, namâz, sawm (faste), hajj (pilgrimsrejse), alle zakât-regler, fortolkninger af âyat al-karîmas, de forbudte og tilladte fødevarer, tøj; ed, nazr¹⁷⁸, kaffârat (forsoning), handelsinformation; den rette måde at spise, klæde sig på, samtale, tale og hilsen; forholdet mellem naboer, slægtninge og venner; reglerne for ægteskab, underholdsbidrag, arvefølge og arv; sager, straffe, aftaler og partnerskaber; viden om sundhed og hygiejne, konfrontation med fjenden, krigslovgivning... til Hans Ashâb på en sådan måde, at alle kunne forstå det, og Han ville gentage tre gange det emne, som Han fandt vigtigt.¹⁷⁹ Han ville give oplysningerne vedrørende kvinder gennem Sine velsignede hustruer.

Jibrîl hadîth ash-sharîf

Muslimernes modige imâm, en af Ashâb al-kirâms overordnede, berømt for altid at fortælle sandheden, vores elskede ældre, 'Umar ibn Khattâb radiy-Allahu 'anh siger:

-Det var sådan en dag, hvor vi, nogle få af Ashâb al-kirâm, var i Rasûlullah (sall- Allahu 'alaihi wa sallam)'s nærvær og tjeneste. Den dag og den time var så ærefuld, så værdifuld og ekstraordinær. Den dag blev det at blive beæret ved at deltage i Rasûlullahs sohbat og være ved siden af Ham, at se Hans smukke ansigt, som er næring for sjæle og fornøjelse for ånder, blev skænket os. (For at forklare den ære og vigtighed af denne dag sagde han: "Det var sådan en dag, at..." Er det muligt at finde en så herlig og værdifuld dag, hvor det blev skænket at se Jabrâîl 'alaihissalâm i menneskelig form, at høre hans stemme, at lytte til de oplysninger, som alle skabninger har brug for, så smukt og klart fra Rasûlullahs velsignede mund)?

I det øjeblik kom en person, som månen, der stiger op, tæt på os. Hans påklædning var meget hvid, og hans hår var så sort. Der var ingen tegn på rejse, som f.eks. støv, jord eller sved på ham. Ingen af os, Rasûlullahs Ashâb, kendte denne person. Det vil sige, han var ikke en person, som vi allerede kendte eller genkendte. Han satte sig ned i Rasûlullahs nærvær. Han sad med sine knæ mod Hans velsignede knæ. (Denne person var Jabrâîl. Han var i menneskelig form. Jabrâîl 'alaihis-salâm's siddende på en sådan måde var for at kommunikere noget vigtigt. Det vil sige, at det var for at vise, at der ikke skulle være nogen forlegenhed ved at lære noget om religion, og at Mesteren ikke skulle have indbildskhed og arrogance. Jabrâîl 'alaihis-salâm udtrykte dette over for Ashâb al- kirâm med sin opførsel, så alle frit og uden tøven skulle spørge lærerne om alt det, som han eller hun gerne ville lære om religionen. Fordi det ikke er passende at være forlegen i at lære religion og opfylde, undervise og lære Allahu ta'âlâs rettigheder).

Denne ædle person lagde sine hænder på vor Mester Rasûls velsignede knæ alakram og sagde: "O Rasûlullah! Fortæl mig, hvad Islâm er, og hvordan man bliver muslim."

Rasûl al-akram sagde derefter: "Den første af de fem grundlæggende principper i islam er at sige Kalima ash-shahâda. (Det vil sige, at man skal sige: “Ash’hadu an lâ ilâha illallâh wa ash’hadu anna Muhammadan ’abdûhu wa rasûluh.” Det vil sige, at en person med sundt sind, som er kommet i puberteten, og som kan tale, skal sige: "På jorden eller i himlen, der er ingen anden end Allahu ta'âlâ, som er værd at tilbede.

Det virkelige væsen, der skal tilbedes, er Allahu ta'âlâ alene. Han er Wâjib al-wujûd (det uundværlige væsen). Enhver form for overlegenhed eksisterer i Ham. Ingen mangel eksisterer i Ham. Hans navn er Allah", og at tro på dette absolut af hele sit hjerte. Og man bør også sige og tro: "Den ophøjede person, som havde en rosenrød hud, et hvid rødligt, lyst og dejligt ansigt, sorte øjne og øjenbryn; hvis velsignede pande var bred, som var godmodig; som ikke kastede nogen skygge på jorden, som var blødt talende og blev kaldt Araber, fordi Han blev født i Mekka, Arabien, som var søn af Abdullah af sønnerne Hâshimî og blev kaldt Muhammed, er Allahu ta'âlâs menneskelige slave og Profet.")

Derefter at udføre namâz, når tiden for namâz kommer. At give den zakât af ens ejendom. At faste hver dag i Ramadân ash-sharîf-måneden. For den, der er i stand til at udføre hajj en gang i sit liv."

Den person, der hørte disse svar fra Rasûlullah, sagde: "O Rasûlullah! Du fortalte sandheden!" Vi, tilhørerne, var forbløffede over denne persons opførsel, som stillede et spørgsmål og bekræftede, at svaret var korrekt.

Den person sagde igen: "O Rasûlullah! Fortæl mig nu, hvad îmân (tro) er." (Vi bør ikke tænke på den bogstavelige betydning af îmân i denne hadîth ash-sharîf. For der var ikke en eneste almindelig mand i Arabien, som ikke kendte dens bogstavelige betydning: at bekræfte og tro. Ashâb al-kirâm kendte den ganske vist også, men Jabrâîl 'alaihis-salâm ønskede at lære Ashâb al-kirâm betydningen af îmân ved at spørge, hvad îmân betød i Islâm). Og Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam)

sagde, at îmân var at tro på seks bestemte ting: "Først og fremmest at tro på Allahu ta'âlâ, på Hans engle, på de bøger, der er åbenbaret af Ham, på Hans Profeter, på den sidste dag, på qadar (skæbnen), at khair (det gode) og sharr (det onde) er fra Allahu ta'âlâ." Denne person sagde igen: "Du fortalte sandheden!" og bekræftede Hans svar.

"O 'Umar! Kender du den
person, der stillede spør-

gsmålene? Han var Jibril
(Jabrâîl). Han kom for at

lære dig din religion."

Hadìtk ask-skarìf

Så spurgte han igen: "O Rasûlullah! Fortæl mig nu, hvad ihsân er." Vores Mester Rasûlullah sagde: "At tilbede Allahu ta'âlâ som om man ser Ham. For selvom du ikke ser Ham, ser Han dig altid." Denne person spurgte igen: "O Rasûlullah! Fortæl mig om qiyâmat!" Rasûl 'alaihis-salâm sagde: "Om dette spørgsmål ved den person, der bliver spurgt, ikke mere end spørgeren." Denne person sagde: "Så fortæl mig om tegn på qiyâmat." Vores Mester Rasûlullah sagde: "Jâriyaerne føder deres herrer; du ser barfodede, uklædte og fattige fårehyrder (blive rige og) konkurrere mod hinanden om at bygge høje bygninger." Efter denne forlod den person. Rasûlullah vendte sig mod mig og spurgte: "O 'Umar! Kender du den person, der stillede spørgsmålene?" Jeg svarede: "Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl ved bedre." Så sagde Rasûlullah: "Han var Jibril (Jabrâîl). Han kom for at lære dig din religion."¹⁸⁰ Vores elskede Profet ville forklare ting til Hans Ashâb i overensstemmelse på deres niveau inden for religion.

En dag så Hadrat 'Umar vores Mester Rasûlullah sige noget til Hadrat Abû Bakr, da han gik forbi dem. Han gik hen til dem og lyttede. Andre så dem også, men de tøvede med at gå hen og lytte. Den følgende dag, da de så Hadrat 'Umar, sagde de til ham: "O 'Umar, Rasûlullah fortalte dig noget i går. Fortæl det til os, så vi kan lære det." Fordi vores Mester, Rasûlullah altid sagde: "Fortæl jeres brødre-i-Islâm, hvad I hører fra mig! Lad hinanden vide det!" Hadrat 'Umar sagde: "I går havde Hadrat Abû Bakr spurgt Ham om betydningen af en âyat, som han ikke kunne forstå, og Rasûlullah forklarede det for ham. Jeg lyttede i en time, men jeg kunne ikke forstå noget." Han forklarede alt i overensstemmelse med Hadrat Abû Bakr's høje rang. Hadrat 'Umar var så stor, at Rasûlullah sagde: "Jeg er den sidste af profeterne. Ingen Profet vil efterfølge mig. Hvis der var en profet, der skulle efterfølge mig, ville 'Umar være denne profet." Selvom han var så stor og kunne sit modersmål arabisk meget godt, var han ikke engang i stand til at forstå den forklaring af Koranen al-karîm, som Rasûlullah meddelte Hadrat Abû Bakr. Abû Bakr's rang var meget højere end Hadrat 'Umar's. Men også han, og selv Hadrat Jabrâîl spurgte Rasûlullah om betydningen og mysterierne i Qur'ân al-karîm. Rasûlullah forklarede hele Qur'ân al-karîm til Ashâb al-kirâm.

Mens Han underviste Sin Ashâb i religionen, hørte vores elskede Profet også sager, lyttede til vidner og løste de vanskeligste uoverensstemmelser. Han stræbte flittigt efter at indføre og udbrede Islâm, for at redde endnu en person fra Jahannams ild. Han satte et eksempel for folk med Sine manerer og handlinger. Han sørgede også for, at de nødvendige forholdsregler blev truffet for at beskytte Mu'miner mod polyteisternes ondskab.

O skønheden af nûr af awliyâs øjne,
Giv mig hånden, O kilden til Hudâs nûr,
Støvet fra dine fødder er kohl af asfiyas øjne,
Giv mig hånden, O kilden til Hudas nûr.
Ingen kan nå til Haqq ta'âlâ uden dig,
Det er muligt at være acceptabel med din hjælp,
O Rasûl, du er barmhjertigheden for verdenerne,
Giv mig hånden, O kilden til Hudas nûr.

Jeg har begået store fejl og krænkelser,
Jeg er blevet ven med syndere,
Gå i forbøn for mine synder, O du nådige,
Giv mig hånden, O kilden til Hudas nûr.
O store Rasûl, gavmildhedens kilde,
Denne Selîmî er helt skyld og ydmyg,
I dit nærvær beder han om nåde,
Giv mig hånden, O kilden til Hudas nûr.

Yavuz Sultàn Selim (Selìmì)

¹⁶⁸ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 239.
¹⁶⁹ Ibn Kathîr, as-Sira, II, 280.
¹⁷⁰ Asfiyâ er flertalsformen af safiyy, som er en ren person, der afholder sig fra at synde. Svarer til awliyâ.
¹⁷¹ Forklaret i den 42. fodnote
¹⁷² Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 239; Qâdî Iyâd, Shifâ ash-sharîf, 300–301.
¹⁷³ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 247; Tabarânî, al-Mu'jamu'l Kabîr, XII, 287.
¹⁷⁴ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 247.
¹⁷⁵ Namâz er mere gavnlig end søvn.
¹⁷⁶ Sûrah al-Mâida, 5/58.
¹⁷⁷ Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, III, 235; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, I, 255.
¹⁷⁸ Nazr er at gøre en ibâdat, som f.eks. at faste eller ofre et dyr, obligatorisk for sig selv for at opnå Allahu ta'âlâs tilfredshed eller opnå sit ønske eller for at blive beskyttet mod ulykker. Når en person lover at gøre en af disse ibâdats af en af disse grunde, bliver det obligatorisk for ham.
¹⁷⁹ Tirmidhî, Shamâil ash-sharîf, 240.
¹⁸⁰ Bukhârî, "Iman", 32; Muslim, "Iman", 1; Abû Dâwûd, "Sunnat", 17; Nasâî, "Iman", 5; Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, I, 27, 51.