Salmân al-Fârisî bliver muslim

Englene ville komme for at lytte

Vores Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) reciterede Koranen al-karîm så smukt, så sødt og effektivt, at ikke-muslimer, der lyttede til Ham, også blev overvældet af beundring. Mange mennesker blev muslimer ved at lytte til Ham.

Hadrat Barâ ibn Âzib sagde, "Efter en isha'a (nat) namâz, havde jeg lyttet til vores Mester Rasûlullah reciterer Sûrah at-Tîn. Han reciterede så smukt at jeg aldrig har hørt nogen, der havde en mere perfekt stemme og en mere perfekt oplæsning."

Blandt Ashâb al-kirâm var der mange, som havde meget smukke stemmer, som græd og fik andre til at græde, når de læste Koranen al-karîm op. En af dem var Usayd ibn Khudayr. En aften bandt han sin hest til sig og begyndte at recitere Sûrah al-Baqara. Mens han reciterede, skjægtede hesten. Hadrat Usayd stoppede. Hesten faldt til ro. Da han begyndte at recitere, skjægte hesten igen. Da han stoppede, faldt hesten til ro igen. Da han begyndte at recitere igen, skjægtede hesten igen. Yahya, Usayd ibn Hudayrs søn, lå i nærheden af hesten. Han var bekymret for, at hesten ville skade barnet, så han holdt op med at recitere.

Da han kiggede op mod himlen, så han nogle lysende ting som olielamper i en tåge, der lignede en hvid sky. Da han holdt op med at recitere, så han, at disse lysende ting steg op mod himlen.

Om morgenen gik han hen til vores elskede Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) og fortalte Ham, hvad der var sket om natten.

Vores Profet spurgte: "Ved du, hvad de var?" Hadrat Usayd svarede, "Må mine forældre blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Jeg ved det ikke."

Vores Mester, Profeten, sagde: "De var engler. De havde nærmet sig din stemme. Hvis du havde fortsat med at recitere, ville de have lyttet til dig indtil morgenen, og folket ville have set og betragtet dem. De ville ikke have været skjult for folks øjne."

En af dem, der læste Koranen al-karîm på en rørende måde, var Hadrat Abû Bakr as- Siddîq. Da han begyndte at recitere den under namâz, kunne han ikke holde sig fra at fælde tårer. De, der så ham, beundrede hans tilstand. En dag samledes polyteisterne og sagde: "Denne person græder, mens han på rørende vis læser op, hvad Profeten har bragt. Vi er bange for, at vores børn og koner vil blive betaget af hans tilstand og blive muslimer."

Abdullah ibn Salâms omvendelse til Islâm

"Allahu ta'âlâ informerede mig om, at Han elsker fire mennesker.

En af de mennesker, som elskede vores elskede Profet, ved at se Hans velsignede ansigt, og som blev muslim efter at have lyttet til Hans velsignede ord og den Koranen al-karîm, Han reciterede, var Hadrat Abdullah ibn Salâm.

Han befalede mig at elske dem
alle fire. De er Alî, Abû Zarr, Mik-

dâd og Salmân."
Hadìtk ask-skarìf

Abdullah ibn Salâm, som kendte Tawrât og Injîl meget godt, var en jødisk lærd, før han omfavnede Islâm. Han fortalte, hvordan han blev muslim på følgende måde: "Jeg havde lært Tawrât og dens forklaringer af min far. En dag fortalte min far mig om Profetens egenskaber, tegn og gerninger, som ville komme i âkhir-tiden. Og han sagde: "Hvis Han kommer fra Hârûns ('alaihis-salâm) sønner, vil jeg være lydig over for Ham; hvis ikke, vil jeg ikke! Min far døde, før Rasûlullah kom til Medîna.

Da jeg hørte, at Rasûlullah havde annonceret Sit Profetskab i Mekka, kendte jeg allerede Hans egenskaber, Hans navn og det tidspunkt, hvor Han ville komme. På grund af dette blev jeg ved med at vente på Ham. Indtil jeg fik at vide, at Han opholdt sig i huset af Amr ibn Awfs sønner på det sted, der hedder Qubâ nær Medîna, holdt jeg min tilstand hemmelig for jøderne.

Mens jeg var ved at samle friske dadler fra en dadelpalme i min have, råbte en af Nadîrs sønner: "I dag er arabernes mand kommet. Jeg begyndte at skælve. Straks sagde jeg takbîr, "Allahu Akbar". I det øjeblik sad min fædrestante Khâlida bint Hârith under træet. Hun var en meget gammel kvinde. Da hun hørte min takbîr, sagde hun: "Må Allah gøre din hånd tom, og må Han ikke få dig til at opnå det, du ønsker! Wallahi, du ville ikke blive lykkeligere, hvis du hørte, at Mûsâ ibn Imrân¹⁸⁴ var på vej. Jeg sagde: "O min tante! Wallahi, Han er bror til Mûsâ ibn Imrân, og Han er en Profet ligesom Ham. Han er på den samme vej som Ham, og Han er blevet sendt med den samme tro på tawhîd (tro på Allahu ta'âlâs enhed).

Da spurgte hun: "O min brors søn! Er Han den Profet, som vi blev informeret om, at Han ville blive sendt nær qiyâmat? Jeg svarede: "Ja." "Så har du ret," sagde hun.¹⁸⁵

Da Rasûlullah flyttede til Medîna, blandede jeg mig i mængden med det samme for at se Ham. Så snart jeg så Hans velsignede smukke og lysende ansigt, sagde jeg: "Hans ansigt kan ikke være en løgners ansigt! Rasûlullah forklarede Islâm og gav råd til de mennesker, der havde samlet sig. Der var den første hadîth ash-sharîf, som jeg hørte fra Rasûlullah: "Spred salâm (hilsen) blandt jer, giv de sultne mad, lav sila ar-rahm (besøg dine nære slægtninge), udfør namâz når folk sover. På den måde vil I komme sikkert ind i Jannah.

Fakhr al-âlam (sall-Allahu 'alaihi wa sallâm), med Profetens nûr, genkendte mig og spurgte: "Er du Ibn Salâm, den lærde fra Medîna? Da jeg svarede: "Ja", sagde vores elskede Profet: "Kom nærmere" og stillede dette spørgsmål: "O Abdullah! Fortæl for Allahu ta'âlâs skyld! Har du ikke læst og lært om mine egenskaber i Tawrât? Jeg sagde: "Vil du fortælle mig Allahu ta'âlâs egenskaber?

Som svar på dette spørgsmål ventede vores Meste Rasûlullah et stykke tid, og Jabrâîl 'alaihis-salâm steg ned fra Sûrah al-Ikhlâs. Da jeg hørte denne sûrah, som vores Mester Rasûlullah reciterede, blev jeg straks muslim ved at sige til vores Profet: "Ja, O Rasûlullah! Du fortæller sandheden, jeg bevidner, at der ikke er nogen anden gud end Allahu ta'âlâ. Du er Hans fødte slave og Hans Rasûl! Så sagde jeg: "O Rasûlullah! Jøder er et grusomt folk, der fortæller løgne, kommer med grundløse påstande og bagtalelser, der forbløffer enhver, der hører dem. Hvis de hører, at jeg har omfavnet Islâm, før du undersøger min personlighed og karakter, vil de helt sikkert udtale ufattelige bagtalelser om mig. Spørg dem først om mig! Derefter gemte jeg mig i huset. Efter mig, kom en gruppe prominente jøder ind. Vores Mester Rasûlullah spurgte jøderne: "Hvilken slags person er Abdullah ibn Salam blandt jer? Jøderne svarede: "Han er vores mest overlegne lærde og søn af vores mest overlegne lærde! Ibn Salam er vores bedste, og søn af vores bedste! På dette spurgte vores Profet: "Hvad ville I sige, hvis han er blevet muslim?

"Spred salâm blandt jer,

giv de sultne mad, lav
sila ar-rahm (besøg dine

nære slægtninge), udfør
namâz når folk sover. På

den måde vil I komme

sikkert ind i Jannah.”

Hadîth ash-sharîf

Jøderne svarede: "Må Allah beskytte ham mod sådan noget.

I det øjeblik dukkede jeg op fra mit skjulested og bekræftede det, han sagde, ved at sige: "O jødiske samfund! Frygt Allahu ta'âlâ! Accepter det, der er kommet til jer. Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, at I også ved, at denne person er Allahu ta'âlâs Rasûl, hvis navn og egenskaber I så i Tawrât´en, I har. Jeg bevidner, at der ikke findes nogen anden gud end Allah, og igen bevidner jeg, at Muhammed 'alaihis-salâm er Hans slave og Rasûl. På dette sagde jøderne: "Han er vores værste og søn af vores værste! Derefter fremsatte de bagtalelser om mig og beskyldte mig for forskellige fejl. Jeg sagde: "Det var det, jeg frygtede. O Rasûlullah! Jeg havde fortalt dig, at de er en grusom, løgnagtig, bagtalende nation, som ikke holder sig fra det onde, havde jeg ikke? Dette viser det. Rasûlullah sagde til jøderne: "Dit første vidnesbyrd er tilstrækkeligt for os, det andet er unødvendigt. Efter dette vendte jeg straks tilbage til mit hjem.

Jeg inviterede min familie og mine slægtninge til islam. Inklusive min tante på fadersiden blev de alle muslimer.

Min omfavnelse af islam gjorde jøderne meget vrede. De begyndte at lægge pres på mig. Nogle jødiske lærde forsøgte endda at få mig til at opgive Islâm ved at sige:

"Ingen Profet kommer fra arabere. Din herre er en hersker. Men det lykkedes dem ikke."

Sammen med Ibn Salam blev Sa'laba ibn Sa'ya, Usayd ibn Sa'ya, Asad ibn Ubayd og nogle andre jøder oprigtigt muslimer. Men nogle jødiske lærde sagde: "Kun de dårlige blandt os troede på Muhammed. Hvis de havde været de gode blandt os, ville de ikke have forladt deres forfædres religion." På dette nedstammede Allahu ta'âlâ en âyat al-karîma, in maal: "De (Ahl al-kitâb, dvs. Bogens Folk) er ikke ens med hinanden. Blandt Ahl al-kitâb er der ét samfund, som tilbeder og beder og reciterer den âyats af Allahu ta'âlâ ved at lave knæfald om nætterne."¹⁸⁶

Dag for dag forværres min tilstand, forfærdeligt,
O Rasûlullah! Mine gerninger bør forbedres, hjælp, O Rasûlullah!
Min onde nafs er voldsom, den fik mig til at følge shaytan,
Med alle disse synder, kan jeg håbe på hjælp, O Rasûlullah!
Er det muligt at slippe af med nafs' og shaytans begær?
Hvis man ikke modtager vejledning fra dig, O Rasûlullah!
Når din fayz og gunst når en synder i et øjeblik,
Hans vej er sikker i begge verdener, O Rasûlullah!
Jeg respekterede befalinger og forbudene, sagde ikke halâl til harâm.
Enden på enhver synd har været fortrydelse, O Rasûlullah!
O menneskers og jinners Rasûl, den højeste af alle mennesker,
For min ikhlâs går i forbøn, O Rasûlullah!

Andre hændelser, der fandt sted i det første år af Hegira-perioden

I det første år af Hegira døde As'ad ibn Zurâra, Barâ ibn Ma'rûr, Kulthum ibn Hidm fra Ansâr og 'Uthmân ibn Maz'ûn fra Muhâjîrerne. Desuden fik Hadrat Abû Bakr og Hadrat Bilâl al-Habashî (radiy-Allahu 'anhumâ), som ikke kunne tåle de negative virkninger af vejret og vandet i Medîna, malaria. På dette tidspunkt påkaldte Rasûlullah: "O min Rabb! Få os til at elske Medîna, som du har fået os til at elske Mekka, og giv os velsignelse og overflod her." Janâb al-Haqq accepterede Hans opfordring,ogHanfikMuhâjirernetilogsåatelskeMedîna.

Den første skriftlige traktat

Før vores Mester Rasûlullah Hegira, skulle Abdullah ibn Ubayy, som var leder af Hazraj-stammen i Medîna, vælges til hersker i Medîna. På grund af Aqaba bî'ats og derefter Hegira blev de fleste af Aws- og Hazraj-stammerne muslimer; Abdullah ibn Ubayys styre kom ikke til at ske. Af denne grund havde Abdullah ibn Ubayy et nag mod vores Mester, Profeten og Muhâjiren Ashâb al-kirâm, som dengang var sahâbîer i Medîna. Han kunne dog ikke vise sit fjendskab eksplicit. Han dannede en gruppe af munâfiqer sammen med nogle andre mennesker, der var ligesom ham. Disse mennesker ville sige, at de havde taget den islâmiske religion til sig, når de var sammen med muslimer; men bag muslimers rygge ville de gøre nar af dem. I hemmelighed begyndte de at forårsage konflikter. De gik så langt som til at forsøge at ændre og fordreje vores elskede Profets velsignede ord.

I mellemtiden var Mekka-polyteisterne heller ikke ubeskæftigede. For vores Mester Rasûlullah forsøgte de at gøre i Medîna, hvad de ikke kunne gøre i Mekka. Ligesom de sendte truende breve til polyteisterne i Medîna, sendte de også breve og meddelelser fulde af trusler til de jødiske stammer i Medîna. Disse trusler fik jøderne til at henvende sig til vores Mester Rasûlullah.

I mellemtiden kom jøderne til vores Mester Rasûlullah og sagde: "Vi er kommet for at slutte fred med jer. Lad os indgå en traktat, så vi ikke skader hinanden." Vores Profet indgik en traktat med dem, som bestod af femoghalvtreds artikler. Nogle af de beslutninger, der blev truffet, er som følger:

1- Denne traktat er et skriftligt dokument fra Rasûlullah Muhammed 'alaihis-salâm, mellem muslimer fra Mekka og Medîna, dem der adlyder dem, og dem der slutter sig til dem senere, og dem, der kæmper på deres side.

2- Sandelig, de er et særskilt samfund i forhold til andre mennesker.

3- Hver stamme vil betale løsesummen for deres tilfangetagne medlemmer kollektivt (i overensstemmelse med retfærdigheden blandt muslimer).

4- Muslimer vil modsætte sig dem, der skaber uenighed blandt dem selv, selv om de er deres egne sønner.

5- De jøder, der adlyder muslimer, vil ikke blive undertrykt på nogen måde, og de vil blive hjulpet.

6- Jøderne vil danne en alliance med muslimer, og alle vil opfylde kravene i deres egen religion.

7- Ingen af jøderne vil tage på en militær ekspedition uden tilladelse fra Muhammed 'alaihis-salâm.

8- Ingen vil skade en person, som han har indgået en pagt med. De undertrykte vil under alle omstændigheder blive hjulpet.

"Hvis ti personer fra
de jødiske lærde havde

troet på Mig, ville alle

jøderne have troet."

9- For parterne i denne traktat er Medîna-dalen et urørligt og forbudt område.

Hadìtk ask-skarìf

10- Mekka-polyteisterne og dem, der hjælper dem, vil ikke blive beskyttet på nogen måde.

11- Mod de personer, der vil angribe Medîna, vil muslimer og jøder hjælpe hinanden.

Ved denne traktat ville jøderne (angiveligt) være venner med muslimer, ville ikke udvikle et nag mod dem, og ville ikke behandle dem som en fjende.¹⁸⁷

O min Habîb! Du skal ikke sørge

Da efter underskrev denne traktat, besøgte jøderne, som skjulte deres fjendskab, vores Mester, Profeten, i grupper. De stillede spørgsmål, som de anså for at være meget vanskelige. De forstod ud fra de svar, de fik, at vores Mester var den sande Profet. Men på grund af deres stædighed og jalousi troede de ikke på Ham. Vores elskede Profet sagde derpå: "Hvis ti personer blandt de jødiske lærde havde troet på mig, ville alle jøderne have troet." Da vores Mester, Profeten blev så trist, trøstede Allahu ta'âlâ Ham med denne âyat al-karîma, in maal: "(O Min Habîb!) O den herlige Rasûl! Være ikke bedrøvet på grund af (tilstanden hos) dem, der verbalt siger, at de tror, mens de ikke tror i hjertet (munâfiqer), og jøder, der kæmper med hinanden i vantro. De spionerer (på Qurayzâs sønner) for dem, der altid lytter til løgne, og for en anden stamme, der ikke kom til jeres nærvær (jøderne fra Khaybar). De fordrejer de ord, de hører, tager sandhederne ud af deres rette sammenhæng for at fordreje deres betydning. Og de siger: "Hvis I får dette (fatwa), så accepter det, hvis I ikke får det, så pas på". Hvis Allahu ta'âlâ ønsker, at nogle skal falde i fitna (vækst af ondskab i ens sind og hjerte, som vil fordærve ham), er du under ingen omstændigheder i stand til at forhindre Allahu ta'âlâs vilje. Det er sådanne mennesker, som Allahu ta'âlâ ikke har ønsket at rense (deres) hjerter. For dem er der værdiløshed og ødelæggelse i denne verden og en mægtig pine i âkhirat."¹⁸⁸

Som følge af den indgåede traktat blev nogle af ashâb'erne venner med jøderne, som var deres naboer. Allahu ta'âlâ forbød dem dette med en âyat al-karîma, in maal, "O troende! Være ikke venner med nogen (vantro og munâfiqer) undtagen jeres brødre i troen. De gør ikke tøver med at gøre dig ondt og planlægge ballade og ønsker, at du skal komme i problemer. Deres nag og fjendskab mod dig var kommet ud af deres mund. Hvad angår den fjendskab, de bevarer i deres hjerter, er den endnu større. Hvis du overvejer og forstår, har Vi forklaret âyat´erne vedrørende deres fjendskab (Vi har vist klart, hvilke ting I skal være forsigtige med)."¹⁸⁹

Mekka-polyteisterne fortsatte uophørligt med at provokere og true polyteisterne, munâfiqerne, jøderne i Medîna og de omkringliggende stammer. De forsøgte at udslette Islâms nûr så hurtigt som muligt. De søgte efter måder at gøre en ende på vores elskede Profets velsignede eksistens.

På trods af alle disse handlinger fra munâfiqerne og polyteisterne, handlede vores Mester Rasûlullah altid fredeligt. Nogle af Ashâb al-kirâm mente, at det var tid til at konfrontere fjenden, og de påkaldte: "O min Rabb! For os er der intet mere værdifuldt end at kæmpe på Din vej mod disse polyteister. Disse Quraysh-polyteister benægtede Din Habîbs Profetskab og tvang Ham at forlade Mekka. O min Allah! Vi håber, at du vil tillade os at bekæmpe dem!...." Hvad angår vores Mester Rasûlullah, ventede Han på Allahu ta'âlâs befaling og handlede i overensstemmelse med det, Han havde bestemt. Det var på høje tid til det. Det blev dekreteret i den guddommelige åbenbaring bragt af Jabrâîl 'alaihis-salâm: "Kæmp for Allahu ta'âlâs skyld mod dem, der fører krig mod jer. Men gør ikke overtræde eller overskride. Allahu ta'âlâ kan bestemt ikke lide dem, der overtræder. Dræb dem (de vantro), hvor du end finder dem. Også I skal fordrive dem, som de fordrivte jer (fra Mekka). Deres polyteisme ondskab er værre end drab. Kæmp ikke mod dem i Masjid al-Harâm medmindre de kæmper mod jer der. Men hvis de dræber jer der, skal I også dræbe dem der. Dette er straffen for vantro. Hvis de opgiver at fornægte Allahu ta'âlâ og at kæmpe, (så opgiver I også at kæmpe. Fordi) Allahu ta'âlâ er yderst Barmhjertig og medfølende..¹⁹⁰

Det blev dekreteret i en anden âyat al-karîma åbenbaret senere, i maal: "Kæmp mod disse polyteister indtil der ikke er noget tilbage fra polyteisme ondskab og religionen tilhører kun Allahu ta'âlâ (kun Allahu ta'âlâ er tilbedt). (Der er ingen grusomhed for dem), hvis de opgiver (polyteismen). Efter det, er fjendskabet (straffen) for dem, der er grusomme."¹⁹¹

Mâ madahtu Muhammadan bi makâlâtî,
Lâkin madahtu makâlâtî bi Muhammadin.

(Jeg kan ikke rose Muhammed 'alaihis-salâm,
Med Ham gør jeg mine skrifter værdifulde.)

Imàm ar-Rabbànì (rahmatullahi 'alaih)

1. ¹⁸¹ Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, V, 441; Suhaylî, Rawzu'l-unf, I, 371.
2. ¹⁸² Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, V, 441; Suhaylî, Rawzu'l-unf, I, 371.
3. ¹⁸³ Bukhârî, Fadâil-us-Sahâba, 81; Bayhaqî, Dala'il an-Nubuwwa, I, 467.
4. ¹⁸⁴ Hadrat Mûsâ 'alaihis-salâm.
5. ¹⁸⁵ Bayhaqî, Dala'il an-Nubuwwa, II, 400; Suhaylî, Rawzu'l-unf, II, 373.
6. ¹⁸⁶ Sûrah Âl-i 'Imrân, 3/113.
7. ¹⁸⁷ Suhaylî, Rawzu'l-unf, IV, 289.
8. ¹⁸⁸ Sûrah al-Mâida, 5/41.
9. ¹⁸⁹ Sûrah Âl-i 'Imrân, 3/118.
10. ¹⁹⁰ Sûrah al-Baqara, 2/190-192.
11. ¹⁹¹ Sûrah al-Baqara, 2/193.