DEN LILLE BADR´S GHAZÂ

Denne ghazâ kaldes også Badr al-Maw'ud og Badr as-Sugrâ. Da Abû Sufyân sagde: "Næste år, lad os kæmpe ved Badr igen", mens han forlod Uhud, med et signal fra Habîb al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), svarede Hadrat 'Umar (radiy- Allahu 'anh): "Lad os." Abû Sufyân var ved at samle soldater og opmuntre Quraysh til krig. Men i sit hjerte ønskede han det ikke. Han ville ikke have, at folk skulle sige, at han ikke holdt sit løfte, ville han tage føringen. På det tidspunkt kom Nâîm ibn Mas'ud Ashjâî til Mekka. Han sagde, at Islâms soldater var klar til krig og stærke og storslåede. Abû Sufyân sagde: "Hvis du går til Medîna og overbeviser Muhammed og Hans Ashâb om ikke at komme ud i krig, vil jeg give dig tyve kameler, der er tre år gamle. Suhayl ibn Amr er garanten for mit løfte." Nâîm accepterede det. Han kom til Medîna og sagde, at vantroens soldater var mange. Nogle af ashâb'erne tøvede. Men Hadrat Abû Bakr og 'Umar (radiy- Allahu 'anhuma) gik hen til tilstedeværelsen og foreslog at gå ud af Medîna. Vores Mester, Rasûlullah var tilfreds. Han sagde: "I Allahs navn, som holder min eksistens i Sin magt, vil jeg helt sikkert gå i krig." Han forlod Abdullah ibn Rawâha som fuldmægtig i Medîna og gav banneret til Hadrat Alî.

"I Allahs navn, som
holder min eksistens
i Sin magt, vil jeg helt

sikkert gå i krig."
Hadîth ash-sharîf

På det tidspunkt tog Mekka-polyteister med to tusinde soldater under Abû Sufyân's kommando af sted mod Badr for at forhindre Islâm's udbredelse. Verdens Mester med Sine et tusind og fem hundrede modige Ashâb ankom til Badr før dem. Frygt fyldte polytheisternes hjerter, da de erfarede, at mujâhiderne var kommet til Badr før dem. De var kun i stand til at nå frem til Marruzzahrân. De kunne ikke turde konfrontere Islâms heroiske soldater, de vendte tilbage til Mekka. Befolkningen i Mekka spottede og latterliggjorde dem.

Islâms folk havde to heste. Men de havde en masse handelsmateriale. I Badr solgte de dem for en stor sum penge. Vores Mester Rasûl al-akram ventede sammen med Sin herlige Ashâb på polyteisterne i Badr i otte dage. Derefter begav de sig af sted mod Medîna.

Ghazâ af Dhât al-Riqâ'

Denne ghazâ fandt sted i Muharram-måneden. En person, der var kommet til Medîna for at sælge får, fortalte muslimerne, at Banî Anmâr og Banî Salama var ved at samle soldater for at angribe dem. Denne nyhed nåede frem til Profeten sall-Allahu 'alaihi wa sallam. Mandag aften, den 10. i den måned, forlod de Hadrat 'Uthmân som stedfortræder og tog af sted fra Medîna med fire- eller syvhundrede mænd. De nåede frem til polytheisternes sted. Men de fandt kun kvinder der. De polyteistiske mænd var flygtet op i bjergene. Da de troede, at der kunne være et baghold, plyndrede de der og skræmte de omkringliggende polyteistiske stammer.²⁸⁷ Efter denne ekspedition, som varede i femten dage, vendte de tilbage til Medîna.

Muraisî´s Ghazâ

Ghazâ af Dûmatu'l-Jandal

Vores Mester Rasûlullah marcherede med en styrke på tusind soldater mod stammerne, der boede i Dûmatu'l-Jandal. Disse stammer forstyrrede de rejsende på Damaskusruten og truede Medîna. Det var mandag mod slutningen af Rabî'ul-awwal. Han forlod Sibâ ibn Urtufa som stedfortræder i Medîna. De fjendtlige stammer, der erfarede, at den islâmiske hær var på vej, stak af. Efter opholdt sig et par dage i Dûmatu'l-Jandal vendte de tilbage til Medîna mod den tyvende Rabî'ul-âhir.²⁸⁸

"Jeg har ikke set en
kvinde, der er mere lo-
vende end Juwayriyya."

Hadrat Âisha
(radiy-Allahu 'anhâ)

Ghazâ af Muraisî

Denne ghazâ kaldes også for Banî Mustalaqs ghazwa. Muraisî er navnet på Khuzâastammens brønde og den befæstning, der er bygget for at beskytte dem, i Kudayd. Dette sted er også Banî Huzâa-stammens forpost.

I det femte år af Hegira havde Haris ibn Abî Dirâr, lederen af Mustalaqs sønner, samlet mange mænd for at kæmpe mod vores Mester, Profeten. Han ville bevæbne dem og marchere mod Medîna. Da denne nyhed nåede vores elskede Profet, begyndte straks en militær ekspedition med syv hundrede tropper mod Mustaliqs sønner. Det militære hovedkvarter blev etableret ved Muraisîs brønd. Først blev Mustaliqs sønner inviteret til Islâm. Det accepterede de ikke og startede krigen ved at skyde pile. Ashâb al-kirâm udførte vores Mester Rasûlullah's ordre: "Angrib dem alle sammen pludselig", og dræbte ti personer fra Mustalaqs sønner. Stammehøvdingen var undsluppet og havde reddet sit eget liv, men hans datter Barra og seks hundrede personer fra hans stamme blev taget til fange. Byttet blev fordelt. Barra, der kom ind i vores Mester, Profeten, tilstedeværelse, sagde: "Jeg har aftalt med min herre, som jeg blev tildelt, at få min frihed mod ni guldmønter. Hjælp mig!" Da Han havde medlidenhed med hende, købte vores Mester, Profeten, hende og frigjorde hende. Ved at vores elskede Profet meddelte Islâm, blev hun muslim. Da Han var meget glad for, at hun blev muslim, hædrede verdens Mesteren hende ved at gifte sig med hende. Da de så dette, sagde alle Ashâb al-kirâm: "Vi ville skamme os over at bruge slægtninge til Rasûlullahs kone, vores mor, som tjenere." De frigjorde deres fanger. Dette ægteskab fik hundredvis af fanger til at blive frigjort.

Vores elskede Profet ændrede Sin velsignede hustrus navn fra Barra til Juwayriyya. Om vores mor Hadrat Juwayriyya plejede vores mor Hadrat Âisha at sige: "Jeg har ikke set en kvinde, der er mere lovende end Juwayriyya."²⁸⁹

Da den islâmiske hær begyndte at vende tilbage til det lysende Medîna, blev de omkringliggende polyteistiske stammer skræmt, og de havde forstået, hvor farligt det ville være at vove at angribe muslimer.

Nogle vigtige hændelser, der fandt sted i det femte år af Hegira

På vej tilbage fra Ghazâ i Mustalaq blæste en meget kraftig vind. Ashâb troede, at fjenden var gået til Medîna og havde plyndret det. Rasûlullah sagde: "Frygt ikke. Medîna er et sikkert sted; der er skytsengle ved hver hjørne af den. I dag var en munâfiq død. Han var Zayd ibn Furâa, en ven af Ubayy Salul."

Mu'miner´s mødre, Hadrat Âisha og Umm Salama havde også sluttet sig til denne ghazâ. Munâfiqerne bagvaskede vores mor Hadrat Âisha. Nogle muslimer havde også troet på disse bagvaskelser. Âyat al-karîmas kom, og munâfiqernes bagvaskelser blev afsløret, og Hadrat Âisha blev rost.²⁹⁰ Rasûlullah sagde: "Glade budskaber til dig, O Âisha! Haqq ta'âlâ rensede dig. Han vidnede om din renhed." Profeten 'alaihis-salâm samlede Ashâb'erne i masjid'en. Han gav en khutba og reciterede den nedstammede âyat al-jalîla. Med velsignelsen af âyat al-karîmas forsvandt mistanken i Mu'minernes hjerte. Bagtalerne blev straffet. Efter Muraisî´s Ghazâ , blev âyat af tayammum²⁹¹ åbenbaret.

Hadrat Âisha's halskæde blev tabt igen på det sted, der hedder Salsala. Det var tæt på Medîna. De ventede der, indtil halskæden blev fundet. Der var ikke noget vand, og Ashâb havde heller ikke noget vand med sig. Rasûlullah 'alaihis-salâm lå og sov på Âisha as-Siddîqas knæ. Ashâb al-kirâm informerede Hadrat Abû Bakr om manglen på vand. Han gik hen til Rasûlullah; Profeten vågnede op. Allahu ta'âlâ sendte tayammum âyat. Ashâb lavede tayammum og udførte morgen namâz. Derefter steg Âisha radiy-Allahu 'anhâ op på en kamel. Da kamelen steg op, blev halskæden fundet.

Du er Allahs elskede og universet´s lys,
Skil ikke et øjeblik dine elskere fra din port.
Må dit velsignede navn ikke forlade min tunge et eneste øjeblik,
Det er kuren for mit knuste hjerte, min sjæl finder glæde ved det.

Jeg håber, at jeres navne vil gå i forbøn for mig på en anden måde,
Ahmad og Mahmûd, Abû'l Qâsim Muhammad Mustafâ.
Da Han blev kaldt "Wa'sh-Shams" og "Wa'd Duhâ",
Hvad er problemet, hvis jeg sammenligner Hans ansigt med sol og måne?

Kanûnî Sultân Suleymân (Muhibbî)

²⁸⁷ Bukhârî, "Wudû", 334; Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, III, 343; Ibn Hishâm, as-Sira, II, 203; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 396; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 61; Suhaylî, Rawzu'l-unf, III, 400.
²⁸⁸ Wâqidî, al-Maghâzî, I, 403; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 62; Suhaylî, Rawzu'l-unf, III, 414; Ibn Kathîr, as-Sira, III, 177.
²⁸⁹ Ibn Hishâm, as-Sira, II, 294; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 413; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 74; Suhaylî, Rawzu'l-unf, IV, 13.
²⁸⁸ Bukhârî, "Maghâzî", 34; Muslim, "Tawba", 68; Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, VI, 194; Wâqidî, al-Maghâzî, II, 431.
²⁸⁹ Sûrah al-Mâida: 6