GHAZÂ AF TRENCH (Handak)

Lynnedslag

Gravearbejdet begyndte tidligt hver morgen og fortsatte indtil om aftenen. En dag, under gravearbejdet, fik Hadrat Alî ibn Hakam en skade på sin fod. De bragte ham på en hest til vores Mester, Profeten. Verden Mesten gned hans fod og sagde: "Bismillâhir- rahmânir- rahîm". Som et mirakel fra vores Mester stoppede blødningen af hans fod og smerten pludselig.

Gravearbejdet fortsatte. I mellemtiden kom Ashâb over fast jord. Det var ikke muligt at grave. De kom til vores Mester, Profeten, og fortalte Ham om situationen. Han kom og gik ind i grøften. Han bad om en kop vand. Han tog en dråbe i Sin mund og lagde den tilbage i bægeret. Så spredte Han vandet ud på den hårde jord. Derefter tog Han en forhammer og splittede stedet med ét slag, som om det var sand. Det sted blev meget let at grave. Under dette slag havde tøjet, der dækkede vores Mesterens velsignede mave, åbnet sig, og sahâbîerne så, at en sten var bundet på Hans mave på grund af sult. Hadrat Jâbir ibn Abdullah så det og bad om tilladelse ved at sige: "Må min mor og far blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Hvis du tillader mig, vil jeg gå hjem og komme tilbage." Hadrat Jâbir informerede om hvad der skete efter at have taget tilladelse, som følger:

"Efter at have fået tilladelse gik jeg hjem og spurgte min kone: "Jeg så tegn på sult hos Rasûl 'alaihis-salâm, som ikke er mulige at bære. Er der noget mad derhjemme? Hun svarede: "Bortset fra denne ged og et par knytnæveslag byg er der intet at spise. Straks slagtede jeg geden, og min kone lavede byggen til mel fra en håndkværn. Med det lavede hun dej. Hun lagde kødet i gryden og begyndte at tilberede det i tandoor-ovnen. Da jeg skulle tilbage til Rasûlullahs side, advarede min kone mig om, at maden kun var nok til nogle få mennesker, og at vi ville gøre os selv forlegen, hvis der kom flere. Efter det, gik jeg hen til vores Mester Rasûlullah og sagde: "O Rasûlullah! Jeg har meget lidt mad. Med et par personer, kom venligst til vores hjem til middag."

"Jeg ønsker at få del

i den thawâb, som I
tjener ved at arbejde."

Hadîth ash-sharîf

Vores Mester Rasûlullah sagde til mig: "Sig til din kone, at hun ikke må tage kødgryden eller brødet fra tandooren, før jeg kommer." Derefter vendte han sig til mujâhiderne og sagde: "O folk i skyttegraven! Jâbir har forberedt et festmåltid til os; han inviterer os til middag. Hans mad er både overdådig og lækker. Rejs jer op! Vi vil gå til Jâbir's festmåltid!" På denne ordre samlede Ashâb al-kirâm sig og begyndte at gå bag vores Profet. Jeg gik straks hjem til mit hjem og fortalte min kone, hvad der var sket. Da jeg spurgte: "Hvad skal vi nu gøre?", sagde hun: "Spurgte Rasûl 'alaihis-salâm ikke om mængden af mad?" Jeg svarede: "Jo, det gjorde Han, og jeg fortalte Ham det." Min kone spurgte: "Har du eller vores Mester Rasûlullah inviteret Ashâb al-kirâm?" Da jeg sagde: "Rasûlullah inviterede dem," beroligede hun mig og sagde: "Rasûl 'alaihis-salâm ved bedre."

Efter et kort øjeblik så vi vores Mester, Profetens lysende ansigt ved vores dør. Han sagde til de overfyldte sahâbî'er: "Kom ind, uden at trænge hinanden ind." Mine sahâbî-brødre satte sig ned i grupper på ti personer. Den ærede Profeten bad om rigeligt med brød og kød. Derefter tog Han, uden at tage gryden ud af tandooren, ingredienserne med en grydeske, lagde dem på brødet og gav dem til Sin Ashâb. Indtil alle Ashâb'erne var mætte, fortsatte Han på denne måde. Jeg sværger, at selv om de mennesker, der spiste, var mere end tusind, forblev brødet og kødet i samme mængde. Efter at vi også spiste, delte vi det ud til vores naboer.²⁹³

Hadrat Salmân al-Fârisî gravede skyttegrave meget godt. Han udførte ti menneskers arbejde alene. Mens han gravede det sted, han havde fået tildelt sammen med sine venner, stod han over for en meget hård og stor hvid sten. De holdt ud for at bryde den fra hinanden. Men alle deres anstrengelser var forgæves. Desuden gik deres forhammer og skovle også i stykker. Hadrat Salmân gik hen til vores elskede Profet og forelagde Ham situationen og sagde: "Må mine forældre blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Mens vi gravede, er vi stødt på en hård klippe. Selv om vores værktøj, der var lavet af jern, var knust, kunne vi ikke engang få den til at bevæge sig." Vores Mester Habîb al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) gik derhen og bad om en forhammer. Ashâb al-kirâm ventede nysgerrigt på resultatet. Vores Mester, Profeternes Sultan, gik ind i grøften. Han løftede forhammeren og sagde: "Bismillâhir-rahmânir-rahîm" og slog på klippen med en sådan styrke, at lynet, som oplyste Medîna, dukkede op fra dette slag, og et stykke af klippen faldt til jorden.

Vores Mester, Profeten sagde takbîr, "Allahu akbar!" Ashâb, som hørte det, sagde også takbîr. Så slog Han forhammeren mod klippen en anden gang. Igen var der lyn!... Og stykker faldt ned fra klippen... Vores elskede Profet sagde takbîr, "Allahu akbar". Ashâb al-kirâm gentog takbîr efter Ham. Da forhammeren slog til for tredje gang, var der kommet endnu et lyn, og klippen blev knust. Verdens Mesten sagde takbîr, igen: "Allahu akbar". Og Hans ærede Ashâb, der fulgte Ham, sagde takbir, igen.

Hadrat Salmân rakte sin hånd ud. Vores elskede Profet 'alaihis-salâm klatrede op. Da Salmân al-Fârisi spurgte: "Må mine forældre og mit liv blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Jeg har lige set noget, som jeg aldrig havde set i mit liv før. Hvad er forklaringen på dette?" Vores Mester, Profeten vendte sig mod Hans Ashâb og spurgte: "Så I også det, som Salmân så?" De svarede: "Ja, O Rasûlullah! Da du slog forhammeren på stenen, så vi, at der var et intenst lyn. Da du sagde takbîr, sagde vi også takbîr." Vores Mester, Profeten sagde til dem: "I lyset af det første slag blev paladserne for herskeren af Iran (i Madâin) vist mig. Jabrâîl ('alaihis-salâm) kom og sagde til mig: 'Din ummat vil eje disse lande.' I den anden slag blev de røde palæer i den romerske provins (i Damaskus) vist mig. Jabrâîl ( 'alaihissalâm) kom og sagde til mig: "Din ummat vil også eje det land. I den tredje blev boligerne i Sana'a (i Yemen) set. Jabrâîl ('alaihis-salâm) fortalte mig: 'Det sted vil også blive ejet af din ummat.'"

Da verdens Sultan beskrev den Persiske Shahs palads i Madinâ, sagde Hadrat Salmân, som var fra dette sted, "Må mit liv blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, som sendte dig med sand religion og en sand bog, at disse paladser er præcis som du nævner. Jeg bevidner, at du er Allahu ta'âlâs Rasûl." Vores Mester, Profeten sagde: "O Salmân! Sikkert, Damaskus vil blive erobret. Heraklius vil flygte til den mest øde sted i hans jord. Du vil tage kontrol over hele Damaskus. Ingen vil være i stand til at modsætte sig dig. Yemen vil helt sikkert blive erobret. Sikkert vil dette østlige land også blive erobret, og Shah vil blive dræbt. Allahu ta'âlâ vil give disse erobringer til dig efter mig."²⁹⁴

Hadrat Salmân al-Fârisî sagde: "Jeg så alle disse glædelige budskaber fra vores Mester Rasûlullah blive til virkelighed."

Fjenden var ved at komme. De gravede skyttegraven hurtigt og forsøgte at gøre den færdig så hurtigt som muligt. Kun i tilfælde af stærk nødvendighed, ved at tage tilladelse fra vores Mester, Profeten, ville mujâhiderne stoppe arbejdet længe nok til at opfylde deres behov og ville løbe tilbage til deres opgave.

Munâfiq'erne arbejdede på en yderst doven måde. De kom på arbejde, når de ønskede det, og forlod arbejdet uden at få tilladelse, når de ønskede det. Desuden gjorde de grin med Ashâb al-kirâm's indsats. Selv om vores Mester, Profeten, glade budskab sagde de: "Vi søger tilflugt i skyttegravene af frygt for fjenden. Han lover os palæer i Yemen, romerske og persiske lande. Vi er forbavsede over dig!..."

På baggrund af dette kom der en âyat al-karîma om mujâhiderne, i maal, "De sande troende er kun dem, der tror på Allah og Hans Rasûl, og når de er sammen med Ham (Rasûlullah) om en sag, der kræver kollektiv handling (som vedrører alle), går de ikke væk, før de har bedt Ham om tilladelse. (O Min Habîb!) Derfor er de, der beder om din tilladelse, dem, der virkelig tror på Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl. Når disse mu'min-folk beder dig om tilladelse til at tage sig af nogle

af deres behov, så giv lov til dem, som du ønsker, og bed Allah om deres tilgivelse. For Allah er den mest tilgivende, den mest barmhjertige."²⁹⁵

"O folk i skyttegraven!

Jâbir har forberedt et

festmåltid til os; han
inviterer os til middag.

I âyat al-karîmas, som blev nedfældet om munâfiq´er, blev der sagt i maal: "Ikke kalde Rasûl som om I kalder hinanden! Sandelig, Allahu ta'âlâ kender dem af jer, der glider væk ved at gøre hinanden et skjold for sig selv. Så lad dem, der går imod Hans ordre, vogte sig for at påfører en ulykke i verden og en bitter pine i âkhirat! Vær opmærksom! Hvad der end er i himlene og på jorden, alt det tilhører Allahu ta'âla. Han kender også din tilstand (alle dine karakteristika og hensigter, uanset om du er troende eller munâfiq). Allahu ta'âlâ vil fortælle jer alt det, I har gjort, på dommedagen, når I vil blive ført tilbage til Ham. Allahu ta'âlâ ved alt."²⁹⁶

Hans mad er både
overdådig og lækker.
Rejs jer op! Vi vil gå til

Jâbir's festmåltid!"
Hadîth ash-sharîf

Der var gået seks dage, siden man begyndte at grave skyttegraven. Alle havde afsluttet deres arbejde på behørig vis. Men på grund af manglende tid kunne et sted ikke graves dybt og bredt nok. Vores Mester, Profeten udtrykte Sin bekymring over dette sted og sagde: "Polyteisterne kunne ikke passere, undtagen her." Han satte vagter op der.

Allahu ta'âlâ er den smukkeste vogter

Da den polyteistiske hær kom meget tæt på Medîna, informerede Huyay, lederen af de jødiske sønner af Nadîr, den Qurayhske hærchef om, at Qurayzâ-jøderne i Medîna havde indgået en traktat med muslimerne; han kunne dog narre deres leder, Ka'b ibn Asad, og få dem til at slutte sig til deres rækker. Kommandanten sagde: "O Huyay! Gå straks hen til Ka'b ibn Asad. Sig til ham, at han skal bryde den traktat, de har indgået med muslimerne, og hjælpe os." En af artiklerne i denne traktat var: "at forene sig med muslimerne og gøre modstand, hvis en fjendtlig hær angriber Medîna".

Om natten forlod jøden Huyay den polyteistiske hær og kom til Ka'b's hus, høvdingen for Banî Qurayzâ. Han bankede på døren og præsenterede sig selv. Han sagde: "O Ka'b! Jeg har medbragt hele Quraysh-hæren og mange stammer som Kinâna´erne og Ghatfân's sønner som en hær på ti tusind soldater. Nu vil Muhammed og Hans Ashâb ikke være i stand til at overleve. Vi har aflagt en ed med Qurayshîerne om ikke at forlade stedet, før vi har udslettet dem fuldstændigt!" Ka'b udtrykte sin bekymring: "Hvis Muhammed og Hans Ashâb ikke kan blive dræbt, og Qurayshîerne og Ghatfânîterne vender tilbage til deres landområder, vil vi blive her alene. Jeg er bange for, at de vil dræbe os alle i sidste ende." Huyay sagde: "For at fjerne denne frygt skal du kræve halvfjerds personer som gidsler fra Quraysh og Ghatfâniterne. De kan ikke forlade stedet her, så længe disse gidsler er hos dig. Hvis de bliver besejret, og de rejser, vil jeg ikke forlade jer. Uanset hvilken ulykke der rammer jer, vil det også ramme mig." Han narrede først Ka'b og derefter de andre jøder. Han fik dem til at rive traktaten med muslimerne i stykker. Således blev traktaten brudt.

Huyay vendte tilbage til den polyteistiske hær og fortalte dem om situationen. Han informerede dem om, at Qurayzâ´s sønner ville dolke muslimer i ryggen.

På den syvende dag kom polyteisterne med en stor hær på 10.000 soldater til den nordlige og nordvestlige side af Medîna og etablerede deres militære hovedkvarter. Hovedkvarteret lå på den modsatte side af det sted, hvor skyttegraven var blevet gravet. Polyteisterne planlagde at ødelægge Medîna fuldstændigt med denne store hær og nedbryde Islâm ved at dræbe vores Mester, Profeten ('alaihis salâm) og Hans Ashâb. Dette var tilsyneladende en meget stor hær, som det var meget svært at modstå.

Da polyteisterne så den skyttegravsbarriere, som de aldrig havde forventet, blev de forvirrede og modløse. For grøften havde en bredde, som en god og hurtig hest ikke kunne springe over. Ingen, der faldt ned i den, kunne heller ikke komme let ud igen. Især for en mand i rustning var det meget vanskeligt at kravle op.

Da vores elskede Profet erfarede, at polyteisterne var kommet, samlede Han straks Sine Ashâb, som var trætte efter seks dages uophørligt arbejde, og etablerede Sit militære hovedkvarter på skråningerne af Sal-bjerget. Bag dem var der Mount Sal og Medîna, foran dem var der skyttegraven og bag den fjenden. Igen var Ibn al-Umm Maktûm efterladt i Medîna som stedfortræder for vores Mester, Profeten. Kvinderne og børnene var i fæstningerne. I den islâmiske hær på tre tusinde soldater var der seksogtredive ryttere. Bannerne blev båret af Hadrat Zayd ibn Hâritha og Hadrat Sa'd ibn Ubâda.²⁹⁷ Vores Mester Rasûlullah's skindtelt blev opstillet på skråningen af Sal-bjerget.

Ashâb al-kirâm, som igen ville vise mange heltemod igen, begyndte at holde nøje øje med fjendens bevægelser. I mellemtiden blev det set, at Hadrat 'Umar kom til vores elskede Profets nærvær. Han sagde: "O Rasûlullah! Jeg har hørt, at Qurayzâ-jøderne har brudt traktaten mellem os, og at de forbereder sig på krig mod os!" Verdens Mester svarede på denne uventede nyhed ved at sige: "Hasbunallâhu wa ni'mal wakîl (Allahu ta'âlâ er tilstrækkelig for os. Han er sådan en smuk vogter, hjælper)." Han blev meget bedrøvet. Nu var den islâmiske hær i krydsild. I nord og i vest var der polyteistiske hære, i sydøst var der jøder.

Vores Mester Rasûlullah sendte Hadrat Zubayr ibn Awwâm til Qurayzâ-sønners fort. Hadrat Zubayr tog dertil og fik kendskab til situationen. Da han kom, fortalte han om hvad han så: "O Rasûlullah! Jeg så dem reparere deres fort og lave militær træning og manøvrer. De var også ved at samle deres dyr." På baggrund af dette sendte vores Mester, Habîb al-akram, (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) Sa'd ibn Mu'âz, Sa'd ibn Ubâda, Hawwât ibn Jubayr, Amr ibn Awf, Abdullah ibn Rawâha til Qurayzâs sønner for at rådgive og forny traktaten.²⁹⁸

Disse fem sahâbî'er tog til Qurayzâ-jødernes fort og rådgav dem. Men rådene virkede ikke. Jøderne begyndte at fornærme dem. Som et sidste ord sagde de: "I har knækket vores arme og vinger ved at forvise vores brødre, Nadîr´s sønner, fra deres land. Hvem er Muhammed? Der er hverken et løfte eller en traktat mellem Ham og os. Vi har aflagt en ed om kollektivt at angribe jeres Profet og dræbe Ham. Vi vil helt sikkert støtte vores brødre og hjælpe dem!...." Hadrat Sa'd ibn Mu'âz og hans venner kom til vores Mester Rasûlullah´s nærvær og fortalte uklart om situationen, så ikke alle ville forstå. Vores Mester, Profeten sagde: "Hold jeres nyheder hemmelige. Fortæl det kun til dem, der allerede ved det. For krig er kun forsigtighed og bedrag."²⁹⁹

Ashâb al-kirâm, på deres side af skyttegraven, ventede på vores Mester, Profeten, og spekulerede på, hvordan de skulle forholde sig. Efter et kort øjeblik, hædrede verdens Sultân det sted, hvor Hans heroiske Ashâb var. Han sagde takbîr´er, "Allahu akbar! Allahu akbar!" Da de herlige sahâbî´er hørte dette, sagde de glorværdige sahâbîer takbîr i fællesskab og bekendtgjorde højheden af det velsignede navn Janâb al- Haqq. De sprøjtede frygt ind i hjerterne på de polyteister, der trængte sig på den anden side af skyttegraven. Polyteisterne sagde, da de hørte takbîrer, "Sandsynligvis kom der gode nyheder til Muhammed og Hans Ashâb."

"O Salmân! Sikkert,

Damaskus vil blive
erobret. Heraklius vil
flygte til den mest øde

sted i hans jord. Du
vil tage kontrol over
hele Damaskus. Ingen

vil være i stand til
at modsætte sig dig.
Yemen vil helt sikkert

blive erobret. Sikkert

vil dette østlige land
også blive erobret, og

Vores Mester, Profeten, sagde til Sin Ashâb: "O muslimske samfund! Glæd jer med sejren og hjælpen fra Allahu ta'âlâ!" Således gav Han den gode nyhed, at de ville blive sejre. De glorværdige Ashâb var til stede i mange militære ekspeditioner, de havde sluttet sig til Ghazâ´erne i Badr og Uhud indtil nu. De havde besejret polyteisterne, som var i stort antal og mere magtfulde med tilladelse fra Allahu ta'âlâ og velsignelsen fra vores Mester, Profetens påkaldelse. Så længe "Kronen af alle væsener" var med dem, kunne der ikke være en umulig opgave, en uudholdelig vanskelighed. Vejret var koldt, hungersnøden var alvorlig, og sulten var stor. Inklusive vores Mester, Profeten, bandt mange af dem sten på deres velsignede maver. Mod dem var der utallige fjender! Men for den glorværdige Ashâb havde antallet af fjender eller de udståede vanskeligheder ingen betydning. Allahu ta'âlâ var den smukkeste hjælper. De var afhængige af Ham, de regnede med Ham, og de søgte tilflugt hos Ham. De fremtrædende befalingsmænd fra Quraysh og høvdinge fra andre stammer, der kom sammen med Quraysh, begyndte at lede efter et sted, hvor de kunne passere til den anden side af skyttegraven, før de tog en beslutning om at arrangere det alt omfattende angreb. De gik hele vejen langs skyttegraven. Til sidst stoppede de op, hvor skyttegraven ikke var blevet færdiggjort på grund af tidsmangel, og besluttede at angribe derfra. Polyteistiske-soldater fulgte deres befalingsmænd, de var forbløffede. De kiggede på skyttegraven og den herlige Ashâb. De sagde: "Vi sværger, at dette ikke er en metode, som araberne bruger. Bestemt, den persiske mand anbefalede den!" Da Quraysh-kommandanterne viste den smalleste del af skyttegraven, spurgte de: "Hvem kan hoppe over her og passere til den anden side?" Fem ryttere gik frem. De ville gå over til den anden side for at kæmpe ansigt til ansigt. Den glorværdige Ashâb al-kirâm og polyteistiske-soldater begyndte at betragte disse fem rytteres handlinger med nysgerrighed. De bevægede sig tilbage for at få mere fart på. Derefter drejede de hovederne på deres heste mod den smalleste del af skyttegraven. I fuld galop lykkedes det disse fem fuldblodsheste at nå den anden side med ét spring. Mange ryttere ville følge efter dem, men det lykkedes dem ikke, og de blev på den anden side af skyttegraven. Der var en meget stærk mand, som aldrig var blevet besejret, ved navn Amr ibn Abd, blandt dem, der gik over. Han var i fuld rustning. På sin hest havde han et meget majestætisk udseende. Denne mand, som med sit udseende vakte frygt, råbte til mujâhiderne: "Hvis der er nogen, der kan bekæmpe mig, skal komme til slagmarken!..." Da Hadrat Alî så denne arrogance, kom han til vores elskede Profet, og bad om Hans tilladelse og sagde: "Må mit liv blive ofret for din skyld, O Rasûlullah! Lad mig kæmpe mod ham." Han havde ikke engang sin rustning på.

Shah vil blive dræbt.

Allahu ta'âlâ vil give
disse erobringer til dig

efter mig."
Hadîth ash-sharîf

Ashâb al-kirâm betragtede ham med beundring. Vores elskede Profet fjernede Sin velsignede rustning og satte den på Hadrat Alî. Han gav Sit sværd til Hadrat Alî. Han fjernede Sin turban fra Sit velsignede hoved og lagde den over Hadrat Alîs hoved. Så påkaldte Han: "O min Allah! I Badr´s Ghazâ blev Ubayda, min onkels søn, og i Uhud´s Ghazâ blev Hamza, min onkel, min onkel blev martyrer. Sammen med mig er Alî, som er min bror og min onkels søn, tilbage. Beskyt ham. Giv ham Din hjælp. Lad mig ikke være alene." Ashâb al-kirâm sagde: "Âmîn!" Allahu ta'âlâs løve gik fremad, omgivet af invokationer og takbîr´er, standsede foran Amr ibn Abd, der lignede et uhyre. Amr, der var helt dækket af en rustning bortset fra øjnene, kunne ikke genkende denne helt og spurgte, hvem han var. Hadrat Alî svarede: "Jeg er Alî ibn Abî Tâlib." Amr svarede, som om han havde medlidenhed med ham: "O min brors søn (en sædvanlig måde at tiltale en person på)! Din far var min ven. Derfor ønsker jeg ikke at udgyde dit blod. Er der ikke en af dine onkler, der kan møde mig?" Hadrat Alî provokerede ham ved at sige: "O Amr! Jeg sværger ved Allah, at jeg ønsker at udgyde dit blod. Men er det ikke nødvendigt for os at være på lige fod? Er det ikke passende for berømmelsen af tapperhed? Jeg er til fods, du er på en hest!"

Da Amr hørte dette, blev han fyldt af modig iver. Han steg straks af sin hest og skar hestens ben over med sit sværd. Derefter stillede han sig foran Hadrat Alî. Mens han var ved at angribe, spurgte Allahu ta'âlâs løve ham: "O Amr! Jeg hørte, at du har aflagt en ed om at udføre et af de to ønsker fra en Qurayshi, når du møder ham. Er det sandt?" Han svarede: "Ja, det er sandt." Hadrat Alî inviterede ham til Islâm: "Så mit første ønske er, at du tror på Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl og omfavner Islâm." Da han hørte dette, blev Amr vred. Han sagde: "Lad være med at nævne dette! Jeg har ikke brug for dette!" Hadrat Alî sagde: "Mit andet ønske er, at du opgiver kampen og vender tilbage til Mekka. For hvis Rasûlullah bliver sejrrig over fjenden, vil du have hjulpet Ham med denne din handling!..." Amr sagde: "Lad være med at nævne dette også! Jeg har aflagt en ed på ikke at bruge duftstoffer, medmindre jeg får min hævn. Hvis du har et andet ønske, så fortæl mig det." Hadrat Alî sagde: "O Allahu ta'âlâs fjende! Der er intet andet tilbage end at bekæmpe dig!"

Amr grinede af disse ord. Han sagde: "Utroligt! Jeg havde aldrig troet, at der kunne være en kriger i Arabien, der kunne udfordre mig! O min brors søn! Jeg sværger, at jeg ikke ønsker at dræbe dig. For din far var min ven. Jeg ville ønske, at en af Qurayshs notabiliteter, som Abû Bakr eller 'Umar, ville konfrontere mig." Hadrat Alî sagde: "Selvom det kan være, er jeg kommet her for at dræbe dig." Amr blev rasende. Med stor fart svingede han sit sværd. Allahu ta'âlâs løve Hadrat Alî "karram-Allahu wajhah" havde forventet noget lignende, så han sprang til side og mødte slaget med sit skjold. Amr havde dog splittet mange skjolde på den måde. Selv de stærkeste skjolde kunne ikke modstå hans slag. Igen skete det samme. Hadrat Alîs skjold blev revet ned. Desuden gik sværdet meget tæt på hans hoved, og han blev såret. Nu var det Hadrat Alîs tur at angribe.

Han sagde: "Allah!" og søgte tilflugt i Allah og svingede Zulfikâr (navnet på vores Profets sværd) mod Amrs hals. Ved hans slag lød den islâmiske hær: "Allahu akbar!... Allahu akbar!..." Hæren af vantro skreg. Ja, kronen af alle væsener, Profeternes Sultân's opfordring var blevet accepteret. Monstrøse Amr var faldet til jorden. Hans blod løb ud af hans krop, og hans hoved i hjelmen var fløjet væk. Da hans venner så, at Amr, som de stolede mest på, var blevet besejret, angreb de straks Hadrat Alî. Da de så dette, løb Ashâb al-kirâm derhen. Zubayr ibn Awwâm sårede

Nawfal ibn Abdullah og fik ham til at falde med sin hest ned i skyttegraven. Hadrat Alî gik ned i grøften og delte Nawfal i to. De andre passerede skyttegraven med besvær og trak sig tilbage. Den øverstkommanderende for den polyteistiske hær var faldet i fortvivlelse i begyndelsen af krigen.

"O muslimske sam-
fund! Glæd jer med
sejren og hjælpen fra

Allahu ta'âlâ!"
Hadîth ash-sharîf

Nu var metoden for krigen klar. Skyttegraven gjorde det umuligt at kæmpe ansigt til ansigt. De forsøgte at skade hinanden ved at skyde med pile. Det havde ingen anden nytte end at forsinke slutningen. Polyteisterne forstod, at de ikke kunne besejre dem på den måde og besluttede, at den mest hensigtsmæssige måde var at angribe fra hele vejen rundt om skyttegraven. De angreb. Den store fjendtlige hær på ti tusinde soldater forsøgte at passere over skyttegraven, og den herlige hær på tre tusinde muslimer forsøgte med pile og sten at forhindre dem i at passere. En forfærdelig kamp var begyndt. Denne kamp varede indtil om aftenen.

Vores Mester, Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), satte vagter på forskellige steder i skyttegraven om natten. Han selv begyndte at stå vagt på et smalt sted. Han sendte en militærpatrulje på fem hundrede soldater til Medîna og beordrede dem til højlydt at sige takbîr´er på gaderne. Således forårsagede rettidig forebyggelse af faren fra jøder eller Quraysh-polyteister; kvinder og børn ville blive beskyttet.

Qurayzâ-jøderne sendte Huyay ibn Akhtab til polyteisterne og krævede en styrke på to tusinde soldater til at foretage natlige angreb. De ville angribe kvinder og børn, som var forsvarsløse om natten. Men mujâhidernes patruljering, indtil om morgenen, og lyden af deres takbîr "Allahu akbar!" spredte en stor frygt over deres hjerter. De trak sig tilbage til deres fort og begyndte at vente på en mulighed. Fra tid til anden forsøgte de at trænge ind i Medîna i små grupper.

En nat lykkedes det Ghazzâl, en fremtrædende person fra Qurayzas sønner, med sin militærenhed på ti soldater at nå frem til vores mor Safiyya, som var vores elskede Profets tante, til hendes palæ. Indenfor var der kvinder og børn. De havde ikke engang et våben til at forsvare sig med. Først skød jøderne pile mod palæet. Derefter forsøgte de at komme ind. En af dem gik ind i den indre gård og begyndte at lede efter et passende sted at komme ind i bygningen. I mellemtiden sagde vores elskede Profets modige tante til dem, der var der, at de skulle være stille. Hun gik ned til det sted, hvor døren var. Med et hovedtørklæde lavede hun en turban og forklædte sig i en mands udseende. Hun tog en stok og en kniv. Hun åbnede døren langsomt og nærmede sig jøden bagfra. Hun slog ham i hovedet med pinden. Uden at miste tid dræbte hun jøden, som faldt til jorden. Derefter kastede hun jødens hoved mod hans venner, som var i gang med at skyde pile udefra. Da de så det halshuggede hoved af deres ven, blev jøderne rædselsslagne og begyndte at løbe væk.

De sagde: "Vi havde fået at vide, at muslimerne sendte alle mænd fra deres hjem i krig!..."³⁰⁰ Krigen fortsatte med samme intensitet om morgenen. Pilene susede rundt i luften. Verdens Mester (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) fortalte Sin herlige Ashâb: "Jeg sværger ved Allahu ta'âlâ, som holder min eksistens i Sin hånd, vil alle de vanskeligheder, vi møder, blive fjernet fra jer, og I vil blive taget til ro." Han rådede dem til at være tålmodige og gav dem det glædelige budskab, at sejren ville tilhører de troende. Efter at have hørt denne gode nyhed glemte de heroiske sahâbî´er sådanne vanskeligheder som sult og hungersnød. De gjorde deres bedste. De tillod ikke en eneste polyteist at passere fra skyttegraven.

"Et sværdslag af Alî er

mere værdifuld end

alle menneskers og

jinners ibâdat´er."
Hadîth ash-sharîf

Hadrat Sa'd ibn Mu'âz, en af de fremtrædende af Ashâb alkirâm, kæmpede med stor iver. Under krigen blev han såret i armen af en pil, der blev skudt af en polyteist ved navn Hibbân ibn Qays ibn Araka. Pilen ramte en pulsåre og forårsagede for stort blodtab. Da han så, hvor meget de forsøgte at stoppe blodet, forstod han, at situationen var farlig. Han påkaldte: "O min Rabb! Hvis Quraysh vil fortsætte med at kæmpe, så giv mig en længere levetid. For jeg ikke kan lide noget mere end at bekæmpe disse polyteister, som har fordømt og plaget Din Rasûl. Hvis krigen mellem os slutter, så giv mig at nå graden af martyrium. Men tag ikke min sjæl, før jeg ser enden af Banî Qurayzâ." Hans påkaldelse blev accepteret, og blødningen stoppede. Munâfiqerne, som Abdullah ibn Ubayy, der tilsyneladende kæmpede blandt Ashâb al-kirâm, var meget tilbageholdende. De nærmede sig ikke frontlinjerne. Desuden gjorde de alt, hvad de kunne for at demoralisere mujâhiderne. De forsøgte at skabe uorden ved at sige: "Muhammed lover jer altid den romerske kejsers og den iranske Shahs skatte. Men vi er fængslet i skyttegraven. Af frygt kan vi ikke engang gå på toilettet. Allah og Hans Rasûl gør ikke andet end at narre os, de lover heller ikke noget verdsligt!...." Hver gang de følte vanskeligheder, forlod de deres stillinger, idet de hævdede, at fjenden kunne angribe deres hjem. Denne slags handlinger fra munâfiqerne var et andet problem. For at opnå resultater så hurtigt som muligt brugte den polyteistiske hær alle sine kræfter, men det lykkedes dem ikke mod det heroiske forsvar af de glorværdige sahabîer. Det sted, hvor de angreb mest, var den smalle passage. Vores Mester, Profeten forlod ikke der, og Han opfordrede Sine Ashâb til at kæmpe. Ashâb al-kirâm, der ønskede at nå den ære at kæmpe i nærheden af vores Mester, Profeten, viste hidtil uset heltemod på slagmarken. På et tidspunkt så man, at polyteisterne begyndte en voldsom spærreild af pile. Deres eneste mål var det telt, hvor verdens Sultan befandt sig.

En rustning dækkede vores elskede Profets velsignede krop. Han havde sat Sin hjelm på. Han stod foran teltet og befalede Sin Ashâb i overensstemmelse med krigens forløb. Nogle gange ville polyteisterne gøre et fælles angreb til et punkt, hvor de anså sig for at være svage, og de velsignede sahâbî'er ville skynde sig derhen og kæmpe med lidenskab, indtil de slog religionens fjender tilbage.

Ghazâ af Trench (Handak)

Denne hidtil usete kamp var meget intens; de heroiske sahâbî'er kunne ikke engang finde en mulighed for at se sig omkring. Den dag fortsatte denne kamp, der var begyndt om morgenen, til sent om aftenen. Hver gang, da det var tid til namâz, sagde de glorværdige sahâbîer: "O Rasûlullah! Vi kunne ikke udføre namâz", svarede verdenernes Mester dem: "Wallahi, det kunne jeg heller ikke". Omkring natten namâz, gennemførte de et angreb og opløste den polyteistiske gruppe, som ikke tillod dem at foretage deres tilbedelser. Quraysh og de Ghatfâniterne kunne ikke reorganisere sig, og de trak sig tilbage til deres hovedkvarter. Mujâhiderne gik til vores elskede Profets telt. Så sagde Fakhr al-âlam, der blev sendt som en barmhjertighed for verdenerne, selvom det ikke var Hans vane at udtale forbannelser, kunne Han ikke holde det ud for namâz og sagde om polyteisterne: "Må Allahu ta'âlâ fylde deres hjem, deres mover og deres graver med ild, da de gjorde os beskæftiget indtil solnedgang og holdt os fra at udføre vores namâz!" Efter udførte den forsinkede namâz af middag, eftermiddag og aften; Han udførte natten namâz.

O min Rabb, fordriv de vantro

I disse kampe for at ødelægge Islâm fuldstændigt forstod polyteisterne, at de ikke kunne overvinde muslimerne i dagslys. Ifølge dem var den eneste løsning at organisere natteangreb med samme intensitet. Muslimerne kunne kun besejres på denne måde. De gennemførte straks deres beslutning og begyndte at foretage natteangreb sammen med de jødiske sønner af Qurayzâ. Polyteisterne delte deres soldater op i grupper. De angreb på skift. Disse angreb fortsatte i mange dage. Vores elskede Profet og den modige Ashâb al-kirâm fortsatte med at forsvare sig, selvom de var sultne, søvnløse og trætte. De tillod ikke nogen fjendtlig soldat at passere skyttegraven. Dette hjertelige forsvar var mere frygtsomt, mere intenst og vanskeligere end de tidligere ghazâ´er.

Fødevaremangel begyndte blandt de polyteister, som har kæmpet i dagevis. Deres heste og kameler begyndte også at dø, da de ikke kunne finde bare en håndfuld tørre planter på jorden. Derfor sendte polyteisternes kommandant en militær enhed under Dirâr ibn Khattâbs kommando til Qurayzâ-jøderne for at skaffe forsyninger. Jøderne, som ofrede alt, hvad de havde, for de vantro, leverede straks tyve kamelfulde hvede, byg, dadler og hø til dyrene. Mens Dirâr gladeligt vendte tilbage med sine soldater, mødte de en gruppe sahâbî'er nær Qubâ. Den heroiske Ashâb angreb med det samme. Efter blodige kamp, satte de fjenden på flugt. De afleverede de lastede kameler til vores Mester, Profeten, og de fik en overflod af Hans invokationer.³⁰¹ Verdens Sultân, vores Mester (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) viste en stor mængde medfølelse, meget mere end deres fædre, for Hans modige Ashâb, som gennemlevede mange svære tider under denne voldsomme kamp, der varede ca. en måned. Da Han så Sin herlige Ashâbs ekstraordinære indsats, lagde Han sit hoved mod jorden og påkaldte om dem:

Vores elskede Profet gentog denne opfordring ofte i de sidste dage. Polyteisterne brugte på grund af de yderligere vanskeligheder, som knapheden medførte, alle deres kræfter på at ødelægge muslimerne så hurtigt som muligt. En aften kom en person fra den polyteistiske hær, hvis hjerte havde kærlighed til Islâm, til vores Mester, Profeten, i Hans nærvær. Denne person var Nu'aym ibn Mas'ûd fra Ghatfânstammen. Han fortalte vores elskede Profet: "O Rasûlullah! Jeg er kommet her for at bevidne, at Allahu ta'âlâ er én, og at du er en sand Profet. Jeg takker Allahu ta'âlâ for, at jeg er beæret ved at blive muslim. Hidtil har jeg kæmpet imod Dig. Fra nu af vil jeg kæmpe mod de vantro. Jeg er klar til at gøre alt, hvad du beordrer mig! O Rasûlullah! Selv mit folk ved ikke, at jeg er blevet muslim! Vores Mester, Rasûl al-akram sagde: "Kan du infiltrere disse vantro rækkerne og forsøge at adskille dem ved at skabe uenighed blandt dem?" Han sagde: "O Rasûlullah! Med hjælp fra Allahu ta'âlâ kan jeg adskille dem fra hinanden. Men tillader du mig at sige, hvad jeg vil?" Vores Mester sagde: "Krig er bedrag, du må fortælle, hvad du vil."

"Jeg sværger ved Alla-

hu ta'âlâ, som holder

min eksistens i Sin
hånd, vil alle de vans-

keligheder, vi møder,
blive fjernet fra jer, og I

vil blive taget til ro."

Hadîth ash-sharîf

Hadrat Nu'aym ibn Mas'ûd gik først hen til Qurayzâ- jøderne og sagde til dem: "I kender min kærlighed til jer. Det, vi vil tale om, skal forblive mellem os. Ingen må vide det!" Jøderne aflagde ed og sagde, at ingen måtte vide det. På dette sagde Hadrat Nu'aym: "Denne mand (vores Mester-Profet)´s forretning er et reelt problem. I ved, hvad Han gjorde ved Nadîrs og Kaynukâs sønner. I så alle, at Han har fordrevet dem fra deres hjemlande. Nu er Quraysh og Ghatfâniterne kommet, og de kæmper mod muslimerne. I hjælper dem. Selv om vi har kæmpet i mange dage, kunne vi ikke opnå nogen resultater. Det ser ud til, at belejringen vil blive forlænget. Qurayshfolket og Ghatfâniterne har ikke deres ejendomme, hjem og børn her, som I har. Hvis de finder en mulighed og bliver sejrrige, vil de samle byttet og rejse. Hvis de taber, vil de gå væk og lade jer være alene mod muslimerne. Men I har ikke nok magt til at besejre muslimerne. Den nuværende krigstilstand viser, at muslimerne vil opnå sejr. Hvis det, jeg formodede, sker, vil muslimerne slå jer med sværdet. Derfor må vi hurtigst muligt træffe forholdsregler.³⁰²

Jøderne, der lyttede til disse ord i spænding og frygt, var meget glade for, at Hadrat Nu'aym tog sig så godt af dem. De sagde: "Du har behørigt vist os dit venskab. Fortæl os, hvilken forholdsregel vi skal tage." Nu'aym ibn Mas'ûd ventede på dette, han svarede: "Sandheden er, medmindre I tager nogle af Quraysh´s og Ghatfân´s notabiliteter som gidsler, skal I aldrig gå i krig mod muslimer! Så længe gidslerne er hos jer, kan de ikke flygte fra krigen!"De accepterede dette som en meget god sikkerhedsforanstaltning, takkede ham og tilbød gaver. Hadrat Nu'aym forlod jøderne og gik direkte til Qurayshs hovedkvarter. Han sagde til deres kommandanter: "I kender mit fjendskab mod Muhammed, og hvor meget jeg kan lide jer. Af hensyn til vores venskab har jeg betragtet det som en stor pligt at informere jer om, hvad jeg har lært. Men, I bør give løfte og aflægge en ed på, at I ikke vil fortælle nogen, hvad I vil høre." De aflagde ed og spurgte nysgerrigt: "Fortæl os det, vi lytter til dig." Han sagde: "Vid, at jøderne i Qurayzâ er blevet fortrøstningsfulde over at have indgået en alliance med jer, og de sendte et budskab til Muhammed. De fortalte Ham, at de vil tage fanger fra Quraysh og Ghatfâns notabiliteter for at udlevere dem til Ham for at blive halshugget. Derefter vil de i alliance med Ham kæmpe mod polyteisterne, indtil de alle er blevet udslettet. Han bør dog tilgive Nadîrs sønner, deres brødre, og give deres hjemlande tilbage. Muhammed har accepteret disse anmodninger fra jøderne. Hvis jøderne beder om gidsler fra jer, skal I aldrig acceptere det, de vil dræbe dem alle sammen!" Qurayshfolket takkede Hadrat Nu'aym meget for denne vigtige nyhed og viste ham respekt.

Nu'aym ibn Mas'ûd tog derfra og kom til ghatfâniterne. Han sagde til dem hvad han også fortalte Quraysh-folket.

Den næste dag meddelte Quraysh-kommandanten Qurayzâs sønner: "Nu er det meget svært for os at blive her. Fordi, vejret er koldt, vores dyr er ved at dø af sult. Lad os lave en god forberedelse i nat og iværksætte et voldsomt angreb i morgen." Jøderne svarede: "For det første fører vi ikke krig om lørdagen. For det andet, for at kunne deltage i krigen skal I give mange af jeres notabiliteter til os som gidsler. Hvis belejringsperioden forlænges, og I bliver hjælpeløse og vender tilbage til jeres landområder, vil det betyde, at I har udleveret os til Muhammed. Hvis I giver os gidsler, vil I ikke forlade os!...."

Da denne nyhed nåede frem til Quraysh-kommandanten, sagde han: "Så Nu'aym ibn Mas'ûds ord var altså sande!" Han sendte igen en besked til jøderne: "Vi vil ikke give jer nogen mand som gidsler. Hvis I kommer og kæmper skulder ved skulder i morgen, så er det meget godt. Hvis ikke, vil vi gå til vores hjemland, og I vil blive efterladt alene mod Muhammed og Hans Ashâb!..."

Da Qurayzâ-jøderne hørte det, troede de, at Nu'aym's ord var blevet sandt. De svarede: "I så fald vil vi ikke forene os med jer og kæmpe mod muslimer." Således faldt de to parters hjerter i frygt.³⁰³

Jabrâîl 'alaihis-salâm kom. Han gav den gode nyhed til vores Mester, Profeten, at Allahu ta'âlâ ville gøre polyteisterne elendige med en vindstorm. Efter dette knælede Universets Mester ned, strakte Sine velsignede hænder ud og aflagde Sin tak til Allahu ta'âlâ ved at sige: "O min Allah! Jeg takker Dig for at Du havde medlidenhed med mig og min Ashâb." Derefter informerede Han Sin heroiske Ashâb om det glædelige budskab. Det var en lørdag aften. Der var kulmørke. Så blev det meget koldt, og en kraftig vind begyndte at blæse.

Om den nat rapporterede Hadrat Huzayfa tabni Yemân: "Det var sådan en nat, at vi indtil da aldrig havde set nogen nat så mørk som den var. Ud over dette dybe mørke begyndte en forfærdelig vind med en larm som torden. I mellemtiden fortalte vores Mester, Profeten, at den polyteistiske hær var i rædsel og uenighed. Vi kunne ikke stå op på grund af den iskolde kulde, sult og nattens rædsel. Vi havde taget nogle dyner på og ventede, hvor vi var. Rasûlullah begyndte at udføre namâz og tilbragte en del af natten i namâz.

Så vendte Han sig mod os og sagde: "Er der nogen blandt jer, som vil gå i nærheden af den polyteistiske hær og ved at inspicere deres forhold, bringe mig nyheder? Jeg vil bede Allahu ta'âlâ om, at den, der bringer mig nyhederne, vil være min ven i Jannah. På grund af den voldsomme sult og kulde kunne ingen af dem der var der, rejse sig op. Så kom vores Mester Rasûlullah til mig. På grund af kulde og sult sad jeg sammenkrøbet på mine to knæ. Vores Mester Rasûlullah rørte ved mig. Han spurgte: "Hvem er du? Jeg svarede:

"Jeg er Huzayfa, O Rasûlullah. Vores Mester Rasûlullah sagde til mig: : "Gå hen og se, hvad disse mennesker laver! Indtil du vender tilbage til mig, må du ikke skyde nogen pil eller kaste nogen sten mod dem, angrib dem ikke med dit sværd eller spyd. Indtil du kommer tilbage til mig, vil du ikke blive skadet af kulde eller varme, du vil ikke blive taget til fange eller tortureret.

Jeg tog mit sværd og min bue og gjorde mig klar til at gå. Vores Mester Rasûlullah påkaldte velsignelser over mig: "O min Allah! Beskyt ham foran og bagved, fra hans højre og venstre, fra over og under ham".

"O min Allah! Jeg takker

Dig for at Du havde
medlidenhed med mig og

min Ashâb."
Hadîth ash-sharîf

Jeg begyndte at gå mod polyteisterne. Det var som om jeg gik i et bad. Jeg sværger ved Allah, at jeg ikke havde nogen frygt, ingen kulde, ingen rystelser. Endelig nåede jeg frem til polyteisternes hovedkvarter. Deres befalingsmænd og ledere havde lavet et bål, og de var ved at varme sig op. Abû Sufyân sagde: "Vi bør gå væk herfra". I det øjeblik tænkte jeg på at dræbe ham. Jeg tog en pil ud af min kogger og satte den på min bue. Jeg ville skyde ham ved at udnytte lyset fra ilden. Da jeg skulle til at skyde, kom jeg i tanke om, at Rasûlullah havde sagt til mig: "Indtil du vender tilbage til mig, må du ikke forårsage nogen hændelse." Derfor opgav jeg at dræbe ham. Efter dette, fandt jeg stort mod i mig selv. Jeg nærmede mig polyteisterne og satte mig ved ilden. Den hidtil uset stærke vind og Allahu ta'âlâs (englenes) usynlige hær ramte dem. I vinden faldt deres køkkenredskaber ned, deres bål og lys blev slukket, og deres telte styrtede sammen over deres hoveder. På et tidspunkt rejste Abû Sufyân, den polyteistiske hærs kommandant sig op og sagde: "Pas på! Der kan være vagter og spioner blandt jer. Lad alle undersøge, hvem personen ved siden af ham er! Lad alle holde hånden af den person, der sidder ved siden af ham". Abû Sufyân havde næsten fornemmet, at der var en fremmed blandt dem. Jeg strakte straks mine hænder ud og holdt de to personers hænder på min højre side og min venstre. Jeg spurgte efter deres navne, før de spurgte mig. På den måde forhindrede jeg, at jeg blev genkendt. Til sidst henvendte Abû Sufyân sig til sin hær: "O Quraysh! I er ikke på et passende sted at opholde jer. Heste og kameler er begyndt at dø. Hungersnød er overalt.

I kan se, hvad der er sket med os på grund af vinden. Vi skal straks gå væk herfra ! Nu går jeg. Han satte sig op på sin kamel. Den polyteistiske hær, der var i en elendig tilstand, samledes og bevægede sig mod Mekka. Sand og små sten regnede ned over dem.³⁰⁴ Da Quraysh-hæren gik, gik jeg hen til vores Mester Rasûlullah. Da jeg nåede halvvejs, på vejen mødte jeg tyve ryttere (engle) med hvide turbaner. De sagde til mig: "Informer Rasûlullah. Allahu ta'âlâ har gjort fjenden elendig.” Da jeg vendte tilbage til Rasûlullah, var Han ved at udføre namâz på et tæppe. Men så snart jeg vendte tilbage, begyndte min tilstand af kulde og rystelser igen. Efter namâz, spurgte vores Mester Rasûlullah mig, hvilke nyheder jeg bragte. Jeg fortalte Ham, at polyteisterne var elendige, og at de var gået bort. Rasûlullah glædede sig meget over denne nyhed og smilede. Vi var søvnløse i dagevis. Vores Mester, Profeten, tog mig til Sin side og dækkede os begge med en del af tæppet, Han havde brugt som et tæppe. På den måde tilbragte vi natten. Rasûlullah vækkede mig ved skumringen. Om morgenen var der ingen spor tilbage af den polyteistiske hær."

Indtil de nærmede sig Mekka, var der en voldsom vind bag dem, og de hørte konstant lyde af takbîr.

Da Quraysh-polyteisterne forlod deres hovedkvarter og flygtede, andre polyteistiske stammer, der også fulgte med dem, forlod Medîna. De var i dyb sorg på grund af et stort nederlag, som de ikke kunne glemme. Mens de led dette store tab, bad Verdens Mester (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) og Hans ærede Ashâb radiy-Allahu

'anhum, i sajda af taknemmelighed, og priste Allahu ta'âlâ. Mujâhiderne gik mod lysende Medîna med lyde af “Allahu akbar!… Allahu akbar!…”Medînas gader var oversvømmet af børn. De var ude for at møde verdenernes Sultan og deres velsignede fædre, onkler og ældre brødre. Vores Mester, Profeten svarede dem med et smil...

I Trench´s Ghazâ blev seks muslimer martyrer...

Med hensyn til denne Ghazâ, sagde Allahu ta'âlâ i âyat al-karîmas, i maal: "Allahu ta'âlâ (i skyttegravskrigen) sendte de vantro tilbage med deres vrede. De opnåede intet godt, ingen sejr. Således var Allahu ta'âlâ (med engle og vind) tilstrækkelig for de troende (til deres sejr) i kampen. Allahu ta'âlâ´s magt er tilstrækkelig for alle. Han er almægtig og triumferer over alt.”³⁰⁵

"O troende! Husk de velsignelser, som Allahu ta'âlâ giver jer. Da hære havde angrebet jer (i Trench´s Ghazâ), havde Vi sendt en vind og hære (af engle), som I ikke så over dem."³⁰⁶

Efter denne krig sagde vores elskede Profet: "Nu er det jeres tur. Fra nu af, vil Quraysh ikke være i stand til at marchere mod jer."

Banî Qurayzâ´s Ghazâ

1. ²⁹² Ibn Hishâm, as-Sira, I, 220; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 441; Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 65–74; Suhaylî, Rawzu'l-unf, III, 415.
2. ²⁹³ Bukhârî, "Maghâzî", 27; Dârimî, "Muqaddima", 7; Ibn Abî Shayba, al-Musannaf, VII, 425.
3. ²⁹⁴ Wâqidî, al-Maghâzî, I,450; IbnKathîr, as-Sira, III,159; Bayhaqî, Dala-ilan-Nubuwwa, III,482.
4. ²⁹⁵ Sûrah Nûr, 24/62.
5. ²⁹⁶ Sûrah Nûr, 24/63-64.
6. ²⁹⁷ Ibn Sa'd, at-Tabaqât, II, 67.
7. ²⁹⁸ Wâqidî, al-Maghâzî, I, 460; Bayhaqî, Dala-il an-Nubuwwa, IV, 8.
8. ²⁹⁹ Bukhârî, "Jihad", 157; Abû Dâwûd, "Jihad", 101; Tirmidhî, "Jihad", 5; Ibn Mâja, "Jihad", 28; Ahmad ibn Hanbal, al-Musnad, I, 126.
9. ³⁰⁰ Wâqidî, al-Maghâzî, I, 463.
10. ³⁰¹ Wâqidî, al-Maghâzî, I, 467.
11. ³⁰² Ibn Hishâm, as-Sira, II, 228; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 481; Suhaylî, Rawzu'l-unf, III, 433; Kattânî, at-Tarâtîbu'l-idâriyya, I, 543.
12. ³⁰³ Ibn Hishâm, as-Sira, II, 228; Wâqidî, al-Maghâzî, I, 481; Suhaylî, Rawzu'l-unf, III, 433.
13. ³⁰⁴ Wâqidî, al-Maghâzî, I, 489.
14. ³⁰⁵ Sûrah Ahzab, 33/25.
15. ³⁰⁶ Sûrah Ahzab, 33/9.