FRAFALDETS BEVÆGELSER

I løbet af vores Mester, Profetens (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) treogtyve år med Profetskab, kom hele den arabiske halvø og mange mennesker fra forskellige steder i grupper og blev muslimer. De troede på Allahu ta'âlâ og adlød hvert ord og hver handling af den Profet, som Han sendte. På det tidspunkt, hvor Rasûlullah gik bort, var der mere end hundrede fireogtyve tusinde (i en anden rapport hundrede halvtreds tusinde) sahâbî'er i verden.

"O min elskede profet!
Sig: 'Hvis du elsker Allah

og ønsker, at Allah også
skal elske dig, så følg mig!

Allah elsker dem, der

følger mig."
Âl-i ‘Imrân: 31

Efter Farvel Hajj, nogle folk blandt araberne erklærede sig selv for profeter. Den første var Aswad al-Anasî fra Banî Ans-stammen. Hans rigtige navn var Abhala ibn Ka'b. Med forskellige tricks narrede han mange folk i Yemen. Folket i Najrân blev også hans undersåtter. Han indtog Sana'a og udvidede fitna-kredsen. Selv om Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) var syg, gav Han vægt til den skade, som løgnere som Aswad al-Anasî forårsagede. Da denne løgner blev dræbt, blev det åbenbaret for vores Mester, Profeten med wahy. Rasûlullah gav den gode nyhed til Hans Ashâb om morgenen: "I går aftes blev løgneren Aswad al-Anasî dræbt af en af vores brødre."

Efter vores Mester, Profetens død, begyndte frafaldet (frafald/irtidad) i grupper på grund af provokationerne fra munâfiqerne, jøder og kristne. Disse bevægelser udvidede sig betydeligt.

Efter Rasûlullah's bortgang, alle Ashâb al-kirâm 'alaihimurridwân valgte enstemmigt Hadrat Abû Bakr til Khalîfa.

Selv om de så ud til at være muslimer, tog beduin-araberne, som endnu ikke var opvarmet til islam, vores Mester, Profetens bortgang som en mulighed og begyndte at fornægte nogle af fard ibâdaterne, især zakât. De martyrerede Ashâb al-kirâm, der kom til dem i tjenesten. De forlod den islâmiske religion. De blev murtader (frafaldne). Betjentene fra Yemen og andre steder kom tilbage med dårlige nyheder. Faren for frafald voksede pludselig. Rædsel spredte sig overalt.

I forhold til antallet af murtader, var muslimerne få. Abû Bakr as-Sıddîq radiy-Allahu 'anh tog risikoen ved at bekæmpe murtaderne. Om natten marcherede han mod fjenden, der forberedte sig på at angribe Medîna, og kæmpede indtil om morgenen. Han spredte dem alle. Han steg på sin kamel for at marchere mod murtaderne længere væk.

Hadrat Âisha sagde: "I de dage, hvor araberne frafaldt, da min far løftede sit sværd og steg op på sin kamel, kom Hadrat Alî til ham, holdt hans kamel i tøjlen og sagde: "Jeg vil sige de samme ord til dig, som Rasûlullah 'alaihis-salâm sagde på dagen for Uhud-Ghazâ: Slæb dit sværd i skeden, sæt dig ikke selv i fare og forvolder os ikke smerte! Jeg sværger ved Allah, at hvis der sker noget med dig, så vil Islâm med sikkerhed aldrig komme sig igen efter dig!"" Alle Ashâb al- kirâm støttede Hadrat Alî (radiy-Allahu ta'âlâ 'anhum ajma'în). Efter dette gik Hadrat Khalîfa tilbage til Medîna al-munawwara. Han sendte tropper mod de frafaldne. Først marcherede Khalîfa mod de fire stammer tæt på Medîna og fik dem til at underkaste sig.

Derefter sendte han tropper til elleve stammer. Af disse kunne tropperne under Ikrimas kommando ikke stå imod Musaylamahs fyrre tusinde soldater i Yemen.

Khalîfaen sendte Khâlid ibn Walîd for at få hjælp. Khâlid udslettede Talîha ibn Huwaylid, Sujah bint Hârith og Mâlik ibn Nuvayra og kom tilbage til Medîna. Han triumferede også i Yemen. Han dræbte tyve tusinde murtader. Omkring to tusinde muslimer blev martyrer. Amr ibn Âs bragte Khuzâa-stammen til îmân. Alâ ibn Hadramî kæmpede voldsomt ved Bahrain og spredte murtaderne. Huzayfa, Arfaja og Ikrima forenede sig ved Oman og Bahrain og splittede murtaderne. De dræbte ti tusinde murtader. Khalîfa sendte Khâlid ibn Walîd til Irak. Han tog tusind guldjizya i guld fra Hîra og spredte den iranske hær under Hurmuz' kommando. Han ødelagde en hær på tredive tusinde ved Basra. Halvfjerds tusinde vantro blev dræbt fra den fjendtlige hær, der kom for at få hjælp. Derefter blev de store byer indtaget med forskellige krige. Khalîfaen samlede en hær i Medîna og sendte Abû Ubayda mod Damaskus og Amr ibn Âs mod Palæstina. Han sendte Yazîd ibn Abû Sufyân til Damaskus som forstærkning. Derefter samlede han soldater og sendte dem under Hadrat Mu'âwiya's kommando for at hjælpe sin bror Yazîd. Khâlid ibn Walîd blev sendt fra Irak til Damaskus. Khâlid efterlod nogle af soldaterne i Musannâ og vandt mange slag og kom sejrrig til Syrien. De islâmiske soldater forenede sig og besejrede den store romerske hær ved Ajnâdayn. Efter et langt og voldsomt slag vandt den islâmiske hær på seksogfyrre tusind over Heraklius' to hundrede fyrretusinde soldater. Mere end tusind romerske soldater blev dræbt. Tre tusinde muslimer blev martyrer. I dette slag kæmpede også muslimske kvinder. Ikrima udviste stor heltemodighed. Alle disse sejre blev opnået på grund af Khalîfas tapperhed, genialitet og store ledelse.

Med Hadrat Abû Bakrs udholdenhed, urokkelige vilje og de præcise justeringer, han foretog i hæren, blev oprøret og frafaldsbevægelserne, der spredte sig som ild over hele den arabiske halvø efter Rasûlullahs død, undertrykt i løbet af et år. Hadrat 'Umar gjorde en stor tjeneste ved at sende Usâmas hær til Syrien og forhindre optøjerne. Abdullah ibn Suhayl stoppede mange mennesker fra at frafalde med sine taler. Abû Dujâna gjorde også gode tjenester. Nu'mân ibn Muqarrin og Khâlid ibn Sa'îd sluttede sig til kampene mod murtaderne og havde stor succes. Således blev fitnaen med at falde fra, forhindret før den voksede, og en stor fitna-brand, der havde til formål at ryste Islâms enhed, blev slukket.

Men nogle mennesker, som forsøgte at frafalde og forstod, at de ikke kan nå deres mål åbent, sluttede sig til fitna-bevægelserne i senere perioder. De forårsagede religiøse og politiske splittelser mellem muslimer.

I Islâms historie begyndte man efter disse hændelser at bruge udtrykkene "irtijâ (reaktion) og murtaji (reaktionær)" om at give afkald på religionen, at falde fra.

Hadrat Abû Bakr bidrog i høj grad til kampen mod murtaderne. Hvis der ikke havde været en sådan dygtig person, ville denne fare have spredt sig over hele Arabien. Derpå udtalte Hadrat Âisha as-Siddîqa (radiy-Allahu 'anhâ), muslimernes mor: "Da Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) gik bort, faldt araberne fra. Hykleriet steg. De katastrofer, der ramte min far, ville have knust bjerge, hvis de havde ramt dem."⁴²⁹

Hadrat Abû Hurayra sagde: "Hvis det ikke var for Abû Bakr, ville Ummat al- Muhammed (Muhammeds ummat 'alaihis-salâm) være gået til grunde efter

⁴²⁹Ibn Hishâm, as-Sira, II, 665; Suhaylî, Rawzu'l-unf, IV, 474; Ibn Asâkir, Târikh Dimashq, XXX, 312.

Muhammeds 'alaihis-salâm' bortgang!"⁴³¹ Han sagde også: "Jeg sværger ved Allah, bortset fra Ham er der ingen gud, hvis Abû Bakr ikke havde påtaget sig kalifatet, ville der ikke have været nogen, der ville tilbede den almægtige Allah!" og gentog det tre gange.

"Hvis det ikke var for
Abû Bakr, ville Ummat

al-Muhammed være
gået til grunde efter
Muhammeds 'alaihis-

salâm' bortgang!"

Abû Hurayr
(radiy-Allahu ’anh)

Abû Raja'ul'Utaridi sagde: "Da jeg kom ind i Medîna, så jeg folk samles, og en mand kyssede en anden mands pande ved at sige: 'Må jeg blive ofret for din skyld! Wallahi, hvis det ikke var for dig, ville vi helt sikkert være omkommet! Jeg spurgte: "Hvem er de kyssende og de kyssede? De svarede: 'På grund af hans krig mod de frafaldne, kysser 'Umar Abû Bakr's hoved.'"⁴³¹

Igen fortalte Hadrat Âisha: Efter Rasûlullah døde, faldt mange af de arabiske stammer fra. Muslimerne blev chokeret, som om de var fanget i regnen en vinternat. Desuden var de fleste Mekka-folket klar til at forlade Islâm.

Hadrat Suhayl ibn Amr stod ved porten til Kâ'ba og talte til Mekka-folket. Han holdt en kraftig tale og fjernede deres tvivl og forhindrede deres frafald. Han talte til Mekka-folket på følgende måde:

"O Mekka-folket! I var de sidste blandt dem, der blev muslimer. Vær ikke de første af dem, der falder fra! Wallahi, den Almægtige Allah vil afslutte denne sag som Rasûl 'alaihis-salâm erklærede! Jeg havde hørt Ham sige, mens Han stod alene, hvor jeg nu står: "Sig La ilâha illallah sammen med mig, så araberne kan blive muslimer ved at tage jer som eksempel, og ikke-araberne vil betale jizya til jer! Jeg sværger ved Allah, at de skattekamre af Cæsar og den iranske shah vil blive brugt for Allahs skyld!

I har set, at spotterne blev indsamlere af zakât og sadaqa. Wallahi, resten vil også ske! Wallahi, jeg ved godt, at denne religion vil fortsætte, så længe solen står op og går ned. Lad ikke disse mennesker blandt jer bedrage jer! Disse mennesker kender også denne virkelighed, som jeg kender.

Men deres jalousi over for Hâshims sønner har forseglet deres hjerter.

O folk! Jeg er den, der ejer de fleste transportmidler til lands og til vands blandt Quraysh'erne. Adlyd jeres lederes ordrer og betal jeres zakât til ham.

Hvis Islâm ikke fortsætter til enden, garanterer jeg at jeg vil betale jeres zakât tilbage!" Derefter græd han. Efter dette faldt folket til ro.⁴³²

Da det lykkedes Hadrat Suhayl ibn Amr at afholde Mekka-folket fra at falde fra med sin stærke tale, dukkede Mekkas guvernør Attab ibn Asid op.

⁴³⁰Suhaylî, Rawzu'l-unf, IV, 467

⁴³¹Ibn Asâkir, Târikh Dimashq, XXXXIII, 502; Suyutî, Jâmi-ul Ahâdis, XXV, 300.

⁴³²Belâzûrî, Ensâb, I, 304.

Hujra as-sa'âdat / Masjid an-Nabî
Den forreste udsigt, dvs. qibla-siden af vores elskede Profets ('alaihissalâtu was-salâm)

velsignede grave og Hans ashâb, Hadrat Abž Bakr og Hadrat 'Umar, den mest kære af

muslimerne (radiy-Allahu 'anhumâ), velsignede grave.

Da Hadrat Suhayl ibn Amr blev taget til fange under slaget ved Badr, hvor han havde sluttet sig til polyteisterne, sagde vores Profet til Hadrat 'Umar om ham: "Hvorfor vil du dræbe ham? Lad ham være, måske vil Allah bringe ham til et sted, som du vil godkende. Det forventes (håbes), at han skal henvende sig til folket!" Man forstod, at ved at nævne Hadrat Suhayls tale, mens han stod på et ærværdigt sted i denne hadîth, havde vores Profet givet den gode nyhed om denne tale af Hadrat Suhayl.⁴³³

Da Hadrat 'Umar hørte om denne tale af Hadrat Suhayl, huskede han, at vores Profet havde nævnt Hadrat Suhayl, og han kunne ikke lade være med at sige, i vores Profets fravær: "Jeg bevidner, at du er Rasûlullah!"⁴³⁴

433 Ibn Ishâq, Ibn Hishâm, Sîrat ar-Rasûl, IV, 303, 304.

⁴³⁴Ibn Abî Shayba, al-Musannaf, VIII, 484; Suhaylî, Rawzu'l-unf, III, 100.

"Jeg bevidner, at du er

Rasûlullah!"
Hadrat 'Umar
(radiy-Allahn 'anh)

Din kærlighed er kuren for alle lidelser, O Rasûlullah,
Din port er der, hvor behovene bliver opfyldt, O Rasûlullah.

De øjne, der så din nûr, ville ikke engang se på månen og stjernerne,
På grund af din nûr er natten og dagene lyse, O Rasûlullah.

Roser blomstrer fra dit sved, honning fra dine ord,
Med dig heles syge hjerter, O Rasûlullah.

Du er pâdishahs Habîb, du er de syges helbreder,
Din forbøn er syndernes glæde, O Rasûlullah.

Månen, solen og de syv stjerner priser dig klart,
Et andet ord end dit er en fejltagelse, O Rasûlullah.

Shaytan er misundelig på dig, det fjols blev bedragerisk,
Idrîs er overlegen, for Han elsker dig, O Rasûlullah.

De støtter din sunnat ved at kalde den på de fem tidspunkter,
Den, der svarer på dette kald, er invitationen til ham, O Rasûlullah.

Tidsler bar silke, de smukke anvendte dufte,
Din lidelse er de troendes sorg, O Rasûlullah.

Yûsuf al-Kenân blev solgt i hemmelighed for meget lidt,
At se dig er tusind liv værd for mig, O Rasûlullah.

Hans velsignede grav er på jorden, fyldt med dem, der er næret med nûr,
Men din sjæl er synlig i himlen, O Rasûlullah.

Dâwûds regeringstid, Ibrâhîms gavmildhed,
Din lektion i Mûsas hånd er staven, O Rasûlullah.

Din station er Kâ'ba al-Zamzam, den vil altid være stående og robuste,
Khidir giver altid en hånd til din ummat, O Rasûlul lah.

Shayyâd al-Hamza beder Shah om at blive reddet fra sorg,
At rose dig er en gave fra Allah, O Rasûlullah.

Shayyâd Hamza

LANGSOMT

Når Azrâîl kommer over dig,
Ben og arme langsomt briste.

Må Mawlâ give religion og îmân,
Vandet oversvømmer dine øjne langsomt.

Hjertet, der flyver højt, vil en dag blive træt,
En dag vil der blive opstillet en skala til dette formål.

Hvad alle gjorde, vil blive spurgt en dag,
O min Rabb, vil tungen bevæge sig langsomt.

Du adlød altid din nafs, du omvendte dig ikke,
Du spiste hvad du fandt, du lavede ikke shukr.

Endelig var du kommet til denne sorte jord,
Dine hænder vil langsomt trække sig tilbage fra denne verden.

De vil lægge en sten på din grav,
Du skal lægge dit hoved på en håndfuld jord.

Far vil ikke se søn, bror sin bror,
Den vender ikke om, vejen går langsomt.

De vil sætte det lunkne vand med qâfûr,
De vil strippe den sarte krop.

Dine naboer vil høre din død,
Dine venner vil langsomt gå tilbage.