AT UDFØRE NAMÂZ

Vigtigheden af namâz

Namâz er den største, vigtigste og smukkeste velsignelse, som Allahu ta'âlâ har givet muslimer for kærligheden til vores elskede Profet.

Namâz er religionens grundpille. Den, der udfører sine namâz konstant, korrekt og fuldstændigt, vil have etableret sin religion, og han vil have gjort Islâms bygning intakt. Den, der ikke udfører namâz, vil have nedbrudt sin religion og Islâms bygning. Vores Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) sagde: "Vores religions hoved er namâz." Ligesom intet menneske kan leve uden et hoved, er det ikke muligt at have religion uden namâz.

I Islâm er namâz den første kommando, efter at have îmân. Allahu ta'âlâ gjorde namâz fard, så at Hans slaver kun ville tilbede Ham. Allahu ta'âlâ befaler: "Udfør namâz!" i mere end hundrede âyat´er i Koranen al-karîm. I en hadîth ash-sharîf erklæres det: "Allahu ta'âlâ befalede at udføre namâz fem gange hver dag. Allahu ta'âlâ har lovet, at Han skal indsætte den person i Jannah, der udfører namâz respektfuldt og med overholdelse af betingelserne fem gange hver dag."

Namâz er den mest værdifulde af de ibâdat´er, der er påbudt i vores religion. En hadîth ash-sharîf erklærer: "En person, der ikke udfører namâz, har ikke en andel af Islâm!" I en anden hadîth ash-sharîf hedder det: "Det er namâz, der adskiller muslimen fra den vantro", det vil sige, at den troende udfører namâz, og den vantro gør det ikke.

At udføre namâz er at tænke på Allahu ta'âlâs storhed og at indse ens egen underlegenhed over for Ham. En person, der indser dette, vil altid gøre godt. Han vil aldrig gøre noget ondt. Hvis en person har til hensigt at være i sin Rabb (Allah) nærvær fem gange hver dag, vil hans hjerte blive fyldt med ikhlâs. Hver handling befalet at blive udført i namâz giver forskellige fordele for hjerte og krop.

At udføre namâz i jamâ'at i moskeer vil knytte muslimers hjerter til hinanden. Det vil skabe kærlighed mellem dem. De vil indse, at de er brødre. De ældre vil være venlige over for de yngre. Og de yngre vil være respektfulde over for de ældre. De rige vil være hjælpsomme over for de fattige og de magtfulde over for de svage. De raske vil besøge de invalide i deres hjem, da de vil savne dem i moskeen. For at blive velsignet med det glædelige budskab, der gives i hadîth'en:

"Allah er hjælperen til den person, der løber hen for at hjælpe sin bror-i-Islâm", vil de konkurrere med hinanden.

Namâz forhindrer folk i at gøre grimme, dårlige og forbudte ting. Det bliver en forsoning for synder. I en hadîth ash-sharîf erklæres det: "De fem daglige namâz er som en flod, der løber foran dit hus. Hvis man vaskede sig i den flod fem gange hver dag, ville der ikke være noget snavs tilbage på ham. Ligeledes er mindre synder tilgivet for dem, der udfører de fem daglige namâz." Efter har tro på Allahu ta'âlâ og Hans Rasûl, namâz er overgår alle andre gerninger og ibâdat´er. Derfor er det nødvendigt at udføre den ved at overholde dens fard´er, wâjib´er, sunnat´er og mustahâb´er. Vores Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) erklærede i en af Sine hadîth ash-sharîfer: "O min ummat (samfund) og Ashâb! En namâz udført ved at overholde dens regler er fuldstændig den mest overlegne af alle de gerninger, som Allahu ta'âlâ elsker. Det er Profeternes sunnat. Den er elsket af engle. Det er lyset af ma'rifat, jorden og himlen (ma'rifat: viden vedrørende Allahu ta'âlâ´s Dhât [Person] og Attributter). Det er kroppens kraft. Det er overfloden af næring. Den får bønner til at blive accepteret. Det er en forbeder mod dødens engel. Det er et lys i graven og et svar på Munkar og Nakîr (spørgende engle i graven). Det er en skygge over en på qiyâmat-dagen. Den er en grøft mellem en selv og Jahannams ild. Det får en til at passerer over Sirât-broen som et lyn. Den er nøglen til Jannah. Den er ens krone i Jannah. Allahu ta'âlâ har ikke givet noget vigtigere end namâz til de troende. Han ville skænke de troende enhver anden tilbedelse først, hvis der var en overlegen tilbedelse. For nogle af englene er konstant i qiyâm, nogle i rukû', nogle i sajda, nogle i tashahhud. Han samlede alle disse i én rak'at af namâz og gav dem som en gave til de troende. For namâz er hovedet af îmân, religionens søjle, Islâms ord og de troendes mi'râj. Det er himlens lys. Det er redningsmanden fra Jahannam."

"En person, der ikke

udfører namâz, har

ikke en andel af

Islâm!"
Hadîth ash-sharîf

En dag kunne Hadrat Alî (radiy-Allahu 'anh og karram-Allahu wajhah) ikke udføre den sene eftermiddags namâz til tiden. Ud af sin kvaler kastede han sig ned fra en bakke. Stønnende græd han og græd. Da vores Profet Muhammed Mustafâ (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) fik kendskab til situationen, gik Han med Sin Ashâb hen til Hadrat Alî (radiy-Allahu 'anh). Da Han så hans tilstand, begyndte vores Profet, verdens Mesteren (sall-Allahu 'alaihi wa sallam), også at græde. Han påkaldte Allahu ta'âlâ. Solen kom til syne igen. Vores Mester Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) sagde til Hadrat Alî: "O Alî! Løft dit hoved. Solen er stadig synlig." Hadrat Alî (radiy-Allahu 'anh) glædede sig meget. Han udførte sin namâz. En nat havde Hadrat Abû Bakr as-Siddîq (radiy-Allahu 'anh) tilbad meget og faldt i søvn mod slutningen af natten. Tiden for witr namâz gik. Om morgenen namâz fulgte han efter vores Mester, Profeten. Han kom til porten af masjiden, og han græd. Han tiggede: "O Rasûlallah! Hjælp mig, tiden for min witr namâz er gået." Vores Mester Rasûlullah begyndte også at græde. På dette kom Jabrâîl 'alaihis-salâm og sagde: "O Rasûlullah! Fortæl Siddîq, at Allahu ta'âlâ har tilgivet ham."

En nat kunne Hadrat Bâyazîd al-Bistâmî (quddîsa sirruh), en af de bemærkelsesværdige awliyâ'erne, ikke vågne op til morgenens namâz. Han græd og stønnede så meget, at han hørte en stemme: "O Bâyazîd! Jeg har tilgivet din fejl. Jeg har givet dig belønningen på halvfjerds tusind namâz'er på grund af din gråd." Flere måneder senere blev han igen overvældet af søvn. Shaytân (Satan) kom og vækkede ham ved at holde hans velsignede fod. Han sagde: "Rejs dig op, tiden for din namâz er ved at være forbi!" Hadrat Bâyazîd al-Bistâmî spurgte: "O forbandede!

Hvorfor ville du gøre sådan noget? Du ønsker, at alle skal gå glip af deres namâz, for at fordrive tiden. Hvorfor har du vækket mig?" Shaytân svarede: "Du opnåede thawâb af halvfjerds tusinde namâz'er ved at græde den dag, du gik glip af morgennamâz'en. I betragtning af dette vækkede jeg dig, så du kun opnår thawâb af én namâz, ikke halvfjerds tusind namâz´er!"

Hadrat Junayd al-Baghdâdî, en stor walî, sagde: "En time af dette jordiske liv er bedre end tusind år af qiyâmat. For i denne ene time kan man gøre en from og accepteret gerning; men det er umuligt at gøre noget i disse tusind år." Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) sagde: "En person, der med vilje sætter to namâz sammen (udfører en namâz efter dens tid er forbi), vil brænde i Jahannam i firs hukba´er." En hukba er lig med firs år af âkhirat. En dag af âkhirat svarer til tusind verdslige år.

Derfor, O min broder i religion! Spild ikke din tid med nyttesløse ting. Værdsæt værdien af din tid. Brug din tid på at gøre de bedste ting. Vores elskede Profet 'alaihis-salâm sagde: "Den største ulykke er at fordrive tiden med ubrugelige ting!" Udfør dine namâze´er på deres rette tid, så du ikke vil fortryde på qiyâmatdagen, og du vil opnå mange belønninger! I en hadîth ash- sharîf er det erklæret: "Der vil blive åbnet halvfjerds vinduer til Jahannam i graven for den person, der ikke har udført en af de daglige namâz i sin rette tid og gik bort, før han gjorde qadâ af det. Han vil blive pint indtil qiyâmat."

En person, der ikke udfører en namâz inden for den foreskrevne tid med vilje, det vil sige, hvis han ikke fortryder, at han ikke har udført en namâz, mens den foreskrevne tid er ved at udløbe, vil blive kâfir (vantro), eller han vil miste sin îmân, mens han dør. Hvad vil der ske med dem, der ikke engang husker namâz eller ser namâz som en pligt? De lærde fra de fire madhhab´er erklærede enstemmigt, at enhver, der slækker namâz, som ikke accepterer det som en pligt, vil blive en Murtad, dvs. en vantro. Også Hadrat Abdulghânî Nablusî erklærede i sin bog "Hadîqatun Nadiyya", i kapitlet "Tungens lidelser", at en person, der ikke udfører namâz bevidst, og som ikke ønsker at gøre qadâ af det, og som ikke frygter, at han vil blive pint af denne grund, vil være en murtad, dvs. en vantro.

For hvem er namâz fard

At udføre de fem daglige namâz er fard al-ayn for enhver muslim, mand eller kvinde, som er ved godt sind og er kommet i puberteten. Der er tre betingelser for, at namâz er fard:

1- At være muslim. 2 - At være sundt sind. 3 - At have nået den pubertetsalderen.

I vores religion er små børn, som ikke har nået den fornuftige modenhed og puberteten er ikke ansvarlige for at udføre namâz. Men forældrene skal lære deres børn religiøs viden og vænne dem til at tilbede. Vores Profet (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) sagde: "I er alle sammen som hyrder for flokke! Ligesom en hyrde beskytter sin flok, bør I beskytte dem i jeres hjem og under jeres kommando fra Jahannam! I bør lære dem Islâm! Hvis I ikke gør det, vil I blive holdt ansvarlige." I en anden hadîth ash-sharîf hedder det: "Alle børn fødes velegnede og egnede til Islâm. Senere bliver deres forældre gør dem kristne, jøder eller irreligiøse." Derfor er den første pligt for enhver muslim at lære sine børn Islâm, læsning af Koranen al-karîm, udførelse af namâz og de grundlæggende principper for îmân og Islâm. Forældre, der ønsker, at deres barn skal blive muslim og opnå fred og lykke i denne verden og âkhirat, skal først og fremmest opfylde denne deres pligt. Ethvert barn, som ikke får undervisning i islâmisk viden og den, der ikke har en smuk etik, vil hurtigt blive bedraget af onde mennesker. Han vil være skadelig for sine forældre, sit land og sin nation.

"Der vil blive åbnet
halvfjerds vinduer til
Jahannam i graven for
den person, der ikke har

udført en af de daglige

namâz i sin rette tid
og gik bort, før han

I denne bog har vi formidlet spørgsmålene om namâz i henhold til Hanafî-madhhab'en. Vi har taget uddrag fra bøger af store Hanafî lærde og forenklet dem.

gjorde qadâ af det.
Han vil blive pint indtil

qiyâmat."
Hadîth ash-sharîf

Namâz, der er påbudt muslimer, er i tre grupper: Fard namâz, wâjib namâz og nâfila (supererogatory) namâz.

1- Fard namâz´er: Farderne af de fem daglige namâz, to rak'at fard af fredag namâz, janâza namâz. (Udførelse af janâza namâz er fard al-kifâya).

2- Wâjib namâz´er: Witr namâz, Eid namâz, nazr namâz og de namâz, som du havde påbegyndt, men ikke fuldførte. Det er wâjib at lave qadâ af de udeladte witr namâz også.

3- Nâfila namâz´er: De fem daglige namâz, tarâwih namâz og de namâz, der udføres for at opnå belønninger, såsom tahajjud, tahiyyat-ul-masjid, ishraq, awwâbîn, istihâra og tasbîh namâz. Vi er ikke påbudt at udføre dem. De, der ikke har nogen gæld af fard eller wâjib qadâ namâz, vil også få belønninger for deres supererogatoriske tilbedelser.

Fem gange namâz

Vores Profet Muhammed 'alaihis-salâm sagde: "Allahu ta'âlâ befalede at udføre namâz fem gange hver dag. Allahu ta'âlâ vil tilgive den person, der udfører en korrekt abdast og laver disse fem namâz i

deres rette tid ved at gøre deres rukû' og sajda´er godt."

Disse fem daglige namâz´er udgør i alt fyrre rak'at´er (enheder), hvoraf de sytten er fard, tre er wâjib, og tyve er sunnat. De er:

1- Morgen namâz består af fire rak'at´er. Først udføres sunnat namâz, som består af to rak'at´er. Derefter udføres den fard namâz, der består af to rak'at´er. Sunnat (de to første rak'at´er) er meget vigtig. Nogle lærde klassificerer den som wâjib.

2- Eftermiddagens namâz består af ti rak'at´er. Den indledende sunnat består af fire rak'at´er, farden består af fire rak'at´er, og den afsluttende sunnat består af to rak'at´er.

3- Namâz sent om eftermiddagen består af otte rak'at´er. Først udføres sunnat, som består af fire rak'at´er, og derefter fard, som består af fire rak'at´er.

4- Namâz om aftenen indeholder fem rak'at´er. Først farden, som består af tre rak'at´er, så udføres sunnat, der består af to rak'at´er.

5- Namâz om natten består af tretten rak'at´er. Den første sunnat indeholder fire rak'at´er. Den fard indeholder også fire rak'at´er. Den sidste sunnat har to rak'at´er, mens witr namâz har tre rak'at´er.

Farderne i namâz

Fard er en forpligtelse, der klart er påbudt af Allahu ta'âlâ. Medmindre fard´er for en tilbedelse udføres, kan denne ibâdat ikke være sahîh, korrekt. Namâz har tolv farder. Af disse farder er syv af dem udenfor og fem af dem indenfor namâz. De farder, der er udenfor, betegnes sharts (forudsætninger). De farder, der er indeni, kaldes Rukns. (Nogle islâmiske lærde har sagt, at takbîr tahrîma er inde i namâz. Ifølge dem er både betingelserne og rukns i namâz'en, hver især seks i antal).

Det faktum, at betingelserne for namâz er så mange, viser, at namâz er en stor handling og den vigtigste af alle ibâdater. Når man desuden tager dens wâjib´er, sunnat´er, mustahâb´er, makrûh´er og mufsid´er i betragtning, forstår man, hvordan en slave skal opholde sig i sin Rabb's nærvær. Slaverne er svage, magtesløse væsener. Ved hvert åndedrag har de brug for Allahu ta'âlâ, som har skabt dem. Namâz er en ibâdat, som får en slave til at forstå sine svagheder.

A) Forudsætninger farder af namâz

De farder af namâz, der er udenfor, dens sharts, er syv. De er:

1- Tahârat fra hadas

Udførelse af en abdast (afvaskning, wudu) af en person, der ikke har en abdast, og udførelse af en ghusl af en person, der er junub.

Hvordan man udfører abdast i henhold til Hanafî madhhab

For at udføre en abdast efter sunnat:

1- Du begynder at udføre abdast ved at vaske hænderne tre gange, inklusive håndleddene. 2- Du putter vand i munden med din højre hånd tre gange. 3- Tre gange snuser man vand i næsen med højre hånd og pudser næsen med den venstre hånd. 4- Du tager vand i dine håndflader og vasker dit ansigt (tre gange) fra kanten af panden (hvor hårgrænsen begynder) til enden af hagen og fra begge ører. Det er fard at vaske ansigtet én gang. Når du begynder at vaske ansigtet, gør du en intention med hjertet. 5- Vask din højre underarm, inklusive din albue, med din venstre hånd (tre gange). 6- Vask din venstre underarm, inklusive din albue, med din højre hånd (tre gange). Det er fard at vaske underarmene, inklusive albuerne, én gang. 7- Efter du vasker begge arme, gør du dine hænder våde igen og med væden tilbage på dine hænder, anfører du masah (tørre dine hænder) på dit hoved; dette er fard.

Efter dette, anfører du masah på ørerne og nakken. For at udføre de sidste tre procedurer sammen, fugter man begge hænder. De tre tynde tilstødende fingre på begge hænder samles; deres inderflader placeres på begyndelsen af håret lige over panden. Enderne af disse tre fingre på begge hænder skal røre hinanden. Tommelfingre, pegefingre og håndflader skal være i luften og må ikke røre hovedet. De to hænder trækkes bagud, hvorved masah påføres hovedet med de tre fingre på hver hånd. Når hænderne når til enden af håret i bagsiden, løsnes de tre fingre på hver hånd fra hovedet og begge håndflader presses derefter let mod håret på begge sider af hovedet og trækkes fremad, hvorved masah påføres på siderne af hovedet. Derefter sætter vi begge hænders pegefingre i ørerne og tommelfingrenes inderside på bagsiden af ørerne og påfører masah på ørerne ved at trække tommelfingrene nedad. Derefter sættes den ydre overflade af hver af de tre tynde fingre på nakken, og masah påføres nakken ved at trække dem fra midten af nakken mod siderne. (At påføre masah på hovedet på denne måde er fard i Mâlikî madhhab.) 8- Efter man laver masah på nakken, vasker man højre fod sammen med ankelknoglerne på begge sider tre gange, idet man indsætter lillefingeren på ventrehånden mellem tæerne fra undersiden dem, begyndende med lilletåen. 9- Du vasker din venstre fod sammen med ankelknoglerne på begge sider tre gange. Du fører venstrehåndens lillefinger ind mellem tæerne fra undersiden af dem, begyndende med storetåen. Vask af den to fødder med ankelknoglerne én gang er fard.

"Alle børn fødes
velegnede og egnede til
Islâm. Senere bliver deres
forældre gør dem kristne,

I en hadîth ash-sharîf sagde Rasûlullah: "Den, der udfører en abdast og derefter reciterer sûrah'en "Innâ enzelnâhu..." én gang, så registrerer Allahu ta'âlâ ham som en af de siddîq´er. Hvis han reciterer det to gange, registrerer Han ham som en af martyrerne. Hvis han reciterer det tre gange, vil han blive genopstået sammen med Profeter."

jøder eller irreligiøse."

Hadîth ash-sharîf

I en anden hadîth ash-sharîf står der: "Den, der udfører en abdast og derefter fremkalder salâtu salâm på mig ti gange, Allahu ta'âlâ fjerner den pågældendes tristhed og gør ham glad. Han accepterer hans bøn."

Ting, der ophæver en abdast

Der er syv ting, der ophæver en abdast, og det er:

1- Alt, hvad der udskilles fra de forreste og bageste organer. 2- Urene ting, der kommer ud af munden: a) Opkast, hvis det udgør en mundfuld. b) Når en person spytter, hvis blodet er mere end spyttet, bryder det en abdast. 3- Ting, der kommer ud gennem huden: a) Blod, pus eller gul væske. b) Svampning af blod eller den gullige væske på ens sår eller kog (bylde) med bomuld. 4- At sove: At sove ved at ligge på flanken eller ryggen eller ved at læne sig på albuen eller på noget andet, vil bryde en abdast. 5- Besvimelse, sindssygdom eller epileptisk anfald bryder en abdast. Hvis man er så beruset, at man svajer, når man går, bryder man abdasten. 6- Latter under en namâz, der har rukû' og sajda´er, bryder både namâz og abdast. Men det bryder ikke et barns abdast.

Et smil under namâz ophæver ikke namâz eller abdast. Når det høres af andre tilstedeværende, kaldes det latter. Når man ikke kan høre sin egen latter, kaldes det smil. 7- Mubâsharat al-fâhisha, det vil sige, når en mand og en kvinde fysisk gnider deres kønsdele (saw'atayn) mod hinanden, ophæver det begge deres abdast´er.

Hvis en person ved, at han har udført en abdast, og tvivler på, om den senere er blevet brudt, vurderes det, at han har en abdast. Hvis han ved, at hans abdast er blevet brudt, og tvivler på, om han har udført en abdast igen, skal han udføre en abdast.

Ghusl (rituel vask af kroppen )

En acceptabel namâz kræver en korrekt abdast og en korrekt ghusl. Det er fard for enhver kvinde eller mand, der er junub, og for enhver kvinde efter haid (menstruation) og nifâs (puerperium) at udføre en ghusl abdast, når der er tid nok til at udføre tidens namâz, før denne namâz' tid udløber. At være junub skyldes samleje eller at man ejakulerer, mens man er vågen eller sover.

Rasûlullah (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) udtaler i en hadith ash-sharîf: "

En person, der rejser sig for at udføre en ghusl abdast, vil få lige så mange thawâber som hårene på hans krop (hvilket betyder rigtig meget), og at mange af hans synder vil blive tilgivet. Han vil blive forfremmet til en højere rang i Jannah. De velsignelser, som han vil få på grund af sin ghusl, er mere nyttige end noget andet i verden. Allahu ta'âlâ vil sige til englene: "Se på denne min slave! Uden at vise nogen modvilje tænker han på Min befaling og står op om

natten og udfører en ghusl fra janâbat. Vidner om, at Jeg har tilgivet denne Min slaves synder.""

Farderne i Ghusl

Ifølge Hanafî-madhhab'en er der tre farder i ghusl:

1- Til vask af mundvigen. Ghusl vil ikke være acceptabel, hvis et område så stort som en nålespids ikke bliver vådt i munden, eller hvis tænderne eller tandhulrummene ikke bliver våde.

2- Til at vaske indersiden af næsen. En ghusl vil ikke blive accepteret, hvis man ikke vasker sig under indtørret slim i næseborene eller under eventuelle tyggede brødstykker i munden.

Ifølge Hanbalî-madhhab'en er det at vaske hele munden og at vaske næsen er fard både i abdast og i ghusl. I Shâfi'î, Mâlikî og Hanbalî madhhab, er det fard at have til hensigt at ghusl.

3- Til at vaske alle dele af kroppen. Det er fard at vaske indvendigt i navlen, overskægget, øjenbrynene og skægget samt huden under dem og hårene på hovedet. Hvis der er vandfaste ting på fingernegle, læber, øjenlåg eller på nogen del af kroppen (f.eks. neglelak), er ghusl ikke udført.

Hvodan man udfører en ghusl

At udføre en ghusl efter sunnat i henhold til Hanafî madhhab:

1- Vi skal først vaske både hænder og kønsdele, også selv om de kan være ren. Hvis der så er najâsat (snavs) på kroppen, skal vi vaske det væk.

2- Derefter skal vi foretage en fuldstændig abdast. Mens vi vasker vores ansigt, skal vi have til hensigt at udføre en ghusl. Hvis vandet ikke samler sig under vores fødder, skal vi også vaske vores fødder.

3- Derefter skal vi hælde vand på hele kroppen tre gange. For at gøre dette skal vi først hælde det tre gange på hovedet, derefter på vores højre skulder tre gange og derefter på den højre skulder tre gange. Hver gang skal den del, som vi hælder vand på, blive helt våd. Vi skal også gnide den forsigtigt under den første hældning. Under ghusl er det tilladt at hælde vand på et lem for at få det til at flyde over på et andet lem, som i dette tilfælde også bliver renset. For under ghusl betragtes hele kroppen som ét lem. Hvis vandet, der ved udførelsen af abdast hældes på et lem, fugter et andet lem, anses det andet lem ikke for at være blevet vasket. Når ghusl er afsluttet, er det makrûh at udføre en abdast igen. Men det bliver nødvendigt at udføre en abdast igen, hvis den bliver ødelagt, mens man laver en ghusl.

Vigtig forklaring vedrørende kronede eller fyldte tænder

I Hanafî-madhhab'en er ghusl ikke fuldført, hvis området mellem tænderne og inde i tandhullerne ikke bliver vådt. Derfor vil ghusl ikke være sahîh (acceptabel), når tænderne er kronet eller fyldte. Man vil ikke komme ud af tilstanden janâbat. Med andre ord, når vand ikke går under tandkroner og fyldninger, som kan være lavet af guld, sølv eller et andet stof, der ikke er najs, en ghusl abdast vil ikke være acceptabel i henhold til alle de lærde i Hanafî madhhab.

En person, der ikke kan udføre fard i sin madhhab, må efterligne en anden madhhab for at udføre den. Men for at gøre dette skal han også opfylde betingelserne i denne madhhab. Det er ikke fard at vaske indersiden af munden til ghusl i Mâlikî- og

Shâfi'î-madhhaber. For en person i Hanafî-madhhab'en at efterligne Mâlikî-madhhab'en eller Shâfi'î madhhab´en, er det tilstrækkeligt at huske, at han følger Imâm al-Mâlikî (eller Shâfi'î), når han udfører en ghusl, en abdast og når han har til hensigt at udføre namâz. Med andre ord vil en sådan persons ghusl være acceptabel, hvis han i begyndelsen lader denne tanke passere gennem sit hjerte: "Jeg har til hensigt at udføre ghusl og at følge Mâlikî (eller Shâfi'î) madhhab´en."

"En person, der rejser
sig for at udføre en ghusl

abdast, vil få lige så
mange thawâber som

hårene på hans krop
(hvilket betyder rigtig
meget), og at mange af

hans synder vil blive
tilgivet. Han vil blive
forfremmet til en højere

rang i Jannah.”
Hadîth ash-sharîf

Når en person i Hanafî-madhhab'en, som har en krone eller en fyldt tand, har til hensigt at gøre det på denne måde, vil hans ghusl være sahîh. Han vil frigøre sig fra den tilstand at være junub og blive ren. Når han efterligner Mâlikî- eller Shâfi'î-madhhaber, vil hans abdaster og namâzer blive sahîh. Han kan være imâm ved at gennemføre en namâz for en jamâ'at (forsamling), der ikke har tandkroner eller fyldninger

Farderne af Ghusl i de tre andre madhhaber

I Mâlikî madhhab:

1- Niyyat (hensigt)

2- Dalk (til at gnide lemmerne, mens de vaskes)

3- Muvâlât (at vaske lemmerne den ene højre efter den anden uden at holde pause)

4- Kæmning af hår og skæg

5- Vask af hele kroppen

I Shâfi'î madhhab:

1- Niyyat

2- Vask af hele kroppen. (Ved at sige ghusl-farder i Shâfi'î er tre, betyder, at udvaskning af snavs på kroppen tilføjes. Da snavset bliver renset, når kroppen vaskes, er der ingen indvendinger mod at sige, at ghusl's farder er to).

I Hanbalî madhhab:

Ghusl's fard er én, og det er at vaske hele kroppen. Det er ghuslens rukn, den fard, der ligger inden i ghusl'en. Det er også fard at lave niyyat og sige basmalaen. Da indersiden af munden og næsen anses for at være uden for kroppen, er det fard at vaske dem.

1- At lave niyyat

2- At sige Basmala

3- Vask af mundvigene

4- Vask af indersiden af næsen

5- Vask af hele kroppen

Abdast-farderne i de tre andre madhhaber

I Mâlikî:

1- Niyyat

2- Vask af ansigtet

3- Vask af begge underarme

4- Lav masah af hele hovedet (Huden og håret på linje med øreflippen er inkluderet i hovedet).

5-Vask af begge fødder 6- Muvâlât

7- Dalk

I Shâfi'î madhhab:

1- Niyyat

2- Vask af ansigtet

3- Vask af begge underarme

4- Lav masah af en lille del af hovedet

5- Vask af begge fødder

6- Tartib (vask af lemmerne i den foreskrevne rækkefølge)

I Hanbalî madhhab:

1- At lave niyyat

2- At sige Basmala

3- Vask af mundvigene

4- Vask af indersiden af næsen

5- Vask af ansigtet

6- Vask af begge underarme

7- Lav masah af hele hovedet (ørerne er inkluderet i hovedet)

8- Vask af begge fødder

9- Tartib

10- Muvâlât

Tayammum

Tayammum betyder at blive ren ved at bruge jord. Når man ikke kan finde vand, eller hvis det ikke er muligt at bruge det tilgængelige vand, skal man lave tayammum med noget som ren jord, sand, kalk eller sten (de skal være rene og jordiske) som erstatning for abdast eller ghusl. Tayammum før begyndelsen af en namâz-tid er sahîh i Hanafî-madhhab'en, (hvilket betyder at den nye namâz kan udføres, når dens tid begynder, med en tayammum, som man har lavet før dens begyndelse). Ifølge de tre andre madhhaber er det ikke sahîh før begyndelsen af en namâz-tid (man kan ikke udføre en af de fem daglige namâz med den tayammum, man laver før dens foreskrevne tid begynder).

Tayammum-farder

Tayammum har tre farder: 1-At lave niyyat. 2- Gnid de to håndflader på ren jord, og lav derefter masah på hele ansigtet. 3- Efter gnider begge hænder på den rene jord og laver masah på den højre arm først, derefter på den venstre arm. Der er også nogle lærde, der siger, at tayammum har to farder. De kombinerer den anden og den tredje fard og nævner dem som én. Begge rapporter er korrekte.

Tayammum for en abdast og for en ghusl udføres på samme måde.

Hvodan man laver tayammum

"Accept af bønner og
istighfâr´er er betinget
af, at man udfører daglig

1- For det første har man til hensigt at rense sig selv fra janâbat eller fra den tilstand at være uden abdast. Hvis man udelukkende har til hensigt at udføre tayammum, vil tayammum ikke være tilstrækkelig til at udføre namâz med den. Det er også nødvendigt at have til hensigt at gøre noget, som er en 'ibâdat (tilbedelse); f.eks. at have til hensigt at lave en tayammum for at udføre janâza namâz, at lave sajda attilâwat, eller at have til hensigt kun at lave en tayammum som erstatning for en abdast eller en ghusl.

fem namâz og undgår

handlinger, der er
harâm, og at man har en
afvaskning, mens bønner
og istighfâr´er bliver sagt.

Det er mustahab at sige
istighfâren og bønner, når

man har en afvaskning."

Se’âdat-i ebediyye -

Endless Bliss

Når man har til hensigt at lave tayammum, er det ikke nødvendigt at adskille abdast og ghusl fra hinanden. Hvis en person laver niyyat for abdast, er han også renset for janabât. Man kan udføre namâz med den tayammum, man har lavet for at blive renset for janâbat. En anden tayammum er ikke nødvendig for abdast.

2- Begge ærmer rulles op til over albuerne, og de to håndflader gnides med åbne fingre op og ned på ren jord, sten eller på en væg pudset med ler eller kalk. Derefter skal man lave masah i ansigtet med begge håndflader én gang, dvs. gnide dem forsigtigt i ansigtet med mindst tre fingre på hver håndflade, der rører ansigtet. Tayammum vil ikke være sahîh i tilfælde af ethvert område på størrelse med en nålspids i ansigtet er tilbage uberørt af dine hænder. For at lave en perfekt masah af ansigtet skal de to håndflader, med de fire fingre af hver hånd lukkes sammen og med spidserne af de to lange fingre på begge hænder rører hinanden og lægges på panden, hvor hårgrænsen begynder, og føres langsomt ned mod hagen. Fingrene, vandret, skal gnides på panden, på øjenlågene, på begge sider af næsen, på læberne og på hagen i ansigtet. I mellemtiden gnides håndfladerne på kinderne.

3- Efter lægger begge hænder på jorden for anden gang og klapper i hænderne for at ryste det overskydende støv og jord af, gnides først de indre dele af venstre-håndens fire fingre på højre arms yderside fra fingerspidsen til albuen, derefter gnides venstre-håndfladen på højre arms inderside fra albuen og ned til fingerspidserne; i mellemtiden skal den indre del af venstre-tommelfingeren gnides på den ydre del af højre tommelfinger. Det er nødvendigt at fjerne den ring, du kan være iført. Gnid derefter den højre hånd på samme måde på venstre-armen. Håndfladerne skal gnides på jorden, men støv og jord behøver ikke at blive smurt på hænderne.

Ting, der ophæver en tayammum

Tayammum bliver ugyldig, når den 'udhr, der nødvendiggør tayammum, ophører, når der findes vand, og i tilfælde af begivenheder, der ophæver ens abdast eller ghusl.

Kvinders Haid (menstruation) og nifâs (puerperium) tilstande

Haid er det blod, der begynder at flyde fra kønsorganet hos en sund pige, der har passeret otte år og nået sit niende år, eller hos en kvinde efter femten dage af fuld renhed direkte efter det sidste minut af hendes tidligere menstruationsperiode, og som fortsætter i mindst tre dage, dvs. 72 timer fra det øjeblik, hvor det blev set første gang. Enhver farvet væske, bortset fra en hvid (farveløs) væske, kaldes haidblod. Når en pige begynder haid, når hun puberteten og betragtes som en kvinde. Det vil sige, at hun bliver ansvarlig for at overholde religionens bud og forbud. Det antal dage, der begynder fra det øjeblik, hvor blødningen ses, til blødningen ophører, kaldes âdat-perioden (menstruationsperioden). En periode med haid er mindst tre dage og højst ti dage. Enhver kvinde skal kende timerne og dagene for sin menstruationsperiode. Når en pige er over otte år gammel, bliver det fard for hendes mor eller, hvis hun ikke har en mor, hendes bedstemødre, ældre søstre, henholdsvis hendes fædrene og moderlige tanter, at lære hende om haid og nifâs.

Nifâs betyder lochia. Det er det blod, der flyder fra kønsorganet hos en kvinde efter barn fødsel. Der er ikke en minimumsvarighed for nifâs. Når blødningen stopper, skal hun straks foretage en ghusl. Den maksimale varighed for nifâs er 40 dage. Efter 40 dage udfører hun en ghusl og begynder namâz, selv om hendes blødning fortsætter. Blødning efter den 40. dag er istihâda

Kvinder skal også huske deres nifâs periode.

Blødning, der fortsætter i mindre end 3 dage, dvs. selv om det er fem minutter mindre end tooghalvfjerds timer, eller, for en ny pubertet pige, blødning efter den 10. dag, når den fortsætter i mere end 10 dage, eller, for en, der ikke er ny, blødning, der sker efter âdat, når den både overstiger âdat-dagene og fortsætter i mere end ti dage eller blødning af en gravid eller en kvinde over 55 år (âisa) eller hos en pige på under ni år, er ikke menstruation.

Det kaldes istihâda ('udhr blod). Istihâda-blødning (menorrhagia) er et tegn på en sygdom. Hvis den fortsætter i lang tid, kan den være farlig, så den pågældende skal gå til en gynækolog. En kvinde, der gennemgår istihâda-dagene, kategoriseres som en person, der har en undskyldning ('udhr), som f.eks. en person, hvis næse ofte bløder; derfor skal hun udføre namâz og faste. Namâz, faste, tilâwat og shukr sajda´er, at holde Koranen al-karîm, at gå ind i en moské, at lave tawâf omkring Kâ'ba og samleje er alle harâm (forbudt) i haid eller nifâs tilstand. Senere udfører hun qadâ' af disse faste, men ikke den namâz, som hun ikke udførte. En person, der hører en âyat af sajda mens han er junub eller uden en abdast gør tilâwat sajda efter han bliver renset. Men hvis en kvinde hører det under tilstanden haid eller nifâs, behøver hun ikke at lave tilâwat sajda efter rengøring.

En kvinde skal give sin mand besked, når hendes haid begynder. Vores Profet (sall- Allahu 'alaihi wa sallam) sagde, "En kvinde, der skjuler begyndelsen og afslutningen af sit Haid fra sin mand, er forbandet."Når haid eller nifâs slutter, er det fard at lave en ghusl med det samme. Det er fard, et bud fra Allahu ta'âlâ.

Haid og nifâs i Mâlikî

I Mâlikî madhhab kaldes det røde, gule eller grumset blod, der kommer ud uden grund fra forsiden af en pige på ni år, kaldes Haid blod. Den er haid (menstruerende), så snart blødningen begynder. Hvis det fortsætter i mindre end 15 dage, er det âdat (menstruationsperiode). Hvis den varer i mere end 15 dage, så er den istihâda. Hvis hendes âdat ændrer sig den næste måned, så er den længste af hendes âdat-dage plus 3 dage hendes haid. Længere end det og længere end 15 dage er istihâda. Hvis kursuf (noget bomuld eller stof, som kvinderne lægger foran sig) er tørt eller har en hvid væske, så forstås det, at haid'en var slut. Blødning efter 70 år er ikke haid, det er istihâda. Hvis en kvindes blødning fortsætter med mellemrum, skal de dage uden blødning tages som dage med renhed. Antallet af løbende renhedsdage er mindst 15. Blødning, der vender tilbage før disse 15 dage, er istihâda. Sådanne dage med renhed er uendelige (der er ikke en maksimumsgrænse). Hvis blødningen stopper og vender tilbage 15 dage senere, er den haid.

"En kvinde, der
skjuler begyndelsen
og afslutningen af sit
Haid fra sin mand, er

Blødning, der sker før fødslen, er haid. Hvis barnet tages ud af kvindens livmoder gennem en åbning, der er skåret i hendes mave, er den blødning, der opstår i umiddelbart efter, ikke nifâs (barsels afgang). Nifâs (puerperal periode) er højst 60 dage. Hvis den puerperale blødning stopper og ikke gentager sig inden for de følgende 15 dage (puerperalperioden er afsluttet og), er kvinden, der gennemgår nifâs, blevet tâhir (ren, renset). Blødning, der opstår derefter, er haid.

forbandet."
Hadîth ash-sharîf

Haid og nifâs i Shâfi'î

Den korteste haid er 1 dag, og den længste er 15 dage. Hvis den varer mere end 15 dage, er den istihâda. Antallet af løbende dage af renhed er mindst 15.

Hvis blødningen begynder før 15 dage, så er det ikke haid, det er istihâda. Blødning fra en pige under 9 år eller en âisa (efter 60 år) er ikke haid; det er 'udhr.

Nifâs er højst 60 dage. Der er ikke noget minimum for nifâs. Blødning af en gravid kvinde er haid. Hvis de rene dage mellem nifâsblødningerne er mindre end 15 dage, betragtes det som nifâs. Hvis nifâsblødningen stopper og ikke gentager sig inden for de følgende 15 dage, er nifâs-perioden slut. Det er ikke nødvendigt at vente i 60 dage. Hvis blødningen opstår 15 eller flere dage efter renhed, er det haid blod, ikke nifâs.

Haid og nifâs i Hanbalî

Den korteste haid er 1 dag, og den længste er 15 dage. Hvis den varer mere end 15 dage, er den istihâda ('udhr). For at den anden haid kan begynde, skal der gå mindst 13 dage. Hvis blødningen begynder før 13 dage, er det ikke haid; det er istihâda. Blødning fra en pige under 9 år eller en âisa (efter 50 år) er ikke haid; det er 'udhr.

Blødning hos en gravid kvinde er ikke haid; det er istihâda. Den maksimale nifâs er 40 dage, det samme som Hanafî. Der er ikke et minimum for nifâs. Mens hun har nifâs, er hun de dage, hvor der ikke er noget blod, ren, og hun laver ghusl og udfører sine ibâdat´er. På de dage, hvor der er blod, opgiver hun namâz og faster. Dette vil fortsætte således indtil 40 dage er afsluttet.

2- Tahârat fra najâsat

Der må ikke være najâsat (stoffer, som Islâm foreskriver som urene) eller urenhed på kroppen eller tøjet af en person, der udfører namâz, eller på det sted, hvor han udfører namâz. Hovedbeklædning, en hue, en turban, mest´er og nalin´er (sko) betragtes også som beklædning. Da den hængende del af et tørklæde, der er viklet om halsen, bevæger sig, når man bevæger sig, når man udfører namâz, er det inkluderet som beklædning, og namâz´en vil ikke blive accepteret, hvis en del af stoffet er urent.

Når de dele af kluden, der er spredt ud på jorden, hvor man står, og hvor man lægger sit hoved, er rene, vil namâz´en blive accepteret, selv om der er najâsat på de andre dele. For kluden er, i modsætning til tørklædet, ikke fastgjort til kroppen. Namâzen af en person, der bærer urin i en lukket flaske, accepteres ikke. For flasken er ikke det sted, hvor urinen produceres. (Derfor er det ikke tilladt at udføre namâz, mens man bærer en lukket flaske med blod eller tinktur af jod eller en lukket kasse, der indeholder et blodigt lommetørklæde eller et stykke stof smurt med najâsat, der er så stort som eller mere end størrelsen af en dirham). De steder, hvor ens to fødder er placeret, og hvor man laver sajda, skal være rene. Namâz udført på en klud, glas eller nylon, der er smurt eller lagt på najâsat, er accepteret. Det er ikke skadeligt for namâz, hvis de hængende ender af ens beklædningsgenstand berører noget tørt najâsat, når man laver sajda.

Istinjâ, istibrâ og istinqâ

At rense sin for- eller bagside efter udledning af najâsat kaldes istinjâ.

Istibrâ betyder, efter vandladning, at vente med at gå rundt eller gøre noget andet, indtil urinblæren ikke længere er våd (før man foretager en afvaskning). Istinqâ betyder, at hjertet bliver forsikret om fysisk renlighed, og at ingen dråbe urin er tilbage i urinrøret.

Kvinder laver ikke istibrâ. Det er wâjib for mænd at lave istibrâ, dvs. ikke at efterlade dråber i urinrøret, ved at gå, hoste eller ligge på deres venstre side. Man må ikke lave en abdast, medmindre man er sikker på, at der ikke er nogen dråber urin tilbage. En dråbe, der siver ud, vil både ophæve abdast og gøre ens undertøj beskidt. Hvis mindre end en håndfladefuld siver ud på bukserne, vil den namâz han udfører være makrûh. Hvis der siver mere ud, vil namâz'en ikke være sahih, accepteret. De, der har problemer med istibrâ, skal lægge en celluloseholdig bomuldsvæge, der er lige så stor som et bygkorn, i urinhullet. Bomulden vil absorbere den urin, der siver ud. Men enden af bomulden må ikke stikke ud.

3- Satr al-awrat (Dækker awrat dele)

De dele af en persons krop, som det er harâm for ham (eller hende) at lade være utildækket, at vise andre, og som det er harâm for andre at se på, kaldes awrat dele. En mands awrat dele er mellem hans navle og de nederste dele af hans knæ. Knæene er awrat. Namâz udført med disse dele afsløret er ikke sahîh (med andre ord er den ugyldig.) Når man udfører namâz, er det sunnat for mænd at dække deres andre dele (arme, hoved) og at bære sokker. Det er makrûh for dem at udføre namâz med disse dele afsløret.

Alle dele af kvinder, undtagen deres håndflader og ansigter, herunder de ydre dele af deres hænder, deres hår og deres fødder, er awrat i alle fire madhhab´er. Af denne grund kaldes kvinder Awrat. Det er fard for dem at tildække disse dele af dem. Hvis en fjerdedel af en af en mands eller kvindes awrat dele forbliver nøgne så længe som en rukn, bliver namâz ugyldig. Hvis en mindre del forbliver blottet, bliver namâz'en ikke ugyldig, men den bliver makrûh. Tyndt stof, der gør det muligt at se formen eller farven af det, der er under det, er det samme som at have intet dække overhovedet.

Når kvinder er alene og ikke udfører namâz, er det fard for dem at dække sig mellem knæene og navlen, wâjib at dække ryggen og maven og adab at dække andre dele af kroppen.

4- Istiqbâl al-qibla (at vende sig mod qibla)

Istiqbâl al-qibla betyder at udføre namâz mod Kâ'ba. Retningen mod bygningen af Kâ'ba'en i Mekka al-muqarrama kaldes qibla. Tidligere var qiblaen Jerusalem. 17 måneder efter Hegira, på en tirsdag midt i Sha'bân-måneden, blev muslimerne befalet at vende sig mod Kâ'ba.

Qibla er ikke bygningen af Kâ'ba'en; det er dens byggegrund. Det vil sige, at det rum fra jorden til Arsh er qiblaen. Af denne grund kan en person, der befinder sig nede i en brønd, under havet, på toppen af et højt bjerg eller i et fly, udføre namâz i den retning. Namâz vil være sahîh, hvis åbningen mellem de tværgående retninger af synsnerverne omfatter Kâ'ba.

"Den mest værdifulde af
ibâdater er en namâz, der

udføres tidligt."
Hadîth ash-sharîf

5- Tid

Rasûl al-akram (sall-Allahu 'alaihi wa sallam) udtalte i en hadith ash-sharîf, " I to dage, ved siden af døren til Kâ'ba'en, afholdt Jabrâîl ('alaihis-salâm) namâz som imâm for os to. Vi to udførte morgen-namâz, da fajr (morgengryet) gryet; dhuhr (tidlig eftermiddag) namâz, da solen begyndte at falde fra sit zenit; asr (sen eftermiddag) namâz når skyggen af en genstand var lige så lang som dens længde; maghrib (aften) namâz, når solen gik ned (dens øverste kant forsvandt); og isha'a (nat) namâz, når aftenskyggen blev mørkere. Den anden dag udførte vi den morgen-namâz, når morgenskimningen blev moden; dhuhr namâz, når skyggen af en genstand blev dobbelt så lang som genstandens længde; asr namâz umiddelbart derefter; maghrib namâz på det fastsatte tidspunkt for fastebrud; og isha'a namâz ved slutningen af den første tredjedel af natten. Så sagde han: "O Muhammed, disse er namâz-tiderne for dig og profeterne før dig. Din ummat bør udføre hver af disse fem namâz'er mellem de to tidspunkter, hvor vi udførte hver af dem.""

Denne hadîth ash-sharîf præciserer, at antallet af daglige namâz er fem. Tidspunktet for morgen-namâz: Det begynder, når den hvide farve, der kaldes fajr, ses i øst. Den slutter ved solopgang.

Tidspunktet for tidligt eftermiddag-namâz: Det begynder, når skyggerne af objekter, der er blevet afkortet, begynder at blive længere igen. Den slutter, når skyggen af en genstand bliver to gange så høj som den oprindelige genstand.

Tidspunktet for sen eftermiddag-namâz: Det begynder i slutningen af den tidlig eftermiddags namâz tid og fortsætter, indtil solen forsvinder.

Det er harâm at udskyde namâz indtil solen bliver gul, en begivenhed, der finder sted, når afstanden mellem solens nederste lem og den tilsyneladende horisontlinje er en spydlængde (når der er 40 minutter tilbage indtil aftenen namâz). Det er harâm (forbudt) at udskyde den sene eftermiddags namâz til dette tidspunkt. Men hvis man ikke har udført den sene eftermiddags namâz indtil dette tidspunkt, skal man udføre den ved solnedgang.

Tidspunktet for aften-namâz: Det begynder, når solen forsvinder og fortsætter indtil den røde farve på den tilsyneladende horisontlinje i vest forsvinder. Tidspunktet for nat-namâz: Det begynder, når tidspunktet for aften-namâz slutter. Den slutter med den hvide fajr as-sâdiq (det sande daggry). Det er makrûh at lade nat-namâz efter shar'î midnat med vilje.

At udføre namâz før eller efter deres foreskrevne tidspunkter (ikke at udføre dem i deres rette perioder) er harâm. Det er en alvorlig synd. I de tidstabeller, der er udarbejdet af (Turkiye Newspaper), er namâz- og imsâk-tiderne blevet angivet korrekt.

Karâhat-tider

Der er tre tidspunkter, hvor det er tahrîmî makrûh, det vil sige, harâm, at udføre namâz. En fard namâz er ikke sahîh (gyldig), hvis den påbegyndes på et af disse tidspunkter. Disse tre tidspunkter er i perioden solopgang, solnedgang og middagstid. På et af disse tre tidspunkter er namâz for en janâza, der er blevet forberedt tidligere (end begyndelsen af makrûh-perioden) eller sajda at-tilâwat eller sajda as-sahw heller ikke tilladt. Den eneste namâz, som en muslim må udføre i perioden for solnedgang, er dagens sene eftermiddags- ('asr) namâz (som de på en eller anden måde har undladt at udføre indtil da).

"Der er voldsom pine

for dem, der udfører
namâz på en bevidstløs
eller respektløs måde, og

dem, der udfører deres
namâz med onde tanker

og prangende, når de er

i selskab og forsømmer

namâz'en, når de er

alene."
Mâ'ûn: 4–6

Adhân og iqâmat

Adhân betyder offentlig bekendtgørelse. Det er sunnat al-muakkada for mænd at recitere adhân for de fem daglige namâzer, for at udføre de udeladte (qadâ) namâzer, som er fard, og over for khatîb ved fredags namâz. Det er makrûh for kvinder at recitere adhân eller iqâmat. Adhân udføres på et højt sted for at annoncere tiden for andre. Mens man siger adhân, er det mustahâb at løfte hænderne og sætte en finger i hvert ørehul. At sige iqâmat er mere værdifuldt end (at sige) adhân. Adhân og iqâmat skal siges i retning af qiblaen. Man må ikke tale, mens man siger dem, og man må heller ikke anerkende nogen tale eller hilsen.

Recitering af adhân:

Allahu akbar (4 gange)

Ash-hadu an lâ ilâha illallah (2 gange)

Ash-hadu anna Muhammedan Rasûlullah (2 gange)

Hayya 'alas-salâh (2 gange)

Hayya 'alal-falâh (2 gange)

Allahu akbar (2 gange)

Lâ ilâha illallah (1 gang)

Kun i adhân til morgenen-namâz, efter Hayya 'alal-falâh, siger du (Assalâtu hayrun minan-nawm) to gange.

Med hensyn til iqâmat, siger du (Qad qâma tis-salâtu) to gange efter Hayya 'alalfalâh.

6- Niyyat

Niyyat (hensigt) gøres, mens man siger takbîr af ikitâh (begyndelsen). At lave niyyat for namâz betyder at passere gennem hjertet dets navn, tid, qibla, at følge imâm (når man udfører namâz i jamâ'at).

Den niyyat, der foretages efter takbîr af ikitâh, er ikke sahîh, og den namâz, der udføres derved, er ikke acceptabel. Når man har til hensigt at udføre fard eller wâjib namâz, skal man vide, hvilken fard eller wâjib af namâz man vil udføre. Det er ikke nødvendigt at lave niyyat for antallet af rak'ater. Når man udfører en sunnat, er niyyat "At udføre namâz" tilstrækkeligt. Niyyat for namâz af janâza laves som "Jeg laver niyyat for at udføre namâz for Allah, salawât for vores Mester, Profeten, for at bede for den afdøde, efter denne imâm."

Imamen behøver ikke at lave niyyat for at være imam for mænd. Men hvis han ikke gør niyyat for at være imâm i denne jamâ'at, vil han ikke opnå namâz' thawâb i jamâ'at. Hvis han gør niyyat for at være imam, vil han også opnå denne thawâb. Imâmen skal lave niyyat "At blive imâm for kvinder" (når han skal lede kvinder).

Når man udfører ibâdater, er det ikke en niyyat at lave niyyat kun mundtligt. Hvis det ikke sker gennem hjertet, vil ibâdaterne ikke være acceptable.

7- Takbîr af tahrîma

Tahrîma betyder at sige "Allahu akbar", når man begynder namâz. Mænd løfter hænderne op til ørerne med håndfladerne vendt mod qiblaen. Tommelfingerens spidser rører ved øreflipperne. Mens man siger Allahu akbar, sænkes hænderne, og når man er færdig, forbindes hænderne på maven, med den højre hånd griber fat i venstre håndleddet. Kvinderne løfter begge hænder så højt som deres skuldre og siger takbîr af ikitâh. Derefter lægger de hænderne på brysterne, højre hånd oven på venstre. De griber ikke om håndleddet, som mænd gør.

B) Rukns af Namâz

Fard´erne inden for namâz kaldes Rukns. Der er fem af dem:

1- Qiyâm

Den første af de fem rukns i namâz er qiyâm. Qiyâm betyder at stå. Den, der er for syg til at stå, udfører namâz siddende, og hvis han er for syg til at sidde, lægger han sig ned på ryggen og udfører den med hovedet (ved at bevæge, nikke osv. med hovedet). Der skal lægges en pude under hans hoved, så hans ansigt bliver rettet mod qiblaen i stedet for mod himlen, og hvis han ligger, bøjer han knæene, han strækker ikke benene mod qiblaen. Når han står, skal de to fødder være fire fingers bredde fra hinanden.

2- Qirâat

Det er fard at recitere en âyat af Koranen al-karîm mens man står ved hver rak'at af sunnater og witr, og ved to rak'ater af fard, når man udfører namâz individuelt. Det giver mere thawâb at recitere en kort sûrah.

Som qirâat er det wâjib at recitere Sûrah al-Fâtiha og en ekstra sûrah eller tre korte âyater ved de to første rak'ater af fard namâzerne med fire rak'ater; det er sunnat at recitere Fâtiha ved de to sidste rak'ater. Det er wâjib at recitere Fâtiha og zamm (ekstra) as-sûrah ved hver rak'ater af witr og sunnat namâzer. Derudover er det wâjib at recitere Fâtiha én gang og før zamm as-sûrah. Hvis man glemmer en af disse fem wâjiber, er det nødvendigt at lave sajda as-sahw.

Når man laver qirâat, er det ikke tilladt at recitere oversættelser af Koranen alkarîm. Den skal reciteres i sin oprindelige form, på arabisk.

3- Rukû'

Efter qirâat i qiyâm (recitering mens man står), bøjer man sig for rukû' og siger takbîr. I rukû'en åbner mændene deres fingre og griber om deres knæ. De holder ryggen og hovedet lige på samme niveau.

I rukû'en siger du: "Subhâna Rabbiyal-'azîm" mindst tre gange (og siger det 3, 5, 7, 9 eller 11 gange er mustahâb). I rukû'en skal dine arme og ben være lige. Kvinder åbner ikke deres fingre. De holder ikke hovedet og ryggen vandret eller armene lige.

Det er sunnat for imâm, såvel som for en person, der udfører namâz selv, at sige: "Sami'Allahu liman hamideh", mens han retter sig op fra rukû'en. Jamâ'aten siger det ikke. Umiddelbart efter at sige det, skal du sige: "Rabbanâ lakal hamd" og stå oprejst ved qawma, og derefter, mens du siger: "Allahu akbar", mens du knæler ned for sajdaen, skal du først sætte det højre knæ og derefter det venstre knæ, efterfulgt af de højre og derefter venstre hænder, på gulvet. Til sidst lægges næse-og pande på gulvet.

4- Sajda

Ved sajda siger du "Subhâna Rabbiyal-a'lâ" mindst tre gange (at sige det 3, 5, 7, 9 eller 11 gange er mustahâb). Fingrene skal være lukkede, pege mod qiblaen, på linje med ørerne, og hovedet skal være mellem hænderne. Det er fard at panden rører ved noget rent, såsom sten, jord, træ, stof, og det siges (af lærde), at det også er wâjib at lægge næsen ned. Det er ikke tilladt kun at lægge næsen på jorden uden en god undskyldning. Det er makrûh at lægge kun panden på jorden.

Det er enten fard eller wâjib at sætte to fødder eller mindst en tå på hver fod på jorden. Det vil sige, at hvis ikke to fødder er sat på jorden, vil namâz enten ikke være sahîh eller blive makrûh. Ved sajda er det sunnat at bøje tæerne og dreje dem mod qiblaen.

Mænd skal holde deres arme og lår væk fra maven. Det er sunnat at placere hænderne og knæene på jorden. Det er sunnat at holde hælene fire fingers bredde fra hinanden ved qiyâm, men ved rukû', qawma og sajda, er det sunnat at holde dem sammen.

Mens du knæler ned for sajdaen, er det makrûh at trække buksebenene op, og det er makrûh at folde dem, før du begynder namâz. Det er makrûh at udføre namâz med foldede (eller korte) ærmer, manchetter eller de nederste dele af en buks. Det er makrûh at udføre namâz med blottet hoved af dovenskab eller af mangel på erkendelse af vigtigheden af at udføre namâz med tildækket hoved. Og det forårsager vantro at ringeagte namâz. Det er makrûh at udføre namâz, mens man er iført beskidt tøj eller tøj, som man bruger på arbejdet (det vil sige fedt og beskidt tøj).

5- Qa'da al-akhîra

I den sidste rak'at er det fard at sidde lige så længe, som det ville tage at recitere Attahiyyâtu. Man skal ikke lave et tegn med fingrene, mens man sidder. Når man sidder, sætter mændene deres venstre-fod fladt på jorden med tæerne pegende mod højre, siddende på foden. Den højre fod skal være oprejst, med tæerne i jorden og pegende mod qiblaen. Det er sunnat at sidde på denne måde.

Kvinder sidder ved tawarruk. Det vil sige, at de sidder med bagdelen på jorden. Deres lår skal være tæt på hinanden. Deres fødder skal rage ud fra deres højre side.

Er det mindet om Profeten´s venner,
På stedet af selem træer, der får dig til at græde?

Sig mig, er det vinden fra Medîna, der får dig til at græde?
Eller er det lynet om natten fra Idam-bjerget?

Qasìdat al-Burda